Hunden fra Baskerville/12
Tolvte kapitel.
Dødsfaldet paa moen.
For et øieblik eller to blev jeg sittende aandeløs. Jeg kunde ikke tro mine egne øren.
Endelig kom jeg dog til mig selv og kunde tale. Det var, som om en knugende byrde av ansvar var tat fra mig. Denne kolde, skarpe stemme med dens ironiske klang kunde bare tilhøre et eneste menneske i verden.
„Holmes!“ utbrøt jeg.
„Kom ut,“ sa han, „men vær endelig forsigtig med revolveren.“
Da jeg kom ut, sat han paa en sten like utenfor. Hans graa øine spilte av munterhed, da han saa mit forbausede utseende. Han var tynd og medtat, men like kvik og agtpaagiven som sedvanlig. Det glatrakede ansigt var brunet av solen og veirbitt av vinden. I sin lette sommerdragt lignet han en anden turist, og med den katteagtige trang til personlig properhed, som var en av hans karakteristiske egenskaber, havde han sørget for, at hans hud var likesaa velpleiet og hans skjortebryst likesaa fuldkomment, som om han havde været i Baker Street.
„Jeg har aldrig i mit liv været saa glad over at møte nogen,“ sa jeg og rystet hans haand.
„Eller mere overrasket, hvad?“
„Ja, jeg maa indrømme, at jeg er det.“
„Overraskelsen var ikke bare paa Deres side, kan jeg forsikre Dem. Jeg havde ingen anelse om, at De havde opdaget mit opholdssted for anledningen, endnu mindre om, at De var derinde, før jeg var kommet et snes skridt fra indgangen.“
„Mine fotspor formentlig?“
„Nei, Watson. Jeg er bange for, at jeg ikke kunde paata mig at gjenkjende Deres fotspor blandt alverdens. Men hvis De virkelig for alvor vil vildlede mig, maa De kjøpe Deres tobak et andet sted. Naar jeg ser en cigaretstump merket Bradley, Oxford Street, vet jeg straks, at min ven Watson er i nærheden. Den ligger der ved siden av stien. De kastet den vel fra Dem i det yderste øieblik, da De stormet ind i den tomme hytte?“
„Netop.“
„Jeg tænkte ogsaa det. Og da jeg kjendte Deres beundringsværdige utholdenhet, var jeg sikker paa, at De sat her med en revolver i haanden og ventet paa, at hulens indvaaner skulde komme tilbake. De trodde altsaa, at jeg var forbryderen?“
„Jeg visste ikke, hvem De var, men jeg var fast besluttet paa at finde det ut.“
„Udmerket, Watson! Men hvorledes opdaget De, at jeg var her? De saa mig maaske den nat, De var ute paa jagt efter den rømte fange, da jeg var saa uforsigtig at stille mig med den opgaaende maane like i ryggen.“
„Ja, jeg saa Dem dengang.“
„Og siden har De vel ransaket alle hytterne, indtil De kom hit?“
„Nei. Deres gut var blit lagt merke til, og det førte mig paa sporet.“
„Den gamle herre med kikkerten formodentlig. Jeg kunde ikke forstaa, hvad det var, da jeg første gang saa lyset blinke i kikkertens linse.“
Han reiste sig og kastet et blik ind i hytten.
„Jeg ser, at Cartwright har bragt mig litt ny forsyning. Men hvad betyr denne seddel? De har altsaa været i Coombe Tracey?“
„Ja.“
„For at træffe fru Laura Lyons?
