Hellenerne/53
53. De græske Festlege.
»Guderne er Veddekampenes Venner«, siger Platon. Den, som vilde vinde Gudernes Yndest, maatte efter Hellenernes Mening stræbe at udvikle baade sit Legeme og sin Aand. Denne harmoniske Udvikling af de to Sider hos Mennesket var nødvendig for at danne en »skjøn og god Mand«. Hellenerne havde vanskeligt for at tenke sig en skjøn Aand uden i et skjønt Legeme. Legemlig Sundhed, et vakkert Udseende, en fast og elastisk Gang, Lemmernes Spændstighed og Styrke, Udholdenhed i legemlige Idrætter og den Besindighed og Aandsnærværelse, som kun erhverves gjennem Farer og Anstrengelser, var derfor altsammen Fortrin, som hos Hellenerne ikke var af ringere Værd end Aandens Dannelse, Forstandens Skarphed og Færdighed i Musernes Kunster. Gymnastiken indtog derfor en fremtrædende Plads i Ungdommens Opdragelse, og offentlige Øvelsespladse turde ikke mangle i nogen hellenisk Stad. Den, som stræbte efter Anseelse og Indflydelse blandt Medborgere, maatte have erhvervet sig stor Færdighed i gymnastiske Øvelser, og i mange Stater var det udtrykkelig Lov, at ingen maatte indskrives i Borgerlisterne, som ikke havde gjennemgaaet alle Trin i den gymnastiske Udvikling.
Den store Betydning, man hos Hellenerne tillagde legemlige Øvelser, kom ogsaa tilsyne ved deres Fester. Enhver By havde sine særegne Fester til Ære for en eller anden Guddom eller til Minde om en for Staten betydningsfuld Begivenhed. Især udmerkede Athen sig ved sine mange og glimrende Fester. Og næsten bestandig var der til disse knyttet Kamplege af forskjellig Slags. Festlegene var for Hellenerne Livets høieste Lyst.
Det var især fire Fester, der i Hellas naaede et saadant Ry, at de blev til Nationalfester, hvori den hele helleniske Verden tog Del. Disse var de isthmiske, de nemeiske, de pythiske og de olympiske Lege. De isthmiske Lege var helligede Poseidon og holdtes paa Tangen ved Korinth. De nemeiske} Lege blev holdte i en Dal i Argolis og var indviede til Herakles[1]. Begge disse Fester foregik med to Aars Mellemrum. De pythiske Lege var stiftede til Minde om Apollons Seier over Dragen Python (Side 414) og holdtes hvert fjerde Aar i Delphi. Men de mest straalende og de mest besøgte af alle helleniske Fester var de olympiske Lege, der holdtes i Olympia i Elis til Ære for den olympiske Zeus. »Ligesom Kildens Vand er den kosteligste blandt Jordens Skatte og Guldet det ypperste blandt Rigdommens Goder, saaledes er de olympiske Lege de herligste af alle; de fordunkler alle andre, ligesom Solen ved sin Glans lader alle andre Stjerner paa Himmelens Telt forsvinde«. Med disse Ord begynder Pindar sin første olympiske Ode (Side 397*).
Olympia var ingen egentlig By, men en storartet Helligdom for den olympiske Zeus; det laa paa en smuk, af skovrige Høie omgivet Slette, hvor Floden Alpheios i flere Krumninger gjennemstrømmer Elis, etterat den er brudt frem fra Arkadiens Klippebjerge. Her havde der fra gammel Tid af været en Helligdom for Zeus, og da Herakles lykkelig havde fuldført Arbeidet i Augeas’ Fjøs (Side 88), skal han paa dette Sted have ofret til Zeus og holdt de første Veddeløb.
