Hunden fra Baskerville/06
Sjette kapitel.
Baskerville herregaard.
Sir Henry Baskerville og doktor Mortimer var færdige til den fastsatte dag, og vi reiste som avtalt til Devonshire. Sherlock Holmes kjørte med mig til stationen og gav mig sine sidste instrukser og gode raad.
„Jeg vil ikke paavirke Deres opfatning ved at opstille nogen teori eller uttale nogen mistanke, Watson,“ sa han. „Jeg ønsker bare, at De beretter mig de nøkne kjendsgjerninger saa fuldstændig som mulig. De kan overlate til mig at opstille teorier.“
„Hvad slags kjendsgjerninger?“ spurte jeg.
„All som paa nogen maate synes at staa i forbindelse, selv blot indirekte, med saken, og særlig da forholdet mellem den unge sir Henry og hans naboer, foruten alle nye omstændigheder angaaende sir Charles Baskervilles død. Jeg har selv anstillet en del undersøkelser i de sidste dage, men jeg er bange for, at resultaterne vil blive negative. Kun én ting synes at være sikker, og det er, at James Desmond, som er den nærmeste arving, er en ældre, meget elskværdig mand. Forfølgelsen kan ikke komme fra ham. Jeg tror virkelig, at vi derfor maa sætte ham fuldstændig utenfor alle vore beregninger. Men vi har tilbake de personer, som nu vil blive sir Henrys omgivelser der ute paa moen.“
„Vilde det ikke være bedst først og fremst at blive kvit dette egtepar Barrymore?“
„Nei, aldeles ikke. De kunde ikke begaa nogen større feil. Dersom de er uskyldige, vilde det være en grusom uretfærdighed, og er de skyldige, vilde vi forspilde enhver mulighed for at overføre dem det. Nei, nei, vi vil beholde dem paa vor liste over mistænkelige. Paa Baskerville herregaard findes der ogsaa, hvis jeg ikke tar feil, en kusk. Vi har endvidere to forpagtere. Vi har vor ven doktor Mortimer, som jeg anser for at være fuldstændig hæderlig, og hans kone, hvorom vi ingenting vet. Saa har vi denne naturforsker Stapleton og hans søster, som skal være en meget indtagende ung dame. Endelig har vi Frankland paa Lafter herregaard, der ogsaa er en ukjendt faktor, og et par andre naboer. Alle disse maa De vie et særlig studium.“
„Jeg skal gjøre mit bedste.“
„De har vel vaaben med Dem?
„Ja, jeg syntes, det var bedst at ta dem med.“
„Selvfølgelig. Pas paa at ha revolver paa Dem nat og dag og vær altid paa Deres post.“
Vore venner havde allerede sikret sig en første klasses kupé og stod nu paa platformen og ventet os.
„Nei, vi har ikke nogetsomhelst nyt at meddele,“ sa doktor Mortimer til svar paa min vens spørsmaal. „Paa en ting kan jeg ialfald sverge, og det er, at vi ikke er blit efterfulgt i de to sidste dage. Naar vi har gaat ut, har vi altid holdt saa skarpt utkik, at ingen vilde ha kunnet undgaa vor opmerksomhed.“
„Dere har altid gaat sammen, antar jeg?“
„Ja, med undtagelse av igaaraftes. Jeg pleier i almindelighed at bruke en dag udelukkende til adspredelser, naar jeg kommer til byen. Den dag tilbragte jeg i et museum.“
„Og jeg var en tur i Hydepark for at se paa folk,“ sa sir Henry. „Men der hændte ikke nogen av os nogetsomhelst.“
„Det var allikevel ufornuftig,“ sa Holmes, idet han rystet paa hodet og saa meget alvorlig ut. „De maa endelig ikke gaa ut alene, sir Henry. De kan blive utsat for en stor ulykke, hvis De gjør det. Har De faat den anden støvle tilbake?“
„Nei, hr. Holmes, den er sporløst forsvundet.“
„Virkelig. Det er meget interessant. Ja, farvel da,“ tilføiet han, da toget begyndte at bevæge sig.
„Glem ikke, sir Henry, doktor Mortimers beretning og undgaa moen i mørkets timer, da det ondes magt er paa sit høieste.“
Da toget gled ut av stationen, kastet jeg et blik tilbake. Holmes stod høi og alvorlig og ubevægelig paa platformen og saa efter os.