„Netop.“
„Vi har aabenbart drevet vore undersøkelser ganske paralelt. Naar vi slaar vore resultater sammen, tænker jeg, vi skal komme til fuld klarhed i saken.“
„Jeg er hjertelig glad over, at De er her. Hemmelighedsfuldheden ved denne sak og ansvaret begyndte at blive mere, end mine nerver kunde taale. Men i alverdens navn, hvorledes kom De hit, og hvad har De gjort her? Jeg trodde, at De var i Baker Street og var fuldt optat av injuriesaken.“
„Det var netop det, jeg ønsket, De skulde tro.“
„De bruker mig, men De stoler altsaa ikke paa mig,“ svarte jeg litt bittert. „Jeg trodde, at jeg havde fortjent noget bedre av Dem, Holmes.“
„Min kjære ven, De har været til uvurderlig nytte for mig i denne som i saa mange andre saker. De maa undskylde, om det kan se ut, som om jeg havde ført Dem bak lyset. Det var virkelig for Deres egen skyld, at jeg gjorde det. Men da jeg forstod, hvilken fare De var utsat for, tok jeg her ned for selv at undersøke saken. Havde jeg været her sammen med sir Henry og Dem, er det klart, at jeg vilde ha set saken paa samme maate som I, og min nærværelse vilde ha advaret vore meget farlige motstandere, saa de vilde ha været paa sin post. Men som det nu er, har jeg kunnet gjøre, hvad jeg muligens ikke havde kunnet, hvis jeg havde bodd paa Baskerville herregaard; jeg har kunnet vedblive at være en ubekjendt faktor i den hele sak, beredt til at kaste mig avgjørende ind i det kritiske øieblik.“
„Men hvorfor lot De mig ikke vite noget?“
„Om De havde faat vite noget, kunde det kun ha hjulpet os til, at jeg blev røbet. De vilde havt noget at fortælle mig, eller De vilde, snild som De er, sørget for at sende mig et eller andet, og derved kunde vi ha løpet en stor fare. Jeg tok med mig Cartwright, De mindes gutten fra budkontoret. Han har skaffet mig det lille, jeg har havt nødig — litt mat og en ren snip. Hvad kan man mere ønske sig. Han stillet et par skarpe øine og et par kvikke ben til min raadighed, og begge dele har været av uvurderlig nytte.“
„Mine indberetninger har altsaa bare været rent bortkastet arbeide.“
Min stemme skalv ved tanken paa den møie, men ogsaa stolthed, de havde skaffet mig, da jeg skrev dem.
Holmes tok en bunke papirer op av lommen.
„Her er Deres rapporter, min kjære Watson; De kan selv se, at de har været flittig benyttet. Jeg havde truffet en udmerket ordning, saa de kun blev en dag forsinket paa veien. Jeg maa komplimentere Dem i høieste grad for den iver og kløkt, som De har vist i denne yderst vanskelige sak.“
Jeg havde endnu ikke helt overvundet indtrykket av det bedrag, som var øvet mot mig, men Holmes' varme ros satte mig atter i godt humør. Jeg følte ogsaa i mit hjerte, at han havde ret i, hvad han sa, og at det sikkerlig var bedst for opnaaelsen av vort øiemed, at jeg ikke havde havt nogen kundskab om, at han befandt sig her paa moen.
„Det er godt,“ sa han, da han saa skyggen svinde fra mit ansigt. „Fortæl mig nu, hvad resultatet blev av Deres besøk hos fru Laura Lyons; — det var ikke vanskelig at gjette, at De var tat dit for at træffe hende, for jeg er allerede paa det rene med, at hun er den eneste i Coombe Tracey, som vil kunne blive os til nogen nytte i denne sak. Havde ikke De tat dit idag, havde jeg sandsynligvis gjort det imorgen.“
Solen var gaat ned, og tusmørket begyndte at sænke sig over moen. Luften var blit kold, og vi gik ind i hytten for at faa det litt varmere. Medens vi sat her i dobbeltlyset, fortalte jeg Holmes om min samtale med fru Lyons. Han var saa interessert, at jeg maatte gjenta flere ting to gange, før han gav sig tilfreds.
