Hr. Arnes Penge/05
Utgitt av Verdens Gang, (s. 22–29).
I.
Værtinden paa Raadhuskjælderen i Marstrand slog en Morgen Dørene op for at feie Trappen og Forstuen. Hun saa da en Jomfru sidde og vente paa et af Trappetrinene. Hun var klædt i en sid, graa Dragt, som var fæstet med et Bælte om Livet. Haaret var lyst, og det var hverken sat op eller flettet, men hang ret ned paa begge Sider af Ansigtet.
Da Døren blev slaaet op, reiste hun sig og gik ned over Trappen ned i Forstuen; men Værtinden syntes, at hun gik som en Søvngjænger. Hele Tiden holdt hun Øienlaagene sænket og Armene tæt sluttet til Legemet. Jo nærmere hun kom, des mere forundret blev Værtinden over, at hun var saa spæd og finlemmet. Hendes Ansigt var ogsaa fagert, men det var gjennemsigtigt, som om det skulde været dannet af sprødt Glas.
Da hun kom frem til Værtinden, spurte hun, om der var nogen Tjeneste for hende, og bad, at hun isaafald maatte blive ansat.
Da tænkte Værtinden paa alle de vilde Mænd, som om Kveldene pleiede sidde og drikke øl og Vin i Skjænkestuen, og hun kunde ikke hjælpe for, at hun maatte le.
— Nei, her hos os er ingen Plads for saadan en liden Jomfru som du, sagde hun.
Jomfruen saa ikke op med Ørnene, og gjorde heller ikke nogen anden Bevægelse, men hun bad paa ny, at hun maatte blive taget i Tjeneste. Hun begjærede hverken Kost eller Løn, sagde hun, bare at faa en Tjeneste at skjøtte.
— Nei, sagde Værtinden, var min egen Datter som du, vilde jeg ogsaa negte hende dette. Jeg under dig bedre end at tjene hos mig.
Den unge Jomfru gik langsomt nedover Trappen, og Værtinden stod og saa efter hende. Da saa hun saa liden og hjælpeløs ud, at Værtinden ynkedes over hende. Hun kaldte hende tilbage og sagde til hende:
— Kanske du er udsat for større Farer, om du gaar alene omkring i Gader og Smug, end om du kommer til mig. Du faar faa være hos mig idag og vaske Kopper og Fade, saa faar jeg se, hvad du duer til.
Værtinden førte hende til et lidet Kammer, som hun havde indrettet bag Kjældersalen. Det var ikke større end et Skab, og der fandtes hverken Glugge eller Vinduer. Lyset faldt ned gjennem en Luge i Væggen til Skjænkestuen.
— Staa her idag, sagde Værtinden til den unge Jomfru, og vask alle de Kopper og Fade, som jeg rækker dig gjennem Lugen, saa faar jeg se, om jeg kan beholde dig i min Tjeneste.
Den unge Jomfru gik ind i Kammeret, og hun bevægede sig saa stille, at Værtinden tænkte, at det var som en Død havde gledet ind i sin Grav.
Hun stod derinde hele Dagen, og ikke talte hun med nogen, og ikke bøiede hun Hovedet frem mod Lugen for at se paa Folket, som gik frem og tilbage i Kjældersalen. Og ikke rørte hun ved den Mad, som gaves hende.
Ingen hørte hende ramle med Vasken, men naarsomhelst Værtinden strakte Haanden frem til Lugen, rakte hun hende nyvaskede Kopper og Fade, som der ikke fandtes en eneste Flæk paa.
Men da Værtinden tog dem for at sætte dem paa Bordet, var de saa kolde, at hun syntes, de vilde brænde Huden af Fingrene. Hun sagde med Gysen:
— Det er som jeg tog dem ud af Hænderne paa den kolde Død.
En Dag havde der ikke været Fisk at rense paa Bryggerne, og Elselil havde derfor faat være hjemme. Hun sad alene i Stuen og spandt. Der var god Varme paa Peisen og temmelig lyst i Stuen.
Midt under Arbeidet kjendte hun en svag Træk, som om der strøg en kold Vind hen over hendes Pande. Hun saa da op og fikk Øie paa sin døde Fostersøster, som stod paa Gulvet foran hende.
Elselil lagde Haanden paa Rokken, saa den stansede, og blev siddende stille og betragte sin Fostersøster. I Førstningen blev hun ræd, men hun tænkte ved sig selv: Det anstaar sig ikke mig at ræddes for min Fostersøster. Hvad enten hun er død eller levende, er jeg dog fornøiet over at faa se hende.
