Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens statsretlige Forholde
Angaaende Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens statsretlige Forholde.
Af C. v. Wimpfen.
Oversat fra Tydsk og ledsaget med Forerindring og Anmærkninger af J. Chr. Berg.
Det længe forberedte og omsider ved Thronskiftet i 1848, under et opdigtet Paaskud, udbrudte Oprør i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen — et Foster deels af tydsk Fanatisme deels og vel fornemmelig af Enkeltes Herskesyge og Interesse, og sigtende til Opløsning af det danske Monarchie, hvori endog det sidstnævnte Hertugdømme den 9de Sept. 1806 retmæssigen er indlemmet — har naturligviis tildraget sig hele Nordens Opmærksomhed. Dette saa meget mere, som Danerne eller de Danske, hvis ældgamle Stat det her gjælder, ere en Green af den samme Folkestamme, som de Norske eller Nordmændene og Svearne eller de Svenske, nemlig af den norrøne eller den i Skrifter sædvanlig med Navn af den scandinaviske betegnede Folkestamme, der danner den ene Hoveddeel af den germaniske Folkeclasse, ligesom Tydskerne eller de af vore Forfædre saakaldte Sudrøner, der nu ville undertrykke den danske Stat, danne den anden Hoveddeel, hvilken, endskjøndt talrigere, dog ikke af Skaberen har dertil erhvervet nogetsomhelst Privilegium imod den mindre talrige Hoveddeel. Deeltagelsen for de Danske maa i dette Tilfælde være saa meget større, som det førstnævnte af hine det danske Monarchies Dele, nemlig Hertugdømmet Slesvig, har under Navnet Sønder-Jylland fra de ældste Tider udgjort en integrerende Deel af Danmark, hvis Grændse Eider-Strømmen allerede i Aaret 811 af det tydske Riges da værende Behersker Carl den Store er vedtagen at være, ligesom denne Grændse skal i den danske Konge Knut Svendsens Tid 1026 være erkjendt af det tydske Riges da værende Konge eller Keiser Conrad den Anden; ei at tale om hvad der under Kong Erik af Pommern passerede i Aarene 1413 og 1424, og at i Christian den Førstes Forsikkrings-Brev af 1460, som de saakaldte Slesvig-Holstenere, efterat denne Act for længst havde tabt sin Gyldighed, have fremdraget af Glemselen og „som en tjenlig Fane for Oprøret“ udgive for deres magna carta, erkjendes det Slesvigske for at høre til Danmark; og da Tydskerne i Aaret 1526 fandt paa at ville lægge Stiftet Slesvig i Skat til deres Rige, modsagde daværende Biskop Gottschalck v. Ahlefeld dette nye Paafund, henvisende dem til at Eideren var den gamle Grændse Rigerne imellem, og da de desuagtet af og til kom med lignende Fordringer, erkjendte den tydske Rigs- •„Kammerret under 22de Marts 1587, at det slesvigske Bispedømme var en Deel af det danske Rige og ei hørte til Tydskland. Det er og bekjendt, at naar man, efterat Hertugdømmerne havde faaet fælles Regenter, undertiden i Holsteen søgte Bistand fra det Slesvigske til at afholde de Holsteen paaliggende Udgifter til det tydske Rige, afsloge de slesvigske Landstænder Saadant, som sig uvedkommende. De Fataliteter, som ugunstige Omstændigheder i Henseende til Landets Bestyrelse havde fremkaldet for om muligt at skille Hertugdømmet Slesvig fra Danmark, ere endelig ophørte ved dets Gjenforening med dette Rige i Aaret 1721, grundet paa en af Storbritannien og Frankrige garanteret Fredsslutning af 1720 og vedtaget 1773 af den daværende i Sagen egentlig Interesserede, nemlig af den nuværende russiske Selvherskers Fader.
Naar nu erfares, at man vil berøve det danske Monarchie dette dets mere end tusindaarige Landskab, og det fornemmeligen under Paaskud af at det Slesvigske har faaet endeel Indbyggere af den tydske Stamme, hvoraf Nord-Friserne, der vist ikke begjere Tydskernes Mellemkomst imod de Danske, ere indkomne i Landskabets vestlige Egne tidligere end Historien rækker, og den sachsiske eller plattydske Green, som er den, der i alt Fald lader sig paavirke af Oprørs-Stifterne, ere først indkomne i Landskabet efterat den grevelige schauenburgsk-holsteenske Øgleslægt[1] havde skaffet holsteenske Adelsmænd efter Aaret 1315 Indpas og Jordegods i Landskabets sydlige Deel[2]: da maae de øvrige Nordboer eller Grene af den norrøne Stamme saa meget mere finde dette fornærmeligt for hele Stammen, som Eideren er dens ældgamle Grændse mod Syden, og det Tilfælde, at Folk af en anden Stamme flytte ind over en Stats Grændser, ikke kan give Nabo-Stater af denne anden Stamme nogen retmæssig Adgang til under Nationalitetens Skin at berøve den Stat, hvori de ere indflyttede den Deel af Landet, hvor de boe, da deres Indflyttelse og Nedsættelse naturligviis maa forudsættes at være skeet under det Vilkaar, at de erkjendte den Stats Høihed og Herredømme, inden hvis Territorium de have sat sig ned. Man kan ligesaa godt forsvare de Danskes den bergenske Overeenskomst af 1450 krænkende Decret imod Norge af 1536 eller Ludvig den Fjortendes Reunioner, som et saadant Overgreb under Nationalitetens Maske, eller Napoleons Decreter, at Lande, der gjennemstrømmes af Vanddrage, som gaae igjennem Frankrige, skulde af et Slags Natur-Nødvendighed udgjøre Dele af hans store franske Monarchie. Man faaer ved slige Maximer Livland m. m. til at udgjøre en Deel af det tydske Rige, fordi en Mængde Tydskere har i Middelalderen der nedsat eller indtrængt sig, ligesom man har decreteret, at den tydske Deel af Storhertugdømmet Posen skal indlemmes i Tydskland (jfr. Schouws Dansk Tidsskrift No. 10 S. 301 ff.) Inden man veed Ord af, udfærdiger Parliamentet i Frankfurt vel et Decret om, at Kongeriget Nederlandene skal udgjøre en Deel af dets Stat, thi dette Kongeriges Indbyggere ere jo en Green af den tydske Stamme ligesaavel som de der beboe selve „das grosse Vaterland“, og ligeledes at Flamlændingerne i Kongeriget Belgien ogsaa skulle, som en Green deraf, henlægges under samme Stat, ja godt og vel, om det ikke decreteres, at hele Kongeriget Belgien skal benaades med Indlemmelse deri, eftersom det ikke slaaer Feil, at mange af det gamle tydske Folk Frankerne ere gaaede ind under Vallonerne. Helvetien maa ligesaa være beredt paa et Decret af lignende Indhold, og da tager man den lille franske Deel med paa Kjøbet. Til slige Volds-Decreter kunne de foruden Nationaliteten tillige paaberaabe den Grund, at de ommeldte Lande have forhen hørt under det tydske Rige, og at det ikke er med deres gode Villie de have mistet samme; og da det tydske Folk Frankerne fordum har sat sig ned i den nordlige Deel af det nuværende Frankrige og disse der bleve de herskende, er jo efter tydske Patrioters Principer intet rimeligere, end at idetmindste den nordlige Deel af Frankrige gaaer ind under Tydskland og dets Parliament. Alt Saadant synes saa meget billigere, som det lader til, at Tydskerne i deres Hovmod og Indbildskhed nu omstunder synes, ligesom Jøderne fordum, at ansee sig for Verdens ypperste og Guds udvalgte Folk, hvorvel stundom lidt cannibalisk, som Fyrst Lichnowsky for nogen Tid siden maatte erfare i eller ved Parliamentets udkaarede Stad Frankfurt, hvorvel de endnu ikke have bragt det saavidt, at de som de Vilde æde dem, som de ere opbragte imod. Tydskernes Tænkemaade have vi fra Middelalderen i Erindring, især efterat deres egennyttige Hansestæder vare komne til nogen Indflydelse og Vælde; hvorfor det ikke var uden Føie, at den under Navn af Kong Eriks Krønike bekjendte danske Historie[3] skildrer dem som et af Naturen til Svig og Forræderi henfaldet Folk. Hvorledes Hanseaterne, da de havde Magten, fore frem her i Norge, er bekjendt, saa det kan være nok at nævne deres Barbarier paa Kysten vestenfjelds fra Bergen og sydefter langs den søndenfjeldske Kyst under Kong Haakon den Sjettes Regjering i det 14de Aarhundrede, deres Angreb paa og Udplyndring af Bergen i Aarene 1393 og 1428—29, deres Oprør og Ødelæggelser i bemeldte Stad 1455, samt de mange andre Mytterier, Uroligheder og Fornærmelser, hvori de gjorde sig skyldige mod Riget og dets Indbyggere, især de Næringsdrivende i Kjøbstæderne, lige indtil det omsider lykkedes den kraftfulde Christopher Walkendorf, som Befalingsmand paa Bergenhuus i Slutningen af Christian den Tredies Regjering, at holde Styr paa dem. Da Tydskerne nu, da de nedbryde den wienske Congres’s Beslutninger om, at deres politiske Forening alene skulde være en folkeretlig Forbindelse imellem uafhængige Stater, og ville gjøre Tydskland til en samlet Stat under et fælles Overhoved og en fælles National-Repræsentation, kunne de ikke ret vel holde længere paa deres gamle Territorial-System imod hinanden, hvilket forhen stedse ledede dem og som i sin Tid har beriget det brandenburgske Huus f. Ex. med Schlesien og Dele af Kongeriget Sachsen, ligesom det i Aaret 1805 søgte med Keiser Napoleons Minde at anmasse sig den hannoverske Stat. De have derfor nu fundet paa at paaskyde Nationaliteten som et Middel til at befordre deres Rovgjerrighed, Herskesyge og Erobringslyst.
Den Opmærksomhed, som Tydskernes omtalte Overgreb imod de Danske i Henseende til Sønder-Jylland har tildraget sig i det øvrige Norden, maa naturligviis vække Ønsket om at komme til Kundskab om det virkelige Retsforhold i Henseende til Forbindelsen imellem Danmark og de nævnte Hertugdømmer. Oversætteren har derfor troet at gjøre det norske Publikum en Tjeneste ved i vort Sprog at meddele en i det Tydske 1831 i Kiel under Titel „über die staatsrechtlichen Verhältnisse der Herzogthümer Schleswig und Holstein“ udkommen upartisk Afhandling om denne Gjenstand, og det saa meget heller, som det oprørske Partie har desangaaende søgt paa Prent at føre de Norske bag Lyset. Forfatteren er Carl Wilhelm Anton von Wimpfen, der skal være født paa Lyksborg eller Glyksborg 1802, en Tid var Secretair paa Amtshuset i Haderslev og senere blev Herredsfoged i Wies-Herred under Flensborg-Amt, men nu uden Tvivl er død; en Mand, som har lagt sin grundige Indsigt i sit Lands Historie, saavelsom sin redelige Sandheds-Kjærlighed, for Dagen ved den af ham i Flensborg nogle Aar senere, nemlig 1839, udgivne „Geschichte und Zustände des Herzogthums Schleswig oder Süd-Jütland von den ältesten Zeiten bis auf die Gegenwart“; hvilken fortræffelige Haandbog det ofte har undret Oversætteren at ingen Dansk har overført i sit Modersmaal. Gode og paalidelige Oplysninger angaaende Sønder-Jylland erholdes ogsaa i den sønderborgske Borgermester J. F. Hansens vollständigere Staatsbeschreibung des Herzogthums Schleswig (Flensb. 1770. 8); i C. Molbechs historiske Skizze „Hertugdømmet Slesvig i dets Forhold til Kongeriget Danmark og Holsteen“, der 1846 er indrykket i 1ste Bind af Nyt historisk Tidsskrift S. 261—418, hvilken Skizze ogsaa haves oversat paa Tydsk og vel nærmest er foranlediget ved det slesvig-holsteenske Parties Harme over det kongelige danske aabne Brev af 8de Juli 1846 angaaende Arve-Forholdene i det Slesvigske og den til deres Undersøgelse forud nedsatte Commissions Betænkning, hvilken er trykt baade særskilt paa Tydsk og indført paa Dansk i Ny Collegial-Tidende for Danmark 1846 No. 31; ligeledes i bemeldte Molbechs udi samme Tidøskrifts 2det Bind S. 27 1—306 Aar 1847 indrykkede Bemærkninger over Hertugdømmet Slesvigs Statsforhold og Nationalitet i ældre og nyere Tider; videre i den af C. F. Allen, Forfatter af en fortrinlig Haandbog i den danske Historie, udgivne Afhandling „om Sprog og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønder-Jylland“ (Kbhvn. 1848. 8); samt i nu afg. H. F. J. Estrupe „Historisk Undersøgelse af Hertugdømmet Slesvigs Forhold til det danske Rige og dets politiske Forbindelse med Hertugdømmet Holsteen“, indrykket i Blandinger fra Sorø, 3die Bind (Slagelse 1832. 8), S. 75—130; hvilken Undersøgelse, hvori tillige meddeles en Oversættelse af Forsirkrings-Acten og dens Tillæg af 1460, er en Omarbeidelse og fuldstændigere Udførelse af samme Forfatters Undersøgelse „om Slesvigs og Holsteens Uadskillelighed efter Forsikkrings-Acten af Aaret 1460“ (Kbhvn. 1832. 8); og i nogle andre af denne Lærdes Afhandlinger.
Ønsker ellers Nogen nøiere Underretning om det forbemeldte Oprør, som er Frugten af et Parties flereaarige landsforræderske Machinationer, og som man har kaldet snart det slesvig-holsteenske snart det augustenborgske, med det sidste Ravn, fordi Brødrene Hertug Christian Carl Frederik August af Augustenborg og Prinds Frederik Emil August af Noer staae i Spidsen, da kan samme erholdes af adtillige Skrifter, saasom f. Ex. C. Hinrichsens, af den patriotiske Bonde Laurids Skau udgivne, „kort Udsigt over de separatistiske, saakaldte slesvig-holsteenske, Partie-Bevægelser i den danske Stat“ (Kbhvn. 1847. 8.)
I dette Skrift, der har oplevet et Par Oplage, betegnes som Oprørets Ophavsmænd det ridderskabelige Partie, Professorer ved Universitetet i Oprørets Arnested Kiel, og især de tydske Thingstude eller Lovtrækkere, som man har beæret med Navn af Advocater, saavelsom andre tydske eller tydsksindede Embedsmænd af dette — ogsaa i det Slesvigske siden 1768 monopoliserede — tydske Universitets Skole, der, foruden andre Betænkeligheder imod Forandring af den tilvante magelige Slendrian, bære Frygt for at deres Indtægter skulde aftage i samme Forhold, som det danske Sprog og en ny Lovgivning fremmes[4]. Fornemmelig maa man efter Hinrichsens Skrift S. 38 ff. ansee Wismaringen F. C. Dahlmann, der fra 1813 til 1829 var Professor ved det nævnte Universitet og stod i særlig Forbindelse baade med den afdøde Hertug af Augustenborg og med Ridderskabet, samt var en af de største Sværmere for Tydsklands Udvidelse og Hegemonie, som Slesvig-Holstenismens Fader. „Han maa nemlig — siger Hinrichsen — betragtes som Mellem-Person imellem den adelige og academiske Verden, som den Mægler, der har bevirket hiin sjeldne og eiendommelige Forbindelse imellem absolutistisk sindede Prætendenter aristocratisk exclusive Riddere og tydsk-demagogiske National-Sværmere af den academiske Verden. Alle disse ellers saa forskjellige fiendtlige Elementer bragte han under een Hat, forbandt dem til et organiseret Partie ved at opstille den slesvig-holsteenske Doctrin, og viste, at de alle maatte have Fordeel af det danske Riges Sønderlemmelse“. Han skildres som en Mand af stærkt aristokratisk Sindelag, var derhos Ridderskabets Secretair og ansaaes som den samme tydske Høiskoles Leder, i det han var en mægtig Personlighed, der med en dominerende Aand vidste at indtage Colleger og Tilhørere, samt for bestandig at fængsle dem til sit System. Hertugen benyttede ham og som sin politiske Consulent; thi heder det, „Manden var meget mere Politiker end Historiker, holdt mere af at gjøre end at skrive Historie, kort, han var en af de Mænd, der ved de fleste politiske Begivenheder virksomt agere bag Dækket, medens Andre som Figuranter stilles paa Skuepladsen.“ Da 1ste Bind af Kieler Blätter 1815 kom ud, erkjendte han deri, som sees af S. 295—96, at Souverasmniteten (Høiheden) over Slesvig tilhører Danmark, og at den 1721 aflagte Hyldings-Eeds Udtryk sigte alene til den i Konge-Loven for Danmark fastsatte Thronfølge-Orden, og desuagtet maa man vel, da han 1848 har været Medlem af det tydske Parliament i Frankfurt, især tilskrive ham den retsstridige og egenmægtige Beslutning, som der skal være tagen om Hertugdømmet Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund eller hvad dette nu skal omdøbes til. Hans tro Tilhænger Prof. Niels Nic. Falck, „en af Slesvig-Holstenismens ældste og utrætteligste Stridsmænd“, der engang var bestemt til Professor i Lovkyndigheden ved Universitetet i Christiania, men 1814 blev det i Kiel, og er født i en dansk Landsby i den nordlige Deel af det Slesvigske, er bleven en saadan Sværmer for det tydske Sprog, som han først lærte i Latin-Skolen, at han 1842 ei vilde tillade sine Landsmænd at benytte hans og deres Modersmaal det Danske i den slesvigske Stænder-Forsamling. I sin Iver har denne Lærde ei alene i Skriftet „die historischen Landes-Rechte in Schleswig und Holstein urkundlich“ (Kiel 1842. 8., Hamburg 1847. 8.) yttret sig imod Anvendeligheden af Konge-Lovens Arvefølge i det Slesvigske (jfr. sammesteds især S. 15), men ogsaa i Forening med otte andre kielske Professorer 1846 udgivet et, som det synes til Provindsial-Stændernes Misledelse tjenligt om ikke sigtende, Stridsskrift imod den kongelige danske Commissions ovenfor anførte Betænkning, der foranledigede det aabne Brev af 8de Juli 1846, for at bevise, at Konge-Lovens Arvefølge ei gjælder i Hertugdømmet Slesvig,[5] uagtet han i sin 1816 udgivne og af vor Forfatter paaberaabte Afhandling „das Herzogthum Schleswig in seinem gegenwärtigen Verhältniß zu dem Königreich Dänemark und zu dem Herzogthum Holstein“, da det var hans Hensigt at bringe Regjeringen paa den Tanke, at Hertugdømmet Slesvig ligesaavel som Holsteen havde Ret til stændersk Repræsentation, S. 98, jfr. S. 119 og 123, har erkjendt, at den Clausul i Hyldings-Eeden af 1721 secundum tenorem legis regiæ (efter Konge-Lovens Lydende) kun kan henføres til Successions-Ordenen i det kongelige Huus, idet han derimod da alene benegter, at man af den da saaledes aflagte Hyldings-Eed kan udlede noget Beviis for Kongens uindskrænkede Magt i det Slesvigske[6].
