Hovedvandsægget
Hovedvandsægget
Et Indfald.
„Hvad skal den gjøres ved, som ejer dette Pant?“ — „Er det et Mandfolk, saa skal han — — —.“ — „Ja vist; det er jo det sidste Pant, det tilhører saamænd Hr. Hansen.“ — „Ja saa! ih nu, lad mig se; den, som ejer dette Pant, skal fortælle en Historie.“
Den stakkels Hansen, som havde gjort Regning paa Holmens Kirkegang eller paa at hænge, blev bedrøvet over det fejlslagne Haab; men idet han som en god Borger fandt sig i den antagne Lovgivning, sukkede han, rømmede sig og begyndte:
„I Akershus Stift, Hedemarkens Amt, Østerdalens Fogderi, ligger Gaarden Gaarder, hvor der i mangfoldige Aar hver Vinter har været holdt et Marked, som kaldes Grundset-Marked. Did hen stimler da, som især var Tilfældet i de forrige Tider, imedens Skillingerne vare flere, en hel Mængde Folk sammen fra alle Hjørner; Nogle for at sælge, Nogle for at kjøbe, Nogle for at snyde, Nogle for at spille i Brettet, Nogle af Føjelighed, Nogle af Vane, Nogle af ingen Aarsag. Fra Kristiania, den nærmeste Stad, er naturligvis Tilløbet størst, og det ser ret underlig broget ud paa den store Markedsplads; og gjør det et eget Indtryk at se midt imellem Fjeldene langt fra Byen en saadan Vrimmel bevæge sig over den sammentraadte Sne. Det forekommer da En som et træffende Modstykke til de sydlige Sommerlandes Badevrimmel.
Fra Aar til Aar staa de tømrede Boder paa Pladsen og vente paa Kjøbmanden, der for nogle faa Dage tager dem i Besiddelse. Et øde Hus har altid noget Alvorligt, Højtideligt; men især opvækkes et dybt Alvor ved at se disse aabne, uvenlige Skure, der igjennem et Aarhundrede har modtaget hvert Aar en ny Herre. Den stille Markedsplads har derfor det hele Aar igjennem et uvenligt, afskrækkende Udseende; man gaar derover, som over en gammel uddøet Stads Ruiner. Kirkegaarden frembyder Vandringsmanden en blidere Fornemmelse; thi den minder om de Hengangnes Ro; denne Plads derimod med dens forladte Skure minder om den menneskelige Travlhed og Uro, og i det samme om hvor forfængeligt det Alt er; men se!l denne Blanding af Følelser sætter Sjælen i en gysfuld Tilstand, og man skynder sig derfra.
Dog, det brogede Liv fortrænger i nogle Dage de alvorlige Erindringer. Den nye Slægt bor i den gamle By, ubekymret om hvad der var og hvad der kommer. Uegte Guld og bredblommede Tørklæder, falske Merskums-Hoveder og opsminkede Tøjer spille med spraglede Farver fra de opfyldte Boder. Den glade Menneskevrimmel gaar, opvarmet af Puns og Kaffe, over den bragende, frosne Jord, og Haabet om Vinding er malet paa Alles Aasyn.