— Kjære, sagde hun til den Døde, ønsker du noget af mig? Den anden sagde til hende med en Røst, som var uden baade Styrke og Tone:
— Min Søster Elselil, jeg har taget Tjeneste paa Værtshuset, og Værtinden har den hele Dag ladet mig staa og vaske Kopper og Fade. Nu mod Kvelden er jeg saa træt, at jeg ikke magter mere. Jeg har nu gaat hid for at spørge, om du ikke vil komme og hjælpe mig.
Da Elselil hørte dette, syntes hun, at der trak sig et Slør over hendes Forstand. Hun kunde ikke mere tænke eller ville eller føle Frygt. Hun kunde blot føle Glæde over, at hun gjensaa sin Fostersøster, og hun svarede:
— Ja, kjære, jeg vil straks komme og hjælpe dig.
Da gik den Døde mod Døren, og Elselil fulgte hende. Men da de stod paa Tærskelen, stansede hendes Fostersøster og sagde til Elselil.
― Du skal tage din Kaabe paa dig. Ude blæser en haard Storm.
Og da hun sagde dette lod hendes Røst noget tydeligere end før og mindre tonløs.
Elselil tog da ned sin Kappe fra Væggen og svøbte den om sig. Hun tænkte ved sig selv: Min Fostersøster elsker mig endnu. Hun vil mig intet ondt. Jeg er bare lykkelig over at faa følge hende, hvor hun vil føre mig hen.
Derpaa fulgte hun den Døde gjennem mange Gader, fra Torarins Stue, som laa paa en stenet Skrænt, og helt ned til fladere Gader nede ved Havnen og Torvet. Den Døde gik hele Tiden to Skridt foran Elselil. Det var sterk Storm, som ulede gjennem Stræderne, og Elselil merkede, at naar Vinden kom som haardest og vilde presse hende mod Væggen, stillede den Døde sig mellem hende og Vinden og værnede hende saa godt hun kunde med sit spæde Legeme.
Da de endelig kom til Raadhuset, gik den Døde ned Kjældertrappen og vinkede paa Elselil, at hun skulde følge hende. Men da de gik i Trappen, blæste Vinden ud Lyset i Lygten, som hang i Forstuen, og de stod der i Mørke. Da vidste ikke Elselil, hvorhen hun skulde vende sine Skridt, saa den Døde maatte lægge sin Haand paa hendes, for at lede hende. Men den Dødes Haand var saa kold, at Elselil rykkede til og begyndte at raabe af Skræk. Da tog den Døde sin Haand væk og viklede den ind i en Flig af Elselils Kaabe, før hun atter søgte at lede hende. Men Elselil kjendte den isnende Kulde tvers gjennem baade Foder og Pelsverk.
Nu førte den Døde Elselil gjennem en lang Gang og aabnede siden en Dør for hende. De kom ind i et lidet mørkt Kammer, hvor der faldt et svagt Lys ind gjennem en Luge i Væggen. Elselil saa, at de befandt sig i et Rum, hvor Værtinden pleiede at have sin Diskejomfru staaende for at vaske Koppe og Fade, som hun skulde bruge til at sætte frem paa Bordene for Gjæsterne. Elselil kunde skimte, at der stod en Vandbalje paa en Bænk, og i Lugen stod mange Bægere og Kar, som trængte at skylles.
— Vil du hjælpe mig med dette Arbeide ikveld, Elselil? spurte den Døde.
— Ja, kjære, sagde Elselil, du ved, at jeg vil hjælpe dig med hvadsomhelst, du ønsker.
Dermed lagde Elselil Kaaben af sig. Hun brettede op sine Klæder og begyndte Arbeidet.
— Vil du nu være taus og meget stille herinde, Elselil, saa at Værtinden ikke merker, at jeg har skaffet mig Hjælp.
— Ja, kjære, sagde Elselil, det skal jeg visselig være.
— Ja, Farvel da, Elselil! sagde den Døde. Nu har jeg bare en Ting at bede dig om. Og der er, at du efter dette ikke vil vredes paa mig altfor meget.
— Hvad betyder det, at du byder mig Farvel? Elselil. Jeg vil gjerne komme hver Kveld og hjælpe dig.
— Nei, mere end i Kveld behøver du vist ikke at komme, sagde den Døde. Jeg tænker, at du i Nat hjælper mig saaledes, at jeg nu faar dette Erende fuldført.
