Himmel og hav/02
EN NAT MELLEM HOLLANDSKE FISKERE
Det var for nogen aar siden efter et av de store tragiske skibsforlis paa Atlanterhavet. Patentbyraaerne var overrendt med redningsapparater; saadan er det altid efter naturkatastrofer. Men der kommer sjelden noget ut av al denne opfindsomhet. Menneskene falder igjen tilbake paa de hjælpemidler som en lang erfaring gjennem aarhundreder har utbygget og fuldkommengjort. Der er for eksempel redningsbaaten, et finere bygverk end en moderne redningsbaat kan vanskelig tænkes, hensigtsmæssigheten er gjennemført til det yderste, alt hvad menneskelig snille, beregning og omhu har ydet fremtrædende i et plastisk, vakkert resultat av fuldkommenhet. Hvilket fint instrument, en organisme, som synes at ha overvundet alle vanskeligheter i den stormpiskede sjø ved at gi efter for sjøens luner og ta dem til indtægt, netop derfor er der over redningsbaaten denne flyvende lethet som gjør at den i de vildeste sjøer likesom kjælent løftes mot maalet; redningsbaaten kjæmper ikke længer mot naturkræfterne, men gir sig hen i dem og overvinder dem. Under et forlis vil jeg nu av et hvilket somhelst redningsmiddel vælge at gaa i redningsbaaten.
Men en gammel norsk skibskaptein hadde i hin tid gjort en opfindelse som vakte mer end almindelig opmerksomhet og krævet at bli prøvet: Dønvigbøjen, opkaldt efter skipperen. Ideen er ganske letfattelig; hvis man husker paa de mange tilproppede flasker som driver iland med budskap fra forulykkede sjøfarere, har man ideen i dens enkleste form. Men utvidet til at kunne rumme flere mennesker og for at gi en svak mulighet for manøvredygtighet, var det nødvendig at gi den en anden form: Mest av alt lignet den en bestemt tykmavet hollandsk likørflaske, som jeg den dag i dag ikke kan gaa forbi uten med en stille gysen. En kaffekjedel kan ogsaa faa en svak likhet med Dønvig-bøjen, naar man tænker sig hanken og tuten borte og hanken erstattet av et smalt jernrør, saaledes indrettet, at det kunde sænkes ned i bøjens indre. Naar jernrøret var nedsænket kunde bøjen let forveksles med en stor, svømmende mine. Inde i bøjen var der plads til et dusin mennesker, det vil si der var egentlig ikke plads til et eneste velvoksent individ, men i et givet tilfælde, hvor det gjælder om at bjerge livet, er man jo taknemlig for at bli nedlagt likesom i en hermetikdaase, bare man kommer med. Man kunde sitte sammenkrøpet dernede paa en lav bænk og da hadde man bøjens buede jernvæg tæt over nakken og skuldrene; jeg har senere i drømme oplevet det samme mareridt av at bli sænket ned i et hvirvlende dyp under et uhyre tryk. Forresten kan bøjen sikkert være praktisk nok, hvor det gjælder om at drive iland paa en flat strand, som Jyllands vestkyst; — men nu skulde bøjen prøves paa det aapne hav, overladt til sig selv og de chancer som strøm, blæst og bølgeslag gir.
Det er dog ikke meningen at gjenoplive denne gamle historie, men det er nødvendig at forklare, hvorledes tre mennesker en blæstfuld sommer befandt sig som frivillig skibbrudne midt paa Doggerbank og hvorledes jeg en nat fik en ganske besynderlig oplevelse blandt nogen hollandske fiskere, et glimt af det særegne liv herute. Naar vi tænker paa det gamle Europa forestiller vi os sædvanlig folkeslagene som bygger historie langs de store floder og som larmer i de berømte byer; hvor eiendommelig ukjendt er ikke livet paa Doggerbank, midt i vort gamle europæiske hav, et møtested i aarhundreder av folk fra mangfoldige kyster. En tilværelses vekst gjennem tiderne er paa havet saa flygtig som skyernes drift, hver stormnat feier et samfund væk fra Doggerbank, men det møtes paany og spinder dag til dag og aar til aar, sære mennesker, egne skikke, uskrevne love, et fabelrike uten ruiner og andet haandgripelig menneskeverk, usynlig for forskning, stedbundet og dog sporløst skiftende som veiret, det vare sind, men med en avglans av sagn og under langs Nordsjøens kyster.