En fremmed og i Sagen uinteresseret Mand, nemlig den forhen værende preussiske Justits-Minister C. A. v. Kampz, har i et lærdt Skrift, kaldet „Staatsrechtliche Bemerkungen über den Königlich dänischen offenen Brief vom 8 Juli 1846, die Erbfolge in den Herzogthümern betreffend“, (Berlin 1847. 8.) tilfulde belyst saavel Arvefølge-Sagen som andre i Forbindelse med det slesvig-holsteenske Parties Foregivender staaende Spørgsmaale, og grundigen gjendrevet Partiet. Videre Underretning om Partiet og Oprøret faaer man (foruden hvad derom meldes i A. F. Bergsøes den danske Stats Statistik 3die B. S. 412 ff., i hvilket Verk sammesteds S. 368 ff. handles om Arvefølgen) i adskillige andre Skrifter, saasom: 1) Udtog af Breve til en Ven i Sjæland, udgivne af L. S. Navne; (Kbhvn. 1847. 8); hvoraf i 1847—48 2de Fortsættelser ere udkomne. 2) De af Prof. A. F. Krieger i Kbhvn. 1848 udgivne „Anti-Slesvig-holsteenske Fragmenter“, hvoraf der ere otte Hefter udkomne af forskjellige Forfattere, blandt hvilke Mag C. F. Allens foranførte Afhandling udgjør det 8de Hefte. 3) A. F. Tscherning om de slesvig-holsteenske Forhold; Kbhvn. 1848. 8. 4) D. G. Monrad om Rescriptet af 28 Jan. 1848; Kbhvn. 1848. 8. 5) Preussens og det tydske Forbunds Adfærd mod Danmark; Kbhvn. 1848. 8. 6) Opstanden i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen, efter det Tydske vid J. C. Magnus; Kbhvn. 1848. 8. 7) Schleswig-Holstein, ein Wort zur Verständigung; Leipzig 1848. 8. 8) Opfordring til det tydske Folk fra danske Borgere; Kbhvn. 1848. 8. 9) Slesvigske Stænder-Deputerede til det kongl. danske Statsraad i Juni 1848; Kbhvn. 8. 10) An das Volk Deutschlands, eine Stimme des Friedens von Dänemark; Kopenh. 1848. 8. 11) Opfordring til det tydske Folk fra danske Borgere; Kbhvn. 1848. 8. 12) M. F. Blaunfeldts staatsrechtliche Stellung des Herzogthums Schleswig und Einfluß einer Aufhebung der bisherigen administrativen Verbindung dieses Herzogthums mit Holstein auf schleswigische Zustände; Koph. 1848. 8. 13) Oprøret i Holsteen; politiske Betragtninger i Flugt med Begivenhederne; anden forøgede Udgave. Kbhvn. 1848, 8.
Uagtet Oversætteren maa betragte den saakaldte Scandinavisme, forsaavidt den ikke blot er et Foster eller Yttring af Sentimentalitet, som et Paafund til at forskaffe Danmark Indflydelse i Norden og om muligt tillige at gjenvinde det 1537 tilvendte men omsider 1814 forlorne Herredømme i Norge[7], i hvilken Henseende Oversætteren maa henholde sig til hvad der findes yttret i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie 3die Bind S. 169—172; saa har han dog troet det saa meget mere hensigtsmæssigt ja nødvendigt for vor nordiske Halvøes Sikkerhed imod Tydskernes Herskesyge og fremtidige Overgreb[8]‚ at H. M. vor Konge og de forenede Rigers National-Forsamlinger have taget sig af de Danskes velgrundede og af vor Forfatter tilfulde oplyste Ret til at beholde Sønder-Jylland eller Hertugdømmet Slesvig, som Tydskerne, ved at lytte til de slesvig-holsteenske Oprøreres Siren-Stemme, søge at tilvende sig for at befordre deres egne for Nordens Velvære og Uafhængighed farlige Planer; thi naar de først kom i Besiddelse af dette gamle danske Landskab, vilde deres gamle indgroede Herskelyst altid finde Paaskud og en eller anden beqvem Anledning til at bemægtige sig Nørre-Jylland og til at forskaffe sig hvad de saa meget tragte efter, nemlig en Flaade. Dette indseer Enhver ikke at kunne være vor Halvøes Sikkerhed tjenligt[9], men lette dem saadanne Fornærmelser imod Halvøens Indbyggere, som foran er viist de i Middelalderen forøvede imod vort Fædreneland. Endelig vilde Følgen upaatvivleligen blive, at naar Tydskerne som meldt havde berøvet Danmark disse dets Hoveddele, maatte Norge og Sverige berede sig paa, for at Tydskerne ikke ved Hjælp af deres Flaade ogsaa skulde bemægtige sig de danske Øer, at optage Danmarks tilbageblivende Dele i deres Statsforbund[10]; hvorimod Danmark med sin gamle Grændse Eideren imod Syden forhaabentlig vil kunne bestaae som selvstændig Stat uden i sædvanlige Tider at falde de tvende øvrige norrøne Riger til Byrde. Dette har vel og den Storthingets Committee, som var nedsat i Anledning af Hs. kongl. Majestæts naadigste Proposition af 20de Mai sidstleden angaaende Anvendelse i paakommende Tilfælde af norske Linietropper og Roflotillien til Deeltagelse i Danmarks Forsvar imod det tydske Forbunds og Preussens Angreb, m. v., i Indstilling af 29de Mai (i Norske Rigstidende 1848. No. 152) ved sine Yttringer sigtet til, hvilke Ytringer, som det lader til have stødt de Danske, Storthinget maa antages at have bifaldet, da det besluttede, at en Gjenpart af Indstillingen skulde meddeles den Kongelige norske Regjering[11]. Det har forøvrigt forundret Oversætteren, at finde i Skriftet „Stillinger og Forholde, et Brev fra en Malcontant“ (Christiania 1848. 8.) S. 29 følgende Tvivl fremsat: „Der kunde vel være Spørgsmaal om Storthingets Beføielse eller Berettigelse til at votere saa store Summer til Deeltagelse i Krigen“. Naar man overveier, at efter Grundlovens § 26 tilkommer Kongen Ret til at beslutte Krig, naar han finder det hensigtsmæssigt for de forenede Rigers Tarv, og Storthinget efter § 25 har Ret til at bestemme Anvendelse af Rigets Linietropper og Roflotillie i Tilfælde af offensiv Krig, samt at Storthinget ligeledes efter § 75 Lit. d har Ret til at bevilge de til Stats-Udgifterne fornødne Summer: saa, da man ikke uden Penge fører Krig og dens Omkostninger maae gaae for Statens Regning, indsees ikke, hvorledes Brevskriveren har kunnet opkaste en saadan Tvivl imod Storthingets Competance, en Tvivl, som han heller ikke har gjort sig den Uleilighed at deducere.
- Den 12te November 1848.
Oversætteren.
E. Skr. Efterat Oversætteren havde fuldført sit Arbeide, faldt ham i Hænde en grundig og instructiv Afhandling af den danske Geheime-Archivarius C. F. Wegener „Om den evige Forbindelse imellem Slesvig og Danmark i statsretlig Henseende“ (Kbhvn. 1848. 8.), der skal høre til eller udgjøre 10de Hefte af Anti-Slesvig-holsteenske Fragmenter, og maa anbefales Enhver, der interesserer sig for denne Gjenstand, som det slesvig-holsteenske Partie har gjort sig saa megen Umag for at forvikle. Afhandlingen bestaaer af 3de Stykker, nemlig: 1) om at den administrative Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen ingensinde er fastsat ved noget statsretligt Fordrag; 2) om Slesvigs uadskillelige Forbindelse med Danmark under den danske Konge-Lovs Arvefølge; og 3) om Publicisters, Historikeres og andre Lærdes Vidnesbyrd siden 1721 om Slesvigs Forbindelse med Danmark. End senere har Oversætteren faaet i Hænde det 10de Hefte af bemeldte Fragmenter, hvori der tillige indeholdes Fr. Wolfhagens Afhandling om det slesvigske og holsteenske Ridderskabs nexus socialis, af hvilken det bliver end tydeligere, at den sidste egentlige Landdag i Hertugdømmerne var den 1675 af da værende gottorpske Hertug opløste, og at denne Indstiftelse for længst er erkjendt at være tilintetgjort og bortfalden, undtagen forsaavidt Regenten kunde finde for godt at indhente dens Formening eller Raad. Ligeledes: a. Danmarks Haab eller hvad kan og bør Danmark gjøre? af M. F. Blaunfeldt; medio Nov. 1848; andet Oplag Kbhvn. 8vo. Denne kyndige Forfatter anmærker S. 32: „Der gives ingen tydsk Nationalitet i Slesvig, kun en dansk-fortydsket; thi indfødte Tydskere kunne ikke udgjøre Nationen, og efter dem maa Nationaliteten ikke bedømmes; man vilde da komme til det Resultat, at Nationaliteten er tydsk i hele Danmark, ja i selve Hovedstaden“. b. Det slesvigske Spørgsmaal. I. Et Bidrag af Theophilus; Kbhvn. 1848. 8. c. Hvorvidt ere vi komne? af Laurids Skau; Kbhvn. 1848. 8. d. Til den danske Rigsdag fra Slesvigeren C. Paulsen; Kbhvn. 1848. 8. e. H. B. Dahlerup: hvorledes er Krigen ført, og hvorledes kunde den have været ført? Kbhvn. 1848. 8. f. Danmarks nyeste Historie fra K. Frederik VII Thronbestigelse; 1ste Bind Kbhvn. 1848. 8. I Norske Rigstidende 1849 No. 69 findes optaget et Stykke angaaende det slesvigske Spørgsmaal fra det engelske Blad Times, hvilket fortjener at lægges Mærke til. Det maa og til Slutning anføres, at Prof. P. A. Munch har i Morgenbladet 1849 No. 73, 76 og 78 belyst Scandinavismen.
Hvad der paa nogle Steder i Texten er indført imellem tvende Klamre [], er noget, som Oversætteren har tilladt sig at tilføie.
- Den 20de Marts 1849.
Angaaende Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens statsretlige Forholde;
af C. v. Wimpfen.
Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen ere Dele af det danske Monarchie, og staae i en retlig Forbindelse med Danmark. At denne Forbindelse maa være af dybt indgribende Følger paa Landets indre Forholde, begribes lettelig, og disses Grandskning danner derfor en ligesaa væsentlig som vigtig Deel af den offentlige Ret i vort Fædreneland. Ved de af Enkelte for nylig offentligen paa Tale bragte Forandringer i den bestaaende Landsforfatning[12] torde det vel ikke være utidigt, at underkaste de sidste, i Særdeleshed den Deel deraf, som har Hertugdømmernes retlige Forbindelse med Danmark til Gjenstand, en videnskabelig Undersøgelse. Dette har Forfatteren sat sig til Formaal i den følgende Afhandling. Sammes Gjenstand deler sig i fire Afsnit: 1) om Hertugdømmet Slesvigs oprindelige Forholde, dets Adskillelse fra Danmark og Gjenforening med dette Rige; 2) om Hertugdømmernes tidligere stænderske Forfatning, hvorledes Samme er opstaaet, hvilke Forandringer den i Tidernes Løb har lidt, og hvorledes den er gaaet under; 3) om de statsretlige Følger af Holsteens Forening med Danmark efter det tydske Riges Opløsning; 4) om den retlige Natur af den imellem Danmark og Hertugdømmerne bestaaende Forening, og hvorvidt Samme i Henseende til Holst’en er bleven modificeret ved Kongens Tiltrædelse til det tydske Forbund.
I.
Hertugdømmet Slesvig, fordum Sønder-Jylland[13] kaldet, har fra Arilds Tid været en Provinds af Danmark[14]. Men som Hertugdømme omfattede det ikke alle de Bestanddele, som man nu indbefatter derunder og som hørte til Provindsen Sønder-Jylland, d. e. hele Landet imellem Eideren og Konge-Aaen. Øerne Als, Ærø og Femarn ere først i sildigere Feider blevne forbundne med Hertugdømmet. Hele Nord-Frisland var den danske Krone umiddelbar undergivet, og er først 1386 kommet under hertugelig Høihed. Tørning-Lehn, som indbefattede syv Herreder, nemlig Grams-, Frøs-, Calslunds-, Hvidings-, Nørre-Rangstrups-, Lø-, og Vester-Herred paa Føhr tilligemed Amrom, og var i Familien Limbeks Besiddelse, hørte ikke til Hertugdømmet. Dette, hvilket, saavidt mig bekjendt, endnu ikke er blevet bragt i Erindring af nogen blandt vore Historieskrivere, er klart af tvende Begivenheder. Den første er, at Dronning Margretha 1400[15] kjøbte Lø-Herred, saavelsom Vesterlands-Føhr og Amrom af Claus Limbek paa Tørning og forenede samme med Nørre-Jylland. Havde Tørning-Lehn hørt til Hertugdømmet, saa vilde Hertugerne visseligen ikke have undladt at protestere imod denne Afstaaelse; ogsaa vilde det i den paa følgende Feide med Kong Erik af Pommern have været dem en let Sag at sætte sig i Besiddelse af disse af deres Gebeet omgivne Districter. Men ingen af Delene er skeet. Den anden Begivenhed, som her kommer i Betragtning, er, at ved Hertugdømmernes Deling i Aaret 1490 imellem Kong Hans og hans Broder Frederik omtales Tørning-Lehn aldeles ikke. Dette var den Tid i en Ahlefelds Besiddelse, fra hvem Kongen 1496 erhvervede det ved Mageskifte. Men siden den Tid er Tørning-Lehn, formodentlig af den Grund, at det oprindelig hørte under Sønder-Jyllands Landsthing, blevet anseet for en Deel af Hertugdømmet, og derfor ogsaa blevet tillige undergivet Landsdelingen i Aaret 1544. Endelig maa endnu anføres, at Stiftet Slesvig hørte til det danske Rige, og at Fæstningen Rendsborg, saa længe samme var dansk (indtil 1251), ikke tilhørte Hertugen men Kongen. I et saadant indskrænket Omfang erholdt i Aaret 1232 Waldemar den Andens yngre Prinds Abel[16] Hertugdømmet som en Affindelse. At man overlod ham dette, var efter alt Anseende kun som et saakaldet Paragium, hvilket deri skiller sig fra Apanage (apanagium), at det første bestaaer i Nydelsen af Indkomsterne af et heelt District, hvilket overdrages Nyderen med visse Høiheds-Rettigheder. Abel saavelsom alle følgende Hertuger af hans Stamme besadde Hertugdømmet ikkun som et personligt Lehn, og kaldte sig Hertuger af Jylland (duces Jutiæ). Men i Aaret 1386 forundte Dronning Margretha de holsteenske Grever, hvilke i Anledning af en Greve Geert i Aaret 1330 meddeelt Eventual-Belehning gjorde Paastand paa Hertugdømmet[17], Samme som et arveligt Lehn, og disse kaldte sig først Hertuger af Slesvig[18]. Efter det holstenske Greve-Huus’s dødelige Afgang [i Aaret 1459] tilstod Kong Christian den Første af Danmark, der som Lehnsherre havde kunnet inddrage[19] hele Hertugdømmet og igjen forene det med Danmark, de slesvigske Stænder Valg Rettighed, saavelsom Forbindelse med de holsteenske Stænder[20], og lagde paa denne Maade Grunden til Holsteens Forening med Danmark.
Hertugdømmet Slesvig var fra sin første Opkomst indtil Aaret 1658, som en Deel af Danmark, underkastet det danske Riges ikke blot Lehnsherlighed, men ogsaa Høihed. Heri adskilte de slesvigske Hertugers Forhold til Danmark sig fra det Forhold, hvori de
Navnet er dog nok allerede noget tidligere begyndt at bruges i Fleng med Navnet Sønder-Jylland. See Suhms Historie af Danmark XIII. 715, 775, 815. Dette var vel efter tydskt Mynster, da man i Tydskland meget brugte at kalde Landsherrer efter Residentserne. (Overs. Anm.)
Her kunde vel føies til: “og vel ogsaa burde have inddraget“. Men deels var det ham, som tydskfødt og gift med en brandenbdurgsk Prindsesse, og mere tænkende paa sin Familie end paa Riget, behageligt at benytte denne Leilighed, som nu tilbød sig for ham, at blive tillige Herre i Grevskaberne Holsteen og Stormarn med tilliggende Wagrien, deels var det ham, eftersom Danmark den Tid var et Valgrige, vigtigt i Slesvig at have en mindre precær Besiddelse, der kunde bevæge de danske Aristocrater til at beholde ham og Afkom paa Thronen. At Lehnet den Gang, da det efter Hertug Adolf VIII var blevet ledigt, burde været inddraget, ansees for at være en Følge af Kongens egen Haandfæstning af 1418 (Nye danske Mag. 2 Bind S. 129 f.), hvorvel en hæderlig Mand har antaget, at den ikke ligefrem var anvendelig paa Tilfældet. (Overs. Anm.)
