Hr. Arnes Penge/02
Utgitt av Verdens Gang, (s. 9–11).
Den fattige Jomfru, som var blevet reddet fra Blodbadet, havde Torarin taget med sig ud til Marstrand. Han havde fattet saa stor Medlidenhed med hende, at han havde tilbudt hende at bo i sin trange Hytte og dele Brødet med ham og hans Mor.
Dette er det eneste jeg kan gjøre for Hr. Arne, tænkte Torarin, til Løn for alle de Gange han har kjøbt min Fisk og ladet mig æde ved sit Bord.
Saa ringe og fattig jeg er, tænkte Torarin, er det dog bedre for Jomfruen, at hun følger med mig til Byen, end at hun bliver her ude blandt Bønderne. I Marstrand findes mange rige Borgere, og den unge Jomfru kan maaske faa Tjeneste hos en af dem og finde sig et godt Udkomme.
De første. Dage efter at Jomfruen var kommet til Byen, sad hun og græd fra Morgen til Kveld. Hun jamrede sig over Hr. Arne og hans Folk, og hun klagede over, at hun havde mistet alle dem, som stod hende nær. Men især jamrede hun sig over sin Fostersøster og sagde, at hun vilde ønske, hun ikke havde gjemt sig ved Muren, men fulgt hende i Døden.
Torarins Mor sagde intet til dette, saa længe Sønnen var hjemme. Men da han var draget ud paa sine Reiser igjen, sagde hun en Morgen til Jomfruen: — Ikke er jeg saa rig, Elselil, at jeg kan give dig Føde og Klæder, for at du skal faa sidde med Hænderne i Fanget og pleie din Sorg, Kom du med mig ned paa Bryggerne og lær dig at rense Fisk!
Da gik Elselil med hende ned paa Bryggerne og stod der hele Dagen mellem de andre Fiskerenskersker og arbeidede.
Men de fleste Kvinder paa Bryggerne var unge og glade. De begyndte at tale med Elselil og spurte hende, hvorfor hun var saa sorgfuld og taus.
Da begyndte Elselil at fortælle dem, hvilket Eventyr hun var kommet op i for ikke mere end tre Nætter siden. Hun fortalte om de tre Røvere, som havde trængt ind i Stuen gjennem Ljoren i Taget og myrdet alle, som stod hende nær i Livet.
Da Elselil fortalte dette, faldt der en sort Skygge ned over Bordet, ved hvilket hun stod og arbeidede, Og da hun saa op, stod tre fornemme Herrer foran hende. De bar brede Hatte med store Fjær og Fløielsklæder med store Opslag, som var sømmede i Silke og Guld.
Det var en af dem, som syntes at være den fornemste. Han var meget bleg, Skjægget var afraget, og Øinene laa dybt inde. Det saa ud, som om han nylig havde været syg. Men ellers saa han ud som en lystig og djerv Herremand, der gik om paa de solbeskinnede Brygger for at lade Folk se sine smukke Klæder og sit smukke Ansigt.
Elselil holdt op med sit Arbeide og stansede med sin Fortælling. Hun stod med aaben Mund og opspilede Øine og betragtede ham. Og han smaalo mod hende.
— Vi er ikke kommet hid for at skræmme dig, Jomfru, sagde han, men vi beder dig, at vi ogsaa maa faa lytte til din Fortælling.
Den fattige Elselil, aldrig havde hun seet en saadan Mand i hele sit Liv. Hun syntes ikke, hun kunde tale, naar han hørte paa. Hun taug bare, og saa ned paa sit Arbeide.
Da begyndte den Fremmede igjen:
— Lad dig ikke skræmme, Jomfru. Vi er Skotter, som har været i Tjeneste hos Kong Johan af Sverige i mere end ti Aar, men nu har vi faat Orlov og agter at reise hjem. Vi er kommet til Marstrand for at søge Skibsleilighed over til Skotland, men da vi kom hid, laa alle Sund og Fjorde tilfrosne, og her maa vi derfor blive og vente. Vi har intet at tage os fore, og derfor gaar vi og driver om paa Bryggerne for at træffe Mennesker. Det vilde glæde os, Jomfru, om du lod os høre din Fortælling.
Elselil forstod, at han talte saa længe, for at hun skulde faa Tid til at gjenvinde sin Ro. Tilslut tænkte hun ved sig selv: Du kan gjerne vise, at du ikke er for ringe til at tale med en høi Herre, Elselil! Du er en Jomfru af god Byrd og ikke en Fiskerjente.
— Jeg talte bare om det store Blodbad i Solberga Præstegaard, sagde Elselil. Det er saa mange, som ved at berette om det.
— Ja, sagde den Fremmede, men jeg vidste ikke før nu, at nogen af Hr. Arnes Folk var komne derfra med Livet.
