Home-rule-bevægelsen i Irland
Home-rule-bevægelsen i Irland.
I. Historisk udsigt indtil Parnells tid.
Home-rule-bevægelsen i Irland er i navnet ikke af ældre dato end 1872. Men i tingen er den meget ældre, man kan gjerne sige omtrent ligesaa gammel som den politiske forbindelse mellem England og Irland. At forfølge home-rule-bevægelsen tilbage til dens begyndelse vilde derfor i virkeligheden være ensbetydende med en udsigt over Irlands historie gjennem aarhundreder. Herom vil der her ikke kunne blive tale. Imidlertid vil det til forstaaelse af den nuværende situation i Irland formentlig være nødvendigt at gjøre et lidet historisk tilbageblik. Og for et saadant ved jeg ikke noget mere passende udgangspunkt at vælge end overgangen fra det forrige til dette aarhundrede.
I det forrige aarhundrede havde der efterhaanden udviklet sig et, om end ganske vist meget indskrænket, selvstyre i Irland, — en udvikling, som i 1782 var bleven formelig stadfæstet. Irland havde da faaet eget parlament i Dublin, der ligesom parlamentet i London bestod af to kamre, og som ialfald formelt var uafhængigt af det engelske. Heelt var det saaledes etablerede irske selvstyre visselig høist ufuldkomment. For det første vedblev der at residere i Dublin en vicekonge (lord-lieutenant), der var engelsk ligesaa vel som den saakaldte „chef-sekretær“ d. e. næst vicekongens det høieste administrative embede for Irland. For det andet var organisationen af det irske parlament saadan, at det ikke endog blot med skin af ret kunde gjøre krav paa at være noget sandt udtryk for det irske folk. Irland var dengang som nu væsentlig katholsk. Den protestantiske del udgjorde kun en ottendedel eller i det høieste en sjettedel af den hele befolkning. Men til parlamentet havde kun protestanter d. e. altsaa væsentlig kun de engelsk-skotske elementer af den irske befolkning adgang. De keltiske og katholske irlændere var ikke alene udelukkede fra at vælges til medlemmer af parlamentet, men de havde fra først af ikke engang anledning til at øve nogen indflydelse paa valget af parlamentsmedlemmerne; først i 1793 fik de en vis meget begrænset stemmeret.
Imidlertid — trods alle ufuldkommenheder var der dog med denne ordning etableret et vist selvstyre i Irland. Det synes ogsaa, at det irske folk i det hele omfattede sit parlament ialfald med en relativ kjærlighed, at det ingen længsel følte efter en ophævelse af det og ikke ønskede nogen sammensmelting af den irske og den engelske lovgivende magt. En saadan sammensmeltning blev ikke destomindre resultatet af forhandlinger og begivenheder, som det her ikke er tid at gaa ind paa. Det selvstændige irske parlament fik kun en stakket tilværelse. Aaret 1800 blev det under heftig modstand fra de irske patrioters side besluttet ophævet, og fra 1ste Januar 1801 blev Irlands lovgivende myndigheder inkorporeret i Englands. Det irske folks repræsentanter havde herefter at møde i det fælles britiske parlament i London.
Fra den dag og til den dag idag har Irlands historie været en uafbrudt kamp for at gjøre dette om igjen, — at ophæve sammensmeltningen af den engelske og den irske lovgivningsmagt og at etablere den sidste som en fuldstændig magt med sæde i Dublin. Det er denne kamp, som for nærværende gaar under benævnelsen home-rule. Tidligere har den havt andre navne, eller den har intet navn havt.
Ikke mere end to aar efterat den nævnte inkorporationsakt var kommen istand, allerede i 1803, kom det til udbrud i de irske rækker lige over for det engelske regimente. Der dannede sig et komplot af irske kraftpatrioter. Et ungt brushoved, Robert Emmet, stillede sig i spidsen for irerne. Det kom til oprør, som dog blev kvalt i fødselen, og Robert Emmet maatte for sin ubesindighed bøde med sit liv.
Af langt større og mere indgribende betydning skulde en anden bevægelse blive, der snart efter traadte i dagen: den bevægelse, der er knyttet til Daniel O'Connells store navn.
Daniel O'Connells endelige maal var ophævelse af unionsakten af 1800. Der var dog et andet spørgsmaal, der for ham stillede sig som mere paatrængende, nemlig spørgsmaalet om den religiøse emancipation med andre ord en ophævelse af de indsnævrede baand, der endnu gjaldt for katholikerne i Irland. Han var selv katholik, og han havde derfor naturlig en destomere direkte og inderlig følelse af uretfærdigheden i disse baand. Han selv — vel et af de største parlamentariske talenter, som har levet — var ifølge loven udelukket fra parlamentet.
Paa samme tid imidlertid som O'Connell i det konfessionelle spørgsmaal saa et sine qua non, som det først og fremst gjaldt at faa løst, saa tabte han dog ikke derfor afsyne det andet og endelige maal: politisk selvstyre eller — med den moderne betegnelse — home-rule for Irland. Den første sag, katholikernes emancipation eller frigjørelse, opnaaede han at se iverksat, og han er derfor bleven hædret med titlen af den store frigjører (the great liberator). Det sidste maal — Irlands selvstyre — naaede han ikke, og det er, som bekjendt, ikke den dag idag naaet.
Agitationen derfor kaldtes dengang, som allerede sagt, ikke home-rule. Den kaldtes „Repeal of Union“ d. e. ligefrem oversat „tilbagekaldelse af unionen“. O'Connell fremsatte forslag herom paa parlamentet i 1834. I de debatter, som i anledning af dette forslag udspandt sig i det engelske underhus, finder man væsentlig ganske de samme argumenter benyttede for og imod som i debatterne i vore dage angaaende home-rule-spørgsmaalet. O'Connell protesterede dengang — ganske som Parnell for tiden — paa det bestemteste mod, at forslaget tilsigtede en skilsmisse mellem Irland og England. Hvad han erklærede at ville, var en føderativ forbindelse mellem landene. Sagen vilde — saa sagde O'Connell dengang, og saa siger Parnell nu — saa langt fra at skille tvertimod tjene til at knytte England og Irland nærmere til hverandre. „Giv,“ sagde O'Connell — „giv Irland dets parlament tilbage. Det britiske parlament har aldrig vist sig kompetent i lovgivningssager for Irland. Unionen er kommen istand gjennem en række af forbrydelser uden sidestykke i historien. De finantsielle og de lovgivende vilkaar for samme har været uretfærdige. Irland har været berøvet sin konstitution, dets folk berøvet sine subsistens-midler. En endelig adskillelse vilde kunne blive resultatet af en længere modstand fra Englands side. Mit land — saa sluttede O'Connell — mit land har hidtil været styret ikke ved konstitutionel lov, men ved despotismens aand. Det er grunden, hvorfor jeg beder England om at give Irland dets lovgivningsmyndighed tilbage.“
O'Connells veltalenhed var spildt, hans forslag faldt fuldstændig til jorden. 525 medlemmer stemte mod; kun 40 for, og af disse 40 var der kun en eneste engelsk repræsentant. Det var første gang, og det blev den sidste gang, at O'Connell direkte og i det engelske parlament førte spørgsmaalet om Irlands selvstyre frem.
Men det blev ikke sidste gang, at han overhovedet bragte sagen paa bane. Fra det engelske parlament forlagde O'Connell behandlingen af den til irske folkemøder. I begyndelsen af firti-aarene blev der afholdt en række folkemøder i Irland i dette øiemed. Folkemøder, der i henseende til antallet af deltagere maaske ikke har havt sidestykke. De holdtes rundt om paa øen, og flere af dem blev bivaanede af folkemasser, der anslaaes til flere hundred-tusinder. Paa et folkemøde ved høiden af Tara — et mindeværdigt punkt i Irlands historie — skal henved en halv million mennesker have mødt frem. Bønderne strømmede til fra alle kanter under anførsel af sine prester. Først blev gudstjeneste med alle den katholske kirkes ceremonier afholdt paa aaben mark, — og saa gik man over til politik. En resolution, gaaende ud paa gjenoprettelse af det irske parlament, blev enstemmig vedtaget.