Hvorledes det havde sig med dette Valgvæsen i Hertugdømmerne, der for Hertugdømmet Slesvigs Vedkommende var uden al Grund, og med Hensyn til Holsteen var at betragte enten som en Voldgifts-Kjendelse imellem K. Christian og den pinnebergske Greve, Otto III, eller som et Forlig med denne Prætendent, derom fortjener at efterlæses v. Kampz’s foranførte staatsrechtliche Bemerkungen, hvor denne Sag sættes i behørigt Lys S. 18, 19, 20, 21, 22, 23 og 24. (Ov. Anm.) forrige danske Vasaller i det vendiske Rige, Hertugerne af Pommern og Fyrsterne af Rügen, stode, hvilke alene vare det danske Riges Lehnsherlighed, men ikke tillige dets Høihed undergivne. Lehnsherligheden begrundede blot Rettighed til Belehning, saavelsom Ret til Ydelse af Lehnstroskab fra Vasallens Side; i Høiheden derimod laa Udøvelsen af Landshøiheds-Rettigheder, idet der tilkom Hertugerne blot en underordnet Regjerings-Myndighed. Slesvigs Lehns-Forhold blev reguleret ved det odenseiske Forlig i Aaret 1579. Kong Frederik den Anden belehnede den Gang ei alene sine [Far-] Brødre Hertugerne Hans og Adolf, men ogsaa sig selv ved en Lehns-Fuldmægtig, med Hertugdømmet Slesvig. Denne tilsyneladende Irregularitet havde sin Grund paa den ene Side deri, at Hertugdømmet Slesvig i statsretlig Henseende var et Heelt, og at desaarsag en partiel Consolidation (med Hensyn til den Kongelige Andeel) ei var gyldig, paa den anden Side deri, at Valg-Rettigheden den Tid [formeentlig] tilkom de slesvigske Stænder, og saalænge denne forblev i Kraft, kunde en Consolidation ikke retligen indtræde. Det danske Riges Høihed over Hertugdømmet Slesvig viste sig fornemmelig i to Henseender: 1) i den øverste Jurisdiction, hvilken det danske Rigsraad udøvede. For dette maatte ikke alene Hertugen tage sin Ret, saaledes som Tilfældet navnligen var i Aaret 1413, men til Samme, som sidste Instants, kunde ogsaa appelleres fra de slesvigske Domstole. Disse Appellationer til det danske Rigsraad ere først afskaffede ved Frederik den Førstes Privilegium af Aaret 1524. At Appellationerne i hiin Tid ei heller vare usædvanlige, hvilket af nogle Retslærde er paastaaet, seer man af Thord Degns Artikler[21]. 2) Viser det danske Riges Høihed over Slesvig sig i den øverste Lovgivning, hvilken utvivlsomt tilkom Riget. Dette beviser ei alene den endnu i Hertugdømmet Slesvig erkjendte Gyldighed af den Jydske Lov, som blev given paa Rigsdagen i Vordingborg 1241, da Abel allerede herskede som Hertug over Slesvig, men ogsaa den tidligere ubestridte Gyldighed af flere til forskjellige Tider udfærdigede danske Love. Saadanne Love ere Erik Glippings Birke-Ret af Aaret 1269, den danske Kirke-Ordinants af Aaret 1537, Christian den Tredies koldingske Reces af Aaret 1558, Frederik den Andens Haandfæstning af Aaret 1559, Sammes Sø-Ret af 1561, og Gaards-Ret af 1562, af hvilke tydske Oversættelser som bære Vidne om den practiske Brug, haves. Disse Love ere senere deels ophævede, deels blevne obsolete og komne ud af Brug, hvorvel mange Bestemmelser i samme have indtil den nyere Tid vedligeholdet sig som Sædvaner og i Praxis. I nogle Henseender f. Ex. i Sø-Retten, Tiende-Retten og nogle andre kirkeretlige Materier, er i Stedet for hine gamle, iblandt de slesvigske Retskilder obsolete, Love Christian den Femtes [1683 udgivne danske] Lovbog traadt, til hvilken man overhoved maa recurrere, naar der er Tale om Rets-Instituter, som ere grundede i den gamle danske Ret og ikke ved den sildigere Lands-Lovgivning blevne uddannede. At Hertugerne af Slesvig heller ikke ansaae sig beføiede til at gjøre væsentlige Forandringer i Landets indvortes Indretninger og i Lovgivningen, er tydeligt af Christian den Tredies Privilegie-Confirmation af Aaret 1533, hvor det er bestemt, at Stiftet Slesvigs kirkelige Forholde skulde forblive ved det Gamle indtil det danske Riges Reformation. Hertugdømmet Slesvigs Forhold til det danske Rige var følgeligen omtrent af samme Beskaffenhed, som det, hvori Holsteen stod til det tydske Rige[22].
Omendskjøndt denne det danske Riges Over-Høihed kun lidet indskrænkede Hertugerne i den indvortes Lands-Regjering, viste disse dog paa mange Maader Stræben efter at unddrage sig samme. Dette lykkedes omsider Hertug Frederik den Tredie af Holsteen-Gottorp ved svensk Mellemkomst under den for Danmark saa skadelige roskildske Fredsslutning og i det kjøbenhavnske Forlig af 2 Mai 1658. I det samme Dag udfærdigede Cessions-Document frafaldt Kong Frederik den Tredie for sig, sine Efterfølgere og den danske Krones Stænder alle Fordringer paa den fyrstelige Andeel af Hertugdømmet Slesvig, saalænge den hertugelige Linie regjerede over samme, dog under den »Betingelse, at Hertugdømmet hverken ganske eller for nogen Deel maatte afhændes til Skade for Kronen. Hertugerne af Holsteen-Gottorp erholdt derved [baade] Fritagelse for Lehnspligten og Souveranitet over deres Andeel af Slesvig. Naar Professor Falck, i sin Afhandling angaaende Hertugdømmet Slesvigs Forhold o. s. v. S. 52, holder begge Udtryk for eensbetydende, saa er dette ikke rigtigt; thi disse Udtryk sigte til Slesvigs tvende ovenmeldte Forholde til Danmark. Ogsaa blive i Cessions-Documentet jus infeudationis og sublimæ superioritatis jus, Souverainitet kaldet, nøie adskilte. Da iøvrigt Hertugdømmet, uagtet Delingen imellem det kongelige og hertugelige Huus, gjældte for et Heelt, og begge Linier førte en fælles Regjering, saa syntes det med Hensyn til Landets Eenhed og begge de regjerende Huses Lighed nødvendigt, at ogsaa den Kongelige Linie, ligesom den forhen efter det odenseiske Forlig havde tilligemed den fyrstelige modtaget Belehningen, ogsaa nu i Henseende til dens Andeel erholdt Ophævelse af Lehns-Nexus og Souverainitet. Dette er, som berettes, ogsaa skeet, og skal et desangaaende udfærdiget Document findes i det Kongelige Geheime-Archiv i Kjøbenhavn’“. Hertugerne af den Slesvig-Holsteen-Sonderborgske Linie forbleve derimod, i Henseende til deres Besiddelser i det Slesvigske fremdeles ligesom forhen den danske Rigshøihed underkastede.
Denne Souverainitet varede dog ikke længe. Da den hertugelige Regjering i Aaret 1713 indrømmede den svenske Armee Fæstningen Tønningen, og derved krænkede Neutraliteten, saavelsom de imellem Kongerne af Danmark og Hertugerne af Slesvig-Holsteen bestaaende Unions-Overeenskomster, lod Frederik den Fjerde de hertugelige Lande tage i Besiddelse, og i den frederiksborgske Fred 1720 blev den evige og rolige Besiddelse af hele Hertugdømmet Slesvig, følgelig ogsaa af den forrige fyrstelige Andeel, høitideligen garanteret ham og de kongelige Arve-Successorer af de mæglende Magter Storbritannien og Frankrige[23]. Ved Patentet af 22de August 1721 forenede derefter Kongen den fyrstelige Andeel ikke blot med den hidtil eensidige Kongelige, men ogsaa med Kronen. Prof. Falck søger nu i sit allerede anførte Skrift at godtgjøre, at Slesvig ved hiin Act ikke er blevet forenet med Danmark, men alene den fyrstelige Andeel af Slesvig med den Kongelige. At denne Paastand ikke er grundet, vil det Følgende vise.
Det er allerede foran blevet bemærket, at Souverainiteten i Aaret 1658 kun var tildeelt det fyrstelige Huus, og ikke Landet, at Kronen Danmark ikkun for saa lang Tid, som den fyrstelige Linie var ved Regjeringen, har frasagt sig alle Fordringer paa Hertugdømmet Slesvig, og at det, for ikke at tilintetgjøre en Gjenforening, var i Cessions-Documentet udtrykkelig gjort til Betingelse, at Hertugerne ikke maatte abalienere deres Andeel til Skade for Kronen. Med det fyrstelige Huus’s Afgang levede følgeligen alle Kronen Danmarks Rettigheder over Hertugdømmet igjen op, og Foreningen med denne Krone, hvilken var suspenderet, saa længe Stændernes Valgret og Landets Deling fandt Sted, kunde nu, naar begge disse Hindringer bortfaldt, bringes til Virkelighed. Denne Forening — hvilken med Hensyn til Lehns-Nexus var en saakaldet Consolidation, og med Hensyn til Høiheds-Forholdet en Incorporation — maatte retligen indtræde, ei blot i Henseende til den fyrstelige, men ogsaa i Henseende til den Kongelige Andeel. Thi Hertugdømmet Slesvig var i politisk Henseende et Heelt. Ligesom nu den Kongelige Linie tidligere tilligemed den hertugelige havde erholdet Belehningen over Hertugdømmet, og 1658, ligeledes med Samme, Ophævelsen af Lehns-Nexus samt Souverainiteten: saaledes laa det i Forholdenes Natur, at den i Henseende til den fyrstelige Andeel udtalte Forening med Danmark ogsaa maatte indtræde for den Kongelige Andeel. Der behøvedes her, da Kongen af Danmark allerede jure hereditario besad den Kongelige Andeel, kuns en Forandring i Besiddelses-Titelen, hvilken Forandring var tilstede saasnart Foreningen var udtalt med Hensyn til den fyrstelige Andeel. Men dette Sidste er med rene Ord sagt i Forenings-Patentet af 22de August 1721“. Det heder nemlig der, „at Kongen har taget den fyrstelige Andeel af Slesvig i Besiddelse, som en i trykkende Tider den danske Krone uretmæssigen frareven Pertinents“. Professor Falck vil vel, for at redde sin Anskuelse, at Slesvig ikke er blevet forenet med Danmark, vide, at disse Ord sigte til Hertugdømmernes Deling under Christian den Tredie; men om denne Deling, der skede i fuldkommen fredelige Tider og i Overeensstemmelse med da værende Retsbegreber og hvorved Slesvigs da værende Forhold til Danmark aldeles ikke forandredes, vil ingenlunde kunne siges, at Slesvig derved var blevet en i trykkende Tider den danske Krone uretmæssigen frareven Pertinents. Meget mere sigtes herved aabenbart til Souverainitetens Aftrædelse i Aaret 1658 efter den for Danmark saa ulykkelige svenske Krig, og til Greve Geerts Belehning med Slesvig i det ligeledes skjebnesvangre Aar 1326. At hine Udtrykke ogsaa ere at henføre til denne sidste Begivenhed, turde deraf være indlysende, at i Cessions-Documentet angaaende Souverainiteten netop er henviist dertil[24]. Ogsaa i Prælaternes og Ridderskabets Hyldings-Eed af 4de Sept. 1721 heder det, at „Hans Majestæt har fundet for godt at forene den hidtilværende fyrstelige Andeel med hans egen og igjen for evig incorporere den i Hans Krone som et gammelt injuris temporum frarevet Stykke“[25]. Fremdeles gjøres Hyldingen til Kong Frederik den Fjerde og hans Arve-Successorer secundum tenorem legis regiæ, hvilket alene kan henføres til en Forening med Danmark; thi den af Frederik den Tredie i Henseende til Arvefølgen i Hertugdømmerne givne Primogenitur-Lov af 24de Juli 1650 var dengang endnu ikke ophævet, og havde maattet komme til Anvendelse, naar Forandringen alene havde bestaaet deri, at den fyrstelige Andeel af Slesvig var bleven forenet med den Kongelige. Men saavel den Omstændighed, at Konge-Loven paaberaabes i Hyldings-Eeden, som den at Arve-Hyldingen efter Samme[26] gjordes af Prælater og Ridderskab, hvilke alene, efter hvad der var passeret paa sidste Landdag, endnu vare i Besiddelse af en Lands-Repræsentations-Ret, hentyder paa, at en Forening med Danmark var tilsigtet og at denne strakte sig til hele Hertugdømmet. Frederik den Fjerdes Hensigt at forene Slesvig med Danmark fremlyser ogsaa af Forandringerne med Vaabenet. Det slesvigske Vaaben havde tidligere tilligemed det holsteenske sin Plads i det danske Rigsvaabens Middel-Skjold. Efter Foreningen i Aaret 1721 blev det derimod fra Middel-Skjoldet flyttet til det store Rigs-Skjold, hvor det erholdt sin Plads i det femte Felt, og nu, efter det norske Vaabens Borttagelse[27], har det andet Felt. At Kongerne af Danmark efter hiin Forening fremdeles ligesom forhen føre Titelen af Hertuger til Slesvig, beviser intet imod den antagne Forening, da det er meget sædvanligt iblandt de europæiske Regenter, fremdeles at føre Titelen ikke blot af saadanne Lande, som have tabt deres Selvstændighed og ere blevne Dele af andre, men endog af saadanne, som de aldeles ikke besidde.
Ved denne Slesvigs Forening med Danmark blev den Forbindelse, som hidtil forfatningsmæssig havde bestaaet imellem Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen ifølge Christian den Førstes Privilegium af Aaret 1460, ophævet. Dette var ikke blot en naturlig Følge af Slesvigs Incorporation, men er ogsaa tilfulde klart af den Kongl. Resolution af 27de Juni 1732 paa en Forestilling fra Prælater og Ridderskab i Hertugdømmet Slesvig, hvorved dem tilstedes Vedvarelsen af nexus socialis med det holsteenske Ridderskab[28]; thi havde den gamle Forbindelse imellem Slesvig og Holsteen endnu bestaaet, da havde en saadan Tilladelse ikke været fornøden. Ligeledes ere efter hiin Forening de ellers fælles Privilegier for Prælaterne og Ridderskabet i Slesvig stedse blevne særskilt confirmerede, saaledes som navnligen er skeet 1731, 1766 og tilsidst 1816. Men Slesvig blev ikke blot i politisk Henseende, men ogsaa med Hensyn til Retspleien og Forvaltningen ganske adskilt fra Holsteen. Det havde nemlig havt med Holsteen en fælles Land-Ret, og den kongelige Andeel havde været Regjerings-Cancelliet i Glückstadt underlagt. Dette blev nu ophævet, og Slesvig har siden den Tid sin egen Over-Ret[29] og Land-Ret. Men at Slesvig dengang i administrativ Henseende ei blev nærmere forbundet med Danmark, havde vel alene sin Grund deri, at Forholdene, omendskjøndt oprindelig lige og beslægtede, havde under en lang Skilsmisse faaet en forskjellig Skikkelse, og en ligeformig Omdannelse deraf laa overhoved ikke i daværende Tids Aand.
Foreningen med Danmark forandrede ogsaa Hertugdømmet Slesvigs hidtil værende særlige Forfatning i dens væsentlige Bestanddele. Denne beroede nemlig i Hovedsagen paa den ved Christian den Førstes Privilegium af 1460 bestyrkede Adskillelse fra Danmark og Forbindelse med Holsteen, og tabte med begges Ophør sine Støttepuncter. Desuden erholdt ved hiin Forening den danske Konge-Lov [af 14de Novbr. 1665] Gyldighed i Slesvig. Vel drages dette i Tvivl af Prof. Falck i hans anførte Skrift[30]; det følger imidlertid af Foreningens Natur selv; thi den retlige Characteer af en Incorporation, som den omhandlede, bestaaer netop deri, at det Land, som incorporeres, taber sin Selvstændighed og vorder Deel af et andet, hvis Grundlove følgeligen blive gjældende for Samme. Ogsaa forudsætter den i Hyldings-Eeden skeete Henholdelse til Konge-Loven dennes Gyldighed. At den i Konge-Lovens 2—6 og 26 Artikel Kongen tillagte souveraine Magt derfor tilkommer Samme ligesaa vel over Slesvig som over [det øvrige] Danmark, vil derfor ikke kunne være Tvivl underkastet; thi det siges ikke blot i Incorporations-Patentet, at Kongen underkaster Landet sin Kongelige souveraine og ene [eneste, alleinigen] Arve- og Lands-Regjering — hvilket skjelnes fra Modtagelsen af den ene [alleinigen] Arve-Hylding —, men det fremlyser ogsaa af den Kongl. Resolution af 27de Juni 1732, hvorved nexus socialis tillades det slesvigske Ridderskab med det holsteenske ikkun med det Vilkaar, „forsaavidt Samme ikke kunde være Os, som dets souveraine og ene Landsherre, paa Vore juribus og Rettigheder præjudiccerlig“, ligesom endvidere af Confirmationen paa Privilegierne for Hertugdømmet Slesvigs Prælater og Ridderskab, hvilken efter hiin Forening stedse ikkun er meddeelt med den Forbeholdenhed, „forsaavidt disse (Privilegierne] ikke stride I imod Vor souveraine og ene Regjering over bemeldte Hertugdømme“. Naar Prof. Falck vil have Ordet Souverainitet i de nævnte Hensyn forstaaet om den Hertugerne i Aaret 1658 tildeelte Souverainitet (d. e. Uafhængighed af Danmark), da kan dette ikke være rigtigt; thi denne Souverainitet var blot tildeelt Hertugerne, havde kun Betydning i Hertugernes Forhold til Danmark, og ophørte, som allerede viist, ved deres Afgang[31]. Heller ikke har der efter hiin Tid været noget Spor at see til en Indskrænkning i Kongens souveraine Magt ved stændersk Virksomhed[32], meget mere blive alle Embedsmænd, saaledes som navnlig ved Forføiningen af 5te Februar 1742 er foreskrevet for Præsterne med Henviisning til Danmark, i den aflæggendes Troskabs-Eed forpligtede til den absolute og souveraine Regjering[33]. Vel indvendes imod Retmæssigheden af den uindskrænkede Magt i Slesvig, at Samme ikke saaledes som i Danmark er bleven overdragen af Stænderne; men en saadan Overdragelse udfordredes ikke, efterdi den gamle stænderske Forfatning allerede, da Incorporationen foregik, var uddøet[34]. Paa den sidste Landdag 1711 mødte alene Prælater og Ridderskab, og kun for disse vare Stændernes gamle Privilegier, hvilke falskeligen kaldes Lands-Privilegier, blevne confirmerede i Aaret 1712. Men til dette Punct skal jeg i det Følgende komme tilbage.
