Himmel og hav/01

Sven Elvestad

Himmel og hav

Gyldendal, 1927 (s. 5–36).

HIMMEL OG HAV

Det hænder i drømme, at man synes at bevæge sig i et usynlig tog av menneskelige væsener, hvis tilstedeværelse man merker som en uendelig mumlen, hvori man igjen synes at høre kjendte stemmer fra levende eller døde. Saa drømmer man en nat, at man midt i et saadant tog av usynlige og mumlende mennesker gaar fremover i et maanebelyst, natlig landskap. Man stanser utenfor et stort hus, som ligger paa en høi. Huset har mange vinduer og i maanelyset skinner det blaat og koldt som et isfjeld. Saa er det likesom alle menneskene omkring en ogsaa stanser og deres mumlen, der hittil har lydt som en fin og uavladelig regn, stiger pludselig til en larm som av stort vingebrus. De sier ingen ord, men drømmeren vet allikevel, at de taler om vinduerne i det store hus. At alle vinduerne er lukket jager pludselig en saa heftig angst gjennem drømmeren, at han vaakner. Hvorfor? Hvem har ikke oplevet at vaakne angstdirrende av en drøm, som der slet ikke var noget ængstende ved? Skrækken trykker ens sind endnu mange minutter efterat man er kommet ut av søvnen. Jeg tror at man drømmer saadan i tider, da man bevidst eller ubevidst er jaget av en fare. I drømmene siver da ulykken og skrækken som et forunderlig lys utover alle billeder: Et hus paa en høi i maaneskin. Lukkede vinduer. Det er jo ingenting. Men rædselen er der allikevel, den ligger inde i huset og stirrer isgraa ut gjennem de mange lukkede ruter.

Og saa kan det hænde, at man en tid efter er i en slags fortsættelse av drømmen. Da har man allerede forlængst glemt det hele som en meningsløshet, og saa drømmer man pludselig, at man befinder sig inde i det store hus. Men denne gang helt alene. Nu er maanelyset borte og en blodig brandrødme er traadt istedet, alle vinduerne staar oppe og klirrer, og dørene er aapne, rædselen flagrer ind fra alle kanter, man vet intet skjulested og vaakner dirrende i en forunderlig skræk. Men det hele er jo ingen ting. —

Merkeligst av alle drømme er disse som fort sætter fra søvn til søvn. Man drømmer en nat, at noget bestemt hænder, det kan være, at man skal ut paa reise; man er ifærd med at stige op i vognen, da idetsamme drømmen avbrytes, enten ved at man vaakner eller ved at et andet drømmebillede glir frem og dækker det første. Saa gaar nogen tid og pludselig er man en nat ved drømmens fortsættelse; man stiger op i vognen og ruller henad en lang og støvhvit landevei; man kommer til et færgested og færges over en bred og langsomt drivende flod, ved bredderne staar sivskogene og duver i vinden, aa disse rolige drømme om lange landeveie, vaiende skoge, uendelige vidder, det er selve den gode søvn ... Men saa brytes drømmen igjen og fortsætter en nat efter mange døgn, da stanser vognen utenfor en fabrik. Man har et bestemt erinde i denne fabrik, men hvilket? Blinkende tydelig ser drømmeren det henfarende uveir av drivremme og hjul, av larmende maskiner og glødende ovne. Kanske har han den samme dag været paa reise og indtrykket av jernbaneskinnernes svimlende gliden under hjulene, som minder om drivremmenes jag i en fabrik, danner nye, men beslegtede billeder i drømmen. Saa hænder det lange tider derefter, da drømmen forlængst er druknet i glemslens mørke hav, at han kommer til en fabrik, hvor han aldrig før har været, men allikevel dirrer han forvirret midt i et minde. — Saadan spinder drøm og virkelighet sig sammen i et menneskes bevidsthet, saa man stanser forundret og aner en tilkjendegivelse fra den store, hemmelighetsfulde verden utenom menneskenes liv.

Men saa hænder det ogsaa, at en drøm utvikler sig som virkeligheten og staar i en visions overordentlige klarhet. Og høist merkelige blir saadanne drømme, naar de fortsætter fra nat til nat, da er det man fornemmer en aande fra tilværelsens dybder, for det er under søvnen, mens viljen hviler, at ens bevidsthet famler mot det gaadefulde.

Jeg har nylig levet en tid ved sjøen og har døgn efter døgn hørt dens uavladelige larm, den blev tilslut som en stor vugge, som gynget mig ind i søvnens store ro, jeg drømte om uendelige og deilige vidder, landvidder og havvidder, og de var stadig i bevægelse, store gule kornakre som bølget i luftig blæst, rummelige dønninger som blikket vidt utover under sollysets venlige regn.

Og saa drømte jeg en nat, at jeg saa et forlatt skib langt ute paa havet. Jeg saa det bare et øieblik, idet det gled ind i en lysning over bølgerne. Men jeg laa længe vaaken og forundret mig over, hvor tydelig billedet fremdeles stod for mig. Det var et stort seilskib med sønderrevne klute, nedfaldende master, en graa og spøkelsesagtig ruin. Og synet hadde præg av noget forlængst forbiganget, det merkelige, svakt skinnende lys over det store hav kom likesom fra en fjern tid, det straalte mot evigheten.

Siden saa jeg flere gange vraket i drømme, der var et menneske ombord, jeg saa ogsaa dette menneske og tilslut saa jeg vraket synke ned i havet. Synet kunde være vagt og skyggeagtig, likesom jeg skulde se det gjennem et flor; andre gange var det forfærdelig tydelig og jeg hadde da fornemmelsen av selv at være ombord paa skibet, knuget av en stor ensomhetsfølelse, fordi jeg vidste, at jeg var uendelig langt borte fra menneskene. Dette vrak gik igjen i mine drømme i mange nætter, saalænge jeg bodde nede ved havet og sov i dets store vuggen. Men har jeg drømt noget virkelig, noget som er sked og naar er det sked, i fjerne tider eller nu? Jeg fortæller om det, fordi jeg tror, at jeg paa en gaadefuld maate har hat forbindelse med noget som er hændt engang og fordi det kanske kunde vække et minde hos en eller anden langs vor lange kyst.