De tidligste Overleveringer om de olympiske Lege skriver sig fra Spartaneren Lykurgos’ Tidsalder. Peloponnesos var dengang hjemsøgt af indre Tvedragt og farlige Sygdomme. Kongen i Elis, Iphitos, skal have raadspurgt Guden i Delphi om, hvorledes disse Ulykker kunde afhjælpes, og faaet til Svar, at han skulde gjenoprette den olympiske Zeus’ Fest, som var kommen i Forfald. Lykurgos og Iphitos sluttede da et Forlig, ifølge hvilket Doriere og Eleere for Fremtiden skulde feire den olympiske Fest i Fællesskab. Dette Forlig blev indgravet paa en Diskos af Jern, som blev kaldt Iphitos’ Diskos. Eleerne gjemte den med stor Omhyggelighed, og endnu et tusinde Aar senere blev den fremvist i Heras Tempel i Olympia.
Dette var første Gang efter Vandringernes Tid, at to af Stammerne paa Peloponnes, som ikke var indbyrdes beslegtede, traadte i fredelig Forbindelse med hinanden. Paa hele Halvøen blev der paabudt Vaabenhvile, naar Festens Tid kom. Det blev overdraget Eleerne at vogte Helligdommen, og derfor blev deres Land erklæret for et neutralt Gebet, hvis Grænser ingen bevæbnet Skare turde overskride. Den olympiske Helligdom steg i Anseelse fra Tid til Tid, fra en peloponnesisk blev den til en hellenisk. Hellenerne indrettede sin Tidsregning efter Legene[2], maalte efter olympiske Stadier og sluttede sig til Olympias hellige Skikke. Fra Iphitos’ Tid af blev Festen feiret hvert fjerde Aar og begyndte ved første Fuldmaane efter Sommersolhverv, altsaa omkring den første Juli.
Fra og med Aaret 776 blev Navnene paa Seierherrerne indhugne paa Marmorsøiler i det olympiske Gymnasion. Efter de seirendes Navne at dømme var det oprindelig kun de nærmeste Stater, som deltog, og derpaa lidt efter lidt det øvrige Peloponnes; men inden et Aarhundrede var gaaet hen, mødte der Deltagere fra hele Hellas og kort efter fra Sicilien og de øvrige Lande, hvor der var græske Kolonier.
Olympia bestod af to skarpt adskilte Dele, det hellige Rum, som kaldtes Altis, og det profane. Altis var Zeus’ Tempelgaard og indeholdt hans og de øvrige Guders Helligdomme. Naar man gjennem Indgangsporten med dens straalende Søilehaller var traadt ind i Altis, havde man tilhøire for sig det hellige Oljetræ, af hvis Løv Seierherrernes Kranse blev flettede; det kaldtes derfor »de skjønne Kranses Træ«. Det var et vildt Oljetræ, efter Sagnet plantet af Herakles.
Lidt bortenfor det hellige Træ hævede sig det store Zeustempel, Olympieion; fra gammel Tid af havde der her staaet et Tempel; men da Kunstverkerne paa Athens Akropolis fordunklede alt, hvad der fandtes af Kunst i det øvrige Hellas, besluttede Eleerne at ombygge sit Tempel og henvendte sig i den Anledning til Kunstens Hjem, Athen. Pheidias fulgte Indbydelsen, og ledsaget af en Skare attiske Kunstnere drog han til Olympia. Under Pheidias’ Ledelse smykkede nu hans Broder Panænos det nyreiste Tempel med Malerier, medens Alkamenes og Pæonios udfyldte Gavlerne med plastiske Billedverker. Men Mesteren selv skabte her det herligste Verk, den helleniske Plastik har frembragt, den olympiske Zeus. Statuen fremstillede Guden siddende paa en pragtfuld, med Billedverker rigt smykket Throne. Statuen var 40 Fod høi og bestod ligesom Pheidias’ Athenestatue i Parthenon (Side 321) af en Trækjerne, som var beklædt med Elfenben og Guld. I Gudens venstre Haand hvilede Scepteret med Ørnen, i hans udstrakte høire stod en Seiersgudinde, vinkende med et Seiersbaand mod Guden, »som om hun kun ventede paa hans Vink for at faa vide, hvilket Hoved hun skulde smykke«. Gudens Ansigt udtrykte paa én Gang Majestet og Mildhed; det var Guders og Menneskers naadige Fader, men ogsaa Olympens vældige Hersker, Pheidias havde sat sig til Opgave at fremstille i dette Kunstverk, der henregnedes blandt Verdens syv Underverker. Digterne sang, at Pheidias maatte være stegen op paa Olympen, siden han kunde fremstille en saadan Høihed og Værdighed, og den Hellener priste sig lykkelig, hvem det var forundt, om blot én Gang i sit Liv, at skue dette herlige Aasyn.
