Hunden fra Baskerville/09
Niende kapitel.
Doktor Watsons anden indberetning.
Baskerville herregaard, 15de oktober.
Min kjære Holmes!
Om jeg ikke saa mig istand til at sende Dem synderlig nyt herfra i de første dage av mit ophold her, maa De vel nu indrømme, at jeg søker at indhente det forsømte, og at begivenhederne nu følger slag i slag. I min sidste indberetning endte jeg med Barrymore ved vinduet, og nu har jeg allerede en hel pose fuld med nyheder, som, hvis jeg ikke tar meget feil, vistnok vil høilig overraske Dem.
Sakerne har tat en vending, som jeg ikke kunde forutse. Paa visse punkter er der i løpet av de sidste to døgn kommet større klarhed, men paa andre er gaadefuldheden blit endnu mere uigjennemtrængelig end før. Men jeg vil fortælle Dem alt, saa faar De selv dømme.
Før frokost morgenen efter den omtalte hændelse gik jeg ned gjennem den nævnte gang og undersøkte det værelse, hvori jeg havde set Barrymore om natten. Vinduet mot vest, hvorigjennem han havde stirret saa ivrig, havde, la jeg merke til, en eiendommelighed fremfor alle andre vinduer i huset. Man har herfra den nærmeste utsigt ut over moen. Der er en aapning mellem to trækroner, hvorigjennem man kan se like ned paa den, medens man fra alle de andre vinduer kun kan skimte den i det fjerne. Barrymore maa altsaa, da han for sit formaal alene kunde benytte dette vindu, ha set efter noget eller nogen ute paa moen.
Det var en meget mørk nat, saa jeg kan ikke rigtig forstaa, hvordan han kunde haabe at se nogen. Det faldt mig ind, at der maatte være en eller anden kjærlighedshistorie med i spillet. Det vilde kunnet forklare hans hemmelighedsfulde opførsel og hans kones uro. Barrymore er en mand med et paafaldende godt utseende, som er vel skikket til at stjæle en landspikes hjerte. Det var meget, som talte for, at min antagelse var rigtig. Den aapning av døren, som jeg havde hørt, da jeg var kommet tilbake til mit værelse om natten, kunde tyde paa, at han havde gaat ut til et hemmelig stevnemøte.
Det var min tanke om morgenen, og jeg fortæller Dem omstændelig om min mistanke, hvor ugrundet den end senere har vist sig at være.
Men hvad nu end den virkelige forklaring av Barrymores optræden kunde være, følte jeg, at jeg ikke kunde beholde denne mistanke for mig selv, indtil jeg kunde forklare den. Jeg havde en samtale med sir Henry efter frokosten, og jeg fortalte ham, hvad jeg havde set.
Han blev mindre overrasket, end jeg havde ventet.
Jeg har kjendt til, at Barrymore pleier at gaa oppe om natten, og jeg har tænkt at tale til ham om det,“ sa han. „To, tre gange har jeg hørt hans skridt, naar han er kommet forbi, netop paa den tid, De nævnte.“
„Han begir sig maaske hver nat til det specielle vindu,“ bemerket jeg.
„Maaske gjør han det. Hvis det er tilfældet, vil vi kunne bevogte ham og se, hvad han har fore. Jeg undres paa, hvad Deres ven Holmes vilde gjøre, om han var her.“
„Jeg gaar ut fra, at han vilde gjøre netop, hvad De nu antyder,“ svarte jeg. „Han vilde gaa efter Barrymore og se, hvad han gjorde.“
„Da skal vi gjøre det sammen.“
„Men han kunde høre os.“
„Han hører daarlig. Det maa vi naturligvis benytte os av. La os sitte oppe paa mit værelse inat og vente, til han kommer forbi.“
Sir Henry gned fornøiet sine hænder. Det var aabenbart, at han hilset dette eventyr som en kjærkommen avveksling i det noget rolige liv paa moen.
Sir Henry har sat sig i forbindelse med den arkitekt, som utarbeidet planerne for sir Charles, og med en kontraktør fra London. Vi kan saaledes være forberedt paa, at her snart vil blive store forandringer. Tapetserere og møbelhandlere har været her fra Plymouth, og det er aabenbart, at vor ven omgaaes med omfattende planer og ikke vil spare nogen møie eller omkostninger for at gjenoprette sin families storhed.
Naar huset er ombygget og forsynet med nyt utstyr, mangler der bare en kone for at fuldstændiggjøre det hele. Der er mere end nok, som tyder paa, at det ikke vil vare længe, før der kommer en, hvis vedkommende dame selv er villig. Jeg har sjelden set en mand saa indtat i en kvinde, som sir Henry er i vor smukke nabo, frøken Stapleton.
Og dog faar ikke denne trofaste kjærlighed utvikle sig saa rolig, som en kunde ønske, saaledes som forholdene nu er her. Idag for eksempel blev den forstyrret av en uventet hændelse, som har voldt vor ven megen ubehagelighed og ærgrelse.
Efter den nævnte samtale om Barrymore tok sir Henry sin hat og vilde gaa ut. Jeg gjorde naturligvis det samme.