Jeg fører Dem nu, Højstærede, hen paa Pladsen, et godt halvt Aarhundrede tilbage i Tiden. Det er Aften; den livlige Handel er bleven afbrudt ved et afskyeligt Hundevejr, og alle Stuer paa Gaarder ere propfulde af Mennesker fra alle Kanter og af alle Stænder. De saakaldte Honoratiores havde fornemmelig samlet sig i to Værelser. I det ene stod Tærning-Brettet midt i Værelset; de rullende smaa Kuber vare nophørligen i Bevægelse, og Dynger af gode gamle blaa Sedler flyttede sig fra Nabo til Nabo. En lystig Støjen og Snakken hørtes fra den anden Stue, hvor et stort Selskab sad, indhyllet i en umaadelig Tobaksrøg, omkring en uhyre stor rygende Bolle. Dengang, mine ærede Damer og Herrer, havde Folk det i mange Henseender tvert imod os. Blandt Andet havde de endnu dengang i Hjertet baade Tro og Overtro, og bare hemmelig et Stykke Staal hos sig imod Trolddom, men skammede sig højligen over at vedkjendes enten Tro eller Overtro, og talede bestandig om Oplysning. Nu omstunder har Folk derimod, som De selv ved, hverken Tro eller Overtro, og klipper ej engang sine Regle om Fredagen, men derimod tør Ingen være Andet bekjendt, end at han har begge Dele i anstændig Grad, og man taler altid om Livets hemmelighedsfulde, dybe Toner. Eventyr og Under-Historier kunde Folk ret godt lide, da som nu, ligesom vore Bedstemødre gik med Stof saa godt som deres Datterdøtre gjøre det den Dag i Dag; kun at Eventyrene nu hede Sagn eller Noveller, Stoffet derimod Bombasin. Kort at fortælle, Selskabet underholdt sig om Punsebollen med allehaande mærkværdige Spøgelse-Historier og Nisse-Eventyr, men Alt belyst med Oplysningens Begkrands og under lydelig Skoggerlatter. Fouqué har, som De ved, skrevet et underholdende Eventyr, som heder das Galgenmännlein. Den Tid, jeg nu taler om, havde hverken Oehlenschlägers Fader drømt om at hans tilkommende Søn skulde oversætte, eller den lille Friherre Fouqué, at han engang skulde skrive et saadant Eventyr. Imidlertid — det gjør mig ondt, men Sandheden maa ikke dølges — maa jeg imellem os her underrette Dem om, at denne Galgemand slet ikke er Fouqués Opfindelse, men har i en naturligvis mindre udviklet Skikkelse været til længe før hans Tid. Netop udgjorde hans kuriøse Liv og Levnet Selskabets Underholdning ved den tredie Bolles Slutning, og da den Tid, som forløb imedens man ventede paa den nye, netop syntes skikket til at opvække alvorlige og moralske Betragtninger, tog ogsaa just et Par oplyste Landkræmmere Ordet, og talte om de forrige Tiders Lettroenhed og Overtro.
Længst inde i Kakkelovnskrogen sad en liden, skeløjet, brevskuldret Mand, som ingen Del havde taget i den støjende Samtale, og som, da han ikke havde Part med i Punsen eller var kjendt af Nogen, heller ikke var bleven værdiget de Øvriges Opmærksomhed. Hvad man vidste om Personen, var, at han hed Hak, boede i Finland og for et Par Dage siden havde med et ældgammelt, hæsligt Kvindemenneske indlogeret sig i en Stald paa nærmeste Gaard. Hr. Hak var i øvrigt temmelig vel klædt og lød til at kunne betale et bedre Logis. Paa engang traadte denne Hak frem til Bordet, strøg det tykke Haar til Side over Panden og begyndte med hæs Stemme: „Men hvoraf ved de gode Herrer saa vist, at der aldrig hændes slige Ting i Verden?