Foruden det store Zeustempel laa der i Altis flere andre Templer for Guder og Heroer. Midt i den hellige Lund hævede sig Zeus’ store Brændofferalter, hvor der hele Aaret igjennem blev bragt Ofre. Olympieion derimod aabnedes kun paa de store Fester. Alteret var opført paa en Underbygning af 125 Fods Omfang; det hævede sig 22 Fod iveiret, saa at Offerrøgen frit trak hen over de forsamledes Hoveder. Offerdyrene slagtedes paa Underbygningen og blev brændte oppe paa Alteret.
Længst mod Nord stod en lang Række Huse, hvor hver enkelt Stat opbevarede de Gaver, som den havde skjænket Helligdommen. I Nærheden heraf laa Stadion, som brugtes til Veddeløb og var 600 Fod lang. Stadion stødte sammen med Hesteveddeløbsbanen, Hippodromos, som strakte sig mod Øst. Desuden var der i Altis en stor Mængde Bygninger, Altere og Tempelgaver af alle Slags, saasom Statuer af Guder og Seiervindere, Firspand, Trefødder, endvidere Æressøiler, som den ene Stat opreiste for den anden, Mindesøiler med Indskrifter o. s. v. Selv paa Murene, som omgav Altis, stod der mange Billedstøtter, for hvilke der ikke fandtes Plads andetsteds. En behagelig Afveksling for Øiet dannede de herlige Grupper af Oliventræer, Plataner, Palmer og Popler, som efter Sagnet skulde være plantede der af Herakles.
Det profane Rum i Olympia laa udenfor Muren og tjente til Bolig for Stedets Indbyggere. Disse var foruden Zeus’ Prester, som kaldtes Iamider, tillige et talrigt Tjenerskab, bestaaende af Offertjenere, Fløiteblæsere, Vedhuggere o. s. v. Det var kun disse Olympias faste Indbyggere, som havde Lov til at bo i Huse, de besøgende leirede sig i Telte.
Olympia var udenfor Festtiden et stille Sted, hvor der herskede landlig Ensomhed, og Verdens Larm naaede ikke Alpheiosdalens Skove; kun nu og da kom en enkelt Vandrer did for at forrette sin Bøn ved Zeus’ Alter. Men hvor forandret blev ikke alt, naar »de store Olympieres Aar« kom, og naar de hellige Sendebud, »Zeus’ Fredsbringere, Tidernes Herolder«, som Pindar kalder dem, drog ud af Altisporten og forkyndte først for Eleerne og dernæst for alle de andre Hellenere det glade Budskab: »Zeus’ hellige Fest er igjen nær, al Strid skal hvile, al Vaabenlarm forstumme. Uhindret maa Pilegrimene baade ad Landets og Havets Veie begive sig til Zeus’ gjestfrie Terskel«. Alle Hellenere uden Forskjel blev indbudte; kun de blev udelukkede, som var betyngede med Blodskyld, som havde unddraget den olympiske Zeus sin Ærefrygt, eller som havde forsyndet sig mod Hellenernes fælles Sag; saaledes blev Syrakusaneren Hiero engang paa Themistokles’ Forlangende udelukket, fordi han havde svigtet Hellenerne i Kampen mod Xerxes.
