Hunden fra Baskerville/07
Syvende kapitel.
Familien paa Merripit-gaarden.
Den følgende morgens friske skjønhed bidrog noget til at utviske av vor erindring det kolde og uhyggelige indtryk, som det første bekjendtskab med Baskerville herregaard havde efterlatt hos os begge. Da sir Henry og jeg tok plads ved frokostbordet, strømmet sollyset ind gjennem vinduet. Det mørke vægpanel glødet som bronce i de gyldne straaler, og det var ikke let at gjøre sig fortrolig med, at dette var det samme værelse, som havde fyldt os med saa sterk uhygge aftenen forut.
„Det er vel os selv og ikke huset, som har skylden!“ sa sir Henry. „Vi var trætte og frosne efter kjøreturen. Derfor saa vi alt i et mørkt lys. Nu, da vi har hvilt ordentlig ut, tar alt sig meget hyggeligere ut.“
„Men jeg kan ikke tro, det bare skyldtes tom indbildning,“ svarte jeg. „Hørte De ikke, at der var en, som graat og sukket inat; det var vistnok en kvinde?“
„Jo, det er merkelig, jeg indbildte mig virkelig halvt i søvne, at jeg hørte noget slikt. Jeg ventet rolig en stund, men siden hørte jeg ikke mere til det. Jeg tænkte derfor, at det kun havde været en drøm.“
„Men jeg hørte det ganske tydelig. Jeg er sikker paa, at det virkelig var en kvindes hulken.“
„Vi maa straks skaffe rede derpaa.“
Han ringte paa klokken og spurte Barrymore, om han kunde gi nogen forklaring. Det forekom mig, som om dennes bleke ansigt blev en smule endnu blekere, da han hørte sin herres spørsmaal.
„Der findes bare to kvinder her i huset, sir Henry,“ svarte han. „Den ene er bryggerhuspiken, som sover i den anden fløi. Den anden er min kone, men jeg kan svare for, at det ikke var hende, som hulket.“
Men da han sa det, talte han usandhed, for jeg møtte tilfældigvis efter frokosten fru Barrymore i den lange gang. Solen faldt like paa hendes ansigt. Det var en tykfalden kvinde, tung og træg i sine bevægelser og med et haardt, strengt uttryk om munden. Men hendes øine røbet hende. De var røde og stirret paa mig bak opsvulmede øienlaag.
Det var altsaa hende, som havde grætt om natten, og naar hun havde gjort det, maatte hendes mand vite det. Men nu havde han jo likefrem utsat sig for opdagelse ved at erklære, at det ikke var saa. Hvorfor havde han gjort det? Og hvorfor havde hun grætt saa saart?
Der begyndte allerede at samle sig en atmosfære av hemmelighedsfuldhed og uhygge om denne smukke mand med det bleke ansigt og det sorte skjeg. Det var ham, som først havde opdaget sir Charles' døde legeme, og man havde kun hans ord for alle de omstændigheder, som førte til den gamle mands død.
Var det mulig, at det trods alt var Barrymore, vi havde set i vognen i Regent Street? Skjegget kunde vistnok ha været det samme. Vognmandens beskrivelse tydet paa en mindre høi mand, men slikt kan man jo meget let ta feil av.
Hvorledes skulde jeg endelig faa dette bragt paa det rene? Det første jeg havde at gjøre, maatte aabenbart være at søke postaapneren i Grimpen og faa vite, om telegrammet virkelig var overgit Barrymore personlig. Hvordan svaret end blev, vilde jeg ialfald ha noget at melde Sherlock Holmes.
Sir Henry havde en hel del dokumenter, han skulde undersøke efter frokosten. Det passet derfor udmerket for mig at ta en tur imedens. Det blev en vakker spasertur paa en fem kilometer langs moen, og jeg kom tilslut frem til en liten landsby, hvori der fandtes to bygninger større end de andre. Det viste sig at være vertshuset og doktor Mortimers hus. Postaapneren, som ogsaa var landsbyens kjøbmand, husket udmerket godt telegrammet.