En morgen steg vi ind i redningsapparatet, som hadde plads midtskibs paa lastedamperens dæk. Vi hadde hittil hat en fin reise fra en av de norske Kattegathavne. Næsten ingen blæst, men paa havflaten hvilte denne tunge, stille varme, som altid suger blæsten til sig. Mandskapet hadde omsider tilendebragt forberedelserne, stuvet provianten ned i redningsbøjen og løftet en del av dækslasten og skanseklædningen av for at apparatet frit kunde bli skubbet ut i havet. Idet jeg senere hen i livet har erindret disse forberedelser, har jeg altid forundret mig over, at jeg ikke ved hin leilighet trak sammenligninger med forberedelserne til en henrettelse. Men det var langtfra tilfælde, jeg saa med virkelig længsel hen til det øieblik, da jeg kunde gynge i Nordsjøens lange, kjølige dønninger. Damperens dæk var stekende hett indtil uutholdelighet og i den runde jernkules kolde og mørke indre forekom der et utvalg av saadanne ting som kunde læske en sommerutflugt: Den fineste hermetik, øl paa flasker, en utsøkt whisky, bøjens dobbelte bund dannede ferskvandsbeholderen, som tillike var ballasten. I sin inderlige omsorg hadde damperens besætning cementert beholderens indre for at gi den større motstandskraft i bølgeslaget; er det overhodet mulig at værdsætte den omsorg som en befaren sjømand viser en landkrabbe paa skibets dæk, en stilfærdig moderlighet, hans rolige mumlen er sjelden noget andet end ja og amen og søker dog med et blik ut over havet og himlens varsler eller ved et øde stjernebillede den beroligende almagt. Saaledes begyndte eventyret, alene som en speidertur, der var ogsaa noget over den hvitkridtede bøjes façon som kunde minde om et telt, vi skulde slaa vort telt op i havets grønne ensomhet, alene i horisontens vilde vidde og speide efter fisk, skibe, muntre sommerskyer og andre signaler.
Det var allikevel nogen øieblikke, medens vi sat fastsurret inde i den mørke bøje, krumluttede til naglerne likesom i en av fortidens torturkammere, at vi fik en fornemmelse av, at selve tiden hadde forandret dimension, det var dog pokker, hvor længe det varede, forinden sjøfolkene fik skubbet jernkulen utover rælingen, deres ophidsende arbeidsrop aahoj, aahoj, trængte døvt ind til os idet bøjen var paa vippen og vendte toppen nedad, fik jeg iallefald en intens fornemmelse av, hvorledes selve tiden kan forlænge sig til det umaadelige; oplever den dødsdømte maaske det samme, idet han hører kniven løsne og derpaa uhyre langsomt gli ned mot sin nakke i giljotinens fuger? I et vældig sekund av evigheten sank jeg med benene opad omhvirvlet av hermetikbokser og andre løse gjenstande, det var som et skred, der opfangedes i sjøens myke motstand, jeg hørte den syde og hvirvle omkring bøjens flanker, blændedes av en styrt saltvand, som brøt ind ad en daarlig lukket glugge, og fôr derpaa med et svup tilveirs, likesom jeg var inde i et projektil; saa hvilte bøjen rolig ut paa en dønning, vi kravlede ut av ventilen og hang os fast utenpaa.