Af det Anførte torde det vel være tilfulde klart, at hele Hertugdømmet Slesvig, ifølge de Kong Frederik den Fjerde ved den frederiksborgske Fred 1720 i denne Henseende givne Garantier, er blevet forenet med Danmark, og at til Følge af denne Forening er paa den ene Side Slesvigs hidtilværende Forbindelse med Holsteen retligen ophørt, og paa den anden har den danske Konge-Lov sammesteds erholdet Gyldighed. Kun Fordom, som har sin Rod i de afvigende politiske Anskuelsers forskjellige Nationalitet, vil kunne miskjende dette. Slesvigingerne vare, som Andreas Hojer[35] fortæller i sin Frederik den Fjerdes Historie, saare tilfredse med denne Underkastelse under Kongen, hvilken de for længe siden havde ønsket, og for de Danske vil Slesvigs Forening med Danmark i dobbelt Henseende blive en National-Erindring først fordi her en gammel dansk Provinds igjen blev forenet med Riget, og dernæst fordi denne Forening var Frugten af en langvarig, med mange Anstrengelser fort, ved mange priselige Bedrifter fra dansk Side udmærket og ved den frederiksborgske Fred med Ære tilendebragt Krig.
Hundrede Aar ere forløbne siden hiin lykkelige Tildragelse. Det Fyrstehuus, som den Gang mistede sit Arveland, har høitideligen givet Afkald paa alle sine Fordringer og hersker nu over et af Europas mægtigste Riger. Kun Dadel kan det ansees at fortjene, at ville paa ny oppuste hos Folkene den hos Fyrsterne for længst udslukkede Tvedragt ved ugrundet Blendverk, saasom at Slesvigingerne have andre statsborgerlige Rettigheder end det egentlige Danmarks Beboere, at den Kongelige Magt er en anden i Slesvig end i Danmark, og at kan en Forbindelse med Holsteen er heldbringende for Slesvig[36]. Det Sidste er ligesaa usandfærdigt som det Første. Thi i de ældre Tider næsten bestandige Krige om Landets Besiddelse hvorved naturligviis Undersaatterne bare Skaden[37], senere hen Landsdelinger, og i Følge med dem Tvistigheder imellem Landsherrerne, hvilke hindrede Lands-Regjeringen i dens Virksomhed og aabnede Fienden Indgang i Landet: dette har, saa lærer Historien næsten halvfemte Hundredaar igjennem, været Følgerne af Slesvigs Adskillelse fra Danmark og Forbindelse med Holsteen.
II.
I det foregaaende Afsnit er meldet, at Hertugdømmernes gamle landstænderske Forfatning allerede paa den Tid, da Slesvig blev forenet[38] med Danmark, var gaaet under. Dette trænger, da dens retlige Vedvarelse endnu paastaaes af Nogle, til en nærmere Undersøgelse.
Efterat Christian den Første i Aaret 1460 havde indrømmet de slesvigske Stænder Valg Rettigheden og Forbindelsen med Holsteen, bestode begge Landes Landstænder af følgende Medlemmer: 1) Biskopperne i Slesvig og Lübeck, hvilke, omendskjøndt den Første var dansk og den Sidste tydsk Rigsstand, dog formedelst deres i Hertugdømmerne beliggende Godser vare Landstænder; 2) Domcapitlerne i Hamburg og Eutin, hvilke mødte ved Fuldmægtige; 3) Prælaterne fra de elleve slesvigske og holsteenske Klostre som havde Landstandsskabs Ret; 4) Ridderskabet; og 5) de gamle Stæder, men i hvilke kun Magistraten tilkom den Rettighed, at møde paa Landdagen ved Fuldmægtige. De nyere Stæder, som Altona, Glückstadt, Husum, Friedrichsstadt, Tønningen og Garding, have aldrig havt Landstandsskabs Ret. De Rettigheder, som ifølge Christian den Førstes Privilegier af Aaret 1460 tilkom Stænderne, vare i Særdeleshed Ret til at vælge Landsherren, hvilket dog var indskrænket til det oldenburgske Huus, og Skatte-Bevillings Ret. Denne sidste udøvede Stænderne derimod ikkun for dem selv og deres Undergivne; thi det siges udtrykkelig i bemeldte Privilegier, at Landsherren maa uden Stændernes Samtykke beskatte sine egne Bønder og Landboer d. e. alle Amts- og Landskabsboeree. Disse saakaldte Lands-Privilegier fortjene derfor aldeles ikke dette Navn, men de vare blot Stændernes Privilegier som de i nogle Confirmationer ogsaa kaldes. Paa Landdagene, hvilke bleve udskrevne af Landsherrerne, udøvede Stænderne foruden de anførte ingen andre Rettigheder, end at fatte Beslutninger angaaende de dem forelagte landsherlige Propositioner og at fremkomme med deres gravamina.
Denne landstænderske Forfatning leed, saavel i Henseende til dens Sammensætning som til dens Rettigheder, formedelst Tids-Omstændighederne væsentlige Forandringer, hvilke omsider medførte dens Undergang. Efter Reformationen traadte Bispedømmerne Slesvig og Lübeck, af hvilke det første blev inddraget og det sidste anvendt til yngre Prindsers Forsørgelse, ud af Landstændernes Tal. Ligeledes bortfaldt de fleste Prælaturer omendskjøndt de af Landsherrerne udnævnte Forstandere for de seculariserede Klostre endnu en Tid lang vedligeholdt Rettigheden til som Prælater at møde paa Landdagene. Efter Lands-Delingen af 1544 anordnedes en fælles (gemeinschaftliche) Regjering imellem de fyrstelige Linier, hvilken, omendskjøndt den skulde repræsentere Landets Eenhed og Udelelighed, dog i Gjerningen kun strakte sig over Stænderne og deres Undergivne. Som en Følge af at denne fælles Regjering for øvrigt efter det Anførte viste sig indskrænket til Stænderne, maa det ansees, at de den sønderborgske Linie ved Frederik den Andens Deling tilfaldne Stæder Sønderborg, Ærøeskjøbing og Pløn, da Stænderne i Kraft af deres Valg-Rettighed negtede hiin Linies Stifter Hertug Johan den yngre, Deeltagelse i den fælles Regjering, skiltes fra den landstænderske Nexus. 1608 blev Stændernes Valg-Rettighed ophævet og Primogenituren indført, hvilken Anordning stadfæstedes for Slesvig af Kong Christian den Fjerde, og for Holsteen af den tydske Keiser som Over-Lehnsherrer. Men den vigtigste Forandring i den gamle Lands-Forfatning skede ved den Travendahlske Fred af 18de Aug. 1700, hvis tredie Artikel aldeles ophævede den hidtil værende fælles Regjering over Stæderne og indskrænkede samme til Prælater og Ridderskab. Da Landdagene gik ud fra den fælles Regjering, saa laa heri Grunden, hvorfor blot Prælater og Ridderskab kaldtes til den sidste Landdag 1711 og Stændernes Privilegier i Aaret 1712 kun stadfæstedes som Prælaternes og Ridderskabets Privilegier. Paa denne Landdag lagdes Grunden til den endnu vedvarende ridderskabelige Deputation, i hvilken Landdagen i visse Maader tilsidst opløste sig og ved hvilken fra den Tid Prælaternes og Ridderskabets Rettigheder uden at der fremdeles behøvedes Landdage, ere blevne repræsenterede.
Saaledes udsluknede de gamle Landstænder aldeles. Kun Prælater og Ridderskab have bevaret en vis Lands-Repræsentations Ret, idet at det tilkommer dem at holde Forsamlinger, og lade Forestillinger og Besværinger, der ikke blot angaae deres Corporation, men hele Landet, komme til Regjeringen. Stændernes forrige Privilegier ere siden 1712 stedse blevne stadfæstede blot som Prælaters og Ridderskabs Privilegier, og kunne derfor ogsaa kun i denne Egenskab, forsaavidt de endnu ere anvendelige, have retlig Gyldighed. Vel er der endnu i nogle senere, paa Forestillinger fra Prælater og Ridderskab afgivne, landsherlige Resolutioner af Aar 1712 og 1721 Tale om Landdage, men i ganske almindelige og ubestemte Udtryk, hvilke overlade Alt til Landsherskabet. Endog den i Privilegierne indeholdte Skatte-Bevillings Ret er i de, efter Landdags-Slutningen udfærdigede, landsherlige Resolutioner af 27de April og 19de Juli 1712 for Prælater og Ridderskab ikke bleven erkjendt. Vistnok kan man ikke fortænke Landsherskabet i, at det ikke vilde indrømme en enkelt Corporation denne Rettighed, som forhen tilkom samtlige Stænder. Derfor er Ridderskabet ikke spurgt ved Paabud af senere Skatter, saasom Kopskatten 1762, Grund- og Benyttelses-Skatten 1802, og Bankheftelsen 1813[39]. Naar Nødvendigheden af disse Skatter engang var tilstede, saa maatte de retfærdigviis bæres af alle Statens Undersaatter, og det vilde have været en Uretfærdighed, at undtage Medlemmerne af en enkelt Corporation, eller, hvad dermed havde været lige, at gjøre Skatternes Ydelse afhængig af dens Samtykke. Prælaternes og Ridderskabets Privilegier ere nu ikkun at bedømme efter de almindelige Rets-Grundsætninger angaaende Privilegier og maa som saadanne, om man end ikke med den romerske Ret vil, formedelst den canoniske Rets modstridende Bestemmelser, erklære dem for ubetinget gjenkaldelige, dog efter de Lovkyndiges Mening og Praxis, saasnart Statens Vel fordrer det, af Regenten kunne ophæves, hvilket med Hensyn til Slesvig ei kan være nogen Tvivl underkastet, da Stadfæstelsen her kun er meddeelt under Forbeholdenhed af den kongelige Souverainitet.
Efter hiin sidste Landdags Resultater har Landsherskaøabet været i Besiddelse af den souveraine eller uindskrænkede Magt i begge Hertugdømmerne, og denne souveraine Magt er retmæssig, paa den ene Side, fordi den ikke er erhvervet paa nogen uretmæssig Maade, men, formedelst Bortfaldelsen af Stændernes den indskrænkende Rettigheder, er tilfalden Landsherren, paa den anden Side, fordi den i Slesvig nu allerede over 100 Aar er bleven erkjendt af Undersaatterne. Souverainitetens Jubelfest i Aaret 1760 er bleven høitideligholdet ikke blot i Danmark, men ogsaa i den da værende Kongelige Andeel af Holsteen.
III.
Holsteen, tidligere Nordalbingien kaldet, var under Waldemar Seier en Deel af det danske Rige, og blev af Keiser Frederik den Anden i Aaret 1214 formelig afstaaet fra det tydske Rige til Danmark[40]. Under Waldemars Fangenskab bemægtigede Grev Adolf af Schauenburg sig Landet, og hans Efterkommere beholdt det, uagtet den danske Konge Erik Menved endnu i Aaret 1304 af Keiser Albrecht af Østerrig erholdt Stadfæstelse paa hiin Afstaaelse. 1460 blev Holsteen ved Christian den Førstes Privilegium forbundet med Slesvig, og denne Forbindelse imellem begge Lande vedvarede indtil Aaret 1721, da Frederik den Fjerde, efter Inddragelsen af den fyrstelige Andeel af Slesvig, forenede det sidste aldeles med Danmark. Ved Mageskifte af den storfyrstelige Andeel af Holsteen imod Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst i Aaret 1773 kom hele Hertugdømmet Holsteen under eensidig Kongelig Regjering, men blev indtil Aaret 1806 en Deel af det tydske Rige, og underkastet Sammes Høihed. Efter det tydske Riges Opløsning forenede Kongen af Danmark ved Patentet af 9de Septbr. 1806 sine tydske Rigslande, nemlig Hertugdømmet Holsteen, Herskabet Pinneberg, Grevskabet Ranzau og Staden Altona, under den fælles Benævnelse af Hertugdømmet Holsteen, med det danske Monarchie, som en fuldkommen uadskilt Bestanddeel af Samme. Til denne Forening var Kongen ei alene fuldkommen berettiget, efterdi med Rigets Opløsning alle lovlige og forfatningsmæssige Baand, som knyttede hine Lande til [den tydske] Keiser og [et tydsk] Rige, vare opløste, men han var efter den 19de Artikel i Konge-Loven endog dertil forpligtet. Denne Artikel fastsætter nemlig, at Alt hvad Kongen ved Erobring, Arv eller anden lovlig Titel forhverver, skal blive uadskilt ved Monarchiet, og finder følgelig Anvendelse paa denne Forening[41].
Den Forandring, som indtraadte ved Rigsforfatningens Ophævelse, bestod for de tydske Rigslande, som efter Rigets Opløsning bleve selvstændige Stater, derudi, at Landshøihedens Indskrænkning ved Rigshøiheden bortfaldt, og de forrige keiserlige Reservat-Rettigheder bleve Bestanddele af Landshøiheden. Havde Landet været et umiddelbart Rigs-Lehn, saa indtraadte tillige Tilfældet af en saakaldet Appropriation, d. e. Landshøiheden blev Eiendom, i Stedet for at den forhen havde været lehnbar. Anderledes blev dog Holsteens Rets-Forhold, hvilket umiddelbar efter det tydske Riges Opløsning blev forenet med det danske Monarchie. Holsteen blev følgelig, ligesom det forhen havde været en Deel af det tydske Rige, nu en Deel af det danske Rige. Ligesom de tydske Rigs-Grundlove ved Adskillelsen af det tydske Rigs-Legeme sattes ud af Kraft: saaledes erholdt igjen ved Foreningen med Danmark den danske Grundlov (Konge-Loven) Gyldighed, og i Stedet for Rigs-Statsmyndigheden og den ved Samme indskrænkede hertugelige Landshøihed, saaledes som Samme vare fastsatte i Rigs-Grundlovene, traadte Kongen af Danmarks Statsmyndighed, saaledes som den er begrundet i Konge-Loven. Denne Holsteens Forening med det danske Monarchie er ikke ophævet ved Kongeus senere paafulgte Tiltrædelse for Holsteens Vedkommende til det tydske Forbund[42]. Det tydske Forbund er nemlig en folkeretlig Forening, hvilken kun kan forandre de enkelte til Foreningen hørende Landes statsretlige Forholde forsaavidt, som Forbundets Øiemeed og Grund-Bestemmelser fordre det. Hvorvidt dette i Henseende til Holsteen er Tilfældet, skal undersøges i det følgende Afsnit.
I Henseende til det statsretlige Omfang af Hertugdømmet Holsteen, er det allerede forhen omtalt, at Altona, Pinneberg og Ranzau, hvilke forhen vare ganske afsondrede Landsdele, ere ved Patentet af 9de Septbr. 1806 blevne forenede med Holsteen. Derimod høre de nordenfor Eideren beliggende sex Landsbyer Nübbel, Fockebeck, Gammel- og Ny-Bückelsdorf, Lehmbeck og Borgstedt, hvilke ved Delingen 1544 bleve adskilte fra Gottorp-Amt og forenede med Rendsborg-Amt[43], saavelsom Gammel-Staden og det nordenfor Eideren beliggende Kronverk af Staden Rendsborg, i statsretlig Henseende ikke til Holsteen, men til Slesvig eller Danmark. Det gamle Rendsborg blev vel i Aaret 1261 af Kong Abel aftraadt til de holsteenske Grever[44], men er dog, hvad Høiheden betræffer stedse blevet anseet som henhørende til Slesvig[45]. Da nu Christian den Femte udvidede Rendsborg ved Slotsgrundens Inddragelse i Fæstningsverkerne, og ved Anlæggelse af Nystaden eller Nyverket imod Sønden, saavelsom af Kronverket nordenfor Eideren, lod han over Gammel Stadens søndre Port sætte den i Aaret 1806 [formedelst det tydske Riges Opløsning og Tilintetgjørelse] igjen borttagne Indskrift: Eidora Romani terminus imperii, og erklærede dermed, at Gammel-Staden ikke hørte til det tydske, men til det danske Rige. Den søndenfor Eideren beliggende Nystad eller Nyverket ligger derimod paa holsteensk Grund, men maa som en Deel af Staden og Fæstningen Rendsborg dele Sammes Skjæbne. Ligesaa hører Høiheden over hele den slesvig-holsteenske Canal til Slesvig og ikke til Holsteen[46].
IV.
I de foregaaende Afsnit er viist, hvorledes Slesvig efter en langvarig Adskillelse igjen er blevet forenet med Danmark, hvorledes dermed den imidlertid bestaaende Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen, efterat begge Landes gamle Forfatning allerede var gaaet under, er ophævet, og hvorledes Holsteen, efterat det allerede siden 1773 heelt har staaet under det danske Kongehuus’s eensidige Høihed, er ved det tydske Riges Opløsning ligeledes blevet forenet med det danske Monarchie. Nu staaer endnu kun tilbage, at undersøge den retlige Natur af denne Forening.