„Naturligvis blev telegrammet overlevert hr. Barrymore aldeles som begjæret.“
„Hvem overleverte det?“
„Min søn der. James, du leverte jo telegrammet til hr. Barrymore paa Baskerville herregaard i forrige uke?“
„Ja, far, jeg leverte det.“
„I hans egne hænder?“ spurte jeg.
„Nei, han var selv oppe paa loftet, saa jeg kunde ikke gi ham det personlig, men jeg leverte det til fru Barrymore, og hun lovet at gi ham det med det samme.“
„Saa De hr. Barrymore?“
„Nei, han var jo oppe paa loftet.“
„De saa ham ikke. Men hvorledes vet De da, at han var paa loftet?“
„Hans egen kone maatte da vite, hvor han var,“ svarte postaapneren ærgerlig. „Har han ikke faat telegrammet? Er der skedd nogen feiltagelse, faar hr. Barrymore klage selv.“
Det syntes haabløst at fortsætte undersøkelsen videre; men det var klart, at trods Holmes' list havde vi endnu ikke noget sikkert bevis for, at Barrymore ikke havde været i London hele tiden. Sæt, at det var saa, sæt, at den samme mand havde været den sidste, som havde set sir Charles ilive, og den første, som havde vogtet paa den nye arving, da han kom tilbake til England. Hvad saa? Var han et redskab for andre, eller havde han selv nogen ond hensigt? Hvilken interesse kunde han ha i at forfølge Baskerville-slegten?
Med ett kom jeg til at tænke paa den strenge advarsel, som var klippet ut av den ledende artikel i Times. Var det hans verk, eller var det muligens gjort av nogen, som vilde motarbeide hans planer? Den eneste tænkelige bevæggrund var den, som sir Henry selv havde nævnt, at hvis slegten kunde skræmmes bort, vilde Barrymore være sikret et koselig og stadig hjem.
Men en saadan formodning vilde sikkert ikke strække til for at forklare det indviklede og fintspundne net av rænker, som blev vævet om den unge mand. Holmes havde selv sagt, at blandt alle de merkelige saker, han havde havt til undersøkelse, havde endnu ingen været saa vanskelig som denne.
Da jeg gik den ensomme graa vei tilbake, haabet jeg inderlig, at min ven snart maatte blive befriet for det, som optok ham i byen, saa han selv kunde komme hit og ta denne tunge byrde av ansvar fra mine skuldre.
Pludselig blev jeg i disse tanker avbrutt av en lyd, som om nogen sprang efter mig; en stemme ropte derefter mit navn.
Jeg snudde mig om og ventet at se doktor Mortimer, men til min overraskelse var det en fremmed, som kom efter mig.
Det var en liten, tynd mand med et stramt, glatraket ansigt, blondt haar og magre kinder, mellem tredive og firti aar, klædt i en graa dragt og med straahat. En tynd botaniserkasse hang over hans ene skulder, og i den ene haand holdt han et grønt sommerfuglenet.
„Jeg haaber, De undskylder min dristighed, doktor Watson,“ sa han, og kom andpustende hen til mig. „Her paa moen er vi likefremme folk og venter ikke, til vi er præsentert. De har muligens hørt mit navn av vor fælles ven Mortimer. Jeg er Stapleton fra Merripit-gaarden.“
„Deres net og botaniserkasse vilde sagt mig det, for jeg visste, at hr. Stapleton er naturforsker. Men hvordan kunde De kjende mig?“
„Jeg var hos Mortimer, og han viste mig Dem fra vinduet, da De gik forbi. Da vi skulde den samme vei, besluttet jeg at gaa efter Dem og forestille mig selv. Jeg haaber, at sir Henry Baskerville ikke har havt ondt av reisen?“
„Tak, han befinder sig meget vel.“
„Vi var alle bange for, at han efter sir Charles' uhyggelige død ikke vilde bo her. Det er formeget forlangt av en formuende mand, at han skal komme hit og begrave sig i en avkrok som dette sted, men jeg behøver ikke at fortælle Dem, at det er av meget stor betydning for egnen. Sir Henry nærer ingen overtroisk frygt, antar jeg?“
„Nei, jeg tror ikke det.“
„De har vel hørt beretningen om den fiendtlige hund, som forfølger familien?“
„Ja, jeg har hørt om den.“
„Det er merkelig, hvor lettroende bønderne her er! Alle er naarsomhelst færdige til at sverge paa, at de har set et slikt væsen paa moen.“
Der laa et smil om læberne, men i hans øine syntes jeg at læse, at han tok det alvorlig.
