Hr. Arnes Penge/04
Utgitt av Verdens Gang, (s. 18–22).
Forfølgelse.
I.
Paa den Side af Marstrandsøen, som vendte indover mod Skjærgaarden og var beskyttet af en Krans af Øer og Holmer, laa Byen med alle sine Huse. Der bevægede Menneskene sig i Gader og Smug, der laa Havnen, som var fuld af Baade og Skibe, der saltedes Sild, der rensedes Fisk, der laa Kirke og Kirkegaard, der laa Raadhus og Torv, og der stod mange høie Træer, som vaiede grønne om Sommeren.
Men paa den Side af Marstrandsøen, som vendte vesterud mod Havet og ikke beskyttedes hverken af Ø eller Skjær, fandtes intet uden de nøgne Klipper og sønderrevne Bergodder, som stak ud i Havet. Der var Lyng med brune Toppe, og stikkende Krat af Nypetorn, Huler for Oter og Ræv og Reder for Ærfugl og Maage, men ingen Sti, intet Hus og ingen Mennesker.
Men Torarins Hytte laa høit oppe paa Kammen af Øen, saa den havde Byen paa den ene Side og Vildmarken paa den anden. Og naar Elselil aabnede sin Dør, laa brede nøgne Stenheller foran hende, hvorfra hun kunde se langt vestover, helt til den mørke Rand, hvor Havet gik aabent udenfor.
Men alle de Sjømænd og Fiskere, som laa indefrosne i Marstrand, pleiede at gaa forbi Torarins Hytte og op paa Fjeldet for at se efter, om Sund og Bugter ikke var begyndt at kaste af sig sit Isdække.
Elselil stod mangen Gang i Stuedøren og saa efter dem, som gik derop. Hun var hjertesyg efter den store Sorg, som var overgaat hende, og hun tænkte: Jeg synes alle er lykkelige, som har noget at længes efter. Men jeg har intet i hele Verden at længes efter.
En Kveld saa Elselil, at en høi Mand, som bar en bredbremmet Hat med stor Fjær, stod oppe paa Stenene og saa mod Vest, ud over Havet som alle de andre. Og Elselil saa straks, at Manden var Sir Archie, det skotskes Anfører, som havde talt med hende nede paa Bryggen.
Da han gik forbi Stuen paa Hjemveien til Byen, stod Elselil endnu i Døren, og hun græd.
― Hvorfor græder du? spurgte han og stansede foran hende.
― Jeg græder, fordi jeg ikke eier noget at længes efter, sagde Elselil. Da jeg saa Eder staa paa Fjeldet og se ud over Havet, tænkte jeg: Han der oppe har visselig et Hjem paa den anden Side af Havet, som han nu skal reise til.
Da blev Sir Archie blød om Hjertet, og han sagde derfor: Der er ingen som har talt til mig om mit Hjem paa mange lange Aar. Gud ved, hvorledes det staar til paa min Faders Gaard. Jeg for derfra, da jeg var sytten Aar, for at tjene i fremmede Hære.
Hermed gik Sir Archie ind i Stuen til Elselil, og han begyndte at tale med hende om sit Hjem.
Og Elselil sad stille og hørte Archie tale baade længe og vel. Hun følte sig lykkelig over hvert Ord, som hun hørte Sir Archie sige.
Men da det led mod den Tid, da Sir Archie skulde gaa, bad han Elselil om at faa kysse hende. Da sagde Elselil nei og skyndte sig mod Døren, men Sir Archie stillede sig i Veien for hende og vilde tvinge hende.
Med det samme gik Døren til Stuen op, og Husmoderen kom meget hastig ind.
Da veg Sir Archie tilbage fra Elselil. Han bød hende blot Haanden til Farvel og skyndte sig bort.
Men Torarins Moder sagde til Elselil: Det var rigtigt af dig, at du sendte mig Bud. Det er ikke passende for en Jomfru at sidde alene i Stuen med en saadan Mand som Sir Archie. Det ved du jo, at en Leieknegt eier hverken Ære eller Samvittighed.
— Har jeg sendt Bud efter Eder? sagde Elselil forundret.
— Ja, svarede Konen, da jeg stod paa Bryggen ved mit Arbeide, kom en liden Jomfru, som jeg ikke havde seet før, og sagde, at du bad hende hilse og sige, at jeg skulde komme hjem.
— Hvorledes saa den Jomfru ud? sagde Elselil.