„Kommer De ogsaa med Watson?“ spurte han og saa noksaa underlig paa mig.
„Ja, hvis De skal ut paa moen,“ svarte jeg.
„Ja, det skal jeg.“
„De vet jo, hvilke instrukser jeg har faat. Jeg beklager meget at maatte være paatrængende, men De hørte jo selv, hvor alvorlig Holmes paala mig, at jeg ikke maatte forlate Dem, og særlig, at De ikke maatte gaa alene ut paa moen.“
Sir Henry la sin haand paa min skulder med et alvorlig smil.
„Kjære ven,“ sa han, „Holmes forutsaa dog ikke med al sin visdom visse ting, som er hændt, siden jeg kom hit paa moen. De forstaar mig nok? Jeg er sikker paa, at De vilde være den sidste, som vilde gaa i veien for nogen. Jeg maa gaa ut alene.“
Jeg blev sat i en meget stor forlegenhed. Jeg visste ikke, hvad jeg skulde sige eller gjøre, og før jeg var kommet paa det rene med mig selv, havde han tat sin stok og var gaat.
Men da jeg tænkte over saken, havde jeg ordentlig samvittighedsnag for, at jeg under nogetsomhelst paaskud havde latt ham ute av syne. Jeg forestilte mig, hvordan mine følelser vilde blive, om jeg maatte vende tilbake til Dem og bekjende, at en ulykke var hændt, fordi jeg ikke havde fulgt Deres instrukser. Jeg forsikrer Dem, at jeg blev het bare ved tanken derpaa. Det var muligens endnu ikke forsent til at indhente ham, og jeg begav mig derfor straks avsted i retning av Merripit-gaarden.
Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunde, men saa ikke noget til sir Henry, før jeg kom til det sted, hvor stien hen til moen tar av. Jeg var ræd for, at jeg trods alt ikke var paa den rigtige vei, og gik derfor op paa en høi, hvorfra jeg havde utsigt over moen. Det var den høi, hvor stenbruddet er.
Herfra opdaget jeg ham straks. Han spaserte henover stien sammen med en dame, som ikke kunde være nogen anden end frøken Stapleton.
Det var klart, at det allerede var kommet til forstaaelse mellem dem, og at de havde møtt hinanden efter avtale. De drev langsomt henover stien, fordypet i samtale, og jeg saa hende gjøre smaa, raske bevægelser med hænderne, som om det, hun sa, var meget alvorlig, mens han lyttet spændt og et par gange rystet paa hodet, som om han var sterkt uenig.
Jeg stod og betragtet dem meget tvilraadig om, hvad jeg skulde gjøre. At gaa efter dem og avbryte deres fortrolige samtale vilde være paatrængenhed, men det var jo min pligt ikke at la ham ute av syne et eneste øieblik. At være spion overfor en ven var et avskyelig hverv. Men jeg kunde ikke finde noget bedre at gjøre end at iagtta ham fra høien her og lette min samvittighed ved siden at tilstaa for ham, hvad jeg havde gjort. Det er sandt, at jeg vilde ha været for langt borte til at være ham til nogen nytte, om en pludselig fare skulde ha truet ham, men jeg er overbevist om, at De vil være enig med mig i, at situationen var meget vanskelig, og at jeg ikke kunde gjøre mere.
Vor ven sir Henry og damen havde stanset paa stien og var nu helt optat av sin samtale, da jeg pludselig opdaget, at jeg ikke var det eneste vidne til deres møte. Noget grønt, som bevæget sig gjennem luften, vakte min opmerksomhed. I næste øieblik saa jeg, at det grønne blev baaret paa en stok av en mand, som bevæget sig mellem bakkerne.
Det var Stapleton med sit sommerfuglenet. Han var langt nærmere de to, end jeg var, og det saa ut, som han bevæget sig i retning av dem. I samme øieblik drog sir Henry frøken Stapleton hen til sig. Han la sin arm om hende, men det saa for mig ut, som om hun søkte at rive sig løs fra ham og havde ansigtet bortvendt. Han bøiet sit hode ned mot hendes, og hun hævet den ene haand som til protest.
I næste øieblik saa jeg dem pludselig springe fra hinanden og vende sig raskt helt om. Det var Stapleton, som havde overrasket dem. Han sprang i vildt løp mot dem, medens nettet dinglet bak ham. Han gestikulerte heftig og næsten danset i ophidselse foran de to elskende. Hvad dette optrin skulde betyde, kunde jeg ikke forstaa, men det forekom mig, at Stapleton skjeldte ut sir Henry, der først søkte at forklare sig, men blev hidsig, da den anden negtet at motta hans forklaring.
Damen stod og hørte paa dem begge i overlegen taushed. Tilslut gjorde Stapleton helt om og vinket paa en bydende maate til sin søster, som efter et raadvildt blik paa sir Henry fulgte med sin bror. Naturforskerens hidsige bevægelser viste, at hans harme ogsaa gik ut over hende.