Bøjen hadde en tyk hampfender snoet omkring midjen og idet vi hvilte føtterne paa den, kunde vi let holde os fast som kryp paa en vippende naskeprop. Damperen hadde allerede fjernet sig langt fra os, det sværtlastede agterstel sank og hævet sig tungt i sjøen, som funklede lysegrøn over propellen, jeg trodde et øieblik det var det fjerne skibs bevægelser som med uavvendelig regelmæssighet gik igjen i mit hode, indtil jeg opdaget, at det var bøjen, hvorpaa jeg hang, som hvælvet sig i dønningernes solbelyste høider og skyggefulde dale; hvor den med et føltes klam og ekkel under mig, en stinkende jernpotte, halvfuld av vand, som brakende for rundt inde i den; hvorav kommer det mon at sjøsyken altid begynder med en vision av en ubestemmelig lukt av sur parafin og rustent jern? Jeg bøiet hodet i en likeglad væmmelse og stirret ned gjennem ventilen, en pilsnerflaske hvirvlet omkring i bundvandet dernede, pludselig knaldet proppen og det hvite skum vældet ut, intet øl, bare skum, jeg løftet igjen mit tunge hode i avsky og saa ut mot det befriende veir, en bue av horisonten skraanet op mot himmelvæggen og langt deroppe hang damperen med skorstensrøken som et hammerskaft ut fra sig og viftet med sit taabelige flag.
Dette var om morgenen og først den næste dags aften traf vi hollænderne; i løpet av denne tid oplevet vi en vekslen i dette lunefulde hav, som for passagereren paa den store damper alene er en yndefuld og frisk sommerlek, men som føltes noget anderledes for os tre mennesker; vi var jo inde i den lille bold, hvormed bølgerne og blæsten lekte. Natten var smuk og meget stille, en jordisk juninat, det var likesom solen for en stund gik under havet og lyste nedenfra, himlens blaa var mørkere end havets dype fosforgrønne vidde. Jeg kan fra stevnen av et skib i timevis betragte bølgerne som blades ut fra baugen indtil mine øine blindes og skibsplankerne løsner under mig og jeg opslukes i bølgeslaget, men ingen time har bragt mig i saa nær forening med det kosmiske under som denne Nordsjønat, mens mine reisefæller sov i bøjens indre. Som en druknet der driver med i bølgernes evige vandring var jeg indfanget av ensomheten i havets øde, saaledes er nirvana, en opløsning av alle sanser i uendeligheten: derute i verdensrummet breder saa morgenen sine strande mot de vigende stjerner, dagens veir bryter frem, horisonten funkler som en vidde, hvori en fjern seilvinge overvintrer et sekund for saa at krænge i en ilende og gylden blæst, saaledes tegner tiden sin hurtige forvandling, sjøen blir pludselig rød, likesom i et vindkast, men forandrer sig igjen, idet solen gaar opover havranden, et lysregn ligger over havet, en mægtig glitren som man kan se i store kornakre. Der er et vældig blik i havet en saadan stille morgen, selve solen er det eneste som synes at larme inde i denne stilhet, den svulmer i stormslør, bristende tung og rød, jeg kan se paa den med aapne øine: Hallo, gamle herre, du som har bestraalet vikingeskibernes gyldne drager, er du vred over den potte jeg seiler med?
En damper er med den gryende dag kommet ned paa os, en liten damper tænker jeg først, ti alle forhold forrykkes jo utover disse vilde strækninger, men da den kommer nærmere har den to skorstene, det er en Amerika-Liner. Hvad gjør du? spør min ven forundret, idet han stikker hodet op av ventilen. Jeg signaliserer til den, svarer jeg, her er et brevkort jeg har skrevet, venlig hilsen, den fører jo postflag i masten. Er du sindsforvirret, sier min ven, til helvede med dit brevkort, det er en Hamburg-Amerikabaat, det koster ham tusen pund at stoppe her, bare han ikke er saa rasende, at han rænder os isænk eller redder os. Damperen laa stille en stund og stirret paa os, jeg saa tydelig mennesker paa broen og følte vi blev suget nærmere av store kikkerter. Hvor den hvilte fint og let i sit smaragdlignende propelvand, løftet sig og sank i de lange dønninger, vendte sit dæk mot os og skjulte det igjen bak sine lange rader av koøine. Havet er aldrig i ro. Saa gik han og lot os ifred. Straks efter frisknet det op, vi kunde lukte veiret og havets underfulde kulde, en bølge nærved os sprak i toppen og blev hvit og pludselig for skumtopperne forbi os i delfinsprang; blæsten staar ret paa Doggerbank.