„Dette er yderst vigtig,“ sa han, da jeg havde endt min beretning. „Det utfylder et hul i denne overmaade vigtige sak, som jeg hittil ikke havde kunnet forklare. De har maaske lagt merke til, at der bestaar et nært forhold mellem denne dame og Stapleton?“
„Nei, det har jeg ikke visst noget om.“
„Derom kan der ikke være nogen tvil. De skriver til hinanden, og der er en fuldstændig forstaaelse mellem dem. Vi har her faat et meget kraftig vaaben. Dersom jeg bare kunde bruke det til at fjerne hans kone — — —“
„Hans kone?“
„Jeg vil nu gi Dem en del nye oplysninger til gjengjæld for, hvad De alt har git mig. Den dame, som her gaar for frøken Stapleton, er i virkeligheden hans hustru.“
„Men ialverden, Holmes! Er De sikker paa, hvad De siger? Hvorledes kunde han da ha tillatt sir Henry at blive forelsket i hende?“
„Sir Henrys forelskelse kan jo ikke skade nogen anden end sir Henry selv. Han passet omhyggelig paa, at sir Henry ikke fik leilighed til at lægge sin forelskelse for dagen; det saa De jo selv. Jeg gjentar, at denne dame er hans hustru og ikke hans søster.“
„Men hvorfor har han da grepet til dette utspekulerte bedrag?“
„Fordi han indsaa, at hun vilde kunne blive ham til langt mere nytte som fri kvinde.“
Al min instinktmæssige mistanke, som jeg hittil ikke havde uttalt, samlet sig nu om naturforskeren. I denne følelsesløse, bleke mand med straahatten og sommerfuglenettet begyndte jeg at se noget forfærdelig, et væsen med en uendelig taalmodighed og utholdenhed, med et smilende ansigt og en morders hjerte.
„Det er altsaa ham, som er vor fiende? Det var ham, som fulgte efter os i London?“
„Saa tyder jeg gaaten.“
„Og advarslen — den maa altsaa være kommet fra hende!“
„Netop.“
Gjennem det mørke, jeg saa længe havde befundet mig i, begyndte jeg nu halvt at se, halvt at ane en nederdrægtighed uten like.
„Men er De sikker herpaa, Holmes? Hvordan kan De vite, at hun er hans kone?“
„Fordi han selv forglemte sig saa meget, dengang De først traf ham, at han meddelte Dem en del sandfærdige oplysninger om sit liv. Jeg er sikker paa, at han har angret det sterkt mange gange siden. Han var engang skolebestyrer i det nordlige England. Nu vet De, der findes visse skolekontorer, hvor man kan skaffe sig oplysninger om alle, som har tilhørt lærerstanden. Efter at ha anstillet nogen undersøkelser bragte jeg paa det rene, at en skole var lukket under mindre hyggelige forhold, og at eieren — hvad han het, kan jo være det samme — var forsvundet med sin kone. Beskrivelsen stemte. Da jeg saa ogsaa erfarte, at vedkommende havde været entomolog, var jeg ikke længer i tvil om den virkelige sammenhæng.“
Mørket begyndte at spredes, men endnu var meget uopklaret.
„Men hvis denne kvinde virkelig er hans hustru, hvilken rolle spiller saa fru Laura Lyons i saken?“ spurte jeg.
„Det er netop et av de punkter, som De ved Deres undersøkelser selv har bidraget til at kaste lys over. Deres samtale med denne dame har opklaret adskillig. Jeg havde ingen kundskab om den paatænkte skilsmisse mellem hende og hendes mand. Hun trodde, at Stapleton var ugift og regnet naturligvis paa at blive hans hustru.“
„Men naar hun nu faar sandheden at vite?“ spurte jeg.
„Da maa vi kunne drage nytte av hende. Vi maa begge to besøke hende allerede imorgen. Men tror De ikke, at De blir forlænge borte? Deres plads skulde være paa Baskerville herregaard.“
Det sidste røde skjær var svundet i vest, og natten begyndte at sænke sig over moen. Nogen faa svakt funklende stjerner saaes paa den blaa himmel.