Sir Henry stod et øieblik og saa efter dem. Derpaa gik han langsomt tilbake med bøiet hode, et tegn paa den største nedslagenhed.
Jeg kunde ikke forstaa, hvad alt dette skulde betyde, men jeg var meget skamfuld over at ha været vidne til et saa intimt optrin uten min vens vidende. Jeg sprang derfor ned fra høien og ilte sir Henry imøte ved dens fot.
Hans ansigt blusset av ophidselse, og hans bryn var rynket; han saa ut som en, der ikke vet sin arme raad med, hvad han skal gjøre.
„Hallo, Watson! Hvor er De dukket op fra?“ spurte han. „Det vil da vel ikke sige, at De trods alt kom efter mig?“
Jeg fortalte ham alt: at jeg havde fundet det umulig at blive hjemme, at jeg havde gaat efter ham, og hvorledes jeg havde været vidne til alt, som siden var hændt.
Et øieblik flammet hans øine mot mig, men min oprigtighed avvæbnet hans harme, og tilsidst brast han i en forresten høist bedrøvelig latter.
„En skulde jo tro, at en kunde være for sig selv paa et sted som dette, og saa ser det i stedet ut, som om hele befolkningen paa disse kanter har været ute for at se mig fri — og det blev nok et temmelig uheldig frieri ogsaa! Hvor havde De faat plads?“
„Jeg stod oppe paa høien der.“
„Helt oppe i fjerde logerad! Men hendes bror havde faat en udmerket plads i første parket. Saa De ham komme like paa os?“
„Ja.“
„Har De nogensinde faat det indtryk av hendes bror, at han ikke er rigtig vel bevaret?“
„Nei, jeg kan ikke sige, jeg har gjort det.“
„Det tør jeg ikke sige længer. Jeg har altid trodd, at han var vel bevaret nok, før idag, men nu kan jeg fortælle Dem, at enten han eller jeg bør puttes i tvangstrøie. Hvad gaar der av mig? De har jo nu været en tid sammen med mig, Watson. Sig mig derfor likefrem: Er der noget, som behøvet at være iveien for, at jeg kunde blive en god egtemand for en kvinde, som jeg elsket?“
„Nei, det skulde jeg mene.“
„Han kan ikke indvende noget mot min sociale stilling, saa det maa altsaa være noget ved min person, han har saa meget imot. Hvad kan det være? Jeg har aldrig gjort et menneske mindste fortræd, saavidt jeg vet. Men han vilde ikke engang saameget som la mig røre ved hendes fingerspidser.“
„Sa han det?“
„Det og mere til. Jeg kan sige Dem, Watson, jeg har bare kjendt hende disse faa uker; men fra den første stund av følte jeg, at hun var skapt for mig, og hun — ja, hun var ogsaa lykkelig, naar vi var sammen, det er jeg aldeles overbevist om. Der kan være et uttryk i en kvindes øine, som taler tydeligere end ord. Men han har aldrig latt os træffe hinanden, og først idag fandt jeg en leilighed til at snakke et par ord med hende. Hun var glad over at kunne træffe mig, men hun kom ikke for at tale om kjærlighed, og hun vilde heller ikke ha tillatt mig at tale derom, hvis hun havde kunnet forhindre det. Hun kom som altid tilbake til, at dette var et farlig sted, og at hun aldrig vilde blive lykkelig, før jeg var kommet herfra. Jeg sa hende, at siden jeg havde truffet hende, havde jeg ingen hast med at reise, og at hvis hun endelig vilde ha mig bort, var den eneste maate at opnaa det paa at reise med mig. Jeg bad om hendes haand, men før hun fik svare, kom hendes bror styrtende over os som en gal mand. Han var kridhvit av raseri, og de lyse øine skjøt lyn. Hvad tillot jeg mig overfor den unge dame? Hvordan kunde jeg vove at vise hende en opmerksomhed, som var hende imot? Trodde jeg kanske, at jeg kunde gjøre, hvad jeg vilde, fordi jeg var en adelsmand? Havde han ikke været hendes bror, skulde jeg ha forstaat at svare ham bedre. Men nu, da han var det, sa jeg ham, at mine følelser overfor hans søster var saadanne, at jeg ikke skammet mig over dem, og at jeg haabet, at hun vilde vise mig den ære at blive min hustru! Det gjorde aabenbart ikke saken bedre; jeg mistet selv taalmodigheden og svarte ham noget heftigere, end jeg maaske burde ha gjort, siden hun var tilstede. Det endte saa tilslut med, at han tok hende med sig og gik, og der staar nu jeg uten at vite hverken ut eller ind.
Kan De sige mig, Watson, hvad alt dette skal betyde, vil De gjøre mig en tjeneste, som jeg aldrig kan haabe at gjengjælde.“
Jeg forsøkte et par forklaringer, men i virkeligheden var det hele mig en gaate. Vor vens sociale stilling, hans formue, hans alder, hans karakter og hans utseende — alt til hans fordel, og jeg vet ikke noget, som taler mot ham, naar undtages den uhyggelige skjæbne, som forfølger hans slegt. At hans anholdelse om hendes haand skulde blive avvist saa barskt, uten hensyn til den unge dames eget ønske, og at hun bøiet sig derfor uten protest, er høist merkelig.