Henimot aften krøp paany en av mine reisefæller ned til mig; jeg laa nu opkveilet i bøjens bund, hvor jeg hadde forsøkt at ligge det meste av dagen. Manden traadte med sin sjøstøvle ned i mit ansigt, men jeg hadde forlængst ophørt at reagere mot smerter, og jeg lot det derfor ske; dog blev det senere fortalt at jeg hadde fremgispet et svakt: Du traar i mit ansigt, Jacobsen. Det var iøvrig helt tilfældig, at jeg i det øieblik befandt mig akkurat der. Til andre tider hang jeg paa bøjens buede væg likesom en frakke paa sin knag. Eller jeg famlede fortumlet efter støtte, idet jeg raslede med hodet foran ind mot bøjens tak. Besynderligst var de øieblikke, da bøjen virkelig stod stille enten paa en bølgetop eller i en bølgedal, det var et sekund av en uforlignelig forventning og i min fuldkommen forvirrede hjerne opstod der anelser om, at et mirakel var indtruffet, men saa snurrede den pludselig rundt i en sindssyk hvirvel, indtil den med et brak blev stanset av en mægtig sjø som løftet den op i sit mæktige favntak, rystet den og satte den paa hodet ned igjen. Og jeg fulgte med. Hvis jeg endda hadde været alene under disse bevægelser! Nei, jeg fulgtes trofast av alle de løse gjenstande, som efterhvert hadde samlet sig, hermetikbokser, tomflasker, støvler, dagbøker, fotografiapparater og mange andre meget mere utiltalende ting. Dette uavvendelige følgeskap irriterte mig ubeskrivelig. Mine reisefæller som var erfarne sjømænd, laa næsten hele tiden utenpaa bøjen; hvorledes de kunde holde sig der i det evige bølgeslag er mig fremdeles en gaade, men iallefald husket de ikke bestandig paa at skrue ventilerne fast, grønne styrtsjøer kom ned til mig. Under alt dette led min fuldkommen utmattede fysik av en utaalelig tørst. Men bøjens vilde tummel hadde kjernet alt øl til et motbydelig fedt skum og vandet i ferskvandstanken hadde slaat cementen løs og forvandlet sig til en besynderlig utseende, udrikkelig kalkblanding. Der laa kanske en halv ton vand nede i tanken og denne halve ton vand flyttet sig uavladelig med brak som av artillerisalver fra den ene væg til den anden; mit hode som var forbandet til at bære denne helvedeslarm, syntes luftig og ømt, skjørt som av det fineste glas — og inde mellem tordenbrakene fra bøjens ballastbund hadde jeg saa stormen syngende i mit øre. Stormen over havet, der lød som piskeslag, hvis hvinen videt sig ut og fyldte verdenshjørnerne og aldrig blev slaat til ...
Min reisefelle som kom ned til mig (sammen med en del av dette frygtelige hav) meddelte at nu var en hollænder i nærheten av os; vi skulde forsøke at komme ombord i ham.
Hvorledes jeg naadde utenpaa bøjen er mig ikke ganske klart, formodentlig dirigeres menneskets handlinger i visse øieblikke av selvopholdelsesdriften helt uavhængig av menneskets kontrol, pludselig hadde jeg fotfeste paa fendern, mens mine fingre stive omklamrede et par fastspændte staalwirer. Naar bøjen behagede at hvirvle min side til, kunde jeg se hollænderen, en brednæset fiskeskonnert, enten hang den høit oppe i himlen eller den kom mot mig naturstridig opover en skraaning med fuldt skum for baugen.
Jeg har senere været i en flyvemaskine som manøvrerte i looping, der brøt uventet en gjenkjendelse i bevisstheten av hint sublime øieblik fra Nordsjøen frem, en fornemmelse av uvirkelige, firedimensionale forhold. Idet jeg bøjet mig utover aeroplanet saa jeg dernede skyer i drift under mig, hvorimot himlen ovenover mig var dækket av en skraanende, mørk slette yrende fuld av bitte smaa mennesker. Idet jeg en eneste gang fik spændt mit blik fast i hollænderen, saa jeg besætningens forundrede hoder over rækken, alle med topluer, hvis dusker vimplede vakkert bakut, det var hele familien som sædvanlig ombord i hollændere. Bedstefaren øverst og saa trip trap nedover til kokkegutten, det svarteste og smussigste lille hode jeg har set under en stormfykende toplue. Pludselig raslede nu bøjen like ind i baugsprydet paa hollænderen og drevet av et ubevisst, men øieblikkelig virkende instinkt kastet jeg mig over i pyntenettet, hvor jeg klamrede mig fast, en gang dukket jeg under og aapnet øinene i sjøen, i en forunderlig grøn og bedøvende verden, men da jeg derefter løftedes ut igjen i blæstens forrykende larm, blev jeg grepet av mange hænder og sat paa dæk.