Allerede det hidtil Sagte vil vise, at den respective Aar 1721 og 1806 foregaaede Forening af Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen med Danmark er af en ganske anden Beskaffenhed, end de i forrige Tider, nemlig 1533 og 1623, imellem den danske Krone og Hertugerne af Slesvig-Holsteen sluttede Unions-Pagter. Disse sidste vare af folkeretlig Natur, havde kun Betydning og Gyldighed, saa længe Danmark og Hertugdømmerne havde forskjellige Regjeringer, og have ved hiin Forening tabt deres Anvendelighed Den Forening, som her spørges om, er derimod af statsretlig Natur. Publicisterne pleie at skjelne tre Arter af statsretlige Forbindelser imellem forskjellige Lande: 1) En Personal-Union er tilstede, naar tvende Lande, som ved deres Forfatning aldeles ikke staae i nogen Forbindelse med hinanden, have den samme Regent. Her har hvert Land sin egen Forfatning og Regjering. En saadan Forening kan enten være temporær, som imellem Storbritannien og Hannover, hvilken efter hundredaarig Varighed vil ophøre ved den nærværende Konges Død[47], eller bestandig, som imellem Sverige og Norge[48], Rusland og Polen. (?) 2) En Incorporation indtræder, naar et hidtil for sig bestaaende Land forbindes med et andet paa den Maade, at det taber sin Selvstændighed, bliver en Deel af det Hele og med dette erholder lige Forfatning[49]. 3) En Real-Union finder endelig Sted, naar flere Lande ere saaledes uadskillelig forenede med hinanden, at de vel i det Hele have en fælles Forfatning og Regjering og derfor danne een Stat, men med Hensyn til enkelte statsretlige Forholde besidde deres særlige Forfatning. En saadan Real-Union er ofte kun Følge af en ufuldstændig Incorporation, idet at det ikke altid lykkes en Regjering, ganske at ophæve ny erhvervede Landes eiendommelige Forfatning og tilveiebringe en fuldkommen Eensformighed.
Anvender man disse statsretlige Begreber paa Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens Forbindelse med Danmark, saa er det aabenbare, at den sidste er en saakaldet Real-Union. Slesvig og Holsteen danne ingen Stat for sig, men de ere virkelige Bestanddele af den danske Stat [eller det danske Monarchie.] Thi ikke alene Regenten og den høieste Regjering igjennem Geheime-Statsraadet er fælles, men Danmark og Hertugdømmerne ere ogsaa ved deres Grund-Forfatning uadskillelig forbundne med hinanden, idet Regjeringen i disse som i hiint arves og udøves efter Konge-Loven, den eneste Grundlov, der ikke maa forandres uden Folkets Samtykke. De fleste høie Rigs-Collegier og Autoriteter saavelsom hele Statshuusholdningen tilligemed Statsgjælden, ere fælles. Alle Anstalter til Landets Forsvar, Hær, Flaade, Lands-Fæstninger, staae under een Styrelse og have lige Beskyttelse af samtlige Monarchiets Dele til Formaal. De udenrigske Stats-Forholde, de være af krigersk eller fredelig Natur, eller blot have Handels- eller diplomatiske Forbindelser til Gjenstand, angaae hele Staten. Een Indføds-Ret omslynger alle Monarchiets Dele, og giver enhver Undersaat, han have seet Verdens Lys under Islands Jøkler eller ved Elbens Bredder i et Palads eller i en ussel Hytte, lige statsborgerlige Rettigheder, lige Fordringer. Endog i Lovgivningen, hvori ellers den meste Forskjellighed finder Sted, viser sig i vis Henseende en Eenhed,i anden en Tendents til Eensformighed. Mange Anordninger ere nemlig udfærdigede for hele Staten, saasom Indigenat-Anordningen, Rigsbank-Forordningen; andre have efter deres Natur Hensyn til hele Monarchiet, som f. Ex. alle Forføininger, der angaae Geheime-Statsraadet, de høieste Rigs-Collegier o. a. m. Tendentsen til Eensformighed viser sig i den allerede fra Christian den Femtes Regjering bemærkelige og senere stedse mere fremtrædende Parallelisme i Danmarks og Hertugdømmernes Lovgivning idet nemlig lige Foranstaltninger og Forføininger, kun udgaaende fra forskjellige Autoriteter og modificerede ved de forskjellige Hensyn, udfærdiges omtrent paa samme Tid for begge[50]. I Stræben efter Eenhed i Stats-Forholdene grunder sig end videre det antagne Reciprocitets-Princip, ifølge hvilket der ei alene imellem Kongerigets og Hertugdømmernes Autoriteter og Communer skal finde det samme Forhold og lige Forpligtelser Sted i deres gjensidige Stilling som imellem Autoriteter og Communer i Hertugdømmerne, men ogsaa enkelte for Danmark udfærdigede Lovbestemmelser særlig foreskrives for Hertugdømmerne til Befølgelse i Reciprocitets-Tilfælde. Ogsaa har det allerede for længe siden været Regjeringens Hensigt, at tilveiebringe en eensformig Lovgivning, og der har til den Ende efter Holsteens i Aaret 1806 foregaaede Forening med Danmark været nedsat en Commission, for at udarbeide en ny Lovbog, ved hvilken Christian den Femtes danske Løv skulde lægges til Grund. Men dette saare ønskelige Foretagende er dengang ei kommet til Udførelse.
Hertugdømmernes særlige Forfatning viser sig, foruden, som allerede ommeldet, i den for Tiden endnu forskjellige Lovgivning, ogsaa i Justits-Forfatningen og Forvaltnings-Organisationen, som i mange Henseender afviger fra den i Danmark bestaaende; videre i Skatte-Væsenet, omendskjøndt de nyere Skatter, nemlig Grund- og Nyttes-Skatten, saavelsom Bank-Heftelsen, ere udskrevne for hele Staten efter en lige Maalestok; og endelig i Toldvæsenet. I sidste Henseende danne Hertugdømmerne endnu en fra Danmark adskilt Told-Forbindelse. Denne Afsondring virker imidlertid saa skadelig paa den indvortes Omsætning, at en Forening kan ikke andet end vise sig som ønskelig. Ved Ophævelse af Qvægtolden imellem Jylland og Slesvig (Placat af 12te Jan. 1827), saavelsom af Forpligtelsen at tilveiebringe Øvrigheds-Attester angaaende den indenlandske Qvalitet af de fra Hertugdømmerne til Danmark forsendendes Lands-Producter (Placat af 10de Decbr. 1830), ere Skridt hertil allerede gjorte. Da i Tydskland flere Stater have forenet sig til Dannelsen af fælles Told-Forbindelser, for at lette Undersaatternes Omsætning saa vil det saa meget mere være i Tidens Aand, at Dele af een Stat ikke mere adskilles ved forskjellige Toldsystemer.
Overhoved er der en Stræben synlig hos Regjeringen, til nøiere og inderligere at forene Danmark og Hertugdømmerne med hverandre ved den muligste Ophævelse eller Udjævning af de Sted findende Forskjelligheder, og saaledes at hæve Statens intensive Kraft, hvilken hovedsagelig beroer paa Regjeringens Eenhed og Eensformighed. Denne Stræben kan derfor ingenlunde dadles, men synes meget mere at være grundet i en rigtig Regjerings-Politik. En saadan Forening er væsentlig forskjellig fra en Sammensmeltning af Folkene, hvorimod der ivres af saa Mange[51]. Thi Eenhed og Eensformighed i retlige Hensyn kan vel bestaae, uden at Nationaliteten derved taber eller endog gaaer under.
Hertugdømmernes Forening med Danmark har iøvrigt medført væsentlige Fordele for dem. Ved den er først et saadant Foretagende blevet muligt, som den slesvig-holsteenske Canal, hvis Bygning har kostet flere Millioner, og af Hertugdømmerne vel ikke uden Danmarks Bistand havde kunnet bestrides[52]. Afseet fra de Fordele, som den danske Indføds-Ret giver, nyde Slesvigingerne og Holstenerne ogsaa lige Begunstigelser med Danmarks Indbyggere i Henseende til Sundtolden og Strømtolden i Belterne, saavelsom ogsaa i lige Handels-Frihed paa Island, de vestindiske Ølande og de danske Colonier paa Guinea-Kysten og i Ostindien. Imedens Middelhavet formedelst Barbareskernes Sørøverier var lukket for alle nordtydske Handlende, have Søfarende fra Hertugdømmerne under danskt Flag drevet en indbringende Fragtfart paa hine Farvande; thi den danske Regjerings Overeenskomster med Barbareskerne, tilveiebragte deels ved fredelige Underhandlinger, deels ved Vaabenmagt (som f. Ex. 1797 med Tripolis), have beskyttet den imod Forstyrrelser. Paa disse og andre Fordele have Slesvigingerne og Holstenerne som danske Undersaatter retlige Fordringer i Kraft af den bestaaende Forening med Danmark. Ved en Adskillelse vilde de kunne tabe den.
Fra dette Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens i sine Forbindelser og Følger udviklede Forhold til Danmark maa man upaatvivlelig gaae ud ved enhver Forandring i den bestaaende Landets Forfatning. Den nylig paa Tale bragte Indførelse af en Repræsentativ-Forfatning skal derfor vorde prøvet fra det angivne Synspunct. Hoved-Indholdet af de gjorte Forslag gaaer ud paa at indrette en stænderskt Forfatning for begge Hertugdømmerne, hvorved Landstænderne tilsikkres Med-Opsynet over Statshuusholdningen, Skatte-Bevillings Ret og Deeltagelse i Lovgivningen[53]. Hvad de Landstænderne tillæggendes Rettigheder angaaer, saa er det allerede foran berørt, at Statshuusholdningen er fælles for hele Staten. At indrømme Stænderne i en Provinds et Med-Opsyn over Samme, det være nu ved Forelæggelse af et Budget til Antagelse eller ved Aflæggelse af et Finants-Regnskab angaaende Stats-Indtægtens Anvendelse, det vilde paa den ene Side stride mod Stats-Regjeringens Eenhed, paa den anden Side være en Uretfærdighed i Henseende til Statens øvrige Dele. Ligeledes er Beskatnings-Retten en den hele Stats souveraine Magt alene tilkommende Rettighed. En Skatte-Bevillings Ret kan derfor ikke tillægges Stænderne i en enkelt Provinds. Thi naar Nødvendigheden af et nyt Skatte-Paalæg i Staten engang er tilstede, saa maa det af Alle bæres lige, og maa derfor ligesaa lidet kunne gjøres afhængigt af en enkelt Provinds’s som af en Statsborger-Classes Samtykke[54]. Heller ikke i Henseende til alle Love, som udfærdiges for hele Staten, eller til at bevirke Eensformighed eller Tilveiebringelse af en Reciprocitet for Hertugdømmerne alene, vil Landstænderne kunne tilstaaes nogen Medvirkning med Beføielse til ganske at forkaste samme, efterdi saadanne Love udflyde fra den høieste Magt i hele Staten. Naar man overveier, at den tydske Forbundsdags Beslutninger sættes i Kraft af Landsherren, uden at Indvilgelse fra Stænderne i nogetsomhelst Forbunds-Land dertil udfordres, saa vilde det saa meget mere være indlysende, at Love, der udfærdiges af Kongen som den hele Stats Regent, heller ikke kunne være bundne til nogen Indvilgelse af Provindsial-Stænder; thi Holsteens Forbindelse med Danmark var nøiere og mere forpligtende end den med Tydskland. De tre vigtigste Rettigheder, som skulle tillægges de nye indrettendes Landstænder, kunne derfor, i Kraft af den bestaaende Forening med Danmark, ikke tilstaaes dem i Hertugdømmerne; thi de have Hensyn til hele Staten, og kunne følgelig ikke udøves af en enkelt Provinds’s Stænder. At adskille Hertugdømmerne i de anførte Henseender fra Danmark, for at gjøre en Medvirkning af de provindsiale Stænder retligen mulig, vilde derimod ei alene være upolitisk og skadeligt, fordi Statens Eenhed derved bliver ophævet, og dens Kraft deelt, følgelig svækket, men ogsaa stride imod Monarchiets i Konge-Lovens 19de og 20de Artikel foreskrevne Udelelighed; thi denne Udelelighed krænkes ligesaavel, naar een Stat stilles i tvende, omendskjøndt under en fælles Regent, som naar den deles imellem flere Regenter. De i Hertugdømmerne mulig organiserendes Landstænder ville derfor kuns have Characteren af Provindsial-Stænder, til hvis Virkekreds der efter statsretlige Begreber, foruden Repræsentations- og Petitions-Retten, ikkun høre Provindsens Forvaltnings-Anliggender. Saaledes er det i alle Stater, hvor Provindsial-Stænder finde Sted, som f. Ex. i Preussen, Nederlandene (?). Ogsaa i Frankrige var dette fordum erkjendt; thi i de franske Valgforsamlingers cahiers for deres Deputerede til den almindelige Stænder-Forsamling i Aaret 1789 er ganske eensstemmig udtalt den Grundsætning, at de da værende eller ny indrettendes Provindsial-Stænder blot skulde være committerede til Provindsens Forvaltning. Der kunde vel endnu opstaae det Spørgsmaal, om der ikke efter den 13de Artikel i Forbunds-Acten udfordredes, at der i Holsteen indrettedes Landstænder med større Beføielser, end de, som efter almindelige Statsrets-Principer kunne tillægges Provindsial-Stænder. Men om det ogsaa sees af Forhandlingerne angaaende hiin Artikel, at deri er meent en Forfatning af en bestemt Betydning, saa er det dog tillige blevet erkjendt, at Østerrig og Preussen maatte i Henseende til Anordningen af landstænderske Forfatninger beholde friere Haand, med Hensyn til, at deres til det tydske Forbund hørende Lande ere Dele af et større Heelt. Da nu Holsteen staaer i et lignende Forhold til Danmark, som de østerrigske og preussiske Provindser i Tydskland til det østerrigske og preussiske Monarchie, saa er der ingen Tvivl om, at den samme Grundsætning ogsaa der maa komme til Anvendelse. Men afseet herifra, følger det allerede af Holsteens hidtil værende statsretlige Forhold, at den 13de Artikel kan taale en indskrænket Anvendelse; thi Holsteen var, da Kongen med Samme tiltraadte det tydske Forbund, allerede en integrerende Deel af det danske Monarchie. Forbundets Grundlovs-Bestemmelser kunne desaarsag, forsaavidt de have Hensyn til den indvortes Landets Forfatning, ikkun bringes til Anvendelse saavidt, som Holsteens statsretlige Forbindelse med Danmark tillader det[55].
Til Slutning er endnu den Fordring, der er gjort, at den forønskede stænderske Forfatning maa være fælles for begge Hertugdømmer Slesvig og Holsteen, at tage under nærmere Overveielse. Allerede foran er det viist, at den i Aaret 1460 grundede Forbindelse imellem begge Hertugdømmer er retlig ophævet ved Slesvigs Forening med Danmark i Aaret 1721, og at kun nexus socialis er, dog under Forbeholdenhed af den Kongelige Souverainitet, forundt det slesvigske Ridderskab med det holsteenske. Et retligt Krav paa en Forbindelse af Slesvig med Holsteen finder derfor ikke Sted. Der kan kuns blive Spørgsmaal, om begge Landes Forhold ere af den Art, at en saadan Forbindelse vilde være tilraadelig eller ønskelig. Men herimod kommer for det Første Nationaliteten i Betragtning. Den største Deel af Hertugdømmet Slesvigs Indbyggere hører nemlig til den danske Folkestamme[56] og taler det danske Sprog. I 118 Kirkesogne i Landet er Dansk ikke alene Folkesprog, men ogsaa Sproget ved Gudstjenesten og Folke-Underviisningen, og i 69 andre Kirkesogne, hvor Tydsk sædvanlig bruges ved Gudstjenesten og Skole-Underviisningen, er Dansk dog Folkets Sprog. Kun den sydlige Deel af Landet, hvor Tydsk (i 56 Kirkesogne), og et Strøg ved Vesterhavet, hvor Frisisk (i 33 Kirkesogne) er Folkesproget, gjøre en Undtagelse. Efter Folketallet regnet gives der 150,000 Danske, 80,000 Tydske og 25,000 Friser[57]. Det har just været en skadelig Følge af Slesvigs forrige Forbindelse med Holsteen, at Hertugdømmets danske, Fleertallet dannende Indbyggeres Nationalitet har lidt derunder. Grunden hertil ligger derudi, at det fyrstelige Hof og de høieste Lands-Autoriteter, hvilke netop havde deres Sæde i den sydligste (tydske) Deel af Landet, betjente sig af det tydske Sprog, at de ansatte Embedsmænd for det meste vare Tydskere, og at endog de fra de Dansk talende Districter, som kom til Embeder, paa Universitetet i Kiel erholdt tydsk Dannelse[58]. Først i den nyere Tid, som overhoved giver sig tilkjende ved en Stræben efter at fremdrage det Folke-Eiendommelige, er der af Regjeringen truffet Forføininger til at sætte det danske Sprog i de Egne, hvor det endnu er Folkets Sprog, igjen ind i dets gamle Rettigheder[59]. Denne Hensigt er i Særdeleshed udtalt i et under 19de Jan. 1811 fra den Kongelige Overret paa Gottorp udfærdiget Rescript, hvori det heder: „Det er Hans kongelige Majestæts Villie, at i de til Hertugdømmet Slesvig hørende Districter Amter og Øer, hvor Dansk tales, skal det danske Sprog efterhaanden almindelig indføres ved Gudstjenesten, ved Domstolene og ved alle offentlige Anliggender[60]“. Denne allerhøieste Villies-Erklæring er ikke blot grundet i en naturlig Politik, der er anvendt paa at befordre National-Sprogets større Udbredelse, men den er ogsaa en Retfærdigheds-Handling imod de Dansk talende Undersaatter, hvilke under dansk Regjering modtage alt fra deres Foresatte i et for dem fremmed for det meste uforstaaeligt Sprog. — En anden Omstændighed, som taler imod Slesvigs nøiere Forbindelse med Holsteen, er begge Landes i mange Henseender forskjellige Forfatning og Lovgivning. I Slesvig finder den gamle danske Inddeling i Herreder Sted, medens i Holsteen andre Districts-Inddelinger ere gængse. I hiint gjælder en gammel dansk Ret, den jydske Lov, og i nogle Materier Christian den Femtes danske Lovbog, som Landslov; i dette have derimod de gamle tydske Retter, og subsidarisk den romerske Ret, Gyldighed. Den oprindeligen forskjellige Nationalitet og Statsforbindelse er Grunden til denne Forskjellighed. Endeligen maatte og Holsteens Forhold til det tydske Forbund fraraade en saadan Forbindelse; thi denne kunde deels have den Følge, at Forpligtelser, som udspringe af Holsteens Forhold til det tydske Forbund, ogsaa udstraktes til Slesvig, deels kunde deraf, ligesom af den tidligere Forbindelse, udledes urigtige Slutninger.