— Jeg saa ikke saa nøie paa hende, at jeg kan sige dig, hvorledes hun saa ud, sagde Konen. Men det lagde jeg mærke til, at hun gik saa let hen over Sneen, at ikke en Lyd hørtes.
Da Elselil hørte dette, blev hun ganske bleg, og hun sagde: Da var det vel en af Himmelens Engle, som bragte Eder Budet og førte Eder hjem.
En anden Gang sad Sir Archie i Torarins Stue og talte med Elselil.
De to var alene. De talte muntert sammen og var glade.
Sir Archie sad og talte til Elselil om, at hun skulde følge ham til Skotland. Der vilde han bygge hende et Slot og gjøre hende til en fornem Borgfrue. Han sagde, at hun skulde faa Hundrede Terner under sig, og at hun skulde faa danse ved Kongens Hof.
Elselil sad stille og lyttede til hvert Ord, som Sir Archie sagde til hende, og hun trodde dem alle. Og Sir Archie tænkte, at aldrig havde han truffet en Terne, som havde været saa let at daare som Elselil.
Pludselig blev Sir Archie ganske taus og saa ned paa sin venstre Haand.
— Hvad er det, Sir Archie, hvorfor taler I ikke mere? spurte Elselil.
Sir Archie aabnede og lukkede Haanden krampagtig. Han vendte den frem og tilbage.
— Hvad er det, Sir Archie? spurte Elselil. Har I faat ondt i Eders Haand?
Da vendte Sir Archie sig mod Elselil med et forfærdet Ansigt og sagde: Ser du Haaret, Elselil, som er snoet om min Haand? Ser du den lyse Haarlok?
Da han begyndte at tale, saa den unge Jomfru intet, men før han sluttede, saa hun en Lok af fint, lyst Haar, som et Par Gange snoede sig om Sir Archies Haand.
Og den unge Jomfru sprang op forfærdet og raabte: Sir Archie, hvis Haar er det, I holder viklet om Eders Haand?
Sir Archie saa bestyrtet og raadvild paa hende. „Jeg kjender, at det er virkeligt Haar, Elselil. Det lægger sig saa mygt og kjøligt om Haanden. Men hvorfra er det kommet?“
Jomfruen sad og stirrede paa Haanden med Øine, som syntes at ville springe ud af Hovedet.
— Saadan laa min Fostersøsters Haar snoet omkring Haanden paa den Mand, som dræbte hende, sagde hun.
Men nu begyndte Sir Archie at le. Han trak sin Haand hastigt tilbage.
— Se, sagde han, du og jeg, Elselil, vi skræmmer hinanden op som Smaabørn. Det var ikke andet end et Par skarpe Solstraaler, som faldt ind gjennem Vinduet.
Men den unge Jomfru begyndte at græde og sagde: „Nu synes det mig atter, som om jeg ligger paa Ovnsmuren og ser Morderne ifærd med sin Gjerning. Ak, jeg haabede dog i det længste, at de ikke maatte finde min kjære Fostersøster, men tilsidst kom en af dem alligevel og trak hende ned fra Muren, og da hun vilde flygte undaf, viklede han hendes Haar om sin Haand og holde hende fast. Men hun faldt paa Knæ for ham og sagde: „Se, min Ungdom! Lad mig beholde mit Liv, saa jeg faar leve saa længe, at jeg kan lære at forstaa, hvorfor jeg er kommet til Verden! Jeg har intet ondt gjort dig, hvorfor vil du da dræbe mig? Hvorfor skal du negte mig at leve?“ Og han hørte ikke paa hende, men tog Livet af hende.
Medens Elselil sagde dette, stod Sir Archie med rynkede Øienbryn og saa til Siden.
— Ja, om jeg engang traf den Mand! sagde Elselil. Hun stod med knyttede Hænder foran Sir Archie.
— Du kan jo ikke træffe denne Mand, sagde Sir Archie. Han er død.
Men Jomfruen kastede sig paa Bænken og hulkede. „Sir Archie, Sir Archie, hvorfor fik I mig til at tænke paa de Døde? Nu maa jeg græde den hele Kveld og den hele Nat. Gaa fra mig, Sir Archie, ti nu har jeg ikke Sans for andet end de Døde. Nu maa jeg tænke paa min Fostersøster, hvor huld hun var mig.
Og ikke var Sir Archie istand til at trøste hende; han blev fordreven af Taarer og Jammer og gik bort til sine Drikkebrødre.