„Fortællingen herom gjorde et sterkt indtryk paa sir Charles, og jeg har ingen tvil om, at den førte til hans sørgelige død.“
„Men hvorledes?“
„Hans nerver var saa ophidsede, at synet av hvilkensomhelst hund kunde faa en skjæbnesvanger virkning paa hans hjertesygdom. Jeg tror, at han virkelig har set noget slikt den sidste aften i alléen. Jeg frygtet, at der skulde tilstøte ham en ulykke, for jeg holdt meget av sir Charles, og jeg visste, at hans hjerte ikke var sterkt.“
„Hvorfra visste De det?“
„Min ven Mortimer havde fortalt mig det.“
„De tror altsaa, at sir Charles blev forfulgt av en hund, og at han døde av skræk?“
„Kan De finde nogen bedre forklaring?“
„Jeg har ikke opgjort mig nogen mening derom.“
„Har Sherlock Holmes?“
Disse ord tok for et øieblik pusten fra mig, men et blik paa min ledsagers smilende, velvillige ansigt og rolige blik viste mig, at han ikke havde tilsigtet nogen overrumpling.
„Det vil ikke nytte noget for os at late, som vi ikke kjender Dem, doktor Watson,“ sa han. „Beretningerne om Deres berømte detektiv har ogsaa naadd hit til os, og De kunde ikke gjøre ham berømt uten at blive bekjendt selv. Da Mortimer fortalte mig, hvad De het, kunde han ikke negte, hvem De var. Naar De er kommet hit, maa Sherlock Holmes selvfølgelig ogsaa være interessert i saken, og jeg er naturligvis nysgjerrig efter at høre, hvilket syn han har paa den.“
„Jeg er bange, jeg ikke kan besvare det spørsmaal.“
„Tør jeg spørge, om han vil hædre os med et besøk selv?“
„Han kan for tiden ikke forlate byen. Han har andre saker, som lægger beslag paa ham.“
„Hvor kjedelig! Han maatte kunne skaffe litt lys i alt dette, som for os er lutter mørke. Men kan jeg paa nogensomhelst maate være Dem til hjælp ved Deres undersøkelse, staar jeg til Deres tjeneste. Hvis jeg havde nogensomhelst formodning om arten av Deres mistanke, eller hvorledes De agter at gripe undersøkelsen an, kunde jeg maaske allerede nu gi Dem raad eller hjælp.“
„Jeg forsikrer Dem, at jeg er udelukkende her paa besøk hos min ven sir Henry, og jeg behøver ingen hjælp.“
„Udmerket,“ svarte Stapleton. „Ja, De gjør fuldstændig ret i at være forsigtig og diskret. Jeg beklager, at jeg var paatrængende. Jeg lover Dem, at jeg skal ikke nævne noget mere derom.“
Vi var kommet til et sted, hvor en smal græsbevokset sti tok av fra veien og snodde sig i bugtninger henover moen. En brat, stenet høi laa paa høire side; i tidligere dage havde der været et granitbrud. Den del, som vendte mot os, dannet en mørk fjeldskrent, med bregner og bringebær voksende i kløfterne. I det fjerne steg en graalig røksøile op mot himmelen.