En nærmere Forbindelse af Slesvig med Holsteen torde derfor hverken være saa ønskelig eller saa nødvendig, som der af Mange paastaaes; snarere synes den aldeles ikke engang at være i Slesvigs sande Interesse[61], og efter Konge Loven og det danske Monarchies Interesse kunde den vel vanskeligen lade sig retfærdiggjøre. Det lader sig end ikke gjette hvorfor en Forbindelse med Slesvig skulde være ønskelig for Holsteen. De fælles Forholde, som begge Hertugdømmer have med hinanden, ville og i Fremtiden vedvare; thi saa længe Holsteen er forenet med Danmark, forbliver det ogsaa i Forbindelse med Slesvig. En nærmere Forbindelse end denne vilde kun gaae ud paa en Adskillelse fra Danmark, og derfor være at forkaste.
Af det hidtil Sagte flyde følgende Resultater:
1) Organisationen af en stændersk Forfatning i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen med Rettighed til Med-Opsyn over Statshuusholdningen, til Skatte-Bevilling og til Deeltagelse i Lovgivningen, er uforenelig med Statens Eenhed og Udelelighed[62].
2) Skulde Indførelsen af en Repræsentativ-Forfatning befindes tilraadelig kunne Landstænderne ikkun tillægges saadanne Rettigheder, som efter almindelige Statsrets-Principer kunne tilkomme Provindsial-Stænder, og hvorved Statens Eenhed bliver bestaaende.
3) En Forbindelse af Slesvig med Holsteen er ikke retlig begrundet, og overhoved ikke overeensstemmende med Slesvigs Forholde og Interesser.
Danmarks afsondrede Beliggenhed, fjernt fra de Skuepladse, hvor Folkenes og Fyrsternes store Stridigheder udkæmpes, har beskyttet det for mange fordærvelige Krige; Regjeringens Viisdom har ligesaameget bevaret det for indvortes Uroligheder. Men denne Viisdom bestaaer i at følge de ved Souverainitetens Indførelse i Aarene 1660 og 1661 opstillede Principer, ved hvilke netop denne Statsforandring er bleven saa velgjørende for Danmark. Paa Adels-Aristocratiets Ruiner blev den uindskrænkede Throne grundet af Folket[63], og under dens Beskyttelse opblomstrede borgerlig Frihed og borgerlig Lighed[64]. Afskaffelsen af trykkende og for det offentlige Vel skadelige Privilegier, en ordnet og eensformig Forvaltning, en ny Lovbog, Ophævelse af Livegenskabet[65], ere nærmere eller fjernere Følger af denne Begivenhed. At følge hine Principer erkjendte Bernstorff for Danmarks Held, og i denne Overbeviisning svarede han i en Note af 1ste Juni 1792 den keiserlige og den preussiske Gesandt, hvilke opfordrede Danmark til Krig imod det revolutionære Frankrige: „Magternes første Øiemeed, der er dem værdigt, bestaaer deri, at bevare deres Undersaatter for den truende Smitte, som paa det Farligste og Virksomste udbreder sig. Kongen har naaet dertil paa en til hans Folks Aand svarende Maade. Han vil og kan ikke fjerne sig derifra[66]“.
Rettelser og Tillæg.
| S. | 8. | Lin. | 10. | Undersøgelse af læs: Undersøgelse af Acterne angaaende. |
| - | 11. | — | 21. | Efter Sjæland tilføies: om det slesvig-holsteenske Røre. |
| - | 16. | — | 1. | Tilføies: g) M. F. Blaunfeldt, de farligste Klipper for det danske Statsskib eller om Slesvigs Deling og Unions-Forhold; Januar 1849. Kbhvn. 8. h) Hele Slesvig eller Krig; ingen ny Vaabenstilstand; Af en Holstener; oversat og udg. af Pet. Chr. Koch, Redacteur af Dannevirke; Kbhvn. 1849. 8. |
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ De Danske have saa meget mere Føie til at ansee denne Greve-Slægt saaledes, som den i Kong Knut den Sjettes Tid værende holsteenske Greve Adolf III tog Partie med Oprøreren Biskop Waldemar af Slesvig, og senere have Greverne, da den onde Abel og hans Afkom fik Hertugdømmet, stedse understøttet disse mod Danmark, og tilsidst tilvendte de sig selv Hertugdømmet, og dette endog i større Udstrækning, end det havde under den abelske Stamme.
- ↑ See Prof. H. M. Velschows Bemærkninger om det slesvigske Ridderskabs Oprindelse S. 267 i andet Bind af Nyt historisk Tidsskrift.
- ↑ See Scriptores rer. Dan. T. I. p. 166. Nutidens Danske ville formodentlig finde denne deres gamle Krønikeskrivers Ord besandede, naar de læse M. F. Blaunfeldts Skrift om Danmarks Tilstand eller Vaaben-Stilstanden i Malmø. Kjøbenhavn 1848, 8. Om Tydskernes Lyst til at gribe om sig paa andre Folks Territorium tales noget i et Stykke om „Tydsklands Eenhed“ af sal. H. F. J. Estrup i det af Prof. J. F. Schouw udgivne Dansk Ugeskrift, anden Række, 3die Bind (Kjøbenhavn 1813. 8.) No. 53 S. 1—12.
- ↑ Jfr. afg. Provst K. Aagaards Beskrivelse over Tørning-Lehn, i Fortalen S. VII. Som et Exempel paa den herlige Tilstand, det hidtil Bestaaende medfører for de tydske Thingstude i Sønder-Jylland, kan anføres, efter samme Skrifts S. 73, at „i Tøndern skal en Proces have varet over 100 Aar.“ Dette maa vistnok tilskrives det tydske Rabulisteri, det Samme, som drev Sagerne ved den 1806 med det tydske Rige opløste Rigs-Kammerret, om hvilken man har dette Epigram af Kästner:
Wezlar ist der Olymp der deutschen Processe;
Denn auf Olymp wohnen die Unsterblichen. - ↑ Dets Titel er: Staats- und Erbrecht des Herzogthums Schleswig. Kritik des Commissions-Bedenkens über die Successions-Verhältnisse des Herzogthums Schleswig von N. Falck, M. Tönsen, C. Herrmann, Joh. Christiansen, C. O. Madai, Joh. Gust. Droysen, Georg Waitz, Joh. Chr. Ravit, L. Stein, Professoren an der Universität zu Kiel. Hamburg 1846. 8. Angaaende dette Stridsskrift see en Anonyms Yttringer i Skriftet: Das Commissions-Bedenken über die Successions-Verhältnisse des Herzogthums Schleswig, die Kieler Kritik desselben, und K. Samwers staatsrechtliche Untersuchung: die Vorgänge des Jahres 1721. Altona 1847. 8. Det sidste Skrift, som denne forstandige, maadeholdne og kyndige Anonym tager Hensyn til, er: Die Vorgänge des Jahres 1721, im Herzogthum Schleswig mit Rücksicht auf den veröffentlichten Auszug des Commissions Bedenkens, eine staatsrechliche Untersuchung von K. Samwer. Hamb. 1846. 8. Af samme Mand, en af hine Advocater, haves og et andet Skrift, nemlig: Das Commissions-Bedenken über die Erbfolge des Herzogthums Schleswig im ofsiciellen Auszuge. Mit Anmerkungen und einem Nachwort begleitet von K. Samwer. Hamb. 18417. 8.
- ↑ I en Opsats i det af ham udgivne Archiv für Geschichte etc. der Herzogthümer, 4de Aarg. (Kiel 1845. 8.) S. 204—10 har Prof. Falck søgt at forsvare sig imod den kjøbenhavnske Prof. J. E. Larsen, som i den roskildske Stænder-Forsamling skal have lagt ham den Skiften af Mening til Last; men man maa være enig med Mag. Allen, at han ikke med Held har opnaaet sin Hensigt, at bringe Samklang imellem sin ældre og nyere Mening. En ligesaadan Veirvane har, ifølge Estrups Beretning i dansk Ugeskrift, 2den Række 3de Bind. S. 261, ogsaa Syndicus Klenze viist sig at være; thi forhen antog han, at Konge-Lovens Arvefølge var, efter hvad der passerede 1721, gjældende i det Slesvigske, men senere vil han have, at der ved Konge-Loven skulde være sigtet ikke til hiin under dette Navn bekjendte og 1709 publicerede danske Grundlov af 1665, men til et Arve-Statut af 1650, som aldrig har gaaet under Navn af lex regia eller Konge-Loven.
- ↑ Jfr. Historisk Underretning om Landværnet. (Christiania 1830. 8.) § 62.
- ↑ Mag. Allen bemærker i foranførte sin fortræffelige Afhandling S. 10 meget rigtigen om Tydskerne, at det er et Grundtræk som gaaer igjennem deres Historie, overalt hvor de kunne det, at undertrykke fremmed Sprog og fremmed Nationalitet“. Hertil har tilbudet sig den bedste Leilighed i Hertugdømmet Slesvig, hvor ei alene de holsteenske Grever og deres Adel gjorde Alt hvad de formaaede til dette Øiemed, men ogsaa de ældre danske Konger af det oldenburgske (altsaa et tydskt) Huus, som paa Tydsk opdragne og tydsksindede, befordrede det Samme, og de sildigere ikke havde Klogskab og Kraft til at faae den begangne Uretfærdighed saavidt muligt forandret og dens videre Omgriben forebygget.
- ↑ Det kan vist heller ikke convenere enten Storbritannien eller Rusland eller Tydsklands Nabo Frankrige.
- ↑ Naar man læser de i Rigstidenden 1818 No. 311 indførte Betragtninger over den danske Regjerings Udkast til en Constitution for Danmark, saa seer man tydeligen, hvor de saakaldte Scandinaver ville hen, og at de, som de oftere forhen have givet at forstaae, sigte til Danmarks Optagelse i det norsk-svenske Statsforbund. De beklage derfor, at Konge-Lovens Thronfølge ikke, som Forbundets, er blot agnatisk, men agnatisk-cognatisk, da dette ogsaa lægger Hindringer i Veien for deres Ønskers Opfyldelse. Ligeledes forekommer det dem, at Indføds-Retten burde efter meget kort Tid kunne i Danmark opnaaes af Svenske og Nordmænd, medens det formenes rimeligt, at man gjør Tydskerne denne af disse saa yderlig misbrugte Adgang besværlig. Dette skal vel være Lokkemad for os og Svenskerne til at indrømme de Danske Indføds-Ret i Halvøens tvende Riger. Hvad Sverige angaaer, da har man vist ikke Føie til der med Tilfredshed at mindes de Danskes Indpas under den saakaldte calmarske Unions Tid, eller til at antage, at de Danske mindre end Tydskerne misbrugte den Adgang, de havde, til Rigets Stade. De Svenske lade sig derfor vist ikke bedaare af deslige scandinaviske eller danomaniske Projecter. Her i Norge har de Danskes Indpas under samme Periode, især ved den Adgang de havde faaet ved at indgifte sig i Landet (d. e. ægte norske Eiendomsmænds Døttre og derved her tilvende sig Besiddelser) at erholde statsborgerlige Rettigheder, særdeles bidraget til i Ulykkes-Aaret 1537 at berøve Norge sin Selvstændighed og bringe Riget under dansk Hørighed og Lydighed. Man kan derfor ikke troe, at de Norske, da man af egen Skade pleier at blive klog, ville bide paa den Krog, Scandinaverne d. e. Danomanerne ville have udkastet for dem; thi hvad Borgen har man vel for, at de Danske nu ere blevne mere paalidelige og ordholdne? Tydskerne vare nok saa snille og føielige i Napoleons Tid; men hvorledes ere de blevne, efterat de have mistet denne deres Mentor? I Slesvig-Holstenerne har man en tro Afbildning af dem.
- ↑ See den kongl. Declaration af 4de Mai 1848 i Christiania-Posten s. A. No. 16, den kongl. Proposition sammesteds i et Extra-Blad af 27de Mai, jfr. No. 11, samt dettes 3die Spalte, saa og Beslutningen i et Extra-Blad af 29de Mai. Jfr. Christiania-Posten 1848 i Tillæg til No. 139.
- ↑ Her sigtes formodentlig især til afg. Cancelliraad Jens Uve Lornsens slesvig-holsteenste Grillenfængerier i Skriftet „Ueber das Verfassungs-Werk in Schleswig-Holstein“ (Kiel 1830. 8.) Efter hans Tid har man været oversvømmet af en Mængde deels sværmerske deels endog forræderfke Skrifter, sigtende eller ledende til en Stats-Opløsning, om nogle af hvilke kan læses i Maanedsskrift for Literatur 5te samt 15de og 16de Bind. (Oversætterens Anmærkning).
- ↑ See, foruden Hansens Staatsbeschreibung S. 6 ff., J. H. Bredsdorff om Benævnelsen Sønder-Jylland, i Blandinger fra Sorø 10de Hefte (Slagelse 1839. 8.) S. 53—61. (Oversætterens Anmærkning).
- ↑ Jfr. Prof. R. Keyser’s Afhandling om Nordmændenes Herkomst og Folke-Slægtskab, i Sjette Bind af Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, hvor det S. 373—75 vises, at Sønder-Jylland er, ligesom Nørre-Jylland, tidligen blevet besat af den Green af den norrøne Stamme, som kaldtes Daner eller Danske, efterat de Folk af tydsk Stamme, som forhen havde boet i Landet, vare udvandrede til Britannien. Denne Besættelse af Danske gav naturligviis Anledning til, at Sønder-Jylland blev en Deel af det samlede danske Rige eller Danmark. (Ovs. Anm.)
- ↑ Efter T. Beckers historisk-geographiske Tidsskrift Orion S. 173 i 1ste Bind (Kbhavn 1839 8.), hvor der handles om Slægten Limbek, skal det ikke være foregaaet førend i Aaret 1407. (Overs. Anm.)
- ↑ Dette samvittighedsløse Menneske, som man maa betragte som hele det slesvig-holsteenske Uvæsens første Ophavsmand, characteriseres i et gammelt Skrift meget træffende at han var nomine Abel, re Cain. (Overs. Anm.).
- ↑ Denne Paastand var aldeles ubeføiet; thi Belehningen var kun tilsagt Grev Geert og Arvinger for det Tilfælde, at Hertug Waldemar Eriksen, som egentlig erholdt Lehnet, døde uden lovlig Arving (si domicellum Waldemarum ducem Jutiæ absque legitimo herede discedere contingeret); men dette Tilfælde indtraf ikke, eftersom Hertug Waldemar efterlod Livsarving, Sønnen Hertug Henrich, med hvem hans Afkom og den Abelske Stamme uddøde i Aaret 1375. Det er derfor Oversætteren ubegribeligt, hvorledes en saa skjønsom Mand, som afg. Capt. F. H. Jahn i sin Afhandling om Danmarks politisk-militære Historie fra Valdemar Atterdags Død indtil K. Albrecht af Sveriges Tilfangetagelse, i Magazin for militair Videnskab 9de Aarg. S. 118, har kunnet ansee det tvivlsomt, om ikke Aanden i Overeenskomsten af 1330 kunde tale for de holsteenske Grever, omendskjønt han erkjender, at Ordene ere dem imod, da det dog er klart, at hvad der ikke laa i Ordene, ikke var betinget. Jahn har altsaa i denne Henseende løbet ligesaa surr, som naar han i samme Afhandling S. 125 ff. snakker om den norske Thronfølge efter K. Olaf Haakonsens Død 1387, hvorom Oversætteren maa henvise til Saml. til det norske Folks Sprog og Historie 3die B. S. 185 ff. og Langes Norske Tidsskrift 1ste Aarg. S. 226 ff. (Overs. Anm).
- ↑ „Bondestanden tog“ — siger Forfatteren i Geschichte und Zustände des Herzogthums Schleswig oder Süd-Jütland S. 221 — „ingen Deel i Stændernes Rettigheder. Den var endog ved Privilegiet af 1460 underkastet Landsherrens vilkaarlige Beskatnings-Ret. Vel pleiede den endnu at besøge Landsthingene paa Urnehoved og der yttre sig angaaende Landets Anliggender; men dette ophørte, efterat i Aaret 1521 Landdagene paa Urnehoved, efter Bondestandens frugtesløse Erklæring til Christian den Andens Fordeel, bleve ophævede og forlagte til Flensborg“. Bønderne i Sønder-Jylland (følgelig Indbyggernes Pluralitet) tabte altsaa aabenbare ved Hertugdømmernes foregivne magna charta af 1460 og ved Landets Forbindelse med det tydske Land Holsteen. Om Landdagen meddeles Underretning i 2det Bind S. 204 ff. af Prof. Falcks Handbuch des schleswig-holsteinischen Privat-Rechts. (Overs. Anm.)
