Hellenerne/51
51. Alexander den store (336—323).
Efter Philips Død besteg hans Søn Alexander den store den makedoniske Throne. Han var født den 13de Juli 356. Samme Dag som Sønnens Fødsel blev meldt Faderen, skal han ogsaa have faaet to andre glædelige Efterretninger, nemlig at en af hans Feltherrer havde vundet en stor Seier, og at hans Heste havde vundet Prisen ved de olympiske Lege. Man forteller ogsaa, at det var i den samme Nat, en vis Herostratos afbrændte Artemis’ Tempel i Ephesos for derved at gjøre sit Navn udødeligt. Artemistemplet var det pragtfuldeste i hele Asien og ansaaes for et af Verdens syv Underverker, hvorfor denne Brand blev anseet for at være et Varsel om en stor Ulykke, som skulde hjemsøge Østen.
Philip lod sin Søn faa den bedste Opdragelse. Fra sit 17de Aar af blev saaledes Alexander undervist af den berømte Filosof Aristoteles[1]. Ved Sønnens Fødsel havde Philip skrevet til ham: »Vid, at jeg har faaet en Søn; men jeg glæder mig mindre over hans Fødsel end over, at han er kommen til Verden i din Levetid. Opdraget og dannet af dig vil han blive mig og mit Rige værdig«. Aldrig har en større Konge nydt godt af en større Lærers Undervisning. Alexanders ypperlige Evner blev paa den heldigste Maade udviklede under Aristoteles’ Veiledning, og han indviede ham grundig i den helleniske Dannelse. Fremfor alt indgav han ham Kjærlighed til de græske Digterverker, og Alexander fik Homers Sange saa kjær, at han saagodtsom kunde dem udenad. Achilleus var hans Ideal, og han priste denne lykkelig, fordi han i Livet havde fundet en Ven som Patroklos og i Døden en Homer til at besynge hans Bedrifter.
Ærgjerrigheden kom tilsyne hos Alexander allerede som Gut. Da man engang spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at deltage i Kamplegene i Olympia, svarede han: »Jo, hvis jeg kunde løbe omkap med Konger«, og naar der kom Budskab om, at hans Fader havde vundet nye Seire, skal han ofte have sagt: »Min Fader levner mig intet at udrette». Engang blev der budt Philip tilsalgs en prægtig thessalisk Hest; da ingen kunde tæmme det ustyrlige Dyr, og Philip af den Grund vilde sende den bort igjen, bad Alexander tilslut Faderen om Lov til at maatte forsøge. Han vendte Hesten mod Solen, da han havde merket, at den var ræd for sin egen Skygge. Han klappede den venlig og svang sig derpaa op paa dens Ryg. Dyret fløi rasende afsted, saa at alle frygtede for Guttens Liv; men da de saa, hvorledes han vendte Hesten om og fik den til at lystre, blev alle forundrede, og Philip sagde henrykt: »Min Søn, søg dig et andet Kongerige, Makedonien er for lidet for dig». Hestens Navn var Bukephalos (d. e. Oksehoved), og den var senere Alexanders Stridshingst i alle hans Slag.
Seksten Aar gammel vandt Alexander sine første Seire i Thrakien; atten Aar gammel anførte han ved Chæroneia den venstre Fløi og bidrog ikke lidet til Kampens seierrige Udfald. Ved sin Thronbestigelse var han tyve Aar gammel. I Begyndelsen havde han mange Vanskeligheder at bekjæmpe; der var flere Prinser af Kongehuset, som gjorde ham Thronen stridig, og de undertvungne Folk mente, at det var let under en saa ung Konge igjen at frigjøre sig fra det makedoniske Herredømme. Men Alexander besad Hærens Kjærlighed og Folkets Tillid; hurtig betvang han baade den indre og ydre Modstand. I Grækenland viste han sig saa hurtig i Spidsen for sin Hær, at alle blev forskrækkede og lod al Tanke om Opstand fare. I Korinth lod han sig ligesom sin Fader udnævne til Overfeltherre i Krigen mod Perserne.