Men alle vore gisninger i denne henseende var unødige. Stapleton kom selv over paa et besøk samme aften. Han kom for at gjøre sir Henry en undskyldning for sin uhøflige optræden om formiddagen og havde en lang samtale paa tomandshaand med ham. Resultatet av denne blev, at de blev fuldstændig forsonet, og at vi som bekræftelse herpaa skal til middag i Merripit-gaarden næste fredag.
„Jeg vil ikke sige, at han ikke kan være besynderlig undertiden,“ sa sir Henry. „Jeg kan ikke glemme uttrykket i hans øine, da han kom springende mot mig i formiddag, men jeg maa tilstaa, at ingen kunde gjøre en smukkere undskyldning, end han har gjort.“
„Gav han nogen forklaring av sin optræden?“
„Hans søster er hele hans liv,“ siger han. „Det er naturlig nok, og jeg er glad for, at han sætter saadan pris paa hende. De har altid været sammen, og han har efter sin egen fortælling altid været en meget ensom mand uten andet selskab end hende, saa at han syntes, det var forfærdelig for ham at miste hende. Han havde ikke forstaat, sa han, at jeg havde fattet hengivenhed for hende, men da han saa med sine egne øine, at det virkelig var saa, og at hun kunde blive tat fra ham, var det et saa haardt slag for ham, at han en stund ikke var herre over, hvad han sa eller gjorde. Han var meget bedrøvet for, hvad der var skedd, og han erkjendte, hvor taapelig og egenkjærlig det var av ham at tænke sig, at han kunde beholde en saa smuk kvinde som søsteren for sig selv hele livet. Naar hun skulde forlate ham, saa han heller, at hun kom til en nabo som mig, end til nogen anden. Men under alle omstændigheder var det et haardt slag for ham, og det vilde ta nogen tid, før han kunde komme sig helt efter det. Han vilde opgi enhver motstand fra sin side, hvis jeg vilde love at la saken hvile i tre maaneder og nøie mig med i mellemtiden at dyrke søsterens venskab uten at kræve hendes kjærlighed. Det lovet jeg, og saaledes staar altsaa saken nu.“
En av vore smaa hemmeligheder er altsaa nu opklaret. Det er ialfald noget at være kommet tilbunds et sted i denne myr, hvori vi hittil har vasset. Vi vet nu, hvorfor Stapleton saa med misbilligelse paa sin søsters beiler, selv naar beileren var en saa attraaværdig mand som sir Henry, og dermed gaar jeg over til en anden traad, som jeg har trukket ut av floken, den gaadefulde hulken om natten, fru Barrymores forgrætte ansigt og Barrymores hemmelige vandring til vinduet mot vest.
Ønsk mig tillykke, kjære Holmes, og sig, at jeg ikke har skuffet Dem som Deres utsending, at De ikke angrer den tillid, De viste mig, da De sendte mig hit. Alt dette er blit opklaret ved en nats arbeide.
Jeg siger „ved en nats arbeide“, men i virkeligheden var det ved to nætters arbeide, for den første blev helt spildt. Jeg sat oppe sammen med sir Henry paa hans værelse næsten helt til klokken tre om morgenen, men vi hørte ingen lyd av nogen slags.
Det var en høist kjedsommelig tørn, og det endte med, at vi begge to sovnet i vore stole. Heldigvis tapte vi derfor ikke modet, men besluttet at gjøre et nyt forsøk. Næste nat skrudde vi lampen ned og sat og røkte cigaretter. Vi var saa stille som mulig. Det var utrolig, hvor langsomt timerne snek sig frem, men vi holdt ut med den samme taalmodige interesse, med hvilken jægeren betragter den fælde, hvori han haaber, at byttet maa gaa.
Klokken blev ett, og den blev to. Vi havde nær for anden gang git det op i fortvilelse, da vi pludselig begge satte os opreist i vore stole med alle sanser skarpt spændte. Vi havde hørt lyden av skridt utenfor. Vi hørte nogen liste sig varsomt forbi, indtil lyden døde bort i det fjerne. Sir Henry aapnet forsigtig døren, og vi fulgte efter. Vor mand var allerede kommet rundt galleriet, og gangen laa i fuldstændig mørke. Vi stjal os forsigtig fremover. Vi kom netop i rette tid til at faa et glimt av den høie skikkelse med det sorte skjeg og de runde skuldre, der listet sig paa taaspidserne ned gjennem gangen.
Han gik ind av den samme dør som forleden. Dørkarmen tegnet sig skarpt i skinnet fra lyset, medens en gul lysbølge skjøt sig tvers igjennem det dype mørke i gangen. Vi nærmet os saa forsigtig som mulig, idet vi følte os for med foten for hvert skridt, før vi vovet at træde paa gulvet med hele vor vegt. Vi havde været saa forsigtige at trække støvlerne av os, men det knirket og knaket allikevel i de gamle planker for hvert skridt. Undertiden forekom det os umulig, at han ikke skulde høre os komme. Men heldigvis er han næsten døv, og nu var han helt optat av, hvad han havde fore. Da vi tilslut var kommet hen til døren og kikket ind gjennem den, fandt vi ham sammenhuket foran vinduet med lyset i den ene haand; det hvite, spændte ansigt var presset mot ruten, aldeles som jeg havde set ham for to nætter siden.
