Hunden fra Baskerville/01
Første kapitel.
Sherlock Holmes.
Sherlock Holmes, som i regelen var meget sent oppe om morgenen, undtagen i de ikke sjeldne tilfælde, da han var oppe hele natten, — sat ved frokostbordet.
Jeg stod paa kaminteppet og tok op den stok, som vor gjest den foregaaende aften havde efterlatt sig. Den var arbeidet av smukt, fast træ og havde løkformet hode. Like under haandtaket gik et næsten tommebredt sølvbaand.
Til doktor James Mortimer fra hans venner i C. C. H. var indgravert paa baandet tillikemed aarstallet 1884.
Det var netop en saadan stok, som ældre huslæger pleier at ha med sig — respektabel, solid og anselig.
„Nu, Watson, hvad faar De ut av den?“
Holmes sat med ryggen til mig, og jeg havde ikke git ham noget vink om, hvad jeg var beskjæftiget med. „Hvordan kunde De vite, hvad jeg tok mig fore? Jeg tror, De har øine i nakken.“
„Jeg har ialfald vor blankpudsede sølvkaffekande foran mig,“ sa han. „Men, sig mig, Watson, hvad faar De ut av stokken? Siden vi har været saa uheldige, at eiermanden er blit borte for os, og vi ikke har noget begrep om hans erende, faar dette tilfældige efterladenskab betydning. La mig høre, hvorledes De forestiller Dem manden efter en undersøkelse av hans stok.“
„Jeg tror,“ sa jeg, idet jeg fulgte saa godt jeg kunde min vens fremgangsmaate, „at Doktor Mortimer er en meget søkt ældre læge, velanset, siden de, som kjendte ham, gav ham dette tegn paa sin agtelse.“
„Godt!“ sa Holmes. „Udmerket!“
„Jeg tror ogsaa, at det er sandsynlig, at han er en landslæge, som gjør en stor del av sine sykebesøk tilfots.“
„Hvorfor det?“
„Fordi stokken her, som oprindelig var meget pen, er saa medtat, at jeg vanskelig kan tænke mig, at en bylæge vilde gaa med den. Den tykke jerndopsko er saa utslitt, at det er klart, at han maa ha brukt den meget paa fotture.“
„Noksaa fornuftig!“ sa Holmes.
„Og saa er det dette med venner i C. C. H. Jeg skulde formode, at dette har noget med harejagt at gjøre, et lokalt jagtselskab, hvis medlemmer han muligens har bistaat med lægehjælp, og som til vederlag har skjænket ham en liten erindring.“ „De overgaar virkelig Dem selv, Watson,“ sa Holmes, skjøt stolen tilbake og tændte en cigaret. „Jeg maa sige, at De i alle de fortællinger, som De har været saa venlig at gi om mine smaa foretagender, har havt for vane at underordne Deres egen dygtighed. Det kan nok være, at De ikke er selvlysende, men De er dog en lysbringer. Nogen mennesker har uten selv at være genier en merkelig evne til at anspore geniet hos andre. Jeg indrømmer, kjære ven, at jeg staar i stor gjæld til Dem.“
Han havde aldrig før sagt saa meget, og jeg maa tilstaa, at hans ord glædet mig meget, ti jeg havde ofte følt mig støtt ved hans likegyldighed for min beundring og de forsøk jeg havde gjort paa at faa hans fremgangsmaater offentlig kjendt. Jeg var ogsaa stolt ved tanken paa, at jeg i den grad havde tilegnet mig hans system, at jeg kunde anvende det paa en maate, som vakte hans bifald.
Han tok nu stokken fra mig og undersøkte den i nogen minutter med blotte øine. Derpaa la han med en interessert mine cigaretten væk, tok stokken hen til vinduet og betragtet den atter nøie gjennem et seglas.