- ↑ Her maa Oversætteren tillade sig angaaende denne Sag at henvise til den velbegrundede (ved forhen anførte Prof. Falcks Fortale 1842 til „die Landes-Rechte“ foranledigede) Afhandling af den fortjente Historiker H. F. J. Estrup: „Findes der virkelig intet Spor til, at danske Konger have deelt den hos Skribenter forekommende Anskuelse, at Arvefølgen i Hertugdømmet Slesvig er bleven forandret i Aaret 1721“? indført 1843 i det af Prof. J. F. Schouw i Købvn. redigerede „Dansk Ugeskrift“, Anden Række, 3die Bind No. 58 S. 81—96. Cfr. samme Forfatters Sidste Grunde for den evige Forbindelse mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig“, sammesteds No. 69 S. 257—72. Foruden det Historiske og Statsretlige, som begge disse Stykker indeholde, har Forfatteren indstrøet adskillige politiske Bemærkninger, som fortjene Opmærksomhed. Saavel disse 2de ypperlige Afhandlinger som den foran S. 78 nævnte i Blandinger fra Sorø, kunde til Tydskernes Belærelse fortjene en Oversættelse i det Tydske. (Ov. Anm.))
- ↑ Dette Document skal for nyligen ogsaa være blevet trykt, nemlig i den af det slesvig-holsteen-lauenburgske Samfund for Fædrelandets Historie 1844 begyndte Samling „Nordalbingische Studien“ kaldet, men denne har Oversætteren ei ved Haanden. (Ov. Anm.)
- ↑ Falcks Udgave af [Oversættelsen af] den Jydske Lov S. 228 Note **).
(Forfatterens Anm.)
- ↑ I hvilken bedrøvelig Tilstand Retsvæsenet befinder sig i det Slesvigske, kan man læse sig til hos den med overlegent practisk Blik udrustede Advocat M. F. Blaunfeldt i hans forhen anførte staatsrechtliche Stellung des Herzogthums Schleswig S. 62—69. (Overs. Anm.)
- ↑ Om de fransk-engelske Garantier for Slesvig af 1720 har Mag. Grimur Thomsen meddeelt Oplysning i Prof. Kriegers Anti-slesvig-holsteenske Fragmenters 3die Heste; see især S. 111—18. Skulde disse Garantier, som Nogle, skjøndt vist uden Grund, have paastaaet, ikke gjælde hele Hertugdømmet, men ikkun den forrige gottorpske Andeel, indsees dog ikke, at dette kan komme det oprørske Partie tilgode; thi denne Andeel udgjorde egentlig de sydlige og vestlige Districter, hvor den tydske Stammes Sprog især er Folkets Sprog, og naar denne Andeel efter Garantierne maa blive ved Danmark, kunne Oprørerne saa meget mindre forlange den øvrige Andeel af Landet, hvor det Danske er Folkesproget og Nationaliteten ikke kan henføres til den tydske, skilt fra Danmark og underlagt Tydskland Efter H. K. Reedtz’s Repertoire p. 184 have i Aaret 1732 den daværende romerske Keiser Carl den Sjette at Østerrige og daværende russiske Keiserinde Anna garanteret Kongen af Danmark hans Besiddelser, følgeligen ogsaa hele Hertugdømmet Slesvig; cfr. J. F. Hansens vollständigere Staatsbeschreibung des Herzogth. Schleswig S. 259. Med hiin russiske Garantie af 1732 maa sammenholdes Thronfølgeren Storfyrst Pauls Renunciations-Act paa Hertugdømmet Slesvig af 20⁄31 Mai 1773 i Falcks Sammlung der wichtigsten Urkunden o. s. v. S. 330—31. Det heder ogsaa, at daværende Konge af Preussen, Fred. Wilhelm I, skal 1715 have garanteret Kongen af Danmark det Slesvigske. (Overs. Anm)
- ↑ Der tør vel ogsaa være sigtet til Dronning Margretas Forlehning af 1386 til Greve Geert VI, hvilken var en Følge af Greve Geert den Femtes Adfærd, og til den vordingborgske Fred af 1135 imellem Kong Erik af Pommern og Hertug Adolf den Ottende. (Ov. Anm.)
- ↑ Naar man læser Patentets Ord i Forbindelse med Hyldings-Eeden, maa Meningen blive klar og tydelig nok, og være den, som Forfatteren her har deduceret. I Prof. Falcks Skrift S. 86 staaer i Patentet: selbigen Antheil mit dem Unserigen zu vereinigen und Dero Behueff osv. i Stedet for: selvigen Antheil mit dem Unserigen zu vereinigen und zu incorporieren und Dero Behueff o. s. v.; men at disse Ord „und zu incorporiren“ ved en Feiltagelse ere udeladte, har Falck selv erkjendt i det af ham, i Forening med otte andre kielske Professorer, 1846 udgivne Skrift „Staats- und Erbrecht des Herzogth. Schleswig“ S. 36, og de findes ogsaa optagne i hans Sammlung der wichtigsten Urkunden, welche auf das Staatsrecht der Herzogth. Schleswig und Holstein Bezug haben (Kiel 1847. 8.) S. 277. At Ordene „Dero Kron“, der i Hyldings-Eeden findes i Forbindelse med Ordene „wieder zu incorporiren“, ei netop have noget Tilsvarende i Patentet, dette maa have forledet ham til den yttrede Formening, hvilken, endog uden Hensyn til Ordene „Dero Kron“, maa bortfalde, naar Patentet læses i sin hele Sammenhæng, især hvad der næst foran deri siges om Garantierne. Jfr. tillige Molbech i Nyt historisk Tidsskrift 1ste Bind S. 411. Om Betydningen af Ordet „incorporere“ see det i Altona 1847 udkomne Skrift: Das Commissions-Bedenken über die Successions-Verhältnisse des Herzogth. Schleswig, die Kieler Kritik desselben und K. Samwers staatsrechliche Untersuchung die Vorgänge des Jahres 1721,“ S. 30 ff. (Ov. Anm.)
- ↑ I Anledning af Ridderskabets til den tydske Forbunds-Forsamling indgivne Andragende, som blev afgjort af Forsamlingen den 27de Novbr. 1823, lod den hannoverske Regjering under Forhandlingerne yttre, at den danske Konge-Lov er indført i Hertugdømmet Slesvig. See Blaunfeldts foranførte Staatsrechliche Stellung o. s. v. S. 22. De i Landet 1721 boende Hoveder for det sønderborgske Huus, nemlig af den 1779 uddøde ældste glyksborgske eller lyksborgske Linie, og Hertugen af Augustenborg, aflagde, ligesom de øvrige Hyldende, deres Arve-Hyldings-Eed til Kongen secundum tenorem legis regiæ; deres Sværgen i disse Udtryk kan jo ikke gives anden Mening, end at Hertugdømmet skulde blive ved Kronen og arves af de til den danske Krone arveberettigede ei alene mandlige men ogsaa qvindelige Personer af K. Frederik den Tredies Afkom i den i Konge-Loven foreskrevne Orden. Den augustenborgske Linie har altsaa den Tid uden Indvending erkjendt hvad der skede, og kan med Ære ikke fragaae denne Handling, som følgelig maa blive bindende for den. Den har og, rimeligviis fordi den selv fandt dette, og rimeligviis længe førend den nærværende Hertugs Forældres Renunciations-Erklæring af 28de Mai 1786, som haves trykt i C. F. A. Ostwalds 1848 udgivne Samling S. 215, blev afgiven, ophørt med den saakaldte „Lehns-Muthing“, som efter Lehnsretten er en ueftergivelig Betingelse for Sideliniers Agnater, om de ville bevare deres eventuelle Ret til at fordre Lehnet i sin Tid, hvorfor ogsaa Lehns-Muthingen i Hertugdømmet Slesvig blev ved det odenseiske Forlig af 1579, Art. 6, fordret som en Nødvendighed. At den beckiske eller siden 1828 nye glyksborgske Linie, efter hvad man har hørt, ligeledes for længst har undladt at melde sig med Lehns Muthing, har formodentlig ogsaa havt sin Grund i Erkjendelse af, at den 1720, 1721 og 1773 foregaaede Forandring i Henseende til Hertugdømmet Slesvigs Forhold og Indførelse af Konge-Lovens Arvefølge selvfølgeligen maatte have Indflydelse paa den Adgang, denne Linie muligen tidligere kunde have havt tit Lehns-Successionen i Hertugdømmet. (Overs. Anm.)
- ↑ Med Hensyn til den Declaration, som er føiet til Conventionen af 1ste Sept. 1819 angaaende Norges og Danmarks Mellemværende. (Overs. Anmærkning.)
- ↑ Denne „selskabelige Forbindelse“ har til Formaal Besørgelsen af adskillige private Anliggender, som det slesvigske Ridderskab har tilfælles med det holsteenske, f. Ex. i Henseende til de fire adelige Jomfru-Klostre, nemlig i Slesvig, Itzehoe, Preez og Uetersen. (Overs. Anm.)
- ↑ Denne Over-Ret er ophævet ved Oprettelsen i Aaret 1834 af en slesvig-holsteensk Regjering paa Gottorp Slot og en slesvig-holsteen-lauenburgsk Over-Appellations-Ret i Kiel. Disse saavelsom de i Texten anførte Forandringer vise tydelig nok, at Saadant ikke staaer i nogen Forbindelse med en constitutionel Forening imellem Hertugdømmerne indbyrdes, men beroer ene og alene paa Regentens Godtbefindende. (Overs. Anm.)
- ↑ Udi afg. J. F. W. Schlegels, af Prof. Falck selv fra Fransk paa Tydsk oversatte, Skrift „über die staatsrechtliche Verbindung der Herzogthümer Schleswig und Holstein und über die Ansprüche beider Länder auf eine ständische Verfassung“ (Kiel 1816. 8) er S. 29 yttret, at den Forbindelse som i lang Tid har fundet Sted imellem Hertugdømmerne, er tilfældigviis foranlediget ved Omstændighederne, men beroer ikke paa nogen offentlig Act. Falck i sin Anmærkning til S. 30 erkjender ogsaa, at for Hertugdømmernes Forbindelse lader der sig vel ikke opvise nogen særlig og udtrykkelig Overeenskomst, men mener, at den alligevel i aabenbare Facta ligger klart nok for Øinene. Han spørger, om noget kan være mere afgjørende, end at disse 2de Lande i Fællesskab vælge en Landsherre; at de lade sig meddele et Document om deres Rettigheder og Friheder; at de hos den valgte Landsherre udvirke sig det Tilsagn, at lade disse Lande blive evig tilsammen og udeelte; hvorhos han anfører nogle andre formeentlige Data for sin Formening. Disse sidste gjælde vist nok ikke mere, end de her anførte, med hvilke det ikke er synderlig bevendt; thi Valgretten havde, som forhen anmærket og af v. Kampz beviist, ingen Grund, og er desuden for længst tilintetgjort, og hvad den evige Sammenbliven betræffer, da stod der i Privilegiet eller Forsikkrings-Acten af 1460 ikke, at disse Lande skulde blive evig tilsammen „ungescheden“ eller „ungetrennt“ (uadskilte), saaledes som det heder i Patentet om Holsteens Indlemmelse i det danske Monarchie af 9de Septbr. 1806, men alene, at de skulde blive evig tilsammen „ungedeelt“ (udeelte d. e. uudskiftede mellem Landsherrens Arvinger, saaledes som nemlig Tilfældet siden 1239 oftere havde været med Holsteen under Greverne af det schauenburgske Huus), hvilken Bestemmelse allerede bortfaldt 1490 ved Delingen imellem Kong Hans og hans yngre Broder Frederik, ligesom den heller ikke 1544 blev agtet gyldig af K. Christian den Tredie og hans Brødre, da de delede Hertugdømmerne. Man see ellers om denne Materie Estrups forhen anførte historiske Undersøgelse. Men hvorledes det hermed end maatte forholde sig efter bemeldte Act, saa maa det være bortfaldet efter hvad der er foregaaet i Aarene 1720, 1721 og 1773, hvorefter det ikke med mindste Føie, kan modsiges, at Hertugdømmet Slesvig med alle dets Tilliggelser skal til evig Tid forblive ved Kongen af Danmark og hans Successorer til Kronen d. e. ved Danmark eller den danske Krone, og det efter Konge-Lovens Lydelse. Det var derfor med god Føie, at den preussiske Regjering, som i 1715 garanterede Danmark den gottorpske Andeel af Hertugdømmet og 1815 deeltog i den alt Oprør fiendtlige hellige Alliance, men i 1818 understøttede Oprøret, lod — i Anledning af Ridderskabets den 27de Novbr. 1823 afgjorte — Andragende til den tydske Forbunds-Forsamling — den 10de Juli ved sin Repræsentant i Forsamlingen erklære, at „Vedligedoldelsen af Holsteens Forbindelse med Hertugdømmet Slesvig allerede af den Grund ikke var nogen Gjenstand hvortil Indvirkning fra Forbundets Side kunde tænkes at strække sig, efterdi Hertugdømmet Slesvig ikke hører til de tydske Forbunds-Lande, og derfor ligger aldeles udenfor Forbundets Indflydelse; jfr. Blaunfeldts foranførte Staatsrechtliche Stellung osv. S. 22 ff. (Ov. Anm.)
- ↑ Desuden bleve jo Landstænderne flere Gange efter 1658 samlede, hvilket viser, at den da omhandlede Souverainitet var noget Andet, end den, som nævnes i Resolutionen af 1732 og de senere Privilegie-Confirmationer. (Overs. Anm.)
- ↑ Landstændernes Rettighed og Virksomhed var nemlig allerede nogle Aar før 1721 bleven et Intet, som herefter bliver viist, saa at der var ingen Autoritet i Hertugdømmet, som kunde dele den høieste Myndighed med Kongen. (Overs. Anm.)
- ↑ Jfr. Forfatterens Geschichte o. s. v. S. 342 f. og de af L. S. Navne udgivne Breve om det slesvig-holsteenske Røre. (1ste Saml) Kbhvn. 1847. 8. S. 69. (Overs. Anm.)
- ↑ Det var derfor med god Grund, at den tydske Forbunds-Forsamling i Aaret 1823 den 27de Novbr. erklærede med Hensyn til Holsteen, at den stænderske Forfatning ikke længere var i erkjendt Virksomhed. Grunden til at den stænderske Forfatning tabte sig i Hertugdømmerne, forsaavidt den der har fundet Sted (thi i Ditmarsken og de forrige grevelige schauenburgsk-pinnebergske Besiddelser har den neppe existeret), ligesom i andre Lande, og deriblandt i Særdeleshed i de Stater, hvori det tydske Rige var udstykket og tilsidst aldeles opløste sig, var fornemmelig, at man fandt sig brøstholden med Stændernes Organisation, da de i Almindelighed kun repræsenterede particulære Interesser og ikke Folkets, og derfor lod man disse Stænders Virksomhed efterhaanden døe hen, især da man havde nogle Landes Exempel for sig, f. Ex. Frankriges under Richelieu, og man levede i det Haab, at Folkets Interesse skulde vorde bedre varetaget og betrygget ved den arvelige Monarchs uindskrænkede Myndighed, efterdi hans og Families eget Vel forudsattes at falde sammen med Statens eller Folkets Vel. Jfr. F. Schiern’s Afhandling „om Absolutismens Udvikling“, i Dansk Tidsskrift No. 2. S. 181 ff., saa og P. v. Kobbe’s Schleswig-holsteinische Geschichte von 1691 bis 1808. (Altona 1834. 8.) S. 311 ff. (Overs. Anm.)
- ↑ Denne i flere Henseender fortjente Lærde var selv født i det Slesvigske. Forfatteren sigter her uden Tvivl til S. 52 i anden Deel af Hojers Friederich des Vierten Leben, udgivet i Tøndern 1829 af Prof. Falck i 2de Dele. (Ov. Anm.)
- ↑ Denne falske Lære, i Forbindelse med slette Menneskers ærgjerrige og egennyttige Hensigter, maa det i Aaret 1848 til Hertugdømmet Slesvigs og vel ogsaa til Holsteens Ulykke udbrudte slesvig-holsteenske eller augustenborgske Oprør ene tilskrives. (Overs. Anm.)
- ↑ Ligesom ved det 1848 udbrudte Oprør. De samvittighedsløse Anstiftere af dette Oprør have ikke erindret sig, at Krig, som Th. Chr. Bruun har sagt, sænker Verden i et Ocean af alle Onder. (Overs. Anm.)
- ↑ Rigtigere vilde Forfatteren her have brugt Udtrykket: „gjenforenet“. (Overs. Anm.)
- ↑ Det Samme maa ligeledes have været Tilfældet med den ved 2de Forordninger af 31te Maj 1781 i Hertugdømmerne paabudne Qvartprocent-Skat, og den under 12te Septbr. 1792 sammesteds paabudne Arve-Afgift, samt med den ved Forordn. af §de Febr. 1810 paabudne Indkomstskat og den ved en anden Forordning af s. D. paalagte Afgift af 1⁄2 Procent af faste Eiendommes Værdi ved disses Overdragelse til andre Eiere m. v. I det mindste slutter man dette af den af vor Forfatter, i hans Geschichte und Zustände des Herzogth. Schleswig oder Süd-Jütland S. 275, anførte Indhold af ovenmeldte Resolution af 27de April 1712, der er given af begge da værende og da enige Landsherskaber; hvilken Resolution synes, med Hensyn til Hertugdømmernes constitutionelle Forfatning, at være af næsten ligesaa stor Betydning, som 3die Artikel i den travendahlske Fredsslutning, og at have havt sin nærmeste Kilde i den tredie af de saa kaldte separate Artikler af 21de Marts 1709, hvilke ere anførte i F. C. Dahlmanns Darstellung des dem schleswig-holsteinischen Landtage zustehenden Steuer-Bewilligungs-Rechts. (Kiel 1819. 8.) S. 53 ff. cfr. sammesteds S. 75—71. (Overs. Anm.)
- ↑ See den berømmelige Grandsker A. G. Carstens’s Afhandling: wahrer Begriff von der in Kaisers Fried. II Uebertragungs-Brief vom J. 1211 enthaltener Gränzbestimmung für das deutsche und dänische Reich, i V. A. Heinzes neues kielisches Magazin 1 B. (Kopenh 1786. 8.) S. 213—30. — Naar det slesvig-holsteenske eller oprørske Partie ei vil erkjende den i Sønder-Jylland eller Hertugdømmet Slesvig ifølge det 1720 og 1721 samt 1773 Passerede bestaaende Forfatning men gaaer tilbage til noget ældre Ugjældende, nemlig til Forsikkrings-Acten af 1460, kunne de Danske ligesaa godt, med Hensyn til Holsteen, paaberaabe sig den senere bortfaldne Fred af 1214 og dens Stadfæstelse af 1301 som endnu gyldige Adkomster for Holsteens Forening med Danmark, og sige, at alt hvad senere indtil 1806 er passeret i Henseende til Holsteen, er dødt og magtesløst. (Overs. Anm.)
