Henrik Wergelands Dimiss-Prædiken i Opsloe Kirke Hellig Trefoldigheds Fest 1833
HENRIK WERGELANDS
DIMISS-PRÆDIKEN
I
OPSLOE KIRKE
HELLIG TREFOLDIGHEDS FEST
1833
BØN
Hellige Fader! i dit Billede skabte du Menneskets Sjel — Til din Naades Forherligelse lod du den oprinde i Støvet og gav den Kraft til forherliget ogsaa at oprinde i dine Himle. Dog fattes Os den Ære, vi skulle have for dit Aasyn, og din Retfærdighed finder os alletider bedækte med Synd. Til din Fadermildhed, din Barmhjertighed hentye vi da, og blotte vor Svaghed for dig, som du vel kjender, og bede at du vil tilgive os for Forsonerens Skyld den milde Christ, som har optaget os som Børn og som opsøger os selv om Vi forlade ham. Du udstyrede dine Børn rigeligen — dog ødsle vi og vide ikke ret at bruge dine Gaver. Verden binder os — dog gav du os Kræfter til allerede her i Støvet at begynde vor Himmelfart. Vi dvæle til Natten med at komme til Christum — dog taler han til os alle Dage. Du indaandede os en kjærlighedsfuld Længsel mod det Høiere — dog vække os kun Tugtelser og befrie denne Længsel saa den bliver den Faldnes frelsende Vinge, hvorpaa han atter hæver sig. Og dog, Fader! — saastor er din Kjærlighed, saa stor vor Tro til den! — dog vove vi at bede at du ikke vil fratage os dine Velsignelser, og vi fornye Løfterne om at forbedres skjøndt vi dog aldrig vilde kunne fortjene dine Velgjerninger — dem du give os for Jesu Skyld vor Fader du som er i Himlen o. s. v.
Joh. 3 Cap.1 V.
Hvi komme til Christum om Natten? Hvi gav Gud os disse Manddoms Dage, denne Sundhed og Glæde (denne Kraftens friske Blomst)? hvi denne livlige Forstand til at fatte — dette freidige Haab, som seer mod Høiderne og Besværlighederne, og flyver over — ? hvi dette Blod let som en Morgenrødme, disse Øine klare som vor Forstand, kjække som vor Iid, muntre og uskyldige som vore Hjerter — hvorfor vel, Elskelige! alle disse Gaver, der synes udrundne af Lyset, denne himmelske Rustning og Prydelse uden for dermed at indgaae til vor Mester og tilbyde ham vor Tjeneste og lære af ham hvorledes alt dette Herlige i den skal bruges?
Skulle vi bie til disse Kræfter sløves? — det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi opsætte at gjennemskue Sandheden til Øinene dunkles? — Det vil være at gaae til Christum om Natten? Skulle vi først da vende vort Øie mod den Alkjærlige, naar Sorger have formørket det, og bittre Erfaringer, ikke Fredens og Evangeliets Glædesskrift staaer deri at læse? — Det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi kun ad Angerens smertelige Overgang til det bedre søge dette Tempel, hvor Christi Kjæmpere forsamle sig for derfra at udgaae og bekjæmpe Verden? — Det vil være at gaae til Christum om Natten. At sige: „se jeg er ung og vil fryde mig alene, jeg er sund og vil leve som om Jorden var min Himmel . . Hvad kommer Ulykken og Undertrykkelsen og al denne Jammer mig ved? min egen Sorg kommer nok — da vil jeg blive alvorlig og maaskee hjælpe Alle, der sørge som jeg . . de onde og graae Dage kommer nok — da vil jeg søge Templet og der lade en ny Sol skinne paa mig!“ — Letsindige, det er at gaae til Christum om Natten; og du skal maaskee ikke finde ham. Og det er at gaae til Christum om Natten om du siger: „jeg tør ikke sige, at dette Evangelium er helligt; thi Verden vil lee derad; — dog lyder der et „Helligt! Helligt! Helligt!