O'Connell var sjælen paa alle disse folkemøder. Han drog fra det ene til det andet — overalt udfoldende sin enestaaende veltalenhed. I løbet af tre maaneder tiltalte han ikke mindre end 31 saadanne folkemasser. Men altid og overalt optraadte han som den loyale borger, der kun vilde anvendelse af konstitutionelle midler. „Ikke ved vold og magt — udtalte han ved en saadan leilighed — er det, at jeg venter at vinde, hvad der er kjærere for mig end alt i verden, nemlig Irlands gjenerobring af dets rettigheder og dets parlament; — jeg vil seire ved lovlige, fredelige, konstitutionelle midler og udelukkende ved dem; jeg vil seire ved den offentlige menings magt, ved viljernes forening, ved fire millioners samarbeide.“ Det er et talende vidnesbyrd om hans personligheds indflydelse og hans veltalenheds magt, at han formaaede at holde det saa let fængelige, irske folk i ro under saadanne umaadelige folke-sammenstimlinger, hvor det ellers maatte have været saa let at tænde gnisten til udbrud og udskeielser.
Anledningen til udbrud og udskeielser laa saa meget nærmere, som det heller ikke dengang manglede paa mænd i Irland, der vilde have været villige til at gaa andre veie end de slagne eller konstitutionelle. Det var navnlig det „unge Irland“, som de kaldte sig, en gruppe af varmblodige, mestendels unge mænd, hvis mest fremragende personligheder var Charles Gavan, Duffy, John Dillon, fader til den nuværende irske politiker af samme navn, og John Mitchell. Det „unge Irland“s mænd havde stillet sig under O'Connells banner, men de fulgte ham ikke altid uden knurren. Navnlig ved en leilighed var de af den mening, at O'Connell ikke handlede, som han havde kunnet og skullet. Han havde sammenkaldt et stort folkemøde til Clontarf, en liden by lige i nærheden af Dublin. Mødet imødesaaes med store forventninger, og der var al udsigt til, at det i størrelse vilde komme til at overgaa alt, hvad man tidligere havde seet af den slags. O'Connell stod da paa høiden af sin politiske indflydelse. Regjeringen blev urolig. Den udstedte forbud mod mødets afholdelse. Forbudet blev udstedt i sidste øieblik — dagen forud for den til mødets afholdelse berammede dag. Landeveiene var allerede paa alle kanter folde af bønder, der strømmede til. Regjeringen var bestemt paa at opretholde forbudet og havde i det øiemed militær i beredskab. Hvis man afholdt folkemødet var der megen udsigt til, at et blodigt sammenstød mellem bønderne og militæret ikke var til at undgaa. Hvad var at gjøre? O'Connell valgte følgende udvei: Han bøiede sig for autoriteterne — afsendte selvsamme nat bud om i alle retninger paa landeveiene for at melde bønderne, at mødet var indstillet — og at de havde at vende om igjen. For denne fremgangsmaade er O'Connell bleven sterkt dadlet af det „unge Irland“s mænd. En af dem, John Mitchell, har senere udtalt sin mening om, hvorledes O'Connel dengang burde have handlet. „Han skulde“ — siger John Mitchell — „have ladet bønderne komme sammen i Clontarf og mødt dem der, saaledes som han havde lovet. Han skulde derimod have ladet sine tilhængere i Dublin blive tilbage i byen og givet dem bemyndigelse til — mens tropperne var trukne ud af byen — at bemægtige sig slottet og militær-barrakkerne og at barrikadere de gader, der førte til Clontarf. Den hele garnison og politi udgjorde 6000 mand. Dublins befolkning var 260,000. Folkemasserne fra landet vilde antagelig have udgjort ligesaa mange. Der vilde være bleven et frygteligt mandefald blandt de ubevæbnede folk, da soldaterne havde skudt paa dem — forøvrigt en tvilsom sag — og O'Connell vilde kanske være falden. Det vilde have været vel for hans eftermæle, om saa var bleven tilfælde, og et mandefald af en 6 à 10,000 hin dag vilde have kunnet spare Irland det hundreddobbelte mandefald ved hungersnød.“
Saaledes siger John Mitchell, at O'Connell burde have handlet ved nævnte leilighed. Jeg siger ikke, den mening er den rigtige. Jeg nævner den kun for at vise, hvilke voldsomme anskuelser der ogsaa dengang raadede hos ledende mænd i Irland. O'Connell fik afledet dem — og beherskede dem ved sin indflydelsesrige personlighed. Men O'Connells dage var nu snart talte. Han mødte for sidste gang i parlamentet i 1847.
Hans land stod netop oppe i hungersnødens forfærdelige krise, om det var hans sidste thema i parlamentet: „Irland er i eders hænder. Hvis I ikke frelser det, — det kan ikke frelse sig selv. Med min dybeste overbevisning forudsiger jeg eder, at en fjerdedel af Irlands befolkning vil gaa tilgrunde, om parlamentet ikke kommer det tilhjælp.“
Saa lød hans sidste offentlige ord. Faa dage derefter var han paa veien til Rom for som god katholik at søge pavens velsignelse, før han tog afsked med livet. Han naaede ikke saa langt. Døden traf ham underveis, i Genua den 15de mai 1847.
Daniel O'Connel var død. Det irske folk var uden fører. Følgerne udeblev ikke. Det „unge Irland“s mænd kunde nu — da de var uden bremse — ikke længere styre sig. Saa kom februar-revolutionen i Frankrig og leverede nyt fængstof. Revolutionære blade og klubber blev stiftede — det voldsomste sprog blev ført. Regjeringen blev urolig. Den lod hovedlederne af det „unge Irland“-parti anklage for oprørske talemaader, og parlamentet blev anmodet om at træffe ekstraordinære foranstaltninger i anledning af tilstanden i Irland. O'Brien havde dristighed nok til at føre det mod den britiske styrelse fiendtlige sprog lige ind i parlamentet, hvoraf han var medlem. „Hvis det er“ — sagde han — „forræderi at mangle loyalitet lige over for dette kammer og lige over for Irlands styrelse ved Storbritanniens parlament — vel, da tilstaar jeg mit forræderi. Ja, hvad mere er, — jeg vil gjøre det til mit livs maal at omstyrte den myndighed, som dette parlament har usurperet over Irland. Jeg erklærer — ligegyldigt om denne erklæring er ulovlig eller ikke — jeg erklærer, at jeg har opfordret mine medborgere til at væbne sig.“
Det blev ikke bare med ord. Det endte med, at det „unge Irland“s mænd gjorde oprør, et oprør, som dog viste sig som en fuldstændig abort og blev til den ynkeligste fiasko — uden fordel for Irland — og kun til skade for ophavsmændene selv. O'Brien og hans forbundsfæller blev dømte til døden, men mod deres eget ønske blev dommen forandret til transportation til en straffekoloni for livstid. Den ene af dem, John Mitchell var, allerede forinden det var kommet til formeligt oprør, bleven dømt til fjorten aars deportation til en straffekoloni.
Det var den første revolution efter O'Connells død. Det blev ikke den sidste. Den næste havde i sit udspring det særegne ved sig, at den ikke oprindelig skjød frem paa irsk jordbund, men — i Amerika. Som følge af de mislige forhold i Irland var der gaaet en stadig stigende strøm af irske emigranter over Atlanterhavet, og som i den nye verden havde dannet irske kolonier, der med levende interesse fulgte begivenhederne og forholdene i hjemlandet. Saa brød den amerikanske borgerkrig ud. I denne deltog mange irlændere især i nordstaternes hærafdelinger, og mange af disses seire var væsentlig vundne ved irske mænd. Irlændere i Amerika var herunder komne til større bevidsthed om sin styrke, og da krigen var endt, var det mange af de hjemforlovede krigsmænd, der følte lyst til at stille sin kaarde i hjemlandets tjeneste og kjæmpe paa europæisk grund mod fiender, som de maaske i sit hjerte hadede mere end dem, de nys havde kjæmpet mod i Amerika. Deres krigslyst blev ansporet af en del af det „unge Irland“s mænd af 1848, der havde seet leilighed til at undvige fra straffekolonien og havde fundet asyl i Amerika. Der blev sendt udsendige fra Amerika til Irland for at knytte hemmelige forbindelser med de oprørske elementer der. Og hermed var indledningen skeet til den saakaldte fenierbevægelse i Irland i sekstiaarene.