I Korinth traf Alexander sammen med Filosofen Diogenes, der lige til det latterlige overdrev Sokrates’ Lære om, at Mennesket bør bruge saa lidet som muligt. Diogenes gik i en skidden, fillet Kappe og med uredet Haar og pleiede at holde til i en gammel Tønde. Alexander gik hen til ham, medens han laa og solede sig foran sin Tønde; han talte længe med ham og fandt hans Svar saa træffende og aandrige, at han tilsidst spurgte ham, om han ikke kunde gjøre ham en Tjeneste, »Jo«, svarede Diogenes, »gaa lidt tilside, saa Solen kan skinne paa mig«. Kongens Følge brast i Latter; men Alexander sagde: »Hvis jeg ikke var Alexander, saa vilde jeg have ønsket at være Diogenes«.
Alexander skal ogsaa have besøgt Delphi for at raadspørge Oraklet. Pythia vægrede sig for at bestige Trefoden (Side 412), fordi det netop var en ulykkelig Dag. Men Alexander trak hende med Magt til Templet, saa at Prestinden forskrækket raabte: »Min Søn, du er uimodstaaelig«. »Med dette Svar er jeg fornøiet«, sagde Kongen og fjernede sig.
Medens Alexander derpaa var beskjæftiget med at underlægge sig de thrakiske og illyriske Folkeslag, der igjen havde gjort Oprør under hans Fravær, udbredte der sig i Hellas det Rygte, at han var falden. Strax reiste Grækerne sig igjen, og Thebanerne gjorde Begyndelsen med at angribe den makedoniske Besætning i sin By. Men Alexander marscherede paa tolv Dage fra Illyrien til Theben og stod foran dets Porte, før man var forberedt paa noget Angreb. Da Thebanerne ikke vilde gaa ind paa de lempelige Betingelser, som Alexander opstillede for Overgivelsen, blev Byen beleiret og faldt efter kort Tids Forløb i Alexanders Hænder. Han tog en grusom Hevn. Byen blev ødelagt med Undtagelse af Templerne og Pindars Hus[2], og alle Indbyggerne undtagen Presterne, Makedonernes Gjestevenner samt Pindars Efterkommere blev solgte som Slaver. Thebens Skjebne udbredte saadan Skræk, at ingen græsk Stat mere tenkte paa Frafald.
Alexander kunde nu begynde sit store Tog mod Asien. Om Vaaren 334 satte han over Hellesponten med omtrent 30,000 Fodfolk og 5000 Ryttere. Under Overfarten ofrede han en Okse og udgjød Drikoffer til Poseidons og Nereidernes[3] Ære. Da han nærmede sig Asiens Kyst, kastede han sin Lanse iland til Tegn paa, at han tog Landet i Besiddelse. Han landede tæt ved det gamle Troias Ruiner og ofrede her til Pallas Athene, ligesom han ogsaa lagde Kranse paa Achilleus’ Grav, fra hvem han nedstammede paa mødrene Side.
Det var gaaet mere og mere tilbage med det persiske Rige siden Dareios’ og Xerxes’ Dage. Den indre Styrelse var i største Uorden, Provinserne gjorde hyppig Oprør, og Paladsrevolutioner hørte til Dagens Orden. Artaxerxes mnemon (S. 372) havde ved sin Død i Aaret 359 efterladt Thronen til sin Søn Artaxerxes den tredje, med Tilnavnet Ochos, der blev myrdet i Aaret 338. Dennes Søn og Eftermand Arses var bleven ryddet afveien 2 Aar efter, hvorpaa en fjernere Slegtning af Kongehuset, Dareios den tredje, med Tilnavnet Kodomannos, havde besteget den persiske Throne.