- ↑ Jfr. en Ashandting i den af D. G. Monrad redigerede Samling „Gjengangeren, indeholdende Bidrag til den nyeste Tids Historie“. (Kbhvn. 1844. 8.) S. 131 ff. (Overs. Anm.)
- ↑ Der kan vel opkastes Tvivl, om denne Tiltrædelse til det tydske Forbund ikke var et Misgreb. Men hvorledes det end hermed maatte forholde sig, saa, da det engang er skeet, kan der opkastes det Spørgsmaal, om ikke denne Tiltrædelse derved har tabt sin Virkning, at man ved de oprørske Bevægelser 1848 i Tydskland, sigtende til at forvandle det tydske Forbund fra en folkeretlig Forbindelse imellem Forbundets Stater igjen til en statsretlig Forbindelse som Forbundsstat, og Tydskland altsaa har gjort sig skyldig i et Pagtbrud imod Kongen af Danmark som Hertug af Holsteen. Det Eneste, som kan siges herimod, er maaskee, at Kongen, i sit Svar til den slesvig-holsteenske Oprørs-Deputation af 21de Marts 1848 (Anti-Slesvig-holsteenske Fragmenter 4de Hefte S. 126) har erklæret at ville, naar han har ordnet Holsteens særlige Forfatning, slutte sig til Bestræbelserne for Oprettelsen af et kraftigt og folkeligt tydsk Parliament, og saaledes muligen kan synes at have frafaldet den Ret, Pagtbrudet gav ham som Hotsteens souveraine Regent; men Yttringen er dog noget ubestemt, og desuden var Tydskernes Pagtbrud endnu ikke indtruffet, eller var endnu ubekjendt for Kongen. (Overs. Anm.)
- ↑ Forføining af 12te Aug. 1778. (Forf Anm.)
- ↑ Hermed kan sammenholdes Forfatterens Gesch. und Zustände des Herzogth. Schleswig oder Süd-Jütland S. 129, 13], 133—31, 161, 214, 266—67, hvoraf et Par her indløbne Smaafeil kan berigtiges. (Ov. Anm.)
- ↑ Forføining af 29de April 1671. (Forf. Anm.)
- ↑ Patent af 5te Juni 1813. (Forf. Anm.)
- ↑ Den ophørte ved K. William den Fjerdes Død den 20de Juni 1837. Efter det i Kbhvn. 1848 udkomne og efter det Tydske oversatte Skrift „Opstanden i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen og Preussens Adfærd mod Danmark“ S. 16 maa sluttes, at det preussiske Sendebud i London har i en til Udenrigsministeren sammesteds afgiven Memoire foregivet, at Forbindelsen imellem Danmark og Hertugdømmerne ikke er af anden Art, end den, der (indtil 1837) fandt Sted imellem Storbritannien og Hannover. Da nu en Mand i Sendebudets Stilling umulig kunde være uvidende om den Forbindelses Natur, som fandt Sted imellem nysnævnte Riger, og at Forbindelsen imellem Danmark og Hertugdømmerne var af en ganske anden Beskaffenhed: saa maa man antage, at denne den tydske Propagandas Haandlanger og det oprørske slesvig holsteenske Parties Redskab har skrevet imod bedre Vidende for at føre Vedkommende bag Lyset; og naar han nu i et saa klart Tilfælde har kunnet tillade sig Saadant, er man da ikke beføiet til at slutte, at han imod bedre Vidende har debiteret de øvrigt Urigtigheder, hvori han har ladet sig finde? (Overs. Anm.)
- ↑ Foreningen imellem Norge og Sverige er grundet paa Overeenskomst imellem begge disse Rigers Folk; hvorimod Forbindelsen imellem Storbritannien og Hannover ikke havde nogen saadan Grundvold, men var aldeles tilfældig, og derfor neppe engang fortjente Navn af en Forening (Union.) Jfr. Norges constitutionelle eller grundlovbestemte Ret ved F. Stang. (Christiania 1833. 8.) især S. 57—61. (Overs. Anm.)
- ↑ Af denne Beskaffenhed var den Forening, som fra 1337 fandt Sted imellem Norge og Danmark. See Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie 2 B. S. 60, 520, 517, 593, 597—602, 3 B. S. 169—72. Derimod var den Forbindelse, som 1397 blev sluttet imellem de tre nordiske Riger, og ligeledes den, som ved den bergenske Overeenskomst af 1450 sluttedes imellem Norge og Danmark, en Personal-Union eller et Statsforbund ligesom den nu siden 1814 værende imellem Norge og Sverige, skjøndt under slettere Former end denne nu værende. Den Forbindelse, som fra 1388 indtil den calmarske Union 1397 fandt Sted imellem Norge og Danmark, var aldeles tilfældig, ligesom den imellem Storbritannien og Hannover fra 1714 til 1837; hvilket er klart af Acten angaaende Margretas Udkaarelse 1388 til Norges Dronning, der er indført i Grønlands historiske Mindesmærker 3die B. S. 130—35, hvor den er nøiagtigere aftrykt, end i Suhms Nye Samlinger til den danske (og norske) Historie 3die B. S. 385—87. Jfr. Langes Norske Tidsskrift, 1ste Aarg. S. 230. (Overs. Anm.)
- ↑ Undertiden har man endog, hvor man dog sigtede til lige Forføininger i begge Hertugdømmerne, givet særskilte og til forskjellig Tid udfærdigede Anordninger for ethvert af dem. Dette var Tilfældet med Forordningen angaaende Ophævelse af Familie- og andre Løsnings- eller Gjenkjøbs-Ret til Jord (das Beispruchs-Recht), da den for det Slesvigske udkom under 16de Novbr. 1798 og den for Holsteen under 8de Febr. 1799. (Overs. Anm.)
- ↑ Dette er heel forskjelligt fra Tydskernes eller det slesvig-holsteenske Parties skamløse Bestræbelser for at paanøde det danske Folk i Sønder-Jylland eller Hertugdømmet Slesvig det tydske Sprog som Skole- og Kirkesprog, saavelsom og som Rettergangs-Sprog, og at ville forbyde de danske Deputerede i den slesvigske Stænder-Forsamling at bruge deres Modersmaal. Ved den af Professor N. Falck i 2det Bind af Kieler-Blätter S. 77 ff. med Indledning og Tillæg udgivne Skrivelse fra D. H. Hegewisch angaaende de Følger, som af forskjellige Folks Forening under een Regjering kunne opstaae for disse Folks Sprog, erkjender Udgiveren S. 122, med Hensyn til det danske Sprog, i den Deel af Sønder-Jylland, hvor det er Folkets Sprog, at „Lands-Sprogets Gjen-Indførelse i alle offentlige Anliggender er Folkets retfærdige Krav“. Hvorledes kan da Udgiveren forsvare for Gud og sin Samvittighed, at han, som Præsident i den slesvigske Stænder-Forsamling 1842, tillod sig at negte den Stænder-Deputerede P. H. Lorenzen at tale det danske Sprog? (Ov. Anm.)
- ↑ Bekostningen har vel i sin Tid ei heller været uden Indflydelse paa Norge, som da forenet med Danmark? (Overs. Anm.)
- ↑ Jfr. Cancellie-Raad Lornsens og Syndicus Klenzes Skrifter. (Forf. Anm.)
- ↑ Der har af det slesvig-holsteenske Partie været klaget over, at Hertugdømmerne have været forfordelede (prægraverede) af Danmark. Herom see et Stykke i Prof. J. F. Schouws Dansk Tidsskrift No. 1 S. 21—58, saa og et Skrift “om Hertugdømmernes Forhold til National-Banken i Kbhvn“; udkommet i Kbhvn. 1844. 8. (Overs. Anm.)
- ↑ Hvis Tydskland ophører at være, hvad det tydske Forbund af 1815 skulde være, en folkeretlig Forbindelse imellem dets Stater, men vorder en Stats-Eenhed under et tydsk Parliament, saaledes som der nu lægges an paa, vil Holsteen meest passende erholde en egen stændersk Forfatning, adskilt fra den øvrige danske Stats, hvilket og er tilsagt i K. Frederik den 7des Svar af 24de Marts 1848 til de oprørske Slesvig-Holsteneres Deputation. Skulde Omstændighederne imidlertid medføre, at ikke den danske Konge-Lovs Arvefølge blev gjældende for hele Hertugdømmet Holsteen, saaledes som unegtelig maa antages for en Følge af Hoved-Bestemmelsen at være tilsigtet ved det aabne Brev af 9de Sept. 1806, men kun nogle Dele deraf, saasom Herskabet Pinneberg med Tilliggelser og Grevskabet Ranzau (jfr. C. Paulsen für Dänemark und für Holstein; Altona 1836. 8. S. 29), forblive (ligesom Hertugdømmet Lauenburg) ved det danske Kongehuus: saa vilde den stænderske Forfatning i Holsteen med Tiden rimeligviis vorde adsplittet og forandret. Dette vil dog forhaabentlig efter al Rimelighed ikke skee; thi efter hvad Prof. J. E. Larsen har viist i sin Afhandling om Anvendelsen af Samforlehningen med Hensyn til Successionen i Hertugdømmet Holsteen (i det Hefte af Anti-slesvig-holsteenske Fragmenter S. 36), da maa begge de tilbageværende Linier af det sønderborgske Huus, nemlig den augustenborgske og den beckiske eller nyglyksborgske, ansees at have, da det tydske Rige opløstes i Aaret 1806, for længst ved Forsømmelse af den samlede Haand tabt deres Successions-Rettigheder, og Tilværelsen af Agnater i disse Linier kan ikke være til Hinder for, at Landet efter de successionsberettigede Agnaters Ophør gaaer over til de nærmeste Cognater. Slesvig-Holstenernes Phantom Hertugen af Augustenborg, hvem man vel kan betragte som en Nordens Don-Miguel, er altsaa, om K. Frederik VII skulde ved Døden afgaae uden mandlig Afkom, ligesaa illegitim til at succedere i Holsteen, som han, efter hvad der er foregaaet 1720, 1721 og 1773, hvortil endnu kommer hans Forældres under 28 Mai 1786 afgivne Renunciations-Erklæring, er det til at succedere i det Slesvigske udenfor Konge-Loven. (Overs. Anm.)
- ↑ Rettere: den danske Green af den norrøne eller sædvanlig saa kaldte scandinaviske Folkestamme. (Overs. Anm.)
- ↑ Foruden E. C. Werlauffs og N. Outzens Priisskrifter ang. det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig (Kbhvn. 1819. 8), som ere Hovedverket i denne Materie, see ogsaa C. Paulsens 3de Afhandlinger: 1) Bidrag til Sprogets Historie paa den jydske Halvøs, fornemmelig i dens søndre Deel, trykt i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. 1ste Bind S. 261—82; 2) Ueber Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig (Kiel 1832. 8.), hvormed kan jævnføres en Anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur 9de Bind S. 160—76; og 3) det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig (Kbhvn. 1837. 12.); samt C. F. Allens foranførte, med et coloreret Sprogkart forsynede, Afhandling om Sprog og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønder-Jylland; saa og K. Aagaards allerede i 4de B. af C. Molbechs Athene S. 435—49 trykte Stykke om det danske Sprogs Skjebne og Grændser i Sønder-Jylland, udi hans Beskrivelse over Tørning-Lehn S. 46—62. Ifølge Allen var Folketallet i Aaret 1815, jævnført med Folketællingen af 1835:
1) i de Districter, hvor baade Folkesprog og Kirke- og Skolesprog er Dansk 121,500. 2) hvor Folkesproget er Dansk, men Kirke- og Skolesproget for det meste er Tydsk 51,700. 173,200. 3) hvor Folket for det meste forstaaer og tildeels endnu taler Dansk 36,000 209,200. 4) Frisisk tale 28,800 5) Tydsk (fornemmelig Plattydsk) tale 125,000. Tilsammen i hele Hertugdømmet 363,000 Mennesker, hvoraf Fleertallets Sprog altsaa er det Danske; hvilket ogsaa Pastor E. C. Kruse i hans Afhandling om det danske Sprogs Forhold til det tydske i Hertugdømmet Slesvig (indført i 4de og 5te Bind af Kieler Blätter) erkjender. (Overs. Anm.)
- ↑ Ogsaa Reformationen synes at have mægtig bidraget til det tydske Sprogs Udbredelse. Ved Aaret 1636 bevirkede General-Superintendent Klotz en Forføining, at i alle Kirker i begge Hertugdømmerne skulde Gudstjenesten holdes i det høitydske Sprog. Det plattydske og frisiske Sprog har derefter aldeles, men det danske blot i den sydlige Deel af Slesvig ophørt at være Kirkesprog. (Forf. Anm.)
- ↑ De almindelige Anordninger, for at befordre Udbredelsen af det danske Sprog i Hertugdømmerne, ere: Rescript af 3die Decbr. 1897, at alle Forordninger og Forføininger for Hertugdømmerne skulle udfærdiges i det danske og tydske Sprog. Cancellie-Patent af 23de Octbr. 1811, angaaende deres Fortrin, som ere det danske Sprog mægtige, ved Embedernes Besættelse. Cancellie Patent af 7de Sept. 1812, angaaende de Bevisligheder, som skulle tilveiebringes af de Candidater, der søge nogen Betjening, i Henseende til deres Kyndighed i det danske Sprog indskjærpet for de juridiske Candidater, der søge Advocat-Bestallinger, ved Cancellie-Skrivelse af 5te Juni 1813, og for de theologiske Candidater, der melde sig til Præsentation ved Valgposter, ved Cancellie-Skrivelse af 15de Jan. 1825. (Forfatterens Anm.) Saa retfærdige og velgrundede disse Forføininger vare med Hensyn til dem, der attraaede Ansættelse i Sønder-Jylland eller Hertugdømmet Slesvig, saa synes de dog mindre vel betænkte eller fornødne i Henseende til dem, der attraaede den i det Holsteenske, hvis Indbyggeres Folkesprog alene er det Tydske, og kunde let udtydes som et Forsøg paa at ville indføre et fremmed Sprog i Holsteen i Stedet for det Tydske. Man kan altsaa med Hensyn hertil ei finde det saa forunderligt, at man i Kiel 1891 tog Forargelse over, at Prof. F. Høegh-Guldberg ei alene der anbefalede det danske Sprog, men endog erklærede det nødvendigt at lære samme, ja undertiden endogsaa talede saaledes, som om det danske Sprog skulde almindelig indføres; see Kieler-Blätter 2 B. S. 80—81. (Overs. Anm.)
- ↑ Maaskee har denne Forføining givet Prof. N. Falck første Anledning til den foran bemærkede Yttring i Kieler-Blätter om Retfærdigheden af Gjen-Indførelsen af Landets Sprog i alle offentlige Anliggender. (Overs. Anm.)
- ↑ Herom læses adskillige velgrundede Bemærkninger i M. F. Blaunfeldts foranførte Skrift „Staatsrechtliche Stellung des Herzogths Schleswig“. Da man af dette Skrifts S. 73 erfarer, at Greve Carl v. Moltke, om hvem see Christiania-Posten 1848 No. 110, under sin Administration har søgt at skaffe den danske Befolkning i det Slesvigske Ret i Henseende til Sproget, tør man vel slutte, at dette er Hovedaarsagen, hvorfor det slesvig-holsteenske Oprørs-Partie har været saa meget imod hans Indtrædelse i Hertugdømmernes Regjering under Vaabenstilstanden. (Overs. Anm.)
- ↑ Faaer nu, ifølge den kgl. Erklæring af 24de Marts 1848, Sønder-Jylland eller det Slesvigske, foruden sine Provindsial-Stænder, Deel i Danmarks almindelige Rigsdag, og Holsteen, efter Opgjørelse med Danmark og det Slesvigske, erholder en særegen National-Repræsentation, med Skattebevillings-Ret og Deel i Lovgivningen, bortfalde disse Vanskeligheder. (Overs. Anm.).
- ↑ Naar man erindrer hvad der passerede den 11de Octbr. 1660, da var det ikke Hensigten, at Kongen skulde blive uindskrænket; men da man overlod K. Frederik III at ordne Tingen eller gjorde ham til Dictator, som Spittler kalder det, handlede han som i Almindelighed de, der have faaet Korset i Hænde, han korsede sig selv og Sine. (Overs. Anm.)
- ↑ Herom kunde dog være Adskilligt at erindre, f. Ex i Anledning af den Ufrihed, som det 1733 paabudne og siden end mere strammede Stavnsbaand indtil 1788 medførte, m. m. (Overs. Anm.)
- ↑ Her sigtes vel til det Tryk, under Navn af Vornedskab, hvorunder Bønderne i en Deel af Danmark sukkede indtil i K. Frederik den Fjerdes Tid. Den Ufrihed, som under Navn af Livegenskab fandt Sted i Holsteen blandt Bondestanden, og som den holsteenske Adel havde faaet paavæltet Bondestanden i det Slesvigske, blev omsider ophævet ved en Forordning af 19de Decbr. 1801. Jfr. C. u. D. v. Eggers i det Scandinaviske Literatur-Selskabs Skrifter 1805, 1ste B. S. 445—512, og 1806, 2det B. S. 117—69. (Overs. Anm.)
- ↑ Denne Note er at læse i (H. F. C. Clausen’s) Recueil de tous les traiteés etc. conclus et publiés par la couronne de Dannemarc des l’année 1766 jusqu’ en 1794. (Berlin 1796. 8.) p. 307—10; og i Actstykket No. 9 bag ved Eggers’s Denkwürdigkeiten aus dem Leben des Grafen A. P. v. Bernstorff. (Copenh. 1800. 8.) (Overs. Anm.)