En kveld laa jeg længe vaaken og hørte paa blæsten; den kom ret ind fra havet, den hadde længe ligget og trykket paa inde i en blodrød taake bak horisonten. Saa ikveld ved solnedgang sprængtes havrandens blanke metalstreng, blæsten væltet ut og fyldte rummet mellem himmel og jord. Fugleskarens forstyrrede gnistregn skrek over trækronerne, der vaiet som flammer i vinden, akrenes lyse haar kjæmmedes stridt indover, natten blev mørkere, men mere syrlig og luftig, det var som selve himmellaaket løftedes høiere av dette brusende indbrud, som om alverden endelig fik aande. Selv inde i huset hadde blæsten sin lystige gang med klirren i ruterne og plystren i alle sprækker. Jeg lyttet og syntes, at gaarden var omspændt av en usynlig og herlig brand, hvis flammetunger smeldte som svøpeslag over taket.

Med hodet fyldt av denne nye larm fra havet gled jeg ind i søvnen. Ofte falder man med en gang i en drøm. Det er som om man svimler utover en avgrund. Jeg hadde straks følelsen av, at jeg var i en stor fare og jeg kjæmpet for at holde mig fast; pludselig ser jeg en stor sjø reise sig foran mig, en brægrøn bølge, den synes at være selvlysende, og idet den kaster sig fremover og knuses, flimrer et blaalig lys omkring mig, jeg er ombord i et skib i havsnød. Jeg kan se litt av et sterkt krængende dæk, hvorover vandmasser stadig skyller. Jeg er i dødelig angst og arbeider for at komme fremover mot ruffen, som lyser hvit over den grønne sjø; men en forfærdelig magt, en tyngsel over min hals og mit bryst trykker mig stadig tilbake. Utover rællingen, som duver høit oppe, kan jeg se graa istykkerrevne skyfiller, som jager over himlen. Og saa havet. Havet hvitnende langt inde i mørket og en stadig frembryten av grønne, fosforlysende sjøer. Gjennem larmen hører jeg saa et menneskelig skrik like i min nærhet og derpaa en stemme, som kommer ovenfra, det er et menneske som sitter i riggen. Stemmen roper hæst:

Hvem gik naa?

Nu ser jeg ikke mer, alt blir mørkt omkring mig, jeg er ifærd med at vaakne, men idetsamme jeg glir ut av søvnen, hører jeg svaret, disse faa hastige ord, der lyder like ind i mit øre som om de skulde være ropt gjennem en trakt:

Det var skipper'n og Ka'l!

Da jeg slaar øinene op, forekommer det mig at værelset et øieblik er bundløst mørkt, saa rinder dæmringen langsomt gjennem vinduerne. Indtrykket av drømmen eller visionen er saa voldsomt, at jeg uvilkaarlig og meningsløst farer hen og aapner døren, som om jeg skulde være i fare. Først nu kommer jeg helt til mig selv, fordi stormens sugen gjennem trappen er nærved at rive døren ut av mine hænder. Jeg lukker igjen. Jeg synes endnu i væggene at høre ekkoet av de forfærdelige stemmer. De var forskjellige, men begge østlandsstemmer; den ene ru og rusten, den andre spædere, men begge stemmerne, som blev revet mot mig av stormen, hadde den samme tone av fortættet dødsrædsel, aa Gud, hvor det gjaldt sekunder der, hvor de var! Og saa formen, selve spørsmaalet: Hvem gik naa? Og svaret: Det var skipper'n og Kal! . . . Slike ord maa være skreket engang, det kan ikke findes paa . . . Saadan var min første drøm, mere en gnist av et syn, likesom min bevidsthet et øieblik hadde flagret forbi et av de vinduer som skiller det forgangne fra det nuværende og forskrækket fløiet tilside. Det var i sommer. Og mange dage gik, forinden mindet om denne sterke sansning gled av mig, vinden blæste forbi, det blev atter stille og varmt, epletrærne blomstret; men en nat saa jeg paany skibet.

Jeg synes jeg ser utover et stort og rolig hav; der er ingen seilere i sigte. Jeg har solen bak mig og kjender dens hete over nakken og ryggen. Paa sjøen kan jeg se, at det har været stille længe, det er havblik, vandet er klart og grønt under mig, men længer ute skinner det som olje, dønningerne er lave og dovne og bevæger sig som store tunge dyr. Henimot horisonten blinker et forunderlig liv av lys og skygger paa havflaten, det er gjenskinnet av skyernes spil, heldende lyssøiler staar ned gjennem revner i skydækket, dønningerne blir til store, skinnende sølvøer. Eller solstraalene pipler gjennem fjærlette skylag og arealet av spinkle lysaks vokser op fra havflaten, over havet brer sig milevide skyggelande med floder av lys, alle bevægelser over denne vældige vidde er saa lange og rolige. Jeg ser ind mot uendeligheten, horisonten er ikke længer nogen avslutning for synet, der begynder et nyt hav: — Himmelen, som silkeblaa og gjennemsigtig skyller mot mægtige hvite og graa skyriker, det er ikke længer noget forhold i rummet, jeg svæver mellem to verdener, som er umaadelige og stille, et forbjerg av røde skyer staar ut mot den yderste blaa avgrund av himmelen, bjerget bevæger sig ikke, det er som selve stilheten og fjernheten, det evige. Og saa dette støv av lys som synker og synker uavladelig. Jeg har en salig følelse av at være langt borte fra menneskene paa fabelagtige steder, hvor jeg maa forgaa, en søt duft av mandler og foraar iler gjennem mig, kanske er en blomsterø bare tusen mile borte. —

Har jeg været andre steder, har jeg været vaaken imens? Det er ikke længer dag, nu slører vi mot natten. Hele vesthimmelen er som et seil buet i blæsten fra jorden, det staar fast til solnedgangens guldbom i horisonten og det fordufter op mot Zenith i det violette uendelige, hvor solstraalene glimter med gyldne snorer om maanen og stjernerne.