„Et sidste spørsmaal, Holmes,“ sa jeg og reiste mig. „Vi to behøver vel ikke længer holde noget hemmelig for hinanden. Hvad er meningen med alt dette? Hvad er hans maal?“
Holmes svarte lavt: „Det er mord, Watson, mord med koldt overlæg. Men spørg mig ikke om mere. Jeg spinder mit garn fastere og fastere om ham, som han selv spinder sit omkring sir Henry; — ved Deres hjælp er han nu ogsaa næsten i min magt. Vi løper kun en eneste fare. Han kunde slaa slaget, førend vi er færdige til kampen.“
„Om et par dage vil alt være rede, men indtil da maa De vaake omhyggelig over sir Henry, som en mor passer sit barn. — Ja, jeg havde allerhelst set, at De aldeles ikke havde forlatt sir Henry idag, om end Deres hverv her fuldt gav Dem ret hertil. — Hysch!“
Et forfærdelig skrik, et langt rædselens og angstens hyl avbrøt den dype stilhed paa moen. Blodet frøs til is i mine aarer, da jeg hørte det.
„For himmelens skyld, hvad kan det være?“ utbrøt jeg.
Holmes var sprunget op. Jeg saa hans mørke kjæmpeskikkelse tegne sig skarpt i indgangen til hytten. Han stod foroverbøiet med fremstrakt hode og stirret ut i mørket.
„Stille, stille!“ hvisket han.
Skriket var kommet langt bortefra, men det var saa gjennemtrængende, at det hørtes meget godt. Det gjentok sig og syntes at komme nærmere og tilta i styrke.
„Hvorfra kommer det?“ hvisket Holmes, og jeg hørte paa hans dirrende stemme, at selv denne staalsatte mand var rystet til det inderste i sin sjæl. „Hvorfra kan det komme, Watson?“
„Derborte fra, skulde jeg tro,“ svarte jeg og pekte ut i mørket.
„Nei, det maa komme derfra!“
Det uhyggelige skrik skar atter gjennem den stille nat, nu høiere og nærmere end nogensinde før. Og en ny lyd blandet sig med det, et dumpt, truende hyl, som faldt og steg lik havets brusen.
„Hunden,“ utbrøt Holmes. „Kom, Watson, kom! La os for himmelens skyld ikke komme for sent.“
Han sprang av alle kræfter bortover moen, og jeg fulgte efter. Men i dette øieblik hørtes som fra et sted like foran os et sidste fortvilet skrik, og derpaa fulgte et tungt klask.
Vi stanset og lyttet. Men der hørtes ikke en lyd i den stille nat.
Jeg saa, at Holmes tok sig for panden, som om han vilde samle sine tanker. Han stampet utaalmodig med foten i jorden.
„Han har overrumplet os, Watson. Vi kommer for sent.“
„Nei, nei, det kan ikke være mulig.“
„Det var jo bare dumt av mig at vente. Og nu kan De selv se, Watson, hvad følgen er av at forlate sin post! Men skulde det værste være hændt, skal vi hevne ham!“
Vi ilte blindt avsted gjennem mørket, snublet over stene og banet os vei gjennem de tætte buskadser, opad skrenter og ned gjennem kløfter, hele tiden ret frem i den retning, hvorfra de rædselsfulde skrik var kommet.
Holmes saa sig ivrig omkring, men moen hvilte i tæt mørke, og intet bevæget sig paa dens golde overflate.
„Kan De se noget?“
„Nei.“
„Men hvad er det?“
Lyden av et svakt suk havde naadd vort øre. Nu hørte vi det igjen paa venstre side av os. En lodret fjeldvæg heldet her utover en med stenblokke oversaadd flate. Mellem stenene saaes en mørk, uregelmæssig gjenstand. Da vi kom nærmere, begyndte den at anta en bestemt form. Tilslut viste det sig, at det var en mand, som laa næsegrus i en forfærdelig forvreden stilling. Skikkelsen gjorde et saa sælsomt indtryk, at det var vanskelig at forestille sig, at det suk, vi havde hørt, havde været hans sidste aandedræt. Ingen lyd, ingen bevægelse kunde spores længere.