Strax efter Overgangen over Hellesponten mødte Alexander Storkongens Tropper, der i talrig Mængde var opstillede ved den lille Flod Granikos. Alexander vilde straks sætte over Floden for at angribe den, og da hans gamle erfarne Feltherre Parmenion raadede til at vente, indtil Perserne havde trakket sig tilbage fra Flodbredden, sagde han: »Hellesponten, som vi saa let kom over, vilde skamme sig, hvis vi frygtede for at gaa over denne Bæk«. I Spidsen for sine Tropper vadede han derpaa over Floden, drev Perserne tilbage fra Bredden og begyndte paa Sletten en varm Rytterfægtning, hvori Perserne kjæmpede med stor Tapperhed, men blev tilslut beseirede. Alexander, der var let kjendelig paa sin hvide Hjelmbusk, kom flere Gange i Fare og vilde én Gang være bleven dræbt, hvis ikke en af hans Officerer, Kleitos, var kommen ham til Undsætning.
Frugten af Seieren ved Granikos var Erobringen af hele Lilleasien. Alexander drog langs Kysten, og alt underkastede sig saagodtsom uden Modstand. Han overvintrede i Phrygien, hvor han i Gordion løste den gordiske Knude, ikke ved Behændighed, men ved et velrettet Sverdhug. Paa den Maade mente han, at den gamle Spaadom om Herredømmet i Asien var gaaet i Opfyldelse (S. 22).
Om Vaaren 333 drog han videre til Kilikien. Paa Grund af et uforsigtigt Bad faldt han i Byen Tarsos i en saa heftig Feber, at alle frygtede for hans Liv. Hæren var fortvivlet, da den persiske Hovedstyrke stod i Nærheden, og man snart kunde vente et Hovedslag. Da erklærede hans Livlæge Philip, at han vidste et Middel, som kunde redde Kongen, men som tillige var saa voldsomt, at det muligens ogsaa kunde have Døden tilfølge. Medens han gik bort og tillavede Medicinen, kom der et Brev fra Parmenion, hvori denne advarede Kongen mod at betro sig til Philip, da han nemlig var bestukket af Perserkongen. Alexander lagde Brevet under sin Hovedpude og tømte uden Nølen det Bæger, som Philip kort efter bragte ham, idet han rakte denne det netop modtagne Brev. Faa Dage efter stod Alexander igjen fuldstændig helbredet i Spidsen for sin jublende Hær.
Alexander fortsatte derpaa sin Vei østover, og ved Issos, i det trange Fjeldskar, hvor man fra Lilleasien kommer over til Syrien, traf han paa Dareios, som stod her i Spidsen for 600,000 Mand. Perserne blev fuldstændig slagne, 100,000 skal være faldne og en stor Del fangede (29de November 333). Storkongen selv flygtede, uden at det lykkedes Alexander at indhente ham. Hele den pragtfulde persiske Leir faldt i Seierherrens Hænder (Side 63), og da Alexander om Aftenen vendte tilbage fra Forfølgelsen af Dareios, lod han i dennes Telt afholde en Seiersfest. Fra et af de nærliggende Telte hørte man Graad og Klage. Det var den kongelige Familie, Storkongens Moder og Hustru, hans seksaarige Søn og to Døtre, der begræd Kongens Død; de troede nemlig, at han var falden, da de havde seet, at hans Vogn, Purpurkappe og Vaaben var blevne bragte tilbage til Leiren. Alexander sendte dem straks Bud om, at Dareios var ilive, og at de selv intet havde at frygte. Den følgende Morgen aflagde han sammen med sin Ven Hephæstion et Besøg hos den kongelige Familie. Da de traadte ind i Teltet, kastede Sisygambis, Dareios’ Moder, sig paa Knæ for Hephæstion, hvem hun paa Grund af hans statelige Udseende antog for Kongen. Da hun merkede sin Feiltagelse og blev meget forskrækket derover, sagde Alexander leende til hende: »Vær kun tryg, Moder, han er jo ogsaa Alexander«. Dareios’ Søn tog han paa Armen og kyssede ham, og den kongelige Familie behandlede han i det hele taget med stor Artighed.
