Historiske Oplysninger om Kvituren i Odda
De mange Reisende, som om Sommeren med Dampskibet reiser til eller fra Odda, vil vistnok lægge Mærke til en meget stor Stenur, bestaaende for en væsentlig Del af vældige Klippeblokke, som ligger taarnede op den ene ovenpaa den anden. Uren, som ligger paa Fjordens Østside, omkring 3 Kilometer eller ikke fuldt det fra Odda, benævnes Kvituren. Den er øiensynlig et umaadeligt Skred, som engang har raset ned fra Fjeldet, og ser man nærmere paa Omgivelserne, vil man komme til den Slutning, at en hel Bergnakke eller Fjeldknaus har styrtet ned, sprængt ud fra Fjeldet af Is og Vand. Skredet gjenfindes ogsaa i Fjorden og har gaaet lige til dennes Midtlinie.
Dette Skred er ikke alene mærkeligt derved, at det er et af de vældigste, som man kan se, men ogsaa og kanske især derved, at man saa temmelig nøie kan bestemme Tiden, da det gik. Ellers er det jo almindeligt, at store Naturrevolutioner er skjult i den graa Fortid, og man er kanske altfor meget tilbøielig til at henføre alle saadanne Omvæltninger, som i Fortiden har fundet Sted, til den forhistoriske Tid.
Om Kvituren har det lykkedes mig at samle nogle Oplysninger, som jeg nu skal meddele:
Forhenv. Storthingsmand Johannes Aga (f. 1814) fortalte mig engang, at han som Barn og Ungdom kjendte en Kvinde, som døde paa Aga i 1832, 90 Aar gammel. Denne gamle Kvinde fortalte ham, at hendes Moder havde fortalt hende, at hun kunde mindes, da Kvituren gik ud. Den gamle Kvinde maa have været født omkring 1740 eller lidt senere og hendes Moder rimeligvis i Begyndelsen af Aarhundredet. Skredet maa saaledes rimeligvis have gaaet i Tiden fra omkring 1720 til omkring 1740.
Men der er ogsaa et andet Sagn, som har end større Interesse. I Odda døde for en Del Aar siden en meget gammel Mand, Haavard Prestegaard, som var født 1799 og opnaaede en Alder af henved 90 Aar. Han fortalte, at han i sin Barndom kjendte en gammel Mand i Odda, som hed Jon Bøen. Denne Jon Bøen er sandsynligvis den Jon Halsteinsen Opheim, som var født omkring 1720 og endnu levede i 1801; nogen anden Jon, som det kunde passe paa, kan jeg ikke finde. Denne Jon fortalte Haavard Prestegaard, at han som Barn var Øienvidne til, at Kvituren gik ud. Han gjætede nemlig borte i Fjeldlien paa den anden Side Fjorden. Pludselig blev der et forfærdeligt Smeld og et Brag, saa Jorden rystede. Husene paa Tokheim, siger Sagnet, rystede saaledes, at Skjærringerne skranglede, og en Stenflis blev slynget tvers over Fjorden til Eitrheimsnæsset. Efter et andet Sagn, som muligens er det samme som ovenstaaende, men ogsaa kan være et andet, var en Pige, som gjætede i Fjeldet paa den anden Side af Fjorden, ogsaa Vidne til Skredet.
Under en stor Sten i Uren skal der ligge en Pige som omkom under Skredet.
Saaledes lyder Sagnene om Kvituren[1].
Førend jeg gaar over til at undersøge disse Sagns historiske Troværdighed, er det nødvendigt til nærmere Forstaaelse af, hvad jeg vil fortælle, at gjøre en liden Afstikker. Straks udenfor Kvituren, neppe mere end 200 Meter fra den, ligger et Næs, kaldet Lindenæs. Her er en vakker, dyrket Slette, bevokset med Frugttræer, og den bærer tydelig Vidnesbyrd om gammel Dyrkning. Efter Sagnet var Lindenæs i gamle Dage beboet, og man paaviser endnu Stedet, hvor Husene stod. Men saa kom der et Skred og tog Husene; der ligger nogle vældige Blokke igjen, og disse har vel knust Husene og begravet Beboerne. Sagnet siger, at under en af de store Stene ligger et Menneske. Det ligger nu nær at antage, at disse Skred staar i Forbindelse med hverandre; de er jo kun et lidet Stykke fjernede fra hinanden, og Sagnet har et Træk fælles for dem.
