Hr. Arnes Penge/01
Utgitt av Verdens Gang, (s. 3–9).
I.
Paa den Tid, da Kong Fredrik den Anden af Danmark regjerede over Bohuslen, boede i Marstrand en fattig Fiskehandler, som hed Torarin, Han var en saa svag og ringe Mand, hans ene Arm var lam, saa han duede hverken til at fiske eller ro. Han kunde ikke tjene sit Livsophold paa Sjøen som alle andre Skjærgaardskarle, men drog om og solgte salt og tørret Fisk til Folk paa Landsiden. Han var ikke hjemme mange Dage om Aaret, han reiste stadig fra Sted til Sted med sit Fiskelæs.
En Februardag, da det led mod Skumringen, kom Torarin kjørende paa den Vei, som fra Kongehelle førte op til Solberga Sogn. Det var ganske øde og folketomt paa Veien, men Torarin behøvede ikke af den Grund at forholde sig taus. Han havde ved Siden af sig paa Læsset en fuldgod Ven, med hvem han kunde samtale, Det var en liden sort Hund med lubben Pels, som Torarin kaldte Grim. Han laa mest stille med Hovedet trykket ned mellem Benene og bare blinkede til alt, som Husbonden sagde. Men fik han høre noget, han ikke likte, saa reiste han sig op paa Læsset, satte Næsen i Veiret og hylte værre end en Ulv.
— Nu skal jeg fortælle dig, Grim, min Hund, sagde Torarin, at i Dag har jeg faat høre store Nyheder. Baade i Kongehelle og i Kareby sagde de mig, at Havet var tilfrosset. Det har været vakkert og stille Veir nu en Tid, det ved du best, som har været ude hver Dag, og Havet har nok lagt sig ikke bare i Viker og Sund, men langt udover Kattegat. Der er ingen Vei for Baade og Skibe mellem Skjærene nu, bare stærk, haard Is overalt, og nu kan man kjøre med Hest og Slæde lige til Marstrand og Paternosterskjærene.
Alt dette hørte Hunden, og det lod ikke til at mishage ham. Han laa stille og blinkede til Torarin.
— Vi har ikke stort mere Fisk igjen her paa Læsset, sagde Torarin ligesom overtalende. Hvad vilde du sige, om vi veg af ved næste Veiskjel og for vesterud mod Havet. Vi drager forbi Solberga Kirke og ned paa Ødmaalskil, derefter tror jeg ikke det er mere end en fem Fjerdingers Vei til Marstrand. Det vilde være en stor Ting at kunne komme hjem engang uden at bruge enten Baad eller Færge.
De kjørte frem over den lange Kareby Hede, og skjønt det havde været stille Veir hele Dagen, kom et koldt Drag strygende frem over Heden og gjorde Færden ubehagelig.
― Det kan se skralt ud at reise hjem slig i beste Arbeidstiden, sagde Torarin og slog ud med Armene for Kuldens Skyld. Men vi har da ligget ude paa Veiene i flere Uger, du og jeg, og kan vel trænge at sidde hjemme et Par Dage og faa smeltet Kulden ud af Kroppen.
Da Hunden fremdeles laa stille, syntes Torarin at blive mere sikker paa sin Sag, og han fortsatte i muntrere Tone:
― Nu har Mor siddet alene hjemme i Stuen i flere Dage. Hun længter nok efter at træffe os. Og i Marstrand gaar det storartet for sig nu i Vinter. Gader og Grænder, Grim, er fulde af fremmede Fiskere og Kjøbmænd. I Sjøboderne danser de hver Kvæld. Og alt det Øl, som flommer i Værtshuset! Det gaar rent over din Begribelse.
Da Torarin sagde dette, bøiede han sig ned over Hunden forat se efter, om han hørte efter, hvad han sagde ham.