Sir Archi kunde ikke forstaa, hvorfor hans Sind altid var fuldt af tunge Tanker. Ikke glemte han dem, om han sad og talte med Elselil, og ikke, naar han sad og drak med sine Kamerater. Om han dansede den hele Nat tilende i Sjøboderne, kunde han alligevel ikke faa dem bort, og ikke undgik han dem, om han vandrede milelange Veie udover mod det tilfrosne Hav.
— Hvorfor skal jeg altid mindes, hvad jeg ikke vil komme ihu? sagde Sir Archie ved sig selv. Det er ligesom nogen altid smøg sig efter mig og hviskede i mit Øre.
— Det er som nogen spinder et Net omkring mig, sagde Sir Archie, for at fange alle mine Tanker og kun lade mig beholde denne ene. Jeg kan ikke se den Jæger, som sætter Nettet ud, men jeg hører hans Skridt, naar han kommer smygende efter mig.
— Det er som en Maler gik foran mig og malte alt, hvad jeg betragter, med samme Billede, sagde Sir Archie. Om jeg vender mit Blik mod Himmelen eller mod Jorden, jeg ser dog altid kun det samme.
— Det er, som en Stenhugger sad ved mit Hjerte og der meislede ind en eneste Sorg, sagde Sir Archie. Jeg kan ikke se denne Stenhugger, men Dag og Nat kan jeg høre, hvorledes hans Slægge hamrer og slaar. Du Stenhjerte, du Stenhjerte, siger han, nu maa du give efter. Nu skal jeg hamre ind i dig en Sorg.
Sir Archie havde to Venner, Sir Filip og Sir Reginald, som altid fulgte ham. De var bedrøvet over, at han altid var uglad, og at intet gjorde ham lykkelig.
— Hvad er det, som fattes dig? pleiede de at sige. Hvorfor brænder dine Øine saa, og hvorfor er dine Kinder saa blege?
Sir Archie vilde ikke sige dem, hvad det var, som pinte ham. Han tænkte: Hvad vil mine Kameraten sige om mig, hvis de finder, at jeg hengiver mig til noget umandigt? De vilde ikke mere adlyde mig, hvis de fik vide, at jeg pines af Anger over en Gjerning, som var nødvendig.
Da de trængte mere og mere ind paa ham, sagde han til dem for at lede dem paa Vildspor:
— Det gaar mig saa underligt i disse Dage. Det er en Jomfru, som jeg vil vinde, men hende kan jeg ikke naa. Der stiller sig altid noget i min Vei.
— Denne Jomfru elsker dig maaske ikke? sagde Sir Reginald.
— Vist tror jeg, at hendes Hu er vendt mod mig, sagde Sir Archie, men der er nogen, som vaager over hende, saa jeg ikke kan vinde hende.
Da begyndte Sir Reginald og Sir Filip at le, og de sagde: Denne Jomfru skal vi nok skaffe dig.
Om Kvelden kom Elselil gaaende ensom opover Smuget. Hun kom træt fra Arbeidet, og hun tænkte ved sig selv: Dette Liv er haardt, og det bringer mig ingen Glæde. Jeg væmmes ved hele Dagen at staa og kjende Fiskelugten. Jeg væmmes ved hele Dagen at staa der og høre de andre Kvinder skjæmte og le med sine grove Stemmer. Jeg væmmes ved de sultne Maager, som flyver over Bordene og vil rive Fiskestykkerne ud af mine Hænder. Om bare nogen vilde komme og tage mig bort herfra. Da skulde jeg følge ham til Verdens Ende.
Da Elselil kom til det Sted, hvor Smuget var mørkest, kom Sir Reginald og Sir Filip frem af Skyggen og hilste paa hende.
— Jomfru Elselil! sagde de. Vi bringer dig Bud fra Sir Archie. Han ligger syg hjemme i Herberget. Han længes efter at faa tale med dig og beder, at du maa følge med os hjem til ham.
Elselil begyndte at ængstes for, at Sir Archie skulde være alvorlig syg, og hun vendte straks om og fulgte med de to skotske Herrer, som vilde føre hende til ham.
Sir Filip og Sir Reginald gik paa hver sin Side af hende. De lo til hinanden og tænkte, at intet kunde være lettere end at daare Elselil.
Eselil havde saa stor Hast. Hun næsten sprang nedover Smuget. Sir Filip og Sir Reginald maatte skridte ud for at kunne følge hende.
Men da Elselil skyndte sig saa, begyndte noget at rulle foran hendes Fod. Det var noget, som blev kastet fremfor hende, og hun var nærved at snuble over det.