“ Alle bleve tause og Piberne kom med Et fra alle Munde. Der var ikke et Smil at se, mindre en Latter at høre. Thi det forekom Enhver, som om Fanden eller i det mindste hans Vikarius i dette Øjeblik stod færdig at give dem Troen i Hænderne. „Jeg vil nu ogsaa“, vedblev han, fortælle Dem noget. Udi Finland, hvor jeg bor, levede i en ensom Stue en gammel Jomfru, styg som en Hex, fattig og sygelig. I de sidste tredive Aar havde hun været nødt til at opgive Haabet om nogensinde at kapre en Mand; men skjønt Haabet gik fløjten, fulgte dog ingenlunde Attraaen med. Tvert imod, jo ældre hun blev, desto værre blev hun i saa Maade. I hvor fattig og forladt den arme Pige var, maa hun dog sikkerlig have havt fornemt Slægtskab: thi ellers havde Fanden vel neppe taget sig saa stærkt af hende. Det være nu hvordan det vil, nok, en Dag afbrydes Jomfruens begrædelige Betragtninger over hendes Enlighed af en fremmed Person, der meget godmodigen forærer hende en kostelig liden Gave. Det var hverken mere eller mindre end et Hovedvandsæg af Sølv, men hvis rare Egenskaber skulde skaffe hende en Mand. Dette Klenodie, maa De vide, mine Herrer, havde og har endnu den synderlige Beskaffenhed, at Enhver, der besidder det, kan gjøre et Ønske om hvilket han vil af Jordens Goder, og det skal strax opfyldes. Jomfruen fik nu den Instruktion, at sælge det til den første den bedste Kavaleer imod en Forskrivning paa hans Haand og Hjerte til evig Tid, dog saaledes, at han efter opfyldt Ønske kunde overdrage sin Skat tilligemed Forskrivningen paa hvem han vilde, dersom han ikke over et Kvarteer havde Hovedvandsægget i Eje. Thi i saa Fald maatte han med Hud, Haar og Sjæl høre Jomfruen til.“
Selskabet, som ikke havde ret Lyst til at le over denne meget alvorlig fortalte Historie, mente, at det maatte være en herlig Ting at erholde dette Hovedvandsæg, da der sagtens altid inden et Kvarteer kunde findes en ny Liebhaber. „Ja men De maa vide“, vedblev Hr. Hak, „at Klenodiet ikke mere end en Gang kan opfylde samme Slags Ønske, og til Slutning blive da disse Ønsker udtømte som Alt i Verden, saa at den, der har erholdt den sidste Gave af Klenodiet, ventelig ej bliver af med det igjen.“— Man fandt det rigtignok slemt; men der var dog Adskillige af Selskabet, som mente, at dersom ikke Ønskerne vare alt for opbrugte, kunde det være Umagen værd at vove sig paa den glatte Is.
„Siden jeg finder Dem af denne Mening“, sagde Hr. Hak, „saa vil jeg oprigtig tilstaa, at jeg er i Besiddelse af Skatten, og altsaa for Øjeblikket Jomfru Frosches Brudgom, og tillige at jeg er hjertelig kjed deraf. Den hele vide Verden er endnu tilbage at ønske; thi jeg var den Første som bed paa hendes Krog, og min beskedne Fordring var alene at faa to Ben igjen, da jeg havde mistet mit ene. Dette Forlangende har jeg ogsaa rigtig faaet opfyldt. Vel har jeg nu havt baade Hovedvandsægget og Bruden i flere Dage, og har saaledes for længst tabt min Ret til at skille mig ved begge Dele; men af særdeles Føjelighed og formodentlig fordi jeg, urost, er den styggeste Karl i hele Finland, har Jomfruen tilladt mig at tuske med hvem jeg vil.“ Dermed trak han op af sin Lomme et lidet skinnende Hovedvandsæg og holdt det for Lyset. „Hvo har Lyst?“ raabte han. I det Samme gik Døren op og en kvindelig Skabning traadte ind, saa umaneerlig hæslig, at ingen Beskrivelse vil kunne række til at give en fjern Idee om hende. Det ene Øje, der var grønt, laa langt inde i Hovedet og spillede som en Kats i Mørke; det andet var sprængt frem som paa en død Flyndre og laa næsten nede paa Kinden. I Munden, der blev borte imellem Hage og Næse, havde hun en eneste mørkeblaa Tand, og paa de violette Kjæver stod en Rad Svinebørster lige i Vejret. Hun krøb ved en Stok frem i Stuen og hostede uophørligt, idet hun spyttede og harkede. Det er umuligt at forestille sig de Tilstedeværendes Forfærdelse ved dette Syn, især da hun med smægtende Kjælenskab kyssede sin smukke Brudgom og med halv lukkede Øjne lagde sig ind til hans