Jeg var ombord i en middelstor fiskeskonnert, som laa for stormseil og hvis master tegnet store buer i himlen og dog var forandringen fra den svirende bold saa stor, at jeg hadde følelsen av at være kommet op paa fast land.
Vi var endnu langt tilhavs og for at faa hollænderen til at seile os til nærmeste havn med bøjen paa slæp var det nødvendig at træffe visse økonomiske avtaler med fartøiets skipper, bedstefaren — eller maaske det var oldefaren, mandens ansigt fortalte intet andet om hans alder end at han maatte være gammel. Men han var allikevel en kraftig, lang og benet skikkelse, hans hode som var overgrodd av skjæg lutet fremover, hans øine som laa dypt under panden var hvitlig stikkende, likesom de bestandig blikkede ut i store fjerne signaler, huden var mumiebrun, en sjøfarer fra kaptein Marryats mystiske atmosfære, de store hollandske seil over os, slidt og lappede gjennem generationer, synes pludselig ogsaa saa fremmede, som om de buedes i blæsten av et fjernt aarhundrede. Hans tale som ikke var hollandsk, men maaske skulde være engelsk og som sikkert alene forstaaes ute i Doggerbanks ubestemmelige rike, hvor tilrop og eder hilser hinanden fra alle Nordsjøens kyster, maatte understøttes med gestikulation og anden hjælp fra hans stridsfæller som stod i nærheten og rotet i sine vældige bukser.
For at betale ham, maatte jeg aapne mit belte, hvori hundrede engelske guldpund var forvaret — og i det samme blev jeg rammet av en uventet fornemmelse av kulde og idet nogen av guldstykkerne gled mellem mine sitrende fingre tænkte jeg: Gud vet, hvad det er for slags folk dette, ingen kan forhindre dem fra at stjæle vore penge og hive os overbord. Det var blit saa stille omkring mig og maaske var det stilheten, som indgav mig denne frygtsomme tanke, mennesker blir altid saa intens stille, naar mange penge blottes. Vi var nu kommet til enighet og kursen lagt mot Holland, under kommandorop og seilmanøvrer spredtes hollænderne i sine klaprende træsko, der var som smaa skibe for sig, lave i agterstellet og med sterkt hævede snuter likesom hine fjerne korvetter, der først seilede mot den nye verden.
Eftersom det blev mørkere ut paa kvelden tok blæsten til og da fyrblinkene viste sig forut, røde og grønne øine som saa paa os langt nede i horisonten, var det blit nat igjen og jeg gik under dæk for at sove.
Blæsten hadde tat kraftig til; i begyndelsen laa
jeg dernede i seilkøien, øm og overtræt i øinene
og uten at kunne faa sove. Her var stummende
mørkt, jeg kunde ingenting se, men jeg kunde
omkring mig høre bevægelserne i skibsplankerne,
jeg anede de vældige eketrær, som var bygget ind
i dækket over mit hode, det knaket og laat, idet
skuten tungt la sig ned i bølgeleierne. Det var
et gammelt skib, jeg var kommet ombord i, jeg
kunde merke det, alene paa luften hernede, de
store stabler av gamle seil fyldte det trange rum
med duften av sin ælde og sin lange flugt gjennem
Nordsjøens veir, — en duft som i en underlig
ideassosiation faar mig til at mindes den søte
engelske tobak. Skuten krænger uavbrudt under
sine manøvrer, oppe fra dækket høres vilde tramp
av træskoføtter, lyden synker haard og metallisk klingende gjennem de tykke bjælker, i vindkastene høres ilsomme kommandorop — i denne
truende tone av fortættet hast, som altid paa
sjøen gir indtryk av angst og fare, selv om der
intet særlig er i gjære. Mine sjøkyndige venner
var blit paa dæk for at hjælpe til; saaledes maatte
jo selve den værdifulde redningsbøje bjærges —
og larmen av trampende føtter og de skræmmende
rop fulgte mig langt ind i søvnen, ogsaa længe
efterat hvilen var kommet over mig; jeg mindes
aldrig at ha oplevet en lignende vidunderlig opløsning og træthet i hvile som denne sommerkveld i et trangt og klagende seillukaf paa Doggerbank: det var som om alt tjente til at fuldkommengjøre selve hvilens sødme, blæstens brus derute i veiret og skutens regelmæssige vuggen i
lænsen — og saa disse barkede, grove seil, hvorpaa jeg hvilte, at sove i seilene, det føltes som
at løftes ut i en helt ny og guddommelig ren
atmosfære.