Naar en Stat krænkede den Vaabenhvile, som under Festen var paabudt over hele Peloponnes, kunde Eleerne paalægge den en Pengebod og udelukke den fra Festen. Da saaledes Spartanerne under Peloponneserkrigen var faldne ind i Elis, efterat Vaabenhvilen var forkyndt, blev der paalagt dem en Bod af to Miner (omtrent 134 Kroner) for hver Soldat. De negtede at betale og blev derfor udelukkede fra Festen. Spartanerne, som allerede havde sendt sine Heste til Olympia, saa sig da nødte til at lade dem tage Del i Veddekampene under andres Navne.
Ledelsen af den hele Fest paalaa Kampdommerne, der kaldtes Hellanodiker, d. e. Hellenerdommere, og blev valgte af Eleerne. De var af Iphitos’ Slegt og havde saa stor Anseelse overalt i Hellas, at mange pleiede at tage dem til Voldgiftsmænd i sine Stridigheder. De, som vilde tage Del i Kamplegene, maatte melde sig hos Kampdommerne og bevise, at de var Hellenere og frie Borgere. Fremmede og Træler var nemlig udelukkede og havde kun Ret til at være tilstede som Tilskuere. Senere blev Romerne regnede lige med Hellenerne. De, som ønskede at tage Del i Kampen, maatte endvidere bevise, at ingen Brøde hvilede paa dem, og at de idetmindste i ti Maaneder havde øvet sig i et hellenisk Gymnasion. Kampdommerne havde nemlig at paase, at Deltagerne i Veddekampene forstod sin Kunst til Fuldkommenhed. Derfor fortsatte de ogsaa Øvelserne en hel Maaned under Hellanodikernes eget Tilsyn i Gymnasiet i Elis. Tilslut blev de, som var fundne værdige til at deltage i Legene, af Hellanodikerne førte frem foran en Billedstøtte af Zeus Horkios (d. e. den edbeskyttende Zeus), der havde en Lynstraale i hver Haand, og her maatte de sverge, at de i den hellige Kamp ikke skulde tillade sig nogen Uredelighed eller gjøre sig skyldige i noget Brud paa Lovene for Veddekampene.
Festens Tid er imidlertid kommen; det helleniske Folk strømmer til fra alle Kanter. Landeveiene er opfyldte af festlige Tog, og paa »de vaade Veie« iler bekransede Skibe til fra Italiens og Siciliens Byer, fra Asiens og Afrikas fjerntliggende Kyster. Omkring den hellige Altis reiser der sig snart en hel By af Telte med et broget, forvirret Liv. Størst Opsigt vækker de Gesandter, som de forskjellige helleniske Stater har afsendt for i Staten Navn at bringe, herlige Ofre og forhøie Festens Glans. Disse Gesandtskaber kappes om her, hvor hele Hellas er samlet, at optræde saa glimrende som muligt. I Festklæder og med Kranse om Hovedet kommer de kjørende paa statelige Vogne med skjønne Offerdyr, kostbare Offergaver og ledsagede af et talrigt Tjenerskab.
Oprindelig var Veddeløbet den eneste Kampleg, der øvedes i Olympia. Derfor blev dette bestandig afholdt først, og stedse blev Olympiaden benævnt efter den, som seirede i Veddeløbet. Den første Olympiade (776) kaldtes derfor Korøbos’ Olympiade, fordi Seierherren i denne havde dette Navn. Ved den fjortende Olympiade (724) indførtes Dobbeltløbet, ved den femtende (720) Længdeløbet. Dengang hændte det, at en af Løberne kastede af sig Kjortelen, og siden den Tid optraadte de kjæmpende nøgne. Brydning og Pentathlon kom i Brug ved den attende Olympiade og Nævekamp tyve Aar senere. Pankration indførtes først i den 33te Olympiade. Veddeløb i fuld Rustning blev forsøgt efter den 65de Olympiade. Ved den 25de Olympiade indførtes Kapkjøring med Firspand. I den 33te Olympiade opkom Kapridning. Veddeløb med Muldyr, som indførtes i den 70de Olympiade, holdt sig ikke længe, fordi de var mere lattervækkende end tiltalende for Skjønhedssansen. Kappestrid i Musik eller Skaldekunst forekom ikke i Olympia. Ved de pythiske Lege i Delphi derimod udgjorde denne fra først af endogsaa det eneste Slags Veddekampe. Endvidere kan merkes, at man i Olympia i den 96de Olympiade fik indført Kappestrid mellem Herolder og Trompetblæsere. Herved var Lungernes Styrke Hovedsagen, og ofte var Lyden af Trompeterne saa sterk, at de, som stod i Nærheden, ikke kunde holde det ud, men maatte tage Flugten.