Bryst. Han stødte hende temmelig umildt fra sig, og begyndte igjen: „Hvo har Lyst? — Men det er sandt, jeg maa dog sige Dem, at dersom det skulde falde Nogen ind at forære Ægget, efter at han havde faaet det, til Jomfruen, og hun nota bene tog derimod, saa var det forbi med alle dets gode Egenskaber; saa mistede jeg igjen mit gode Ben og Enhver hvad han havde faaet. Men det har sagtens ingen Fare; thi det giftelystne Bæst“ (her smilede Jomfru Frosche skjelmsk-kjælent, saa at Munden trak sig hen til begge Øren) „tager sig vel i Agt for at løse Nogens Forpligtelse paa den Maade. Nu, hvo har Lyst?“ —
„Jeg!“ sagde endelig en forgjeldet, forloren Søn, der var styrtet ind fra Pasadisbordet, hvor han havde tabt baade Penge og Ur. Hurtig skjød Hr. Hak med et skadefro Smil sin Forskrivning hen til ham, han undertegnede den, og modtog meget taalmodig sin nye Bruds fyrige Kys. Alle stode forbausede omkring ham. Men han lod sig ikke forstyrre. „Ja, mit lille Æg“, sagde han, „Du ved nu for en Ulykke vel, hvad jeg vil have. Herhid med Penge!“ Men der kom ingen Penge. „Kommer nok, min Engel!“ smiskede Jomfru Frosche. Hr. Hak var borte. Lidt betænkelig greb Brudgommen i sin Lomme, og se! en eneste, men en splinter ny Dalerseddel lod sig se. „Ha, ha! jeg forstaar det!“ raabte Forøderen og ilede ind med sin Daler til Tærningbordet. Med elskværdig Behændighed hinkede den skjønne Elskerinde efter ham, og det hele Punse-Selskab lejrede sig omkring. Spillerne, som ikke vidste det Mindste af, hvad der var foregaaet i Naboværelset, forbausedes over denne Tummel. Med stedse stigende Held spillede nu den lykkelige Brudgom, og i et Øjeblik havde han en Dynge Bankosedler foran sig; men hans Spillelykke skulde bleven ham dyr nok, hvis han ikke ved at se paa sit gjenvundne Ur med Forskrækkelse var bleven var, at Kvarteret næsten var udløbet. „Hvo har Lyst?“ spurgte han og saa sig urolig omkring. „Jeg!“ sagde en velstaaende Tobaksspinder, der var bekjendt for at have en anseelig Portion honnet Ambition. Han skrev under, til den berigede Exbrudgoms store Glæde, og nu betroede han, efter at have modtaget Brudgomskysset, til sit Hovedvandsæg og Selskabet, at han i Følelsen af indre Værd og ugemene Talenter, nok ønskede sig hensat paa en vigtig og anseelig Post i Staten, og forlangte i det aller Mindste at blive Kammerherre. Dette Ønske lod sig nu ifølge sin Natur ikke realisere paa Stedet; imidlertid saa Enhver saa tydeligt, at Kammerherren allerede sad i Maven paa Manden, og en naadig Protektion lyste saa tydelig frem af hans noble Smil, at Enhver bukkede uvilkaarlig for ham, og man kappedes om at byde ham en Stol, en Pris Tobak og at stoppe hans Pibe. Med inderlig Veltilfredshed saa den nye Stormand ned paa sine Klienter, og inden Kvarteret var omme, begyndte han alt at klage over Podagra og en svag Mave. Dog — det var paa Tide at sælge Bruden. „Hvo har Lyst?“ — „Jeg“, svarede en elendig Gigtkræmmer, som et nødvendigt Ærende havde bragt ud af den trange Stue og de Filtes Tøfler og hen paa det støjende Marked. Misundelig havde han siddet den hele Aften i en Krog og betragtet den kjære forbudne Puns, sin gamle Yndlingsdrik. „Jeg“, sagde han, skrev under, kyssede sin yndige Brud og tog Hovedvandsægget i Haanden. Hans Ønske var naturligvis at blive frisk og sund; og neppe havde han udtalt det, førend det forekom ham som om Gigten var rent strøgen bort, og i sin Glæde styrtede han frem mod Punsebollen, og drak af alle Kræfter. Endnu sad han ved denne behagelige Forretning, og enten det nu var Sundhedens eller en anden Rødme, men han forekom det hele Selskab som en Bakkus, i