“ i mit Sind . . jeg tør ikke være menneskekjærlig og elske de forurettede Uskyldige og hjælpe den Fattige og belære de Uvidende; thi Verden siger at alt dette er fantastiskt og forgjæves — dog jamre disse Suk i mit Indre, dog slaaer mit Hjerte under fremmed Sorg . . Jeg tør ikke følge disse Tempelklokker og sætte mig mellem Menigheden, thi Verden leer og trækker paa Skuldrene og taler om Mørke i dette venlige Huus . . dog klinge disse Klokker i min Sjel, og Noget kalder, og jeg elsker disse ubekjendte Brødre mere end denne Verden, som behersker mig . . Men vel! denne Trang er mig sød i sin Styrke . . jeg vil liste mig til at læse i denne Bog, jeg vil vove at være menneskekjærlig, jeg vil skjule min Andagt . !“ Ak, Svage! dette er at komme til Christum om Natten. Og tænker du at forurette, at synde . . „det er jo kun et Øieblik, en Taare, et Skrig . . jeg vil have Tid til at oprette.“ — O det er at være mellem Christi Forfølgere om Dagen, og at komme til ham om Natten. Vogter Eder: det er ikke alle Nætter at han er tilstede. Der skal være en lang Nat hvor han ikke er, men hvor Fornegterne mødes og famle, og favne Fortvivlelsen. Der skal være en Dør, som ikke oplukkes om der raabes „Herre! Herre!“ før Albarmhjertigheden saa behager. Vogter Eder! Der er en skarp Lja i denne tynde blaa Luft, i denne søde Vaaraande . . herover dig du som beregnede, naar du vilde komme til Christum. Det skal falde svært at opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv. Da høres Jesu Ord, men ikke venligen som til Nicodemus: „Du Daare — i denne Nat kræves din Sjel af dig!“ Det skal falde svært at udrydde Syndevanen, som Mennesket lod opvoxe, tænkende „der er Tid.“ Da skal gamle Sirach staae hos den gamle Synder og sige: sagde jeg dig ikke: „Ydmyg dig før du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid da du endnu kan synde!“ Det skal drages tilminde, at der engang var en Dag, en lang Dag med Aar til Timer, hvori Christus sad bered til at modtage os, til at belære og udruste med høiere Kræfter end Sundhedens, Styrkens, Forstandens, Ungdommens og Manddommens egne. Men naar Mennesket besidder disse, da er dets Dag, Dagen da vi bør komme til Christum, at han kan lære os hvorledes den skal henrinde til Guds Ære, hvorledes Mennesket skaffer sig en evig Ungdom i Gjenfødelsen. Da er Dagen, da Jorden kræver din Kraft, Himlen dine Tanker! Da er Dagen, da Jorden raaber: „herlige Mand og Qvinde, hvilke Kræfter har du til at velsigne mig! hvormeget Godt skylder du at gjøre! hvormeget Godt skal jeg af dig modtage?“ — da, da Himlene raabe: „en Søn af Os er udrustet — se, der reiser han sig i Støvet, kjæk som det springende Lyn, from som en indelukt Bølge — men han forvilder sig ikke i Verden forat knuse og knuses — Christum søger denne Adam i sin Dag — han vier Ham sin Kraft — Han søger Templet, han indgaaer deri — og da først udgaaer han derfra i Verden som en Christi Kjæmper, og hans Meeds, hans Krafts Lyn bliver lysende, rensende — hans Fromhed liflig, husvalende som dengang da han indledtes til den store Lærer i sin første Ungdom, i sit Daggry!“ — Saa er det, elskelige Christi Lærlinge! tidlig, i vor Styrke, før vor Styrke maae vi søge Mesteren — ikke om Natten, skjøndt Han ogsaa da kjender Sine, og lukker op for den sande Angers Hjertebanken. Tidlig maae vi op at „løbe paa Banen, hvor Klenodiet vindes.“ De graae Dage ere os kun givne til Seiershvile, og Oldingen skal hvile under sine hvide Lokker, som under et tilkjæmpet Fredens Paulun. Om Dagen skulle vi komme til vor Mester: — vi skulle ikke fornegte ham enten for Spot eller Trudsel. I vort Livs Dage, før de mørknes, i vor Kraft skulle vi gaae til ham, der venter os forat styre disse Gaver til sin og vor Faders Ære! Vi skulle erfare, at vi langtfra ere tabte for Samfundet om vi indgaae i Templet — at intetsteds læres Borgerpligterne fuldkomnere end hos ham, som der sidder ventende at vi skulle komme . . komme ideligen indtil Vi vænnes at kalde dette Huus vort fælleds Hjem.