Jeg er fremdeles paa havet og alene og jeg synes ingen tid er gaat, men dette er allikevel en ny drøm. Havet er nu mørknet, det er helt sort i øst. Nu først er det jeg ser, at jeg befinder mig ombord paa et skib. Jeg synes ikke det er forunderlig, tvertimot, jeg reflekterer ikke derover, det er som jeg skulde ha været her længe allerede og hører hjemme her. Skibet ligger tungt i sjøen og vugger langsomt i dønningerne, jeg gaar fremover dækket uten at vite, hvad jeg skal foreta mig, jeg synes fremdeles ikke, at der er noget besynderlig ved skibet, kun forekommer det mig at være forunderlig ældet, tjæren paa dækket er flasset av, den hvite malingen paa indsiden av rækken er slidt og graa og taugverket hænger i uorden. Taugene er ikke surret om naglerne, men ligger i forvirrede bundter og bugtninger utover dækket; paa et av vanterne er bindingen borte, saa vantet hænger i traser. Jeg retter øinene mot masterne, der er tre master, jeg er ombord i et barkskib. Men hvor er seilene? Av fokken er der bare nogen filler tilbake, der hænger dovne og solbrændte i den tunge luft. Seilene er beslaatte paa et par rær, andre seil er blaast helt bort. Men mellem masterne hænger taugverket i uorden akkurat som nede paa dækket, avrevne stumper flagrer hit og dit ved skibets bevægelse i sjøen. Hele skibet gir et billede av øde og forladthet. Men jeg har endnu ingen fornemmelse av at være alene ombord. Jeg bevæger mig omkring paa dækket i en lydløs, svævende gang. Jeg kommer hen til bakken, her hænger et rustent anker halvt utover sjøen, det har splintret et stort hul i rækken. Saaledes begynder ængstelsen i drømmen:

Jeg staar i skibets forstavn og ser igjen paa mastetoppene, de er sorte og bare, likesom avbrændte, bevæger sig med skibets duven og tegner streker i himlen. Himlen er blit mørkere, enkelte stjerner funkler som rifter i det dypblaa hvælv. Pludselig har jeg en fornemmelse av kulde ved at se ind mot stjernedypet, jeg sænker hodet. Og saa glir mit blik fremover dækket og med en gang føler jeg, hvor her er øde ombord. Rattet knaker og rykker hit og dit og der er ingen ved rattet. Der er jo ingen mennesker ombord, nu falder det mig ind. Jeg er paa et forladt skib langt ute paa et øde og vældig hav. De lyd jeg hører, taugenes klapren mot masterne og rattets regelmæssige knirken, synes bare at forøke ødsligheten. Kveldens flammende skjær er veket for et graat tusmørke, der blikker ikke længer lys utover havets store vidde, men mørket suger sig allevegne frem fra horisonten, som er kulsort og truende, en trykkende ensomhetsfølelse knuger mig; jeg synes dette skib er slidt av mange aars blæst, det er bleket som en gammel likkiste, — jeg er som levende begravet i et livstomt rum av skumring og taake.

Jeg vil søke skjul for den stadig mere truende himmel, som begynder at bli blodfarvet i øst, og saa gaar jeg da ut paa min sælsomme vandring omkring i dette hemmelighetsfulde skib. Jeg lytter efter mine egne skridt, for jeg vil sanse noget menneskelig, men jeg gaar og gaar, lydløst som et spøkelse. Jeg synes jeg roper utover havet, men jeg hører ingen stemme. Og saa alle disse ting omkring mig, som er berørt av menneskehænder, det maa være mange aar siden, masterne og rærne slaar fantastiske skygger henover det skimlede dæk, hele skibet er en lydtom ruin, et stumt og stille billede av noget dødt og forbiganget.

Og med en søt og gysende fornemmelse av, at jeg gaar mot noget angstfuldt, glir jeg ind i folkelukafet. Døren er revet ut av sin ene hængsel og hænger og slingrer utenpaa væggen. Idet jeg traar over tærskelen, lægger jeg merke til, at den er uthulet av talrige aars slit, mange menneskers fottrin har traadt her; dette skib er som en grav, det rammer mindet om mennesker jeg ikke kjender, og som nu alle er døde.

Jeg maa stanse litt, saa mine øine kan vænne sig til mørket derinde, en skarp og ram lugt av gammelt, fugtig træ slaar mig imøte. Det første jeg ser, er de sorte køieaapninger. Litt efter kan jeg ogsaa se skibskisterne, jeg tæller syv kister, alle av den sædvanlige form, men av forskjellig farve. Og alle kisterne er lukkede, etpar staar i uorden fremme i rummet, de andre er surret fast til væggene. Ute av den ene køieaapning hænger som en tyk kjæmpeslange en halvstoppet køisæk. Forøvrig er der tøi paa rustne spikre langs væggene, jakker, bukser og busseruller, tykke bundter, som bevæger sig i dønningen, — det er som jeg ser mennesker i dem, hængte som dingler i vinden. Jeg gaar hen til en av køierne og føler paa køiklærne. Et uldtæppe. Men det er stivt og haardt, sjøvandet har slaat ind her. Under taket, over det lille klaffebord, hænger en parafinlampe, blikskjærmen og jernstængerne er rustne, glasbeholderen er halvt fyldt med parafin og oljen skinner som et gult dyreøie i mørket. Naar jeg ser ind i køierne, synes jeg at se urørlige menneskelige skikkelser derinde, jeg strækker hænderne gysende ind; men det er bare klær, stivt vandtrukkent sengetøi. I en av køierne lyser en pute som en syks ansigt. Men forunderligst virker det at se alle de smaating, som de døde har efterladt sig (forestillingen om at de mennesker som har holdt til her er døde forlængst er absolut, noget andet falder mig ikke ind). Over køiekanterne løper en smal hylde og opi den leter mine hænder frem tobaksstykker, pressede plater av den søte engelske tobak, piper, fyrstikker, en lommekniv med avbrukne blade, — alt rustent og smudsig av den tunge, vaate luft fra havet.