Saa fortalte Elselil endnu engang om de vilde Røveres Færd. Hun fortalte, hvorledes de gamle Drenge havde samlet sig om Hr. Arne for at forsvare ham, og hvorledes Hr. Arne selv havde revet sit Sværd fra Væggen og trængt ind paa Røverne, men disse havde beseiret dem alle. Den gamle Præstefrue havde taget op sin Mands Sværd og gaat mod Røverne, men hende havde de bare leet af og slaat hende til Jorden med et Vedtræ. Og alle de andre Kvinder var krøbet op paa Peismuren, men da Mændene var dræbt, kom Morderne og trak dem ned og dræbte dem. Den siste, som de dræbte, sa Elselil, var min kjære Fostersøster. Hun bad saa bønligt for sit Liv, og to af dem vilde lade henne leve, men den tredje sagde, at alle maatte dø, og stak sin Kniv i hendes Hjerte.
Saa længe Elselil talte om Mord, og Blod, stod de tre Mænd rolige foran hende. De vekslede ikke et Blik med hverandre, men deres Øren blev lange af at lytte, og deres Øine gnistrede, og af og til gled deres Læber fra hinanden, saa Tandrækkerne lyste frem.
Elselil stod med Øinene fulde af Graad, ikke en eneste Gang saa hun op, mens hun talte. Hun saa ikke at Manden foran hende havde Øine og Tænder som en Ulv. Først da hun var færdig, tørrede hun sine Øine og saa op paa ham. Men da han mødte Elselils Blik, forandredes hans Aasyn med det samme.
— Naar du har seet Morderne saa godt, Jomfru, sagde han, vilde du vel straks kjende dem igjen, om du mødte dem?
— Jeg saa dem kun i Skinnet af de brændende Træstykker, som de tog fra Peisen for at lyse sig med under Udaaden, sagde Elselil, men med Guds Hjælp skulde jeg nok kjende dem igjen. Og jeg beder daglig Gud om, at jeg maa træffe dem.
— Hvad mener du med det, Jomfru? spurte den Fremmede. Er det ikke sandt, at Morderne er døde?
— Jo, det ved jeg godt, sagde Elselil. Bønderne, som satte efter dem, fulgte deres Spor fra Præstegaarden og frem til en Raak i Isen. Kun hid saa de Spor af Slædemeier paa den blanke Is, — spor af Hestehover, Spor af Mennesker med haarde, jernbeslaaede Sko. Men fra Raaken førte intet Spor videre over Isen, og derfor trodde Bønderne, at alle var døde.
— Tror ikke du, Elselil, at de er døde? spurte den Fremmede.
— Jo, jeg tror godt, at de er druknet, sagde Elselil, og dog ber jeg til Gud hver Dag, at de maa være undkomne. Jeg siger til Gud omtrent som saa: Lad det være saa, at de bare har kjørt Hesten og Slæden ud i Raaken, men at de selv er undkomne.
— Hvorfor vil du, at det skal være saa, Elselil? spurte den Fremmede.
Elselil, den spæde Jomfru, kastede Hovedet tilbage, og hendes Øine lyste: Jeg ønsker gjerne, de skulde leve, saa jeg kunde opdage dem og gribe dem. Jeg ønsker, at de maatte leve, saa jeg fik rive Hjertet ud af Brystet paa dem. Jeg ønsker, at de maatte leve, saa jeg fik se deres Legeme parteret i fire Dele og fæstet paa Steilen.
— Hvorledes skulde du kunne orke alt dette? sagde den Fremmede. Du er jo bare en svag liden Jomfru.
— Om de bare levede, sagde Elselil, da skulde nok jeg bringe Straffen over deres Hoved. Jeg vilde heller gaa i Døden end lade dem undkomme. De er nok sterke og vældige, det ved jeg, men mig skulde de ikke undgaa.
Da lo den Fremmede af hende men Elselil stampede med Foden.
— Levede de, skulde jeg nok mindes, at de har taget mit Hjem fra mig, saa jeg nu er en fattig Pige, som maa staa ude paa den kolde Brygge og rense Fisk. Jeg skulde mindes, at de har dræbt alle dem, som stod mig nær. Og særlig skulde jeg mindes ham, som trak min Fostersøster ned fra Muren og dræbte hende, som var mig saa huld.
Men da den lille, spæde Jomfru viste saa stor en Vrede, begyndte de tre skotske Krigsmænd at le. De lo, saa de maatte gaa sin Vei, forat ikke Elselil skulde forarges over det. De gik over Havnen og op gjennem et trangt Smug, som førte til Torvet. Men længe efter at de var ude af Syne, hørte Elselil, at de lo af fuld Hals, haanligt og gjennemtrængende.