Hunden fra Baskerville/10
Tiende kapitel.
Utdrag av doktor Watsons dagbog.
Hittil har jeg kunnet gjengi vore oplevelser efter de indberetninger, som jeg i den første tid sendte Sherlock Holmes.
Men nu er jeg kommet til et punkt i min fortælling, hvor jeg maa opgi denne fremgangsmaate og atter stole mere paa min hukommelse. Heldigvis vil dog den dagbog, som jeg dengang førte, yde mig nogen støtte.
Et par utdrag av den vil nu føre mig frem til en række optrin, som i sine mindste enkeltheder staar uutslettelig fæstet i min erindring. Jeg fortsætter nu fra morgenen efter vor uheldige jagt paa den rømte fange og vore merkelige oplevelser paa moen.
16de oktober: En uhyggelig, taakefuld dag med silregn. Huset er indhyllet i bølgende taakemasser, som av og til letter og viser moens golde omrids med tynde sølvaarer nedover høidedragenes sider og de fjerne stenblokke blinkende, naar lyset falder paa deres vaate overflate. Det er trist baade inde og ute. Sir Henry har faat et mørkt tilbakefald efter nattens ophidselser. Selv føler jeg det, som om der hvilte en tung byrde paa mit hjerte, og jeg har en fornemmelse av en stadig truende fare, som er saa meget frygteligere, som jeg ikke kan gjøre mig selv rede for, hvori den bestaar.
Og skulde der ikke være grund til at ha en slik følelse, naar jeg tænker paa den lange række av hændelser, som alle har tydet paa, at en eller anden uhyggelig magt driver sit spil omkring os. Først har vi den ældre Baskervilles død, hvorunder slegtssagnet saa nøiagtig gik i opfyldelse, og saa har vi bøndernes fortællinger om det sælsomme væsen, som stadig viser sig paa moen.
Jeg har med egne øren hørt en lyd, som lignet en hunds ul i det fjerne. Det er utrolig, umulig, at det skulde kunne være nogetsomhelst overnaturlig. En overnaturlig hund, som efterlater virkelige fotspor og fylder luften med sine hyl, er utænkelig. Stapleton kan henfalde til en slik overtro. Mortimer likesaa. Men hvis jeg overhodet har noget, er det sund sans, og intet kan faa mig til at tro noget slikt. Skulde jeg det, maatte jeg stille mig selv i klasse med disse stakkars bønder, som ikke kan nøie sig bare med en sint hund, men ogsaa maa utstyre den med gloende helvedesild lysende ut av mund og øine. Holmes vilde ikke høre paa slike fantasterier, og jeg er hans medarbeider.
Men kjendsgjerninger er kjendsgjerninger, og jeg har to gange hørt denne lyd paa moen. Det kunde jo tænkes, at der gik en svær hund løs derute; det vilde næsten kunne forklare alt. Men hvor skulde den ligge skjult henne, hvor fik den sin føde, hvor kunde den komme fra, og hvorav kom det, at aldrig nogen saa den om dagen? Man maa indrømme, at en naturlig forklaring frembød næsten likesaa mange vanskeligheder som den anden.
Og bortset fra hunden har vi spionen i London, manden i vognen, og brevet, hvori sir Henry blev advaret for moen. Dette var ialfald virkelig, men det kunde jo likesaa godt være sendt av en ven som av en fiende. Hvor var den ven eller fiende nu? Var han fremdeles i London, eller havde han fulgt os hit? Kunde han — kunde han være den fremmede, som jeg havde set paa klippekammen?
Jeg har vistnok bare set dette ene glimt av ham, men jeg skulde gjerne sverge paa, at det ikke var nogen av dem, jeg har set i omegnen her. Skikkelsen var meget høiere end Stapleton og meget tyndere end Frankland. Det kunde muligens ha været Barrymore, men ham havde vi forlatt hjemme paa Baskerville herregaard, og jeg er sikker paa, at han ikke havde kunnet følge efter os. En fremmed lurer altsaa efter os her som i London. Vi har ikke kunnet blive ham kvit. Kunde jeg bare faa tak i den mand, vilde vi sikkerlig se alle vanskeligheder klaret. Derfor maa jeg nu opbyde al min energi med dette maal for øie.
Min første tanke var at meddele sir Henry mine planer. Men jeg besluttet, og jeg tror, det var det klokeste, at handle paa egen haand og tale saa litet som mulig til nogen anden. Sir Henry er taus og adspredt. Hans nerver er blit alvorlig rystet ved den lyd derute paa moen. Jeg vil ikke sige noget for ikke at øke hans uro, men handle helt paa egen haand.