Men da Hunden laa der ganske vaagen og ikke viste noget Tegn til Misnøie, veg Torarin af paa første Vei, som førte vestover mod Havet. Han smeldte til Hesten med Tommeenden og lod det gaa raskt undaf.
― Eftersom vi reiser forbi Solberga Præstegaard, sagde Torarin, bør jeg vel tage ind der og spørge om det er sikkert, at Isen bærer helt ud til Marstrand. Der maa de vel have Greie paa det.
Torarin havde sagt dette med lav Stemme, uden at tænke paa om Hunden hørte ham eller ikke. Men neppe var Ordene udtalt, før Hunden reiste sig paa Læsset og satte i et forfærdeligt Hyl.
Hesten gjorde et Sprang til Siden, ogsaa Torarin blev skræmt og saa sig om for at se, om der kom Ulve jagende efter ham. Men da han fandt, at det var Grim, som tudede, forsøgte han at berolige ham.
― Kjære, sagde han til ham, hvor mange Gange har ikke du og jeg kjørt ind paa Solberga Præstegaard! Jeg ved ikke, om Hr. Arne har nogen Greie paa, hvorledes det er med Isen, men jeg er vis paa, at han giver os en god Kveldsmad, før vi skal begynde vor Sjøreise.
Men hans Ord kunde ikke berolige Hunden. Den satte Næsen tilveirs og tudede stadig uhyggeligere.
Det var ikke langt fra, at Torarin begyndte at føle sig ilde tilmode. Det var nu blevet næsten mærkt, men Torarin kunde dog se Solberga Kirke og den vide Slette der omkring, som laa beskyttet af brede Skogheider paa Landsiden og af runde, skogløse Bergkuller mod Havet. Der han kjørte aldeles alene henover den store, hvide Slette, forekom han sig at være et ringe og lidet Kryb, men fra de mørke Skoge og de øde Bergkuller rykkede frem store Udyr og Trold af alle Slags, som vovede sig ud paa aaben Mark, naar det var blevet mørkt. Og paa hele Sletten fandtes ingen anden, som de kunde kaste sig over end den fattige Torarin.
Men samtidig søgte han at faa Hunden til at tie.
Kjære, hvad har du imod Hr. Arne? Han er den rigeste Mand i Landet. Han er af gjæv Æt, og havde han ikke været Præst, vilde han blevet en stor Høvding.
Men han kunde ikke faa Hunden til at tie med dette. Da brast Torarins Taalmodighed, saa at han tog Hunden i Nakkeskindet og kastede ham ned fra Læsset. Hunden fulgte ikke efter ham, da han drog videre, men stod stille paa Veien og tudede lige til Torarin kjørte gjennem et mørkt Porthvælv og kom ind i Præsteboligens Gaarderum, som var omgivet af fire lange Længer af lave Træhuse.
I Solberga Præstegaard sad Præsten, Hr. Arne, ved Aftensbordet omgiven af alle sine Husfolk. Der var ingen fremmede tilstede foruden Torarin.
Præsten var en gammel, hvidhaaret Mand, men han var dog endnu staut og kraftig. Han havde sin Hustru siddende ved siden af sig. Med hende havde Aarene faret ilde. Hendes Hoved og Hænder var skjælvende, og hun var næsten døv. Paa den anden Side af Hr. Arne sad Hjælpepræsten. Han var ung og bleg og havde et bekymringsfuldt Udseende, som om han ei havde kunnet bære al den Lærdom, han havde sanket under Studieaaret i Wittenberg.
Disse tre sad øverst ved Bordet ligesom en Smule for sig selv. Nedenfor dem sad Torarin og derefter Tjenerne. Disse var ogsaa gamle Folk. Der var tre Drenge, de var skaldede i Hovedet, deres Rygge var krogede og de rindende Øine mimrede. Tjenestepigerne var bare to. De var noget yngre og raskere end Drengerne, men de syntes dog skrøbelige og alderdomssvage.