Gud, der udrustede Mennesket saa, — der viste Os det udmærkede Fortrin at fødes i dette Huus, og strax uden egen Fortjeneste, at kunne arvtage Oplysningen og Civilisationen, som udkomme derfra, og ere dets Ejedeel . . Gud og Christus, der endnu og evindelig er sin Kirkes Hoved, hjemme i dette Huus og virkende i alle de Forbedringer, som derfra udbrede sig paa Jorden . . de fordre friske Guds Riges Kjæmpere, Mennesker i fuld Kraft kommende i sin Dag. Derfor fødes vi jo herrundtom Christi Sæde; derfor indlede jo ømme Forældre os alt i vor Uskylds Morgen til Christum; og han lærer os, hvad vi skylde Gud, vor Velgjører, og Verden, som vi skulle gjøre vel imod. Og da, naar han har udrustet os, fører han os ud igjen i Verden, at vi skulle øve, hvad gode Kræfter Gud, og hvad god Kundskab Christus har givet os. Han beder blot at vi flittig skulle besøge ham igjen i det gamle Huus, hvor rundtom nu Forældrene hvile, at han kan tage Byrderne af os og tørre Ugens Sved af vor Pande. Han giver os i Bønnen en Nøgel med til altid at oplukke hans Huus, ja hans eget Fædrenehuus — dette i Høiden — i Korset et helligt Tegn til at kjende hverandre — og i Naadesmaaltidet qvæger han med et nyt Liv. Alt dette skeer Os, naar Vi komme til Christum medens det er tidlig Dag. Vi udgaae da igjen til hans Arbeide, som disse herlige Mennesker med det dybe Alvor og fromme Frosind, hvis Krafts hellige Glød er Religiøsitet, der maa til for at udrette noget tilgavns, og som gjennemvæver selve Armoden og Sorgen med en overjordisk Glands.
Vi føres til Christum, kjære Medchristne, i vor Morgen. Skal ikke vor Dag hos ham henrinde? Vor Hu staaer ud i Verden . . . Nu! Han skal ogsaa didhen følge det unge Blod. Der er det Christus virker: i Vraaerne — didhen følger han Uvidenheden og Elendigheden: i Borgene — didhen bringer han Sandheden og Retfærdigheden: i Husene — didhen bringer han Fred og Oplysning og Frihed og Kjærlighed og Dyd; — ja han skal være med dig i din Glæde, at den kan qvæge din Kraft; og i din Sorg, at han kan hviske til den Nedbøjede: „Søn! du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!“
Men hvorledes er det? Menneskene indledes tidligen til Christum. Han lærer dem venligen, og langtfra at afskrække de unge Gemytter fra Verden fører han dem selv didind at de kunne virke medens det er Dag, og lade Herrens Gjerning skee — den han lærte dem — og han lærer dem hvorledes de altid midt i Sværmen og under Travlheden kunde gjenfinde Ham. Men hvorledes er det? Mange af disse Christbaarne og Tempelopdragne forsvinde i Verden. — De komme ikke igjen. Det bliver Aften og de komme ikke igjen. Dagen henrandt, og Spoer efter dem findes ikke. Hvor ere disse Unyttige? Ak, En løb efter Rigdom, En efter Vellyst, En efter Forfængelighed, En efter uvirksom Roe! Guds herlige Rustning: Kraften og Frosindet, Haabet og Kløgten forspildes derude. Mesterens Lærdomme forspildes. Sørgmodig sidder Han alene i sit Huus. Det bliver Nat. O, vil endda Ingen komme? —
Mennesker! hvorledes er det med os? Er Dagen henrunden — aftnes det alt, og vi besøgte ikke ham til hvem vore Forældre indledte os aarle. Disse Aar vare dog Kraftens og Livets bedste. Skal der være et tomt Gab eller et fuldt Helved mellem denne sørgelige Aften og hiin søde Morgen. Hvilke Røster bortkaldte os! Nu klinger jo ikke dette Guld — denne Skjønhed rødmer jo ikke — denne Ære er af mat Skin og dette Leje haardt. Vi kunne ikke fryde os, thi vi ere syge — ikke arbeide, thi vi ere gamle. Vi kunne ikke gjenfinde hiint venlige Huus, thi vi have glemt Vejen dertil — ikke hiin kjærlige Mester, thi vi søgte ham ikke mens det var Dag, og nu er det Nat. — Elskelige! der er ikke Faa, hvem disse Tanker knuge. Og dog ere disse velsignede, disse der dog komme før den lange Nat. Disse Tanker ere som Engle, den forladte Alkjærlige endnu før denne Nat udsender mellem hine Forvildede, forat lede dem tilbage. Hvor miskundelig er Gud: — i Syndernes Hjerte er ogsaa en Tidens Fylde og Frelserengle kunne komme derover raabende: „Hil dig, du Benaadede! Herren er med dig du Velsignede! Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud!“