Vi havde et litet optrin efter frokosten idag. Barrymore utbad sig en samtale med sir Henry, og de lukket sig inde en stund. Jeg sat ute i billardværelset, hvor jeg mere end en gang hørte lyden av stemmer, som hævedes, og jeg kunde saaledes udmerket godt gjøre mig op en mening om, hvad gjenstanden for deres samtale var.
Efter en stunds forløp aapnet sir Henry døren og ropte paa mig.
„Barrymore mener, at han har noget at beklage sig over,“ sa han. „Han synes, at det ikke var hæderlig gjort av os at sætte efter hans svoger, naar han av egen fri vilje havde røbet os hemmeligheden.“
Barrymore stod meget blek, men overordentlig rolig foran os.
„Jeg har maaske forivret mig noget,“ sa han, „og maa i saa fald bede Dem om undskyldning. Men jeg kan ikke negte, at jeg blev meget overrasket, da jeg hørte, at mine herrer kom tilbake imorges, og jeg fik vite, at dere havde været ute efter Selden. Det ulykkelige menneske har mere end nok at kjæmpe med, uten at jeg skal lægge sten til byrden.“
„Dersom De havde meddelt os det av Deres egen fri vilje, vilde det ha været en anden sak,“ sa sir Henry. „Men De fortalte os, eller rettere, Deres kone fortalte os det først, da De var tvunget til at gjøre det, og De ingen anden utvei havde til at redde Dem selv.“
„Jeg trodde virkelig ikke, at De, sir Henry, vilde ha benyttet Dem derav.“
„Manden er jo en fare for samfundet. Der ligger ensomme huse bortover moen, og det er et menneske, som ikke vilde betænke sig paa nogetsomhelst. Man behøver bare at faa et glimt av ham for at se det. Stapletons hus for eksempel. Der er jo bare ham selv til at forsvare det. Ingen kan være tryg, før denne mand igjen er bak laas og lukke.“
„Han vil ikke bryte ind i noget hus, det kan jeg gi Dem mit æresord paa. Han vil aldrig mere plage nogen i dette land. Om nogen dage vil de nødvendige foranstaltninger være truffet, og han vil da befinde sig paa veien til Sydafrika. Men, sir Henry, jeg beder Dem, De maa for Guds skyld ikke la politiet faa kundskab om, at han befinder sig paa moen. Det har opgit at søke ham der, og nu kan han være der i ro, til skibet er færdig. De kan ikke gi nogen underretning om ham, uten at De ogsaa bringer mig og min hustru i forlegenhed.“
„Hvad mener De, Watson?“
Jeg trak paa skuldrene. „Naar han var vel ute av landet, vilde skatyderne befries for en byrde.“
„Men hvilken sikkerhed har man for, at han ikke overfalder nogen?“
„Han vil ikke gjøre noget saa taapelig, sir Henry. Vi har forsynet ham med alt, han kan trænge. At begaa en forbrydelse vilde jo blot være at røbe sit skjulested.“
„Det er sandt,“ sa sir Henry. „Godt, Barrymore — — —“
„Gud velsigne Dem, sir Henry; jeg takker Dem av mit hele hjerte! Min kone vilde ikke ha kunnet overleve det, hvis han var blit fakket igjen.“
„Jeg er bange, vi hjælper en slyngel, Watson. Men efter hvad vi har hørt, synes jeg, at jeg ikke kan forraade manden. De kan gaa, Barrymore.“
Denne gik med nogen faa, avbrutte ord til tak, men stanset pludselig og kom tvilraadig tilbake.
„De har været saa god mot os, sir Henry, at jeg skulde ønske at kunne gjøre det bedste for Dem til gjengjæld. Der er noget, jeg vet, sir Henry, og jeg burde kanske ha sagt det før; men jeg opdaget det først længe efter undersøkelsen. Jeg har endnu ikke sagt et ord om det til noget menneske i verden. Det angaar sir Charles' død.“
Sir Henry og jeg sprang begge op.