„Herfra er det en passelig spasertur langs stien til Merripit-gaarden,“ sa han. „Kanske De har en time tilovers, saa kan jeg faa den fornøielse at forestille Dem for min søster.“
Min første tanke var, at jeg ikke maatte vike fra sir Henry. Men saa husket jeg paa den bunke dokumenter, som hans bord var fyldt av. Jeg visste, at jeg ikke kunde hjælpe ham dermed. Og Holmes havde jo uttrykkelig paalagt mig at studere naboerne paa moen. Jeg mottok derfor Stapletons indbydelse, og vi drev sammen indover moen.
„Denne mo er et vidunderlig sted,“ sa han og saa utover det bølgende landskab og de lange grønne forhøininger med de takkete granitkamme, der reiste sig som fantastisk skummende sjøer. „De vil aldrig blive træt av moen. De kan ikke forestille Dem, hvilke sælsomme hemmeligheder den rummer. Den er saa vældig og saa gold og saa hemmelighedsfuld.“
„De kjender den saaledes meget godt?“
„Jeg har bare været her to aar. De andre her betragter mig som en nykomling. Vi kom kort tid efter, at sir Charles Baskerville havde slaat sig ned her. Men mine interesser bragte mig til at undersøke alle dele av landet rundt omkring her, og nu tænker jeg, der er faa mænd, som kjender det bedre, end jeg gjør.“
„Er det saa vanskelig at lære at kjende?“
„Meget vanskelig. Denne store slette i nord der for eksempel, med de besynderlige høidedrag, som raker op av den. Kan De se noget merkelig der?“
„Det maatte være et udmerket sted for et galopridt.“
„Ja, det skulde man uvilkaarlig tro, men denne formodning har kostet folk deres liv før denne dag. Kan De se de lysegrønne flekker, som er strødd tæt utover?“
„Ja, jorden ser ut til at være mere frugtbar der end andetsteds.“
Stapleton lo. „Det er den store Grimpenmyr,“ sa han. „Et feiltrin der er døden for mennesker og dyr. Det er ikke længere end to dage siden, jeg saa en hest gaa like ut i den. Den kom aldrig op igjen. Jeg saa dens hode en lang stund stikke op av sumpen, men tilslut forsvandt den i dypet. Selv i tørketiden er det farlig at sætte over denne strækning; men efter høstregnet, som nu, er den likefrem skrækkelig. Men jeg kan nu finde frem selv midt inde i den farligste del og komme tilbake. — Men der har vi sandelig atter slik en ulykkelig hest!“
Noget brunt saaes ligge og velte sig i det grønne græs. Derpaa strakte en lang, krampagtig forstrakt hals sig ret op i veiret, og en rædselsfuld vrinsken lød ut over moen.
Det løp mig koldt nedad ryggen av rædsel, men min ledsager syntes at ha sterkere nerver end jeg.
„Nu er den borte!“ sa han. „Myren har tat den. To paa to dage og kanske mange flere, for de vænner sig til at gaa der i det tørre veir og merker ikke forskjellen, før mosen sluker dem i sit gap. Den store Grimpenmyr er et uhyggelig sted.“
„Men De kan allikevel færdes trygt der?“
„Ja, der er et par stier, som en meget behændig mand kan vove sig ut paa. Dem har jeg fundet.“
„Men hvordan har De lyst til at færdes paa et saa uhyggelig sted?“
„Ser De de høidedragene der bak? De er i virkeligheden øer, som paa alle kanter er omgit av den ufremkommelige myr, som har dannet sig om dem i aarenes løp. Der kan De finde sjeldne planter og sommerfugle, hvis De forstaar at komme til dem.“
„Jeg skal forsøke min lykke en dag.“
Han saa paa mig med et overrasket ansigt.
„For Guds skyld, tænk ikke paa det,“ sa han. „Deres blod vilde komme over mit hoved. Jeg forsikrer Dem, De vilde ikke ha den mindste utsigt til at komme levende tilbake. Jeg kan alene gjøre det, fordi jeg har visse merker at gaa efter.“
„Men hvad er det?“ ropte jeg.
