Hunden fra Baskerville/15
Femtende kapitel.
Et tilbakeblik.
Det var i slutten av november. Sherlock Holmes og jeg sat en sur, taakefuld aften paa hver vor side av den flammende kaminild i vor dagligstue i Baker Street.
Min ven var i udmerket humør paa grund av det held, han havde havt med en række vanskelige og betydningsfulde saker, og det var derfor en udmerket leilighed til at faa ham til at drøfte enkelthederne ved Baskerville-mysteriet. Jeg havde med taalmodighed avventet denne anledning; ti jeg visste, at han aldrig blandet forskjellige saker sammen, og at hans klare og logiske aand ikke lot sig lokke fra det arbeide, den for øieblikket var beskjæftiget med, for at dvæle ved erindringen om det forbigangne.
Sir Henry og doktor Mortimer var imidlertid i London paa vei til den lange reise, der var blit anbefalet den første til styrkelse for hans angrepne nerver. De havde besøkt os den samme eftermiddag, saa det var naturlig, at saken kom paa tale.
„Begivenhedernes hele gang,“ sa Holmes, „var simpel og likefrem fra den persons synspunkt, der kaldte sig Stapleton, skjønt den fra først av forekom os overordentlig indviklet, fordi vi ikke visste bevæggrundene til hans handlinger og kun var i stand til at lære en del av de virkelige forhold at kjende. Jeg har havt anledning til to gange at tale med fru Stapleton, og saken er nu saa fuldstændig opklaret, at jeg ikke kan skjønne, der er noget, som længer er en hemmelighed for os. De vil finde nogen optegnelser om saken under bokstav B. i min alfabetisk ordnede sakfortegnelse.“
„Kanske De vilde være saa venlig at gi mig en kort oversigt over begivenhedernes gang efter hukommelsen,“ sa jeg.
„Ja, men jeg kan ikke indestaa for, at jeg husker alle omstændigheder. Intens samling av alle aandelige evner paa ett punkt utsletter paa en eiendommelig maate erindringen om ting, som er op og avgjort. Men forsaavidt angaar historien med hunden, skal jeg skildre Dem begivenhedernes utvikling saa nøie, som jeg formaar, og er der noget, jeg glemmer, saa faar De spørge.
Mine undersøkelser viser utvilsomt, at familieportrættet ikke har løiet, og at denne fyr virkelig var en Baskerville. Han var en søn av den Rodger Baskerville, sir Charles' yngre bror, som med et ødelagt rygte flygtet til Sydamerika, hvor det het, at han døde ugift. Han blev dog virkelig gift og havde et barn, denne fyr nemlig, hvis virkelige navn var det samme som farens. Sønnen blev gift med Beryl Garcia, en av Costa Ricas skjønheder, og efter at ha tilvendt sig en betydelig sum av offentlige midler forandret han sit navn til Vandeleur og flygtet til England, hvor han oprettet en skole i den østlige del av Yorkshire.
Hans grund til at forsøke netop denne virksomhedsgren var, at han paa hjemreisen havde stiftet bekjendtskab med en tæringssyk lærer, hvis dygtighed han utnyttet, saa foretagendet havde held med sig. Fraser, læreren, døde imidlertid, og skolen, som havde begyndt saa godt, sank dypere og dypere. Egteparret Vandeleur fandt det hensigtsmæssig at forandre sit navn til Stapleton, og han bragte resterne av sin formue, sine fremtidsplaner og sin tilbøielighed for studiet av insekter med sig til Sydengland. Jeg har i British Museum erfaret, at han var en anerkjendt autoritet som entomolog, og at navnet Vandeleur for bestandig er knyttet til en viss art møl, som han under sit ophold i Yorkshire var den første til at beskrive.
Vi kommer nu til det avsnit av hans liv, der har faat saa overordentlig stor interesse for os. Manden havde tydeligvis anstillet undersøkelser og fundet ut, at der kun stod to liv mellem ham og et værdifuldt gods. Da han kom til Devonshire, antar jeg, at hans planer endnu var meget uklare, men at han like fra først av pønset paa ondt, er aabenbart av den omstændighed, at han utgav sin hustru for sin søster. Planen om at benytte hende som lokkemat var sikkert allerede fattet, skjønt han kanske ikke har været paa det rene med, hvorledes intrigens enkeltheder skulde lægges tilrette.