Stedet for han nylig saa ud som en Lazarus. Nær havde han glemt at Tiden løb hen, og leende forsikrede han, idet han favnede sin ædle Brud, at dersom ingen Liebhaber meldte sig, kunde det Skam være det samme. Just vilde Jomfru Frosche tage ham paa Ordet, da traadte Hr. Flink frem. Han havde lige fra Begyndelsen af siddet i en Krog, og spekulerende tygget sine Negle. Nu havde han endelig fattet sin Beslutning og modtog Ægget. Denne Hr. Flink, vel meriteret Kammerraad, havde, sagde Spottefugle, sit Navn som lucus Mal:Sntikva. Thi et større Drog af en Embedsmand fandtes da ikke, om man endog gjennemgik Registeret paa alle de danske Adelsmænd, der i den Tid bleve sendte til Norge, fordi de ikke duede til Andet. Personen havde faaet et temmelig vigtigt Embede, som man sagde, fordi han var forlovet med et Nær-Søskendebarn af en Gehejmeraads Svogers Fætter; men saa indbringende end hans Embede var, saa ulykkelig befandt dog den lille tydske Kammerraad sig; thi, hvad han aldrig havde tænkt før, indtraf, at han højligen savnede en Smule Hjerne. Han var ved sin Uvidenhed og Dumhed kommen i en saa hæslig Knibe, at han hverken vidste ud eller ind. Som sagt, han tog Ægget, og kradsede sit Navn under Forskrivningen. „Nu, hvad ønsker De Dem?“ spurgte alle Munde; men Kammerraaden smilede tilfreds og mente, det var slet ikke nødvendigt at publicere Ønsket. Man gjettede imidlertid overalt, at Kammerraaden havde begjæret et Pund Hjerne; og hans opklarede Blik og sammenhængende Tale syntes virkelig at bevise denne Gjetnings Rigtighed. Men fuldkomment Bevis derpaa fik man, inden Kvarteret forgik. Kammerraaden lod nemlig intet Minut forsvinde efter at have modtaget det ædle Brudgomskys, førend han raabte: „Hvo har Lyst?“ Men Ingen meldte sig, og han raabte sig hæs. Med halv Skadefrohed, halv Medynk saa Enhver paa sit Ur, og Gratulationerne begyndte allerede. Endnu var der et Minut tilbage; da sprang Kammerraaden op, løb ud af Stuen, og kom som et Lyn tilbage med — en lille tre Aars Dreng, der havde Skatten i sine smaa Hænder. „Underskriften er med iholden Pen, men han har frivillig taget imod Ægget.“ Forfærdelse over Menneskets Ondskab afvexlede med Beundring over hans pludselige Forstand. Da styrtede Jomfruen frem som en Furie og holdt saadant Spektakel, at hun døvede det tyssende Selskab. „Han kan jo voxe til“, mente En. „Men hvad vilde Du med det, Dreng?“ spurgte en Anden. „Lege dermed“, gav det uskyldige Barn til Svar. „Dig kan jeg ikke gjøre med“, hviskede Jomfru Frosche; „men skynd Dig, min Dreng, at give det bort; Du brænder dine Fingre.“ Men Barnet lo og glævede sig over det blanke Sølv, og Ingen af Selskabet havde desuden Lyst til at afsnakke ham det. Da hviskede paa engang Flink til sin Nabo: „Lad os for Guds Skyld faa Barnet ud, for at ikke Hexen, naar hun mærker at Ingen vil bide paa, skal bringe Hovedvandsægget i sine Hænder; thi saa miste vi Alle vore saa farligen tilkjøbte Egenskaber.“ Naboen fandt at han havde Ret; men det var for sent; Jomfru Frosche passede paa det første Øjeblik da den Lille var mæt af sit Legetøj og bad ham derom. I et Øjeblik var hun forsvunden dermed, og Gigtkræmmerens Ak- og Ve-Raab vakte alle Brudgommene op af deres glade Drømme. Da styrtede ind fra Sideværelset den nylig saa lykkelige Spiller. Han havde tabt sine Penge igjen og Mere til. Men den skarpsindige Vert bemærkede, at da Jomfru Frosche forlod Værelset, efterlod hun en afskyelig Stank som af Svovl og Beg.
De kan tænke Dem, mine Damer og Herrer, hvor slukøret det hele Selskab sad der. Markedet den følgende Dag var uhørt uselt. Og dermed har jeg indløst mit Pant.