Himmel og hav/09
ET FINERE KORTPARTI
Det er tidlig morgen i januar. Et sommerlig lys opfylder min aapne altandør fra gulv til tak. I det nederste felt, som er stripet av altanens jernstaver, jager sjøen urolig glitrende med vindkast, der folder sig utover havflaten, som vifter. Saaledes er altid tramontanaen, nordenvinden, den svæver ned fra bjergene sønderrevet av halvøens tinder og slugter, først langt ute paa havet samler den sig til sin straalende marsj under den høie himmel mot Siciliens og Afrikas kyster. Fra altanen ser jeg stranden dypt nede, trods fralandsblæsten er den kranset av en hvit skumfrynse, tynd og kniplingsagtig let. Her er altid strømninger og vindslag mot denne underlig ophakkede kyst, høiden bevirker, at jeg ikke hører skumbølgernes larm. Det er som stilheten i et akvarium.
Men i nærheten av mig er der en anden støi. Jeg er blit vækket av kusken Pasquale som sedvanlig. Han staar med sine hester utenfor min dør for muligens at kapre sig en tur i det gode veir — og hestenes stampen og hans passiar med hestene og de tilfældig forbipasserende har vækket mig.
Da jeg slaar døren op, staar det nærmeste hestehode solomstraalet og dupper like over tærskelen. Hans herlighet undertegnede viser sig i døren. Pasquale brænder av et fyrverkeri av smeldende svøpeslag og hilsener til signoren. Jeg beklager mig over hestenes paatrængende nærhet. Maaske, sier jeg, vækkes jeg imorgen ved at hesten er kommet ind i mit soveværelse. Pasquales svar minder mig igjen om, at dette letbevægelige og morsomme folkeslag ganske mangler forstaaelse for en viss art av spøk, som maaske er karakteristisk for det nordiske lynne, det, at man sier én ting og mener noget andet. Han forsikrer mig med den mest larmende overbevisning, at det ikke kan være tale om, at hesten nogengang kommer ind i huset og allermindst ind i signorens soveværelse. Jeg sætter mig paa tærskelen for at se paa solen, som hænger høit over Calabriens dunkle bjerge. Fra en nær skraaning tegner en pinje skarpt sin silhouet mot den grønne himmel, disse pinjer, hvis former minder om champagneskaaler fyldt med sollys, et isklart vinterlig sollys. Filiberto, manden som ror lystture med de fremmede, er ogsaa med i vognen. De passiarer længe lavmelt over min antagelse om cavalloens forestaaende besøk i mit soveværelse. De tror ganske avgjort, at jeg mente det alvorlig: Slike fyrer har de underligste meninger om fremmede signorers forestillinger — og slet ikke altid nedsættende meninger. Saaledes har Filiberto av en eller anden ukjendt aarsak erhvervet sig respekt for mine aandsevner (maaske er det brillerne), jeg hører ham fortælle sin kamerat, at signor professores forstand skulde man ta sig iakt for (professore det er mig). Selv er han det mest gaadefulde uvidende jeg har truffet. Saaledes tror han ikke det er mulig at reise med skib fra Italien til Norge, fordi man da falder ned. Han har faat denne antagelse ved at betragte den del av mit land, som øverst oppe paa et gammelt europakart like under kartstangen likesom hænger paa huk utover det ganske kontinent.
Men uvidenheten hernede influerer ikke meget paa selve intelligensen, maaske er den megen viden som proppes i nordisk ungdom bare tung ballast, her er det noget ganske andet det kommer an paa. Selv efter et overfladisk kjendskap til befolkningen, blir man forbauset over den sluhet, den lynsnart riktige opfatning, den forestillelsesevne, som selv de enkleste mennesker kan lægge for dagen. Det at være svelto, vaaken, er den høieste dyd for en ungdom. Er han svelto, er ethvert kjendskap til europakartet overflødig. De fleste her har vel heller ikke noget begrep om, hvad et slikt kart betyr, de tror det er en kuriøs opstilling av bokstaver og farver opfundet av fremmede professorer med ubehagelig gode hoder.
En morgen fik jeg besøk av Alfonzino, otte aar gammel, søn av Salvatore, som er en betydelig vinkjender. Besøket gjaldt en invitation, og Alfonzino, som kom fra skole, trak naturligvis halve skolen med sig. Hver dag jeg ser denne sværm skolebarn tumle forbi mine vinduer med de raslende skoletasker paa ryggen og omhvirvlet av et uveir av passiar og spektakel, har jeg spurt mig selv om, hvorledes det overhodet er mulig at fastholde disse skolebarns opmerksomhet for et øiebliks tilegnelse av lærdom.