Idet de talte saaledes, havde Elselil allerede bøiet sig ned over Arbeidet. Alt var stille en Stund, men saa kjendte hun et sagte Pust over Panden, paa samme Maade som da den Døde var kommet til hende i Torarins Hytte. Hun saa da op og merkede, at hun var alene. Hun forstod, hvad det var, hun havde følt som en svag Vind over sin Pande, og sagde til sig selv:
— Min døde Fostersøster har kysset min Pande, inden hun skiltes fra mig.
Elselil gjorde sig nu først færdig med sit Arbeide. Hun skyllede af alle Skaaler og Kander og tørrede dem. Derpaa gik hun hen til Lugen for at se, om der var kommen nye Kar. Hun fandt ingen, og hun stillede sig da i Lugen og saa ud i Kjældersalen.
Det var paa en Tid af Dagen,
da ingen Gjæster pleiede at komme
til Kjælderen. Værtinden sad ikke
bag sin Disk, og ingen af hendes
Tjenere fandtes i Rummet. De
eneste, som fandtes der, var tre
Mænd, som sad ved Enden af et
stort Bord. De var Gjæster, men
saa ud til at være vel hjemmevant,
ti den ene af dem, som havde
tømt sit Bæger, gik frem til
Disken, fyldte det fra et af de
store Fade med Øl og Vin, som
laa opstablede der, og satte sig
atter til at drikke.
Elselil stod der som kommen fra en anden Verden. Hendes Tanker var hos den døde Fostersøster, og hun kunde ikke rigtig gjøre sig Rede for, hvad hun saa. Det varede en lang Stund, før hun merkede, at de tre Mænd ved Bordet var hende velbekjendte og kjære. Ti de som sad der, var ingen andre end Sir Archie og hans to Venner, Sir Reginald og Sir Filip.
I de siste Dage havde ikke Sir Archie været hos Elselil, og hun blev glad ved at se ham. Hun holdt paa at raabe til ham, at hun var der lige i Nærheden; men saa tænkte hun paa, hvor underligt det var, at han aldrig kom til hende mere, og hun lod det være. Kanske har han faat en anden kjær, tænkte Elselil. Kanske er det hende, han nu tænker paa.
Ti Sir Archie sad et lidet Stykke fra de andre. Han sad taus og stirrede ret frem for sig, uden at drikke. Han tog ikke Del i Samtalen, og naar hans Venner sagde noget til ham, brød han sig for det meste ikke engang om at svare.
Elselil hørte, at de andre forsøgte at faa ham munter. De spurte ham, hvorfor han ikke drak. De raadede ham endog til, at han skulde gaa og tale med Elselil for at blive glad igjen.
— I skal ikke bryde Jer om mig, sagde Sir Archie. Det er en anden, jeg tænker paa. Stadig ser jeg hende foran mig, og stadig hører jeg hendes Røst lyde i mine Øren.
Og Elselil saa, at Sir Archie sad og stirrede frem mod en af de tykke Pillarer, som bar Kjældertaget. Nu saa hun ogsaa, hvad hun ikke havde bemerket før, at hendes Fostersøster stod ved denne Pillar og saa paa Sir Archie. Hun stod der ganske ubevægelig i sin graa Dragt, og det var ikke let at opdage hende, der hun stod trykket ræt ind til Pillaren.
Elselil stod ganske stille og saa hen igjennem Rummet, Hun merkede, at hendes Fostersøster holdt sine Øine aabne, naar hun saa paa Sir Archie. Den hele Tid, da hun var sammen med Elselil, havde hun gaat med Øinene lukkede.
Men hendes Øine var det eneste som var uhyggeligt hos hende. Elselil saa, at de var brustne og mørke. De var uden Blik, og Lyset gjenspeilede sig ikke mere i dem.
Om en Stund begyndte Sir Archie atter at klage. „Jeg ser hende altid. Hun følger mig, hvor jeg gaar,“ sagde han.
Han sad vendt mod Pillaren, hvor den Døde stod og stirrede frem mod hende. Men Elselil skjønte, at han ikke saa den Døde. Han talte ikke om hende, men om en som stadig var i hans Tanker.
Elselil blev staaende ved Lugen og fulgte med alt, som foregik. Hun tænkte, at hun helst af alt vilde vide, hvem det var, Sir Archie stadig bar i sine Tanker.
Pludselig merkede hun, at den Døde havde sat sig paa Bænken ved Siden af Sir Archie og hviskede i hans Øre.