Det var hans faste beslutning at blive eier av godset, og han var parat til at bruke hvilketsomhelst middel og løpe hvilkensomhelst risiko for at naa dette maal. Det første, han gjorde, var at bosætte sig saa nær sine fædres hjem som mulig, og det andet var at indlede en venskabsforbindelse med sir Charles Baskerville og med naboerne.
Sir Charles fortalte ham selv om familiens hund og banet saaledes veien for sin egen død. Stapleton, som jeg vil vedblive at kalde ham, visste, at den gamle mand led av hjertefeil, og at en pludselig og heftig sindsbevægelse kunde dræpe ham. Det havde han hørt av doktor Mortimer. Han havde ogsaa hørt, at sir Charles var overtroisk og havde tat det uhyggelige gamle sagn meget alvorlig. Hans kløktige hode utfandt straks en maate, hvorpaa sir Charles kunde tages av dage, saaledes at det neppe vilde være mulig at overføre den virkelige morder hans skyld.
Efter at ha undfanget sin tanke skred han til at utføre den med megen listighed. En almindelig eventyrer vilde ha benyttet sig av en almindelig vild hund. Bruken av kunstige midler til at gi dyret et djævelsk utseende, var et genialt paafund av ham. Hunden kjøpte han i London hos Ross & Mangles i Fulham Road. Det var den sterkeste og vildeste hund, som fandtes hos dem. Han tok den med sig paa Nord-Devon jernbanen og gik en lang vei over moen for at faa bragt den hjem uten at vække opmerksomhed. Han havde allerede paa sine utflugter for at fange insekter lært at finde vei gjennem Grimpensumpen og havde ogsaa fundet et sikkert skjulested for dyret. Her lukket han det inde og ventet saa paa det beleilige øieblik.
Men der gik en tid. Den gamle herre lot sig ikke lokke utenfor sit gods' omraade ved nattetid. Flere gange lusket Stapleton omkring med sin hund, men uten nytte. Det var under disse frugtesløse streiftog, at han eller rettere sagt hans medhjælper blev set av bønderne, og sagnet om den dæmoniske hund fik ny bekræftelse. Han havde haabet, at hans hustru skulde lokke sir Charles i fordærvelsen, men i dette stykke viste hun sig mot forventning uavhængig. Hun vilde ikke forsøke at indvikle den gamle herre i en kjærlighedsaffære, som kunde bringe ham i hans fiendes hænder. Trusler og desværre ogsaa pryl formaaet ikke at bevæge hende. Hun vilde intet ha at gjøre med dette, og for en tid maatte Stapleton indstille det hele.
Saa fandt han en utvei av sine vanskeligheder derved, at sir Charles, som havde fattet venskab for ham, havde gjort ham til mellemmand ved den understøttelse, han ydet den ulykkelige kvinde fru Laura Lyons. Ved at fremstille sig som ugift fik Stapleton en sterk indflydelse paa hende, og han lot hende forstaa, at hvis hun kunde opnaa skilsmisse fra sin mand. vilde han gifte sig med hende. Hans planer fremskyntes pludselig ved, at han fik vite, at sir Charles stod i begrep med at forlate godset efter doktor Mortimers raad, hvori ogsaa han selv angav at være enig. Han maatte handle straks, ellers vilde hans offer komme utenfor hans rækkevidde. Han øvet derfor pres paa fru Lyons, forat hun skulde skrive hint brev og bønfalde den gamle mand om at tilstaa hende en samtale før hans avreise til London. Ved vel uttænkte grunde fik han hende overtalt til ikke at møte, og dermed havde han den chance, han havde ventet paa.
Da han om aftenen kjørte tilbake fra Coombe Tracey, kom han tidsnok til at faa fat paa sin hund, besmøre den med den djævelske maling og bringe dyret til den port, hvor han havde grund til at anta, at den gamle herre stod og ventet. Hidset av sin herre sprang hunden over gitterporten og forfulgte den ulykkelige baronet, som skrikende flygtet nedover barlind-alleén.