„Interessant, skjønt almindelig,“ sa han, idet han satte sig i sit yndlingshjørne i sofaen. „Der er utvilsomt et par antydninger paa stokken. De gir os grundlag for adskillige slutninger.“
„Har noget undgaat mig?“ spurte jeg med en viss selvfølelse. „Jeg skulde tro, at det ikke er noget av betydning, som jeg har overset?“
„Jeg er bange, kjære Watson, at de fleste av Deres slutninger er feilagtige. Naar jeg sa, at De ansporet mig, mente jeg ærlig talt, at ved at merke mig Deres feiltagelser er jeg av og til ledet paa ret vei. Ikke saa at forstaa, at De i dette tilfælde har uret i alle Deres slutninger. Manden er sikkerlig landslæge. Og han færdes ogsaa meget tilfots.“
„Altsaa har jeg ret?“
„Forsaavidt.“
„Men det er jo det hele.“
„Nei, langtfra, min kjære Watson — paa ingen maate. Jeg skulde tro, at en gave til en læge sandsynligere kommer fra et hospital end fra et jagtselskab, og at naar bokstaverne C. C. sættes foran det hospital, frembyder ordene Charing Cross sig som en meget naturlig gjerning.“
„De har muligens ret.“
„Sandsynligheden gaar i den retning. Og hvis vi tar denne formodning som utgangspunkt, har vi et godt grundlag for at danne os en forestilling om den ukjendte gjest.“
„Nuvel, forutsat at C. C. H. betyder Charing Cross Hospital, hvilke videre slutninger kan vi trække derav?“
„Melder ingen saadanne sig av sig selv? De kjender min fremgangsmaate. Anvend den!“
„Jeg kan kun tænke mig den likefremme slutning, at manden har praktisert i en by, før han tok ut paa landet.“
„Jeg tænker, vi kan vove os litt videre end det. Se saken i dette lys: Ved hvilken anledning vilde det være sandsynligst, at en saadan gave blev skjænket? Naar vilde hans venner forene sig om at gi ham et bevis paa sin velvilje? Tydeligvis i det øieblik, da Mortimer trak sig tilbake fra hospitalets tjeneste for at begynde egen praksis. Vi vet, at det er en gave. Vi tror, der har været en overgang fra byhospital til landpraksis. Er det da at trække en for vidtgaaende slutning at sige, at gaven blev overrakt ved denne overgang?“
„Det synes ganske visst sandsynlig.“
„Nu, De vil lægge merke til, at han ikke kunde ha tilhørt hospitalets lægestab, da alene en mand med god praksis i London kunde indta en saadan stilling, og en saadan mand vilde ikke ta ut paa landet. Hvad var han saa? Dersom han har opholdt sig en tid ved hospitalet, har han ikke tilhørt den fast ansatte lægestab, men snarere været der som kandidat eller som reservelæge, hvilket ikke er synderlig mere end en viderekommen medicinsk studerende. Og han har forlatt hospitalet for fem aar siden — aarstallet staar paa stokken. Saaledes blir Deres værdige, middelaldrende huslæge til tynd luft, min kjære Watson, og der fremstaar en ung mand paa under tredive aar, elskværdig, ikke ærgjerrig, aandsfraværende og eier av en yndlingshund, som jeg omtrentlig anslaar at være større end en terrier men mindre end en dogge.“
Jeg lo vantro, medens Sherlock Holmes lænet sig tilbake i sofahjørnet og blæste smaa hvirvlende røkringe op imot taket.
„Hvad det sidste angaar, kan jeg ikke motbevise Dem,“ sa jeg, „men det er ialfald ikke vanskelig at finde nogen oplysninger om mandens alder og embedskarrière.“ Fra min lille hylde med medicinske verker tok jeg ut lægekalenderen og slog op navnet. Der var flere Mortimere, men bare en, som kunde være vor gjest. Jeg læste op hans personalia:
Mortimer, James, cand. med 1882, Grimpen, Dartmoor, Devon. Reservelæge fra 1882 til 1884 ved Charing Cross Hospital. Vinder av Jacksons pris for sammenlignende patologi ved en avhandling med titel: „Er sygdom arvelig?“ Korresponderende medlem av det svenske patologiske selskab. Forfatter av „Nogen træk av atavismen” (Lancet, 1882), „Gjør vi fremskridt?“ (Journal of Psychology, marts 1883). Distriktslæge i Grimpen, Thorsby og High Barrow-sogne.“
„Der nævnes intet om harejagt, Watson,“ sa Holmes med et litt onskabsfuldt smil, „men om en landslæge, som De meget sindrig bemerket. Jeg tænker, jeg har faat ganske ret i mine formodninger. Med hensyn til hans egenskaber nævnte jeg elskværdig, ikke ærgjerrig og aandsfraværende, om jeg ikke husker feil. Det er min erfaring, at bare elskværdige mennesker i denne verden faar vennegaver, at bare folk uten ærgjerrighed forlater en karrière i London for at drage ut paa landet, og at bare en aandsfraværende mand efterlater sin stok istedenfor sit visitkort, efterat han har sittet og ventet en time paa Deres værelse.“
„Og hunden?“
„Har været vant til at bære stokken efter sin herre. Da stokken er tung, har hunden holdt den godt fast paa midten, og merkerne efter tænderne er meget tydelige. Hundens kjæve, saaledes som det viser sig ved mellemrummet mellem disse merker, er efter min mening for bred for en terrier men ikke bred nok for en dogge. Det maa ha været — ved Jupiter — er det ikke en krølhaaret bologneser!“
Han havde reist sig og gik frem og tilbake i stuen, medens han talte. Derefter blev han staaende stille i vindusfordypningen. Der var en saadan klang av overbevisning i stemmen, at jeg forbauset saa op.