Hvad er det som farer og ruller foran mine Fødder? tænkte Elselil. Det maa være en Sten, som jeg har sparket op af Jorden, og som ruller afsted nedover Bakken.
Hun havde saadan Hast med at komme til Sir Archie, hun syntes ikke om at blive forhindret af dette, som rullede saa lige foran hendes Fødder. Hun sparkede det tilside, men det kom tilbage igjen med det samme og rullede foran hende nedover Smuget.
Elselil hørte, at det klang som Sølv, naar hun sparkede det tilside, og hun saa, at det blinkede og glinsede.
Det er ingen almindelig Sten, tænkte Elselil. Jeg tror, det er en Sølvmynt. Men hun havde saadan Hast med at komme til Sir Archie, at hun syntes ikke, hun havde Tid til at tage den op fra Gaden.
Men det rullede fremdeles foran hendes Fødder, og hun tænkte: Du kommer fortere frem, om du bøier dig ned og tager det op. Du kan jo kaste det langt væk, dersom det ikke er noget.
Hun bøiede sig og tog det op. Det var en stor Sølvmynt, som lyste hvidt i hendes Haand.
— Hvad er det, du finder paa Gaden, Jomfru? sagde Sir Reginald. Det lyser saa hvidt i Maaneskinnet.
De gik netop forbi en af de store Sjøboder, hvor fremmede Fiskere bodde, medens de laa i Marstrand med sin Haandtering. Foran Indgangen hang en Hornlygte, som kastede et svagt Skin ned paa Gaden.
— Vis os, hvad du har fundet, Jomfru! sagde Sir Filip og stansede under Lygten.
Elselil holdt Mynten op mod Lygten, og neppe havde hun kastet et Blik paa den, før hun begyndte at raabe: Dette er en af Hr. Arnes Penge! Jeg kjender den igjen. Dette er en af Hr. Arnes Penge!
— Hvad er det, du siger, Jomfru? spurte Sir Reginald. Hvorfor siger du, at dette er en af Hr. Arnes Penge?
— Jeg kjender den igjen, sagde Elselil. Jeg har ofte seet Hr. Arne holde den i sin Haand. Jovist er dette en af Hr Arnes Penge.
— Raab ikke saa høit, Jomfru! sagde Sir Filip. Her begynder allerede at komme Folk, som skynder sig for at høre, hvorfor du skriger.
Men Elselil hørte ikke paa Sir Filip. Hun saa, at Døren til Sjøboden stod aaben. Midt paa Gulvet derinde brændte en Ild, og rundt omkring Baalet sad en Flok Mænd i langsom og rolig Samtale.
Elselil skyndte sig ind til dem. Hun holdt Mynten høit løftet.
— Hør efter, alle Mand ! raabte hun. Nu ved jeg, at Hr. Arnes Mordere er ilive. Se her, jeg har fundet en af Hr. Arnes Penge!
Alle Mænd vendte sig mod hende. Hun saa da, at Torarin Fiskehandler ogsaa sad i Kredsen blandt dem.
— Hvad er det, du kommer og raaber om, Jomfru? spurte Torarin nu. Hvorledes kan du kjende Hr. Arnes Penge fra anden Mynt?
— Jeg maa vel kjende netop denne Penge fra enhver anden, sagde Elselil. Den er gammel og stor, og den har et Skar i Kanten. Hr. Arne sagde, at den var fra de gamle norske Kongers Tid, og han gav den aldrig fra sig for at betale et Indkjøb.
— Nu faar du fortælle, hvor du har fundet den, Jomfru, sagde en anden af Fiskerne.
— Jeg har fundet den paa Gaden rullende foran mine Fødder, sagde Elselil; der havde vel en af Morderne mistet den.
— Det maa være sandt eller usandt, hvad du siger, sagde Torarin, men hvad kan vi gjøre ved dette? Vi kan ikke finde Morderne, fordi om du ved, at de har trampet paa en af vore Gader.
Fiskerne fandt, at Torarin havde talt klogt. De satte sig atter til Rette omkring Ilden.
― Kom du hjem med mig, Elselil! sagde Torarin. Det er ikke nu passende Tid for en Jomfru at løbe omkring paa Gader og Torv.
Da Torarin sagde dette, saa Elselil sig om efter sine Ledsagere. Men Sir Reginald og Sir Filip havde listet sig væk, uden at hun havde merket det.