Dagen gik hurtig og behagelig. Jeg nyttet tiden til at stifte et nærmere bekjendtskab med mine to ledsagere og med at leke med doktor Mortimers hund.
Efter nogen timers forløp begyndte den brune jord at anta et rødlig skjær, murstenen avløstes av granit, og røde kjør græsset paa enge, indgjærdet med smukke hække, hvor det saftige græs og en frodigere plantevekst vidnet om et rikere, om end fugtigere klima. Den unge sir Henry saa med opmerksomme øine paa omgivelserne og gav sin glæde høilydt uttryk ved gjensynet av Devons kjære og kjendte natur.
„Jeg har set en god del av verden, siden jeg reiste herfra, doktor Watson,“ sa han. „Men jeg har endnu aldrig set noget sted, som kan sammenlignes med dette.“
„Jeg har aldrig truffet nogen mand fra Devonshire, som ikke elsket sin fødeegn fremfor nogen anden,“ bemerket jeg.
„Det beror likesaa meget paa racen som paa stedet,“ sa doktor Mortimer. „Et blik paa vor ven viser os kelternes runde hode med den begeistring og evne til hengivenhed, som er eiendommelig for dem. Stakkels sir Charles havde et hode av en meget sjelden type, halvt gælisk, halvt irsk. Men De var meget ung, da De sidst saa Baskerville herregaard, ikke sandt?“
„Jeg var en gut paa ti aar, da min far døde; jeg havde aldrig set herregaarden. Han bodde i et litet hus paa sydkysten. Derfra reiste jeg direkte til en ven i Amerika. Alt her er likesaa nyt for mig som for doktor Watson, og jeg er yderst spændt paa at se moen.“
„Virkelig? Det ønske kan let opfyldes. Der har De det første glimt av den,“ sa doktor Mortimer og pekte ut gjennem vognvinduet.
Over grønne enge og en skogs lave bølgelinje hævet sig i det fjerne et graat, dystert høidedrag med en eiendommelig tagget top. Det fortonet sig ubestemt og taaket i det fjerne som et fantastisk landskab i en drøm.
Sir Henry sat længe og betragtet det. I hans ansigt kunde jeg læse, hvilket sterkt indtryk det gjorde paa ham dette første syn av det merkelige sted, hvor hans slegt havde hersket saa længe og efterlatt sig saa dype spor.
Som han sat der i sin sommerdragt og med sin amerikanske uttale i det ene hjørne av denne prosaiske jernbanekupé, følte jeg ved synet av dette alvorlige og uttryksfulde ansigt mere end nogensinde, hvilken egte ætling han var av en lang række stolte, fremragende mænd med ædelt blod. Disse tykke øienbryn, disse følsomme næsebor og disse store, nøttebrune øine vidnet om stolthed, fasthed og kraft. Ventet der os en vanskelig og skjæbnesvanger opgave, var han ialfald en kamerat, for hvem man kunde vove noget. Man kunde altid være sikker paa, at han kjækt vilde dele faren.
Toget stanset foran en liten station, og vi steg alle ut.
Utenfor stationen paa den anden side av gjærdet stod en liten vogn med et par smaa heste og ventet paa os. Vor ankomst var aabenbart en stor begivenhed, for stationsmesteren og banebetjentene omringet os øieblikkelig for at ta vor bagage. Det var en vakker, fredelig liten landsstation, men jeg blev overrasket, da jeg ved utgangen fik se to militært antrukne mænd i mørke uniformer, som stod støttet paa sine geværer og mønstret os skarpt, da vi passerte forbi.
Kusken, en liten lavvoksen kar med et haardt, kantet ansigt, hilste paa sir Henry, og nogen minutter efter kjørte vi raskt ned ad den brede, støvgraa vei. Paa begge sider bredte sig enge med saftig græs, og gamle gavlhuse dukket frem mellem det tætte løv; men bak de fredelige, sollyse marker tegnet sig moens lange, dystre bølgelinje mørkt mot himmelen, i bakgrunden avbrutt av taggete, uheldspaaende høidedrag.
Vognen svinget ind paa en sidevei, og vi fortsatte videre op gjennem dype hulveie, hvor aarhundreders færdsel havde efterlatt sine spor, med høie skraaninger paa begge sider, bevokset med fugtig mose og store, rustfarvede bregner. Broncefarvede og flekkete buske og krat skinte i straalerne av den nedgaaende sol.
Det gik stadig opover. Vi passerte paa en smal stenbro over en støiende elv, der fosset og skummet mellem graa kampestene og slynget sig nedover en dal, der var tæt bevokset med ældgamle ek- og furutrær.
