Himmel og hav/07
SMØRGAASBORD I ROM
Folks henrykkelse ved at opholde sig i fremmede lande er sikkert adskillig overdrevet. Naar man allikevel trækker sit arbeide med sig, kan det være nogenlunde likegyldig, hvor i verden man opholder sig, hvilket ogsaa hurtig gaar op for en. De tilfældig fornøielsesreisende derimod søker altid at faa en krampagtig overbevisning om, at de hver dag oplever noget — hvilket rent psykologisk set vanskelig kan være tilfældet. Det er altid reisens begyndelse, som bevæger ens sind sterkest: avgangssignalet, og saa kupévinduet, der likesom en filmsduk opfyldes av lokomotivrøken og de forbitrækkende landskaper. En gjenoplevelse av avreisens glæde faar man i det øieblik, da maalet er naad, og man træt gaar forbi lokomotivet, som utmattet stønner med damp — og man naar utenfor jernbanehallen, hvor kuskene farer imot en, og byens take set fra stationstrappens øverste trin, i nattemørket fortoner sig som en palissade takket av kirkespir ... Allikevel, disse plagsomme bærere og vognmænd, iagttaget med dyp mistænksomhet, de trænger sig paa ens hjerte, fordi de er det nye og de første fremmede. Dermed er selve reisens romantik forbi.
Den efterfølgende nysgjerrighet likeoverfor de fremmede forhold blir man temmelig snart træt av. Det er bare den store sverm av lystreisende, som hver dag tvinger sig til at indhente et saakaldt utbytte. Den, som bringer sit stræv med sig, og som i det fremmede slaar sin tilværelse op likesom et telt, han uavrystelig fører med sig, han vil hurtig underordne de nye forhold sine vaner. Endog erindringen om reisens begyndelse vil snart utviskes, den underbare befrielse, han følte, idet ekspressen telegraferede starten nedgjennem vognrækkens koblinger og det bar ut av personhallens skygge. Men saa efter nogen tids forløp dukker en ny utaalmodighet op. Det falder ham ind at sammenligne de forhold, hvorunder han nu lever, med dem, han forlot. Det er igjen rykket i togrækkens koblinger, menneskets evige uro, savnet, vi kan jo aldrig naa, hvad vi søker, ti hjemlængsel og utlængsel er naturligvis den samme fornemmelse.
Hos manden som har slaat sit telt op i det fremmede, uttrykker denne uro ofte bare et ønske om at gjenkjende ting, han har forladt og vanskelig kan møte igjen, en længsel, som er saa egte, at den først søker mot rent fysiske fornemmelser: Lukt, lukten av granskogen i norden en sommerdag eller den besnærende duft av henraatnende tang i en buet havstrand indenfor skjærene. Eller i smak, en ustyrlig længsel efter at æte noget, som smaken hører hjemme i, og som man ikke kan faa. Mit eksempel, som bare gjælder et prosaisk smørgaasbord, henter jeg fra den av talløse romantiske reisebeskrivelser sønderrevne evige stad, Rom. Jeg tænker netop paa dette smørgaasbord, fordi julen er nær, og der begynder at danne sig et spind i min bevidsthet om skin av kandelabre over bugnende juleborde.
Jeg sat nede i Rom og skrev paa en fortælling. Foraaret var usedvanlig varmt, det var næsten uutholdelig i mit værelse nede ved Tiberen, væggene utstraalede hete, og ind gjennem aapningerne i vinduslemmerne stod et kridthvidt, brændende sollys. Jeg hadde imidlertid fundet et litet trattori like utenfor byen, hvor der var noget kjøligere, fordi det laa høit og frit saaledes, at blæsten stedse bar henover dets have. Hver formiddag tok jeg mine papirer i lommen og spasserede derut over Piazza del Popolo. Jeg vet intet bystrøk, som saaledes kan samle varmen som denne skjønne plads. Den danner en skaalformet fordypning i leiet, flankeres til den ene side av bebyggelsen ned mot Tiberen, til den anden av Monte Pincio. Begge sider er opfyldt av plantager, palmer, som hæver sig urørlige op av solslidte mure, terrasser og haver, som allerede er bruntæret i solen og aander besværet. Midt paa pladsen hæver sig den berømte obelisk, og hvor den kaster nogen skygge, ligger lazzaronerne inde i dens trappetrin, som døde, begravet i dens sten.