Et langt, lavt, ubeskrivelig uhyggelig, jamrende hyl lød over sletten. Det fyldte hele luften, men det var allikevel umulig at sige, hvor det kom fra. Fra en dump knurren steg det til et dypt brøl for saa atter at synke tilbake til en dyster, ildevarslende knurren.
Stapleton betragtet mig med et nysgjerrig uttryk.
„Et forunderlig sted, denne mo,“ sa han.
„Men hvad kan det være?“
„Bønderne siger, at det er Baskervillernes hund, som hyler efter sit bytte. Jeg har hørt det et par gange før, men aldrig saa tydelig.“
Med en isnende fornemmelse av rædsel saa jeg ut over den vældige, bølgende slette med de grønne græs- og sivflekker. Intet levende væsen var at se i hele det vide rum med undtagelse av et par ravne, som skrek høit fra en haug bak os.
„De er jo en dannet mand. De tror da vel ikke paa slikt taapelig snak?“ sa jeg. „Hvad mener De, denne besynderlige lyd skriver sig fra?“
„Paa en myr kan man undertiden høre sælsomme lyd. Det staar vel i forbindelse med vandet, som stiger eller falder, eller en anden lignende omstændighed.“
„Nei, nei, det var en levende røst.“
„Kan vel være. Har De nogensinde hørt en heire skrike?“
„Nei aldrig.“
„Det er en meget sjelden fugl — den er næsten utryddet i England nu, men her paa moen findes næsten alt mulig. Ja, jeg vilde ikke blive overrasket ved at høre, at det skrik, vi hørte, var den sidste heires.“
„Jeg har aldrig i mit liv hørt noget saa uhyggelig og sælsomt.“
„Ja, dette er, naar alt kommer til alt, ikke egentlig noget hyggelig sted. Se nedover skrenten der! Hvad tror De, det der er?“
Den bratte skrent var dækket med en hel del graa ringe av sten.
„Hvad er det? Er det sauefolder?“
„Nei, det er vore værdige forfædres hjem. Forhistoriske mennesker levet i stort antal paa moen, og da ingen har bodd der siden, finder vi det ordnet paa samme maate, som de forlot det. Dette er deres hytter. De er uten tak, men De kan endog se peisen og høisætet, hvis De gaar indenfor.“
„Men det er jo en hel by. Naar var den bebodd?“
„Av neolitiske mennesker. Tiden er ubekjendt.“
„Hvordan levet de?“
„De græsset sit kvæg paa disse skrenter, og de lærte at grave frem tin, da broncesverdet traadte istedenfor stenøksen. Ser De den store renden paa den like overfor liggende høi? Den er et av de spor, de har efterlatt. Ja, De vil finde adskillige merkelige ting her paa moen, doktor Watson. Aa, undskyld et øieblik! Det er sikkert en Cyclopides.“
Et litet insekt havde summet over stien.
Stapleton sprang øieblikkelig efter det og gav sig med største ihærdighed til at forfølge det. Til min skræk fløi det like mot den store myr, men min nye bekjendt lot sig ikke et øieblik stanse. Han sprang fra tue til tue med sit grønne net flagrende i luften, og hans graa dragt og rykvise, siksakformige sprang gjorde ham selv ikke ulik et kjæmpeinsekt.
Jeg stod og fulgte ham med en blanding av beundring for hans usedvanlige lethed og frygt for, at han skulde miste fotfæste i den forræderske myr, da jeg hørte lyden av skridt, og da jeg vendte mig om, saa jeg en kvinde like ved mig paa stien. Hun var kommet fra den kant, hvor røksøilen viste, at Merripit-gaarden laa, men moens forhøininger havde skjult hende, indtil hun var like i nærheden.
Jeg kunde ikke være i nogen tvil om, at denne dame var den frøken Stapleton, som jeg havde hørt tale om. Der kunde jo ikke være mange damer her paa moen, og jeg erindret nu, at jeg havde hørt hende beskrive som en skjønhed. Denne dame, som nu nærmet sig, var utvilsomt en skjønhed og det en av den mest sjeldne art.