Nu opfyldte de pludselig mit værelse og forskjellige kusker og andre veifarende var fulgt med, ikke egentlig av paatrængenhet, men av instinktiv og lykkelig trang til menneskelig samvær. Jeg har oplevet noget lignende paa et hospital i Rom en gang, hvor jeg laa temmelig nedstemt efter en operation og min stue pludselig fyldtes av reconvalescenter fra andre værelser, hvorefter de straalende venlige, men dræpende snakkesalige gav sig til at spille kort ved min seng.
Efterat skolen var tumlet ind, hersket der i næste øieblikke fuldkommen stilhet og idet Alfonzino overleverte invitationen, var han ifærd med at daane av undseelse. Det er et foretagende som kan sætte den aandrigste professores opfindsomhet paa prøve at vite, hvad man skal gjøre med en saadan sværm som staar og venter alt og det vidunderlige av den fremmede signore og som stirrer — ja denne nidstirren av de store, funklende og forventningsfulde barneøine, kan egentlig kun de mennesker ha en anelse om, som har set det uhyggelig klare stjerneskin over Calabriens kulsorte bjerge. Jeg har altid grepet til den utvei at beskjæftige dem med et eller andet spil eller væddemaal, spil og hasard er fra ganske tidlig en del av italienerens sjæl og spillets moral er hernede en ganske anden end den vi kjender. En gang bebreidet jeg en liten fyr, at han som var saa liten spillet kort om penge. Ja, svarte han alvorlig og med et suk, De har ret, for de store kan flere trick end jeg.
Altsaa jeg satte skolesværmen til at finde Italien paa mit Europakart, honorar en lira. Huset gav drønnende gjenlyd av den larm, som straks opstod og væggen blev stormet, hele Europa derpaa besat av en invasion av skidne hænder, som søkte fra Skotlands nordspids til Konstantinopel og langt ned i Lilleasien. Men skjønt de fleste var vidende om det italienske kongedømmes ydre form, undtagen de mindste, som var sparket tilside og laa graatende under bordet, varte det dog 10 minutter, før støvlen blev fundet, samtidig med at kartet løsnet fra spikeren og raslet i gulvet, — hvilket resulterte i at enkelte straks var paa gazelleaktige flukttrin mot døren, det er ikke langt til ørefikene her i Syd-Italien.
For at opnaa litt mindre larm satte jeg Alfonzino i bevægelse med at løse det næste problem: Jeg har over min dør et fotografi av Mussolini sammen med den berømte løveunge. Altsaa, hvem er denne mand? Jeg visste at de ældre kjendte fotografiet. Men jeg gav de skarpeste forsikringer om, at hvis nogen med tegn eller hvisken røbet identiteten, vilde jeg aldrig mere gjøre veddemaal her i Positano, men flytte til Amalfi og der bruke mine penge. Eder, forsikringer, korstegn. Stilhet. Alfonzino funderte sterkt paa fotografiet, pustet tungt, og saa paa de andre. Ved at lægge merke til alle øinenes spillende glans, forstod jeg, at hvis det er mulig for stumme blikke at forraade et exakt menneskelig sprog, saa vilde det ske her, men det er ikke mulig og Alfonzino forsøkte sig stønnende med en gjetning som mere var uttryk for beregnende smiger end intuition. Han sa: Maaske professore selv? Den anerkjendende mumlen i tilskuerskaren som paafulgte, røbet at de hadde opfattet forsøkets karakter. Ikke saa daarlig, professore selv, si, naturalmente, men nei, ny stilhet. Derefter paafulgte saa den lille snedighet, som er uundgaaelig forbundet med spillemoralen. En liten fyr i sværmen gav sig til at nynne: Eja, Eja, Alala (facistropet). Og Alfonzino grep lynsnart vinket: Mussolini! Men da traadte professore til med sit retfærdighetskrav og jaget hele skaren ut, fordi overenskomsten var blit brudt. Nede fra veien, som svinger sig i trange trapper og slugter, hørte jeg længe skarens vilde trætte om hvem som var skyld i foretagendets stranding. Det var Filippo Sassi, Filippo fra Stenene, saa kaldet, fordi han blev fundet utsat i fjeldet og ingen har spurt efter ham senere.
Medens jeg sitter her paa den solvarme tærskel, folder jeg ut den sidste avis fra Norden. Jeg læser dog ikke, men hører efter kuskenes passiar. Det er vanskelig at opfatte noget av den fortvilede neapolitanske dialekt, men det hænder dog, at jeg kan finde en mening. Hestene forstaar den sikkert bedre end mig.