For hver sving av veien gav sir Henry sin beundring høilydt uttryk og kom med spørsmaal i det uendelige. Alt forekom ham skjønt; men for mig var det, som der laa noget dystert over hele dette landskab, hvorpaa høsten allerede havde sat saa triste merker. Gult løv dækket allerede markerne og dalte ned over vore hoder fra trækronerne over os.
Lyden av vognhjulene døde hen, medens vi kjørte gjennem dynger av raatnende blade. Det forekom mig, som naturen bød Baskervillernes gjenkomne arving en trist velkomsthilsen.
„Hvad er det?“ utbrøt doktor Mortimer.
Foran os laa en steil, lyngklædt skraaning, en utstikkende del av moen. Paa toppen tegnet en soldats skikkelse sig, skarpt og klart som en rytterstatue paa sit fotstykke, mørk og streng med geværet hvilende over skulderen. Han bevogtet veien nedenunder, hvor vi kom kjørende.
„Hvad betyder dette, Parkins?“ spurte doktor Mortimer.
Vor kusk snudde sig helt om
„En fange er rømt fra fengslet i Princetown, hr. doktor. Nu har han alt været paa fri fot i tre dage, og vakt er utsat ved alle stationer og veie. Men man har endnu ikke kunnet komme paa spor efter ham. Forpagterne rundt omkring her liker det naturligvis ikke; dette er saken, hr. doktor.“
„Faar de ikke hundrede kroner, dersom de kan gi nogen underretning om ham?“
„Jo det gjør de nok, hr. doktor. Men at tjene hundrede kroner er liten trøst, naar man kan risikere at faa halsen skaaret over paa sig. Det er ikke nogen almindelig fange, ser De. Det er en, som ikke skyr noget i verden.“
„Hvem er det?“
„Selden, morderen fra Notting Hill.“
Jeg erindret godt den sak, for det var en, Holmes havde været meget interessert i paa grund av den enestaaende vildhed og den grænseløse brutalitet, hvormed alle morderens forbrydelser var utført. Han blev dømt til døden; men straffen forandredes til livsvarig fængsel, da han havde optraadt med en saa rædselsfuld vildskab, at der maatte opstaa tvil om hans tilregnelighed.
Vognen var netop kommet op paa toppen av en bakke. Foran os laa den vide mo med sine kratbevokste fjeldknatter og høidedrag. En kold vind, som fik os til at gyse, blæste ned fra den. Et eller andet sted derute paa denne øde slette laa han vel og luret som et vildt dyr, denne skrækkelige mand, fyldt av indætt nag mot det samfund, som havde støtt ham ut.
Alene tanken paa dette var nok til at fuldstændiggjøre den uhyggelige fornemmelse, som denne golde vidde, den kolde vind og den tunge himmel uvilkaarlig fremkaldte.
Selv sir Henry blev sittende taus og trak frakken tættere om sig.
Vi havde nu det frugtbare land bak og nedenfor os. Vi sat og nød det pragtfulde skue, medens den synkende sol bredte sit gyldenskjær over de oppløiede røde jorder og de tætte trægrupper. Veien foran os førte gjennem svære skraaninger med eple- og oliventrær og kjæmpemæssige rullestene indimellem. Fra tid til anden passerte vi et hus med stenmur omkring, men ingen slyngplanter formildet det haarde ydre.
Pludselig saa vi ned i en grytelignende fordypning, fuld av forkrøblete ek- og furutrær, vredne og krummede av aarrækkers rasende storme. Over trætoppene raket to høie, smale taarne op. Kusken pekte med svøpen.
„Baskerville herregaard,“ sa han.
Dets herre havde reist sig op og stirret med rødmende kinder og straalende øine.
Nogen minutter efter var vi fremme ved porten; dens døre med de fantastiske ornamenter var av smedejern, og paa hver side stod en veirbitt, moseflekket portstolpe, prydet med Baskervillernes vildsvinehode. Portnerboligen var nu en ruin av sort granit med nøkent bindingsverk. Men like imot den saaes en ny, endnu blot halvfærdig bygning, førstegrøden av sir Charles' sydafrikanske guld.
Gjennem porten kom vi ind paa den brede vei, som førte op til hovedbygningen. Vognhjulene gled atter over nedfaldent løv, og de gamle trækroner dannet en mørk buehvælving over vore hoder.
