Hunden fra Baskerville/14
Fjortende kapitel.
Hunden fra Baskerville.
Sherlock Holmes havde den feil — om man overhodet kan kalde det en feil —, at han var høist utilbøielig til at indvie nogen anden fuldt i sine planer før netop i det øieblik, da de skulde fuldbyrdes. Delvis kom det naturligvis av hans egen myndige natur; han likte godt at beherske og overraske sine omgivelser. Delvis stod det vel ogsaa i forbindelse med den professionelle forsigtighed, der tilsa ham ikke at spilde nogen chance.
Det kunde dog ofte være meget tirrende for dem, som skulde være hans medarbeidere og hjælpere.
Jeg havde ofte lidt under det, men aldrig mere end paa denne lange kjøretur i mørket. Vi stod like foran den store avgjørelse, vi skulde endelig slaa det sidste slag, men Holmes havde endnu ikke sagt noget og jeg kunde bare gjette mig til, hvad hans plan var. Mine nerver var spændt i den høieste forventning, da den kolde vind i vore ansigter og de belgmørke, øde vidder paa begge sider av den smale vei sa mig, at vi atter var kommet tilbake paa moen. Hvert skridt av hestene og hver omdreining av vognhjulene førte os eventyrets avslutning nærmere.
Vi havde leiet en vogn, og den fremmede kusks nærværelse la baand paa vor samtale. Vi maatte derfor indskrænke os til at passiare om likegyldige ting, skjønt vore nerver var spændt i den sterkeste bevægelse og forventning. Efter denne unaturlige beherskelse var det en stor lettelse for mig, da vi endelig passerte Franklands hus, og jeg visste, at vi nu begyndte at nærme os Baskerville herregaard og skuepladsen for den forestaaende begivenhed. Vi kjørte ikke op til indgangsdøren, men ned til porten, som førte ut til moen. Kusken fik sin betaling og kjørte straks tilbake til Coombe Tracey, medens vi begav os tilfots paavei til Merripitgaarden.
„Har De revolver, Lestrade?“
Den lille detektiv smilte.
„Jeg har altid en baklomme paa mine benklæder, og i baklommen er der bestandig en revolver.“
„Vel! Jeg og min ven er ogsaa forberedt paa alle eventualiteter.“
„De er temmelig forbeholden, hr. Holmes. Hvilket vildt er det, det gjælder nu?“
„Et ventende vildt!“
„Det er sandelig ikke noget hyggelig ventested,“ sa detektiven og fór gysende sammen ved synet av de uhyggelige, stupbratte skrenter og det svære taakehav, som laa over Grimpenmyren.
„Jeg kan se lys i et hus foran os.“
„Det er Merripit-gaarden, vort maal. Jeg maa bede Dem gaa paa tærne og bare hviske.“
Vi bevæget os forsigtig fremover veien, som om vort maal skulde være dette hus, men da vi var kommet i en avstand av omkring et par hundrede meter fra det, stanset Holmes os.
„La os blive her,“ sa han. „Her har vi et udmerket skjulested, hvor ingen kan se os.“
„Skal vi vente her?“
„Ja, vi lægger os i bakhold her. Gaa ind i hulen der, Lestrade. De har jo været inde i huset, Watson? Kan De sige, hvordan værelserne ligger? De vinduer der med gitter foran, — hvad er det for et værelse?“
„Jeg tænker, det er kjøkkenvinduerne.“
„Og det andet, hvorfra det lyser saa sterkt?“
„Det er sikkert spisestuen.“
„Rullegardinerne er rullet op. De vet bedst, hvordan terrænget er. Kryp forsigtig, men for himmelens skyld la dem ikke merke, at de er bevogtet.“
Jeg listet mig paa taaspidserne nedover stien og stanset bak den lave havemur. Ved at snike mig langs denne naadde jeg frem til et sted, hvorfra jeg, da gardinerne var trukket fra, kunde se like ind gjennem vinduet.
I værelset fandtes bare to mænd, sir Henry Baskerville og Stapleton. Jeg kunde se dem i profil, som de sat paa hver sin side av bordet. Begge røkte cigarer, og kaffe og vin stod foran dem. Stapleton talte meget ivrig, men sir Henry saa blek og adspredt ut. Maaske tanken paa den ensomme vandring over den berygtede mo trykket ham. Medens jeg stod og betragtet dem, reiste Stapleton sig og forlot værelset. Sir Henry fyldte sit glas og lænet sig tilbake i stolen, dampende paa sin cigar.