Nu kan jeg omsider se alt herinde saa tydelig, at jeg opdager inskriptioner paa de tykke, malede planker, som danner mellemvæggen mellem køierne. Det er forskjellige bokstaver omgit av hjerter, ankere og andre figurer, langsommelig utskaaret med klodset haandlag. Nogen av inskriptionerne er meget gamle og næsten usynlige da malingen fylder op i sporene. Jeg banker med mine næver i stokkerne, det er som at støte mot sten, det gir ingen gjenklang. Jeg har atter forestillingen om at være i et gravkammer, de sorte køieaapninger minder om katakomber med gravskrifter omkring. Jeg er ombord i en sælsom, drivende kirkegaard og ødet omkring mig er som stilheten paa den anden side av døden, hvor minderne om alt det som er hændt og de døde reiser gjennem en uendelig skumring av aar og tidsaldre . . .

Hør — i de siste minutter har en besynderlig lyd naadd mit øre. Først var den svak og fin, neppe hørlig, det var som en susen i selve øregangen, men lyden steg langsomt og stadig og tilslut hørte jeg, at den kom utenfra, at noget hændte ute paa dækket eller i skibets nærhet. Det hørtes som en hvisken, først mellem to og to, men tilslut maatte det være mange mange, — det var som vindens skyllen gjennem en ung vaarskog. En merkelig lysning dækket døraapningen, en bevægelig skifferblaa farvetone som ikke tilhørte dagen og heller ikke kvelden. Jeg ante noget om en hærskare av usynlige, som skred hviskende over dækket i blaalige snegevanter — jeg var i en fantastisk verden, indunder de tusen hvite bjerge. Med bøiet hode gik jeg lyttende mot aapningen og jeg syntes jeg kunne opfange sælsomme røster i vrimlen, en dryssen av svake barnestemmer, oldingers smertefulde klager — og et tog av kvinder som gled forbi med aandeagtig vaiende hodehaar, hviskende, hviskende ... jeg traadte ut paa dækket og var med engang omsust av den forunderlige hvisken. Det var regnet.

Væten glinset som sølv over det forladte skib, og hvor kom dette lys fra, solen var forlængst borte. Men det var likesom regnet hadde bragt det med sig fra fjerne egne, masterne sivet av blankt vand, resterne av bramseilet hang tungt ned med en doven speilglans over sin graa flate op; det forvirrede taugverk gik i et skinnende edderkopspind mellem ræerne. Men saa fra havet, for en milevid sang. Det var ingen melodi; men en graa og ensformig nynnen, som steg og sank efter regnets mægtighet, en rokken frem og tilbake over endel av verden. Horisonten var ikke saa langt borte længer eller jeg kunde ikke se den mere, for regntykken kom i store folder ned fra himmelen og slæpte sig henover de tungt pustende dønninger. Men dypt inde fra taaken kom denne umaadelige sang i havoverflaten. Og sangen løftedes op og fyldte rummet, fire verdenshjørner suste mot hinanden.

... Jeg glir igjen henover dækket og fornemmer regnets kulde over mit ansigt og mine haandled. Idet jeg fjerner mig fra den sorte aapning ind til folkelukafet, synes jeg at høre noget derinde fra, trin, stemmer, famlen langs væggerne, som alt det døde og livløse, der var stille ved min nærværelse, nu løsner og begynder sit liv paany.

Angsten driver mig bort og pludselig er jeg foran den lukkede kahytsdør uten at vite, hvorfor jeg netop er kommet hit. Ved siden av kahytsdøren, under det fremspringende tak er der et litet vindu opdelt i mange smaa forskjellig farvede glas, saadan man kan se det ombord i gamle skibe. Jeg stirrer gjennem glassene, men kan intet andet se indenfor end et kronometer, som ligger ovenpaa en mahognypult og som er stanset paa slaget tre. Længer inde i mørket skimter jeg nogen dypere skygger, klær, som hænger der. Jeg er nu under indflydelse av en besynderlig magt, som driver mig fremover. Jeg staar en stund foran kahytsdøren, let skjælvende og med angsten frysende i rygraden. Jeg hvisker til mig selv: Ikke dit! For Guds skyld ikke derind! Den lukkede dør synes at stænge av for en fare, en hemmelighet skjuler sig indenfor. Alt dette vet jeg, jeg vet det, men jeg føler ogsaa, at jeg blir tvungen til at aapne døren. Jeg lægger haanden paa vrideren, det er en kule av messing, som er grønsket av smuds. Og saa lytter jeg ned mot nøkkelhullet. Er det regnets mumlen mot skylightet jeg hører? Eller er det dønningernes sugen henad skibssiden som baner sig vei til kahytten og dirrer i metallaasen? Jeg vet ikke, men jeg synes livagtig jeg hører puslen mot mit øre, likesom hænder famler paa den anden side av døren. Kanske er jeg allikevel ikke alene ombord paa skibet. Jeg hadde levet mig ind i denne skumring og ensomhet og tanken om at møte et levende væsen faar mig til at gyse.

Jeg lytter igjen, og jeg synes alt omkring mig lytter, linerne skratter ikke længer mot masten, skibet hænger et øieblik stille ovenover en dønning, regnet blir lyttende varsomt. . . Saa vrir jeg paa messingkulen, det skjærer i laasen, en styg pipen flyver ut av den gamle dør. Og nu hører jeg som før regnets mægtige susen i øst og vest over hele den øde og tomme havvidde og snorenes klaprende latter ringler igjen nedover mig fra de vaate master og rær. Døren er ikke længer lukket, jeg har aapnet den og puster nu atter i en luft, som aander av gammelt træ. Aagud, her kommer den samme fornemmelse igjen, jeg er i nærheten av døde.

