Hugormen
HUGORMEN
En stor sommerdag er en sjelden og synderlig ting paa vore bredder. Den er fjetret af sin egen fuldkommenhed, den fornemmer sin skyfrihed som en selvsagt lykke, den tænker ikke, men straaler bare, den speiler sin pragt fra morgen til kvæld og hensover salig. Den var en solens gave, som vor armodslige snip af jorden for en gang skyld fik lov at modtage uden indsigelser fra nogen kant, uden bitterhed fra indlandsbræen, uden advarsel fra meteorologisk institut, uden en misundelsens sky. Jeg tog min sjægte og rodde ud langs landet for at svinge om odden. Jeg skulde besøge en hugorm, som jeg kjender paa den anden side af aasen. Det er mærkværdig, tænkte jeg, hvormeget væsen folk gjør af den uheldige omstændighed, at de er nødt til at arbeide. De hoverer over det som over en indgrodd dyd, medens det dog staar med rene ord i begyndelsen af bibelen, at det er en straf og en plage. Paa en saadan stor sommerdag som denne blev verden engang færdig, og to unge mennesker, mand og kvinde, slog øinene op og saa hverandres indsolede legemer. Nyskabte af en Gud, med alle dyrene omkring og med baade gudens og dyrets sjæl i sig smagte de hele fuldmodenheden af den lykke, som alle senere mennesker bare kjender fra en mere eller mindre ormstukken side paa de sjeldneste dage: nu blev jeg til, nu tændtes livets baal i mig. Men vi, ak vi arbeider og er besværede. Vi er udjaget af haven og fordrevet mod isen, vi holder vore mange private lykkehjul i sving og indbilder os, at uafhængigheden og sindsglæden bestaar i andet end selvforglemmelsen og den ledige gang. Indtil en stor soldag overfalder os og vi kjender vor besøgelses øieblik.
Jeg ror og tænker paa ingenting. Himlen speiler sig i mig, solen har et godt øie til mig, en klæg kvæger sig paa min hals, øerne hildrer langt ude, det er blikkende stille. Jeg kan endda se mit hus, som Skredsvig en trist vinterdag fik indgivelse til at døbe og kaldte mellankolia. Der har du ialfald et godt norsk navn, sagde han. Senere har han villet tage det igjen og anvende det paa en af sine egne landeiendomme. Slig er menneskene.
Men huset blir væk, jeg runder odden og nærmer mig mit bestemmelsessted. Der er en liden vik og en skaare i fjeldet opover med lidt løvskog mellem braate og ur. Det er en god stund siden jeg traf hugormen. I den sidste tid har jeg rent forsømt den. Man har andre pligter . . . Strindberg har fortalt, at hugormene paa øerne i den stockholmske skjærgaard ofte silrer helt ned i fjæren og reiser sig fræsende mod fiskere, som vil lande. Slig er de ikke her. De er lige uselskabelige, men naragtig sky af sig. Der kræves taalmodighed og taushed, om man vil overrumple dem, og fremfor alt maa man kunne ligge og bie som en livløs ting. De er vanskelige at vinde. Det har heller ikke lykkes mig mere end med denne ene. Og det ogsaa bare saa som saa.
Jeg trækker baaden halvt paa land og lægger forsigtig i lommen kræmmerhuset med de to æg, jeg har med som foræring og tillokkelse. Den er glad i æg. Ja skulde noget ganske overvinde dens ustyrlige mistænksomhed, maatte det være et nylagt æg. Den fristes mægtig af dets hvidhed og behagelige rundhed; det er glat nok uden nævneværdig spyt; det triller godmodig, uden knur og krampagtige ophævelser gjennem svælget og kradser akkurat passe i slimhinden, idet skallet revner. Desuden har ægget høi næringsværdi. Man gaar længer paa et æg end paa en rotte eller en padde. Og det gjør en hverken stind eller ubekvem. Det er gavnlig for fordøielsen.
Jeg lister mig stille op i uren. Min hugorm liker ikke at blive overrasket. Kommer jeg, saa render den. Men er jeg der uden at den har mærket mit komme, ser den yderst ligegyldig ud, medens den i virkeligheden er rasende spændt paa æggene og i venskabelighed oplagt paa nederdrægtigheder, fordi, ja bare fordi den er angst, er selve angsten i den forfærdelige og mørke natur. Kvinders og fugles rædsel for slanger er slangens egen til fremmede nerver elektrisk forplantede skræk. Den er det forbandede dyr, og den ved det. Dens klogskab er træskhed, dens bugtninger gyser i kulden af al skabningens had.
Her var det jeg oprindelig mødte den i et ulænde med bringebærbusker og tyrhjelm blandt vindfald og kvas, med glimt udover den blanke fjord mellem rislende tætløvet forhæng af mygkvistede bjærke. Her laa den i ring og sov i en solstrime, akkurat hvor jeg havde tænkt at sætte mig. Jeg holdt paa at slaa den i befippelsen, men kom mig ikke tidsnok over en passende sten. Og imidlertid blev jeg slagen af dens skjønhed. Den var stor og frodig og af det dunkle slag, hvis rygbaand er utydelig, men paa hvis hovne baghode man kjender arten. Og for en hud, for et stærkt metalskin i balgen om denne krop, som er en eneste vig muskel! Jeg fik lyst til at slaa et halvstik om en træstub med den for at kunne beholde den længe i forvaring til øienslyst. Men manglet fordristelse. Og skjønt jeg blev staaende ganske urørlig, maa den være vaagnet i en anelse, for pludselig løftet den hodet — jeg fornam dens øie som sting af en odd — og smøg det ligesaa hastig fladt mod gruset, slog med spolen og var uudgrundelig forsvunden.