Jeg hørte det knirke i en dør og lyden av fottrin i gruset. Skridtene fulgte gangen paa den anden side av havemuren, hvorunder jeg stod skjult.
Jeg kikket over denne og saa naturforskeren staa utenfor døren til et lysthus i en krok av haven. En nøkle blev dreiet om i en laas, og da han gik ind, hørtes en underlig larm, som om nogen blev slaat.
Han var bare et minut eller to derinde; derpaa hørte jeg nøklen dreies om i laasen. Han gik forbi mig og ind i huset igjen.
Der saa jeg ham slutte sig til sin gjest, og jeg listet mig derpaa tilbake til det sted, hvor mine kamerater ventet paa mig, for at fortælle dem, hvad jeg havde iagttat.
„Er ikke damen der, siger De, Watson?“ spurte Holmes, da jeg havde endt min fortælling.
„Nei.“
„Hvor kan hun da være; der er jo ikke noget lys at se i noget av værelserne. Det lyser bare i kjøkkenet.“
„Jeg kan ikke forstaa, hvor hun er?“
Jeg har allerede fortalt, at der laa en tæt, hvit taake over Grimpenmyren. Den drev langsomt henover til os og la sig i en tæt og tydelig banke som en mur. I maanelyset tok den sig fuldstændig ut som et glitrende snefjeld med fjeldknauserne i det fjerne rakende som høie taarne op av dens masser. Holmes' blik var rettet paa taakebanken, og han mumlet utaalmodig, medens han fulgte dens drift:
„Den kommer hitover, Watson.“
„Har det noget at sige?“
„Særdeles meget. Det er den eneste ting i verden, som kunde bringe forstyrrelse i mine planer. Han kan ikke blive meget længe nu. Klokken er alt ti. Vort held og hans liv kan avhænge av, at han kommer ut, før taaken naar stien.“
Der, hvor vi var, var det endnu en vakker aften med klar himmel. Stjernerne blinket kolde og straalende, medens halvmaanen badet hele scenen i et bløtt, ubestemmelig lys. Foran os laa det mørke hus. Dets tak og oprakende skorstene tegnet sig skarpt mot den sølvblanke himmel. Fra vinduerne i første etage faldt det gyldne lys i brede strimer tvers over haven og ut paa moen. Et av dem forsvandt pludselig. Tjenerne havde forlatt kjøkkenet. Nu var bare lampen i spisestuen tilbake, hvor de to mænd, den mordlystne vert og den intet anende gjest, sat med sine cigarer og passiarte.
For hvert minut kom den hvite, uldne masse, som dækket den ene halvdel av moen, nærmere og nærmere til huset. De første tynde utløpere naadde allerede ind i det gyldne skjær fra det oplyste vindu. Den borterste del av havemuren var alt usynlig, og trærne raket op av bølgende hvite dampe. Medens vi stod og betragtet dette syn, begyndte taaken allerede at trænge sig rundt begge husets hjørner og la sig om det i en tæt bunke, hvorpaa anden etage og taket fløt som et underlig skib paa et hav med drivende skyer.
Holmes slog heftig med haanden paa fjeldvæggen foran os og stampet i jorden av utaalmodighed.
„Kommer han ikke ut inden et kvarter, kommer stien til at blive dækket av taake. Om en time vil vi ikke være istand til at se en haandsbred fra os.“
„Skal vi gaa længere tilbake til et høiere sted?“
„Ja, jeg tror det blir bedst.“
Da taakeskyen kom krypende fremover, rykket vi tilbake for den, indtil vi var kommet et langt stykke bort fra huset, men dette tætte, hvite taakeslør, over hvis øvre del maanen bredte sit sølvskjær, vedblev at sige langsomt, men ubarmhjertig frem.
„Vi kommer for langt bort,“ sa Holmes. „Vi tør ikke utsætte os for, at han blir overmandet, førend han naar os. Derfor maa vi holde os her, vi nu er.“
Han kastet sig ned, la øret til jorden og lyttet.