Mørk som Johannes Døberen reiser sig hiin Syndserkjendelse i Sindet; men det er ikke denne Selv, denne Kuende, der slaaer Øjet mod Jorden, hyller det i Taarer og Sindet i Forvirring — det er ikke denne Anger med det bøjede Hoved og de vridende Hænder — denne sig selv forvisende Blusel, denne uvirksomme, mørke Syndserkjendelse som er det egentlige Frelsende i Syndesjelen. Denne er det Standsende paa Syndebanen, men ikke det paa en anden Vei Fremdrivende. Den siger: Dagen er henrunden . . det er Nat . . Men den siger ikke: „det er paatide at jeg vender om, at jeg kommer til Christum.“ Den er de mørke Skyer, hvorfra en ny, bedre, lys Verden udgaaer i Menneskets Indre. Derimod tyder den Forvandling, at den gamle Synder vil opsøge sin skyldfrie Ungdom i Templet hos Christum, denne pludselige, tillidsfulde Drivtighed, at Han tør komme til Den, han var borte fra mens Dagen randt, selv om Natten, paa en levende Kraft, paa en Virkning, der er himmelsk somom den ikke opstod i Menneskets Sjel, men kom umiddelbar fra den Alkjærlige. Denne, der pludselig reiser den uvirksomme, i sig selv nedsjunkne Anger til Haab og virksom Kraft, og som vandrer med modig Tro imod de Arme som altid ere aabne, det Mesterens Huus som er aabent om Natten — denne er det alvorlige Forsæt at forbedre sig — dette der aldrig kan komme ganske forsilde; thi dets Frugt er Omvendelsens saliggjørende, som er sød for Himmelens Engle.
Banker kun paa, og der skal oplades! Og ikke skal der blive sagt med Bebreidelse: Hvi kom I til Christum om Natten. Thi Naadesmaaltidet skal staae beredt i det oplyste Huus, og den venlige Mester være der og sige: „sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paany, kan han ikke see Guds Rige! Tro paa den ophøjede Menneskens Søn, og du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!“ Ikke skal han spørge: „hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel?“ Det skal han vel vide med sig Selv at det Underværk er sandelig skeet med ham selv. Han skal vide det med Fryd, naar han har lært at elske sin Anger, saasom han veed, at den er elsket af den hellige Gud, selv formedelst hans Barmhjertighed og formedelst hans Kjærlighed til Jesum, den Forsoner. Han er indkommen, skjøndt det var om Natten . . dog fandt han det han søgte . . Han er indkommen i Jesu Huus, der indbyder alle dem til Vederqvægelse, som syge og sorgfulde ere, som behøve Ro til sine Sjele. Han kom fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og fandt en forbarmende Fader. Og did kom den Blødende og Overgivne fra en kjærlighedsløs Verden liig en saaret Stridsmand for at faae den evige Kjærligheds Lægedom for sine Hjertesaar — did kom den Nedbøjede fra sine ubelønnende Anstrengelser som en træt Arbeider i Viingaarden, og finder Lønnen og Hvilen — did kom den paa Lykkens Hav Omtumlede og finder Tryghed — did den Tvivlende, og finder Vished, den Uoplyste, og finder Opklarelse, — og Alle komme de og lære Gjenfødelsens Hemmelighed — De spørge ikke som Nicodemus, hvorledes dette kan skee; thi de have seet Haabet født af en Taare, Sei’r af Sorg, Fryd af Anger, og disse Graae føle unge Engles Vingeklap i sine gamle Hjerter, og de vide at en Morgen skal fødes af denne Nat, da de bankede, og der oplodes, da de kom til Christum, og at denne Morgen skal finde dem samlede evig for Ham inden Alkjærlighedens Arme, ved Albarmhjertighedens Hjerte gjenfødte, friske, ungdommelige i Himlen indledte for Gud af Forsoneren, saaledes som de her i Uskyldsmorgenen indledtes for Christum af Forældrene. Farvel sige de . .
i Frydens Frivilklæde!
Farvel du Sorg, som ammed i
din Angersgraad min Glæde!
Farvel! Farvel!
Nu uden Sorg og Synd min Sjel
didind hvor aldrig det blier Qvel,
vil for sin Mester træde.
Amen!