Holmes la sin haand paa ham, men tok den straks til sig igjen med et utbrud av rædsel. Lysskjæret fra en fyrstikke faldt i det samme paa hans blodplettede fingre og paa offerets knuste hjerneskalle, hvorfra blodet var flytt ut i en stor, uhyggelig pøl. Og det faldt paa noget andet, som fyldte vore hjerter med sorg — sir Henry Baskervilles legeme.
Ingen av os havde glemt den eiendommelige dragt, han havde havt den første morgen, vi traf ham i Baker Street. Vi fik et eneste glimt av den, og fyrstikken sluknet, som haabet var sluknet i vore sjæle.
Holmes drog et dypt suk, og hans ansigt lyste kridhvitt gjennem mørket.
„For et udyr! for et udyr!“ utbrøt jeg og vred fortvilet hænderne. „Jeg vil aldrig tilgi mig selv, at jeg forlot ham.“
„Jeg er nok mere at bebreide end De, Watson. Jeg har sat hans liv paa spil bare for at skaffe et rigtig smukt bevismateriale. Det er det værste, jeg endnu har været utsat for. Men hvordan kunde jeg vite, hvordan kunde jeg vite, at han efter alle mine advarsler vilde vove sit liv ved at begi sig alene ut paa moen.“
„At vi skulde høre hans skrik — disse forfærdelige skrik — og ikke kunne hjælpe ham! Men hvor er dette udyr av en hund, som drev ham i døden? Det ligger vel i dette øieblik paa lur et eller andet sted mellem klipperne her. Og Stapleton, hvor er han? Han skal staa til ansvar for denne udaad.“
„Ja, det skal han. Det skal jeg sørge for. Onkel og nevø begge myrdet; den ene blev skræmt tildøde bare ved synet av udyret, som han tok for et overnaturlig væsen, og den anden blev drevet like i døden under sin vilde flugt for at redde sig fra det! Men nu gjælder det at bevise forbindelsen mellem ham og udyret. Naar vi undtar, hvad vi har hørt, kan vi jo ikke engang sverge paa, at der virkelig eksisterer noget saadant væsen. Sir Henrys død skyldes aabenbart et fald. Men med Guds hjælp skal den gode mand, hvor slu han end er, være i min magt, før endnu en dag er gaat tilende.“
Med sorg og harme i vore hjerter stod vi paa hver vor side av det mishandlede legeme, overvældet av denne pludselige og uoprettelige ulykke, som skulde blive en saa sørgelig avslutning paa vore langvarige og opslitende anstrengelser. Da maanen atter kom op, klatret vi op paa toppen av den klippeavsats, som vor stakkars ven havde faldt utover. Fra det høieste punkt her kunde vi se utover moen. Langt borte i retning av Grimpen skinte et enlig lys. Det kunde bare komme fra Stapletons ensomme hus. Med en bitter forbandelse truet jeg med næven mot det og sa:
„Hvorfor ikke ta ham med det samme?“
„Vi er ikke færdige endnu. Den mand er forsigtigere og mere slu, end nogen aner. Det kommer forøvrig ikke an paa, hvad vi vet, men paa, hvad vi kan bevise. Gjør vi et eneste feilgrep, kan uslingen let undslippe os.“
„Hvad kan vi saa gjøre?“
„Vi vil faa mere end nok at gjøre imorgen. Inat kan vi blot opfylde vor sidste pligt mot vor stakkars ven.“
Vi banet os vei nedad den bratte skrent og gik tilbake til liket, hvis omrids tegnet sig mørke og bestemte mot de sølvglinsende stene. Synet av de forfærdelig vredne lemmer gjorde et uendelig uhyggelig indtryk paa mig, og mine øine fyldtes med taarer.