„Gud være lovet, nu kommer han vist!“
Lyden av raske skridt avbrøt stilheden paa moen. Vi la os ned mellem stenene og stirret spændt paa den skinnende sølvbanke foran os. Skridtene blev nu tydeligere, og gjennem taaken kom som frem bak et gardin den mand, vi ventet paa. Han saa sig overrasket omkring, da han kom ut i den stjerneklare aften. Saa kom han gaaende raskt langs stien, passerte like forbi, hvor vi laa, og fortsatte opover den lange skraaning bak os. Medens han vandret videre, saa han sig stadig omkring som en mand, der ikke er tryg.
„Stille!“ hvisket Holmes, og jeg hørte det skarpe klik av en revolver, som spændtes. „Nu kommer det!“
Der hørtes en sælsom, taslende lyd inde fra hjertet av de bølgende taakemasser. Taaken var bare et halvt hundrede meter fra det sted, hvor vi laa, og alle tre stirret vi ind i den, uvisse om, hvad rædselfuldt der vilde komme frem av den. Jeg laa ved siden av Holmes og betragtet et øieblik hans ansigt. Det var blekt og stolt; han øine flammet i maanelyset. Men pludselig stirret han i den høieste forfærdelse ret ut med halvaapen mund. Lestrade satte i det samme i et rædselsskrik og kastet sig næsegrus paa jorden. Jeg sprang op, min haand grep uvilkaarlig revolveren, men jeg blev som lamslaat ved synet av den rædselsfulde skikkelse, som pludselig havde dukket frem av taakehavet.
Det var en hund, et kulsvart uhyre av en hund, som aldrig noget dødelig øie havde skuet. Varmen stod fræsende ut av dens aapne mund, dens øine glødet med en eiendommelig ulmende ild, dens snute, øren og krop lyste i flammer. Selv i den mest vanvittige hjernes vildeste drømme kunde der ikke undfanges noget mere skrækkelig og rædselsfuldt, noget mere helvedesagtig end denne mørke skikkelse og dette vilde aasyn, som nu kom ut av taakemassen like mot os.
I lange sprang løp det store, sorte dyr bortover stien, idet det fulgte vor vens spor.
Vi blev saa lamslaat ved dette syn, at vi lot dyret løpe forbi os, førend vi kom helt til samling igjen. Saa skjøt baade Holmes og jeg samtidig, og dyret utstøtte et fælt hyl, der tydet paa, at ialfald en av os havde rammet det.
Det gjorde imidlertid ingen stans, men sprang videre.
Langt borte saa vi sir Henry vende sig om og se tilbake; hans ansigt var blekt i maaneskinnet, han rakte i forfærdelse hænderne op mot himmelen og stirret hjælpeløs paa det frygtelige væsen, som kom jagende efter ham.
Men hundens smerteshyl havde forjaget al vor frygt. Hvis den kunde saares, saa var den dødelig, og kunde vi saare den, saa kunde vi ogsaa dræpe den. Jeg har aldrig set en mand løpe slik, som Holmes løp den nat. Jeg ansaaes for at være noksaa let tilbens, men han fløi fra mig. Foran os hørte vi det ene rædselsskrik efter det andet fra sir Henry og hyl og brøl fra hunden.
Jeg kom netop tidsnok til at se dyret styrte løs paa sit offer, kaste ham til jorden og bite ham i strupen. Men i næste øieblik havde Holmes sendt hunden fem revolverkuler i livet. Med et sidste dødshyl og iltert snappende efter luft styrtet den om paa ryggen, kavet med benene og blev saa liggende paa siden, slap og ubevægelig. Jeg bøiet mig ned og satte min pistol like ind til det fæle hode; men jeg behøvet ikke at røre ved avtrækkeren. Kjæmpehunden var død.
Sir Henry laa bevisstløs der, hvor han var faldt overende. Vi rev halstørklædet og kraven av ham, og Holmes takket Gud, da vi saa, at der ikke fandtes noget tegn til saar, og skjønte, at hjælpen var kommet tidsnok.
Vor vens øienlaag begyndte at sjælve, og han gjorde svake forsøk paa at røre paa sig. Lestrade satte sin kognakflaske for munden paa ham, og to forskræmte øine aapnedes og saa paa os.