Paa særlig varme dage forvirres jeg av det besynderlige indfald, at det bliver mig umulig at komme over, her ophører alt haab og tilintetgjørelsen flammer over mig. Parkerne, som synes at hæve sig stille op av en het urtidssump, giver mig ingen trøst. Bak mig har jeg corso, som langt nede i fonden avsluttes av nationalmonumentets marmor og guld, ufattelig solbelyst og hvitt med sprengende ildfunker i kolonnaderne. Og foran mig ligger Via Flaminia, den gamle romerske militærvei, med et solskinnende støvslør over sig fra byggebruk og verksteder, gaten dundrer ustanselig under de store lastebilers hjul, — findes der noget som tydeligere utdyper heten i byen end et slikt uhyre, naar det sætter forbi med last av mursten eller kalk, svedende av benzin og smørelse. . .
Naar jeg kom frem til Arco scuro, en lav og lang porthvælving gjennem en gammel byvold, blev jeg altid staaende litt og slikke skygge derinde og betragte et i muren utgravet alter, hvor der stedse brændte lys for en englænder, som var blevet myrdet og utplyndret her for en del aar tilbake. Jeg var nu utenfor byen, ute i Campagnaens beitemarker, og hvis jeg var heldig, kunde jeg naa mit bestemmelsessted uten at dumpe op i en av de lange faarevandringer, som opfyldte veiene, kilometre av uld og støv, av brækende og klaprende faar med hyrdehunde indimellem, som altid vendte sig lumsk efter den fremmede med sit røde av het aande giftige svælg.
Men i trattoriets have sat jeg som i en kjølig og frisk løvsal. Den laa høit med utsigt over hele Campagnen. Under mig Rom med Peterskirken som en vældig portal ind i himlen; i øst og nord blaanende bjerge. Hvor var ikke denne have følsom for veirets vekslen. Blæsten lekte i støvet, længe før den rullede støv henover sletten — og længe før regnet kom, krængede trærne susende mot hinanden og utaandede en besynderlig kjølighet.
Her i denne have tilendebragte jeg saa i nogen timer arbeidet for dagen og gik tilbake igjen til mit pensionat i byen. I samme pensionat bodde en svensk forfatter, som hadde paataget sig at oversætte min fortælling for Bonnier. Han oversatte, eftersom jeg skrev, og sendte oversættelsen ind, efter hvert som den blev færdig. Jeg var naaet til et punkt i min fortælling, hvor der forekommer en frokost i en dansk landsbykro. Jeg hadde beskrevet denne kro med omhu; det var netop i den heteste tid i Rom, og mindet om en liten dansk kro overskygget av bøketrær hadde staat levende for mig og trukket med sig billedet av den hvite skumknipling i stranden og havet utenfor, det nordiske hav, der kan mørkne saa majestætisk og friskt truende i sommerblæsten.
Da vi sat ved middagsbordet og tygget paa den evige maccaroni, sa min ven: Hør du, sæt et smørgaasbord ind i den dær kroen! Han hadde været længe i utlandet og hans arbeide gav ham intet haab om snart at vende tilbake.
Gjerne, svarte jeg, hvordan ønsker du smørgaasbordet. Han tystet avvergende paa hodet. Det maa være uventet, sa han.
Men den næste dag stak den onde mig. Maaske faldt jeg for en viss drilagtig egenskap i min natur, eller maaske var det alene heten som gjorde mig ondskapsfuld. Det var nu en særlig slem dag. I Via Flaminia hadde jeg passeret en flok lediggjængere omkring resterne av en ulykke, et barn var blit overkjørt av en autobus, i asfaltens brændende støv laa nogen blodige filler av en sønderrevet mousselins barnekjole. Forestillingen om blod, gatestøv og hospital øket den stillestaaende hete yderligere, gjorde den endnu mere grusom og uovervindelig. Det var i dyp lede, jeg satte mig til arbeidet.
Nu var det iøvrig likegyldig for selve bokens økonomi, hvorledes dette smørgaasbord blev presentert. Men det var ialfald i overensstemmelse med min sindsstemning, at jeg gav smørgaasbordet en helt menneskefiendsk karakter samtidig med, at jeg skadefro tænkte paa min vens forventning: Snapsen blev lunken og iskjænkedes av en forhenværende eddikflaske med en papirtut til prop, en flue svømte i det dovne øl og paa en tallerken med skaar i kanten blev der sat frem to stykker smørogbrød med kold fisk. Det var det hele. Men jeg gav den kolde fisk en ekstra beskrivelse. Den var ikke engang helt kokt, det blaahvite, halvraa fiskeskind kunde tydelig ses over den gule margarin.
