Hellenerne/52
52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel.
Hvor stor end Stammeforskjellen mellem Hellenerne kunde være, og hvor vanskeligt det end faldt dem at holde sammen, vil man dog finde, at de til alle Tider havde Følelsen af at udgjøre ét Folk og sondrede sig skarpt fra alle andre Folk, hvem de betegnede med Fællesnavnet Barbarer (d. e. fremmedtalende).
Fra den ældste Tid af bestod der hos Grækerne forskjellige Forbund, der styrkede Samholdet mellem dem. Disse Forbund kunde være af forskjellig Oprindelse. Meget ofte var de opstaaede paa den Maade, at flere Stammer sluttede sig sammen til fælles Dyrkelse af den samme Guddom. Dette er saaledes Oprindelsen til de saakaldte Amphiktyonerforbund (d. e. et Forbund af Naboer), af hvilke det er det mest fremtrædende, hvis Repræsentanter om Vaaren samledes i Delphi og om Høsten ved Thermopylæ, og som fortrinsvis er bleven benævnt Amphiktyonerforbundet. Det synes, som om der fra først af har været to Forbund, af hvilke det ene særlig dyrkede Apollon, det andet Demeter, og at man efter Foreningen er bleven enig om at holde Møderne skiftevis ved Apollons og Demeters Helligdomme. Stiftelsen af dette Forbund falder i den forhistoriske Tid, da de græske Stammer var ganske anderledes fordelte end i den historiske Tid. Af de tolv Folkeslag, der hørte til Forbundet, er kun Doriere, Ionere og Bøoter mere bekjendte, de fleste andre var ubetydelige Stammer, der boede i Thessalien og det nordlige Mellemgrækenland og liden eller ingen Del tog i Begivenhederne i Hellas. Hver Stamme havde to Stemmer, og denne Ordning holdt sig uforandret ligetil den romerske Keisertid; dog gik undertiden Stemmeretten fra et Folk over til et andet. Saaledes havde i Tidernes Løb Sparta tilegnet sig en af de to doriske Stemmer og Athen en af de ioniske, og hvorledes Phokernes Stemmer gik over til Makedonerne, er allerede tidligere omtalt (Side 387). At Grækenlands to mægtigste Stater hver kun havde én Stemme i Amphiktyonerraadet, er vel ogsaa en af Grundene til, at dette fik saa liden Indflydelse paa de Begivenheder, der til de forskjellige Tider bestemte Grækenlands Skjebne. Sin mest fremtrædende Rolle spiller Amphiktyonerraadet, da en af de nordligere Stater, Theben, for en kort Tid var bleven den fornemste Stat i Grækenland.
Forbundets Hovedformaal var at verne om Oraklet i Delphi og de dermed forbundne pythiske Lege samt hevde Folkerettens Grundsætninger blandt dem, der hørte til Forbundet. Dette kommer ogsaa tilsyne i Amphiktyonernes Edsformularer, i hvilke de lovede, »ikke at ødelægge nogen af Forbundets Stater, ikke at forholde nogen det fornødne Drikkevand, hverken i Krig eller Fred, og med Ben, Arme, Røst og af alle Kræfter at bekrige dem, der paa nogen Maade øvede ondt mod Apollons Helligdom«.
Af andre Institutioner, der hos Hellenerne styrkede den nationale Enhedsfølelse, kan Oraklerne nævnes. Disse var af forskjellig Slags. Ved nogle, f. Eks. ved Zeus’ Orakel i Dodona i Epeiros, tolkede man det tilkommende af Vindens Susen i Zeus’ hellige Eg, af Bækkens Rislen ved dens Fod eller af de indviede Duers Flugt og af Larmen af de Kobberkar, der var ophængte i Templet. Paa andre Steder hentede man Varsler af Offerdyrenes Indvolde, af den Maade, hvorpaa Offerilden brændte o. s. v. Andre Orakler var Drømmeorakler, ved hvilke man lagde sig til at sove i Helligdommen og modtog den guddommelige Aabenbarelse i Drømme. Men de betydeligste af alle Orakler var de, ved hvilke Spaadommen udtaltes af en menneskelig Røst, af en Prest eller Prestinde, der paa en eller anden Maade bragtes i en bevidstløs Tilstand og i denne udtalte Ord, som man ansaa for at være inspirerede af Guden. Det blev da Presternes Opgave af disse enkelte Ord at udfinde Meningen og fremsætte denne i Udtryk, der kunde passe til de forelagte Spørgsmaal. Alle Orakler af denne Slags var indviede til Apollon, der fortrinsvis var den alvidende Gud. »Han ved«, siger Pindar, »hvor talrige Vaarens Blomster er, og han har talt Sanden ved Havets Bred; han ved, hvad der vil komme, og hvorfra det kommer, han kjender alle Tings Ende og deres Maal«.
