Hunden fra Baskerville/08
Ottende kapitel.
Doktor Watsons første indberetning.
Fra dette tidspunkt vil jeg herefter følge gangen av begivenhederne ved gjengivelse av mine egne breve til Sherlock Holmes, hvilke nu ligger paa bordet foran mig. Et blad mangler, men forøvrig er de fuldstændig, som de blev skrevet, og viser mine følelser og mine mistænksomme indskydelser i øieblikket nøiagtigere, end min erindring — hvor skarp den end er om disse ting — muligens vilde kunne.
Baskerville herregaard, 13de oktober.
Min kjære Holmes!
De foregaaende breve og telegrammer har holdt Dem godt underrettet om alt, som er hændt i denne verdens mest aandsforlatte avkrok. Jo længer man blir her, jo mere blir ens sind paavirket av moens aand, dens goldhed og dens overvældende uhygge. Naar man engang er trængt ind i dens indre, har man latt alle spor av det moderne England bak sig, men samtidig har man bevisstheden om at befinde sig mellem et forhistorisk folks hjem og verker.
Hvor man gaar, har man rundt omkring disse nu forglemte menneskers huse, deres grave og de anselige stene, som antages at ha betegnet deres templer. Naar man betragter deres graa stenhytter paa de skraanende skrenter, lar man sin egen tidsalder bak sig, og om man pludselig fik se et skindklædt, haaret menneske krype frem av den lave dør og lægge en pil med flintespids paa sin buestreng, vilde man føle, at dette vildmenneskes tilstedeværelse her var langt naturligere end ens egen.
Hvor det er merkelig, at de har kunnet leve saa tæt paa en jordbund som denne, der altid maa ha været i høieste grad ufrugtbar. Jeg er ingen arkæolog, men jeg kan tænke mig, at de har været et fredselskende, jaget folkefærd, som var nødt til at nedsætte sig paa steder, hvor ingen anden vilde opholde sig.
Men alt dette har ingenting at gjøre med den mission, som De har sendt mig ut i, og det har maaske ingensomhelst interesse for en saa strengt praktisk mand som Dem. Jeg kan endnu huske, hvor fuldstændig likegyldig De var overfor spørsmaalet, om solen bevæget sig rundt jorden eller jorden rundt solen. La mig derfor komme tilbake til de ting, som angaar sir Henry Baskerville.
Naar De ikke har faat nogen rapport i de sidste par dage, er grunden dertil kun, at der før nu ikke har været noget at fortælle. Men saa indtraf pludselig en meget overraskende begivenhed, som jeg skal beskrive omstændelig i det følgende.
Men først og fremst maa jeg holde Dem underrettet om visse andre omstændigheder ved stillingen her. En av disse, hvorom jeg hittil har uttalt mig meget kortfattet, er den rømte fange paa moen. Der er nu god grund til at anta, at han har strøket sin vei. Dette er naturligvis en stor trøst for egnens ensomme beboere. Et par uker er allerede gaat, siden hans flugt, og siden har man hverken set eller spurt det mindste til ham. Det er visselig ufattelig, at han havde kunnet holde ut paa moen i hele denne tid.
At holde sig skjult vilde imidlertid ingen vanskelighed ha voldt ham. Han vilde finde et udmerket skjulested i hvilkensomhelst av disse stenhytter. Men han vilde ikke ha noget at spise, hvis han ikke tok og slagtet en av sauerne paa moen. Folk tror derfor, at han er strøket sin vei, og paa de ensomt liggende gaarde har man siden sovet tryggere.
Vi er i dette hus fire sterke mænd, saa vi kan ta vare paa os selv; men jeg maa tilstaa, at jeg har havt ubehagelige øieblikke, naar jeg har tænkt paa Stapletons. De lever langt utenfor al hjælp. I huset findes en pike, en gammel tjener, søsteren og broren, og han er ingen særlig sterk mand.
De vilde staa hjælpeløse overfor et vildmenneske som fangen fra Notting Hill, hvis han vilde forsøke at trænge ind hos dem. Sir Henry og jeg var begge ængstelige for dem, og det blev foreslaat, at kusken Perkins skulde gaa derover og sove der, men det vilde Stapleton ikke høre noget om.