Man taler til en begyndelse om professore med benævnelser, som ikke engang kan antydes i noget nordisk sprog. Man tænke sig det laveste gateslang fra Oslo eller Kjøbenhavns rendestene utdypet av en glødende sydlandsk fantasi og tilsat med alle de forestillinger som en madonnabenaadet og helgenrik religion gir — de bekjendte inskriptioner paa væggene i Norden er utdrag av en bønnebok i sammenligning med dette. Men hesten, som faar et ubeskrivelig uttryk av lune i sit lange ansikt, hører til med bevægelige ører, rasler godslig i sæletøiet, humrer og rykker livlig i musklerne: Jeg har aldrig forstaat det voldsomme skrik over syditalienernes hesteplagerier, man maa aldrig glemme, at folket er økonomisk sindet, hesten er deres eiendom, mishandling er uøkonomisk. Hesten og den skjældende og smeldende kusk hører sammen i en atmosfære av harmoni, en cavallo fra Calabrien, som pludselig blev hensat i det miljø av tung og langtækkelig inderlighet, som man kjender fra Jonas Lie's «Blakken», vilde hurtig sygne hen og lægge sig til at dø. Hesten hernede forstaar alene kuskenes sprog, som er en blanding av haarreisende, men kjærtegnende skjældsord, svøpeslag og almindelig fornuftig hestestel. Naar en engelsk miss med sin behanskede haand klapper hesten paa halsen, rykker den til som overfor en uterlighet.
Kusken derhenne er imidlertid blit utaalmodig over at det ikke kommer til noget resultat med hensyn til turen og sender Filiberto hen for at underhandle: Hvad læser deres excellence? En avis som du ser. Filiberto forsøker at stave sig gjennem et ord. Kan De virkelig læse dette, sier han beundrende. Ja, naturligvis. Jeg peker paa en teateranmeldelse. Et stykke som dette kan jeg læse paa to minutter, svarer jeg. Filiberto lægger fingeren paa sin pande: Det har jeg altid sagt, at professore maa ha et godt hode. Hvormange bokstaver findes der ialt i denne journale, signor? Noget konsterneret over denne maate at anskue pressen paa, svarer jeg: Naturligvis mange tusen. Maaske fem tusen? Sikkert ti tusen, Filiberto. Da peker han med en svart finger ned paa en annonce om røket faarelaar og sier let triumferende: Men ikke av disse store bokstaver! Han slaar med haanden over teateranmeldelsen: Av disse smaa bokstaver, maaske, men ti tusen av disse store, aldrig, professore! Derefter gjør han en stolt sving hen mot hestene, som dupper og rasler fornøiet i sælen. Jeg blir pludselig grepet av det primitive i fyrens resonnement, mon ikke de evige teateranmeldelser kunde varieres litt med større bokstaver?
Positano er en døende by, hvilket er endel av dens charme. Den hadde paa syttenhundretallet 25 tusen mennesker, nu knapt ni hundre, men husene staar jo igjen, delvis forlatte og hensmuldrede. Byen er bygget i bjergets bratte skraaning, i maaneskin ligner den med sine hvite stenhuser en isbræ som fra bjergets øverste slugt har presset sig ned til havstranden.
Her er de elendigste kommunikationer, intet elektrisk lys, knapt nok en oljelampe, i den første tid oplever man et stearinhelvede, som gaar paa forstanden løs, men alt blir en vane. Av dette snit gjennem forholdene vil man forstaa, hvordan stedets kafé er samtidig familiens dagligstue, handelsbod og byens klubrum, — en klub uten love og forordninger som i traditionel syditaliensk demokratisme samler alle indenfor sine vægger, borgermesteren, presterne, honoratiores, gendarmer, brigadierer, arbeidere, løsdrivere og fiskergutter. De siste kategorier altid i flertal. Naar de i altfor sterk grad belemrer kaféens faa umalte træborde med sine utrolig skidne kortspil, optræder padronen, Don Francesco og løfter dem ut med et spark. Men det er likesom at jage katter væk fra et fat fisk, de lurer i nærheten med glødende øine og snart siger de ind, tilfældigt, paa lydløse tær, egentlig lægger ingen merke til dem, før de paany er i vild og rystende trætte over en svindel i spillet.