„Kjære, hvorledes er det mulig, at De kan være saa viss paa det?“
„Av den simple grund, at jeg ser hunden selv ved min egen gatedør, og der ringer dens eier. Gaa endelig ikke, Watson. Han er en kollega av Dem, og Deres nærvær kan være mig til hjælp. Nu, naar De hører skridt i trappen, indtræder det dramatiske øieblik i Deres liv, Watson, og De vet ikke enten for det gode eller onde. Hvad vil videnskabsmanden doktor James Mortimer hos forbryderspecialisten Sherlock Holmes? Kom ind!“
Det ydre ved vor gjest overrasket mig, eftersom jeg havde forestillet mig en typisk landslæge. Det var en meget høi, tynd mand med en lang næse, der stak ut som et neb mellem to skarpe graa tætsittende øine, som kastet funklende glimt bak guldbrillerne. Han var klædt som en almindelig læge, men litt sjusket; frakken havde flekker og benklæderne fryndset sig nedentil. Skjønt ung, var den lange ryg allerede bøiet; han gik med hodet fremstrakt og med et stadig plirende velvillig uttryk i sit ansigt.
Idet han traadte ind, faldt hans øine paa stokken, og med et uttryk av glæde sa han:
„Jeg er saa glad. Jeg var ikke sikker paa, om jeg havde lagt den efter mig her eller paa dampskibskontoret. Jeg vilde ikke miste denne stok for alt i verden.“
„En foræring, ser jeg?” sa Holmes.
„Ja.”
„Fra Charing Cross hospitalet?“
„Fra et par venner der i anledning mit bryllup.“
„Nei, det var da ærgerlig,“ sa Holmes og rystet paa hodet.
Doktor Mortimer sendte ham et mildt forbauset blik gjennem brillerne.
„Hvorfor var det ærgerlig?“
„Å, bare fordi De har bragt os til at gjette feil. Deres bryllup, siger De?“
„Ja. Jeg giftet mig, forlot hospitalet og dermed alt haab om bypraksis. Det var nødvendig for mig at skape mig et hjem.“
„Aa jasaa; vi har ikke tat saa overmaade meget feil allikeve!,“ sa Holmes. „Og nu, doctor medicinae James Mortimer — —“
„Nei, kun doktor, doktor — jeg er bare almindelig medicinsk kandidat.“
„Dog aabenbart en mand med grundig viden?“
„En fusker i videnskaben, hr. Holmes, der samler skjæl paa bredderne av det store, ukjendte hav. Jeg formoder, at det er hr. Sherlock Holmes, jeg taler med, og ikke — — “
„Nei, dette er min ven, doktor Watson.“
„Glæder mig at gjøre Deres bekjendtskab. Jeg har hørt Deres navn i forbindelse med Deres vens. De interesserer mig meget, hr. Holmes. Jeg havde vanskelig ventet mig en saa langhodet skalle eller en saa sterkt hvælvet form. Har De noget imot, at jeg lar mine fingre glide over Deres isseben? En avstøpning av Deres hodeskalle vilde, indtil originalen kunde faaes, være en pryd for ethvert antropologisk museum. Det er ikke min mening at sige komplimenter, men jeg tilstaar, at jeg har stor lyst paa Deres hjerneskalle.“
Med en haandbevægelse bød Sherlock Holmes sin eiendommmelige gjest at sætte sig.
„De er begeistret for Deres fag, merker jeg, som jeg for mit,“ sa han. „Jeg ser paa Deres pekefinger, at De selv ruller Deres cigaretter. Vær saa god at tænde Dem en.“
Manden tok frem papir og tobak og rullet det ene ind i det andet med en forbausende behændighed. Han havde lange, nervøse fingre, bøielige og rastløse som følehornene paa et insekt.
Holmes var taus; men hans smaa, lynsnare øiekast forraadte, med hvilken interesse han omfattet vor underlige gjest.
„Jeg forutsætter,“ sa han tilsidst, „at det ikke var bare for at undersøke min hjerneskalle, at De gjorde mig den ære at indfinde Dem her igaaraftes og nu igjen idag?“
„Nei slet ikke; skjønt det glæder mig, at jeg fik leilighed til det ogsaa. Jeg kom til Dem, hr. Holmes, fordi jeg vet med mig selv, at jeg er et upraktisk menneske, og fordi jeg staar overfor en overordentlig alvorlig og usedvanlig sak. Og da jeg vet, at De er den næstbedste specialist i Europa —“
„Saa! Maa jeg spørge, hvem har æren av at være den bedste?“ spurte Holmes litt støtt.
„For en mand med strengt videnskabelig opfatning virker monsieur Bertillons fremgangsmaate høist tiltalende.“
„Vilde det da ikke være bedre for Dem at raadspørge ham?“
„Jeg sa: for den strengt videnskabelige opfatning. Men at De er enestaaende som praktisk utøver, det er almindelig erkjendt. Jeg haaber, hr. Holmes, at jeg ikke har været saa uagtsom, at — “
„Bare en smule,“ sa Holmes. „Jeg tænker, doktor Mortimer, at De gjør bedst i uten mere vidtløftighed at være saa venlig nøiagtig at forklare mig, hvorledes det hænger sammen med den sak, De søker min bistand i?“