Hvormange timer jeg hadde sovet, vet jeg ikke, seillukafet laa dypt nede i skutens buk og da der ikke fandtes tilgang paa lys, var det like mørkt enten jeg laa med lukkede øine eller slog dem op. Men en anelse sa mig, at det nu maatte være midt paa natten, det er ofte man faar en saadan ganske sikker tilkjendegivelse av tiden, det er underbevisstheten som røber sin altid vaakne tilstedeværelse; jeg hørte mit lommeur ligge og tikke nede i mit belte og det var ikke en tikken hen i vilde og uutgrundelige timer, jeg synes bestemt jeg kunde se viserne nærme sig over romertallet II, fyrstikker hadde jeg ikke. Mens jeg laa saaledes og lyttet efter lyder som kunde orientere mig bedre, merket jeg pludselig, at jeg led under en særlig nervøs uro, en saadan uro kan ethvert menneske gjenfinde hos sig selv efter drømme, som ikke længer huskes. Jeg laa og spekulerte over denne uforklarlige skrækfornemmelse, som føltes ganske ubehagelig ogsaa derfor at omgivelserne var saa særegne. Jeg søkte at gjenfremkalde i erindringen, hvad der hadde levet i mine forestillinger umiddelbart forinden jeg faldt i søvn, for ad den vei at komme ind i drømmen, thi jeg trodde bestemt, at jeg hadde hat en ond drøm.
Og saa husket jeg da paany ganske levende kommandoropene, disse hurtige, likesom angstdirrende skrik, som av blæsten blev revet ut av den ropende mund og baaret langt utover havet og jeg syntes paany jeg hørte træskotrampen, dette tumultueriske virvar av føtter ovenover mit hode. Jeg tænkte ved mig selv: Du mener det er mandskapets støi under manøvrerne Du har hørt, men egentlig vet Du jo slet intet med sikkerhet om dette. Det er forestillingen om denne larm, som i forbindelse med stormkastene har skapt en uhyggefornemmelse som derpaa under søvnen har frembragt den drøm, som Du ikke længer husker, men som endnu smerter i dine nerver. Om en stund, tænkte jeg, hører Du paany folkene deroppe; men jeg hørte slet intet andet end vindtakene og vandets brusen, idet skuten la sig mot sjøerne. Pludselig var jeg med én gang uhyre ensom, ødslig ensom, fordi jeg ikke længer hørte stemmer eller støi av menneskers færd og eftersom tiden gik, uten at jeg opfanget det ringeste tegn til liv fra dækket, anfaldtes jeg av underlige anelser om at der kanske kunde være skedd noget deroppe, noget utænkelig og frygtelig. Det absolutte mørke, der omgav mig føltes ogsaa kvælende, som en levende begravelse; jeg var ikke istand til at erindre længer i hvilken retning, jeg skulde søke nedgangen til seillukafet: jeg var kommet nedad en leider av snoet og tjæreluktende taug, derefter gjennem en smal gang, hvor der var meget trangt om plads mellem opstablede parafintønder og lanterner og saa gjennem en dør over en uhyre høi og bred tærskel. Den gamle fisker hadde selv fulgt mig herned og lyst for mig med en støvet lygte — den gamle fisker med de store ringer i ørene og det kaffebrune, indtørkede mumieansigt, som aldrig synes at kunne gi plads for et smil. Idet jeg erindrede hans haarde stikkende øine, grep jeg uvilkaarlig efter mit belte — jo, pengene var der, jeg kunde føle dem i mørket, engelske guldpenge. Men folkene deroppe viste ogsaa, hvor disse skinnende mynter var at finde, tænkte jeg og idet jeg erindret mandens iskolde, menneskefiendske taushet, da jeg talte pengene, begyndte jeg litt feberhet at spekulere paa hvad det kunde være for mennesker dette. Jeg visste jo ingenting, jeg var fuldkommen hjælpeløs i