Festen, som oprindelig kun havde varet én Dag, optog senere fulde fem Dage. Sin Glansperiode havde de olympiske Lege i Tidsrammet mellem den 50de og 85de Olympiade (580—440 f. Kr.). I denne Periode var det ogsaa, at de store Digtere Pindar og Simonides digtede sine herlige Sange til Seiervindernes Pris.
Festen indlededes formodentlig med et stort Offer for Zeus. Naar Hellanodikerne i sine Purpurdragter og smykkede med Laurbærkranse havde ført de kjæmpende ind og selv taget Sæde paa sine Ærespladse i Stadion, der allerede fra den tidlige Morgenstund var tæt besat med Tilskuere, lød et Trompetstød, en Herold forkyndte Kampens Begyndelse, og en af Kampdommerne sagde til de kjæmpende: »Hvis I har underkastet eder den Møie, som sømmer sig for dem, der vil betræde Kamppladsen i Olympia, hvis I ingen pligtstridig og uædel Gjerning har begaaet, da kan I komme med freidigt Mod; men den af eder, som ikke har øvet sig tilbørlig og ikke levet pligtmæssig, han gaa herfra, hvorhen han vil«. Herolderne førte derpaa Veddekjæmperne gjennem Stadion, udraabte enhvers Navn og Fædreland og spurgte, om nogen af de tilstedeværende kunde anklage ham for ufri Fødsel, slet Rygte, Tyveri eller nogen anden Misgjerning. Ingen uværdig maatte optræde for at kjæmpe om Zeus’ Seierskrans. Blev en Anklage reist, afgjorde Hellanodikerne Sagen straks paa Stedet.
Derpaa traadte de, der skulde deltage i Veddeløbet, frem for at trække Lod. Lodderne, der gjemtes i en Sølvurne, var merkede med Bogstaver, og da der i hvert Løb skulde være fire Deltagere, bar altid fire og fire Lodder samme Merke. De, som trak ensmerkede Lodder, dannede altsaa et Parti. Enhver bad en kort Bøn til Zeus, før han greb i Urnen. Ingen maatte se sit Lod, før alle havde trukket. Naar alt var færdigt, raabte Herolderne: »Kampen begynder; stig frem til Afgjørelse; Seierens Maal vil Zeus forlene«. De fire, som havde det første Bogstav, traadte frem, og paa et givet Tegn begyndte Løbet. De, som udmerkede sig, hilsedes med høie Bifaldsraab fra Tilskuernes Side. Efterat de forskjellige Grupper havde optraadt, kappedes Seierherrerne i hver af dem i nye Veddeløb om Prisen, og paa den Maade fortsattes, indtil én havde beseiret alle de andre. Herolden udraabte hans Navn, og Kampdommeren rakte ham en Palmegren og opfordrede ham til at møde paa den Dag, da Prisuddelingen skulde foregaa.
Efter dette enkelte Løb fra den ene Ende af Stadion til den anden fulgte Dobbeltløbet, hvorunder man tilbagelagde Banen én Gang frem og tilbage, og endelig Længdeløbet, som angives forskjellig fra 7 lige indtil 24 Stadier, i sidste Tilfælde altsaa henved en halv norsk Mil.