Der kunde ikke tænkes en større motsætning mellem bror og søster. Stapleton havde et mere hverdagsagtig ydre med lyst haar og graa øine, medens hun var mørkere end nogen brunette, jeg har set i England, høi, slank og elegant. Hun havde et stolt, finskaaret ansigt, saa regelmæssig, at man kunde ha tat hende for kold, havde hun ikke havt den sensible mund, og de vakre, sorte, ildfulde øine. Med sin fuldkomne figur og den elegante dragt maatte hun uvilkaarlig gjøre et forunderlig indtryk paa denne ensomme mo.
Hendes øine fulgte broren, da jeg vendte mig om; men da hun saa det, paaskyndte hun sin gang henimot mig. Jeg havde tat min hat av og var netop ifærd med at gjøre en forklarende bemerkning, da hun selv med engang ledet mine tanker i en fuldstændig anden retning.
„Reis tilbake!“ sa hun. „Reis øieblikkelig tilbake til London! Øieblikkelig!“
Jeg kunde blot stirre paa hende i dum forbauselse. Hendes øine flammet mot mig, og hun stampet utaalmodig med foten i jorden.
„Hvorfor skulde jeg reise tilbake?“ spurte jeg.
„Det kan jeg ikke forklare Dem.“
Hun talte med dæmpet stemme.
„Gjør for Guds skyld, hvad jeg beder Dem. Reis tilbake og sæt aldrig mere foten paa moen.“
„Men jeg er jo netop kommet hit.
„Menneske, menneske!“ utbrøt hun. „Kan De ikke forstaa, at min advarsel er til Deres eget bedste? Reis tilbake til London! Gjør det straks iaften! De maa for enhver pris bort fra dette sted! Hysch! Der kommer min bror! Ikke et ord om, hvad jeg har sagt! Aa, De vil vel ikke række mig den orchidé derhenne. Vi har slik en rigdom paa orchidéer her paa moen, skjønt De naturligvis er kommet for sent paa aaret til at kunne træffe paa de smukkeste.“
Stapleton havde opgit jagten og kom nu tilbake ganske rød og forpustet av anstrengelsen.
„Er det dig, Beryl!“ sa han; men det forekom mig, som om hans hilsen ikke var bare hjertelig.
„Du er vist svært varm, Jack.“
„Ja, jeg skulde fange en Cyclopides. Den er meget sjelden og findes næsten aldrig her saa sent paa høsten. Det var rigtig ærgerlig, at jeg skulde gaa glip av den.“
Han talte i en likegyldig tone, men hans smaa lyse øine saa ustanselig fra den unge pike til mig.
„Ja, jeg vilde netop sige sir Henry, at det var noget sent for ham nu at se moen i dens hele skjønhed.“
„Hvem tror du denne herre er?“
„Jeg antar, at det maa være sir Henry Baskerville.“
„Nei, nei,“ sa jeg. „Jeg er bare en ganske almindelig mand, men jeg er en ven av ham. Mit navn er doktor Watson.“
En skygge av skuffelse gik over hendes uttryksfulde ansigt.
„Vi har talt sammen under feilagtige forutsætninger,“ sa hun.
„Aa, det var vel ikke stor tiden til at tale sammen i,“ bemerket hendes bror med de samme spørgende øine.
„Jeg talte i den tro, at doktor Watson skulde bo her og ikke blot var paa besøk. Det er naturligvis ganske det samme for ham, om det er tidlig eller sent paa aaret. Men vil De ikke komme og se Merripit-gaarden?“
En kort spasertur bragte os dit. Det var et trist hus ute paa moen. Engang havde det vel været en eller anden stuteprangers gaard, i de gode, gamle dage, men nu var huset istandsat og forandret til en moderne bolig. Det var omgit av en frugthave, men trærne var, som de pleier at være der paa moen, smaa og forkrøblede, og hele stedet gjorde et trist indtryk.