Det er imidlertid en kjendsgjerning, at vor ven, sir Henry, begynder at vise en øiensynlig interesse for vor smukke nabo. Det er heller ikke noget at undres over, ti tiden blir overmaade lang paa dette ensomme sted for en virksom mand som ham, og hun er en meget smuk og bedaarende dame. Der er noget tropisk og eksotisk ved hende; hun er i saa henseende en merkelig motsætning til hendes kolde, mindre letbevægelige bror.
Man faar dog indtryk av, at han ogsaa er i besiddelse av større varme, end det ser ut til. Han har sikkert en meget sterk indflydelse paa søsteren, for jeg har lagt merke til, at hun stadig ser paa ham, naar hun taler, som om hun søkte hans billigelse av, hvad hun siger. Han er sikkert meget snild mot hende. Men der er en tør glans i hans øine og et bestemt drag om hans tynde læber, som tyder paa en stivnakket og muligens haard natur. De vilde vistnok finde, at han var meget interessant at studere.
Han kom herover for at hilse paa sir Henry den første dag, og allerede næste formiddag tok han os begge med for at vise os det sted, hvorfra sagnet om den onde Hugo skal skrive sig. Det blev en lang tur over moen til et sted, som vitterlig er saa uhyggelig, at det godt kan ha git støtet til, at nævnte sagn er opstaat. Vi fandt en kort dal mellem taggete fjeldknauser, hvorigjennem vi kom til en aapen græsklædt plads.
Midt paa denne hævet sig to store stene, der oventil var slitt og tilspidset, saa de lignet et eller andet kjæmpedyrs hugtænder. De var fuldstændig i stil med skuepladsen for den gamle tragedie forøvrig.
Sir Henry var meget interessert og spurte Stapleton mere end en gang, om han virkelig trodde paa muligheden av nogen overjordisk indgripen i menneskenes anliggender. Han talte ganske likegyldig, men det var aabenbart, at han tok saken meget alvorlig.
Stapleton var meget forsigtig i sine svar, men det var let at skjønne, at han sa mindre, end han ønsket at sige, og at han ikke vilde sige rent ut, hvad han mente, av hensyn til sir Henry. Han fortalte om lignende tilfælde, hvor en familie havde staat under en ond aands magt, og da han forlot os, havde vi det indtryk, at han i denne henseende delte den almindelige folketro.
Paa tilbakeveien blev vi til lunch paa Merripitgaarden. Det var der, sir Henry gjorde frøken Stapletons bekjendtskab. Fra første øieblik, han saa hende, syntes han at være sterkt tiltrukket, og jeg skulde ta meget feil, om denne følelse ikke var gjensidig. Han kom atter og atter tilbake til hende under vor samtale paa hjemveien, og siden er der neppe gaat nogen dag, uten at vi har set broren eller søsteren. Idag er de her til middag, og der er tale om, at vi skal spise middag hos dem engang i næste uke.
En skulde ha trodd, at et saadant parti vilde være Stapleton meget kjærkomment, men jeg har mere end en gang opdaget et sterkt misbilligende uttryk i hans ansigt, naar sir Henry har vist hans søster en eller anden opmerksomhed. Han holder utvilsomt meget av hende og vilde komme til at leve et overmaade ensomt liv uten hende, men det vilde vel være topmaalet av egenkjærlighed, hvis han vilde hindre hende fra at gjøre et saa glimrende parti.
Dog føler jeg mig overbevist om, at han ikke synes om, at deres bekjendtskab skal gaa over til kjærlighed. Og jeg har flere gange lagt merke til, at han har gjort sig umake for, at de ikke skulde komme paa tomandshaand.
Deres paabud til mig om aldrig at la sir Henry gaa ut alene vil virkelig blive meget besværligere at opfylde, dersom alle de andre vanskeligheder ogsaa skulde økes med en kjærlighedshistorie. Den yndest, jeg staar i, vilde vist snart synke, hvis jeg i det tilfælde vilde følge Deres ordre bokstavelig.
Forleden dag — torsdag, for at være mere nøiagtig — var doktor Mortimer her til lunch. Han var netop ifærd med at utgrave en kjæmpehaug i Long Down og havde her havt den glæde at finde en forhistorisk hjerneskalle.
Ingen kunde være mere ensidig begeistret end han! Stapletons indfandt sig senere, og den gode doktor tok os efter sir Henrys opfordring med til barlindalléen for at vise os nøiagtig, hvorledes alt foregik hin skjæbnesvangre aften.