I den mørke gang maa det ha været et skrækkelig syn at se det store sorte dyr med de lysende kjæver og ildøinene løpe efter sit offer. Ved enden av alléen faldt han til jorden, død av hjerteslag og rædsel. Hunden havde holdt sig paa græsrabatten, medens baronetten havde sprunget henad veien, saa der var ingen andre spor synlige end hans. Da dyret saa ham blive liggende stille, havde det rimeligvis nærmet sig for at snuse til ham, men gaat sin vei igjen, da det fandt ham død.
Det var paa den maate, hunden kom til at efterlate de fotspor, som blev iagttat av doktor Mortimer. Hunden blev kaldt tilbake og snarest ført til dens skjulested ute i sumpen, og der forelaa et mysterium, som satte autoriteterne i forlegenhed, vakte skræk og uro i hele egnen og endelig bragte affæren til at blive gjenstand for vore iagttagelser.
Dette var altsaa omstændighederne ved sir Charles Baskervilles død. De forstaar, hvor djævelsk listig planen var lagt, ti det vilde være omtrent umulig at reise tiltale mot den virkelige morder. Hans eneste medskyldige kunde aldrig røbe ham, og planens groteske, ubegripelige natur havde kun tjent til at gjøre den saa meget mere virksom.
Begge de kvinder, som stod i forbindelse med saken, fru Stapleton og fru Laura Lyons, nærte en sterk mistanke mot Stapleton.
Fru Stapleton visste, at han havde visse hensigter overfor den gamle mand, og hun visste ogsaa om hunden.
Fru Lyons kjendte ikke til noget av dette, men havde bitt merke i, at den gamle mands død indtraf netop paa den tid, da den sammenkomst skulde ha fundet sted, som ingen anden end Stapleton visste om. Men begge var de avhængige av ham, og han havde intet at frygte av dem. Den første halvdel av hans opgave var heldig løst; men den vanskeligere del stod endnu tilbake.
Det er mulig, at Stapleton ikke visste om, at der fandtes en arving i Kanada. Men i ethvert tilfælde fik han meget snart vite det av sin ven doktor Mortimer, som ogsaa fortalte ham alle enkeltheder angaaende sir Henry Baskervilles ankomst. Stapletons første tanke var, at den unge mand fra Kanada kanske kunde dræpes i London uten engang at faa komme til Devonshire. Han havde mistro til sin hustru, siden hun havde negtet at være ham behjælpelig med at lægge en fælde for den gamle mand, og han vovet ikke at la hende længe ute av syne av frygt for at tape sin magt over hende.
Det var av denne grund, han tok hende med sig til London. Efter hvad jeg erfarer, bodde de i Mexborough privathotel i Craven Street, hvilket var et av de hoteller, som min utsending besøkte for at samle bevismateriale. Her holdt han sin hustru indesperret paa hendes værelse, medens han selv, utstyrt med et falsk skjeg, fulgte efter doktor Mortimer til jernbanestationen og til Northumberland hotel.
Hans hustru havde uklare anelser om hans planer, men hun var saa bange for sin mand — paa grund av brutal mishandling fra hans side —, at hun ikke vovet at skrive for at advare den mand, som hun visste var i fare. Hvis brevet faldt i Stapletons hænder, vilde hendes eget liv ikke være sikkert. Endelig valgte hun, som vi vet, den utvei at klippe ut av en avis de ord, som kunde sættes sammen til et advarselsbrev, og at skrive adressen med fordreiet haandskrift. Brevet naadde baronetten og gav ham det første varsko om faren.