Det mest anseede af Apollons og af alle Grækenlands Orakler var Oraklet i Delphi; denne By laa i Landskabet Phokis ved Bjerget Parnassos, paa hvis Top Deukalions Skib skal være stanset efter den store Vandflom (Side 70). Ved Foden af Bjerget udspringer den hellige Kilde Kastalia, hvori Pilegrimene senere foretog den foreskrevne Renselse, og i Nærheden af denne var en Bjergkløft, fra hvilken der opsteg bedøvende Dunster. Disses Virkninger skal efter Sagnet være blevne opdagede af en Gjedehyrde. Han lagde nemlig Merke til, at naar hans Gjeder kom i Nærheden af Kløften, gjorde de alle Slags underlige Spring og begyndte at bræge paa en usedvanlig Maade, og da han selv gik nærmere for at undersøge Aarsagen, blev han svimmel og begyndte at tale over sig. Siden kom der flere til for at se dette Under.
Stedet blev snart anseet for helligt, og man troede, at enhver, der kom det nær, blev fyldt af guddommelig Begeistring og kunde forudsige kommende Ting. Efterhvert som Rygtet herom udbredte sig, blev Stedet besøgt af flere og flere, der ønskede at faa Oplysning om Fremtidens Gaader. Men da mange under den Henrykkelse, hvori de hensattes, sprang ned i den dybe Kløft og omkom, satte man over denne en høi Stol med tre Ben og lod en Kvinde tage Plads paa den og modtage Svar for enhver, der besøgte det hellige Sted. Og dette Forhold blev uforandret for alle Tider. Senere blev der bygget et Tempel over Orakelstedet saaledes, at Kløften kom til at ligge i det allerhelligste; her stod der ogsaa et Laurbærtræ, ligesom man ogsaa førte Kilden Kassotis ind i Templet. Da det første Tempel afbrændte i Aaret 548 f. Kr., blev der blandt alle Hellenere i og udenfor Grækenland indsamlet Penge til en ny Bygning. Kong Amasis af Ægypten (Side 38) foruden mange andre fremmede gav ogsaa store Bidrag. Alkmæonidernes rige og mægtige Familie, der paa den Tid var forvist fra Athen, paatog sig for en vis Sum at opbygge Templet. De opførte det prægtigere og kostbarere, end Kontrakten lød paa, og erhvervede sig derved for bestandig Oraklets Gunst. (Side 228).
Templets Forside var bygget af Marmor fra Paros, og Taget bares af doriske Søiler. Paa Pladsen foran Indgangen stod efter vanlig græsk Skik det store Brændofferalter og i Nærheden af dette en stor Ulv af Kobber. Paa dens Pande havde Delphierne indgravet den Beslutning, ifølge hvilken de i Aaret 448 f. Kr. havde tilkjendt Lakedæmonierne Retten til at forelægge Oraklet sine Spørgsmaal foran alle andre Stater; men allerede i samme Aar fik Perikles til Fordel for Athenerne udvirket en lignende Beslutning og lod denne indgrave paa den høire Side af Ulvens Hoved. I Nærheden af Brændofferalteret stod ogsaa den kostbare Gave, som Hellenerne havde bragt Guden efter Slaget ved Platææ (Side 304). Den bestod af en Trefod af Guld tilligemed dennes Fodstykke, der var dannet af tre store Kobberslanger, som var flettede sammen saaledes, at de havde Udseende af en afskaaren Kegle, ovenpaa hvilken de tre Slangehoveder stak frem. Keiser Konstantin flyttede senere denne merkelige Kobberorm til Konstantinopel, hvor den endnu findes; den er 17½ Fod høi.