Om at give nogen udsigt over fenierbevægelsens historie kan der her ikke være tale. Den blev — ligesom den forrige revolution snart kvalt, dog ikke uden at have grebet temmelig betydelig om sig, og den endte som den foregaaende uden vinding, kun til skade for Irland og dets mænd. Lederne blev dels henrettede, dels transporterede til straffekolonier. Saaledes som bevægelsen udviklede sig, synes det fra almindeligt synspunkt umuligt andet end at betragte flere af fenierne som ligefremme forbrydere. Men fra irsk synspunkt fremstiller de sig endnu den dag idag som heroer eller martyrer. Tre af dem, Allan, Larkin og Michael O'Brien, blev hængte for drab af en politifuldmægtig under udøvelsen af hans embedspligt. Det har ikke hindret, at det irske nationale partis nulevende hoveddigter, Sullivan,[1] har hædret deres død i en sang, der kan betegnes som en slags irsk Marseillaise, og som fortiden synges ved alle mulige leiligheder af home-rulerne. Omkvædet er: „God save Ireland“ (Gud bevare Irland). Dette omkvæd er hentet fra den ene af de tre nævnte for drab hængte fenier. Han sluttede nemlig sin forsvarstale for retten med følgende ord: „Jeg har intet at angre eller tage tilbage. Jeg kan kun sige: Gud bevare Irland.“
Denne irske „Marseillaise“ er meget karakteristisk, og et lidet bekjendtskab med indholdet turde derfor ikke være uden interesse: „Høit paa skafottet“ — saa lyder første vers i prosaisk oversættelse — „balancerede de tre høihjertede mænd, — ved tyrannens hævn afskaarne i sin blomst. Men de saa ham lige i ansigtet med sin races mod, — og med ubøiet sind gik de sin skjæbne imøde. Gud bevare Irland, sagde heltene; — Gud bevare Irland, siger vi alle; — om vi dø paa det høie skafot — eller paa valpladsen, — oh! hvad vegt ligger der derpaa, naar det er for vor elskede Erin,[2] at vi falder.“ Omkvædet „Gud bevare Irland, sagde heltene“ etc. gjentages for hvert vers.
Det irske folks kamp i denne tid — d. e. siden Daniel O'Connells død — var en kamp saa at sige i det blinde — visselig ikke uden patriotisme og enthusiasme, men uden sammenhold, uden overlagt plan, — bare voldsomme udbrud, førte af ubesindighed og endende i fortvilelse og fortrydelse, — uden varige politiske resultater.
Først i syvtiaarene skulde bevægelsen igjen faa en mere fast og planmæssig karakter. I 1872 fik den som sagt et nyt navn: home-rule. Og ikke længe efter fik den en fører, der var af fremragende talent, og som skulde formaa at samle de spredte, vildfarende elementer til en sluttet og disciplineret arme.
Denne fører — „Irlands konge uden krone“, som han er bleven kaldt, var Charles Stewart Parnell.
II. Charles Stewart Parnell og home-rule-bevægelsen under hans ledelse.
Charles Stewart Parnell er født 1846, altsaa endnu en forholdsvis ung mand. Forinden han betraadte den politiske løbebane, opholdt han sig nogen tid i Amerika. I 1874 stillede han sig første gang til valg, men blev da kastet. Han tabte ikke modet, — stillede sig paany ved førstkommende leilighed i 1876, — blev valgt og har siden uden afbrydelse været medlem af underhuset. I de første aar af sin parlamentariske virksomhed spillede han ikke nogen meget fremtrædende rolle. Det varede dog ikke længe, inden hans eminente førertalent traadte frem i dagen, og allerede i slutningen af syvtiaarene fremtræder han som det irske home-rule-partis anerkjendte chef. Han er ugift, — levede en tid sammen med en ugift søster, Fanny Parnell, en begavet dame, der delte hans politiske sympathier og interesser, men som døden har skilt fra ham.
Parnell er en folkehøvding af en helt anden type end det irske partis forrige chef: Daniel O'Connell. Den sidste var „blod af irlændernes blod og kjød af deres kjød“. Han var kelt af race og katholik af religion. Parnell derimod er angelsachser af race og protestant af religion. Familien Parnell er en til Irland indflyttet engelsk familie, der forøvrigt tæller flere baade literære og politiske størrelser inden sin midte, Paa mødrene side stammer han fra Amerika. Hans mor er datter af en amerikansk søofficer, admiral Charles Stewart, der udmerkede sig i krigen mellem England og Mexiko[3] i begyndelsen af aarhundredet. Den irske fører siges at skulle have adskilligt tilfælles med denne bedstefar, hvem han ogsaa er bleven opkaldt efter.
Parnell er aristokrat ikke blot ifølge afstamning og familietraditioner, men tillige ifølge sin sociale livsstilling og sin opdragelse. Hans far tilhørte den af home-rule-partiet saa forhadte godsherrestand, og ved sin fars død i 1871 blev han selv irsk godsherre. Han havde nydt den for britiske godsherrer sedvanlige opdragelse, og indtil han kastede sig ind paa den politiske bane, henrandt hans liv paa den for engelske herremænd sedvanlige maade d. e. med jagning, skydning, deltagelse i hesteveddeløb og lignende „noble“ passioner.
Parnell er af naturen slet ikke nogen taler, mindst af alt nogen folketaler. Da han holdt sin „jomfrutale“ ved et valgmøde, gjorde han ligefrem fiasko. Han stammede, harkede og gjentog sig, saa de, der hørte ham, var enig i, at han, om han blev valgt, ialfald ikke vilde blive nogen akkvisition i oratorisk henseende for parlamentet, men at hans rolle der kun vilde blive den stummes eller votermaskinens. Han synes heller ikke nu at være nogen ynder af mange ord — i modsætning til flerheden af de irske politikere — og taler ikke uden nødvendighed. Men naar han taler, kan man rigtignok være vis paa, at det, han siger, har baade fynd og klem.
Ogsaa i Parnells personlige væsen kommer den angelsachsiske herkomst paa mange maader frem. Han er stiv og afmaalt, rolig og fattet, som kun briten kan være. Man fortæller, at en dag en irsk kollega, glædestraalende over en seier, Parnelliterne havde vundet i underhuset, styrtede hen til Parnell for at bringe ham meddelelsen derom og i sin overstrømmende glæde holdt paa at ville omfavne ham og raabte: „Parnell, vi har seiret, vi har seiret, Parnell.“
„Hr. Parnell, maa jeg bede“ — bemerkede Parnell ganske koldt, idet han stiv og afmaalt holdt den begeistrede irlænder tre skridt fra livet.
Parnells politiske maal kjender vi allerede: Det er det samme, som havde været O'Connells, — som havde været det „unge Irland“s, — og som havde været feniernes, — kort, som har været irlændernes hele aarhundredet igjennem: dette, at gjenerhverve en selvstændig lovgivende magt for Irland, — et maal, der som nævnt siden begyndelsen af syvtiaarene er bleven formuleret under betegnelsen home-rule.
Home-rule for Irland er Parnells maal. Hvilke er saa hans midler?
Skulde hans midler kunne karakteriseres med et enkelt ord, saa tror jeg, dette ord maatte være: obstruktion. Parnell saa fuldt vel, at det irske parti — isoleret — ikke direkte kunde sætte noget igjennem. Men han saa tillige, at det ved indre sammenhold indirekte vilde kunne faa en betydelig indflydelse som hindring lige over for regjeringspartiet i dettes virksomhed. Vil ikke England – saa omtrent har han formentlig tænkt – lade Irland styre sine egne anliggender, saa skal Irland vise, at det formaar at hindre England i at styre sig. Hans taktik var den, at de – d. e. det irske parti – ved alle mulige leiligheder skulde bringe det irske spørgsmaal paa bane i parlamentet, stille det frem som et sine qua non. De skulde bringe det frem i tide og utide ligesom Cato det karthageniensiske. Home-rule for Irland skulde være deres „præterea censeo“. Og i dette øiemed skulde de paa alle mulige maader søge at hindre behandlingen af alle andre sager. Denne taktik resulterede i Parnells bekjendte obstruktionspolitik i slutningen af syvtiaarene.
Parnell var ikke opfinder af denne obstruktionspolitik. Et andet irsk medlem, Biggar, havde før Parnells tid bragt den i anvendelse. Men Parnell udviklede den og satte den i system.
Underhusets reglement – som det dengang var – gjorde ham sagen lettere, end den kunde synes. Reglementet indeholdt ikke nogen mundkurv-forholdsregler, men var helt igjennem hvilende paa principet om ordets frihed og minoritetens ret. Reglementet indeholdt derhos, at ingen sag, der mødte nogen modstand, kunde sættes under votering efter kl. 12½ om natten i de almindelige møder og efter kl. 5¾ om morgenen i onsdagsmødet. Parnells taktik gik nu ud paa ved en konsekvent og ubøielig benyttelse af dette reglement at obstruere eller hindre gjennemførelsen af de sager, som regjeringspartiet ønskede. Naar f. eks. debatten om en saadan sag holdt paa at afsluttes og stod i begreb med at underkastes votering, saa reiste Parnell eller en af hans drabanter sig og drog diskussionen ud, indtil kl. var slagen 12½ om natten eller i onsdagsmødet 5¾ om morgenen, da som sagt, ingen votering efter reglementet kan finde sted.