Der gik en gysen gjennem sir Henry, da han saa opad den lange, mørke vei, ved hvis anden ende hovedbygningen lyste spøkelsesagtig.
„Var det her?“ hvisket han.
„Nei, barlindalléen er paa den anden side.“
Den unge arving saa sig omkring med et uttryk av uhygge.
„Ikke noget under, at min onkel maatte ha en følelse av, at noget ubehagelig luret paa ham, paa et saadant sted som dette. Det kan jo skræmme hvemsomhelst. Jeg vil faa indlagt elektrisk lys her inden seks maaneder. Naar vi faar et tusen Swan- og Edisonlamper her like foran hovedindgangen, skal De ikke kjende stedet igjen.“
Veien endte i en stor, græsbevokset plads, hvor vi havde hovedbygningen like foran os. I det svindende lys kunde jeg se, at midtpartiet bestod av en svær bygningsmasse med en fremstaaende portal. Façaden var helt dækket av efeu med en bar aapning her og der, hvor et vindu eller et vaabenskjold brøt den mørke flate. Fra dette midtparti hævet sig to gamle, krenelerede tvillingtaarne, med mange skyteskaar. Tilhøire og tilvenstre for taarnene var opført mere moderne fløie i sort granit.
Et dæmpet lysskjær faldt ut fra vinduerne med de svære karme, og fra de høie skorstene, som hævet sig fra det steile tak, steg en enkelt, sort røksøile.
„Velkommen, sir Henry! Velkommen til Baskerville herregaard!“
En høi mand traadte frem fra skyggen under portalen og kom hen for at aapne vogndøren. I lyset fra forhallen skimtedes et kvindeansigt. Hun kom ut og hjalp manden at ta vare paa reisetøiet.
„De undskylder, at jeg tar like hjem, sir Henry,“ sa doktor Mortimer. „Min hustru venter mig.“
„Men vil De ikke blive og spise middag sammen med mig?“
„Nei tak! Jeg maa hjem. Der ligger sandsynligvis arbeide og venter paa mig. Jeg skulde vist Dem huset, men Barrymore vil være en bedre fører end jeg. Farvel! Betænk Dem aldrig paa at sende bud efter mig, naar De ønsker, dag eller nat, hvis jeg kan være Dem til nogen tjeneste.“
Vognen forsvandt nedover veien, medens sir Henry og jeg gik ind. Døren faldt tungt i efter os. Det var et meget smukt værelse, vi kom ind i, stort og høit med tunge paneler av svære ekebjelker, sorte av ælde. Paa det store, gammeldagse ildsted bak det høie jerngitter knitret og spraket en kubbeild. Sir Henry og jeg varmet vore hænder over den, for vi var temmelig frosne efter den lange kjøretur, og betragtet det høie tynde vindu med gammelt, farvet glas, ekepanelet, de utskaarne hoder og vaabenskjoldene paa væggene; alt fortonet sig taaket og ubestemt i det dæmpede lys fra midtlampen.
„Det er akkurat, som jeg havde tænkt mig det,“ sa sir Henry. „Er det ikke som billedet av et gammelt familiesæte? Og dette er det samme hjem, hvor min slegt har bodd i fem hundrede aar! Det er rent høitidelig at tænke paa.“
Jeg saa hans mørke ansigt lyse op med barnlig begeistring, medens han sat og saa sig rundt. Lyset faldt like paa ham, medens de lange skygger trak sig nedover væggene fra taket og dannet som en sort tronhimmel over ham.
Hushovmesteren Barrymore havde draget omsorg for, at reisetøiet blev bragt op paa vore værelser, og kom nu tilbake. Han stillet sig foran os med en velopdragen tjeners ærbødige holdning. Det var en mand med et utseende, som maatte tiltrække sig opmerksomhed, høi av vekst med sort skjeg og bleke, fine træk.
„Ønsker De, at middagen skal serveres med det samme, sir Henry?“
„Er den færdig?“
„Den skal øieblikkelig være færdig, sir Henry. De finder varmt vand paa Deres værelse. Jeg og min hustru vil med glæde blive her, til De er kommet i orden, sir Henry, men De forstaar, at der vil trænges et større tjenerhold til et hus som dette under de nye vilkaar.“
„Hvilke nye vilkaar?“
„Jeg mener bare, at sir Charles Baskerville førte et meget tilbaketrukket liv, saa vi kunde tilfredsstille hans fordringer. De vil formodentlig leve mere selskabelig; derfor maa husholdningen her forandres.“
„Vil De og Deres hustru forlate mig?“
„Kun hvis det er fuldkommen beleilig for Dem, sir Henry!“
„Men Deres familie har jo været hos os i flere slegtled, ikke sandt? Det vilde bedrøve mig meget at begynde mit liv her med at bryte en gammel familieforbindelse.“
En viss bevægelse kunde spores i Barrymores bleke ansigt.