Men Sir Archie vidste fremdeles intet om, at hun var ham saa nær, og at hun sad og hviskede i hans Øre. Han merkede kun hendes Nærværelse gjennem den forfærdelige Angst, som kom over ham.
Elselil saa, at da den Døde havde siddet og hvisket et Par Øieblikke ved Sir Archie, lagde han sit Hoved i Hænderne og græd:
— Ak, om jeg aldrig havde fundet den unge Jomfru! sagde han. Jeg angrer nu intet andet, end at jeg ikke sparede den unge Jomfru, da hun bad for sig.
De to andre Skotter holdt op at drikke og saa forskrækkede paa Sir Archie, som paa saadan Vis lagde al Mandighed bort, og gav efter for Angeren. De sad raadløse en Stund, men saa gik en af dem frem til Disken, tog den største Kande, som var der, og fyldte den med rød Vin. Deretter gik han hen til Sir Archie, slog ham paa Skulderen og sagde:
— Drik, min Bror! Hr. Arnes Penge er ikke endnu slut. Saa længe vi har Raad til at skaffe os saadan Vin som denne, behøver ikke Sorgen faa Magten over os.
Men i det samme de Ord blev sagt: „Drik, min Bror! Hr. Arnes Penge er ikke endnu slut“, saa Elselil, at den Døde reiste sig fra Bænken og forsvandt.
Og med det samme saa Elselil foran sig tre Mænd, som havde stort Skjæg og lodne Skindklæder og kjæmpede med Hr. Arnes Folk. Og nu kjendte hun dem igjen, det var de tre Mænd, som sad i Kjælderen: Sir Archie, Sir Filip og Sir Reginald.
Elselil gik ud af Rummet, hvor hun havde staat og skyllet Værtindens Bægere, og lukkede Døren sagte etter sig. I den smale Gang udenfor stansede hun. Hun støttede sig mod Væggen og stod der ubevægelig næsten en Time.
Medens hun stod der, tænkte hun ved sig selv: Jeg kan ikke forraade ham. Han faar have gjort, hvad ondt han vil, men jeg har ham af Hjertet kjær. Jeg kan ikke sende ham til Steile og Hjul. Jeg kan ikke se dem brænde af ham Haand og Fod.
Stormen, som havde raset hele Dagen, øgede og blev mere og mere vældig, jo længere det led paa Kvælden, og Elselil hørte dens stærke Brus, idet hun stod der i Mørket.
Nu er den første Vaarstorm kommet, tænkte hun. Nu er den kommet i sin Vælde for at gjøre Havet frit og bryde op Isen. Om nogle Dage vil vi have aabent Vande, og da kommer Sir Archie til at drage bort herfra, og aldrig vender han tilbage herhid. Hvortil gavner det da, om han bliver fanget og straffet? Hverken de døde eller de levende har nogen Glæde deraf.
Elselil svøbte Kaaben omkring sig. Hun tænkte, at hun skulde gaa hjem og sætte sig i Taushed ved sit Arbeide uden at forraade Hemmeligheden til noget Menneske.
Men før hun havde løftet sin Fod for at gaa, havde hun allerede opgivet denne Tanke og blev staaende.
Hun stod stille og hørte Stormen bruse. Hun tænkte atter paa, at nu skulde det snart blive Vaar. Sneen skulde forsvinde, og Jorden klæde sig grøn.
Gud forbarme sig, hvilken Vaar dette bliver for mig! tænkte Elselil. Ingen Glæde og ingen Lykke kan grønnes for mig efter denne Vinters Kulde.
Det var bare for et Aar siden, tænkte hun. Da var jeg saa lykkelig, naar Vinteren var til Ende, og Vaaren kom. Jeg mindes en Kvæld, den var saa vakker, at jeg ikke kunde sidde hjemme paa Gaarden. Saa tog jeg min Fostersøster ved Haanden, og vi vandrede ud i Marken for at tage ind grønt Løv og pryde Ovnsmuren.
Hun stod og drog sig til Minde, hvorledes hun og hendes Fostersøster havde vandret udover en grøn Sti. Og der ved Siden af havde de seet en liden Ungbirk, som var bleven afhugget. Det kunde sees paa Veden, at den var bleven afhugget for flere Dage siden. Men nu saa de, at det afhugne Træ var begyndt at grønnes, og at dens Blade trængte ud af Knopperne.