I mørket foran mig kan jeg skimte en grøn sjømandskiste med blaa lister, dens laak er betrukket med seilduk, hvis slidte frynser hænger over kanterne. Jeg er i skibets skafferi, et avlangt rum med to lugardører tilhøire og en større hvit dør ret frem. Mot den skiddengule væg er et klaffebord slaaet op, to klapstoler ligger væltet midt paa gulvet. Farverne i væggerne og dørfelterne minder om de gule lakener i en dødsseng. Jeg blir staaende stille en stund, indtil jeg kan se omgivelserne tydeligere; en lampe hænger ned fra taket, den er rustnet og grod fast i slingrebøilerne, saa den bevæger sig med skibets duven. Henne i et hjørne staar to lanterner fastgjort ovenpaa hinanden, begge de buede øine synes like farveløse, like mørke; men inde ved jernrammerne staar en sjøgrøn strime som et gammelt skaar i det ene glas og ved det andet er det likesom nogen har strøket med en blodig finger, det er den røde og grønne lanterne. Det er lyset som siver gjennem den aapne dør og skiller farverne, hist og her irrer det i dunkle messinghaandtak, en sælsom vind ute fra dækket trænger herind og puster liv over gammel og død glans; det er likesom jeg har en hinde over øinene og befinder mig langt borte i noget forgangent, endog dette tusmørke, som træder gjennem døraapningen, er tidsgraat og fjernt, det lægger sig som spindelvæv paa væggene.

Jeg aapner den første lugardør, langsomt og litt forundret. Jeg hadde haabet at høre noget, et urs tikken, et skrik i døren, men nu er alt fuldkommen stille omkring mig. Dette maa være førstestyrmandens lugar, forskjellige saker er strødd utover gulvet, alt tyder paa at beboeren er brudt op i største hast. I en knag paa væggen hænger en ulden trøie som vugger med i skibets langsomme bevægelse, den falder mot væggen uten en lyd, aldeles stille som en skygge. Henover den sorte skibskiste, som av bølgeslaget i en fjærn storm er slaat halvt overende, bevæger sig røde og grønne strimer fra det farvede glas i det lille vindu ut motdækket, det er igjen som farver fra grøn sjø og blodige fingre og de indgir mig en forunderlig anelse om at en ulykke engang har gaat gjennem dette lille rum — og saa er det blit opbrud, forfærdelig hastig opbrud. —

Jeg forlater rummet og lukker døren, og i det jeg slipper klinken har jeg en fornemmelse av at ha lukket for en menneskebolig, som er død og forladt. I næste nu famler jeg henne ved den store gule dør, som fører ind til kahytten, den suger mig til sig og jeg glir aandeagtig stille mot den. Jeg føler, hvordan jeg nu er i nærheten av selve hemmeligheten, som naar man i et stort hus som skjuler en gaade, gaar fra værelse til værelse og man ingen levende finder, men bare spor efter levende, fottrin som knirker op fra gulvtæpperne, hænders famlen over stolryggerne, en bølgen av forgangne billeder i speilenes grønne dyp, hvisken og skrik, som drysser ut fra væggene, alt det tyste liv som lever efter menneskene — og man saa angstdirrende stanser ved en lukket dør og tænker: Herinde er det, herinde skal du møte noget eller nogen, men hvad? Saadan var min stemning i det øieblik jeg stod og lyttet ved laasen, nu var jeg endelig kommet frem, jeg hadde fornemmelsen av, at nogen var derinde og ropte paa mig, kaldende rop som ikke naadde mit øre, men gik ind i mit hjerte og fik det til at dirre sterkere og sterkere, jo nærmere jeg kom.

Jeg aapner døren. Ingensinde under min skyggeagtige vandring omkring i skibet har jeg hat en saa tydelig følelse av selv at være tilstede som nu; jeg ser mig selv i drømmen og fornemmer mine øines vidaapne stirren, jeg faar klam kulde i haanden av dørvrideren og duften av parafin, rustne lanterner, gamle seil, den eiendommelige syrlige lugt av skib blir sterkere. Pludselig har jeg bevisstheten om at være inde i kahytten, her er det litt lysere end ute i skafferiet og i de smaa lugarer. Skumringens graa støtte staar nedgjennem skylightet, men i krokerne er der bundsort mørke; like foran mig har jeg et bredt bord bakenfor det en stor sofa, hvori selve mørket sitter.

Jeg staar ganske stille, frygtsom, men stille, og ser mig omkring, en dør i væggen tilhøire er aapen, rummet indenfor er fyldt med brød, brune store skonrokker og hvit skibskjæks; litt av kjæksen er faldt ned paa gulvet, smulerne ligger strød utover. Endskjønt det jeg ser ikke paa nogen maate skulde virke ængstende, trykkes jeg dog av en stigende rædsel, kanske er det ogsaa fordi kahytten med de utrevne hylder, aapne døre til skaperne, stumper av et avrevet termometer paa væggen, fortæller om hastigt opbrud, en flugt for livet, her har engang døden staaet utenfor og truet og da har det gjældt sekunder . . . og en søt rysten av skræk, et forunderlig hastverk griper mig: Alt levende er forlængst borte og jeg reiser i en kahyt over uendelige vidder. Skumringen, som staar nedgjennem skylightet og hviler gustent mot bordplaten, virker fremmedartet og synes at komme fra gaadefulde himmelstrøk, det bærer mot avgrunde, fjerne eller nære. Da ser jeg i sofaen som en graa skygge i mørket min reisefælle.

Det er et menneske som sitter der, dypt inde i sofaen, — en mand som hviler hodet i armene. Det falder mig ikke straks ind, at manden er død, bare, at han sover. Han læner sig fremover bordet og har lagt begge albuerne paa bordplaten. Efterhvert som mine øine vænner sig til mørket, kan jeg se, hvorledes han er klædt, han er i arbeidstøi, bakenfor hans sorte haar, der er purret og uordentlig som hos druknede, der trækkes op av vandet, skimter jeg ryggens bøining. Han har en mørk skindvest paa, men ingen trøie, skjorteærmerne er av grovt tøi, han har plantet begge albuerne mot bordplaten og skjuler ansigtet i hænderne. Jeg kan ikke se hans ansigt, men hans nakke og hans haar. Det forekommer mig at han stræver med at krype fremover bordet, men ingen vei kommer, hans ene skulder synes at være skruet fast mellem bordplaten og sofaens fremspring. Jeg vil hen til ham og maser med at komme frem, men det er som en hemmelighetsfuld magt i luften omkring mig eller i mørket trykker mig tilbake. Det er som jeg gaar imot en sterk drivende strøm og lyden av sjøens sugen langs skibssiden minder om en flods rinden et steds inde i mørket. Men jeg kaver mig fremover og naar hen til bordet, saa nær mennesket, at jeg bare behøver at strække haanden ut for at naa ham. Jeg har en bestemt fornemmelse av, at han trænger hjælp og at det er mig som skal hjælpe ham, dypt i min bevissthet skjælver en stor og skjøn følelse av, at han er min reisefelle og at jeg kjender ham. Og jeg synes, at jeg sier noget. Jeg hører min egen stemme: Kom kamerat ...