Aller nederst ved Bordet sad to Børn. Den ene var Hr. Arnes Sønnedatter, hun var ikke mere end fjorten Aar. Hun var lyshaaret og spædlemmet, Ansigtet var endnu ikke udviklet, men hun syntes at skulle blive fager. Ved Siden af sig havde hun en anden liden Jomfru. Det var en fattig, forældreløs en, som altid levede paa Præstegaarden. De to sad tæt indtil hinanden paa Bænken, og der saa ud til at være stort Venskab mellem dem.
Alle disse sad og aad i den dybeste Taushed. Torarin saa fra den ene til den anden, men ingen havde Lyst til at tale under Maaltidet. Alle de gamle tænkte ved sig selv: Det er en stor Ting at faa Mad og ikke behøve at lide Nød eller sulte, som vi mange Gange har gjort i vor Levetid. Medens vi æder, bør vi ikke tænke paa andet end at takke Gud for hans Godhed.
Da Torarin ingen havde at tale med, vandrede hans Blik op og ned gjennem Rummet. Han kastede Øinene fra den store Ovn, som var muret op i mange Afsatser nede ved Indgangsdøren, til den høie Himmelseng, som stod i Rummets borteste Hjørne. Han saa fra de vægfaste Bænker, som gik rundt Værelset, op til Ljoren i Taget, hvorigjennem Røgen gik ud og Vinterkulden strømmede ind.
Naar Torarin Fiskehandler, som boede i den minste og fattigste Stue i Skjærgaarden, saa paa alt dette, tænkte han: Om jeg var en stor Mand som Hr. Arne, da skulde jeg ikke nøie mig med at bo i en ældgammel Stue med bare et eneste Rum. Jeg skulde bygge mig Hus med høie Gavler og mange Rum, saaledes som Borgmestrene og Raadmændene gjør der inde i Marstrand.
Men tiest hang Torarins Blik ved en stor Kiste af Eg, som stod ved Foden af Himmelsengen. Han saa saa ofte paa den, fordi han vidste, at Hr. Arne i den havde alle sine Sølvpenge i Forvaring, og han havde hørt, at de var saa mange, at de fyldte Kisten helt op til Randen.
Og Torarin som var saa fattig, at han næsten aldrig havde en Sølvslant i sin Lomme, sagde til sig selv: Jeg vil alligevel ikke have de Penge. De siger, at Hr. Arne har taget dem fra de store Klostre, som før i Verden fandtes i Landet, og at de gamle Munke har spaaet, at disse Penge skal blive hans Ulykke.
Netop som Torarin sad i disse Tanker, saa han den gamle Husmoder sætte Haanden til Øret for at høre bedre. Derpaa vendte hun sig til Hr. Arne og spurgte: „Hvorfor sliber de Knive paa Branehøg“?
Der var saa stille i Rummet, at da den gamle Kvinde spurgte, rykkede alle til og saa forskræmte op. Da de saa, at hun sad og lyttede til noget, holdt de sine Skeer stille og anstrængte sig for at høre.
En Stund var der ganske dødsstille i Stuen, men herunder blev den gamle Kvinde stadig mere urolig. Hun lagde Haanden paa Hr. Arnes Arm og spurte ham: „Jeg forstaar ikke, hvorfor de i Kvæld sliber saa lange Knive paa Branehøg?“
Torarin saa, at Hr. Arne strøg hende over Haanden for at berolige hende. Men han brød sig ikke om at svare, han vedblev rolig at æde som før.
Den gamle Kvinde fortsatte at lytte. Hun fik Taarer i Øinene af Skræk, og hendes Hoved og Hænder rystede end heftigere. Da begyndte de to smaa Jomfruer, som sad ved Bordenden, at græde af Angst.
— Kan I ikke høre, hvor det skraber og filer? spurte den gamle. Kan I ikke høre, hvor det hvæser og hvisler?
Hr. Arne sad stille og strøg sin Hustru over Haanden. Saa længe han taug, vovede ingen anden at ytre et Ord.