Derpaa drog Alexander langs Kysten mod Syd til Phønikien, hvor alle Byer overgav sig frivillig med Undtagelse af Tyros, hvis Beleiring vanskeliggjordes ved, at Byen laa paa en Klippeø et Stykke ude i Søen. Dens Indvaanere ansaa den derfor for uindtagelig, især da den ogsaa omgaves af 150 Fod høie Mure. Alexander byggede en Dæmning fra Fastlandet ud til Øen og angreb den ogsaa tilsøs ved Hjælp af sine store Flaader. Efter syv Maaneders Beleiring fik han endelig Byen i sin Magt (i Juli 332). 8000 Tyriere var faldne, 30,000 blev fangne, af hvilke han lod korsfæste 2000 og Resten sælge som Slaver. En saadan Grusomhed viste han, fordi de ved sin haardnakkede Modstand havde stanset ham saalænge paa hans Seierstog. Den gamle Handels- og Kulturstad blev forvandlet til en Grushob.
Medens Alexander beleirede Tyros, kom der Udsendinger fra Dareios med Bøn om Fred. Storkongen var villig til at betale 10,000 Talenter i Løsepenge for sin fangne Familie og til at afstaa hele Asien vestenfor Euphrat og lovede Alexander sit Venskab og sin Datters Haand. »Det vilde jeg tage imod, hvis jeg var Alexander«, sagde Parmenion. »Jeg ogsaa«, svarede Alexander, »hvis jeg var Parmenion«. Nu var han imidlertid Alexander, og derfor blev hans Svar, at ligesom der kun var én Sol paa Himlen, saa ledes burde der kun være én Hersker paa Jorden.
Fra Tyros drog Alexander videre til Ægypten, der underkastede sig uden Sverdslag, fordi Ægypterne ansaa ham som en Befrier fra det forhadte persiske Aag. Ved den vestligste af Nilens Mundinger anlagde han Byen Alexandreia, der snart indtog Tyros’ Plads som Mellemled for Handelen mellem Østen og Vesten. Alexander besøgte ogsaa Zeus Ammons[4] Orakel, der laa paa den nuværende Oase Sivah i den libyske Ørken. Presterne hilsede ham her efter Sagnet som Zeus’ Søn, og Alexander modsagde ikke dette; det maatte være ham kjært, at Østerlænderne ansaa ham for at være af guddommelig Herkomst.
Fra Ægypten drog Alexander om Vaaren 331 den samme Vei tilbage, indtil han ved Tyros tog Veien mod Øst gjennem Syrien og Mesopotamien. Østenfor Tigris, paa de store Sletter mellem Byerne Arbela og Gaugamela, stødte han paa Storkongens umaadelige Hær, der skal have tellet omtrent en Million Krigere. Alexander havde 40,000 Fodfolk og 7000 Ryttere. Parmenion raadede ham til at overfalde Fienden om Natten; men Alexander svarede: »Det sømmer sig ikke for Alexander at snige sig til Seieren«. Da Parmenion vækkede ham om Morgenen, fandt han ham i dyb Søvn og skal have sagt: »Du sover jo, Herre, som om vi allerede havde seiret«. »Ja, er da ikke det Tilfældet nu«, sagde Kongen, »da vi endelig har Fienden for os og ikke længere behøver at drage gjennem Ørkener for at finde ham?« Efter en lang og haardnakket Kamp gik Alexander ogsaa heraf med Seieren (1ste Oktober 331). Dareios flygtede atter; Alexander satte efter ham, men vendte dog snart om igjen og begav sig til de sydlige Dele af Perserriget. Han indtog Hovedstæderne Babylon, Susa og Persepolis, hvor han overalt fandt umaadelige Skatte ophobede. I Persepolis lod han sætte Ild paa Storkongens prægtige Kongeborg. Det skulde være et Sonoffer for Xerxes’ Ødelæggelse af Athen og et Tegn paa, at nu var Persernes Herredømme tilende.