Alle mine venner er samlet i kaféen idag, ti det er koldt trods det smukke veir, maaske ti-elleve varmegrader. Jeg maa hilse paa dem alle, ogsaa paa Don Beppo, presten, der er mange prester i Positano, men bare den ene, som er selve presten, nemlig Don Beppo, uutgrundelig reservert, iakttagende, uten en feil som type, i gamle dage kunde han være kardinal eller kansler av Frankrik. Jeg skylder en forklaring paa titelen Don. Et menneske med et borgerlig erhverv av en viss anseelse er Don. En fisker er aldrig Don, men cigarhandleren er Don og min vertinde kaldes Donna Celesta. Stedets eneste priviligerte tigger, som har sin station oppe paa turistveien Amalfi-Sorrento og derfor bærer et skilt paa brystet med den internationale paaskrift blind, kaldes her Don Blindo uten at nogen finder det besynderlig.
I sværmen træffer jeg ogsaa Filippo fra Stenene, som fra sin tjenestetid i Albergo Roma har tilsneket sig begyndelsesgrundene i poker ved at servere amerikanere. Han er ikke tjener længer nu. Overhodet veksler disse smaa camerierer utrolig hyppig og uten grund. Saasnart de har spist sig riktig mæt en dag og det er vakkert veir, blir de borte uten tanke paa, at der kommer en dag efter denne. Tilbydes de et andet arbeide, svarer de sorgløst: Gja mangjato signor. Jeg har allerede spist. Den nederdræktige kamp for tilværelsen er i dette solfolks instinkt ophøiet til en sublim og nobel form.
Hvis man endnu er saa ufordærvet, at man betrakter spil som underholdning, er der intet morsommere end at spille med syditalieneren, indsatsen er aldrig høi, cigaretter, soldi. Hans gemyt gjenspeiler paa en pussig maate de forskjelligste spilleres karakterer. Han er uigjennemskuelig som en engelsk lord, haard, paagaaende som en amerikaner, forsiktig som en tysker og hasardiøs som en russer. Men han er alt dette samtidig i samme spil, i et hurtig vekslende lune, temperamentsfuldt gjennemstraalet av sindets barnlig oprindelige følelser: grusom triumf, dyp hevngjerrig nedstemthet, hoven jubel og ondt raseri. Altsaa spiller jeg denne aften poker med Filippo, men med ryggen mot væggen for at ingen skal kunne se mig i kortene. Øieblikkelig er hele kaféens opmerksomhet i spændt interesse fæstet paa dette spil. Mit bord blir til overmaal belemret. Det er utrolig, at saa mange kan faa plads ved et bord, men de hænger indfiltret i hinanden likesom aber. Over bordkanten hviler Alfonzino sit ansikt i armene som en av Rafaels engle utenfor staar i en tæt masse alle de andre fiskere, gendarmer og soldater og midt blandt dem Don Beppo, som maestoso har slængt sin kappe over skulderen, hver gang jeg ser ham slik tænker jeg: Mon det er i Ufizzierne jeg har set dette portræt?
Poker er som bekjendt et verdensspil, hvis ædleste form kultiveres i særlige røverreder i det vilde vest, likesom den klassiske videnskap dyrkes ved universiteterne. Filippo hadde alene en svak anelse om spillet og enhver som kjender det, forstaar hvad dette vil si. Det var fuldstændig i min vilje at vinde eller tape. Efter kort tid hadde min motspiller samlet sig en gevinst paa tyve cigaretter. Stemmerne summet omkring os, ansikterne lyste, det var som om der dannet sig i luften et fint glitrende spind av venlighet og ros og gjenskinnet la sig som en lykkelig seirsrødme over den vindendes ansikt. Nu er egenskapen ved poker bluffen. Man kan sitte med de elendigste kort og narre den anden til at kaste sig ved at byde høit. Det var netop, hvad jeg nu gjorde, alle tyve cigaretter paa en gang.
Selv ved rouletten i Monte Carlo kan der vanskelig opnaaes en lignende sensation: Først en stunds dødlignende stilhet, derpaa en brusen av stemmer som i referentsproget kaldes bevægelse i forsamlingen. Filippo saa paa sine cigaretter, alle tyve, nei professore, den gaar ikke, han kastet sig. Jeg viste ham mine kort, som var uten værdi. Der forsømte du en chanse, sa jeg. O, det straalende fletverk av anerkjendelse var bare en skrøpelig bygning, som nu brøt sammen i en dræpende og tumultarisk munterhet, alt var i bevægelse og gestikulation, inde i sværmen vaiet brigadierernes hattefjær. Det eneste faste punkt var fremdeles Don Beppo, urørlig, uigjennemtrængelig, saaledes har altid den hellige kirkes diplomater staat under oprørte tider i halvøens historie. Men Filippo svor. Jeg har ikke engang av kusken Pasquale hørt lignende eder, en storladen blanding av helvedesild og legemlige og religiøse forestillinger. Jeg reiste mig.