„Vi maa sende bud efter hjælp, Holmes! Vi kan ikke bære ham hele veien til Baskerville herregaard. Men for himmelens skyld, De er da vel ikke blit gal?“
Han havde bøiet sig ned over liket og utstøtt et skrik. Med ett gjorde han et høit kast, sprang op, danset rundt, lo og grep min haand. Kunde det virkelig være min reserverte, koldblodige ven? Denne livlige umiddelbarhed havde han ialfald hittil forstaat at dække godt.
„Han har skjeg; han har skjeg! Den mand der har skjeg!“
„Skjeg!“
„Det er ikke sir Henry — det er min nabo, den rømte fange!“
Med feberagtig hast snudde vi liket helt om, og skjegget tegnet sig tydelig og bestemt i det kolde, klare maaneskin. Den lave pande og de indsunkne, dyriske øine kunde ikke efterlate nogensomhelst tvil. Det var virkelig det samme ansigt, som havde stirret paa mig over klippen i skjæret fra lyset, den rømte fange Seldens ansigt.
I samme øieblik var alt mig klart. Jeg erindret, at sir Henry havde fortalt mig, at han havde skjænket Barrymore sine gamle klær. Barrymore havde benyttet sig derav for at hjælpe Selden til at flygte. Støvlerne, skjorten, kappen, alt havde tilhørt sir Henry. Hans skjæbne var sørgelig nok, men denne mand havde da ialfald fortjent døden efter sit lands love. Jeg fortalte Holmes, hvordan sammenhængen var, og mit hjerte strømmet over av taknemmelighed og glæde.
„Klæderne har altsaa været skyld i denne stakkars mands død,“ sa han. „Det er klart, at hunden er blit ledet paa sporet ved en anden av sir Henrys ting — sandsynligvis den støvle, som forsvandt i hotellet —; hunden har saa jaget ham like i døden. Der er imidlertid en besynderlighed. Hvordan kunde Selden i mørket vite, at hunden var efter ham?“
„Han hørte den.“
„At høre en hund paa moen vilde ikke hos en saa hærdet mand som denne fange fremkalde et slikt rædselsanfald, at han vilde utsætte sig for at blive fakket ved at skrike i vilden sky om hjælp. Da han skrek, maa han ha sprunget et langt stykke, efterat han havde opdaget, at hunden var efter ham. Men hvordan kunde han vite det?“
„For mig er det en større gaate, hvorfor denne hund — forutsat, at alle gisninger er rigtige.“
„Jeg forutsætter ingenting.“
„Men hvorfor skulde hunden være løs netop inat. Jeg antar, at den ikke bestandig gaar løs om paa moen. Stapleton vilde ikke slippe den løs, hvis han ikke havde grund til at anta, at sir Henry var der.“
„Den vanskelighed, jeg nævnte, er den værste at opklare. Det vil vistnok ikke vare saa længe, før vi faar en forklaring paa den av Dem nævnte, men min vil sandsynligvis bestandig blive en uløst gaate. Men spørsmaalet er nu, hvad skal vi gjøre med dette ulykkelige menneskes lik? Vi kan ikke la det blive liggende her til bytte for ravn og ræv.“
„Jeg tænker, det er bedst, at vi lægger det i en av hytterne, indtil vi kan faa underrettet politiet.“
„De har ret. Vi to maa vel i forening kunne bære det saa langt. Men hvem kommer der, Watson? Der har vi manden selv, ved alt som er forunderlig og dumdristig! Ikke et ord om vor mistanke, ikke et ord, ellers slaar alle mine planer fuldstændig klik.“
En skikkelse kom gaaende over moen henimot os. Jeg kunde se den matrøde glød av hans cigar. Maanen skinte paa ham, og jeg kunde av hans skikkelse og lette gang straks forstaa, at det var naturforskeren.
Da han opdaget os, stanset han først et øieblik, men kom saa like hen til os.