tilfældighetens vold, blandt fremmede mennesker ombord paa en ukjendt skute fundet i Doggerbanks store, hemmelighetsfulde og eventyrlige taakeverden, hvadsomhelst kunde hænde her, hvor ingen nogensinde vilde spørre efter os. Jeg satte mig op i seilkøien og stirret taapelig desorientert ind i mørket. Og pludselig opfanget jeg saa en menneskelig tilkjendegivelse, min aktpaagivenhet var saa sterkt opspilet, at jeg ganske tydelig gjennem sjøens og blæstens brusen skjelnet fottrin og en lavmælt, skjægget stemme. Det var nogen, som var ifærd med at komme ned til mig, en tynd, gul lysstripe begyndte at spille henover gulvet, vakle hit og dit og jage opover bjælkene. Uten egentlig at gjøre mig rede for grunden skubbet jeg mig længere ind i den brede, mægtige seilkøie, indtil jeg kjendte plankerne av skibssiden i ryggen.
Da den lave dør endelig aapnes, ser jeg den gamle fisker kravle over tærskelen, belyst av flammen av et stearinlys som han holdt i haanden. Bak ham skimter jeg endnu en skikkelse, men al min opmerksomhet er dog optat av den gamle — og jeg oplever i disse øieblikke en sjelden sensation, mindet om den kan endnu faa mig til at fryse i nakkehuden: Det var morderen som kom ind til mig; pludselig var alle mine dunkle anelser blit til en levende og forfærdelig virkelighet. Jeg husker ganske tydelig, at mine første indtryk ikke saameget beherskedes av skræk som av en uhyre forbauselse, jeg stred imot at tro paa mine egne øine, og ute av stand til at foreta mig noget, fordi jeg ventet at det frygtelige blændverk hvert sekund skulde forsvinde, følte jeg mig lamslaat og magtesløst naglet fast til skibsvæggen, hvortil jeg i sittende stilling støttet mig; jeg kunde alene ubevisst og uten at reflektere derover foreta en række iagttagelser, hvis grundighet stedse har forundret mig: Lysflammen, som i trækken fra den aapne dør snoet sig hvirvlende og var nær ved at gaa ut, — den gamle holdt lyset like foran sit ansigt og jeg kunde se paa det søkende blik i de rare gamle øine, at det nære lys blændet ham, saa han vanskelig kunde se mig i mørket, men netop denne søken gav hans ansigt et forfærdelig alvor. I høire haand holdt han den blottede kniv, en lang, tilspidset, rusten forskjærkniv, som var halvt utslipt i mange aars bruk, — og han holdt kniven omvendt i haanden i hugstilling for med sikker kraft at kunne føre det tilintetgjørende støt ind i mit bryst.
Bak ham viste sig i den flakkende belysning kokkegutten, den lille topluede fyr, som i sine høie træskoskrog stod saa sikkert paa det gyngende dæk og hvis fabuløse smudsighet straks hadde vagt min opmerksomhet. Gutten bar foran sig, tæt trykket ind til sin skidne lærredsbluse, et stort hankeløst blikfat og med det hvite i øinene fulgte han opmerksomt sin gamle herres lumske og forsigtige fremadskriden mot maalet — i min forstenede tilstand indbildte jeg mig, at det ikke var paa grund av skibets duven i sjøen den gamle forbryder gik saa nølende og forsigtig fremover de brede planker, men derimot for ikke at vække mig i min formodede søvn. Billedet av forbrydelsen hadde en uavrystelig tydelighet: Morderen, som nærmer sig med den frygtelige kniv i høieste hug og hjælperen, som kommer bakefter med fatet, hvori blodet skal opsamles. I nogen øieblikke stirret jeg ind i den forfærdeligste av alle forbrydelser, rovmordet, en usigelig livsfiendsk og gaadefuld uhyggestilstand, som er uten sammenligning med menneskelige forhold.