Men alle trodde at den gamle Husmoder hørte noget, som var forfærdeligt og ulykkebringende. Alle kjendte Blodet stivne i sine Aarer. Der var ingen ved Bordet som førte en Bid Mad til Munden mere uden den gamle Hr. Arne selv.
De tænkte paa, at den gamle Husmoder var den, som i mange Aar havde draget Omsorg for Hjemmet. Hun havde altid været hjemme og med Klogskab og Ømhed vaaget over Børn og Tjenere, over Gods og Kreaturer, saa alt trivedes. Nu var hun udslidt og ældet; men sikkert var det alligevel, at hun for nogen anden vilde mærke det, om en Fare truede Gaarden. Den gamle Kvinde blev mere og mere forskræmt. Hun foldede sine Hænder, og begyndte i sin Hjælpeløshed at græde saa tungt, at Taarerne faldt store ned over de rynkede Kinder.
— Siger du intet til det, Arne Arnesson, at jeg er saa angst? klagede hun.
Hr. Arne bøiede sig nu ned mod hende og sagde: „Jeg ved ikke, hvad det er, du ræddes for.“
— Jeg ræddes for de lange Knive, som de sliber paa Branehøg, svarte hun.
— Hvor kan du høre, at de sliber Knive paa Branehøg? sagde Hr. Arne og lo. Den Gaard ligger jo en Fjerdings Vei herfra. Tag du bare din Ske igjen og lad os bringe vort Aftensmaaltid til Ende.
Den Gamle søgte at Undertvinge sin Frygt. Hun tog sin Ske og førte den til Melkeskaalen, men da skalv hendes Haand saa alle hørte, hvor Skeen klirrede mod Kanten. Hun lagde den med et fra sig igjen.
— Hvor kan jeg æde? sagde hun. Hører jeg ikke, hvor det hvisler? Hører jeg ikke, hvor det filer?
I det samme skjøv Hr. Arne Melkeskaalen fra sig og foldede sine Hænder. Alle de andre gjorde det samme, og Hjælpepræsten begyndte at læse Bordbønnen.
Da denne var endt, saa Hr. Arne nedover til dem, som sad ved Bordet, og da han merkede, at de var blege og ængstelige, blev han vred.
Han begyndte at tale til dem om de Tider, da han netop var kommen til Bohuslen for at prædike den lutherske Lære. Da havde han og hans Tjenere maattet fly for de Pavelige som jagede Vilddyr.
— Har vi ikke seet Fiender ligge i Baghold efter os, naar vi drog til Guds Hus? Er vi ikke blevet fordrevne fra Præstegaarden, og har vi ikke maattet flygte til Skogen som Fredløse? Anstaar det sig os at give os over og tabe Modet for et ondt Varsel?
Da Hr. Arne talte, saa han ud som en Kjæmpe, og de andre fik nyt Mod ved at høre ham.
Det er jo sandt, tænkte de. Gud har beskyttet Hr. Arne i de største Farer. Han holder sin Haand over ham. Han lader ikke sine Tjenere gaa tilgrunde.
Da Torarin kom ud paa Veien, kom hans Hund Grim imod ham og hoppede op paa Læsset. Da Torarin saa, at Hunden havde ventet paa ham udenfor Præstegaarden, blev han urolig paa ny.
― Kjære, hvorfor staar du her i Porten hele Kvelden? Hvorfor gaar du ikke ind i Stuen og faar dig Kveldsmad? sagde han til Hunden. Kan noget Ondt forestaa Hr. Arne? Kanhænde er det siste Gang jeg ser ham. Men selv en saadan Kjæmpe som han maa jo engang dø. Han er vel næsten niti Aar gammel.
Han styrede Hesten ind paa en Vei, som forbi Gaarden Branehøg førte ned til Ødmaalskil.