Vi havde ikke lagt nogen felttogsplan, men sir Henry er en mand, for hvem den like vei altid falder naturligst. Han gik derfor ret ind i værelset. Barrymore sprang op med et tungt støn og stod skjælvende og ganske graablek i ansigtet foran os. Hans mørke øine lyste i det hvite ansigt og stirret fulde av rædsel og forbauselse fra den ene til den anden.
„Hvad gjør De her, Barrymore?“
„Ingenting, sir Henry.“
Han var i saa sterkt oprør, at han næsten ikke kunde tale, og skyggerne fra det skjælvende lys danset op og ned.
„Det var bare vinduet. Jeg gaar hver nat rundt og ser efter, om der er lukket ordentlig.“
„Ogsaa i tredje etage?“
„Ja, sir Henry, jeg ser efter alle vinduerne.“
„Hør her, Barrymore,“ sa Henry strengt. „Vi har nu sat os fore, at vi skal se at faa sandheden ut av Dem. Det er derfor bedst, at De siger alt jo før jo heller. Fortæl nu og lyv ikke! Hvad gjorde De ved det vindu?“
Han saa fuldstændig hjælpeløs paa os og vred sine hænder som en mand, der ikke vet, hvad han skal gjøre.
„Jeg gjorde ikke noget ondt, sir Henry. Jeg holdt bare et lys op foran vinduet.“
„Og hvorfor gjorde De det?“
„Spørg mig ikke, sir Henry — spørg mig ikke! Jeg gir Dem mit ord paa, at det er en hemmelighed, som jeg ikke er herre over. Jeg kan ikke sige, hvad det er. Hvis det bare angik mig selv, vilde jeg straks fortælle Dem alt.“
En pludselig tanke faldt mig ind, og jeg tok lyset fra vinduet, hvor han havde sat det.
„Han maa ha brukt det som et signal,“ sa jeg. „La os se, om der kommer noget svar.“
Jeg holdt lyset paa samme maate, som han havde gjort, og stirret ut i den mørke nat. Jeg kunde svakt skimte de sorte trægrupper og moens lysere flate. Maanen var nemlig dækket av skyerne. Jeg utstøtte uvilkaarlig et triumferende rop; et tyndt, gult lys brøt pludselig gjennem det mørke slør, og dets glød tegnet sig skarpt midt i vinduets sorte ramme.
„Se der!“ utbrøt jeg.
„Nei, nei, det er ingenting, aldeles ingenting. Jeg forsikrer Dem,“ avbrøt Barrymore.
„Bevæg lyset tversover vinduet, Watson,“ sa sir Henry.
„Se, det andet bevæger sig ogsaa! Vil De endnu negte, slyngel, at det er et signal? Snak ut. Hvad er dette for et komplot, og hvem er Deres forbundne derute?“
Mandens ansigt antok pludselig et utfordrende uttryk.
„Det er min sak. Det vedkommer Dem ikke. Jeg har ingenting at sige Dem.“
„Nuvel, saa forlater De min tjeneste øieblikkelig.“
„Godt, sir Henry. Naar jeg maa, saa maa jeg.“
„De har Deres avsked. De burde virkelig skamme Dem. Deres familie har levet sammen med min i over hundrede aar under dette tak, og her finder jeg Dem midt oppe i et skjendig komplot mot mig.“
„Nei, nei, sir Henry! Ikke mot Dem!“
Dette blev sagt av en kvindelig stemme, og fru Barrymore viste sig ved døren endnu blekere og mere forskrækket end sin mand. Hendes svære figur i sjal og et skjørt vilde ha virket mere komisk, hvis rædselen i hendes ansigt ikke havde været saa overvældende.
„Vi maa reise, Elise. Dette er slutten paa det. Nu kan du pakke vore ting,“ sa Barrymore.
„Aa, John, John, har jeg bragt dette over dig? Det er min skyld, sir Henry, min skyld altsammen. Han har gjort alt bare for min skyld, fordi jeg bad ham om det.“
„Snak ut da! Hvad skal alt dette betyde?“
„Min ulykkelige bror holder paa at dø av sult ute paa moen. Vi kan ikke la ham omkomme like utenfor vor egen dør. Lyset er et signal til ham om, at der er gjort istand mat til ham, og lyset derute skal vise, hvorhen den skal bringes.“
„Deres bror er altsaa —?“
„Den rømte fange, sir Henry, forbryderen Selden.“
„Saa er det, sir Henry,“ sa Barrymore. „Jeg sa, at det ikke var min hemmelighed, og at jeg ikke kunde fortælle Dem den. Men nu har De hørt, hvordan sammenhængen er, at om det er et komplot, saa er det ialfald ikke rettet mot Dem.“
Dette var saaledes forklaringen til hans hemmelighedsfulde utflugter om natten og lyset i vinduet. Sir Henry og jeg stirret begge forbauset paa fru Barrymore. Var det mulig, at denne indskrænkede, respektable kone kunde være av samme blod som en av de mest berygdede forbrydere i hele landet.
