Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/7
7. Den gejstlige Inddeling ordnedes først i Slutningen af det 12te Aarhundrede, da Erkestolen i Nidaros var oprettet. Nidaros Erkebispedømme (Niðaróss erkibyskupsdœmi, paa Latin provincia Nidrosiensis) indbefattede Bispedømmet (byskupsdœmi, dioeceses). Disse vare:
1. Nidaros Bispedømme (dioec. Nidrosiensis). Det indbefattede foruden Frostathingslagen ogsaa Hálogaland, Sunnmørafylke af Gulathingslagen og Herjedalen samt det nordligste af Østerdalen. Jemtland hørte til Uppsala Bispedømme.
2. Bergens Bispedømme (dioec. Bergensis), indbefattede Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, paa Eidfjord Sogn nær, der, som det heder, lagdes til Stavanger Bispedømme, forat lette dettes Biskop den besværlige Fjeldreise over til Haddingjadal, imod at Svedens Sogn lagdes til Bergens Bispedømme.
3. Stavangers Bispedømme (dioec. Stavangrensis), indbefattede Rygjafylke, Egdafylke Valdres og Haddingjadal.
4. Oslo Bispedømme (dioec. Osloensis), indbefattede Raumafylke, Vingulmark, Ránrike, Vestfold, det meste af Grønafylke.
5. Hamars Bispedømme (dioec. Hamarensis}}), indbefattende Heina- og Hada-Fylker, Gudbrandsdalene Østerdalene, og af Grønafylke Numedalen tilligemed den nordøstlige Deel af Thelemarken, eller de nuværende Tinds, Silegjords, Hjartdals, Lardals og Vinje Sogne, tilligemed Lilleherreds Sogn af nedre Thelemarken.
6. Færøernes Bispedømme (dioec. Farensis), indbefattede Færøerne.
7. Orknøernes Bispedømme (dioec. Orcadensis), indbefattende Orknøerne og Hjaltland.
8. Syderøernes Bispedømme (dioec. Sodorensis[1]), indbefattende Hebriderne og Man.
9. Skálholts Bispedømme (dioec. Scalotensis), indbefattende den søndre Deel af Island.
10. Hole Bispedømme (dioeo. Holensis), indbefattende den nordre Deel af Island.
11. Garde Bispedømme (dioec. Gardensis), indbefattende Colonierne paa Grønland.
Bispedømmernes Underafdelinger vare forskjellige. Oprindeligen i laae her de hedenske Indretninger til Grund. I Hedendommen havde hvert Fylke sit Hovedtempel (fylkis-hof), hvor Fylkes-Kongen selv besørgede Offringerne; desforuden var der vel somoftest et Tempel i hvert Hered, idetmindste i hver Treding eller Fjerding, hvor Herserne forestode Offringerne (heraðshof); ogsaa gaves der private Templer, som ejedes af en eller flere Bønder. Ved de store Thingsteder fandtes igjen Templer, som vare fælles for flere Fylker. De fleste Hoved-Kirker synes fordetmeste at være anlagte paa samme Sted, hvor Templerne før stode, rimeligviis fordi Templernes Jordegods er gaaet over til Kirkerne. Man finder derfor,i de gamle Kirkeretter Forskjel gjort mellem Fylkes-Kirker, Fjerdings-Kirker, Hereds-Kirker og private Kirker (hœgindiskirkjur). Fylkes-Kirken skulde vedligeholdes af det hele Fylke, Fjerdings- og Hereds-Kirkerne af Fjerdingen eller Heredet, og de private Kirker af vedkommende Ejere. Fylkes-Presten havde større Anseelse end de øvrige Prester i Fylket, og synes at have staaet i et overordnet Forhold til dem, omtrent som Provsterne nutildags eller Land-Decanerne i flere katholske Lande. Benævnelsen Provstier opkom imidlertid ikke i Nidaros, Bergens eller Stavanger Bispedømme, men fornemmelig i Oslo Bispedømme, hvor ogsaa Benævnelsen „Fylkeskirke“ findes brugt uegentligt, da i den ældre Borgarthings-Christenret hver af de tre Fylker Vestfold, Vingulmark og Ránrike siges at have tvende Fylkeskirker. I Hamars Bispedømme brugtes Benævnelsen „Hovedkirke“, af hvilke en synes at have været i hver
Treding eller Halve. Provstierne i Oslo Bispedømme vare omtrent ved Aaret 1400: 1) Elfarsýslu prófastdœmi; 2) Ránrikis pr.; 3) Sarpsborgs pr., indbefattende den søndre Deel af Borgarsýsla med Undtagelse af Morsudalr (Haabøls og Moss Prestegjelde ); 4) Eiðsbergs pr., idnbefattende den nordre Deel af Borgarsýsla; 5) Oslár pr., indbefattende Morsudalr, Oslóarsýsla, og af Vestfold de nuværende Ekers, Skouge og Sande Prestegjelde, samt Strømmens Sogn; 6) Vestfoldar pr., indbefattende det øvrige af Vestfold; 7) Gerpinar pr., indbefattende de nuværende Nedre Thelemarkens og Bamle Fogderier, paa Lilleherred nær; 8) Raumaríkis pr.; 9) Sóleyja pr. og 10) Þelamarkar pr., indbefattende den sydlige Deel af Øvre Thelemarken. Den anden Deel utgjorde et Provsti under Hammers Bispedømme. Til enhver Kirke hørte et bestemt S o g n (sókn), med sin Sognepræst (sóknarprestr, persona) og ofte vare, som nu, flere Sogne og Kirker forenede under een Prest (plebanus) til et Prestegjeld (parochia).
Hjaltland utgjorde et eget Archidiaconat (erkidjákníriski) under Orknøernes Bispestol.
Paa Island vare alle Kirker private.
- ↑ Hvoraf den endnu i England brugelige, men for Englænderne selv uforstaaelige og derfor mange Gisninger underkastede Titel „bishop of Sodor“ ɔ: Suðr-eyjar. (episcopus Sodorensis).