Da havde hendes Fostersøster stanset og bøiet sig ned over Træet. „Ak, du arme Træ“, sagde hun, „hvad ondt har vel du gjort, etter som du ikke kan dø, skjønt du er afhugget? Hvorfor maa du udfolde dine Blade, som om du endnu levede?“
Da havde Elselil leet af hende og svaret: „Den grønnes vel saa vakkert, for at den, som har hugget den, skal se, hvad Skade han har gjort, og føle Anger“.
Men hendes Fostersøster havde ikke leet. Hun havde faat Taarer i Øinene.
— Det er en stor Synd, at fælde et Træ ved Løvsprætstid, naar det er saa fuldt af Kraft, at det ikke kan dø. Det er forfærdeligt for en, som er død, at han ikke faar Ro i sin Grav. De døde kan ikke vente sig noget godt, dem kan hverken Kjærligheden eller Lykken naa. Det eneste gode, som de endnu begjærer, det er at faa sove i stille Ro. Jeg maa vel græde, naar du siger, at Birken ikke kan dø, fordi den tænker paa sin Morder. Det er da den haardeste Skjæbne for en, som er bleven berøvet Livet, ikke at faa sove i Ro, fordi han maa forfølge sin Morder. De Døde har intet andet at stræbe efter end at faa sove i Ro.
Da Elselil mindedes dette, begyndte hun at græde og vride sine Hænder.
— Min Fostersøster faar ikke Ro i sin Grav, sagde hun, dersom jeg ikke forraader min Elskede. Bistaar jeg hende ikke i dette, maa hun vanke om paa Jorden uden Hvile og Ro. Min arme Fostersøster, hun har intet mere at ønske end at faa Ro i sin Grav, og den kan jeg ikke give hende, uden at jeg sender den, jeg har kjær, til Steile og Hjul.
Sir Archie kom ud af Kjældersalen og gik frem gjennem den smale Gang. Nu var Lygten, som hang i Taget, atter tændt, og i dens Skin saa han, at en ung Jomfru stod og støttede sig mod Væggen.
Hun var saa bleg, og hun stod saa stille, at Sir Archie blev ræd og tænkte; „Nu endelig staar den Døde, som alle Dage forfølger mig, for mine Øine.“
Da Sir Archie gik forbi Elselil, lagde han sin Haand paa hendes for at faa vide, om det virkelig var en Død, som stod der. Og Haanden var saa kold, at han ikke kunde sige, om den tilhørte en Død eller en Levende.
Men da Sir Archie rørte ved Elselils Haand, rykkede hun den til sig, og da kjendte Sir Archie Elselil igjen.
Han trodde, at hun var kommen der for hans Skyld, og han blev meget glad ved at faa se hende. I det samme for en Tanke gjennem ham: Nu ved jeg, hvad jeg vil gjøre, for at den Døde kan forsones og høre op med at forfølge mig.
Han tog Elselils Hænder mellem sine og førte dem op til sine Læber.
— Gud signe dig. fordi du i Kveld er kommet hid til mig, Elselil, sagde han.
Men Elselils Hjerte var saa bedrøvet. Hun kunde for Taarer ikke tale endog saa meget, at hun kunde sige Sir Archie, at hun ikke var gaat derhen for at træffe ham.
Sir Archie stod taus en lang Stund, men Elselils Hænder holdt han hele Tiden mellem sine. Og jo længere han stod saaledes, desto klarere og vakrere blev hans Ansigt.
— Elselil, sagde Sir Archie, og han talte med megen Høitidelighed. I flere Dage har jeg ikke været hos dig, fordi jeg har været plaget af tunge Tanker. De har aldrig levnet mig Ro, og jeg trodde, jeg var paa Veie til at miste min Forstand. Men i Kveld er det blevet bedre med mig, og jeg ser ikke mere for mit Øie det Billede, som plagede mig. Og da jeg fandt dig herude, sagde mit Hjerte mig, hvad jeg skulde gjøre for at blive fri fra min Plage for al Tid.
Han bøiede sig ned for at kunne se Elselil i Øinene, men da hun stod med sænkede Øielaag, fortsatte han.
— Du er vred paa mig, Elselil fordi jeg ikke har været hos dig paa flere Dage. Men jeg har ikke kunnet, fordi at naar jeg saa dig, maatte jeg end mere tænke paa en ung Jomfru, som jeg har handlet ilde mod. Jeg har ellers handlet ilde mod mange Mennesker, Elselil, men min Samvittighed forfølger mig ikke for andet end det, som jeg gjorde mod den unge Jomfru.
Da Elselil fremdeles taug, tog han atter hendes Hænder og førte dem op til sine Læber og kyssede dem.