I Templets Forhal var der fuldt op af kostbare Offergaver af forskjellig Slags. Paa Væggen stod med Guldbogstaver de berømte Ord: »Kjend dig selv« og »Intet til Overmaal«. Det sidste tilskrives snart Solon, snart Cheilon. I det egentlige Tempelrum, Cella, som det er bleven kaldt, stod blandt en hel Del andre hellige Ting Apollons Billedstøtte samt et Alter, hvorpaa der brændte en evig Ild. Her fandtes ogsaa en Marmorblok, hvorpaa der stod to Ørne af Guld. Denne Sten kaldtes »Jordens Navle« eller Midtpunkt, og Sagnet beretter, at Zeus engang skal have sluppet to Ørne fra Jordens to Endepunkter, og at de skal have mødt hinanden netop paa dette Sted. Var Navlen end ikke Jordens Midtpunkt, saa var dog Delphi i lange Tider Midtpunktet for det græske Liv. Bag den egentlige Cella kom man ind i det allerhelligste, Adyton, som det hed; dette laa noget lavere, og her var det, at Trefoden var sat over den dunstsvangre Bjergkløft.
Rundt Templet var der en Række forskjelligartede Bygninger, blandt hvilke kan nævnes det store Theater og Stadion, i hvilke de pythiske Lege blev opførte. Desuden stod der overalt en utallig Mængde Statuer og Kunstverker af forskjellig Slags. I eller ved Templet fandtes ogsaa en Sten, hvorover man daglig gjød Olje, og som efter Sagnet skal have været den samme, som Kronos slugte istedenfor Zeusbarnet (Side 69). »Zeus opreiste den i Delphi«, siger Hesiodos[1], »til et Tegn for de dødelige Mennesker«. Saavel denne Sten som enkelte andre Antydninger i Grækernes Religion og Mythologi peger hen paa en ældre Religionsform hos Grækerne, Naturdyrkelsen.
Efter et Sagn skal Apollon i sin Ungdom være draget ud for at vælge sig et passende Sted for et Orakel. De delphiske Klippeegne behagede ham, og han besluttede at grundlægge det her. Men et frygteligt Uhyre, Dragen Python, holdt til i Nærheden og sperrede ham Veien. Den unge Gud optog Kampen og nedlagde Uhyret med sine Pileskud. Derpaa brød han en Gren af et i Nærheden staaende Laurbærtræ, flettede deraf en Seierskrans, som han slyngede om sit Hoved, og for første Gang lød Seierspæanen fra hans Læber. I Dragemordet er Skjønhedens og Kulturens Seier over de raa Naturmagter billedlig fremstillet.
Det delphiske Orakels Anseelse voksede hurtig, og snart naaede dets Ry ud over Grækenlands Grænser. Kongerne i Lydien søgte dets Raad og gav det rige Gaver allerede fra Midten af det 8de Aarhundrede (Side 31), og Romerne sendte Gesandter derhen allerede i Kongetiden, medens i Grækenland selv hverken den private Mand eller Staterne foretog noget af Vigtighed, uden at man i Forveien havde raadspurgt den alvise Gud i Delphi.
I den ældste Tid gav Apollon sine Svar kun én Gang om Aaret, nemlig paa sin Fødselsdag, den syvende Dag i Maaneden Pythios (d. e. Spørgemaaned), der faldt omkring Vaarjevndøgn. Men da de besøgendes Antal voksede, steg Prestinden eller Pythia, som hun kaldtes, den syvende Dag i hver Maaned op paa Trefoden, ja i Oraklets mest blomstrende Periode gav hun sine Svar endogsaa hver Dag, som ikke netop var en Ulykkesdag. I Førstningen fandtes der kun én Pythia ved Oraklet. Det var en Jomfru i sin Ungdoms Blomst; senere valgte man til dette Embede ugifte Kvinder, som allerede var over femti Aar gamle. Pythia maatte beflitte sig paa et rent Liv og blev »Gudens Mund« indtil sit Livs Ende. I Oraklets Blomstringstid var der to, ja endogsaa tre saadanne Prestinder.