Da han kom frem til Branehøg, saa han, at der stod Slæder paa Gaarden, og at Lyset glimtede ud gjennem de lukkede Glugger i Væggen.
Da sagde Torarin til Grim: „Her er Folk endnu oppe. Jeg vil kjøre indom og spørge, om de har slibt Knive her paa Gaarden ikveld.“
Han kjørte ind paa Gaardspladsen, men da han aabnede Døren til Stuen, saa han, at der holdtes Gjæstebud derinde. Paa Bænkene langs Væggene sad gamle Karer og drak Øl, og paa Gulvet gik de unge og legte og sang.
Torarin saa straks, at ingen her tænkte paa at gjøre sine Vaaben istand for blodig Daad. Han slog Døren igjen og vilde gaa sin Vei, men Værten kom efter ham. Han bad Torarin, at han maatte blive, naar han først var kommen, og trak ham ind i Stuen.
Torarin sad en god Stund og havde det hyggeligt og talte med Bønderne. De var meget oprømte og Torarin var glad over at faa slaa alle mørke Tanker af Sind.
Men Torarin var ikke den eneste, som kom sent til Gjæstebudet den Kveld. Længe bagefter traadte en Mand og en Kvinde ind gjennem Døren. De var tarvelig klædt, og de nølede forsagt i Krogen mellem Døren og Peisen.
Værten gik straks ned til de to Gjæster. Han tog en i hver Haand og førte dem op gjennem Stuen. Derpaa sagde han til de andre: Er det ikke sandt, naar det heder, at de som har kortest Vei kommer sist frem? Det er mine nærmeste Grander. Der er ikke flere Opsiddere her paa Branehøg end de og jeg.“
— Sig ligesaa godt, at der ikke er flere end du! sagde Manden. Du kan ikke kalde mig en Opsidder. Jeg er bare en fattig Kulbrender, som du har givet Lov til at bygge paa din Grund.
Manden satte sig ved Siden af Torarin, og de begyndte at samtale. Den nys ankomne fortalte Terarin, hvorfor han var kommen saa sent til Gjæstebudet. Det var, fordi de hjemme i Hytten havde havt Fremmede, som de ikke havde turdet gaa fra. Det var tre Garvergeseller, som havde været hos dem hele Dagen. Om Morgenen, da de kom, havde de været syge og udmattede. De sagde, at de havde gaat vild i Skogen en hel Uge. Men da de havde spist og sovet, var de snart kommet til Kræfter, og frempaa Kvelden havde de spurt, hvilken Gaard var den største og rigeste i Omegnen. Did vilde de gaa for at søge Arbeide. Konen havde svaret dem, at Præstegaarden, hvor Hr. Arne bodde, var det fornemste Sted her. Da havde de straks trukket lange Knive frem af sine Ransler og begyndt at slibe dem. „Jeg ser dem endnu for mig, hvorledes de sad og brynte paa Knivene,“ sagde Manden. „De saa fæle ud, de havde langt Skjæg, som ikke var klippet eller redet paa mangen god Dag, og de var klædt i lodne Skindtrøier, som var skidne og sønderrevne. Jeg trodde, det var tre Varulve, som var kommet ind i Stuen. Jeg blev glad, da de endelig gav sig afsted.“
Da Torarin hørte dette, fortalte han Kulbrænderen, hvad han selv havde seet paa Præstegaarden.
— Det var alligevel sandt, at de slibte Knive paa Branehøg i Kveld, sagde Torarin og storlo. Han havde drukket meget for han var kommet saa sørgmodig og bedrøvet til Gaarden. Han havde maattet forsøge at trøste sig det beste han havde kunnet. „Nu er jeg glad igjen“, sagde han, „siden jeg har faat vide, at det ikke var noget andet Varsel, Præstefruen hørte, end nogle Garvere, som gjorde sit Verktøi istand.“
Langt efter Midnat gik et Par Mænd ud af Stuen paa Branehøg for at sadle Hesten og fare hjem.