Jeg spiller ikke videre, sa jeg, hvis denne ungdom skal tillates at sværge. Jeg er professore, jeg taaler det ikke. Desuten er det søndag idag. Man forsikret mig fra alle kanter, at jeg hadde ret, selvfølgelig, over alle grænser ret. Filippo blev dunket i hodet og ryggen og han lovet ikke at bestemmiare mere, men jeg kunde se paa hans vilde, kaffebrune øine, at han endnu svor i dypet av sit levende hjerte. Jeg satte mig igjen, overtalt. Filiberto hang nu ogsaa over bordet, gud vet, hvor de var kommet fra allesammen, han var igjen fremme med en bemerkning om mit gode hode. Samtykkende bifaldsmumlen fra alle, buon testa, professore, sicuro, brigadierernes hattefjær nikket begeistret. Straks efter har min motspiller atter vundet nogle cigaretter. Men saa indtræder den situation, at jeg faar fire konger paa haand, en overvældende sterk melding, vel, jeg byder paany tyve cigaretter, ha, dødsstilhet igjen. Hvor er det dog mulig, spør jeg mig selv, at alle disse voksne mennesker der er graanende handelsmænd og officerer iblandt kan nære interesse for dette vrøvl av et spil, som de ikke engang forstaar. Det hele er maaske bare en barnlig sans for selve spændingen, velværet ved at staa i flok og være for eller imot, henrives og oprøres av en dramatisk utvikling, den være aldrig saa ubetydelig, — den mand som har forstaat at spille bedst paa disse stemninger har altid i italiensk politik tat de fineste træk hjem. Dennegang vil Filippo ikke la sig lure. Hele hans prestige i gaten staar paa spil. Tænk om signoren paany hadde elendige kort: Andate, sa han determineret og skjøv sine tyve cigaretter frem. Jeg viste mine fire konger og hadde vundet.
Den larm som nu opstod kan sammenlignes med kulminationen av et frikvarter paa en stor gutteskole, men koncentrert og klemt sammen indenfor en liten stues fire vægger. Filippo glemte sit løfte paa en maate som ikke kan beskrives. Han sværger igjen! ropte jeg. Han var sprunget ind i mængden for at forsvare sig, men han blev fra alle kanter knubset og sparket, man vilde ha en fortsættelse paa det spændende drama. Signoren bander ogsaa, det har jeg hørt paa hotellet, sa han. Han blev overdøvet: Signoren er en professore, som ogsaa kjøper vin, han har ret til at bande, men du er bare en gualjo, en skitgut, som ikke vet hvem din mor er. Saaledes blev han ført tilbake til slakterbænken. Men da opdaget jeg, at Rafaels engel, Alfonzino hadde benyttet forvirringen til at tegne en yderst uanstændig tegning paa hjerter-es. Da blev jeg virkelig vred og appellerte til hele forsamlingen. Med slike kort kan man anstændigvis ikke spille, sa jeg. Kortet blev vist rundt og tat under overveielse. Men besynderlig nok: alle følte paa det, selve tegningen vakte ikke den ringeste opmerksomhet, endog kardinal Don Beppo lot kortet glide mellem sine fingre, hvorpaa han sa forklarende til alle de andre: Signoren har ret. Blyanten er trykket saa haardt i, at man kan kjende kortet.
Det var begyndt at bli mørkt, jeg avbrøt spillet med at skylde paa mine øine. Desuten hadde jeg tapt nogle cigaretter, saa jeg gik uten at efterlate hat, hvilket er klokt, naar man bor i en by med saa trange gater.
Ut paa kvelden blev der et vidunderlig maaneskin. Der er intet sværmeri i sydens maanenætter.
De kulsorte skygger i bjergene, havets snehvite flate og de truende og funklende tegn paa himlen, der er som middelalderens forebud paa død og allehaande ulykker, slaar disse overtroiske mennesker med skræk. Ingen makt i verden kunde faa Filiberto til at ro sin baat ut paa dette spøkelsesaktige hav. Pasquale kryper ind i stalden og lægger sig forskræmt til hvile hos hestene.
Langs de marmorhvite mure bevæger sig lydløst og bedrøvet en liten skikkelse. Det er Filippo fra stenene som lister sig ind i kirken for at faa madonnaens tilgivelse for sine eder. Fra kirken lyder aftenmessen dæmpet, sødt melodisk.