Ved denne taktik opnaaedes to ting: for det første den at hendrage opmerksomheden paa Irlands sag i parlamentet og over hele verden. Og for det andet den at bringe irlænderne selv til at faa blikket mere op for betydningen af at slutte sig sammen ved at vise dem, hvilken magt sammenhold forlenede dem med.
Saa var Parnells felttogsplan paa den ene slagmark: det engelske underhus.
Paa den anden slagmark, nemlig i Irland selv, koncentrerede hans felttogsplan sig i den saakaldte landliga, eller som den senere kom til at hede, nationalliga.
Ideen til samme var forresten ikke Parnells, men tilkommer nærmest Michael Davitt, en i flere henseender interessant og karakteristisk personlighed, der, skjønt ikke medlem af parlamentet, dog udøver en ikke ubetydelig politisk indflydelse i Irland fortiden.
Michael Davitt er født samme aar som Parnell, nemlig i 1846, men er ikke som den sidstnævnte udgaaet af godsherrestanden, men af et simpelt fæstebondehjem, og han har saa at sige med modermelken indsuget had til godsherrerne. Mens han var liden gut, blev hans forældre udkastede fra deres fæstegaard. Faren døde snart efter. Moren maatte gaa om og betle i de engelske byer. Hertil er hans tidligste barndomserindringer knyttede. Som ung mand deltog han i fenierbevægelsen. Han blev greben og dømt til femten aars strafarbeide. Efter syv aars forløb slap han ud af fangenskabet. Men ogsaa senere har han været fængslet, saa at en stor del af hans manddoms liv er bleven tilbragt i fængslet, — en omstændighed, der gjør, at han i det irske home-rule-partis øjne staar med en martyrglorie om sit hoved.
Denne mand — rigtig en type paa en irsk politisk fanatiker er som sagt den egentlige barnefader til institutionen, den irske landliga, der blandt andet spiller en saa betydelig rolle i processen „Times contra Parnell“,
Parnell selv var først i nogen tvil, om han burde give landligaen sin tilslutning. Han bestemte sig dog hertil, og fra den dag blev den en magt i det irske samfund. Parnell blev valgt til præsident; Michael Davitt og et par andre til sekretærer.
Grundtanken, hvoraf landligaen var udsprungen, var i faa ord denne: Det gjælder om at komme de irske fæstebønder tilhjælp i deres forhold til godsherrerne. Nogen assistance, som forslaar, er ikke at vente fra parlamentet. Man faar tage sagen i sin egen haand. Man faar ved privat sammenslutning eller association søge at gjøre, hvad de lovlige autoriteter skulde og burde gjøre.
Principet var ikke uden indre sammenhæng med principet for Parnells felttogsplan i selve parlamentet. I det ene som i det andet tilfælde var principet det at vise, at det irske parti kunde, om det gjaldt, hjælpe sig selv, og at det, om det intet direkte kunde sætte igjennem, dog ikke derfor var uden magt og indflydelse. I det ene som det andet tilfælde gik man ud paa at hæmme og stanse regjeringsmaskineriet for paa den maade at tvinge det ledende parti i England til at faa øjnene op for Irlands sag og opfylde dets ønsker.
De væsentligste midler, hvorigjennem landligaen søgte dette maal opnaaet, var den saakaldte boycotting og den saakaldte „plan of campaign“, midler, som det imidlertid ligger udenfor nærværende afhandlings ramme at gaa ind paa.
Landligaen var altsaa kommet istand (1879). Men et vigtigt moment manglede: nervus rerum eller penge. Parnell lod sig ikke forbløffe. Han saa en udvei i det nye Irland, der, som jeg allerede har paapeget, ved den sterke og stadige strøm af irske emigranter efterhaanden havde dannet sig paa den anden side af Atlanterhavet i de forenede stater. Hans blik tog saa meget naturligere den retning, som de irske amerikanere ved tidligere leiligheder noksom havde lagt for dagen, at de trods afstanden med levende sympathi og interesse fulgte home-rule-bevægelsen i moderlandet. Aldrig saasnart var landligaen bleven formelig konstitueret, før det blev besluttet, at Parnell under ledsagelse af John Dillon — en af de mest fremragende af det nuværende Irlands politikere — skulde reise derover for at søge assistance i form af amerikanske dollars.
Parnell var i høj grad skikket for denne mission: Han var ifølge afstamning selv halv amerikaner. Førinden han havde kastet sig ind paa den politiske løbebane, havde han opholdt sig i Amerika for at studere de derværende forhold. Hele hans personlighed var vel egnet til at vække interesse hos amerikanerne, endog fraseet den rolle, han allerede spillede i Storbritanniens politik. Amerika-reisen fik da ogsaa det heldigste udfald. Der blev afholdt en masse møder, hvor Parnell talte Irlands sag, og overalt blev han modtaget med sympathi og tilslutning. Han nød endog den ære at blive tilstedt adgang til at tale i de forenede staters lovgivende forsamling i Washington — en begunstigelse lige over for en udlænding, som næsten er enestaaende. Det blev heller ikke bare med ære. Fra et finantsielt synspunkt var ekspeditionen saa heldig, som man kunde ønske sig. De to udsendige vendte hjem med et pengebeløb af 72,000 £ (ca. 1,300,000 kr.) som skulde anvendes dels til organisation af landligaen, dels til de nødlidende i Irland efter Parnells forgodtbefindende.
Saa var der bleven opnaaet tre ting: Paa den ene side havde det irske parti i parlamentet samlet sig til en mere selvstændig holdning og sluttet modstand. Paa den anden side var der i selve Irland kommet istand en organisation, der havde baade vilje og evne til at optage kampen paa den slagmark. Og endelig havde der fundet en nærmere tilknytning sted mellem Irland og det irske element hinsides Atlanterhavet, — en tilknytning, der navnlig fra et økonomisk standpunkt var af overmaade megen betydning. — Og den, der var sjælen i det hele, var Charles Stewart Parnell. Han var den sterke vilje, det kolde klare hoved, der forbandt de forskjellige irske elementer, — baade dem paa denne og dem paa hin side af Atlanterhavet — til fælles samvirke.
Parnell var bleven en magt i den britiske stat — men en magt, der endnu langtfra var almindelig anerkjendt, og som endnu havde store kampe at gjennemgaa. Navnlig havde han to kampe at udkjæmpe. Den ene var mod en stor og mægtig mand: Gladstone. Den anden var mod et stort og mægtigt blad: Times.
For os, der ser, hvorledes tingene nu har udviklet sig og fremstiller sig den dag idag, er det interessant at bemerke, at den selvsamme Gladstone, der nu er Parnells nøie bundsforvandt og allierede, engang — og det ikke for mange aar tilbage — har været Parnells ivrigste fiende og modstander, — og at der har været en tid, da stemningen mod Gladstone i Irland var stik modsat af, hvad den er for tiden. Det er neppe nogen overdrivelse at sige, at i begyndelsen af dette decennium var Gladstone omtrent ligesaa hadet i Irland, som han nu er elsket. Den irske home-rule-presse spyede bitterhed og galde mod ham ganske paa samme maade, som den nu gjør det mod det nuværende kabinets chef, markien af Salisbury. Et af home-rule-partiets organer skrev f. eks. i 1881: „Gladstone holder paa at gaa ad helvede til med hurtigtog“.[4]) Og den samme gamle Gladstone, der nu i Irland almindelig gaar under benævnelsen „the grand old man“[5]) blev dengang hyppig tituleret „the grand old scoundrel“.[6]
Hvorledes denne forandring blev hidført, skal vi vise i en følgende Artikel.
Oscar Julius Tschudi.
Home-rule-bevægelsen i Irland.[7]
III. Parnell og Gladstone. Deres sammenstød og deres alliance.
Det vilde føre for vidt i nogen udførlighed at indgaa paa den kamp, som udspandt sig paa den politiske arena mellem de to britiske førere: Parnell og Gladstone. Vi maa indskrænke os til i al korthed at paapege stridens hovedmomenter.