„Vet De, hvordan han kom avdage?“
„Nei, det vet jeg ikke.“
„Hvad da?“
„Jeg vet, hvorfor han var gaar til porten den aften. Det var for at møte en kvinde.“
„For at møte en kvinde? Han!“
„Ja, sir Henry.“
„Og denne kvindes navn?“
„Jeg kan ikke opgi Dem navnet, sir Henry, men jeg kan sige Dem forbokstaverne. Det var L. L.“
„Hvordan kan De vite dette, Barrymore?“
„Jo, sir Henry, Deres onkel havde mottat et brev den morgen. Han fik gjerne en hel del breve, for han var en bekjendt mand og almindelig kjendt for sit gode hjertelag, saa at alle, som var i forlegenhed, var glade ved at kunne henvende sig til ham. Men denne morgen kom der tilfeldigvis bare dette ene brev. Jeg la derfor særlig merke til det. Det var fra Coombe Tracey, og adressen var skrevet med en kvindes haand.“
„Og saa?“
„Jeg tænkte ikke mere over saken, og vilde heller ikke siden ha gjort det, havde ikke min kone været. For nogen dage siden skulde hun gjøre rent i sir Charles' arbeidsværelse. Da fandt hun levningerne av et brændt brev bak kaminristen. Den største del av det var forkullet, men et litet stykke, den nederste del av en side var uskadt, og skriften kunde endnu saavidt læses. Det saa ut til at være en efterskrift og var saalydende: Kjære, vær saa god at brænde dette brev, saa sandt De er en gentleman, og vær ved porten klokken 10.“ Under læstes bokstaverne L. L.“
„Har De det papirstykke?“
„Nei, det smuldret fuldstændig sammen, da vi tok i det.“
„Havde sir Charles mottat andre breve med samme haandskrift?“
„Jeg la ikke synderlig merke til hans breve. Jeg vilde heller ikke ha fæstet mig ved dette, hvis det ikke var kommet alene.“
„De har ingen mening om, hvem denne L. L. kan være?“
„Nei, sir Henry. Ikke mere end De. Men jeg tænker mig, at hvis det kunde oplyses, hvem denne L. L. er, vilde man kunne faa vite mere om sir Charles' død.“
„Jeg kan ikke forstaa, Barrymore, hvordan De kunde komme til at fortie denne vigtige ting.“
„Det var umiddelbart efter, at vi var kommet op i vore egne forlegenheder. Og vi holdt begge meget av sir Charles, som havde gjort saa meget for os. At rippe op i dette kunde ikke ha hjulpet vor stakkels herre, og det er altid bedst at være varsom, naar en kvinde er med i spillet. Selv de bedste av os — — —“
„De trodde, at det kunde skade hans rygte?“
„Ja, jeg trodde ikke, at der kunde komme noget godt ut av det. Men nu, da De har været saa god mot os, vilde jeg synes, at det ikke vilde være hæderlig handlet av mig, hvis jeg ikke fortalte Dem alt, jeg visste om saken.“
„Godt, Barrymore, De kan gaa.“
Da han var ute av døren, vendte sir Henry sig til mig.
„Nu, Watson, hvad mener De om denne nye oplysning?“
„Den synes at gjøre mørket endnu mere uigjennemtrængelig end før.“
„Det er ogsaa min mening. Men kunde vi bare komme paa spor efter denne L. L., saa vilde alt opklares. Vi har ialfald vundet saa meget, at vi nu vet, at der er nogen, som sitter inde med oplysninger, bare vi kan finde vedkommende. Hvad mener De, vi skal gjøre?“
„La Holmes straks faa underretning om alt. Det vil gi ham den nøkle, han har søkt. Jeg skulde ta meget feil, om han ikke da straks kommer hit.“
Jeg gik like ind paa mit værelse og skrev ned en indberetning til Holmes om samtalen samme morgen. Det var aabenbart, at han havde været meget flittig i det sidste; de meddelelser, jeg mottok fra Baker Street, var baade faa og kortfattede uten nogensomhelst bemerkninger om de oplysninger, som jeg havde sendt, og næsten ikke en hentydning til mit hverv. Han er sikkert fuldstændig optat av injurieprocessen. Men denne nye omstændighed maa bestemt vække hans opmerksomhed og fornye hans interesse. Jeg ønsker bare at han var her.
17de oktober: I hele dag har regnet strømmet ned, raslet i efeuen og dryppet fra taket. Jeg maatte tænke paa den rømte fange, som var uten ly ute paa den kolde, uhyggelige mo. Stakkars menneske! Hvilke forbrydelser han end har begaat, har han dog ogsaa maattet bøte haardt for dem. Og siden maatte jeg tænke paa den anden — ansigtet i vognen, skikkelsen mot maanen, Var han ogsaa ute i denne syndflod — den hemmelighedsfulde vakt, den mørkets mand?
Om ettermiddagen tok jeg min regnkappe paa og vandret langt ut paa den opbløtte mo. Regnet pisket mig i ansigtet, og vinden hvinte i mine øren. Gud hjælpe dem, som er ute paa den store myr nu; selv det faste land er blit et morads. Jeg fandt den sorte klippekam, hvor jeg havde set den ensomme skikkelse, og fra dens taggete top kunde jeg nu selv se utover de dystre strækninger nedenunder. Regnbyger drev over den rødbrune flate, og tunge, blyfarvede skyer hang lavt over landskabet eller bugtet sig i graa ringe om de fantastiske høidedrag.