— Hør nu, Elselil, hvad mit Hjerte sagde til mig, da jeg fik se, at du stod der ude og ventede paa mig. Du har været uretfærdig mod en Jomfru, sagde det, derfor skal du sone mod en anden, hvad du har ladet hende lide. Du skal tage hende til din Hustru, og du skal være saa god mod hende, at hun aldrig faar kjende Sorg. Du skal være hende saa tro, at du elsker hende mere den siste Dag, du lever, end paa din Bryllupsdag.
Elselil blev staaende paa samme Sted med sænkede Øine. Da lagde Sir Archie Haanden paa hendes Hoved og løftede det op.
— Jeg maa vide, Elselil, om du hører, hvad jeg siger, sagde han.
Da saa han, at Elselil græd saa heftig, at store Taarer randt ned over hendes Kinder.
— Hvorfor græder du, Elselil? spurte Sir Archie.
— Jeg græder, Sir Archie, sagde Elselil, fordi jeg bærer altfor stor Kjærlighed til Eder i mit Hjerte.
Da flyttede Sir Archie sig endnu nærmere til Elselil og lagde Armen om hendes Liv.
— Hører du, hvorledes Stormen tuder der ude? sagde han. Det betyder, at Havet snart gaar op at Skibe og Fartøier atter vil kunne færdes over til mit Hjemland. Sig mig nu, Elselil, om du vil følge mig over did, saa jeg kan faa gjøre godt mod dig, hvad jeg har gjort Ondt mod en anden.
Sir Archie begyndte at hviske til Elselil om det herlige Liv som ventede hende, og Elselil begyndte at tænke ved sig selv: Ak, om jeg dog ikke havde vidst, hvad ondt han havde gjort. Da skulde jeg følge ham over Havet og blive lykkelig med ham.
Sir Archie kom hende nærmere og nærmere, og da Elselil saa op saa hun, at hans Ansigt var bøiet frem over hende, og han var nærved at kysse hende paa Panden. Da kom hun den Døde ihu, som nys havde været hos hende og kysset hende. Hun rev sig løs fra Sir Archie og sagde:
— Nei, Sir Archie, jeg kommer aldrig til at følge Eder.
— Jo, sagde Sir Archie, du maa følge mig, Elselil, ellers gaar jeg til Grunde.
Han begyndte at hviske endnu ømmere Ord til Jomfruen, og hun begyndte atter at tænke ved sig selv: Var det ikke mere velbehageligt baade for Gud og Mennesker, om han fik sone sit onde Liv og blive en retskaffen Mand? Hvem har vel Nytte af, at han bliver straffet og aflivet?
Da Elselil tog til at tænke saa, kom der et Par Mænd gaaende som agtede sig ned i Kjældersalen. Da Sir Archie merkede, at de kastede nysgjerrige Blikke paa ham og Jomfruen, sagde han til hende:
— Kom, Elselil, saa skal jeg følge dig hjem. Jeg vil ikke, at nogen skal se, du er kommen hid til mig i Kjældersalen.
Da saa Elselil op, som om hun pludselig mindedes, at hun havde et andet Ærende at fuldføre end at lytte til Sir Archie. Men hendes Hjerte pinte hende, naar hun tænkte paa at forraade hans Forbrydelse. Om du overgiver ham til Bøddelen, maa jeg briste, sagde hendes Hjerte til hende. Men Sir Archie trak Jomfruens Kaabe tættere om hende og førte hende ud paa Gaden. Siden gik han med hende helt op til Torarins Stue. Og hun lagde merke til, at hver Gang Stormen kom brusende meget haardt mod ham, stillede han sig foran hende og værgede hende.
Elselil tænkte hele Tiden, mens de gik: Min døde Fostersøster vidste ikke om dette, at han vilde forsone sit Liv og blive et godt Menneske.
Sir Archie hviskede stadig de deiligste Ord i Elselils Øre. Og jo længre Elselil lyttede til ham, desto større blev hendes Forvisning.
Det maa have været, for at jeg skulde faa høre Sir Archie hviske saadanne Ord i mit Øre, at min Fostersøster kaldte mig ud, tænkte hun. Hun elsker mig saa høit. Hun ønsker ikke min Ulykke, men min Lykke.
Og da de stansede udenfor Hytten, spurte Sir Archie Elselil endu en Gang, om hun vilde følge ham over Havet. Og Elselil svarede, at med Guds Hjælp vilde hun ledsage ham.