Hr. Arnes Penge/09
Utgitt av Verdens Gang, (s. 37–40).
Hele Natten gik Skipperen paa den store Galeas frem og tilbage paa den høie Skanse. Det var mørkt, og Stormen hven omkring ham. Den kom drivende snart med Sne og snart med Regn. Isen laa fremdeles fast og tryg om Galeasen, saa Skipperen ligesaa gjerne kunde have ligget rolig i sin Køie.
Men han holdt sig oppe hele Natten. Gang paa Gang satte han Haanden op til Øret og lyttede.
Det var ikke godt at forstaa, hvad han lyttede efter. Alt sit Mandskab havde han ombord, og ligesaa alle de Reisende, som han skulde fragte over til Skotland. De laa nu alle og sov nede i Skibsrummene. Ingen af dem talte sammen, saa det kunde ikke være det, Skipperen lyttede efter.
Da Stormen kom farende fremover den fastfrosne Galeas, kastede den sig over Fartøiet ligesom af gammel Vane for at drive det foran sig fremover Havet. Og da Galeasen fremdeles laa stille, tog Stormen Tag paa Tag i den. Det raslede i alle de smaa Istapper. som hang i Takkel og Dug. Det knirkede og knagede i Skibssiderne. Det lød som haarde Smeld i Masterne, som bøiede sig, saa de holdt paa at briste.
Det var ingen stille Nat. Der hørtes som en let Knirken i Luften, da Sneen kom hvinende. Der hørtes Plask og Trommen, naar Regnet piskede ned.
Men i Isen opstod den ene Sprække efter den anden, og derved hørtes Don, som om der havde ligget Krigsskibe paa Havet og løsnet haarde Skud mod hverandre.
Men det var intet af dette, Skipperen lyttede efter.
Han gik oppe den hele Nat, helt til den graa Dæmring spredte sig over Himlen, men han hørte endnu ikke det, som han vilde høre.
Til sidst lød gjennem Natten en syngende, enstonende Brusen, en bølgende, indsmigrende Lyd som af en fjern Sang.
Da skyndte Skipperen sig tvers over Tofterne i Midten af Galeasen og frem til den høie Overbygning hvor hans Folk sov.
— Staa nu op, raabte han til dem, og fat Baadshager og Aarer. Nu er snart den Stund kommet, da vi bliver frie. Jeg hører Brusen fra det aabne Vand. Jeg hører de frie Bølgers Sang.
Mændene stod straks op og stillede sig paa Post langs Skibets Sider, idet Morgenen langsomt klarnede.
Da det endelig blev saa lyst, at de kunde se, hvad der var skeet om Natten, fandt de at Bugter og Sunde gik aabne langt ud tilhavs. Men i den Bugt, hvor de laa indefrosne, fandtes ikke en Spræk i Isen; lige hel og ubrudt laa den der.
Og i Sundet, som førte ud af Bugten, havde der taarnet sig op en høi Mur af Is. Bølgerne, som legte frit udenfor, kastede Isflag paa Isflag op.
Ude i Sundet vrimlede det af Seil. Det var alle de Fiskere, som havde ligget indefrosne i Marstrand, der nu strøg udover. Sjøen gik høi, og Isstykkerne dansede endnu paa Bølgerne, men Fiskerne syntes ikke, de havde Tid til at vente paa et roligt og ufarligt Hav, men havde allerede begyndt sin Færd. De stod i Forstavnen paa sine Baade og holdt skarp Udkig. De smaa Isstykker stak de væk med en Aare, men naar de store kom, lagde de Roret om og holdt af. Paa Galeasen stod Skipperen paa den høie Skanse og saa efter dem. Han skjønte, at de havde Besvær med at komme frem, men han saa ogsaa, at den ene efter den anden sled sig igjennem og naadde ud til Havet.
Og naar Skipperen saa Seilene glide frem over det blaa Hav, greb Længselen ham saa sterkt, at Taarerne kom ham i Øinene.
Men hans Skib laa stille, og foran ham taarnede Isen sig op til en stadig høiere Mur.
Der ude i Havet flød ikke bare Fartøier og Baade, men stundom kom ogsaa smaa hvide Berg af Is seilende. Det var vældige Isflag, som var kastet op paa hverandre og seilede sydover. De blinkede hvide som Sølv i Morgensolen og stundom lyste de op saa røde, som om de var dækket af Roser.
Men midt i den rasende Storm hørtes høie Raab. Snart lød det som syngende Røster, og snart som tordnende Basuner. Der stod sterk Jubel om disse Lyd. Det var som om Hjertet blev større, naar de hørtes. De kom fra et langt Tog af Svaner, som kom farende fra Syd.
Men da Skipperen saa Isborgene fare mod Syd og Svanerne mod Nord, kom en saadan Længsel over ham, at han vred sine Hænder.
— Ve mig, at jeg skal ligge her! sagde han. Naar bliver det Isløsning herinde i Bugten. Her maa jeg ligge endnu i mange Dage og vente.
