Hr. Arnes Penge/06
Utgitt av Verdens Gang, (s. 29–31).
Næste Dag havde Stormen hørt op. Det var nu Mildveir, men det tærede ikke stort paa Sneen, og Havet laa ligesaa lukket som før.
Da Elselil vaagnede om Morgenen, tænkte hun: Visselig er det bedre, at en Ugjerningsmand omvender sig og lever etter Guds Ord, end at han bliver straffet og aflivet.
Udpaa Dagen kom der fra Sir Archie til Elselil et Sendebud, som bragte med en bred Armring af Guld til hende.
Og det glædede Elselil, at Sir Archie havde tænkt paa at gjøre hende en Glæde, og hun takkede Sendebudet og tog imod Gaven.
Men da han var gaat, kom hun til at tænke paa, at denne Ring havde Sir Archie kjøbt hende for Hr. Arnes Penge. Hun taalte ikke at se den, naar hun tænkte paa dette. Hun rev den af sin Arm og kastede den langt fra sig.
Hvilket Liv vil ikke dette blive for mig, tænkte hun, dersom jeg bestandig maa tænke paa, at jeg lever af Hr. Arnes Penge. Fører jeg en Smule Mad til mine Læber, maa jeg ikke da tænke paa de røvede Penge? Og faar jeg et nyt Klædningsstykke, maa jeg høre det ringe for mit Øre, at dette er kjøbt for uretfærdig erhvervet Gods. Nu ser jeg alligevel, at det er mig umuligt at følge Sir Archie og leve Livet sammen med ham. Jeg vil sige ham dette, naar han kommer til mig.
Da det led mod Kvelden, kom Sir Archie til hende. Han var helt glad, han havde ikke været plaget af andre Tanker, og han trodde, dette kom af, at han havde lovet at gjøre godt mod en ung Jomfru, hvad han havde forbrudt mod en anden.
Da Elselil saa ham og hørte ham tale, formaaede hun ikke at sige ham, at hun var bedrøvet og vilde skilles fra ham.
Alle de Sorger, som tærede hende, glemte hun da og hørte paa Sir Archie.
Næste Dag var en Søndag, og da gik Elselil i Kirke. Hun gik derhen baade til Høimesse og Aftensang.
Da hun under Høimessen sad og lyttede til Presten, hørte hun nogen, som sutrede og græd lige ved hende.
Hun trodde, at det var nogen af dem, der sad ved Siden af hende paa Bænken, som græd, men hun saa baade til Høire og til Venstre uden at opdage andet end stille og andægtige Mennesker.
Alligevel hørte hun tydelig, at nogen græd, og hun syntes, at den Grædende var hende saa nær, at hun maatte kunne naa hende, bare hun rakte Haanden ud.
Elselil sad og hørte, hvorledes det sukkede og sutrede, og hun tænkte ved sig selv, at aldrig havde hun hørt noget, som led saa sorgfuldt.
Hvem er det, som bærer saa dyb en Sorg, at hun maa fælde saa bitre Taarer? tænkte Elselil.
Hun saa sig tilbage, og hun bøiede sig frem over Bænken foran for at se. Men alle sad stille, og der var ingen, hvis Ansigt var overskyllet af Taarer.
Da tænkte Elselil, at hun nok ikke behøvede at spørge og undres. Hun havde dog fra første Øieblik af vidst, hvem det var, som græd ved Siden af hende.
― Kjære, hviskede hun, hvorfor viser du dig ikke for mig, saadan som du gjorde i forgaars? Du ved jo dog, at jeg gjerne vil gjøre alt, hvad jeg kan, for at stanse dine Taarer.
Hun lyttede efter Svar, men fik intet. Hun hørte bare, hvorledes den Døde sutrede ved Siden af hende.
Elselil forsøgte at lytte til Prestens Ord fra Prækestolen, men hun kunde daarlig følge med i, hvad han sagde. Og hun blev utaalmodig og hviskede: Jeg ved en, som har større Grund til at græde end nogen anden, og det er jeg selv. Havde min Fostersøster ikke ladet mig vide, hvem hendes Mordere var, kunde jeg nu have siddet her med Hjertet fuldt af Fryd.
Medens hun lyttede efter Graaden, blev hun mere og mere harmfuld, og hun tænkte: Hvordan kan min døde Fostersøster begjære af mig, at jeg skal forraade den, jeg har kjær? Aldrig havde hun selv villet begaa en saadan Handling, om hun havde levet.
Hun sad indelukket i Kirkestolen, men hun kunde neppe holde sig rolig. Hun vuggede Legemet frem og tilbage, og hun vred Hænderne. Nu kommar vel dette til at forfølge mig hele Dagen, tænkte hun. Hvem ved, fortsatte hun, og blev mere og mere ærgerlig, hvem ved, om det ikke vil forfølge mig hele mit Liv?
Men dybere og dybere blev Graaden, som hun hørte ved Siden af sig, og tilslut rørtes hendes Hjerte, saa hun begyndte selv at græde.
Den som græder saa, maa visselig have en forfærdelig tung Sorg, tænkte hun. Det maa være en tyngre Lidelse, end nogen Levende kan fatte.