Den dystre, lange gang fører gjennem klippede hække, der staar som høie mure paa begge sider med en smal græskant paa hver side av veien. Ved dens ende ligger et gammelt, faldefærdig lysthus. Halvveis nede i alléen tar veien av ut til moen, hvor den gamle herre havde sluppet ned cigarasken. Den er stængt med en hvit trægrind med en klinke. Utenfor ligger den store, øde mo.
Jeg erindret Deres slutninger om tildragelsen og forsøkte i fantasien at forestille mig alt saaledes, som det maatte være hændt: Som den gamle mand stod der ved grinden, saa han noget komme henover moen — noget, som skræmte ham slik, at han gik rent fra sans og samling og sprang og sprang, indtil han faldt død om av skræk og utmattelse. Der laa den lange, uhyggelige hvælvede gang, som han flygtet ned gjennem. Og for hvad? For en gjæterhund fra moen? Eller en sort, taus, kjæmpemæssig spøkelseshund? Stod der mennesker bak? Visste maaske den bleke, forsigtige Barrymore mere, end han brydde sig om at sige? Alt var uklart og ubestemt, men overalt saaes likesom den mørke skygge av en forbrydelse.
Jeg har ogsaa møtt en anden nabo, siden jeg sidst skrev. Det er Frankland fra Lafter herregaard, som bor en seks kilometers vei syd for os. Det er en ældre mand med et rødt ansigt, hvitt haar og et meget heftig temperament. Hans lidenskab er lovkyndighed, og han har brukt en meget anselig formue paa processer. Han procederer bare for at procedere, og han er like rede til at ta hvilket parti det skal være, saa der er ikke saa underlig, om det er blit ham en kostbar fornøielse.
Undertiden kan han falde paa at stænge en vei og negte bygdens folk at benytte den. Til andre tider kan han med egne hænder rive ned en anden mands grind og paastaa, at der har været en sti der fra alders tid, og bestride, at eieren kan negte dens benyttelse. Han er en lærd mand i alt, som vedrører grundrettigheder og kommunale love og vedtægter, og sin kundskab benytter han undertiden til gunst for beboerne i Fernworthy og undertiden mot dem. Derfor blir han snart baaret i triumf gjennem landsbyens gater, snart brændt in effigie, eftersom han har valgt at ta parti for eller imot.
For øieblikket skal han ha syv saker for retten; de vil sandsynligvis sluke resten av hans formue og gjøre ham uskadelig for fremtiden. Naar bortsees fra denne processyke, er han en snild, godslig mand, og jeg nævner ham blot, fordi De uttrykkelig paala mig, at jeg skulde sende Dem en beskrivelse av vore naboer.
Han er nu om dagen optat med en eiendommelig beskjæftigelse. Han er amatørastronom og har et udmerket teleskop, hvormed han ligger hele dagen oppe paa taket av sit eget hus og speider utover moen i haab om at faa et glimt av den rømte fange.
Dersom han blot vilde indskrænke sin energi hertil, vilde alt være godt og vel; men der gaar rygter om, at han vil anlæge sak mot doktor Mortimer for at ha aapnet en grav uten de nærmeste paarørendes samtykke, da han gravet op den forhistoriske hjerneskalle fra gravhaugen i Long Down.
Vort liv blir, takket være ham, ikke ensformig. Han forsyner det med den lille komiske tilsætning, som det saa høilig trænger.
Jeg har nu redegjort for alt hittil vedkommende den rømte fange, Stapletons, doktor Mortimer og Frankland fra Lafter herregaard. Jeg vil nu slutte med det vigtigste og fortælle Dem mere om Barrymores og særlig om den overraskende vending sidste nat.
Først og fremst har vi imidlertid det prøvetelegram, som De sendte fra London for at forvisse Dem om, at Barrymore virkelig befandt sig her. Jeg har allerede forklaret Dem, at postaapnerens forklaring viser, at prøven var uten betydning; vi har ikke faat noget bevis hverken for det ene eller det andet. Jeg fortalte sir Henry, hvorledes saken forholdt sig, og han lot straks paa sin vanlige likefremme maate Barrymore kalde ind og spurte ham, om han havde mottat telegrammet selv.
Barrymore bekræftet dette.
„Leverte budet det i Deres egne hænder?“ spurte sir Henry.
Barrymore saa overrasket ut og tænkte sig om et øieblik, før han svarte.