„Ja sir Henry, mit navn var Selden, og han er en yngre bror av mig. Vi skjæmte ham rent bort, da han var gut, og lot ham faa sin egen vilje i alt, saa han tilslut kom til at tænke, at verden var indrettet bare for hans fornøielse, og at han kunde gjøre, hvad han vilde. Da han blev ældre, kom han i daarlig selskab, og djævelen fik mere og mere magt over ham, indtil han tilslut knuste min mors hjerte og drog skjendsel over vort navn. Fra forbrydelse til forbrydelse sank han lavere og lavere, og det er alene Guds barmhjertighed, som har reddet ham fra skafottet. For mig har han altid vedblit at være den lille krøltop, som jeg havde passet og lekt med som ældre søster. Han brøt ut av fængslet, fordi han visste, at jeg var her og ikke vilde negte at hjælpe ham. Saa kom han hit en nat, utslitt og halvdød av sult, og med politiet i hælene. Hvad kunde vi gjøre? Vi mottok ham, gav ham mat og sørget for ham. Saa kom De tilbake, sir Henry. Min bror trodde da, at han vilde være sikrere ute paa moen end noget andet sted, indtil det første opstyr efter rømningen var over. Han skjulte sig derfor derute. Men hveranden nat forvisset vi os om, at han fremdeles var der, ved at sætte et lys i vinduet, og naar vi fik svar, gik min mand ut til ham med noget brød og kjød. Hver dag haabet vi, at han skulde være tat bort, men saalænge han var her, kunde vi ikke svigte ham. Det er den hele sandhed, saasandt jeg er en ærlig kristen kone, og hvis der er noget at lægge nogen tillast, er skylden ikke min mands, men min, for hvem han har gjort alt dette.“
Fru Barrymore havde talt med overbevisende alvor.
„Er dette sandt, Barrymore?“
„Ja, sir Henry, hvert ord er sandt.“
„Godt. Jeg kan ikke bebreide Dem, at De har støttet Deres egen hustru. Glem, hvad jeg har sagt. Gaa nu ind til Dem selv, saa skal vi tales videre herom imorgen.“
Da de var gaat, saa vi atter ut av vinduet. Sir Henry havde aapnet det, og den kolde nattevind slog os i møte. Langt borte i det mørke fjerne lyste endnu det lille, gule lyspunkt.
„Det er merkelig, at han vover det,“ sa sir Henry.
„Lyset maa være stillet saaledes, at det blot kan sees herfra,“ svarte jeg.
„Høist sandsynlig. Hvor langt tror De, det er?“
„Ute ved den kløftede klippeskrent, skulde jeg anta.“
„Altsaa ikke mere end en kilometer eller to herfra.“
„Nei, neppe det engang.“
„Ja, det kan ikke være meget langt herfra, siden Barrymore kunde skaffe ham mat derut. Og nu ligger den skurk og lurer bak lyset. Watson, jeg vil ut og fakke den mand.“
Den samme tanke havde faldt mig ind. Det var ikke saa, at Barrymores havde gjort os til delagtige i sin fortrolighed. Deres hemmelighed var fravristet dem. Manden var en fare for samfundet, en forvorpen skurk, for hvem der ikke var nogen undskyldning eller kunde kræves nogen skaansomhed. Vi vilde alene gjøre vor pligt, naar vi benyttet denne leilighed til at bringe ham tilbake til et sted, hvor han ikke mere kunde gjøre nogen skade. Med hans brutale og voldsomme natur vilde andre komme til at undgjælde, hvis vi nu holdt os tilbake. Vore naboer, Stapletons, kunde jo, hvilken nat det var, blive overfaldt av ham. Sandsynligvis var det ogsaa tanken herpaa, som gjorde sir Henry saa ivrig paa eventyret.
„Jeg gaar med,“ svarte jeg.
„Hent Deres revolver, og ta paa Dem støvlerne. Jo hurtigere vi kommer avsted, desto bedre. Manden kan slukke lyset og fjerne sig.“
Fem minutter efter var vi utenfor og begav os avsted paa vor ekspedition. Vi stormet gjennem de mørke buskadser, hvor man kun hørte høstvindens tunge klage og de faldende blades raslen. Natteluften var tung av en fugtig, raatten stank. Av og til dukket maanen frem for et øieblik; men tætte skybunker drev over himmelen, og da vi kom ut paa moen, begyndte det at regne let. Lyset brændte fremdeles rolig foran os.
„Er De bevæbnet?“ spurte jeg.