Vi blev mottat av en besynderlig utseende, vissen gammel tjener i falmede klær, som syntes at passe til huset. Inde i dette var der derimot store værelser, utstyret med en elegance, hvori jeg syntes at gjenkjende den unge dames smak.
Medens jeg stod i vinduet og saa ut over den eiendommelige, granitflekkete mo, som strakte sig uten ende til den fjerneste synskreds, maatte jeg uvilkaarlig med forundring spørge mig selv, hvad der kunde ha bragt denne høit dannede mand og den smukke dame til at ta ophold paa et slikt sted.
„En underlig plads at vælge, ikke sandt?“ sa han som svar paa mine tanker. „Og allikevel er vi meget lykkelige her, ikke sandt, Beryl?“
„Meget lykkelige,“ svarte hun, men hendes ord havde ingen overbevisende klang.
„Jeg havde en skole,“ sa Stapleton. „Det var nord i landet. Skolearbeidet var imidlertid for en mand med mit temperament altfor mekanisk og uinteressant, men jeg satte stor pris paa at leve sammen med ungdommen, hjælpe til at befrugte de unge sind og præge dem med min karakter og mine egne idealer. Men skjæbnen var os imot. En alvorlig epidemi utbrøt i skolen, og tre av gutterne døde. Skolen kom sig aldrig efter denne hjemsøkelse, og en stor del av min kapital gik med. Men havde jeg ikke savnet gutternes morsomme selskab, vilde jeg ha kunnet finde mig i min ulykke. Ti med min store forkjærlighed for botanik og zoologi finder jeg her en ubegrænset arbeidsmark, og min søster gaar likesaa fuldt op i naturen som jeg selv. Jeg kunde se paa Deres uttryk, at alt dette gik gjennem Deres hode, doktor Watson, da De betragtet moen gjennem vinduet.“
„Det slog mig visselig, at her maa være litt ensomt — mindre for Dem maaske end for Deres søster.“
„Nei, nei,“ sa hun hurtig, „jeg kjeder mig aldrig.“
„Vi har bøker; vi har vore studier, og vi har interessante naboer. Doktor Mortimer er en lærd mand paa sit omraade. Stakkars sir Charles var ogsaa en prægtig omgangsfælle. Vi kjendte ham godt og savner ham mere, end jeg kan sige. Mener De, det vilde være paatrængende, om jeg kom i aften for at gjøre sir Henrys bekjendtskab?“
„Det vilde glæde ham overmaade meget.“
„Kanske De vil ha den godhed at nævne for ham, at jeg gjerne ønsker det. Vi maa med vore beskedne midler gjøre noget for at gjøre ham opholdet lettere, indtil han faar vænnet sig til sine nye omgivelser. Vil De blive med ovenpaa og se min samling av Lepidoptera, doktor Watson? Jeg tænker, det er den fuldstændigste i hele det sydvestlige England. Vi kan se dem igjennem, til lunchen blir færdig.“
Men jeg længtet bare efter at komme tilbake til min post. Moens uhygge, den arme hests død, den sælsomme lyd, som var sat i forbindelse med det stygge sagn om Baskervillerne — alt dette havde fyldt mig med uro og tungsind. Til disse mere eller mindre ubestemte indtryk kom saa frøken Stapletons bestemte og tydelige advarsel, der var git med saa dypt alvor, at der ingen tvil kunde være om, at hun maatte ha en eller anden vægtig grund for sin optræden. Jeg motstod alle opfordringer om at blive til lunch og begav mig straks paa tilbakeveien ad den samme sti, paa hvilken vi var kommet.
Sandsynligvis maa der ha været en benvei for dem, som var kjendt her. Før jeg var kommet til hovedveien, saa jeg til min overraskelse frøken Stapleton sitte paa en fjeldknaus ved siden av stien. Hendes ansigt blusset nydelig efter anstrengelsen, og hun holdt sig i siden.