De heftigste sammenstød fandt sted i aarene 1881—82. Gladstone var premierminister. Forster (der senere er død) var departementschef for de irske anliggender.[8] Parlamentet var traadt sammen 6. januar 1881. Den første betydelige sag, som blev det forelagt af regjeringen, var forslag om extraordinære tvangsforholdsregler ligeoverfor Irland. Lovforslaget var visselig ikke grebet ud af luften. Det havde sin sørgelige reelle baggrund i den lovløshedens tilstand, som raadede i Irland, og som ikke paa længe havde været saa ilde som netop det foregaaende aar d. e. 1880 — hvorom Forster fremlagde talende statistiske oplysninger i underhuset. Det var paa forhaand let at se, at regjeringen vilde faa medhold af parlamentet, og at al modstand fra det irske partis side vilde være forgjæves. Det eneste, Parnelliterne kunde gjøre, var at tage sin tilflugt til obstruktionstaktiken. Men selv dette vaaben var sløvet, idet underhuset, belært ved erfaringen fra slutningen af syvtiaarene,[9] nu havde sørget for at faa et nyt reglement, hvorved det blev muligt at sætte en stopper paa den systematiske obstruction. Imidlertid — Parnelliterne gjorde den brug af obstruktionsvaabnet, som de vare istand til. De trænerede debatten to dage og en nat. Saa blev der i henhold det nye til reglement sat „mundkurv“ paa dem. Parnelliterne reiste sig in corpore fra sine pladse og forlod salen, medens underhuset vedtog loven.
Ved denne sin fremgangsmaade havde Parnelliterne vel intet direkte vundet, men de havde ialfald opnaaet den ting at vække opmerksomhed i verden og bifald i Irland. Det var resultater, som maaske i endnu høiere grad blev opnaaet ved behandlingen af en anden sag, som et par dage bagefter kom fore i parlamentet. Regjeringen havde ladet Michael Davitt arrestere. Det irske parti var rasende. Det kom til heftige interpellationer i underhuset, interpellationer, som endte med, at Parnelliterne en for en — John Dillon først, saa Parnell og derpaa hele rækken nedover — blev transporteret ud af parlamentsalen med magt d. e. under armen af underhusets politi.[10] Dramatiske scener, der vilde have været komiske, om de ikke havde været udtryk for stemninger og forholde, der var dybt tragiske.
Midt under denne ophidsede stemning fremlægger Gladstone sit store landboreformforslag for Irland af 1881. Det var, som bekjendt, ikke første gang, at Gladstone optraadte som landboreformatør for Irland. Han havde gjort det allerede i 1870, men hin lov havde faktisk vist sig mislykket. I sit nye lovforslag tog Gladstone skridtet meget videre end første gang i retning af imødekommenhed ligeoverfor de irske fæstebønders fordringer, og dette forslag syntes overhovedet at maatte være vel egnet til at blive modtaget af irlænderne med bifald. Dette vilde under andre omstændigheder antagelig heller ikke udeblevet. Men saaledes som sagerne da stod, besluttede Parnell og hans tilhængere at forholde sig kjølige ligeoverfor Gladstones forslag og at afholde sig fra deltagelse i behandling af det. Deres grund til denne unegtelig noget besynderlige optræden var for det første den, at de ikke vilde være med paa at støtte en regjering, der undertrykkede Irland med tvangslove og lignende; — videre den, at selve lovforslaget indeholdt dispositioner, der efter deres formening var uheldige; — endelig den, at de ikke i de af Gladstone foreslaaede forholdsregler kunde bekvemme sig til at se nogen endelig løsning af det irske spørgsmaal.
Forslaget gik igjennem og blev sanktioneret den 22de august 1881. Men i Irland blev loven modtagen uden enthousiasme, hvad der heller ikke kunde komme overraskende efter den holdning, de irske fæstebønders ledere havde fundet at burde indtage ligeoverfor den. Man kan sikkert let forestille sig Gladstones skuffelse. Med de bedste hensigter og med de største forhaabninger om at tilvejebringe forsoning i Irland havde han givet sig ikast med sit verk, Han havde fuldbragt det og fundet, at det var saare godt. Og saa ser han de forventede virkninger af det ifærd med at strande som følge af modstand fra enkelte fanatiske mænd. Thi at det var Parnelliternes skyld — og deres skyld alene — om de formodede gunstige resultater af loven udeblev, derom nærede han ikke et øjebliks tvil. Intet under derfor, at Gladstone med skjæve blikke betragtede Parnell, og at han begyndte at omgaaes med planer om at fælde denne „Irlands konge uden krone“.
Parlamentets høstferie indtraadte. Bataljen mellem Gladstone og Parnell blev fra underhuset forlagt til folkemøderne, hvor det er sedvanligt, at de britiske politikere i ferietiden udfolder sin veltalenhed. Den engelske premierminister angreb den irske høvding paa folkemøder i England. Parnell gav ham mynt for mynt tilbage paa folkemøder i Irland. Paa et folkemøde i den engelske by Leeds den 7de oktober 1881 anklagede Gladstone Parnell for at berøve de irske fæstebønder den nye landboreformlovs velgjerninger. „Nu” — sagde Gladstone — „nu, da landboloven er gaaet igjennem, og han (d. e. Parnell) frygter for, at det engelske folk skal vinde hele den irske nations hjerte, nu har han et nyt plyndringsevangelium at forkynde.“ Gladstone sluttede sin tale med en trusel: „Hvis“ — sagde han — „hvis det bliver aabenbart, at der er en endelig kamp at levere i Irland mellem loven paa den ene og lovløsheden paa den anden side, saa siger jeg det uden nølen, at det skal vise sig, at civilisationens hjælpekilder ligeoverfor dens fiender endnu ikke er udtømte.“
Denne trusel var aabenbarlig myntet paa Parnell. Han lod sig ikke forbløffe. To dage efter blev der afholdt et folkemøde i Wexford i Irland, og her gav Parnell Gladstone svar paa tiltale: „Jeg for min part“ — sagde Parnell — „jeg har tillid til fremtiden. Ligesom Gladstone ved loven af 1881 har gjort en fuldstændig kovending og har tilbagekaldt alle sine gamle principer, saa skal vi endnu engang faa se, at denne engelske ministers tapre ord skal gaa op i røg ligeoverfor det irske folks sammenhold og faste beslutning.“
De følgende begivenheder skulde snart vise, at den, der dengang saa længst fremad af de to, var ikke gamle Gladstone, men unge Parnell.
Imidlertid — den øieblikkelige seier syntes at blive Gladstones. Et par dage efter at det nysnævnte folkemøde i Irland var bleven afholdt, forbausedes verden med efterretningen om, at Parnell pludselig var bleven arresteret og ført til Kilmainham fængsel (i Irland). Det var et formelig kup, Gladstone her havde gjort, og i England og Skotland var der almindelig jubel over den raskhed og beslutsomhed, regjeringen havde lagt for dagen. Londons kommunebestyrelse holdt banket for regjeringen i Guildhall samme dag, som budskabet om Parnells fængsling indløb. Gladstone modtog telegram derom under maaltidet. Da han reiste sig for at takke for den skaal, kommunebestyrelsens ordfører”[11] havde udbragt for regjeringen, begyndte han saaledes: „Jeg har netop i dette øjeblik modtaget underretning om, at det første skridt til forsvar af lov, orden, eiendomsrettigheder, landets frihed og samfundets første rettigheder er gjort ved fængsling af den mand“ . . . . . . . . Han kom ikke længere. Han blev afbrudt ved, at hele selskabet som en mand reiste sig op og udbrød i en voldsom applaus, der varede i flere minutter, medens Gladstone svang telegrammet i luften og gjentagende skreg: „Vore fiender er faldne; vore fiender er faldne.“ — — —
Frembragte imidlertid budskabet om Parnells fængsling i England jubel og glæde, var virkningen i Irland en helt anden. Der blev det modtaget, som om landet var bleven rammet af en stor almindelig nationalulykke. Paa mange steder blev butikkerne lukkede, og skodderne satte for vinduerne, som om det gjaldt en begravelse, og rundt omkring blev møder afholdt for at give offentligt udtryk for sorg og harme. I Dublin kom det til formeligt oprør, der blev dæmpet med en voldsomhed, der forøgede forbitrelsen paa øen.
Regjeringen nøiede sig ikke med at sætte den irske høvding under laas og lukke. Den lod tillige en hel flok af hans drabanter arrestere, desuden flere af de irske parlamentsmedlemmer.[12]
Regjeringen havde troet, at dens strenghed skulde tilveiebringe ro og orden i Irland. Den fik snart føle, at den havde stygt forregnet sig. Tilstanden i Irland havde været ilde i forveien. Den blev endnu værre bagefter. I 1880 havde der været 8 agrarmord og 25 overfald med skydevaaben. I 1881 var der 17 agrarmord og 66 overfald med skydevaaben. I de første 6 maaneder af 1882 var der ikke mindre end 15 mord og 40 overfald med skydevaaben. Parnell var i fængslet fra oktober 1881 til april 1882.
Denne forværring af tilstanden i Irland maatte allerede i og for sig være vel egnet til at bibringe regjeringen betænkeligheder angaaende rigtigheden af den politik, den nu fulgte. Hertil kom desuden den omstændighed, at toryerne ogsaa paa sin side begyndte at angribe Gladstones og Forsters irske politik og i sammenhæng dermed at kokettere med Parnelliterne.