I en aapning tilvenstre, halvt skjult av taaken, hævet sig i det fjerne over trærne de to tynde taarne paa Baskerville herregaard. Det var det eneste vidnesbyrd om menneskelig liv, som jeg kunde opdage, med undtagelse av de forhistoriske hytter, som laa tæt strødd utover høideskrenterne. Derimot var der intet spor at se efter den sælsomme skikkelse, som jeg havde set paa dette sted to nætter før.
Da jeg gik tilbake, blev jeg indhentet av doktor Mortimer, som kom kjørende i sin gig ad en daarlig vei fra en liten gaard Foulmine i utkanten av moen. Han havde været meget opmerksom mot os, og der er neppe gaat en dag, uten at han har været paa Baskerville herregaard for at høre om vort befindende. Han vilde endelig, at jeg skulde ta plads ved siden av ham, og kjørte mig hjem. — ansigtet i vognen, skikkelsen mot maanen. Var han ogsaa ute i denne syndflod — den hemmelighedsfulde vakt, den mørkets mand? Han var meget bedrøvet over, at hans hund var forsvundet. Den var sprunget ut paa moen og var siden ikke kommet tilbake. Jeg trøstet ham, saa godt jeg kunde, men jeg maatte tænke paa hesten i Grimpenmyren og har ikke synderlig haab om, at han vil faa se sin hund igjen.
„Jeg antar, doktor Mortimer,“ sa jeg, medens vi skranglet frem over den daarlige vei, „at der ikke findes mange mennesker her omkring, som De ikke kjender.“
„Jeg kjender dem alle, antar jeg.“
„Kan De sige mig, om der findes nogen kvinde, hvis forbokstaver er L. L.?“
Han tænkte sig om en stund.
„Nei,“ sa han. „Her findes nogen tatere og arbeidsfolk, som jeg ikke kjender, men blandt forpagterne eller de konditonerte familier findes der ikke nogen, hvis navne begynder med disse bokstaver. Jo, vent litt,“ vedblev han efter en stunds forløp. „Laura Lyons — hendes forbokstaver er jo L. L. —, men hun bor i Coombe Tracey.“
„Hvem er det?“ spurte jeg.
„Hun er datter av Frankland.“
„Hvad? Den gamle Frankland?“
„Javist. Hun blev gift med en kunstner ved navn Lyons, som var her ute paa moen for at ta skisser. Det viste sig siden, at det var en daarlig kar, og det endte med, at han forlot hende. Efter hvad jeg har hørt, kan skylden dog ikke bare tillægges den ene part. Hendes far vilde ikke ha noget mere med hende at gjøre, fordi hun havde giftet sig uten hans samtykke, og sandsynligvis vel ogsaa av andre grunde. Saa mellem den gamle og den unge synder havde den unge kvinde det derfor rigtig ondt.“
„Hvordan har hun det nu?“
„Jeg antar, at gamle Frankland gir hende nogen understøttelse, men meget kan det ikke blive, for hans egne affærer staar temmelig daarlig. Men hvor meget hun end havde fortjent det, kunde man ikke la hende gaa helt i hundene. Hendes historie blev kjendt, og forskjellige av de herboende gjorde noget for at sikre hende et hæderlig underhold. Stapleton og sir Charles gjorde sit. Jeg bidrog ogsaa en smule selv. Meningen var at sætte hende i stand til at begynde med maskinskrivning.“
Han vilde vite, hvorfor jeg havde spurt, men det lykkedes mig at tilfredsstille hans nysgjerrighed uten at fortælle ham formeget. Vi har jo ingen grund til at indvie nogen i disse affærer. Imorgen vil jeg ta til Coombe Tracey, og kan jeg bare træffe denne fru Laura Lyons med det mindre gode rygte, vil vi være kommet et langt stykke paa vei til at faa opklaret et led i denne lange række mysterier.
Jeg maatte utvikle en slanges snildhed, og da Mortimers spørsmaal begyndte at blive nærgaaende, spurte jeg ham som ganske tilfeldig, av hvilken type Franklands hjerneskal var. Siden var der paa hele turen ikke tale om andet end skallevidenskab. Jeg har ikke været sammen med Sherlock Holmes i aarevis for ingenting.