De øvrige gymnastiske Øvelser, som udførtes ved Veddekampene, var i det væsentlige Hopning, Brydning, Nævekamp, Spydkastning, Diskoskastning, Pankration og endelig Pentathlon. Hopningen skede paa forskjellig Maade, dels i Høiden, dels i Længden og under Anvendelse af Springbret. Brydningen udgjorde den vigtigste Del af den græske Gymnastik. Man havde ikke Lov til at bruge Slag; men det gjaldt om kun ved Behændighed og Musklernes Kraft at kaste sin Modstander til Jorden og holde ham fast, indtil han erklærede sig for overvunden. Ved Nævekampen derimod greb ikke de kjæmpende fat i hinanden; men Kampen bestod kun i Slag med knyttet Næve; forat disse skulde falde saameget tungere, var Arme og Hænder som oftest ombundne med Remmer med deri indsyede Blyklumper. Denne Kampmaade var ellers ikke meget yndet af Hellenerne, da det ofte gik temmelig voldsomt til, og Nævekjæmperne ofte fik svære Buler og Saar især i Ansigtet. Enkelte havde dog opnaaet en merkelig Ferdighed i med korslagte Arme rolig at afverge alle Angreb fra Modstanderens Side uden selv at slaa til og paa den Maade udmatte sin Modstander og faa ham til at erklære sig for overvunden. Spydkastningen skede efter et bestemt Maal. Diskos var en rund, tung Skive i Form af et lidet Skjold, uden Haandtag eller Remmer. Den blev ikke kastet efter noget bestemt Maal; men det gjaldt at kaste den saalangt som muligt. Pankration (Samletkamp) var en Forbindelse af Bryde- og Nævekamp, dog uden Benyttelse af Slagremmer. Det var den voldsomste og mest anstrengende Kamp og krævede en høi Grad af Behændighed og Kraft. Pentathlon (Femkamp) omfattede fem Kamparter, nemlig Hopning, Spydkastning, Veddeløb, Diskoskastning og Brydning. Man begyndte med Hopningen. Et vist Antal af dem, der havde staaet sig bedst ved denne første Del af Pentathlon, tog Del i Spydkastningen, og saaledes aftog Antallet af de kjæmpende for hver ny Kamp, indtil i Brydningen kun de to tog Del, der havde vist sig bedst i Diskoskastningen.
Den sidste gymnastiske Veddekamp, som blev foretaget, var Vaabenløbet. Deltagerne heri var iførte en mere eller mindre fuldstændig Rustning, ofte bar de kun Skjoldet, som var det Vaaben, en Kriger sidst af alt maatte skille sig ved. Ved de gymnastiske Lege optraadte de kjæmpende ligesom ved Legemsøvelser i det hele taget aldeles nøgne. Legemet indgnedes med Olje, forat Lemmerne skulde blive sterkere og smidigere.
Efter de gymnastiske Kampe fulgte Vedderidt og Veddekjørsel, som dannede Glanspunktet i Legene; thi her kappedes de største Steder og de rigeste Borgere eller Fyrster om, hvem der kunde optræde med den største Pragt og de ypperligste Heste. Det var Eierne, der vandt Prisen, og ikke Vognstyrerne eller Rytterne. Biandt de Seierherrer, hvis Pris Pindar besynger, forekommer Navnene paa flere Konger baade fra Syrakus, Agrigent og det fjerne Kyrene. Skuepladsen for disse Lege var Hippodromen (Hesteveddeløbsbanen), som stødte til Stadion og dannede en ret Vinkel med dette; den var 1200 Fod lang og 400 Fod bred. Kapkjørselen foretoges med Tospand eller Firspand. Efterat alle Spand var opstillede i lige Linje, fløi alle paa et givet Tegn afsted. Tolv Gange maatte Vognene tilbagelægge den hele Strækning fra høire til venstre rundt omkring en Søile, der stod i den anden Ende af Rendebanen et Stykke fra Barrieren, og tilbage igjen til Udgangspunktet. Der skede mange Ulykker derved, at Vognstyrerne lagde an paa at komme forbi en Modstander eller svinge saa nær som muligt forbi Søilen for at gjøre Veien en Smule kortere. Vognene for mod hinanden eller rendte mod Søilen og splintredes, Kuskene slyngedes ud og blev ofte slæbte afsted i Tømmerne; det var endda en Lykke, om de slap fra det med Livet. Engang hændte det saaledes, at i et Veddeløb mellem 40 Vogne kun en naaede uskadt frem til Maalet og vandt saaledes en forholdsvis let Seier.