Ledet af disse forskjellige hensyn greb Gladstone med begjærlighed en tilbudt leilighed til at række en forsonende haand ud mod Parnell. Der blev indledet forhandlinger mellem regjeringen og de politiske fanger i Kilmainham. Over disse forhandlinger — hvor captein Shea, der træder ikke lidet frem i processen mellem Times og Parnell, synes at have spillet en betydelig rolle som mellemmand — hviler der tildels et mystisk slør, som endnu den dag idag ikke helt er bleven løftet. Forhandlingerne ledede til den saakaldte „Kilmainham-traktat“.[13] Gladstone gik ind paa at gjenoptage spørgsmaalet om agrarreformer for Irland paa et af Redmond fremlagt forslag, der var dikteret fra det irske home-rule-partis standpunkt, og som indeholdt vidtgaaende indrømmelser ligeoverfor de irske fæstebønder specielt med hensyn til spørgsmaalet om fæsteafgiftsrestancerne, et punkt, som udgjorde en af Parnelliternes hovedanker mod Gladstones lov (af 1881). Gladstone gav paa forhaand tilsagn om at ville stille sig velvillig ligeoverfor dette nye lovforslag. Til gjengjæld for Gladstones imødekommenhed gav Parnell paa sin side løfte om at ville anvende sin indflydelse til at afholde de irske bønder fra forbrydelsens vei.
Betragter man „Kilmainham-traktaten“ i dens helhed faar man det indtryk, at det snarere var fangen Parnell, der dikterede Gladstone betingelserne end omvendt. Den irske departementschef, Forster, der havde været Gladstones højre haand under hans irske tvangspolitik, traadte af, idet han ikke kunde give sit bifald til Gladstones „signalforandring“. Parnell gik i virkeligheden ud af fængslet som triumfator. Regjeringen gjorde anstalter til at maugurere den nye forsoningspolitik, og lysere dage syntes at skulle oprinde for det ulykkelige Irland.
Da hændte en begivenhed, som pludselig med et forandrede situationen og igjen formørkede udsigten for Irland. Det var det bekjendte mord paa lord Cavendish og Burke i Fønix park i Dublin den 6te Mai 1882. Lord Cavendish var en yngre broder af lord Hartington. Han stod tillige i slegtskabsforhold til Gladstone. Han var en meget sympathetisk personlighed. Hans mission til Irland var saa smuk som vel tænkeligt: han kom som overbringer af den nye forsoningspolitik, som regjeringen nu stod i begreb med at indvie. Han var netop ankommen, da han sammen med Burke — denne beklædte posten som understats-sekretær for Irland — faldt for morderhaand i det land, til hvilket han var kommen ikke blot som gjest, men saaatsige som en fredens engel.
Mordet var skammeligt til vederstyggelighed, og det var frækt til forbauselse. Man forestille sig scenen: en lys vakker sommereftermiddag midt i hovedalleen, den aabneste og smukkeste allé i en af de aabneste og smukkeste parker i verden. Folk drev op og ned som sedvanlig, tilhest, tilfods, paa velociped. Vicekongens sommerbolig ligger i parken, ikke langt fra og med fri udsigt til den nævnte allé. Det er oplyst, at paa den tid, mordet foregik, havde vicekongen selv staaet i et af vinduerne og seet ud netop i den retning. Han havde ogsaa virkelig seét, at der var noget paafærde, uden dog at have havt nogen anelse om, at han havde været øjenvidne til et af de mest oprørende dramaer, som aarhundredet har at fortælle om.
For ingen kunde dette mord komme ubeleiligere end for Parnell. Og det viste sig saaledes her atter, hvad Irlands historie giver mangfoldige vidnesbyrd om, at saa slem englænderen kan have været mod irlænderen, saa har irlænder dog været irlænder værst. Det har vist sig ligesaa langt ned i fortiden, ligefra den gang, da Mac Murrough, en af de irske smaakonger i det 12te aarhundrede, paakaldte den engelske konges hjælp under en strid mod sine naboer og derved først gav anledningen til Englands herredømme i Irland — og lige ned til Pigott-affæren. Thi Pigott var irlænder; han havde selv tilhørt det selvsamme irske parti, hvis chef, Parnell, hans lumskelige machinationer gik ud paa at styrte.
Det siger sig omtrent selv, at efter Fønix-park-mordet blev der foreløbig ikke mere tale om forsoningspolitik. Den gamle historie begyndte paany med tvangsforholdsregler fra regjeringens side, med haardnakket opposition og obstruktion fra Parnelliternes.
Parnell blev sigtet for moralsk delagtighed i Fønix-park-mordet. Og at sjgtelsen ikke blev uden gjenlyd, derom bærer den senere reiste og endnu uafgjorte sag mellem Times og Parnell noksom vidnesbyrd.
I Irland blev sigtelsen besvaret med, at en nationalsubskription blev sat i gang for at hædre Parnell. Initiativet hertil udgik fra en af Irlands erkebiskoper, der tegnede sig først paa listen for et klækkeligt beløb. Ideen blev optaget og gjennemført med begeistring af irlænderne saavel i Europa som Amerika. Der indkom idethele ca. 38000 £ eller 700000 kroner, der blev overrakt ham ved en stor banket til hans ære i Dublin.
Det var i 1884. Samme aar blev der af parlamentet vedtaget en ny udarbeidet valglov. Den gjaldt alle de tre britiske riger, og var saaledes ikke nogen specielt irsk foranstaltning. Men at den i særegen grad angik Irland, skulde de snart paafølgende valg noksom afgive faktisk vidnesbyrd om gjennem en meget betragtelig tilvekst i Parnelliternes rækker.
Det manglede ikke paa dem i parlamentet, der forudsaa denne følge, — heller ikke paa dem, der af den grund forlangte, at Irland skulde stilles udenfor loven. Herom blev der fremsat forslag af Chaplin, et forslag, som navnlig med iver blev støttet af det irske godsherrepartis repræsentanter. Det faldt imidlertid fuldstændig, idet det kun opnaaede 137 stemmer ligeoverfor 332. Samme skjæbne havde et andet forslag, der gik ud paa at indskrænke antallet af Irlands parlamentsrepræsentanter fra 105 til 81.
Samtidig med at udsigterne ved den nævnte valglov bedredes for Parnelliterne i henseende til deres egen styrke, steg ogsaa deres aktier fra et andet synspunkt. Mellem Parnelliterne og det engelske Tory-parti havde der paa grundlag af det fælles fjendskab ligeoverfor det gladstonske ministerium udviklet sig et forhold, der efterhaanden havde antaget en alt mere og mere intim karakter. Paa Toryernes side var det navnlig den fremragende engelske politiker, lord Randolph Churchill, der arbejdede hen til en alliance mellem det konservative engelske parti og det irske home-rule-parti.
Imidlertid holdt det gladstonske ministerium stadig paa at tabe terræn saavel i parlamentet som i opinionen. Foruden de irske var det navnlig de udenrigske anliggender, specielt udviklingen af begivenhederne i Ægypten, der bidrog hertil. Den 27de februar 1885 kom sagen angaaende den populære krigshelt Gordon, der havde fundet et saa tragisk endeligt, fore i parlamentet, og det var med yderste nød — kun 14 stemmers majoritet — at ministeriet reddede sig ud af stormen. Man kan gjøre sig en forestilling om ministeriets deklination, naar man tager i betragtning, at Whig-partiet — d. e. det parti, som ministeriet støttede sig ti — talte i underhuset 360 stemmer, medens Tory-partiet kun talte 248 og det irske home-rule-parti 64 stemmer saaledes, at ministeriet altsaa nominelt — selv i tilfælde af sammenslutning mellem Toryerne og Parnelliterne — skulde raade over en absolut majoritet af 48 stemmer.
Faa maaneder efter, nemlig den 13de mai 1885, bebudede Gladstone, at det var regjeringens hensigt at foreslaa fornyelse — ialfald en delvis — af den irske tvangslov. Forslaget derom blev opslaaet til forhandling i parlamentet den 11te juni næstefter. Det gladstonske ministerium skulde imidlertid ikke opleve den dag. Dets dødsdom blev fældet tre dage iforveien. Den 8de juni — under behandlingen af budgettet — kom regjeringen i; minoritet. Gladstone traadte af. Og et Toryministerium kom til roret. Marquien af Salisbury blev premierminister; lord Randolph Churchill overtog porteføljen som departementschef for Indien og blev tillige den faktiske leder af underhuset.[14] Sir William Dyke blev departementschef (chief secretary) for Irland.