„Aa Gud!“ hvisket han. „Hvad var det? Hvad i himmelens navn var det?“
„Den er død, hvad den nu var for en,“ sa Holmes. „Vi har dræpt familiespøkelset en gang for alle.“
Baade med hensyn til størrelse og til styrke var det et frygtelig dyr, som laa død foran os. Det var ikke en blodhund av ren race og heller ikke en egte bulbiter; men den syntes at være en blanding av begge dele — mager, vild og av størrelse som en liten løvinde. Selv nu i døden syntes de svære kjæver likesom at lyse med en blaalig flamme og de smaa dyptliggende grusomme øine at skyte ild.
Jeg la min haand paa dyrets snute, og da jeg løftet den op igjen, lyste mine fingre i mørket.
„Fosfor,“ sa jeg.
„Et lumsk præparat av fosfor,“ sa Holmes, idet han lugtet til det døde dyr. „Det er ingen lugt, som kunde ha virket hemmende paa dens egen lugtesans. Vi maa gjøre Dem en ærbødig undskyldning, sir Henry, fordi vi har utsat Dem for denne skræk. Jeg var beredt paa at møte en hund, men ikke et saadant dyr som dette. Og taaken gjorde det vanskelig for os at faa fat paa den.“
„De har reddet mit liv.“
„Efter først at ha sat det i fare. Orker De at reise Dem op?“
„Gi mig en mundfuld kognak til, saa skal jeg greie mig. Saa! Vil De nu hjælpe mig til at komme paa benene? Hvad agter De nu at gjøre?“
„Vi lar Dem blive her. De er ikke istand til at være med paa videre eventyr inat. Hvis De vil vente, saa skal en eller anden av os følge Dem hjem.“
Han forsøkte at komme paa benene, men han var fremdeles spøkelsesagtig blek og skalv over hele kroppen. Vi støttet ham og hjalp ham hen til en sten, hvor han satte sig og gjemte ansigtet i hænderne.
„Vi maa nu gaa fra Dem,“ sa Holmes. „Vi maa gjøre resten av vort arbeide, og hvert øieblik er vigtig. Vi har greie paa saken, nu gjælder det bare at faa fat paa manden.“
„Der er tusen utsigter mot en for, at vi ikke finder ham derborte i huset,“ fortsatte han, da vi hurtig gik tilbake nedover stien. „Skuddene maa ha varslet ham om, at spillet er ute.“
„Vi var jo langt borte, og taaken kan ha dæmpet lyden.“
„Han har fulgt efter hunden for at kunne kalde den tilbake, — det kan De være sikker paa. Nei, nei, han er væk nu! Men vi vil undersøke huset og faa visshed.“
Gatedøren stod aapen, og vi stormet ind og løp fra værelse til værelse til stor forbauselse for den gamle tjener, som vi møtte i gangen. Der var ikke tændt lys undtagen i spisestuen, men Holmes tok lampen og undersøkte hver krok i huset. Vi kunde ikke opdage noget spor av den mand, vi var paa jagt efter. I anden etage var døren til et av soveværelserne laaset.
„Der er nogen inde her,“ sa Lestrade. „Jeg kan høre nogen røre sig derinde. Luk op!“
Der hørtes en svak stønnen indenfor. Holmes spændte til døren med foten like over laasen, og den sprang op. Med pistolen i haanden styrtet vi alle tre ind i værelset.
Men der fandtes intet spor av den farlige kjeltring, som vi ventet at faa se. I stedet stod vi overfor noget saa sælsomt og uventet, at vi et øieblik blev staaende og stirre i forbløffelse.
Værelset var indrettet til et litet museum, og langs væggene stod der æsker med glaslaag, indeholdende den samling av sommerfugle og andre insekter, som det havde været den sammensatte og farlige mands tidsfordriv at bringe istand.
Midt i værelset var der en søile, der engang i tiden var sat op som støtte for den gamle, ormstukne takbjelke. Til denne søile var bundet en skikkelse, der var saa indsvøpt og omviklet, at vi i øieblikket ikke kunde se, om den skulde forestille en mand eller en kvinde.
Et handklæde var lagt om halsen paa den og knyttet sammen paa baksiden av søilen. Et andet haandklæde var anbragt over den nedre del av ansigtet, og ovenfor saaes to mørke øine — øine med et sorgfuldt og skamfuldt og forfærdelig spørgende blik —, der stirret paa os. I løpet av et minut havde vi revet baandene væk, og fru Stapleton faldt ned paa gulvet. Idet hendes vakre hode sænket sig ned mot hendes bryst, saa jeg, at hun havde et tydeligt sort merke efter et piskeslag over halsen.