Det var av stor betydning for Stapleton at faa fat paa et eller andet sir Henry tilhørende klædesplag for i tilfælde av, at han blev nødt til at bruke hunden, at kunne sætte denne paa spor. Med sin sedvanlige raskhed og dristighed gav han sig straks i kast med at naa dette maal, og der kan ikke være tvil om, at hotellets skopudser eller stuepike fik rikelig betaling for at hjælpe ham. Den første støvle, han fik fat paa, var imidlertid tilfeldigvis ny og derfor ubrukbar for hans formaal. Han leverte den derfor tilbake og fik en anden — en meget oplysende omstændighed, da det overbeviste mig om, at vi havde at gjøre med en virkelig hund, idet ingen anden forutsætning kunde forklare, at Stapleton var saa ivrig for at faa fat paa en gammel støvle og ikke brydde sig om den nye. Jo mere besynderlig og usedvanlig et tilfælde er, desto omhyggeligere fortjener det at undersøkes, og netop det, der synes at gjøre en sak mere indviklet, kan lettelig, naar det overveies tilbørlig og behandles videnskabelig, bidrage til at opklare den.
Næste morgen mottok vi visit av vore venner, medens Stapleton fulgte efter i en vogn og holdt øie med dem. At han visste, hvor vi bodde og kjendte mig av utseende, likesom ogsaa hans forhold i det hele tat, gjør mig tilbøielig til at tro, at hans forbrydervirksomhed ingenlunde har været indskrænket til Baskerville-affæren alene.
Det er værd at lægge merke til, at vestpaa har der i de sidste tre aar fundet sted fire store indbrudstyverier, hvis forøver man ikke har faat fat paa. Det sidste av dem, i Folkstone Court i mai maaned sidstleden, er merkelig derved, at den unge tjener, som overrasket den maskerte indbrudstyv, med koldt blod blev skutt ned. Jeg kan ikke tvile paa, at Stapleton supplerte sine avtagende pengemidler paa denne maate, og at han i en aarrække har været en yderst farlig mand.
Vi havde et eksempel paa hans letvindthed til at finde utveie den samme morgen, da han slap saa heldig fra os, og paa hans dristighed derved, at han lot vognmanden bringe mig en hilsen. Fra det øieblik forstod han, at jeg havde overtat saken for Londons vedkommende, og at han derfor ingen chancer havde der. Han vendte derfor tilbake til Dartmoore og avventet sir Henrys ankomst.“
„Undskyld et øieblik,“ sa jeg. „De har ganske visst skildret begivenhedernes gang rigtig, men der er et punkt, som De ikke har forklaret. Hvorledes gik det med hunden, medens dens herre var i London?“
„Jeg har beskjæftiget mig en del med den ting, og den er utvilsomt av betydning. Der kan ikke være tvil om, at Stapleton havde en fortrolig, skjønt det er ikke sandsynlig, at han nogensinde gav sig denne i vold ved at meddele ham alle sine planer. Paa Merripit-gaarden var der en gammel tjener ved navn Anthony. Hans forbindelser med egteparret Stapleton kan forfølges flere aar tilbake, saa langt som til Stapletons skolemesterdage, saa han maa ha visst, at de to virkelig var mand og kone. Denne mand er forsvundet og har forlatt landet. Det er av interesse, at medens Anthony ikke er noget almindelig navn i England, er Antonio meget almindelig i alle spanske eller spansk-amerikanske lande. Manden talte likesom fru Stapleton godt engelsk, men med en besynderlig læspende akcent. Jeg har selv set denne gamle mand gaa over Grimpensumpen ad den sti, som Stapleton havde staket ut. Det er derfor sandsynlig, at han i Stapletons fravær har passet hunden, skjønt han vel aldrig har visst, hvad dyret skulde brukes til.
Egteparret Stapleton reiste saa til Devonshire, hvorhen sir Henry og De snart fulgte efter. Jeg skal nævne litt om, hvorledes jeg dengang var stillet. De vil maaske huske, at da jeg undersøkte det papir, som de trykte ord var klistret op paa, saa jeg nøie efter vandmerket. Idet jeg i dette øiemed holdt papiret op nogen tommer foran mine øine, merket jeg en svak duft av den parfum, som kaldes hvit jasmin. Der gives fem og sytti parfumer, som det er ganske nødvendig for en kriminalspecialist at kunne skjelne fra hverandre, og jeg har mere end én gang oplevet, at sakens utfald har beroet paa en saadan hurtig og bestemt skjelnen. Duften antydet, at en dame var med i spillet, og mine tanker begyndte allerede at kredse om Stapletons. Jeg havde saaledes baade faat greie paa hunden og dannet mig en formodning om, hvem forbryderen var, allerede før vi reiste der vest.