Med dette ministerskifte indtraadte en forandring i regjeringens forhold til Irland. Den lod det af Gladstone forberedte tvangslovsforslag falde. Den udsaa til vicekonge (lord-lieutenant) i Irland lord Carnarvon, en mand, der var besjælet af den oprigtigste og øiensynligste vilje til at formilde stemningen i Irland. Kort, flere tegn tydede paa, at alliancen mellem det engelske Tory-parti og det irske home-rule-parti var beseglet.
Saaledes stod sagerne, da parlamentet af 1880 kom tilende[15] og valgkampagnen til de nye regulære parlamentsvalg begyndte. Parnells valgprogram var enkelt og klart. Han erklærede ligeud, at tiden var kommen, da det irske parti kun skulde, opstille en eneste artikel i sit valgprogram, og den artikel var: home-rule.
Toryerne begyndte at faa betænkeligheder, hvorvidt de længere kunde forsvare sit forhold til Parnelliterne. De var vistnok for diplomatiske til under valgkampagnen ligefrem at bryde med Parnell. Men de vogtede sig paa den anden side vel for at binde sig til hans home-rule-program. Uagtet direkte opfordret undveg lord Randolph Churchill at udtale sig om det irske home-rule-spørgsmaal. Det var øjensynligt, at han ønskede at se valgenes udfald, forinden der fattedes nogen endelig afgjørelse om, hvorvidt Tory-partiet skulde have at bryde med Parnelliterne eller ikke.
Medens Toryerne begyndte at lægge nogen kjølighed for dagen i forholdet til Parnelliterne, fik disse en ny beiler fra en helt anden kant. Den nye beiler var Gladstone. Denne gamle statsmand, der i sit lange politiske liv har gjennemgaaet alle stadier fra den stiveste konservatisme til den videstgaaende radikalisme, havde allerede forsøgt mange maader at løse det irske spørgsmaal paa. Han havde snart i tyve aar holdt paa med irske reformarbeider. Han havde begyndt med de kirkelige forhold og havde ophævet den episkopale statskirke i Irland (1869.) Han havde derpaa givet sig ikast med landboreformer og havde i det øiemed taget flere skridt, det ene længere end det andet. Gladstones irske agrarlov af 1870 havde gjort de irske fæstebønder betydelige indrømmelser paa godsherrernes bekostning. Hans agrarlov af 1881 havde gaaet endnu adskillig videre i samme retning. Og dog — alt havde vist sig forgjæves. Det var klart og uimodsigeligt, at Gladstone ved sine landboreformer ikke havde naaet, hvad han havde villet: Irlands forsoning. Han erkjendte det og — kom til den overbevisning, at den vei, han hidtil havde fulgt, ikke førte til maalet, og at der for at naa dette ikke var andet fore end at gribe til det middel, som Parnell pegte paa: at skille Irlands lovgivende myndighed fra Englands m. a. o. at give Irland home-rule.[16]
Til at lede den gamle statsmand ud paa home-rule-banen bidrog derhos udentvil et andet moment. Det var dette, at det irske home-rule-parti under Parnells ledelse efterhaanden havde taget en saadan udvikling, at det var umuligt at lukke øjnene for, at det var en faktor af betydelig vægt. Og dette havde aldrig været saa aabenbart, som det blev under denne valgkampagne. Den ovenfor nævnte, i 1884 vedtagne udvidede valglov gav Parnelliterne nye kræfter. Det ene sæde efter det andet faldt i deres hænder, og alt tydede paa, at Parnell vilde gaa ud af valgkampagnen med en større styrke end nogensinde.
Intet under derfor, at han blev betragtet som et godt og ønskværdigt parti. Hans gamle inklination gik, som nævnt i retning af Toryerne. Han brød heller ikke med dem strax, efterat gamle Gladstone havde begyndt at optræde som beiler, men han vedblev at vedligeholde forhandlinger med deres repræsentant i Irland, lord Carnarvon. Det fortælles, at denne og Parnell havde en sammenkomst, der havde et helt mysteriøst præg: iførte lange graa kapper, der gjorde dem ukjendelige, mødtes de i skumringen i et øde hus i en stille gade i Dublin, hvor de forhandlede det irske spørgsmaal. Om disse forhandlinger hersker der overhovedet nogen uklarhed. Men det synes, som om lord Carnarvon har givet Parnell at forstaa, at det konservative parti, om det fik majoritet ved valgene, vilde være tilbøielig til at give Irland en særegen lovgivende myndighed.
Under valgkampagnen var det ogsaa det almindelige, at Parnelliterne gav irske vælgere det raad at stemme paa Tory-kandidater fremfor paa Gladstonianere.
Valgene i Storbritanien faldt dog ud til fordel for de sidste. Gladstone (Whiggerne) opnaaede 333 sæder, medens Toryerne kun fik 251. D. e. Whigpartiet fik en majoritet af 82.
Det irske parti udgik af valgkampagnen med 86 sæder. I sin forrige session havde det kun talt 64, saaat det altsaa havde faaet en tilvekst af ikke mindre end 22 repræsentanter.
Efter valgenes udfald var Parnell i virkeligheden situationens herre. Thi med sine 86 mand kunde han, som man vil se, faa vegtskaalen for de to engelske partier til at balancere saaledes, som han maatte ønske. Toryerne i forening med Parnelliterne vilde nemlig faa en overvægt af 4 stemmer over Whiggerne.
Imidlertid var denne majoritet unegtelig lovlig liden til at arbeide med. Og det var derfor ganske naturligt, at Parnell efter dette valgresultat ikke viste sig uimodtagelig for den kur, som blev ham tildel fra Gladstones side. Og det saamegetmere, som Tory-partiets ledere mere og mere tydelig gav tilkjende, at home-rule-spørgsmaalets løsning ikke var at vente fra den kant.
Saa blev partiet mellem Parnell og Toryerne hævet. Forbindelsen mellem ham og Gladstone blev indgaaet; — egteskabspagten blev opsat; — fæstemandens brudegave blev bestemt.
Gladstones brudegave var home-rule-forslaget for Irland, gaaende ud paa at etablere et eget irsk parlament med sæde i Dublin. —
Parlamentet traadte sammen den 12te januar 1886. Det gamle Tory-ministerium stod endnu ved roret, men sang paa det sidste vers. Allerede 14 dage efter, den 27de januar, indgav det sin dimission og blev afløst af et ministerium Gladstone. Denne havde ikke sit home-rule-forslag straks færdigt. Men at det vilde afstedkomme splittelse inden hans egne rækker, var ikke destomindre klart ligefra begyndelsen. Marquien af Hartington, der længe havde været almindelig udpeget som Gladstones arvtaget til ledelsen af Whigpartiet, negtede at indtræde i et kabinet, der havde home-rule paa sit program. Chamberlain og George Trevelyan var vel ikke fra begyndelsen af lige stive. De overtog hver sin portefølje i det nye ministerium. Men de blev ikke staaende længe. Allerede marts maaned skilte de sig fra Gladstone. Og denne maatte rekonstruere sit kabinet med nye kræfter. Han lod sig imidlertid ikke rokke i sit forsæt, men vedblev ufortrødent at arbeide paa sit home-rule-forslag. Den 8de april 1886 var det færdigt og blev forelagt underhuset.
Ikke paa umindelige tider har det engelske parlament frembudt et saa animeret skue som hin dag. Forhandlingerne skulde — som skik og brug er i det engelske parlament — først finde sted om eftermiddagen. Men allerede kl. 6 om morgenen begyndte parlamentsmedlemmer at indfinde sig for at sikre sig plads. Det engelske underhus frembyder nemlig den for os paafaldende særegenhed, at det ikke afgiver tilstrækkelig plads for samtlige medlemmer. Det tæller 670 medlemmer. Der er siddepladse kun til lidt over halvdelen. I almindelighed forvolder dette forresten ikke nogen vanskelighed. Sagen er den, at de britiske parlamentsmedlemmer ikke opfatter sit hverv paa samme maade som f. ex. vore storthingsmænd, der sidder og maaber i storthinget over hvilkensomhelst sag, de ofte hverken har forstand paa eller interesse for. I det engelske parlament er gjennemsnitlig ikke mere end en fjerdedel af repræsentanterne tilstede; selv under behandlingen af store og vigtige sager sjelden mere end halvdelen. Men nævnte dag var der en iøinefaldende mangel paa plads. Flere parlamentsmedlemmer maatte staa; andre hjalp sig paa den maade, at de selv bragte stole med sig ind i salen.