Dareios var flygtet til Medien, hvorhen Alexander nu fulgte efter; men da han naaede Ekbatana, var Dareios allerede dragen videre. Da Alexander kort efter fik høre, at Dareios var tagen tilfange af en af sine Satraper, Bessos, der førte ham med sig videre mod Øst, satte han øieblikkelig efter Forræderen. Veien gik gjennem øde og ubeboede Egne, hvor man led stor Mangel paa Vand og Levnetsmidler. En Dag bragte en Rytter Kongen en Drik Vand i sin Hjelm. Alexander greb den med Begjærlighed; men da han merkede, hvorledes hans udmattede Ryttere begjærlig saa hen til Drikken, slog han Vandet ud og sagde: »Hvis jeg drak alene, vilde de andre blive modløse«. Da sporede Rytterne sine Heste og raabte fulde af Beundring: »Før os kun videre, vi er ikke trætte, og Tørsten bryder vi os ikke om; ja vi holde os ikke engang for dødelige, saalænge vi har en saadan Konge«.
Da Bessos og hans Følge merkede, at de ikke længere kunde undgaa Alexander, opfordrede de Dareios, som de hidtil havde ført bunden med sig paa en Vogn, til at bestige en Hest og flygte med dem. Da han negtede at adlyde, gjennemborede de ham med sine Lanser og lod den ulykkelige Konge blive liggende halvdød paa sin Vogn, medens de tog Flugten til alle Kanter. En af Alexanders Ryttere fandt kort efter Dareios, og han skal da endnu have været ilive. Den døende Konge bad ham om en Drik Vand og sagde derpaa: »Min Ven! det er Topmaalet i min Ulykke, at jeg ikke engang kan gjengjælde dig din Velgjerning; men Alexander vil lønne dig derfor, ligesom Guderne vil belønne ham for den Høimodighed, som han har vist mod min Familie. Gjennem dig rækker jeg ham her min Haand«. Da Alexander straks efter kom til, fandt han kun sin Modstanders Lig, som han dybt bevæget skal have tildækket med sin egen Kappe. Senere lod han Liget med stor Pragt bisætte i Kongegravene i Persepolis.
Kongemorderen Bessos var undkommet til Sogdiana, den nordøstligste Provins i det persiske Rige; her antog han Kongenavn, men blev fangen af Alexander (329). Nøgen og med et Jern om Halsen blev han stillet tilskue for hele Hæren. Derpaa blev han pisket og overgivet til en Domstol af persiske Stormænd, der lod ham korsfæste efter at have skaaret Næse og Øren af ham.
Efter Dareios’ Død underkastede de fleste Persere sig Alexander, og han optraadte nu mere som deres retmæssige Herre end som en fremmed Erobrer; dog var der endnu mangt et Land, han maatte erobre med Vaaben. Asiens Folkeslag var i det hele taget vel tilfredse med den nye Hersker; thi han havde Agtelse for deres nedarvede Skikke, deres Religion og deres Love og vernede dem mod uretfærdig Behandling. Det laa i hans Plan saa hurtig som muligt at sammensmelte sine europæiske og asiatiske Undersaatter til ét Folk og derved skabe et ensartet Rige. For at ære Asiaterne og vinde deres Tillid bar han ofte asiatisk Dragt, indførte persisk Ceremoniel ved sit Hof, giftede sig med en persisk Dame, Roxane, og gav Asiatere høie Stillinger i Hæren og ved Hoffet. Men dette var noget, hvormed mange af Makedonerne var meget utilfredse; de saa nemlig helst, at Asiaterne behandledes som Træler. Ja, der opstod endogsaa Sammensvergelser mod Kongens Liv. Parmenions Søn Philotas blev anklaget for en saadan Forbrydelse og af Hæren dømt tildøde, og endogsaa den gamle Parmenion blev ryddet afveien, fordi man frygtede for, at han vilde tage Hevn over sin Søn. En anden Gang opdagede man en Sammensvergelse af makedoniske Stormænd, i hvilken ogsaa Filosofen Kallisthenes, en nær Slegtning af Aristoteles og Alexanders Ungdomsven, var indviklet. Deltagerne i Sammensvergelsen blev stenede og Kallisthenes holdt fangen i et Jernbur, hvor han døde, før Dommen over ham var falden (327).