Der er foruten dette kun en ting, som fortjener at nævnes fra denne stormfulde uhyggelige dag. Det er min samtale med Barrymore, hvorved jeg skaffet mig endnu et godt kort paa haanden, som kan utspilles, naar tiden kommer.
Mortimer var blit hos os til middag, og han og sir Henry spilte kort efterpaa. Barrymore bragte mig kaffe ind i biblioteket, hvor jeg benyttet anledningen til at stille ham en del spørsmaal.
„Nu,“ spurte jeg, „er Deres svoger tat bort, eller holder han sig fremdeles skjult derute?“
„Jeg vet ikke, doktor Watson. Jeg haaber for Guds skyld, at han er tat bort, for os har han bare bragt i forlegenhed. Jeg har ikke hørt noget fra ham, siden jeg sidst satte ut mat til ham, og det er nu tre dage siden.“
„Saa De ham da?“
„Nei, men maten var borte, da jeg næste gang kom den vei.“
„Han var der altsaa?“
„Man skulde tro det, hvis ikke den anden mand havde tat den.“
Jeg havde ført kaffekoppen halvt op til mine læber og stirret paa Barrymore.
„De vet altsaa, at der er en anden mand?“
„Ja, der er en anden mand paa moen.“
„Har De set ham?“
„Nei, hr. doktor.“
„Hvordan kan De da vite, at han er der?“
„Selden fortalte mig om ham for en ukes tid siden. Han skjuler sig ogsaa, men, saavidt jeg kan skjønne, er det ikke nogen rømt fange. Det er ikke noget hyggelig at vite dette, doktor Watson, jeg maa sige, jeg liker det ikke.“
Han talte pludselig med lidenskabelig alvor.
„Hør her, Barrymore. Jeg har ingensomhelst interesse i dette uten for Deres herres skyld. Jeg er kun kommet hit for at staa ham bi. Sig mig nu likefrem, hvad er det, De ikke liker?“
Barrymore betænkte sig et øieblik, som om han angret sit utbrud eller fandt det vanskelig at finde ord for sine tanker.
„Alt dette, som foregaar her,“ svarte han tilslut og slog ut med haanden mot det regnfulde vindu, som vendte ut til moen. „Jeg vil sverge paa, at her spilles falskt spil et eller andet sted og brygges paa en eller anden ondskab. Jeg skulde blive meget glad, naar jeg kunde se sir Henry paa vei tilbake til London.“
„Men hvorfor er De saa urolig?“
„Tænk paa sir Charles' død! — Den var uhyggelig nok, trods alt der blev sagt av de folk, der foretok likskuet. Og lyden paa moen om natten. Der findes ikke en mand, som vilde gaa over den efter mørkets frembrud, om man betalte ham aldrig saa meget for det. Og denne fremmede, som nu ligger skjult derute og lurer og venter! Hvad venter han paa? Hvad skal det betyde? Det betyder ikke noget godt for nogen av navnet Baskerville, og jeg vil blive meget glad, naar sir Henrys nye tjenerpersonale kan overta Baskerville herregaard, og jeg kan komme ut av det altsammen.“
„Men kan De fortælle mig noget om denne fremmede?“ spurte jeg. „Hvad sa Selden? Visste han, hvor han skjulte sig, eller hvad han gjorde?“
„Han havde set ham et par gange, men han er yderst forsigtig og røber sig ikke. Først trodde han, at det var en politimand, men han fandt snart ut, at der var noget eget ved ham. Det var en dannet mand, saavidt han kunde forstaa, men han kunde ikke finde ut, hvad han gjorde.“
„Men hvor sa han, at han holdt til?“
„I de gamle huse paa høideskrenten — stenhytterne, hvor folk bodde i gamle dage.“
„Men hvor fik han mat fra?“
„Selden havde fundet ut, at han har en gut, som bringer alt, han behøver. Han gaar vist til Coombe Tracey og henter det.“
„Godt, Barrymore. Vi maa tale mere sammen herom senere.“
Da Barrymore var gaat, gik jeg over til det mørke vindu og stirret gjennem ruten ut paa de drivende skyer og trærne, hvis kroner svinget frem og tilbake i vinden. Det er en uhyggelig aften inde, og hvad maa den ikke saa være i en stenhytte ute paa moen? Hvilket lidenskabelig hat kan drive et menneske til at ligge og lure paa et saadant sted paa en saadan tid? Hvilket maal kan han ha sat sig, som nødvendiggjør slikt? I den hytte paa moen synes kjernen at maatte findes i den gaate, som nu har pint mig saa længe. Jeg lover, at der skal ikke gaa en dag til, før jeg har gjort alt, som staar i menneskelig magt, for at trænge tilbunds i denne hemmelighed.