Maaske hadde selvopholdelsesdriften i den yderste stund vækket mig til en eller anden handling, skjønt jeg vaabenløs og klemt op mot skibsvæggen helt var i den fremtrængende forbryders vold. Jeg hadde en fornemmelse av, at han ikke kunde fange blikket i mine øine paa grund av lysnammen som svirret foran hans ansigt og hans døde stirren gav hans fremmedartede ansigt et isnende præg av blind ufølsomhet. Netop i det han førte hugget sprat jeg tilside og forsøkte at glide under hans hænder, men jeg stansedes i selve bevægelsen ved at se den lange kniv sitte fast i væggen, fast, men endnu dirrende i bladet av det kraftige støt. Og da jeg derefter paany fik hans ansigt at se, løsnet den beklemmende frost i mit bryst under hans varmende smil, han hadde sunde, skinnende tænder, smilet tegnet et helt nyt uttryk i hans ansigt, hans gamle øine fyldtes til randen av godhet, det veirherjede, fremmedartede raceansigt, som flankertes av de dirrende ørendobber, fik med et en anden og dypere belysning: Familiefaren fra det velholdne og renskurte veirmølleland, sjøulken, den godlidende skipper paa sit patriarkalsk styrte skib, hele hans væsen utstraaler en stum venlighet, fordi den uttrykkelig ønsker at meddele en saadan og dog ikke kan uttrykke sig anderledes. Lyset, som har et hulspor i den ene ende, sætter han ned over det skarpe knivsblad, — der fik jeg forklaringen paa alle de grufulde forberedelser, en net liten opfindelse det hele, en improvisert lysestake sat fast i væggen ...
Skipperen viser en beskeden stolthet over sin fiffighet og fører den svarte kokkegut frem foran sig; soten i den lilles ansigt skinner under hans smil som paa en nyblanket støvle og det melkehvite hvite i hans øine peker ivrig ned i fatet: Nystekte, brunt sprøstekte rødspætter ... Ak, den oprindelige og fine hjertelighet, som er et fællestræk hos alle sjøfarende, mon det ikke skapes av det stort rummelige i selve bedriften, det fuglefrie liv, som stryker al smaalighet tilside, — den ædle tradition, som hænger uforanderlig fast ved skibene, har paa sjøen skapt en moral som holder sin prøve i gode og onde dage, i fare og magsveir og er som den milde og sentimentale tone i en sjømandsvise, fuld av lune og fordragelighet ...
Ingensinde har rødspætter smagt mig bedre; den sjælelige rystelse hadde i sin realition frembragt en voldsom og næsten utøielig hunger. Saaledes vendte igjen livet tilbake.
Da jeg kommer op paa dæk, er der atter en ny Nordsjømorgen — uten solskin, men med et sikkert og malerisk dagslys, hvori havets dæmpede farver faar baade dybde og friskhet — fugtige seil i de knakende rær, tungt rullende, mørke sjøer og luften nytende vaat og sterk østfra. Langt i syd viser sig Holland i en svak skravering av fyrtaarne, kirkespir og møllevinger. Men foran landet skyller havet flaskegrønt, det er et betagende samspil i landets grønne og havets grønne farve, det er i denne brytning kysten gaar — endel av Nordsjøens underbare og mangfoldige strande.
Det første blink av kysten har altid henrykket mig, der er intet som tydeligere røber sjøreisens poesi end en saadan lav, lysende kyst som pludselig trær frem under drivende regnskyer. Jeg kan i en eftertænksom erindring gjenfinde stemningen ved at betragte solnedgangens skyformationer, der er som svømmende øer og vikende strande ut mot uendeligheten. Overhodet er det intet som klarere og hyppigere gjenopvækkes i mindet end sjøreiserne mot fremmede havne; det hænder, mens jeg drikker et glas av det tykke og sterke engelske øl, at selve smaken jager et fint erindringsrop ind gjennem min hjerne: Venner, dokkerne i London —