Kvinder var i Regelen ikke tilstede ved Legene, idetmindste slet ikke gifte Kvinder. Eleerne havde endog sat Dødsstraf for den Hustru, som under Festen vovede at betræde Olympia. Engang blev det opdaget, at en Eleerinde havde været tilstede blandt Tilskuerne i Mandsdragt; men da hun fortalte, at hun havde sneget sig ind af Kjærlighed til sin Søn, der for første Gang skulde optræde i Kamplegene, blev hun forskaanet for Straffen. Spartanerne og muligens ogsaa andre Doriere gav de unge Jomfruer Lov til at være tilstede ved de olympiske Lege.
Med en overordentlig Interesse fulgte Tilskuerne Kampens Gang. Fra tidlig om Morgenen til langt ud paa Eftermiddagen sad eller stod de i den tætte Trængsel udsatte for den glødende Julisol, medens de indaandede den ophedede, støvede Luft. Med sydlandsk Livlighed tog de Parti for den ene eller anden, under Klap og Bravoraab ansporede de de kjæmpende, ofte gav de dem ogsaa et godt Raad, hvilket var tilladt. Jo nærmere man kom Afgjørelsen, desmere voksede Larmen og Spændingen, indtil Herolden endelig udraabte Seierherrens Navn.
Naar Legene var endte for Dagen, søgte Folket Vederkvægelse og Adspredelse paa forskjellig Vis udenfor Altis. Til langt paa Nat sværmede de glade Skarer om, og fra de forskjellige Telte og Boder hørtes Lystighed og Jubel. Man traf sine gamle Venner og sluttede nye Bekjendtskaber, og ofte afgjordes her de vigtigste Forretninger saavel mellem private Personer som mellem Staternes Sendebud. Talere og Filosofer holdt Foredrag, Digtere fremsagde sine Arbeider, Historieskrivere forelæste sine Verker, Malere og andre bildende Kunstnere stillede sine Verker tilskue; thi alt, som det gjaldt om at gjøre bekjendt i de videste Kredse, kunde ikke bæres frem under gunstigere Vilkaar end netop her for det samlede Hellenerfolk. Følelsen af, at de forskjellige Stammer alle tilhørte det samme store helleniske Fædreland, en Følelse, der under Livets dagligdagse Forhold saa ofte indslumrede, fik her den kraftigste Vækkelse, naar f. Eks. Herodot fremmanede de storslagne Billeder fra Frihedskrigen, eller naar Platon fremsatte sin dybsindige Verdensanskuelse, eller naar Lysias[3] formanede alle Hellenere til at staa frem som én Mand mod Østens eller andre Tyranner.
I den ældste Tid blev der i Olympia uddelt Kampbelønninger til de seirende; men allerede fra den syvende Olympiade af modtog de efter den delphiske Guds Raad kun en simpel Olivenkrans. Uddelingen af disse foregik paa den sidste af Festdagene under stor Høitidelighed. Enhvers Navn og Fædrestad blev endnu engang opraabt af Herolden, hvorpaa Hellanodikerne bekransede Seierherrerne, som under Mængdens Jubel drog til Altrene for at ofre Guderne Takofre. Dagen endte med et Festmaaltid, som Eleerne gav til Ære for Seierherrerne.