„Jeg føler det ogsaa saadan, og det samme gjør min kone. Men oprigtig talt var vi begge sir Charles meget hengivne; hans død var et haardt slag og gjorde opholdet her meget pinlig for os. Jeg er ræd, vi aldrig vil komme til at overvinde det og finde os fuldt tilrette igjen paa Baskerville herregaard.“
„Men hvad agter De da at gjøre?“
„Jeg tviler ikke paa, at det skal lykkes os at finde paa noget. Sir Charles' ædelmodighed har sikret os de nødvendige midler. Men nu, sir Henry, ønsker De maaske, at jeg skal vise Dem Deres værelser.“
Et galleri gik rundt omkring den gamle forhal. En dobbelttrap førte derop. Fra dette midtpunkt gik to lange korridorer gjennem hele bygningen, og fra disse kom man til soveværelserne. Mit eget laa i den samme fløi som sir Henrys og næsten dør i dør med det. Disse værelser saa ut til at være meget mere moderne end midtbygningens, og de lyse tapeter og talrike lys bidrog adskillig til at fjerne det triste indtryk, som vi ved vor ankomst havde faat.
Men spisesalen, som man kom ind i fra forhallen, var mørk og uhyggelig. Det var en lang sal med en litt høiere del, hvor familien sat, skilt fra den lavere del, som var bestemt for de undergivne. I den ene ende fandtes et litet galleri, hvor skalde og sangere før i tiden havde havt sin plads. Sorte bjelker strakte sig over vore hoder med det tilrøkede loft.
Oplyst av skinnet fra blaffende fakler og utstyrt med ældre tiders festlige og brogede pragt kunde den muligens gjøre et lysere indtryk end nu da to sortklædte herrer sat indenfor den lille lysvinkel fra skjermlampen. Der indfandt sig uvilkaarlig en stille, trykket stemning. En lang række av forfædre i de forskjelligste dragter fra Elisabeths tid til regenttidens stirret ned paa os og skræmte os ved sit tause selskab.
Vi talte litet, og jeg ialfald var glad, da maaltidet var over, og vi kunde trække os tilbake til det moderne billardværelse og røke en cigaret.
„Det er virkelig ikke noget særlig koselig sted,“ sa sir Henry. „Man kan vel vænne sig til det, men jeg kan ikke sige, jeg endnu føler mig helt hjemme her. Det forundrer mig ikke, at min onkel blev litt egen, naar han levet ganske alene paa et sted som dette. Hvis De ikke har noget imot det, gaar vi tilkøis tidlig iaften. Maaske vil vi kunne se saken i et behageligere lys imorgen.“
Jeg trak gardinerne tilside, før jeg gik tilsengs, og saa ut gjennem vinduet. Det vendte ut til den grønne græsplæn foran huset. Paa den anden side saaes to trægrupper, og man kunde høre, hvorledes vinden rusket og slet i kronerne. Halvmaanen viste sig i det samme øieblik i en revne i de drivende skyer. I dens kolde lys saa jeg bak trærne en brutt krans av stenknauser og den tungsindige mos lange, lave bølgelinje. Jeg trak gardinerne for med en følelse av, at mit sidste indtryk svarte til de foregaaende.
Men det var endnu ikke det sidste. Jeg var træt, men kunde ikke sove og laa og kastet mig urolig fra den ene side til den anden. I det fjerne hørtes en klokke slaa for hvert kvarter, men forøvrig hvilte hele huset i en dødlignende stilhed.
Pludselig, midt paa natten, hørte jeg en klar, tydelig lyd, som ikke kunde tages feil av. Det var en kvindes graat, en undertrykt, kvalt hulken av et menneske, der pines av en sorg. som det ikke længer er herre over. Jeg satte mig op i sengen og lyttet spændt. Lyden kunde ikke komme langt borte fra. Vedkommende maatte sikkert være i huset. I en halv time blev jeg sittende og lytte med alle nerver spændt, men der hørtes ikke nogen anden lyd end klokkens klemting og efeuens raslen utenfor.