„Jeg har sprunget hele tiden for at indhente Dem, doktor Watson,“ sa hun. „Jeg fik ikke engang tid til at ta hatten paa mig. Jeg maa skynde mig tilbake, ellers kunde min bror savne mig; men jeg maatte faa sagt Dem, hvor bedrøvet jeg er over den dumme feiltagelse, jeg gjorde, da jeg trodde, at De var sir Henry. Glem endelig, hvad jeg sa; det angaar aldeles ikke Dem.“
„Men jeg kan ikke glemme det, frøken Stapleton,“ sa jeg. „Jeg er sir Henrys ven, og hans lykke er nøie forbundet med min egen. Sig mig, hvorfor De var saa ivrig for, at sir Henry skulde reise tilbake til London?“
„Et kvindeindfald, doktor Watson. Naar De lærer mig bedre at kjende, vil De forstaa, at jeg ikke altid kan angi grunde for, hvad jeg siger eller gjør.“
„Nei, nei. Jeg husker angsten i Deres stemme. Jeg husker uttrykket i Deres øine. Men, frøken Stapleton, vær kun oprigtig mot mig. Siden jeg kom hit, har jeg havt en fornemmelse, som om der var skygger rundt omkring mig. Livet er aldeles som Grimpenmyren med smaa grønne flekker overalt, hvori man kan synke ned, medens der ikke findes noget, som kan vise en veien. Sig mig derfor, hvad De mener; jeg skal love at overbringe Deres advarsel til sir Henry.“
Et uttryk av tvilraadighed gled for et øieblik over hendes ansigt; men hendes øine havde atter antat sit faste blik, da hun svarte mig.
„De lægger altfor megen vegt paa det, doktor Watson,“ sa hun. „Min bror og jeg blev dypt rystet ved sir Charles Baskervilles død. Vi stod ham meget nær. Hans yndlingstur var altid over moen til vort hus. Han var meget trykket av tanken paa den skjæbne, som hang truende over hans slegt, og da ulykken kom, var det naturlig, at jeg følte, at der virkelig maatte ligge noget til grund for denne frygt, han havde næret. Jeg blev derfor høist uhyggelig tilmote, da et nyt medlem av slegten kom hit for at bosætte sig her. Jeg følte, at han maatte blive advaret for den fare, han vilde utsætte sig for. Det var alt, jeg ønsket at sige.“
„Men hvori bestaar da denne fare?“
„Har De ikke hørt historien om hunden?“
„Jo, men jeg tror ikke paa slikt snak.“
„Men det gjør jeg. Dersom De har nogen indflydelse paa sir Henry, maa De endelig holde ham borte fra dette sted, som altid har været skjæbnesvangert for hans slegt. Verden er jo saa stor. Hvorfor skal han da endelig ville bo paa et sted, hvor han er utsat for fare?“
„Netop fordi der er fare. Det er sir Henrys natur. Jeg er bange for, at kan De ikke gi mig nogen mere fyldestgjørende besked end denne, vil det ikke være mulig at faa ham til at ta herfra.“
„Jeg kan ikke sige noget mere bestemt, for jeg vet ikke selv noget mere.“
„Jeg vilde gjerne gjøre Dem endnu et spørsmaal, frøken Stapleton. Hvis De ikke mente mere end dette, da De først talte til mig, hvorfor vilde De da ikke, at Deres bror skulde høre, hvad De sa? Der er jo ikke noget i, hvad De nu har sagt, som hverken han eller hvilkensomhelst anden ikke kunde høre.“
„Min bror vil endelig ha Baskerville herregaard bebodd; han mener, at det vil komme fattigfolk her paa moen tilgode. Han vilde blive meget opbragt, hvis han fik vite, at jeg havde sagt noget, som kunde drive sir Henry til at reise bort. Men nu har jeg gjort min pligt og kan ikke sige mere. Jeg maa nu gaa tilbake, ellers vil han savne mig og mistænke mig for at ha truffet Dem. Farvel!“
Hun vendte sig om og var nogen minutter efter forsvundet mellem stenblokkene, medens jeg, fyldt av en ubeskrivelig angst, fortsatte min vei til Baskerville herregaard.