Slanger i fangenskab er kjedelige og dvaske dyr. Jeg har taget mad og feltstol med mig til reptiliehuset i jardin des plantes for endelig engang at kunne bie paa det øieblik, en cobra skulde holde op at fiksere den lille grønne frosk og sluge den. Men det saa ud som det øieblik ikke vilde indtræffe i en overskuelig fremtid. Der blev ringet til lukning for aftenen, og jeg maatte fortrække fra min observationspost og forlade lokalet. Den næste dag sad brilleslangen og stirret paa den samme lille grønne frosk, som mærkelig nok ikke var død af rædsel, men tindret lige venlig med sine smaa kulperleøine. En oppasser, som jeg beklaget mig for, forklarte mig, at slangen først vilde styrte sig over sit bytte i samme sekund som dette bevæget sig. Men da frosken var galvaniseret af den utaalelige fiksering, kunde dette sekund til min og slangens misfornøielse aldrig oprinde. Det behøver derfor ikke at ha stort paa sig med slangernes hypnotiske magt. Det kan være humbug. Aldenstund en hypnotiseret frosk praktisk talt i al magelighed kan udsulte mangfoldige meter brilleslanger.
Derfor foretrækker jeg min vilde hugorm. Den er blottet for den forfængelighed at eie et uimodstaaelig blik. Jeg har aldrig seet smaafugle flyve ind i dens gab, og den har heller ikke anmasset sig med mislykkede opvisninger i den retning. Den spiser uden at omgive denne idræt med svindelagtig mystik. Men ikke destomindre er den et hemmelighedsfuldt dyr. Det har for eksempel været umulig for mig at opdage, hvor den egentlig bor. Jeg har rodet og ledt efter dens bol, men forgjæves. Og jeg har ogsaa i sommerens løb tidt havt den mistænkt for at befinde sig i forventningsfulde omstændigheder; men dens slankhed har omvekslet med partielle fortykkelser for hyppig til, at disse har kunnet skyldes andet end forslugenhed, overernæring og kardialgi. Desuden har jeg aldrig seet den i følge med nogen anden. Det har ogsaa gaaet op for mig, at den muligens kan være en han? Den er et saare hemmelighedsfuldt dyr.
Jeg fortæller ikke naturhistorie. Det er godt mulig at jeg som ukyndig misfortolker mine smaa iagttagelser. Og endnu fjernere ligger det mig at diskutere videnskabelige hypoteser. Vi nærmer os naturen, ikke bare med forskjellige forudsætninger, men med forskjellige hensigter. Vi finder hvad vi vil finde i den, læser hvad vi ønsker at læse, fordi vor egen grundstemning, vor egen livsfølelse hænger som et farvet slør mellem vore øine og dens ansigt. Naturen er min forestilling plus det ukjendte. Derfor behøver det ikke at angaa mig personlig eller overvælde mig som en uomstødelighed, at en engelsk særling med den magiske formel udvikling gjorde alle skabninger til bastarder og alt det faste flydende. Han tilfredsstillet sig selv og sin tidsalder. Han saa igjen sine egne og dens træk i naturens ansigt. Men medens jeg heroppe i uren ligger og bier paa min hugorm, falder det mig ind at tænke, at arterne er uforanderlige, at mellemformerne er ufrugtbare og forsvinder og at de første, de nyskabte mennesker vilde faaet et første, rent legemlig stød af en komisk forestilling, om paradisslangen havde hvisket til dem, at de egentlig i bund og grund var aber, som havde gnisset haarene af hverandre under kampen for tilværelsen. Og formodentlig vil en tid komme, da komiken i den darwinske hypotese bliver levningen af dens tilforladelighed. Der fører endda flere hypoteser udenom sandheden end veie til Rom.
Men jeg merker hugormen. Jeg ser den ikke, og den har ikke raslet . . . den har jo ingen barnerangle i enden som sin amerikanske paarørende. Men jeg føler den i nærheden. Den tusler. Jeg løfter mig sagte op paa albuen og dreier hodet. I det samme flyder ormen over mit ben.
Dette var i middagstimen, og trindt omkring hersket en øde stilhed. Den har sin uforklarlige gru denne uendelige nattetaushed under høisommerdagens sol. Det er som sover naturen med vidaabne øine. Og som om den først kan vaagne og gjemme sit hemmelige ansigt for et frækt, skjærende skrig. Her er ingen plads for menneske i det grønlige lys under løvet. Her er sløret revnet og naturen blottet. De andre væsener vil være alene. Alt er dødsstille og alt rører sig. Alt er umenneskelig fremmed og fiendsk, ikke et vindpust bevæger løv eller straa, men tyrhjelmen er blit gal og dasker i luften med de store bladfliger. Det varet en stund, før jeg opfattet, at det hedenske skrig, som stod igjen og skuret i luften, var mit eget. Saa efterlod jeg æggene og gik min vei . . .