En af de mørkeste Pletter paa Alexanders Heltenavn er Drabet paa hans Redningsmand Kleitos. Under en Fest, som Kongen feirede i Marakanda, Sogdianas Hovedstad, drev nogle Smigrere sin Forgudelse af Alexander saa vidt, at de endog satte hans Verk høiere end Herakles’ og andre mythiske Heltes store Bedrifter. Kleitos forargede sig over dette, og ophidset af Vinen vovede han at tage til Gjenmæle. Striden blev mere og mere hidsig, Kleitos mere og mere lidenskabelig; han ophøiede Kong Philip og de gamle Generaler og nedsatte Alexander; han priste dem lykkelige, der var faldne, førend de kom til at se paa, at Makedonerne blev piskede med mediske Svøber og nødte til at henvende sig til Persere for at faa Adgang til sin egen Konge. Tilsidst raabte han: »Alexander bør for Fremtiden ikke længere bede frittalende Mænd til sit Bord; han bør holde sig til Barbarer og til Træler, som bøier Knæ for hans persiske Belte og hans hvide Klædebon«. Nu kunde ikke Kongen længere beherske sig; han kastede et Æble i Ansigtet paa Kleitos og greb efter sit Sverd; men dette havde man stukket tilside, og for at forebygge Ulykke førte man Kleitos ud af Værelset. Men straks efter kom han ind igjen ad en anden Dør og begyndte, beruset som han var, at synge en Smædevise om Alexander. Denne, der ligeledes var beruset, rev en Lanse ud af Haanden paa en af Vagten og slyngede den mod Kleitos, saa han straks faldt død til Jorden. Men i samme Øieblik kom Kongen til Besindelse igjen; bleg af Forfærdelse over sin Gjerning stirrede han paa det blodige Lig, og man forteller, at han rev Lansen ud af Saaret for at støde den i sit eget Bryst, og at han kun med Magt blev hindret deri. I tre Dage og Nætter lukkede han sig inde i sit Telt, hvor han græd ved Kleitos’ Lig og hengav sig til en lidenskabelig Naturs hele Fortvivlelse.
Alexander opholdt sig næsten tre Aar i Perserrigets nordligste Provinser, hvor han som overalt ellers paa sit Tog anlagde flere Byer og efterlod i disse makedoniske Besætninger. Derpaa brød han om Vaaren 327 op fra Baktra, Hovedstaden i Baktrien, for at tiltræde sit Tog mod Indien. Veien gik ofte gjennem tørre Sandørkener; men Alexander delte med utrættelig Udholdenhed alle Strabadser med sine Soldater. Efter at have sat over Indos underlagde han sig Landet mellem denne Flod og dens Biflod Hydaspes. Her mødte Alexander en alvorlig Modstand af Landets Fyrste, Poros, som dog tilslut blev overvundet og maatte give sig i Alexanders Vold. »Hvorledes ønsker du at blive behandlet?« spurgte Seierherren. »Som Konge«, lød Svaret. »Det vil jeg gjøre af Hensyn til mig selv«, sagde Alexander; »har du intet andet at ønske dig?« »I Ordet Konge er alt indbefattet«, var Poros’ Svar. Alexander lod Poros ikke alene beholde sit Rige, men udvidede det endog betydelig. Han anlagde i disse Egne to Byer, af hvilke den ene fik Navnet Bukephala til Minde om Bukephalos, der her var død af de Saar, den havde faaet i et Slag.