Netop som han tænkte dette, saa han en Mand komme kjørende paa Isen. Han kom frem gjennem et smalt Sund paa Marstrandssiden, og han færdedes saa trygt paa Isen, som om han ikke vidste, at Bølgerne atter havde begyndt at bære Baade og Skibe.
Da han kjørte frem til Galeasen, raabte han op til Skipperen:
— Kjære, har du noget at æde, du som ligger fastfrossen i Isen? Vil du kjøbe af mig — salt Sild, tørket Lange eller røget Aal?
Skipperen brød sig ikke om at svare, Han knyttede Næven mod ham og svor.
Da steg Fiskehandleren af Læsset. Han tog en Dot Hø af Slæden og lagde foran Hesten. Derpaa klatrede han op paa Galeasens Dæk.
Da han stod foran Skipperen, sagde han til ham meget alvorlig:
— Jeg er ikke kommet hid idag for at sælge Fisk. Men jeg ved, at du er en from Mand. Derfor er jeg kommet hid for at bede dig, at du skafter mig en ung Jomfru tilrette, som de skotske Knegte igaar førte med sig hid til Skibet.
— Jeg ved ikke om, at de har ført nogen Jomfru herud, sagde Skipperen. Ingen Kvinderøst har jeg hørt ombord paa Skibet inat.
— Jeg er Torarin Fiskehandler, sagde den anden, du har vel hørt Tale om mig? Det var mig, som sad til Kvelds med Hr. Arne i Solberga Prestegaard samme Nat, som han blev myrdet. Siden har jeg havt Hr. Arnes Fosterdatter i mit Hus, men igaar Nat blev hun røvet af hans Mordere, og de har vel ført hende med sig her ud til Fartøiet.
— Findes da Hr. Arnes Morder ombord paa mit Fartøi? sagde Skipperen forfærdet.
— Du ser, at jeg er bare en svag og ringe Mand, sagde Torarin. Min ene Arm er lam, derfor er jeg ræd for at kaste mig ud i noget voveligt Foretagende. Jeg har i et Par Uger vidst, hvem Hr. Arnes Mordere var, men jeg har ikke vovet at forsøge at tage Hevn over dem. Men fordi jeg har biet, er de nu undkommet og har faaet Anledning til at føre Jomfruen med sig. Men nu har jeg sagt, at jeg ikke vil have mere at angre i denne Sag. Jeg vil i det minste søge at redde den unge Jomfru.
— Hvis Hr. Arnes Mordere er her paa Skibet, hvorfor kommer da ikke Byens Vagt herud og griber dem?
— Jeg har bedt og talt hele Natten og Morgenen, sagde Torarin, men Vagten vover sig ikke hid, den siger, at her er Hundrede Leieknegte ombord, og den vover ikke at tage Striden op med dem. Da tænkte jeg, at jeg faar vel i Guds Navn fare hid alene og bede dig, at du hjælper mig til at søge rede paa Jomfruen, ti jeg ved, at du er en from Mand.
Men Skipperen brød sig ikke om at svare paa det om Jomfruen. Han tænkte bare paa det andet.
— Hvorledes kan du vide, at Morderne er her ombord? sagde han. Torarin pegte paa en stor Kiste af Eg, som stod mellem Tofterne.
— Jeg har seet denne Kiste for ofte i Hr. Arnes Hjem til at jeg kan tage Feil af den, sagde han. I den ligger Hr. Arnes Penge, og hvor hans Penge findes, der er vel ogsaa hans Mordere.
— Denne Kiste tilhører Sir Archie og hans to Venner Sir Reginald og Sir Filip, sagde Skipperen,
— Ja, sagde Torarin og saa fast paa Skipperen, det er saa. Den tilhører Sir Archie, Sir Filip og Sir Reginald.
Skipperen stod stille en Stund og saa sig om til alle Sider.
— Naar tror du, Isen gaar op her i Bugten? sagde han til Torarin.
— Det er underligt her iaar, sagde Torarin. I denne Bugt pleier Isen gaa tidligt op, ti her er sterk Strøm. Men som det nu er, faar du tage dig ivare, at du ikke bliver skruet op paa Land, naar Isen kommer i Drift.
—- Jeg tænker ikke paa andet, sagde Skipperen.
Han stod atter stille en Stund. Han vendte Ansigtet ud mod Havet, Morgensolen blinkede høit paa Himmelen, og Bølgerne gjenspeilede dens Glans. Frem og tilbage færdedes de frie Skibe, og Sjøfuglene kom flyvende søndenfra med Glædesskrig. Fiskene holdt sig i Vandskorpen, de gjorde høie Sprang og kastede sig glitrende op af Vandet, ligesom øre efter Fangenskabet under Isen. Maagerne, som havde drevet sin Jagt ude ved Iskanten, kom i store Flokke ind mod Land for at jage paa de kjendte Steder.