„Jeg har en revolver.“
„Vi maa se at komme like ind paa ham; det skal være en rigtig desperat fyr. Vi maa overraske ham og faa ham i vor magt, før han faar gjort motstand.“
„Hvad vilde Holmes sige til dette, Watson?“ sa sir Henry. „Hvad var det han sa om de mørkets timer, da det ondes magt er størst?“
Som til svar paa hans ord lød pludselig ute fra den vældige mos uhyggelige øde det sælsomme hyl, som jeg allerede havde hørt ved bredden av den store Grimpenmyr. Det blev baaret av vinden gjennem nattestilheden, — en lang, dyp lyd, som steg til et hyl for at dø hen som en uhyggelig klage. Atter og atter lød det og fyldte hele luften med sin gjennemtrængende, vilde trusel.
Sir Henry grep mig i armen, og hans ansigt lyste hvitt gjennem mørket.
„Hvad i himmelens navn kan dette være, Watson?“
„Jeg vet ikke. Det er en lyd, man hører her paa moen. Jeg har hørt den én gang før.“
Lyden døde bort, og alt blev stilt. Vi stod og lyttet spændt, men intet hørtes.
„Watson,“ sa sir Henry, „det var en hund, som ulte.“
Blodet blev koldt i mine aarer, for der var noget brustent ved hans stemme, som vidnet om den rædsel, han var blit betat av.
„Hvad kalder de denne lyd?“ spurte han.
„Hvem?“
„Folk omkring her.“
„Aa, de er yderst uvidende. Hvad kan det interessere Dem at vite, hvad folk kalder den?“
„Jo, fortæl mig, Watson, hvad de siger.“
Jeg nølte, men det var umulig at undgaa spørsmaalet.
„Folk siger, at det er hunden fra Baskerville, som uler.“
Han sukket tungt og taug en stund.
„Ja, en hund var det,“ sa han endelig. „Men lyden syntes at komme langt borte fra.“
„Det er vanskelig at sige, hvor den kom fra.“
„Den steg og faldt med vinden. Er ikke den store Grimpenmyr paa den kant?“
„Jo, den er.“
„Ja, det er sikkert derfra. Kom nu, Watson! Tror De selv, at det var en hund? Jeg er ikke et barn. De behøver ikke at være bange for at sige sandheden.“
„Stapleton var sammen med mig, da jeg sidst hørte lyden. Han sa, at den maatte skrive sig fra en eller anden fremmed fugl.“
„Nei, nei, det var en hund. Kan der virkelig være noget sandt i alle disse historier? Er det mulig, at jeg virkelig trues av noget saa uhyggelig. De kan da ikke tro det, Watson?“
„Nei, nei!“
„Det var let at le av det i London, men det er en anden ting at staa her i mørke natten paa moen og høre en slik lyd som denne. Og min onkel! Der var jo spor efter en hund ved siden av ham, der han blev fundet. Alt stemmer. Jeg tror ikke, at jeg er nogen kujon, Watson, men denne lyd fik mit blod til at isne. Føl, hvor iskold min haand er.“
„Det vil gaa over til imorgen.“
„Jeg er bange, jeg aldrig kan faa dette hyl ut av mit hode. Hvad mener De, vi bør gjøre nu?“
„Skal vi gaa tilbake?“
„Nei, paa ingen maate. Vi er gaat ut for at fakke manden, og det vil vi gjøre. Vi er ute efter en fange, og selv har vi efter al sandsynlighed en helvedeshund i hælene paa os. Kom bare! Selv om avgrundens magter var løs paa moen, lar vi os ikke stanse.“
Vi famlet os langsomt frem i mørket, medens de taggete høidedrag fortonet sig svakt rundt omkring os, og det smale, gule lys vedblev at brænde foran. Der er ikke noget, som kan være mere skuffende end avstanden fra et lys i en belgmørk nat; undertiden syntes lysskinnet at være langt borte i synskredsen, og undertiden saa det ut, som om det bare var nogen skridt fra os. Men tilslut kunde vi se, hvorfra det kom, og da skjønte vi, at vi virkelig var meget nær det.
Lyset var anbragt i en spræk i bergvæggen; som dækket det paa begge sider, saa at det var beskyttet mot vinden, og hindret det fra at sees fra nogen anden kant end den, hvori Baskerville herregaard laa. En svær granitblok skjulte os, da vi nærmet os. Vi krøp bak den og iagttok herfra lyset. Det gjorde et sælsomt indtryk at se dette ene lys brænde her midt ute paa moen, medens der ikke kunde opdages noget spor av liv i dets nærhed. Det eneste, som kunde sees, var bare denne rette, gule flamme og skinnet fra den paa bergvæggen paa begge sider.
„Hvad skal vi nu gjøre?“ hvisket sir Henry.