Da Gudstjenesten var tilende, og Elselil var kommet ud af Kirken, hørte hun ikke mere Graaden. Men paa Hjemveien græd hun selv hele Tiden, fordi hendes Fostersøster ikke fik Fred i sin Grav.
Men da det blev Gudstjeneste om Aftenen igjen, gik Elselil atter til Kirken, fordi hun maatte have Rede paa, om hendes Fostersøster endnu sad der og græd.
Og ikke før var hun traadt ind i Kirken, før hun hørte hende, og hendes Sjæl bævede i hende, da hun hørte Graaden. Hun følte, at hendes Styrke svigtede, og hendes Vilje stod kun til at hjælpe den Døde, som fredløs gik om blandt Menneskene. Da Elselil kom ud af Kirken, var det endnu saa lyst, at hun kunde se, at en af dem, som gik foran hende, satte blodige Fodspor i Sneen.
Hvem kan det være, som er saa fattig, at han gaar med nøgne Fødder og sætter blodige Fodspor paa Sneen? tænkte hun.
Alle de, som gik foran hende, saa ud til at være velholdne Folk. De var alle ordentlig klædt og havde Sko paa Fødderne.
Men de røde Fodspor var ikke gamle. Elselil saa, hvor de aftryktes i Sneen af nogen blandt dem, som gik foran hende.
Det er nogen, som har gaat sig fordærvet paa lange Veie, tænkte hun. Gud lade ham ikke behøve at gaa længe, inden han kommer under Tag og finder Hvile.
Hun vilde gjerne vide, hvem det var, som havde gjort en saadan tung Vandring, og hun fulgte Sporene, uagtet hun maatte vige af fra sin egen Vei.
Men pludselig merkede hun, at alle Kirkefolk var taget af til en anden Kant, og at hun var alene paa Gaden. Alligevel ved blev de blodige Fodspor at aftegne sig foran hende.
Det er min stakkars Fostersøster, som gaar der, tænkte hun da, og hun vidste med sig selv, at det var noget, som hun hele Tiden havde kjendt til.
— Ak, min arme Fostersøster, jeg som trodde, at du vandrede saa let henover Jorden, at du ikke stødte din Fod mod Marken. Men ikke kan nogen Levende forstaa, hvor tung din Vandring er dig.
Taarerne kom hende i Øinene, og hun sukkede: At hun dog ikke kan finde Ro i sin Grav! Ve mig, at hun har maattet vandre øm her saa længe, at hendes Fødder er blevet blodige.
— Stans, min kjære Fostersøster, raabte hun, stans, saa jeg kan faa tale med dig!
Men da hun raabte saaledes, saa hun, at Fodsporene sattes endnu hurtigere paa Sneen, som den Døde paaskyndede sine Skridt.
— Nu flygter hun for mig. uHn venter ingen Hjælp af mig mere sagde Elselil.
De blodige Fodspor bragte hende ganske fra sig selv, og hun raabte: Min kjære Fostersøster, jeg skal gjort alt, hvad du vil, for at du kan faa Ro i din Grav.
Kort efter at Elselil havde sagt disse Ord, kom en høi Kvinde, som havde fulgt efter hende, her og lagde sin Haand paa hendes Arm.
— Hvem er du, som gaar her paa Gaden og græder og vrider Hænderne? sagde Kvinden. Du ligner en liden Jomfru, som kom til mig Fredag og bad om Tjeneste og siden blev borte for mig. Eller kanske du er denne Jomfru?
— Nei, det er jeg ikke, sagde Elselil, men hvis det er, som jeg tror, at I er Værtinden paa Raadhuskjælderen, saa ved jeg, hvilken Jomfru det er, I taler om.
— Da maa du sige mig, hvorfor hun gik bort fra mig, og ikke kom tilbage, sagde Værtinden.
— Hun gik bort fra Eder, sagde Elselil, fordi hun ikke vilde høre alle de Ugjerningsmænds Tale, som sad i Eders Sal.
— Der sidder mange vilde Mænd i min Sal, men ikke sidder der Ugjerningsmænd, sagde Værtinden.
— Saa hørte dog Jomfruen, at tre Mænd sad der og talte med hverandre, sagde Elselil, og en af dem sagde : „Drik, min Bror, Hr. Arnes Penge er endnu ikke slut.“
Da Elselil havde sagt dette, tænkte hun: Nu har jeg hjulpet min Fostersøster og fortalt, hvad jeg hørte. Maatte nu Gud hjælpe mig saa, at Værtinden ikke bryder sig om at tro mine Ord, saa er jeg uden Skyld.
Men da hun saa paa Værtindens Ansigt, at hun trodde hende, blev hun bange og vilde flygte sin Vei.
Men før hun fik Tid til at tage et Skridt, havde Værtindens tunge Haand fattet et sikkert Tag i hende, saa hun ikke kunde undkomme.
— Har du hørt, at saadanne Ord er faldt i min Kjældersal, Jomfru, sagde Værtinden, da har du ingen Ret at løbe din Vei. Da maa du følge mig til dem, som har Magt og Vilje til at gribe Morderne og faa dem straffet.