Skipperen kunde ikke udholde dette Syn.
— Er jeg nogen Ven af Mordere og Misdædere? sagde han. Skal jeg lukke Øinene og ikke se, hvorfor Gud holder Havets Porte stængt for mit Fartøi? Skal jeg ødelægges for de uretfærdiges Skyld, som har taget sin Tilflugt hos mig?
Og Skipperen gik bort og sagde til sine Mænd:
— Jeg ved nu, hvorfor vi maa ligge indestængt, naar alle andre Fartøier gaar til Havs. Det er fordi vi har Mordere og Ugjerningsmænd ombord.
Derpaa gik Skipperen til de skotske Leieknegte, som endnu laa og sov i Skibsrummet.
— Kjære, sagde han til dem, hold Eder stille endnu en Stund, hvad I end maatte faa høre for Raab eller Uvæsen ombord! Vi maa følge Guds Bud og ikke taale Ugjerningsmænd iblandt os. Lyder mig, lover jeg, at jeg skal sætte ind til Eder den Kiste, hvor Hr. Arnes Penge findes, og I skal faa dele dem mellem Eder.
Men til Torarin sagde Skipperen: Gaa ned til Slæden og kast din Fisk ud paa Isen. Du skal faa anden Fragt at føre nu.
Derpaa brød Skipperen og hans Mænd ind i den Kahyt, hvor Sir Archie og hans Venner laa og sov. Og de kastede sig over dem, medens de endnu laa i sin Søvn, for at binde dem.
Og da de tre Skotter søgte at forsvare sig, slog de dem haardt med sine Økser og Haandspager, og Skipperen sagde til dem:
— I er Mordere og Ugjerningsmænd. Hvorledes kunde I tro, at I skulde undfly Eders Straff? Ved I ikke, at det er for Eders Skyld, at Gud holder Havets Porte stængt?
Da raabte de tre Mænd høit paa sine Kamerater, at de skulde komme og hjælpe dem.
— I behøver ikke at kalde paa dem, sagde Skipperen. De kommer ikke. De har faat Hr. Arnes Penge at dele, og de holder paa at tælle op Sølvmynt i sine Hatte. For disse Penges Skyld er den onde Gjerning begaaet, og for disse Penges Skyld kommer nu Straffen over Eder.
Men inden Torarin havde vundet at tømme Fisken ud af Slæden, kom Skipperen og hans Folk ned paa Isen til ham. De førte tre Mænd mellem sig, som var godt forvarede. De var ynkelig slagne og afmægtige af sine Saar.
— Gud skal ikke forgjæves have kaldt paa mig, sagde Skipperen; saa snart jeg forstod hans Vilje, adlød jeg den.
De lagde Fangerne paa Torarins Slæde, og Torarin kjørte med dem gjennem trange Bugter og Sunde, hvor Isen endnu laa fast, ind til Marstrand.
Men frempaa Eftermiddagen stod Skipperen endnu paa den høie Skanse og saa ud mod Havet. Alt var endnu ligedan omkring, og Ismuren foran Fartøiet vedblev at taarne sig op høiere og høiere.
Da det begyndte at skumre, saa Skipperen en liden Skare Mennesker komme gaaende over Isen fra Landsiden og over til hans Skib.
Det varede meget længe, før han kunde skjelne de ankommende saa tydeligt. at han kunde se, hvad Slags Folk det var. Dog merkede han straks, at de var gamle og skrøbelige, ti deres Færd var langsom.
Endelig da de var ganske nær, saa han, at i Spidsen af Skaren gik to Prester i Kappe og Krave. Den ene var ung og den anden meget gammel. Bag dem gik nogle gamle Karer, som bar en Baare, og aller sist kom en gammel, gammel Kone, som blev ledet af to Tjenestekvinder.
De stansede paa Isen ved Fartøiet, og den gamle Prest sagde til Skipperen:
— Vi er kommet hid for at hente en ung Jomfru, som er død. Disse Mordere har bekjendt, at hun lod sit Liv, for at de ikke skulde undkomme, og nu er vi kommet for at hente hende, saa hun kan blive begravet med al den Hæder, som tilkommer hende, og faa hvile blandt sine.
Da blev Elselil fundet og ført ned paa Isen. Hun lagdes paa Baaren, som de gamle Mænd bar, og den gamle Prest takkede Skipperen og vandrede atter i Spidsen for sine Folk ind mod Land.
Men idet de vendte sig for at gaa, saa Skipperen, at en ung Jomfru, som han ikke havde seet før, gik ved Siden af Baaren. Hun bøiede sig Gang paa Gang ned over den Døde og kjærtegnede hende ømt.
Men alt ettersom de skred sørgende fremad, brød Storm og Bølger ind bag dem og brød op Isen, hvor de nys havde vandret, saa at de neppe var forsvundne bag en Odde med Elselil, før Isen var spredt og den store Galeas havde Veien fri ud til det store Hav.