Lindenæs har været beboet; derfor kan føres sikkert historisk Vidnesbyrd. Det var rimeligvis Plads under Eitrheim og omtales et Par Gange i Kirkebøgerne, sidste Gang i 1682. Da det ikke findes nævnt senere, maa det være bleven rømmet i Slutningen af det 17de eller Begyndelsen af det 18de Aarh. Det er da ikke umuligt, at da det store Skred, Kvituren, gik, løsnede ogsaa det mindre længer ude paa Grund af Bevægelsen. Men dette er dog blot en Formodning.
Vi henvises saaledes af Sagnet til den første Del af det 18de Aarh. Og da kan der neppe være Tvivl om, hvilke Aar vi har at vælge mellem.
Af Justitsprotokollen for Hardanger og Voss sees, at der Sommeren 1726 er holdt en Række Aftagsforretninger i Sørfjorden paa forskjellige Gaarde, saaledes paa Gaardene Bakke, Prestegaard, Freim, Eitrheim m. fl. Desværre er Protokollen i saa daarlig Tilstand, at det ikke er muligt at finde Sammenhæng i Forretningerne; men man ser dog, at der har gaaet en Mængde Skred baade i 1723 og 1726. Da Gaarden Bakke netop eier Fjeldsiden ned mod Sjøen, hvor Kvituren ligger, er det sandsynligt, at det netop er dette Skred, Aftaget gjælder. Samtidig faar ogsaa Eitrheim Aftag, og det tør da være Lindenæs, som dette har gjældt. Var Forretningerne i Behold, vilde vi ganske vist have fundet nærmere Oplysninger herom. Af Matriklen fra 1738 (med senere Tilføielser) sees, at samtlige de nævnte Gaarde havde faaet Aftag i sin Skyld i 1727; det er rimeligvis det samme Aftag, som ovenfor er omtalt.
Det synes, som om Begivenheden falder vel tidlig, for
at Sagnet skal svare nøiagtig ind. Men der er ikke andre
Skred omtalt paa de nævnte Steder, som der kan blive Tale
om. I 1742 var der et voldsomt Skredaar. Om Vinteren,
særlig før Jul, men ogsaa kort efter Jul gik mange Skred.
Det var da, at Elven nær havde bortrevet Kinserviks Kirke.
Der gik da Skred ogsaa i Odda; men de nævnte Gaarde
Bakke og Eitrheim m. fl. omtales ikke og synes ikke at have
lidt Skade denne Gang. Det synes derfor, at der neppe kan
være andre Skred end de, som gik omkring 1726, som der
her kan blive Tale om. Bakke fik da et Aftag i sin Skatteskyld
af 2 Pd. 153⁄4 
medens Eitrheim kun fik et Aftag af 6 . Dette synes at passe paa Lindenæs, hvor Skaden
bortseet fra Husene neppe har været meget stor.
Det vil saaledes af ovenstaaende fremgaa, at hvorvel vi ikke med Bestemthed tør paastaa, at Kviturskredet er gaaet netop i 1726 eller deromkring, saa er det dog afgjort, at det maa være i Tiden mellem det nævnte Aar og 1743. Det er sikkert, at begge de nævnte Aar og Tiden nærmest om dem udmærkede sig ved sit stærke Regn og sine mange Skred. Der har, saavidt vi kan finde, aldrig været saadanne Skredaar her i Sørfjorden i de sidste 200 Aar som de nævnte Aar. Mærkerne efter disse Skred er synlige endnu paa mange Steder, og hvad det sidstnævnte Aar angaar, lever Traditionen om Ulykkerne, som forvoldtes, endnu temmelig frisk blandt os. Derimod hører man lidet eller intet til 1726; rimeligvis har Ulykkerne i 1742—43 opslugt i sig Beretningen eller Sagnet om Ulykkerne i det førstnævnte Aar. Om Kvituren heder det ikke i noget Sagn, at den gik ud i 1742—43; hvorvel dette kan være lidet at bygge paa, tør det dog tjene som en Bestyrkelse af den Mening, jeg ovenfor fremsatte, at det maa have været i 1726 eller deromkring, at det store Skred i Kvituren gik.
O. Olafsen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ De er fortalt mig af Mænd i Odda.