Da de kom ned paa Gaardspladsen, saa de en Ildebrand flamme op mod Himmelen i Nord. De skyndte sig straks ind i Stuen igjen og raabte: «Stat op! Stat op! Solberga Præstegaard staar i Brand“.
Der var mange Folk i Gjæstebudet, og den, som havde en Hest, kastede sig op paa Ryggen af den og skyndte sig til Præstegaarden, men næsten ligesaa snart naadde de frem, som maatte løbe paa sine egne raske Ben.
Da Folket kom til Præstegaarden, var der ikke et Menneske at se; alle syntes at sove, skjønt Ilden stod høit mod Sky.
Men det var ikke i noget af Husene, det brændte, det var i en stor Haug af Kvist og Halm og Ved, som var kastet sammen ind til Væggen af Præstens gamle Bolig. Det havde ikke brændt længe, Luerne havde ikke rukket mere end at sværte det gode Tømmer i Væggen og smelte Sneen paa Halmtaget. Nu holdt de dog paa at gribe fat i Tagskjægget. Alle skjønte straks, at dette var Mordbrand. De begyndte at undres paa, om Hr. Arne og hans Folk virkelig sov, eller om der var tilstødt dem en Ulykke.
Men før Redningsmændene trængte ind i Huset, karede de med lange Stænger det brændende Baal bort fra Husvæggen samt klatrede op paa Taget og rev af Halmen, som det var begyndt at ryge af, og som var nær ved at antændes.
Siden gik nogle Mænd frem til Stuedøren for at gaa ind og vække Hr. Arne; men da den, som gik først, naaede Tærskelen, veg han tilside og overlod til den næste at gaa først.
Denne tog et Skridt frem, men da han skulde strække Haanden ud efter Dørhaandtaget, gik han tilbage og overlod Pladsen til dem, som stod bagenfor.
Det var en uhyggelig Dør at aabne, syntes de, ti en bred Blodstrøm silede frem under Tærskelen, og Haandtaget var tilsølet af Blod.
Da gik Døren op foran dem, og Hr. Arnes Hjælpepræst kom ud. Han ravede frem mod Mændene, han havde et dybt Saar i Hovedet, og han var overskyllet med Blod. Han stod et Øieblik opreist og udstrakte sin Haand for at æske Stilhed. Derpaa sagde han med rallende Stemme:
— Inat er Hr. Arne og alle hans Husfolk myrdet at tre Mænd, som kom klatrende ned gjennem Ljoren i Taget og var klædt i loddent Skind. De kastede sig over os som vilde Dyr og dræbte os.
Mere kunde han ikke. Han faldt ned foran Mændenes Fødder og var død.
Nu gik Folk ind i Stuen og fandt, at det var saaledes, som Hjælpepræsten havde sagt.
Den store Egekiste, hvori Hr. Arne forvarede sine Penge, var borte, og Hr. Arnes Hest var tagen af Stalden og hans Slæde fra Skjulet.
Der førte Slædespor fra Gaarden over Præstegaardsmarkerne og ned til Havet, og tyve Mand skyndte sig afsted for at gribe Morderne. Men Kvinderne gav sig ifærd med at stelle om de døde; de bar dem ud fra den blodige Stue og lagde dem paa den hvide Sne.
Men ikke alle af Hr. Arnes Folk fandtes, der manglede en. Det var den fattige Jomfru, som Hr. Arne havde taget ind i sit Hus. Man undredes meget, om det kanske havde lykkedes hende at flygte. eller om Røverne havde taget hende med sig.
Men ved at gjennemsøge hele Stuen nøie, fandt de hende; hun havde krøbet ind mellem den store Ovn og Væggen. Der havde hun holdt sig skjult under Striden og var ganske uskadt; men hun var rent fra sig selv af Skræk og kunde hverken tale eller svare.
- ↑ Rettet etter versjonen trykket i Verdens Gang 1. desember 1903.