„For et umenneske!“ ropte Holmes. „Lestrade, kom med Deres kognakflaske! Løft hende op i lænestolen! Hun er besvimet av mishandling og utmattelse.“
Hun slog øinene op igjen.
„Er han i sikkerhed?“ spurte hun. „Er han kommet væk?“
„Han kan ikke komme væk fra os, frue.“
„Nei, jeg mente ikke min mand. Sir Henry — er han i sikkerhed?“
„Ja.“
„Og hunden?“
„Den er død.“
Hun sukket tilfreds — et langt lettelsens suk.
„Gudskelov! Gudskelov! Aa, den kjeltring! Se her. hvorledes han har behandlet mig!“
Hun trak sine kjoleærmer op, og vi saa med forfærdelse, at hendes arme overalt bar merker av slag.
„Men dette er ingenting — ingenting! Det er sjælelig og aandelig, han har pint mig og krænket mig. Jeg kunde taale alt, mishandling, ensomhed, skuffelser hele livet igjennem, alt, saalænge jeg kunde klamre mig fast til haabet om, at jeg eiet hans kjærlighed, men nu vet jeg, at ogsaa i det stykke har jeg været hans nar og hans redskab.“
Hun brast i en heftig graat.
„De er ikke velvillig stemt mot ham, fru Stapleton,“ sa Holmes. „Sig os da, hvor vi kan finde ham. Har De nogensinde hjulpet ham i det, som ondt var, saa gjør bot derfor ved at hjælpe os.“
„Der findes bare ett sted, hvor han kan ha flygtet hen,“ svarte hun. „Der er en gammel tingrube paa en ø langt ute i sumpene. Det var der, han holdt sin hund, og der havde han ogsaa truffet foranstaltninger til at finde et tilflugtssted. Dit maa han ha flygtet.“
Taaken laa som hvit uld ind til vinduerne. Holmes holdt lampen op mot den.
„Se,“ sa han, „ingen kan finde veien til sumpene inat.“
Hun lo og slog hænderne sammen. Hendes øine og tænder straalte av skadefro glæde.
„Han kan nok finde veien frem, men aldrig tilbake,“ sa hun. „Hvorledes skulde han kunne se veiviser-stolperne inat? Vi har sat dem op sammen, han og jeg, for at avmerke veien gjennem sumpen. Aa, om jeg havde tat dem væk idag! Da vilde De havt ham i Deres magt.“
Det var klart, at enhver forfølgelse vilde være forgjæves, før taaken havde lettet. Imidlertid lot vi Lestrade blive tilbake for at passe paa huset, medens Holmes og jeg begav os til Baskerville herregaard med sir Henry. Historien om Stapletons kunde ikke længer holdes skjult for ham; men han tok slaget med ro, da han fik vite sandheden om den kvinde, han havde elsket. Nattens oplevelser havde imidlertid rystet hans nerver, og inden det blev morgen, laa han i sterk feber, men blev omhyggelig pleiet av doktor Mortimer. Disse to mænd maatte jorden rundt, før sir Henry igjen blev den friske, kjække mand, han var, da han blev herre paa det ulyksalige gods.
Og nu kommer jeg hurtig til avslutningen av denne sælsomme historie, hvori jeg har søkt at bringe læseren til at dele den dunkle frygt og de ubestemte anelser, der saalænge formørket vort liv og endte paa en saa tragisk maate.
Morgenen efter at hunden var dræpt, havde taaken lettet, og vi blev av fru Stapleton ført til det sted, hvorfra en fotsti gik over myren. Vi forstod, hvor rædselsfuldt denne kvindes liv havde været, da vi saa, med hvilken iver og glæde hun satte os paa spor efter sin mand.
Hun blev staaende paa en liten halvø av fast torvjord, der strakte sig ut i den store sump. Utover fra spidsen av denne halvø viste smaa nedrammede pæle, hvor stien i krumninger slynget sig fra den ene sivtue til den anden mellem vandhuller med grønske paa og hængemyr. Ildelugtende siv og vaate, slimete vandplanter utsendte en duft av forfald og undergang, og en tung, sygdomsvækkende dunst, og naar vi traadte feil, sank vi til langt op paa laaret ned i det sorte, bløte dynd, som i flere meters avstand bølget rundt vore føtter. Det tok fat i vore hæle, medens vi gik, og naar vi sank ned i det, var det, som om en ondskabsfuld haand halte os ned i disse smudsige dybder.