Men det er likesom min stemme kommer etsteds utenfra mig selv, den pusler i mit eget øre. Saa strækker jeg haanden frem og berører mandens arm, hans skjorte er haard, stivnet av kulde. Og en kuldegysning farer gjennem mine fingre. Nu ser jeg min haand paafaldende tydelig mot den andens læderagtige tøi. Haanden er hvit og synes at være uendelig gammel. I det samme ser jeg paa mandens hals, huden er gulhvit omkring hans øre og øret staar stivt og blodløst ut fra hodet. Og saa dirrer det gjennem mig, først som en sælsom forundring. Men han er jo død, og straks efter som en stor skræk: Han er død, han er død.

Mens det litt før hadde været anstrengende for mig at komme hen til ham, synes jeg nu, at jeg maatte slite med usynlige magter i mørket for at komme væk og hele tiden hamret det gjennem mig, at jeg var ute paa et forladt skib mange mile eller mange aar fjernet fra menneskene og at en død mand var min reisefælle.

Dennegang bringer ikke skrækken mig ut av visionen; men mørket lukker sig tæt foran mine øine, saa jeg intet mere ser, og dette mørke blir stadig tykkere, jeg føler det et øieblik som jeg driver omkring dypt nede i et kulsort hav; saa hæves jeg pludselig opover, den voldsomme trykken mot mit bryst lindres og jeg har igjen fornemmelse av at være tilstede i noget virkelig, jeg kjender regnets kjølighet mot mine haandled og nedover min pande. Jeg er kommet ut paa dækket og nogen tid maa være gaat, for nu er det blit dyp nat. Men regnet er det samme fine og tætte. Ingen vind fremdeles. En knaken gaar ut fra skibet, naar det duver i dønningerne, en blaffen som av silke i de vaate seil snorerne klirrer nedad de jernhaarde master og smelder som stenkast mot lukkede ruter. Det er lyde som staar ødslige og skingrende mot regnets umaadelige og ensformige susen, den milevide sang i havet. Mørket glir sammen med regnet i et ugjennemtrængelig spind. Fjernt henne skimter jeg regnets grønne fosforskimmer i kahytsvæggen. Ellers intet. Men jeg aner mørkets uhyre utstrækning til alle sider, et rop i dette øde vilde være som et rop til stjernerne. Men fordi jeg intet ser, gaar underlige stemninger gjennem mit sind, jeg opfanger omsider en forandring i regnets graa sus, det er likesom et vældig orgel ligger dypt inde i mørket i nord og durer et morendo som aldrig dør. Og i syd gaar regnet støtvis som vaarblæstens brændinger i trærne. Og havet vaier omkring mig, det er som jeg svæver over en urskog, som frydefuldt og svulmende mottar et foraar av regn. Ængstelsen dirrer fremdeles i mit hjerte, jeg er kommet langt bort fra den døde mand, men jeg synes, at han banker paa mig, det er kanske trommefiskens rop jeg hører gjennem det sivhav av regn som staar ned fra himlen. Jeg kaver omkring i mørket, for at komme ned til ham igjen, han er i fare og jeg maa hjælpe ham, han banker og banker og jeg synes at se en hvit knokkelhaand som famler ved en rute. Da spindes nye forestillinger ind i drømmen; fornemmelsen av, at jeg svæver over en vaiende urskog, den bævende angst for en fare, fjernheten og ensomhetsfølelsen, alt dette indgir mig en anelse om, at jeg selv er forfulgt, jeg har en stenalderdrøm om at jeg glider langs brede og vaate skrænter indunder bregner og palmer som suser i blæst og regn, jeg er i fjerne tider, underlige dyr farer forbi mig i mørket, jeg bøier mig og griper efter stene til at forsvare mig med. Tilslut synes jeg, at jeg ikke kommer længer men at mine fiender er om mig paa alle kanter; ... det er angsten som vækker mig og jeg farer op av drømmen med et gisp som en druknende, der pludselig dukker op i overflaten.

... Da jeg vaakner er klokken 7 om aftenen. Blæsten ute fra havet farer lunt imot vinduerne og buer gardinerne. Jeg har sovet fuldt paaklædt paa sofaen i to timer. Jeg pleier sjelden at sove om dagen og aldrig længer end nogen minutter efter middagen. Men nu husker jeg den træthetsfølelse som pludselig overfaldt mig, mens jeg sat her i sofaen og lyttet til dønningernes skyllen langt nede i stranden og til vindens gang henover de lysegrønne marker, det var en pludselig træthetsfølelse som næsten lammet mig. Og jeg føler mig endnu litt sløv og træt som efter en dyp, tung og meget lang søvn ... Dette er min følelse idet jeg vaagner efter min tredie drøm om det forladte skib. Desuten kan jeg huske drømmen om skibet ganske tydelig indtil de mindste enkeltheter, det er som om jeg har hat en forfærdelig oplevelse og slet ikke drømt. Men den siste del staar taakeagtig for mig og jeg forstaar, at den hurtig vil bli visket ut av min bevissthet og kun efterlate et indtryk av en gaadefuld og hurtig stigende angst. Jeg reiser mig op og ser igjen paa klokken. Jeg ser flere gange paa klokken, som om jeg har set syn eller hat et varsel om død eller ulykke og vil konstatere tiden. Jeg vet, at jeg ikke er færdig med drømmen, den skal komme igjen. Og jeg har en anelse om fortsættelsen, som man kan ha en anelse om siste akt av et drama før tæppet gaar op.