Derefter fortsatte Alexander sit Tog mod Øst; hans Plan var at naa frem til Ganges og videre til det østlige Verdenshav, som han ikke tenkte sig langt borte. Men da han var kommen til den østligste af Indos’ fire Bifloder, nemlig Hyphasis, negtede Hæren at følge ham længere. De uophørlige Strabadser, som den i aarevis havde maattet udholde, havde tilslut brudt dens Kraft og Mod; saavel Anførere som Soldater længtes tilbage til Hjemmet. Alle Kongens Forestillinger og Opmuntringer var til ingen Nytte. Alexander lukkede sig tre Dage inde i sit Telt for at bevæge Hæren til Eftergivenhed; men da dette ikke lykkedes, gav han endelig sit Samtykke til Tilbagetoget (August 326). Ved Underretningen herom opstod der en ustanselig Jubel i den hele Leir. Til Minde om, hvor langt Erobringstoget var gaaet, lod Alexander ved Hyphasis opreise tolv kolossale Altere, hvorefter han aiholdt Veddekampe og ofrede Guderne Takoffer.
En Del af Hæren drog nu paa Skibe nedad Indos’ Bifloder og videre efter selve Indos til Havet, medens Resten fulgte efter langs Flodbredderne. Alle Folkeslag i de tilstødende Landskaber gav sig under hans Herredømme med Undtagelse af Mallerne. Deres sterkt befæstede Hovedstad maatte tages med Storm. Under denne kom Alexanders Liv i stor Fare; i Kampens Raseri trængte han nemlig saa hidsig frem, at han kun ledsaget af tre af sine Anførere besteg Muren og styrtede sig ind i den beleirede By. Hans Ledsagere faldt, og han selv blev haardt saaret i Brystet af et Pileskud, da man endelig kom ham til Undsætning og bar ham bevidstløs bort paa hans Skjold. En hel Uge svævede han mellem Liv og Død, og fortvivlet spurgte man hinanden, hvem der fra disse fjerne Egne skulde føre dem tilbage til Hjemmet; til alles store Glæde kom dog Kongen sig snart igjen.
I Juli 325 var Alexander naaet frem til Indos’ Delta. En Del af sin Hær lod han nu under Nearchos’ Anførsel reise Søveien tilbage til Euphrats og Tigris’ Mundinger ved den persiske Havbugt. Den øvrige Hær drog i to Afdelinger over Land mod Vest; den ene førtes af Krateros gjennem Arachosien og Drangiana til Karamanien, medens Alexander selv valgte den sydligere Vei nær Havet gjennem Gedrosien og Karamanien. I Gedrosiens Sandørkener stod han i Fare for at gaa tilgrunde med den hele Hær, og det var neppe Fjerdeparten, der efter 60 Dages March naaede frem til Provinsens Hovedstad Pura, hvor Lidelserne endelig ophørte. Kort efter traf han sammen med Krateros, hvorpaa de i Forening naaede Susa i Februar 324.
Under Opholdet i Susa søgte Alexander end mere at fremme Sammensmeltningen af Makedonerne og Perserne. Selv tog han tilegte en af Dareios’ Døtre og lod sin Ven Hephæstion egte en anden, ligesom en stor Del af hans Feltherrer indgik Giftermaal med fornemme persiske Kvinder. Soldaterne blev opfordrede til at følge Eksemplet, og over 10,000 skal have egtet asiatiske Kvinder. Alexander vilde gjøre Perserne fuldstændig ligestillede med Makedonerne og vakte derved i høi Grad de sidstes Misnøie; især kom dette tilsyne, da han havde kaldt 30,000 unge Asiatere til sit Hof og ladet dem bevæbne og indøve paa makedonisk Vis. Da nu Kongen samtidig her med vilde sende hjem et større Antal af de ældste Soldater, skede der en almindelig Opstand blandt Makedonerne. Hele Hæren fordrede sin Afsked, »han trængte jo nu ikke længere til den, han kunde jo gaa i Felten sammen med sin Fader Ammon og de persiske Dansere og ved deres Hjælp underlægge sig Verden«. Forbitret over denne Haan sprang Alexander ned blandt den ophidsede Mængde og lod de mest høirøstede gribe. Derpaa foreholdt han dem, hvormeget han selv og hans Fader havde gjort for Makedonerne, at han hverken havde skyet Fare eller Møie, og at han altid havde delt Berømmelse og Rigdom sammen med sine Krigere; han endte med de Ord: »Gaa nu hjem og fortel Grækerne, at I har forladt eders Konge her i Susa midt iblandt de Barbarer, som han har overvundet; derved vil I sikkerlig vinde eder Berømmelse blandt Menneskene og Gunst hos Guderne«. Derefter gik Kongen ind i sit Palads og lod sig i to Dage ikke se af nogen. Da han paa den tredje kaldte sine Feltherrer til sig og overdrog dem Feltherreposter i den nye persiske Hær, strømmede Makedonerne flokkevis til hans Telt og bad ydmygt om Tilgivelse. Alexander tilgav dem, og Forsoningen blev feiret med et stort Gjestebud, hvori Makedonere, Grækere og Persere deltog.