„Er De, doktor Watson, her? Det var virkelig den sidste mand, jeg havde ventet at træffe her paa moen paa denne tid. Men kjære Dem, hvad er det. Er nogen kommet tilskade? Det er da vel ikke vor ven, sir Henry?“
Han trængte sig frem bak mig og lænet sig ned over den døde mand. Jeg hørte ham trække pusten tungt og langt, og cigaren faldt ut av hans haand.
„Hvem er det?“ stammet han.
„Det er Selden, fangen, som rømte fra Princetown.“
Stapleton vendte et forstyrret utseende ansigt mot os, men ved en yderste anspændelse av sine kræfter lykkedes det ham at blive herre over sin forfærdelse og skuffelse. Han saa skarpt fra Holmes til mig.
„For en skrækkelig hændelse! Hvorledes gik det for sig?“
„Det ser ut, som om han har knækket nakken ved at falde utover fjeldskrenten. Min ven og jeg kom vandrende over moen, da vi pludselig hørte et skrik.“
„Jeg hørte ogsaa et skrik. Det var derfor, jeg kom herut. Jeg var ængstelig for sir Henry.“
„Hvorfor netop for sir Henry?“ Jeg kunde ikke la være at spørge.
„Jeg havde ventet, at han skulde komme over til os. Da han ikke kom, blev jeg forundret og naturligvis ængstelig for, at der kunde være tilstøtt ham noget, da jeg hørte skrikene ute paa moen. Hørte De forresten noget andet end skrikene?“ spurte han, idet hans øine atter vandret fra mit ansigt til Holmes'.
„Nei,“ svarte Holmes, „gjorde De?“
„Nei.“
„Hvad mener De da?“
„Aa, De kjender jo disse historier, som gaar blandt bønderne her om en spøkelseshund. Den skal av og til kunne høres herute paa moen. Jeg undredes paa, om der var merket noget slikt nu.“
„Nei, vi hørte ikke noget slikt,“ sa jeg.
„Og hvad mener De om dette stakkars menneskes død?“
„Der kan ikke være nogen tvil om, at angst for at blive fakket drev ham like i døden. Han har flygtet som en forrykt mand over moen og tilslut faldt ned her og knækket nakken.“
„Ja, det er vel den rimeligste forklaring,“ sa Stapleton med et lettelsens suk. „Ialfald synes det mig saa. Men hvad mener De derom, hr. Sherlock Holmes?“
Min ven bukket høflig.
„De er ikke længe om at kjende folk igjen,“ sa denne.
„Vi har ventet Dem her, siden doktor Watson kom hit. De er kommet midt op i en sørgelig tragedie.“
„Ja, jeg er virkelig det. Jeg tviler ikke paa, at min vens forklaring er rigtig. Jeg kommer til at ta et ubehagelig minde med mig tilbake til London imorgen.“
„De reiser altsaa tilbake imorgen?“
„Ja, jeg har tænkt det.“
„Jeg haaber, at De ved Deres besøk har havt anledning til at bringe litt lys over alle de hemmelighedsfulde hændelser, som har sat os i saa stor uro.“
Holmes trak paa skuldrene.
„Man kan ikke bestandig være saa heldig som man ønsker. En opdager maa kun nøie sig med virkelige kjendsgjerninger, han kan ikke slaa sig til ro med sagn og rygter. Denne sak har ikke skaffet mig nogen glæde.“
Min ven talte paa sin mest oprigtige og likefremme maate. Stapleton lyttet spændt til hans ord. Derpaa vendte han sig om til mig.
„Jeg vilde foreslaa, at vi bragte det ulykkelige menneske hjem til mig, men min søster vilde blive saa ræd, at jeg ikke finder det rigtig at gjøre det. Jeg tænker, at hvis vi breder noget over ansigtet, vil liket ligge trygt her til imorgen.“
Og saadan blev det. Holmes og jeg avslog Stapletons indbydelse. Vi forlot naturforskeren, og da vi kastet et blik tilbake, saa vi hans skikkelse bevæge sig langsomt over den vide mo.