I de nærmeste dage tænkte jeg meget over alt, hvad jeg hadde set under søvnen og gjenfremkaldte det i erindringen. Jeg var sterkest grepet av reisefællen, den døde mand i kahytten. Han mindet mig ikke om noget menneske jeg hadde truffet i mit liv, og allikevel var han for mig et kjendt væsen i drømmen, en kamerat som jeg skulde hjælpe. Jeg kunde indtil de mindste enkeltheter huske skibet, mandskapslugaren og kahytten, det ærgret mig at jeg ikke hadde set et navnebret eller stødt paa noget andet, en journal eller en konvolut, som kunde oplyse mig om skibets navn og hjemsted. Ti drømmen var ikke en drøm som de andre, den hadde visionens klarhet og stod i erindringen omgit av et fjernt og kjølig og gjennemsigtig lys, jeg hadde været der, min bevissthet hadde flagret mot gaadefulde steder, alt hvad jeg hadde set var hændt en gang og ute paa et øde og vildt hav vugget et forladt skib med seilstumperne hængende som sotfiller nedover de skrikende rær og med en død mand i kahytten. Jeg hadde været der.

Dagerne gik, og jeg syntes tiden fløi fra mig, jeg hadde noget ugjort. Noget som det hastet med; men jeg visste ikke, hvad det var. Hvert timeslag var som et tungt dryp av angst. Jeg ryddet op omkring mig og ordnet mine papirer, la alting færdig. Jeg ventet noget, en kaldelse, en befaling. Det var likesom jeg skulde ut paa en lang reise eller dø.

En nat drømmer jeg, at jeg opholder mig i en liten stue. Det er en sjømandsstue med gamle, gule og slidte møbler og med filleryer paa gulvet. Det er henad kvelden i skumringstimen. Gjennem vinduet kan jeg se ut mot brune fjeldknatter og rødvæggede huse. Jeg vet, at jeg ikke er alene i værelset, men jeg kan ikke se de andre (det er en underlig skygget drøm), jeg hører nu og da deres stemmer og i nærheten av mig er der en som blader i en bok. Fra rummet ved siden av hører jeg slæpende fottrin og klirren av kopper, rummet ved siden av er et kjøkken, det vet jeg ogsaa. Jeg er vel kjendt i huset, jeg har været her længe, men hvem er jeg? En fisker ved kysten, en lodsgut? Jeg ser ikke mine klær, men jeg kjender, at de er anderledes end de sædvanlige og at de ligger tyngere og stivere omkring kroppen. Stuen er lavloftet, der er halvmørkt i krokerne, en gammel klokke tikker; pludselig gaar der en bevægelse gjennem mig, jeg hører skridt ute i stenene og lyden av skridtene blander sig med klokkens tiktak, døren gaar op.

Skikkelsen som trær ind gjennem døren maa dukke hodet under det lave tilrøkede tak. Jeg kjender ham med engang, og de andre i værelset, som jeg ikke kan se, kjender ham ogsaa, jeg kan høre det paa deres stemmer, en taaket mumlen, stole skraper mot gulvet, en bok falder ned, et liv av skygger bevæger sig omkring mig. Men pludselig blir alt ganske stille, stille som i et dødsværelse. Den nykomne staar fremme paa gulvet, og nu forstaar jeg hvad som har bragt alle taushet, han har krykker, benene er lamme og slæper ned og hans krop bærer merker efter et voldsomt og ødelæggende fald. Den dirrende glæde jeg følte ved at gjense ham stivner, da jeg ser uttrykket i hans ansigt, det er samtidig sørgmodig og ondt som hos de fleste krøplinger og et bittert leende, som gaar over hans ansigt synes at si: Her har I mig igjen, men saaledes ser jeg ut. Da gaar jeg mot ham og strækker mine arme ut, jeg har den samme trang til at hjælpe som jeg hadde ombord i skibet, da mine øine faldt paa manden i sofaen. (Det er jo ham). Jeg griper ham om skuldrene og en bølge av glæde iler gjennem mig, jeg hører min stemme si: Men saa er du jo reddet, kamerat. — — Da synker hans hode ned paa mine skuldre, han blir saa tung med ett, hans hals synes saa lang og tynd, huden over hans pande gammel og hvit ... Min strupe sammensnøres i graat. Og med en stemme, som jeg hører skjælver av fortvilelse og angst, utbryter jeg: Men du er jo død allikevel ... Da vaakner jeg.

Men længe efter kjender jeg denne vaien og vemod i hjertet, en navnløs sørgmodighet over noget jeg har tapt, en god ven, en stor lykke.

... Idet jeg tænder lyset og derefter prøvende og litt ængstelig ser mig omkring i værelset, sier jeg til mig selv: Nu var du en anden. Og det kommer over mig som en truende visshet, at nu vil snart det gaadefulde hænde, som jeg har forberedt mig paa. Der blæser en bris av angst herind mot mig.

Angsten forfølger mig i den nærmeste tid fremover.

Naar jeg gaar langs stranden og havet skyver sine brusende foller over mine fotspor, bevæger hvert bølgeslag mit hjerte. Der er angstpuls i havet; ytterst ute i brændingerne hvor lydbøien vugger, støter det som store, tunge sekundslag i en domkirkeklokke. Jeg er ængstelig fordi tiden gaar og bærer mig stadig nærmere mot noget som jeg frygter og som jeg vet engang skal komme. Hvad nytter det at stanse klokken og la det tunge lod i det gamle slagur i mit værelse med et dunk gaa i gulvet og bli der, alt minder mig allikevel om at tiden gaar; mit eget hjertes skjælven, havets evige pulsslag, morgenens lys som glir over i eftermiddagens skumring og møtes med mørket. Sekundernes myldrende hær blir til timer og timerne sluttet sig sammen til dage og dagerne ordner sine geledder . . .

Det er denne uophørlige marsch mot døden som jeg nu fornemmer sterkere end nogensinde, en tristhet, hvis aarsak jeg ikke kan forklare mig, den er næret av ensomheten og vissheten om at jeg har været andre steder og kjendt stemninger utenfor menneskenes liv og at jeg bæres dit igjen.