„Nei“ sa han. „Jeg var oppe paa loftet, da budet kom. Min kone bragte det op til mig.“
„Besvarte De det selv?“
„Nei, jeg sa min kone, hvad hun skulde svare, og bad hende gaa ned og skrive det.“
Om aftenen kom han av egen drift tilbake til saken.
„Jeg forstaar ikke rigtig hensigten med Deres spørsmaal i formiddag, sir Henry,“ sa han. „Jeg haaber, at det ikke skulde betyde, at jeg har gjort noget, hvorved jeg har kunnet forspilde Deres tillid til mig?“
Sir Henry maatte forsikre ham, at det ikke var tilfældet, og fik ham først beroliget ved at forære ham en god del av sine brukte klædningsstykker. Han har nu faat sig nye klær fra London.
Fru Barrymore interesserer mig meget. Hun er en svær dame, meget indskrænket, i høieste grad respektabel og en smule puritansk. De kan vanskelig tænke Dem et mindre letbevægelig menneske. Men jeg har jo allerede fortalt Dem, at jeg den første nat hørte hende hulke bitterlig, og siden har jeg mere end en gang opdaget spor av taarer i hendes ansigt. En eller anden dyp sorg gnaver bestandig paa hendes hjerte. Undertiden spørger jeg mig selv, om det er mindet om en eller anden skyld, som plager hende, og til andre tider mistænker jeg Barrymore for at være en hustyran. Jeg har altid havt en følelse av, at der er noget underlig og tvilsomt ved denne mands karakter, men det som hændte igaar nat, har mere end noget andet styrket min mistanke.
I og for sig er det maaske en ubetydelig sak. De vet, at jeg ikke sover rigtig godt, og siden jeg begyndte at holde vakt her i dette hus, har min søvn været endnu lettere end ellers. Ved totiden inat vækkedes jeg ved at høre listende skridt forbi mit værelse. Jeg sprang op, aapnet døren og kikket ut. En lang, sort skygge gled ned over gangen. Den kom fra en mand, som gik forsigtig bortover med et lys i haanden. Han var barbenet og kun iført skjorte og benklæder. Jeg kunde ikke se hans skikkelse tydelig, men høiden sa mig, at det var Barrymore. Han gik meget stille og varsomt, og der var noget ubeskrivelig hemmelighedsfuldt og skyldbetynget i hele hans væsen.
Jeg har tidligere omtalt, at gangen avbrytes av en balkon, som gaar rundt den store forhal, men at den fortsætter paa den anden side. Jeg ventet, til han var kommet ut av syne, og fulgte derpaa efter ham. Da jeg kom rundt balkonen, var han naadd til enden av den anden gang, og jeg kunde paa lysskjæret gjennem den aapne dør se, at han var gaat ind i et av værelserne.
Alle værelser her er uten møbler og ubebodd. Denne vandring forekom mig derfor saa meget mere gaadefuld. Lysskjæret fra døren holdt sig hele tiden uforandret, som om han skulde staa urørlig. Jeg gled ned gjennem gangen saa lydløst, som jeg kunde, og kikket ind gjennem dørsprækken.
Barrymore stod lænet mot karmen med lyset op mot vinduet. Hans profil var halvt vendt mot mig, og hans ansigt syntes stivt av spænding, medens han stirret ut i mørket over moen.
Nogen minutter stod han saaledes og stirret ivrig. Derpaa drog han et tungt suk og slukket med en utaalmodig bevægelse lyset, jeg skyndte mig øieblikkelig tilbake til mit værelse, og kort efter hørte jeg de samme listende skridt endnu en gang utenfor. Længe efter, da jeg var faldt i en let søvn, hørte jeg en nøkle dreies rundt i en laas etsteds, men jeg kunde ikke avgjøre, hvorfra lyden kom.
Hvad dette betyder, forstaar jeg ikke, men der foregaar noget hemmelighedsfuldt i dette uhyggelige hus, som vi vel før eller senere kommer tilbunds i. Jeg vil ikke plage Dem med noget forsøk paa forklaring, for De bad mig jo udelukkende fortælle Dem kjendsgjerninger. Jeg har havt en lang samtale med sir Henry i formiddag, og vi har nu sammen opgjort vor slagplan paa grundlag av mine iagttagelser fra inat. Jeg vil ikke sige noget mere nu, men min næste indberetning vil forhaabentlig blive interessant at læse.