„For nerver den mand har! Hvordan han kunde beherske sig, da han opdaget, at en anden mand var blit et offer for hans anslag. Man skulde jo ha ventet, at han var blit fuldstændig lamslaat. Jeg sa Dem i London, Watson, og jeg gjentar det nu, at vi aldrig har havt en farligere motstander.“
„Det var kjedelig, at han skulde se Dem.“
„Jeg syntes ogsaa det først. Men det var ikke mulig at undgaa det.“
„Hvilken virkning tror De, det vil ha paa hans planer, at han nu vet, at De er her?“
„Det vil gjøre ham mere forsigtig eller drive ham til straks at ta et fortvilet skridt. Som de fleste flinke forbrydere har han vel altfor stor tro paa sin egen dygtighed og indbilder sig, at han har narret os fuldstændig.“
„Hvorfor kan vi ikke arrestere ham med det samme?“
„Min kjære Watson, De er født til en handlingens mand. Deres første indskydelse er altid at gjøre noget energisk. Men sæt nu, at vi lot ham arrestere inat, hvor meget længere vilde vi vel være kommet dermed? Vi vilde ikke kunne skaffe noget bevis mot ham. Det er denne djævelske listigheden ved det. Dersom han handlet gjennem et menneskelig væsen, kunde vi altid skaffe bevis mot ham, men selv om det lykkedes os at bringe for dagen denne kjæmpehund, vilde det ikke hjælpe os det mindste til at faa lagt strikken om dens herres hals.“
„Men der er da nok til at fælde ham?“
„Ikke en skygge av bevis engang — bare gisninger og antagelser. Vi vilde blive ledd ut av retten, hvis vi kom med en slik historie og ikke mere av bevis.“
„Men sir Charles Baskervilles død?“
„Han blev fundet død, uten at der var det mindste spor av vold paa liket. De og jeg vet, at han døde av rædsel, og vi vet ogsaa, hvad han blev skræmt av; men hvorledes skal vi kunne overbevise tolv dumme jurymænd derom? Hvilke spor er der efter denne hund? Hvor er merkerne efter dens tænder? Naturligvis biter ikke en hund i et lik, og sir Charles var død, før bestet kom over ham. Men alt dette maa vi bevise, og det er vi ikke istand til.“
„Men nu inat da?“
„Vi er ikke kommet synderlig længer nu. Der var jo heller ikke nu nogen direkte forbindelse mellem hunden og denne mands død. Vi har jo aldrig set hunden. Vi hørte den, men vi kan jo ikke bevise, at den forfulgte denne mands spor. Der kan ikke paavises nogensomhelst fornuftig bevæggrund. Nei, min gode ven, vi maa forsone os med den kjendsgjerning, at vi endnu savner tilstrækkelige beviser, men at det vil lønne møien at utsætte os for enhversomhelst fare for at skaffe dem.“
„Hvordan har De tænkt at gjøre det?“
„Jeg sætter stort haab til, hvad fru Laura Lyons kan gjøre for os, naar hun faar se saken saaledes, som den virkelig er. Jeg har ogsaa en egen plan. Før dagen er til ende, haaber jeg at være ovenpaa.“
Jeg kunde ikke faa mere ut av ham. Han fulgte med, optat av sine tanker, helt til indgangen av Baskerville herregaard.
„Gaar De med ind?“
„Ja, jeg indser ikke, at der er nogen grund til at holde mig skjult længere. Men et ord tilslut, Watson! Sig ingenting til sir Henry om hunden. La ham tro, at Seldens død er foregaat, som Stapleton vilde ha os til at tro. Han vil da være mindre nervøs, naar han skal undergaa den store prøve imorgen; husker jeg ikke feil, har De vist i Deres indberetning omtalt, at han imorgen skal til middag med disse mennesker.“
„Ja, jeg skal ogsaa være med.“
„Da maa De sende avbud; han maa gaa alene. Det lar sig vist let ordne. Vi kommer nok forsent til middag idag, men til gjengjæld tænker jeg, vi begge ikke har noget imot at spise litt tilaftens.“