Gamle Gladstone — han var dengang over 76 aar gl. — motiverede sit forslag i en tale, der varede i 3 timer og 25 minutter, og som er bleven betegnet som denne talekunstners mesterstykke. Efter i indledningen at have paapeget de forgjæves forsøg, England i dette aarhundrede havde gjort paa at besegle forbindelsen mellem de to lande, erklærede han som sin overbevisning, at England nu var bleven træt af beleiringstilstandens og tvangslovens politik ligeoverfor Irland. En ny og meget bedre udvei havde nu aabnet sig. Det var den, han stod i begreb at fremlægge for parlamentet: den at give Irland en egen lovgivende myndighed. Han gav derhos en udsigt over, hvorledes man i andre lande havde ordnet sig i lignende forholde. Han dvælede derunder specielt ved foreningen mellem Norge og Sverige, hvori han saa en mønsterværdig analogi for den af ham foreslaaede forandring i det statsretslige forhold mellem England og Irland.
En detailleret indgaaen paa Gladstones home-rule-forslag vilde føre for vidt. Men jeg skal søge i muligste korthed at paapege hovedpunkterne i det.
Det irske parlament skulde bestaa af ialt 309 medlemmer, delt i to „stænder“.[17]
Den første „stand“ skulde for det første bestaa af Irlands pairer (d. e. de irske medlemmer af overhuset) og dernæst af 75 andre, der skulde vælges for 10 aar blandt mænd, der havde en aarlig indtægt af mindst 200 £ sterling. Stemmeberettigede paa disse repræsentanter skulde kun de være, der eiede eller brugte jord, der gav et aarligt nettoudbytte af mindst 25 £.
Den anden „stand“ skulde bestaa af 206 medlemmer, der skulde vælges i henhold til de almindelige gjældende valgbestemmelser.
De to „stænder" skulde sidde og forhandle i fællesskab. I regelen skulde de ogsaa votere sammen. Dog skulde de have ret til at votere hver for sig, og – i tilfælde af uenighed mellem dem – skulde den ene have et suspensivt veto paa 3 aar ligeoverfor den anden.
Det irske parlaments kompetence skulde omfatte alle de egentlig irske anliggender, forsaavidt de ikke direkte berørte det britiske riges almindelige interesse. Til de anliggender, der ifølge denne indskrænkning vilde komme til at ligge udenfor Dublin-parlamentets raadighed, henhørte navnlig alt, hvad der angik krig og fred og idetheletaget forholdet til fremmede magter, – uden post- og telegrafvæsenet, – told- og skattevæsenet, – mynt, maal og vægt etc. Endelig var det udtrykkelig forbudt det irske parlament at oprette nogen statskirke eller overhovedet at gjøre noget indgreb i den religiøse frihed.
Med hensyn til den exekutive myndighed saa skulde den idetheletaget være ordnet paa tilsvarende maade som i England. Majoritetens leder skulde af vicekongen paa suverænens vegne kaldes til at danne en regjering, der var ansvarlig for parlamentet. Dronningen (suverænen) skulde her – ligesom i det britiske parlament i London – have ret til absolut veto i alle beslutninger, en ret, der skulde udøves af vicekongen, der idetheletaget skulde være at betragte som kronens repræsentant i Irland.
Vicekongens (lord-lieutenantens) embede kom ikke til at undergaa nogen væsentlig forandring efter forslaget. Dog skulde det hidtilværende forbud mod, at en katholik beklædte det, for fremtiden ophøre. Det irske parlament skulde ikke have ret til at foretage nogen forandring med hensyn til dette embede, hvis indehaver skulde vælges for en bestemt tid og være uafhængig af partier eller ministerskifter. Irlands repræsentation i det britiske parlament i London — saavel i underhuset som overhuset — skulde for fremtiden ophøre.
Det var hovedindholdet af Gladstones home-rule-forslag af 1886. Dets skjæbne er bekjendt. Lord Hartington og Chamberlain, der, som ovenfor nævnt, paa home-rule-planen havde skilt sig fra sin gamle fører, trak ikke faa med sig. Det liberale parti, der havde mødt saa mandsterkt frem efter valgene, blev splittet. Skjønt naturligvis støttet af det nu ikke ubetydelige irske parti, kunde Gladstone ikke opnaa majoritet for sit forslag, der følgelig faldt.
Gladstone appellerede fra parlamentet til folket. Parlamentet blev opløst og nye valg udskrevne. Gladstone indledede valgkampagnen i Skotland, og „the grand old man“ — som hans tilhængere nu begyndte at kalde ham — udfoldede en iver, energi og veltalenhed, der endog hos ham vakte forbauselse. Imidlertid, — alle hans anstrengelser var forgjæves. Resultatet af valgene viste, at stemningen i landet ikke var for hans nye home-rule-politik. Det konservative parti vandt en fuldstændig seier. Toryerne — eller, som de nu gik over til at kaldes, de konservative unionister — erholdt 317 sæder d. e. en tilvekst af 68 fra forrige valg (1885) da de kun havde opnaaet 249. Hertil kom de frafaldne medlemmer af det gamle Whigparti; de udgjorde 76 i antal under ledelse af lord Hartington og Chamberlain og sluttede sig under betegnelse af „liberale unionister“ til Toryerne. Gladstones parti fik kun 191 sæder d. e. 144 mindre end ved valgene i 1885. Parnells styrke blev den samme som forrige gang, nemlig 86. Det samlede unionist-parti (d. e. det gamle Toryparti + de fra Gladstone frafaldne Whigger) udgjorde saaledes 395 repræsentanter, medens det samlede home-rule-parti d. e. Gladstonianerne + Parnelliterne) kun udgjorde 277. Gladstones nederlag var fuldstændigt. Han traadte øieblikkelig af. Og marquien af Salisbury dannede det nye Tory-ministerium, der har været ved roret siden.
Home-rule-planen var strandet. Gladstones og Parnells alliance havde ikke ført til maalet. Men for Parnell og hans parti var store ting alligevel vundne gjennem denne alliance. Det var nemlig den tmg, at den havde gjort home-rule-spørgsmaalet fra et specielt irsk spørgsmaal til et almimdelig britisk. Det blev fra nu af ikke alene i Irland, at partierne tog sin opstilling efter feltraabet: home-rule eller ikke-home-rule. Det samme blev tilfældet over hele Storbritanien. Men heri laa der et stort haab for Parnelliternes sag. Gjennem umindelige tider har det i Storbritanien været saa, at de politiske partier vexelvis har indehavt magten: paa Tory-ministerium har fulgt et Whig-ministerium og vice versa; naar oppositionen skulde gaa over til at blive det ledende, og det ledende parti til opposition har kun været et tidsspørgsmaal, i regelen af idethøieste sex aars varighed.
Parnelliterne haaber — og med de paapegede antecedentser for øje vil man neppe kunne sige, at deres haab er helt ugrundet — at det vil gaa paa samme maade i fremtiden, — at den engelske partifører, der i 1886 kom i minoritet — eller i tilfælde af hans afgang hans eftermand — igjen vil komme i majoritet og ifølge dermed til roret. —
Om deres haab vil gaa i opfyldelse, vil fremtiden vise. —
- Oscar Julius Tschudi.
- ↑ Han er medlem af parlamentet.
- ↑ Erin er en i poesi meget almindelig betegnelse for Irland.
- ↑ Wikikildens fotnote: Se rettelse i neste del av artikkelen.
- ↑ Gladstone is going to hell by rapid transit.
- ↑ Den store gamle mand.
- ↑ Den store gamle slyngel.
- ↑ I forrige artikel, side 23, 5te 1. fra neden staar: Mexiko, skal være Amerika.
- ↑ Chief secretary som embedstitlen lyder paa engelsk. Det er den samme post Balfour fortiden indehar i det engelske kabinet.
- ↑ kfr. foregaaende artikel.
- ↑ Sergeant at arms, som vedkommende funktionær kaldes.
- ↑ Lord-Mayor.
- ↑ Saaledes navnlig Dillon, O'Kelly og Seaton. For Biggar, Healy og Arthur O'Connor var der ogsaa udstedt arrestordrer, men det lykkedes dem at undgaa fængsling ved at holde sig i England.
- ↑ Treaty of Kilmainham.
- ↑ Som pair af England har nemlig marquien af Salisbury ikke sæde i underhuset, men overhuset.
- ↑ Det blev opløst 14de november 1885.
- ↑ Gladstone har selv i en i 1886 udgiven brochure, betitlet „the Irish Question“ søgt at forklare den udviklingsgang, der ledede til hans omhandlede svingning i forholdet til det irske spørgsmaal.
- ↑ Orders; altsaa ikke to „kammere“.