Det var min opgave at bevogte Stapleton. Det var imidlertid klart, at dette kunde jeg ikke gjøre, hvis jeg var sammen med Dem, idet han da vilde være omhyggelig paa sin post. Jeg førte derfor alle, Dem indbefattet, bak lyset og reiste i al hemmelighed, medens man antok, at jeg var i London. De gjenvordigheder, jeg havde at gjennemgaa, var ikke saa store, som De har trodd, og det slags bagateller maa aldrig spille nogen rolle, naar det gjælder at undersøke en sak. Jeg opholdt mig for det meste paa Coombe Tracey og benyttet kun hytten ute paa moen, naar det var nødvendig at være i nærheden av skuepladsen for begivenhederne. Cartwright havde fulgt med mig, og forklædt som en ung landsens gut var han mig til stor nytte. Det var ham, som skaffet mig mat og rent tøi.
Medens jeg holdt øie med Stapleton, holdt Cartwright ofte øie med Dem, saa jeg var i stand til at holde alle traade i mine hænder.
Jeg har allerede sagt Dem, at Deres indberetninger naadde mig hurtig, idet de straks blev sendt fra Baker Street til Coombe Tracey. De var mig til stor nytte, især bidragene til Stapletons biografi. Jeg blev derved sat istand til at fastslaa mandens og kvindens identitet og visste endelig nøiagtig besked om den stilling, jeg befandt mig i.
Saken var blit betydelig indviklet ved tilfældet med den rømte straffange og forholdet mellem ham og familien Barrymore. Ogsaa dette forklarte De paa en meget grei maate, men jeg var allerede selv gjennem mine egne iagttagelser kommet til de samme slutninger.
Dengang De fik se mig ute paa moen, havde jeg fuldt kjendskab til hele saken, men den forelaa ikke saaledes, at den kunde bringes for retten.
Selv Stapletons attentat hin nat paa sir Henry, der endte med den ulykkelige straffanges død, kunde ikke hjælpe os stort i retning av at bevise, at manden var skyldig i mord. Der syntes ikke at være nogen anden utvei end at gripe ham paa fersk gjerning, og i den anledning maatte vi som lokkemat bruke sir Henry, alene og uten beskyttelse. Vi gjorde saa, og paa bekostning av at tilføie vor klient en alvorlig nerverystelse, lykkedes det os at bringe saken til fuld modenhed og drive Stapleton til hans undergang.
At sir Henry blev utsat for dette, maa jeg tilstaa, at jeg betragter som en feil ved min befatning med saken; men vi kunde jo ikke forutse, hvilket frygtelig og lamslaaende syn dyret vilde frembyde, og heller ikke kunde vi forutsætte den taake, som gjorde det mulig at overfalde os med saa knapt varsel. Vi opnaadde vor hensigt med følger, som baade specialisten og doktor Mortimer forsikrer mig kun vil blive forbigaaende. En lang reise kan bringe vor ven helsebod ikke bare for hans rystede nerver, men ogsaa for hans saarede følelser. Hans kjærlighed til denne dame var dyp og oprigtig, og for ham var det den sørgeligste side ved hele denne stygge historie, at hun havde narret ham.
Det staar nu kun tilbake at forklare, hvilken rolle hun hele tiden har spillet. Der kan ikke være tvil om, at Stapleton øvet et herredømme over hende, der kan ha skrevet sig enten fra kjærlighed fra hendes side eller fra frygt eller meget sandsynlig fra begge dele, da disse sindstilstande ingenlunde utelukker hinanden. Hans inflydelse virket i alle fald. Paa hans befaling samtykket hun i at utgi sig for hans søster; men han saa grænserne for sin magt over hende, da han forsøkte at gjøre hende direkte medskyldig i mord.