Da jeg kom tilbake til pensionatet, sat min svenske kollega ved sin maskin, halvt begravet i romerske aviser. Han var korrespondent, og da landet i hine dage paany oplevede en krise, maatte han hele dagen hænge i de store, parafinstinkende blade og ustanselig slæpe sig til telegrafen gjennem den glødende corso. Han var i de siste dage blit saa træt, som kun en overarbeidet journalist kan bli det. Jeg husker endnu hans hvite, svedfugtige pande vakte min medlidenhet.
Men nu var det likesom han lysnet i øinene. Han skjøv alt tilside og rakte haanden ut mot mit manuskript. Har du smørgaasbordet? spurte han. Ja. Saa satte han et nyt ark paa maskinen og brette manuskriptet interessert ut foran sig, han oversatte altid direkte i maskinen.
Jeg forlot ham, men stanset utenfor hans tynde dør. I begyndelsen hørte jeg skrivemaskinens jagende, interesserede klapren. Men saa stanset den pludselig. Nu læser han, tænkte jeg . . . Og saa hørte jeg en stønnen derinde, et brøl og en ed, som gav uttryk for den dypeste menneskelige krænkelse.
Da det senere paa kvelden blev kjøligere, traf jeg ham paa Gambero ved et glas vin. Jeg har netop sendt manuskriptet, sa han, om du endda ikke hadde været saa vidrig at skjænke brændevin av en gammel ettikbutelj — Man kunde aande nu. Det var begyndt at blæse friskt fra bjergene. Undskyld, svarte jeg hjertelig.
Saa forløper nogen maaneder. Vi nærmer os julen og jeg er reist op i de bayerske alper. Min ven, korrespondenten, er forlængst et ganske andet sted, i Konstantinopel, tror jeg. Saa en dag faar jeg et færdigtrykt, svensk eksemplar av hin bok. Det er i skumringen, jeg gaar hen til vinduet for at blade i den, mindet om mit nederdrægtige smørgaasbord staar pludselig levende for mig og jeg vil endnu engang se, hvorledes det tar sig ut. Det forbauser mig straks, at jeg slet ikke kan finde avsnittet. Men saa med ett forstaar jeg sammenhængen. Han har simpelthen i oversættelsen sløifet mit smørgaasbord og sat ind et andet efter sin egen smak.
Jeg staar og læser denne hans passionerende beskrivelse en høstkold eftermiddagstime inde under bjergene, som allerede er snedækkede. Overalt har vinteren aapnet sig, skogene er gule og herjet, markerne ligger oversvømmet efter et maanedslangt regnveir og paa de ødslige landeveier arbeider den ensomme vandrer sig fremover, bøiet, tæt tildækket, med kappekraven flagrende i vinden. I denne haabløse time fortæller en pludselig stemning mig, hvor det dog er trist at være langt borte og længe borte — og det er dette billede, som bevæger mig: Den lavloftede, venlig tilrøkede kro. Vinduerne aapne mot den sommerlyse skog. Et indsmigrende trav av smaabølger nede i stranden. Og saa smørgaasbordet, som breder sig ut paa den blaahvite duk, stekepanden, som endnu putrer svakt efter stekningen. Det fete, nykjernede bondesmør, som fylder lerkrukken til randen. De smaa brunede kjødboller. Den nyaapnede burk ansjovis, som svømmer i laurbærblade. Asjetterne med det kolde, persillepyntede kjød. Osten, som efter skjæringen endnu har taarer ved sine huller. De friske røde reddiker, gule eggeplommer og nybakte, duftende franskbrød, — deilig mat, lys mat, og endelig rækerne, en dynge mørkerøde smaa, men modne ræker, som halvt begraver sig i den knuste is. Og saa tilslut snapsen i en flaske, hvis omrids er taakeagtig og utydelig av dug . . . Jeg har forlængst lukket boken, men er blit staaende ved det mørknende vindu og jeg vet, at jeg smiler av den flyvende længsel, som farer gjennem mit hode; saaledes merker jeg igjen efter lang tids forløp, at jeg paany reiser, skjønt jeg længe har bevæget mig i det fremmede.