„Vente her. Han kan ikke være langt borte fra lyset. La os se, om vi ikke kan faa et skimt av ham.“
Jeg havde ikke uttalt disse ord, før vi begge saa ham. Over den bergvæg, hvor lyset brændte i en spræk, tegnet sig pludselig et ondt, voksgult ansigt, et strækkelig, dyrisk ansigt med alle merker av de værste lidenskaber. Uvasket og smudsig med stivt, strittende skjeg og med langt, pjusket haar kunde det godt ha tilhørt et av disse gamle vildmennesker, som engang bodde i stenhytterne her. Lyset nedenunder gav gjenskin i de smaa, forslagne øine, som stirret vildt til høire og venstre gjennem mørket, og han mindet fuldstændig om et lurende vildt dyr, som har hørt jægerens skridt. Hans mistanke var aabenbart vakt ved en eller anden ting. Barrymore havde muligens et privat signal, som vi ikke havde git, eller manden maa ha havt en anden grund til at tro, at ikke alt var, som det burde være. Jeg kunde læse rædselen i hans skurkefjæs. Hvert øieblik kunde han slukke lyset ut og forsvinde i mørket.
Jeg sprang derfor øieblikkelig frem og sir Henry fulgte efter. I samme øieblik utstøtte fangen en ed og veltet ned en svær sten, som knustes mot granitblokken, der havde dækket os. Jeg fik et glimt av hans korte, undersætsige, sterkbyggede skikkelse, da han sprang op og tok flugten.
Ved et heldig sammentræf brøt maanen i samme øieblik gjennem skyerne. Vi ilte op paa toppen av bakkeskrenten og saa derfra fangen storme av alle livsens kræfter nedad den anden side, hoppende over stenene i hans vei med en gemses lethed. Et heldig skud av min revolver kunde ha stanset ham, men jeg havde kun medbragt den for at forsvare mig selv, hvis jeg blev angrepet, og ikke for at skyte en flygtende, ubevæbnet mand.
Vi var begge udmerkede løpere og i god forfatning, men vi indsaa snart, at vi ingen utsigt havde til at indhente ham. En lang tid kunde vi følge ham i maaneskinnet, indtil han kun blev som en liten flek, der bevæget sig raskt mellem stenblokkene paa en fjern bergskraaning. Vi sprang og sprang, indtil vi var fuldstændig utmaset, men avstanden mellem os og ham blev stadig større og større. Endelig stanset vi og satte os andpustne paa to store stene, medens vi saa ham forsvinde i det fjerne.
Imidlertid indtraf en høist merkelig og uventet ting.
Vi havde reist os og skulde gaa hjem, da vi fandt at maatte opgi den haabløse jagt. Maanen saaes lavt nede til høire, og mot dens sølvrand tegnet sig skarpt skikkelsen av en mand. Jeg saa den tydelig som en sort elfenbensstatue paa klippekammen.
De maa ikke tro, at det var nogen feiltagelse, Holmes. Jeg kan forsikre Dem, at jeg aldrig i mit liv har set noget tydeligere. Saavidt jeg kunde se, var det en høi, tynd mand. Han stod med benene litt fra hinanden, armene overkors og hodet bøiet, som om han var hensunken i betragtninger av det vældige øde av myr og sten, som laa utbredt foran ham. Det maa ha været dette skrækkelige steds egen aand. Det var ikke fangen. Denne mand befandt sig langt fra det sted, hvor den anden var forsvundet. Det var ogsaa en meget høiere mand.
Med et utbrud av overraskelse vilde jeg vise sir Henry ham, men i det samme jeg skulde gripe hans arm, var skikkelsen forsvundet. Klippekammens øvre del avskar fremdeles den nedre del av maanen, men paa toppen var ikke mere noget spor efter den tause, ubevægelige skikkelse.
Jeg ønsket at gaa derhen og undersøke saken nærmere, men det var et godt stykke borte. Sir Henrys nerver dirret endnu efter det uhyggelige hyl, som havde gjenkaldt erindringen om det uheldsvangre slegtssagn, og han var ikke oplagt til nye eventyr. Han havde ikke set den ensomme skikkelse og havde ikke den samme uhyggelige fornemmelse; som dens sælsomme utseende og bydende holdning havde fyldt mig med.
„Det var naturligvis en politimand,“ sa han. „Der har jo været fuldt op av dem paa moen her, siden fangen rømte.“
Hans forklaring kan muligens være rigtig, men jeg skulde helst se den bedre bestyrket. Idag agter vi at meddele beboerne i Princetown, hvor de bør søke efter deres forsvundne mand, men det er ikke let at forsone sig med, at vi ikke allerede har bragt ham med som vor fange.
Her har De den sidste nats hændelser, og De maa indrømme, kjære Holmes, at jeg holder Dem godt underrettet. Meget av, hvad jeg fortæller, er naturligvis ganske likegyldig, men jeg føler dog, at det er sikrest at meddele Dem alt, saa faar De selv vælge, hvad De bedst kan bruke. Vi gjør vistnok nogen fremgang. Hvad Barrymores angaar, har vi nu bragt paa det rene, hvad bevæggrundene har været til deres paafaldende optræden. Det har kastet adskillig lys over situationen.
Det er moen med dens hemmeligheder og sælsomme indvaanere, som er og blir like uudgrundelig som før. Maaske vil jeg i mit næste brev ogsaa kunne kaste noget mere lys herover. Bedst av alt vilde det dog være, om De selv kunde komme herned.