Det er, som naar man tænker sig om en ensom stund og sørgmodig skjælver, fordi man aner livets store usikkerhet og forstaar hvor litet vi igrunden er til, — hvormeget der er omkring os magtesløse, som vi ikke kan fange ind under vor ubarmhjertige reise mot graven.

En dag kom høsten. Sommerens geledder av blændende dage var marschert forbi, hæren larmet i det fjerne, den var draget til andre riker efterat ha herjet landet. Og mindet om den var efteraarslugten av raatnende tang og tare, der drev langs landet osende som krudtslam. Efter slaamaskinernes rasende trommehvirvler begyndte høstens forbimarsch. Jægernes kolde horntoner gik ut fra skogene. Det skingret av kjølige instrumenter, trærnes susen var som bækkenes dæmpende klage og som et tog av blinkende lanser gik solens skraa straaler over aaserne. Overalt omkring mig merket jeg tidens ubarmhjertige fremtrængen. Nu og da indtraadte stilhet. Skyerne hang urørlige i den blanke luft, havets aandedrag stanset, og alt lyttet. Men saa gik der en klynken ut av stilheten, det var som barnegraat eller som fint porcelæn der knustes, det var smaabølgerne inde i fjorden som hulket omkring de kolde holmer og skjær. Saadan var ogsaa høsten i mit eget sind. Jeg kunde lytte i stilheten. Det var som en avventning. En stor forundring. Og derpaa en angst, en klage. En heftig dirren.

Og det er denne angst som er over mig en nat, da jeg befinder mig i siste akt og ser dramaets avslutning. Jeg er igjen ombord i skibet, men nu maa lange tider være gaat, skibet er end mere ældet, over dækket ligger stumper av avbrukne rær og smuldrende taugverk, den forreste mast er gaat overbord, taugene slæper endnu utover rækken, men mastestumpen staar igjen avbrudt, ældet og underlig mørk som en brukken marmorsøile paa en kirkegaard. Det halve tak er slaat væk fra folkelugaren og aapningen gaper sort og truende op mot himlen, dette er jo selve ruinen, fortællingen om det forbigangne, hensmuldringen. Jeg gaar langs rækken og ser, hvordan alle bolter og nagler av jern er rustnet, men rusten har ædt sig videre ind i træet og sunket gjennem bjælkerne, den brune rust staar der som halvt utviskede blodflækker henover træet.

Jeg ser ikke straks havet. Min opmerksomhet er i begyndelsen optat alene med skibet, jeg maa ha været længe borte, umaadelig mange aar, forekommer det mig og der er nu ikke længer spor tilbake av de mennesker som engang vandret her, alt er dødt og livløst; dækket fortæller ikke mere om fottrin og rækken løsner ikke mindet om hænder som engang har famlet henover den, alt liv er forlængst sunket tilbake i glemselen og døden, det forgangne har suget minderne op under sin fjerne kyst. Skibet er bare en ruin og intet andet. Men nu ser jeg hvordan konturerne av skibet staar skarpt mot et merkelig lys omkring det. Mit blik ledes utover havet.

Men dette hav er jo heller ikke længer som det andet, dets uhyre vidde er hævet op mot himlen, og evighetens ro aander over det.

Her er ikke længer nogen dag og intet natlig mørke, maanebroen deler havet og utspreder henimot horizonten en hvit vifte av lys. Stilheten er saa stor, at jeg synes den støter med en lyd mot maanens messingrand.

Henover havet driver en krusning, ledet av en umerkelig vind. En verden av smaabølger som kommer ut fra skumringen, blikker over maanebroen og rinder med lyset utover horisonten. En milevid uendelig drift som aldrig tar av. Dette rolige fjerne lys er som evigheten der uforanderlig modtar aarene.

Og nu føler jeg, hvordan skibet ved at nærme sig lyset, nærmer sig undergangen.

Masternes sorte skygger falder nedover dækket og ligger urørlig over de tidsgraa planker. Skibet er kommet reisende med tiden fra skumringen og er selv blit som en del av den, der er ingen farver længer i kahyttens smaa ruter, men de stirrer mot mig bak hinder av støv.

Og nu er det, at en fin og vemodsfyldt dirren naar mit hjerte. Jeg mindes min reisefælle og mindet om ham kommer sammen med fornemmelsen av at skibet synker.

Skibet synker! Her er rædslen. Nu gjælder det igjen sekunder ombord som dengang for henrundne tider siden. Jeg søker at komme frem til den lukkede kahytsdør, men jeg magter det ikke, jeg fjernes av en magt, som trykker mig væk og som jeg ikke kan motstaa, jeg synes jeg svæver ut fra skibet og i den heftigste længsel efter at hjælpe et væsen i nød roper og kalder: Skibet synker! Kamerat, kamerat ...

Det er min egen stemme som vækker mig, — efter et forfærdelig syn, et siste i drømme, av en død mand, som svirres rundt av sjøen, der grønfraadende trænger ind i et lavloftet rum, kahytten. Jeg synes jeg er utenfor den og ser gjennem skylightet, at han hvirvles om derinde, løftes ret op av sjøen, støter hodet mot skylightets tak og blir hængende slik stirrende, et fantastisk hvitt dødninghode bak riflede glas ...
— — —

Det er avslutningen tænker jeg, idet jeg iler hen til vinduet for at faa lys omkring mig.

Utenfor slaar høstmorgenen i blid og kjølig ro.

*

Jeg har nedskrevet beretningen om det forladte skib, fordi det muligens kunde vække et minde hos en eller anden, kanske har jeg ret i drømme, en begivenhet i en fjern eller nær tid eller har føling med en forfærdelig handling som et ondt menneske har begaat. Jeg har mødt en anger som er blit min egen, og som har utløst sig i en heftig længsel efter at gjøre en ugjerning god igjen, komme nogen tilhjælp som engang blev forladt i en farlig stund. — Eller kanske har det været en høstdrøm, en sørgmodig stemning i en tid da alt skal gaa under og dø. Hvem vet?

Det er saa meget vi ikke forstaar i drømmernes verden og i alt det som er til utenfor menneskenes liv.

⁂