Om Høsten 324 døde Alexanders Ven Hephæstion, et Tab, hvorover han i lang Tid var utrøstelig. Til Vennens Ære foranstaltede han en Ligfærd, hvis Lige Verden neppe har seet, og som skal have kostet 40 Millioner Kroner.
Alexander opholdt sig i længere Tid i Babylon, hvor han forberedte sig til nye Erobringer, medens han paa samme Tid indførte en Række Forbedringer i Landsdelenes Styrelse; men midt i hans travle Virken rev Døden ham bort; en hidsig Feber endte hans Liv i Babylon den 21de April 323. Da han laa paa sit sidste, vilde hans Krigere endnu engang se ham. Mand for Mand gik de forbi hans Seng, medens den døende Konge rakte enhver sin Haand eller sendte dem et Afskedsblik.
Neppe noget Menneske har i saa kort Tid udrettet saameget som Alexander. Men det store Verk, som den seierrige Erobrer havde fuldført, kunde kun et Geni som hans holde sammen; det forfaldt med hans Død. Dog var ikke Alexanders Gjerning ufrugtbar. Han havde bragt Østens og Vestens Folk i nær Berøring med hinanden, og Følgen var en gjensidig Paavirkning. Medens Hellenerkulturen bredte sig mod Østen, modtog Europas Folk til Gjengjæld mægtige Impulser fra Orientens gamle Kulturlande. Den rene helleniske Dannelses Tid er nu forbi, og i dens Sted træder den saakaldte hellenistiske Kultur, hvori det østerlandske Element spiller en fremtrædende Rolle.
Allerede før Alexanders Lig var stedet til Hvile, kom det til blodig Kamp mellem hans Feltherrer angaaende den øverste Myndighed. Disse Kampe fortsattes i Aarrækker, og efterat alle Medlemmer af den makedoniske Kongefamilie var udryddede, kom der til en Deling af det store Rige mellem de mest fremragende blandt Alexanders Anførere. De vigtigste Riger, som fremstod ved denne Deling, var Makedonien med Grækenland, Ægypten og Syrien. De blev allesammen senere et Bytte for de romerske Vaaben.
- ↑ Platons fornemste Discipel og jevnbyrdige Aandsfælle var Aristoteles. Han levede mellem Aarene 384 og 322 og er Stifter af den peripatetiske Skole. Peripatetikerne, d. e. de spadserende, kaldtes saa, fordi Aristoteles pleiede at foredrage sin Lære i de skyggefulde Spadseregange, der omgav Gymnasiet Lykeion i Athen.
- ↑ Den lyriske Digter Pindar levede omtr. 522—442. Af hans «Seierssange«, der blev afsungne i Anledning af Seiervindinger ved de nationale Festlege, er endnu mange bevarede.
- ↑ Nereiderne er Havnymfer, venlige Væsener, der yder de søfarende hjælpsom Bistand. De er Døtre af Nereus. (Side 90).
- ↑ Den gamle ægyptiske Gud Ammon antog Grækerne for at være den samme som Zeus og kaldte ham derfor Zeus Ammon.