Kun paa et sted saa vi spor av, at nogen havde gaat denne farlige vei før os. Midt i en myruldtue stak en mørk gjenstand frem. Holmes sank i til livet, da han forlot stien for at faa fat paa denne gjenstand, og havde vi ikke været tilstede og kunnet hjælpe ham op, kan det hænde, at han aldrig mere havde sat sin fot paa fast grund. Han holdt en gammel støvle i veiret. „Meyers, Toronto,“ stod der stemplet paa skindforet.
„Dette er vel værd et sølebad,“ sa han. „Det er vor ven sir Henrys savnede støvle.“
„Kastet væk her av Stapleton under hans flugt?“
„Netop. Han holdt den i haanden efter at ha brukt den til at sætte hunden paa sporet. Da han skjønte, at spillet var tapt, flygtet han og kastet støvlen fra sig her. Vi vet ialfald, at han i god behold kom saa langt som hit.“
Men mere end dette skulde vi ikke faa visshed for, skjønt der var meget, som vi kunde ane. Der var ingen mulighed for at finde fotspor i myren, ti de utslettedes hurtig av det bevægelige dynd; men da vi endelig naadde fastere grund, speidet vi alle ivrig efter spor. Men ikke det ringeste tegn til saadanne fik vi øie paa. Hvis jordbunden sa sandt, havde Stapleton aldrig naadd frem til den frelsende ø, som han havde søkt hen til i taaken den forrige nat. Et eller andet sted i den store Grimpensump, i det raatne dynd, som havde suget ham til sig, er denne kolde og grusomme mand begravet for evig.
Mange spor efter ham blev fundet paa den av myren omgivne ø, hvor han havde holdt sin vilde kamerat skjult. Et stort hjul til et heiseverk og en schakt, halvt fyldt med avfald og rusk, viste, hvor en nu forlatt grube havde ligget. I nærheden fandtes ruiner av grubearbeidernes hytter. Folkene havde uten tvil maattet flytte derfra paa grund av de usunde dunster fra sumpen. I en av hytterne viste en krampe i væggen og en lænke samt en hel del avgnavede ben, hvor dyret havde været indesperret. Et skelet med en dusk brunt haar laa blandt skrapet.
„En hund!“ sa Holmes. „Saamen kan det ha været en krølhaaret puddel! Stakkars Mortimer vil aldrig faa se sit kjæledyr igjen. Nuvel, jeg tror ikke, dette sted huser nogen hemmelighed, som vi ikke allerede har trængt tilbunds i. Han kunde skjule sin hund, men han kunde ikke lægge baand paa dens røst, og derfra skrev sig de hyl, som det selv ved høilys dag ikke var hyggelig at høre. I nødsfald kunde han holde hunden i uthuset i Merripit-gaarden, men det var risikabelt, og først den avgjørende dag, da han gjorde regning paa, at alle hans anstrengelser skulde ta ende, vovet han at gjøre det.
Denne deigagtige masse i blikdaasen her er uten tvil den lysende substans, som dyret blev indsmurt med. Han kom naturligvis paa den tanke, fordi han havde hørt om familiens helvedeshund, og fordi han ønsket at skræmme gamle sir Charles ihjel. Intet under, at den stakkars stymper av en straffange rendte avsted og skrek, ganske som vor ven gjorde, og som vi selv kunde ha gjort, da han saa et saadant dyr komme springende efter sig i mørket paa moen. Det var et listig paafund, ti bortset fra muligheden av at skræmme livet av det utseede offer, saa vilde ingen av egnens bønder vove sig til altfor nøie at undersøke et saadant dyr, om de fik øie paa det, som saa mange har gjort.
Jeg sa i London, Watson, og jeg gjentar det nu, at aldrig har vi været med at gjøre jagt paa en farligere mand end ham, som ligger derute“ — han pekte med armen utover den vældige, flekkete sump med de grønne tuer, der strakte sig langt henigjennem, indtil den endte ved en steil klippeskrent.