Tidlig om Morgenen de Dage, Oraklet var i Virksomhed, blev Templet smykket og Røgelsekarrene tændte. Templets Prester tilligemed et talrigt Tjenerskab paasaa, at alt gik til paa den rette Maade, at de spørgende bragte med sig de befalede Ofre, og at de havde iagttaget de foreskrevne Ceremonier, saasom Renselser, Bønner osv. De besøgende maatte kaste Lod om, i hvilken Orden de skulde stedes til Adgang; enkelte Stater havde dog, som før nævnt, i denne Henseende Forrettigheder.
Ogsaa Pythia maatte, før hun besteg Trefoden, forberede sig ved tre Dages Faste og et Bad i den kastalske Kilde. Iført sin Prestindedragt traadte hun derpaa ind i Adyton, drak lidt Vand af Kilden Kassotis og tyggede nogle Blade af Laurbærtræet, hvorefter hun satte sig paa Trefoden. Det varede ikke længe, før de bedøvende Dampe, der steg op af Kløften, bragte hende i en bedøvet Tilstand, der ofte var meget voldsom og nerverystende, saa den efter Plutarchs Beretning en enkelt Gang endogsaa skal have medført Døden.
Det, som Pythia udtalte paa Trefoden, var ofte fornuftige og sammenhængende Ord, og isaafald havde Presterne kun at omsætte dem i bunden Stil; thi i den ældste Tid var Orakelsvarene altid affattede i Verseform, medens de senere mere og mere afgaves i ubunden Stil. Meget ofte var dog de Ord, Pythia udstødte, uden nogen fornuftig Mening eller Sammenhæng, og da var det Presternes Opgave at ordne dem til en Mening, der passede paa det foreliggende Spørgsmaal. At Presterne i den ældre Tid her gjorde sig skyldige i noget bevidst Bedrageri, er ikke at antage. Presterne saavelsom alle andre følte sig forvissede om, at de i de dunkle Ord havde modtaget et Udsagn fra Himmelen, hvilket de efter sit Kjendskab til de guddommelige Ting og med tilbørligt Hensyn til den Sag, Spørgsmaalet gjaldt, havde at tyde efter visse foreskrevne Regler. Og dette var saameget mere muligt, som Spørgsmaalene i Regelen ikke gjaldt tilkommende Ting, men hvad man i dette eller hint vanskelige Tilfælde havde at gjøre. Orakelsvarene var som oftest Befalinger eller Raad, som i det Tilfælde, at de ikke var klare og bestemte, kunde bringe Spørgeren til Ettertanke. Det lader sig dog paa ingen Maade negte, at de delphiske Prester meget ofte i tvivlsomme Tilfælde med Flid gjorde sine Svar dunkle og tvetydige, saa at de kunde passe, hvordan end Udfaldet blev.
Efter at have modtaget Orakelsvaret ofrede atter de besøgende og bragte nye Gaver. Med Kranse paa Hovedet, saaledes som de var komne, vendte de derpaa tilbage til Hjemmet, og først efter Hjemkomsten aflagde de Kransen, som de ophængte i det nærmeste Apollontempel. Forøvrigt tjente Kransen ikke blot til Prydelse; den var tillige et Symbol paa, at dens Bærer stod under Gudens særlige Beskyttelse. Derfor var ogsaa en Krænkelse af disse Pilegrime en Brøde mod Guddommen.
Under Ledelse af Prester, som forstod at skaffe sig et nøie Kjendskab til alle Forhold i den græske Verden, var Delphi ikke blot bleven det religiøse, men ogsaa det politiske Midtpunkt i det helleniske Liv. Alle græske Stater rettede sig efter det delphiske Orakels Udtalelser; efter dets Kjendelser blev Statsforfatninger afskaffede og indførte, Krige begyndte og Forlig sluttede, Tyranner styrtede, og til det tyede man, naar ydre Fiender truede Hellas’ Frihed. Apollons Raad søgtes ogsaa ved Anlægget af de mange Kolonier, der i Tidernes Løb udgik til alle Middelhavets Kyster. Det delphiske Presteskab var i Besiddelse af en vidtstrakt geografisk Kundskab og anviste i Almindelighed Byerne de Steder, hvor de skulde anlægge sine Kolonier. I religiøse Ting var Delphi den høieste Autoritet. Paa dets Befaling blev Templer byggede og Dyrkelse af nye Guddomme indført, Fester og Festlege foranstaltede.