Hun vilde advare sir Henry, saavidt det var mulig uten at angi sin mand, og gang paa gang forsøkte hun at gjøre det. Stapleton selv synes at ha været i stand til at nære skinsyke, og da han la merke til, at sir Henry gjorde kur til hende, kunde han, skjønt dette jo indgik i hans egen plan, ikke bare sig for at gripe ind med en lidenskabelig heftighed, som røbet det glødende sind, han ved selvbeherskelse pleiet at holde saa godt skjult. Ved at opmuntre det nære venskabsforhold mellem dem sikret han sig, at sir Henry ofte kom til Merripitgaarden, og at det tidligere eller senere vilde la sig gjøre at finde den anledning, han ønsket. Men da den kritiske dag kom, vendte pludselig hans hustru sig imot ham. Hun havde hørt noget om straffangens død, og hun visste, at hunden var indestængt i uthuset den aften, da sir Henry skulde spise hos dem. Hun beskyldte sin mand for planlagt forbrydelse, og der fandt et heftig optrin sted, hvorunder han for første gang lot hende vite, at hun havde en medbeilerinde til hans kjærlighed.
Hendes troskab gik i et øieblik over til bittert hat, og han skjønte, at hun vilde forraade ham. Derfor bandt han hende, forat hun ikke skulde ha nogen anledning til at varsko sir Henry, og han haabet uten tvil, at naar alle mennesker i egnen fandt aarsaken til baronettens død i hans families gamle plage, hvilket de ganske sikkert vilde gjøre, kunde han bevæge sin hustru til at slaa sig til ro med en fuldbragt kjendsgjerning og tie stille med det, hun visste. Heri tror jeg, han forregnet sig; selv om vi ikke havde været der, vilde hans skjæbne allikevel været beseglet. En kvinde med spansk blod i sine aarer tar ikke en saadan fornærmelse saa let.
Og nu, kjære Watson, kan jeg ikke, uten at ty til mine optegnelser, gi Dem nogen mere detaljeret fremstilling av denne eiendommelige sak. Jeg tror ikke, der er noget væsentlig, som ikke er blit forklaret.“
„Han kunde vel ikke haabe at faa skræmt sir Henry ihjel med hunden, saaledes som han havde gjort med hans onkel?“
„Dyret var vildt og halvt ihjelsultet. Hvis dets utseende ikke skræmte manden tildøde, vilde det ialfald lamme hans motstand.“
„Ganske visst. Der staar kun en vanskelighed tilbake. Hvis Stapleton kom i besiddelse av godset ved arv, hvorledes vilde han da kunne forklare den omstændighed, at han, arvingen, havde bodd under et andet navn like ved eiendommen? Hvorledes kunde han gjøre krav paa godset uten at vække mistanke og foranledige undersøkelser?“
„Dette er en forfærdelig vanskelighed, og jeg er bange for, De kræver for meget, naar De vil ha mig til at løse den. Fortid og nutid ligger indenfor mine undersøkelsers omraade, men hvad en mand kan gjøre i fremtiden, det er et vanskelig spørsmaal at besvare. Fru Stapleton har hørt sin mand drøfte dette problem ved flere anledninger.
Der var tre veie, som det var mulig at gaa. Han kunde gjøre krav paa eiendommen fra Sydamerika av, godtgjøre sin identitet overfor de derværende britiske autoriteter og derved faa arven uten overhodet at komme tilbake til England. Eller han kunde anlægge en omhyggelig utført forklædning og maskering i den korte tid, han behøvet at opholde sig i London. Eller ogsaa kunde han overgi papirer og bevisligheder til en medskyldig, indsætte ham som arving og betinge sig en viss del av indtægterne. Efter alt, hvad vi vet om ham, kan vi ikke tvile paa, at han vilde ha fundet en eller anden vei ut av vanskelighederne.
Og nu, min kjære Watson, har vi havt strengt arbeide i nogen uker, og for en enkelt aften kan vi vel vende vore tanker hen paa mere fornøielige ting. Jeg har en loge i teatret til opførelsen av „Hugenotterne“. Har De hørt de Reszkes? Jeg maa da uleilige Dem med at være færdig om en halv time, saa kan vi underveis gaa indom Marcinis kafé og faa noget at spise.“