En olympisk Seier havde for Helleneren næsten større Værd end en Triumf for en romersk Feltherre. Den, der havde vundet en saadan, havde efter Pindars Udtryk naaet »Herakles’ Støtter«. Den høieste Lykke paa Jorden var falden i hans Lod, og den vise Skald advarer ham mod at ville tragte efter noget høiere og forlange at blive Guderne lig. Om Diagoras fra Rhodos fortelles der, at han selv havde seiret to Gange i Olympia og flere Gange i de andre nationale Festlege. Som gammel Mand fulgte han sine to Sønner til Olympia, hvor de begge gik af med Seieren. En Spartaner raabte til ham: »Dø, Diagoras, thi en større Lykke kan ikke times dig«. Og da de to Ynglinger af sønlig Kjærlighed satte Kransene paa Faderens Hoved, blev Glæden ham for stor, og han skal være sunket livløs til Jorden. Det samme fortelles ogsaa om Spartaneren Cheilon (Side 232).
Seierherrerne havde Ret til at reise en Støtte til Minde om sin Seier. Af saadanne fandtes der i Altis en talrig Mængde, af hvilke enkelte var fremragende Kunstverker. Pausanias regner op over 200, og det er endda kun de i kunstnerisk Henseende værdifuldeste.
Ved Hjemkomsten ventede der Seierherren den største Hæder. I Purpurdragt kjørte han paa en Vogn, trakket af fire hvide Heste, under Folkets uendelige Jubel ind i Byen. Ja — det hændte, at man i Anledning af Indtoget rev ned en Del af Muren, forat han ikke skulde passere den for andre dødelige sedvanlige Port. Man vilde derved antyde, »at — som Plutarch siger — en By, der fostrede slige Mænd, ingen Mure behøvede til sit Forsvar«. Festtoget gik til det fornemste Tempel, hvor Seierherren ophængte sin Krans som Offer. Derpaa blev der holdt et stort Festmaaltid, og saavel under dette som under Indtoget lød der festlige Korsange. Det ansaaes for en sjelden Lykke, hvis en anseet Digter, som f. Eks. Pindar, forfattede Festsangen; »thi en saadan var et Mindesmerke, varigere end Erts«. Ogsaa andre Belønninger blev Seierherren tildel; man opreiste ham Æresstatuer i Gymnasiene, paa Torvet eller foran et Tempel. I Athen fik han efter Solons Tid en Gave paa 500 Drachmer, fri Bespisning i Prytaneion og en Æresplads ved alle offentlige Skuespil. I Sparta fik han lignende Æresbevisninger samt den hædrende Forret i Slaget at indtage den farligste Plads.
Olympias nu skovbegroede Tomter, hvor engang det livsglade Hellenerfolk feirede sin største Fest, har i Menneskealdre været mennesketomme og berygtede for sin usunde Luft. Ingensteds er der Spor af den fordums Glans. Det store Zeustempel med Pheidias Zeusstatue blev ødelagt af en Ildebrand i det 5te Aarh. e. Kr. I Aarhundredernes Løb er ogsaa de øvrige Bygninger og Mindesmerker blevne forstyrrede, og Levningerne af dem har ligget begravne under det Dynd og Grus, som Alpheios har opskyllet, ligesom for at gjemme dem for Nutidens Forskning. Siden 1875 har der været foretaget Udgravninger i stor Maalestok, og der er allerede gjort rige Fund.
- ↑ Oprindelsen til disse Lege tilskrives dels Herakles (Side 86), dels de syv Helte, der gjorde Felttoget mod Theben (Side 109).
- ↑ De regnede nemlig efter Olympiader ɔ: Tidsrum af fire fulde Aar eller saa lang Tid, som der hengik mellem hver olympisk Fest.
- ↑ Lysias, berømt som Taler og Lærer i Veltalenhed, opholdt sig for det meste i Athen. Hans Levetid falder mellem 459—378.