I Aarhundreder havde saaledes Delphi en indgribende Betydning for de græske Stater, og man maa sige til dets Ros, at det har øvet en heldbringende Indflydelse. Formaaede det end ikke altid at stanse de indre Krige i Hellas, saa har dets Fortjeneste af Lovgivningen, de rene Seders og den borgelige Ordens Bevarelse været saa meget større. Derfor stod ogsaa Oraklet i stor Anseelse, og selv de største Aander, som en Pindar, en Sophokles, en Sokrates og andre ærede det som et helligt Sted, hvorfra Guddommen lod sin Røst lyde til Menneskene.
Men i Tidernes Løb dalede Delphis Anseelse, og allerede ved Perserkrigene er dets Glans betydelig afbleget. At det i denne Farens Tid, da Østens Barbari truede med at overskylle Hellas, ikke gik i Spidsen for Nationen, men tvertimod nu og da viste sig forsagt og raadede til Eftergivenhed, gav Oraklet dets Knæk. Delphi hjalp ogsaa selv med til at undergrave sin Anseelse; det tog nemlig ofte Del i Grækernes politiske Kampe og viste sig endogsaa til sine Tider bestikkeligt. Dødsstødet fik Oraklets Anseelse under den tiaarige hellige Krig, som det selv i Forbund med en Del af Amphiktyonerne havde fremkaldt (Side 387). Da Makedonerkongen ved Krigens Ende faar Sæde og Stemme i Amphiktyonerraadet, taler Oraklet stedse til hans Fordel, Pythia »philippiserer«, som Demosthenes udtrykker sig. Efter Philips Tid var Troen paa Delphis Sanddruhed rokket og dets politiske Indflydelse forsvunden; de oplyste blandt Folket foragtede det, og om dets Anseelse til sine Tider vistnok hævede sig noget igjen, saa angik dog de Spørgsmaal, som blev det forelagte, for det meste kun private Anliggender.
Ogsaa efter Phokernes Plyndring var den delphiske Helligdom meget rig paa Kunstverker, saa at de romerske Feltherrers og Keiseres Rovlyst endnu i lang Tid her gjorde lønnende Fund. Etterat Keiser Nero havde plyndret Apollon for 500 Broncestatuer, forteller Plinius[2], fandtes der endnu omtrent 3000 saadanne i Templet og Tempelgaarden, i Buegangene og i Skatkamrene, foruden at der i disse Rum ogsaa fandtes en Mængde andre Kunstverker. Senere førte Konstantin en Mængde Kunstverker fra Delphi til Konstantinopel for dermed at smykke sin nye Hovedstad. Da Keiser Julian for sit Tog til Persien raadspurgte Oraklet (362 e. Kr.), fik han til Svar: »Siger Keiseren, at Visdommens hellige Tempel er sunken i Støvet, Phoibos har intet Hjem længere, intet helligt Laurbærtræ, den hellige Kilde er udtørret«. Keiser Theodosius lukkede Oraklet for bestandig i Aaret 390.
Af Delphis Herlighed findes der i vor Tid kun faa Rester tilbage. Den hellige Hule er for lange Tider siden tilkastet af de kristne, der ansaa den for et Sted, hvor Djævelen drev sit Spil. Man kan endnu se Grundmurene af enkelte af de større Bygninger; men Størsteparten af det gamle Delphis Grund indtages nu af Landsbyen Kastri, og denne Omstændighed har været til Hinder for at foretage Udgravninger i nogen større Maalestok.
- ↑ Hesiodos er den fornemste episke Digter hos Grækerne efter Homer. Han er den første, der forsøgte at give en ordnet Fremstilling af den græske Mythologi. Hans Levetid sættes til omtr. 800 f. Kr.
- ↑ Plinius den ældre var født 23 e. Kr. og omkom under Vesuvs Udbrud i Aaret 79. Han har efterladt sig en Række Skrifter af forskjelligartet Indhold.