Hellenerne/50
50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr.
Philip af Makedonien 360—336.
Demosthenes. Phokion.
Nord for Grækenland laa Makedonien, et Bjergland, ikke mere end 100 Kvadratmile stort. Skjønt Indbyggerne var beslegtede med Hellenerne, blev de af disse dog ikke satte stort høiere end Barbarer. Deres Konger stræbte imidlertid at udbrede hellenisk Dannelse blandt sine Undersaatter og samlede om sig Kunstnere og Videnskabsmænd fra Hellas’ forskjellige Egne; saaledes levede Digteren Euripides (Side 324) i længere Tid ved en af de makedoniske Kongers Hof. Man har derfor sammenlignet Makedoniens Forhold til Grækenland og dets Stræben efter at blive regnet for en hellenisk Stat med de Bestræbelser, Rusland fra forrige Aarhundredes Begyndelse af har gjort for at faa Del i den almindelige europæiske Civilisation.
Under de Kampe, som Pelopidas førte i Thessalien (Side 383), greb han ogsaa ind i Makedoniens Anliggender. Til Sikkerhed for de Forandringer, han der indførte, tog han med sig Gidsler til Theben, og blandt disse den unge Philip, en Prins af Kongehuset. Philip skal have levet tre Aar i Epaminondas’ Hus og havde her Anledning til efter den store Thebaners Forbillede at uddanne sig til Feltherre og Statsmand. Han lærte ogsaa her, hvilken Magt Dannelsen giver, og han fattede den faste Beslutning at lade denne Magt gjenføde sit Fædrenerige.
Philip blev Konge i Makedonien i 360, to Aar efter Slaget ved Mantineia. Riget var da svækket ved indre Stridigheder og plaget af Anfald fra de krigerske Nabostammer. Philip overvandt i kort Tid sine Medbeilere til Thronen og rensede Landet for fremmede Krigerhorder. Nabofolkene maatte endog afstaa store Strækninger af sine egne Lande til ham. I disse Kampe organiserede han det makedoniske Krigsvæsen og opfandt den saakaldte makedoniske Phalanx, en egen Opstillingsmaade, som man tror var en fuldkomnere Udvikling af Epaminondas’ skjæve Slagorden.
Under sit Ophold i Theben havde Philip faaet et aabent Øie for de mange Brøst, hvoraf Hellas led, og som vilde gjøre det til et let Bytte for en kraftig Erobrer. Tidlig modnedes ogsaa Tanken hos ham om at underlægge sig det svækkede Folk, et Maal, han forfulgte med urokkelig Fasthed. Med en sjelden Klogskab forstod han at benytte sig af alle Omstændigheder og undsaa sig heller ikke for at gribe til troløse Midler, naar de kun førte til Maalet. Philip begyndte med at bemægtige sig de helleniske Byer, som laa paa Makedoniens Kyster, og fratog allerede i Aaret 358 Athenerne det rige Amphipolis.
Under en Beleiring af Methone mistede Philip sit ene Øie; hermed skal det være gaaet saaledes til: En Bueskytte, som roste sig af at kunne ramme Øiet paa en Fugl i Flugten, havde tilbudt ham sin Tjeneste; men Kongen ærgrede sig over hans Praleri og svarede: »Nuvel, naar jeg engang fører Krig med Fuglene, skal jeg tage dig i min Tjeneste«. Bueskytten gik over til Fienden, og fra den beleirede Bys Mure skjød han en Pil, der traf Philip i Øiet. Pilen bar følgende Indskrift: »For Philips høire Øie«.
Senere satte Philip sig fast paa Eubøa og i Thessalien og erobrede en stor Del af Thrakien, navnlig de guldrige Egne i Øst for Floden Strymon. Guldminerne her gav ham et aarligt Udbytte af 1000 Talenter, som han væsentlig benyttede til Bestikkelser. »Ingen Fæstning er uindtagelig«, pleiede han at sige, »naar et Æsel belæsset med Guld kan komme ind gjennem dens Porte«.
Fra 355 til 346 rasede i Hellas en saakaldt «hellig Krig«. Anledningen til den var, at Phokerne havde opdyrket et Stykke Jord, der tilhørte det delphiske Orakel. For denne Forbrydelse var der af Amphiktyonerraadet (Side 410) bleven dem paalagt en svær Pengebod, som de ikke kunde betale. De blev af den Grund bekrigede og overfaldt nu Templet i Delphi, hvis rige Skatte de røvede for at skaffe Penge til at hverve Tropper. De fleste Stater i Mellem- og Nordgrækenland tog Del i denne Krig.
Philip forsømte ikke denne gunstige Leilighed til at blande sig ind i Hellenernes Stridigheder. Amphiktyonerne kaldte ham til Hjælp mod Phokerne; han slog dem flere Gange og fik Amphiktyonerraadet til at bestemme, at Phokernes Stat skulde opløses og deres Stemmer i Amphiktyonerraadet overgives til den makedoniske Konge. Philip var saaledes optaget i Hellenernes Samfund og øvede for Fremtiden en vigtig Indflydelse paa deres Anliggender.
To Aar før Phokis’ Underkastelse havde Philip underlagt sig den mægtige Stad Olynthos, paa Kysten af Makedonien (348). Det var gjennem Forræderi af to af Byens Borgere, at han blev Herre over Staden. Da disse kom til Kongens Leir for at hente sin Løn, skjeldte Soldaterne dem ud for Skurke og Forrædere. Herover beklagede de sig for Kongen, men fik kun den Trøst: »Tager eder ikke nær heraf! Makedonerne er raa og uslebne Folk, der nævner Tingen med dens rette Navn«.
Under alle disse Kampe havde Athenerne stedse været blandt Philips Modstandere. Navnlig fandtes der i Athen én Mand, som havde gjennemskuet Philips virkelige Hensigter, og som altid søgte at anspore sine Landsmænd til Kamp mod den farlige Fiende. Denne Mand var Demosthenes, Hellenernes største Taler. Han var Søn af en Vaabensmed og havde allerede i sit syvende Aar mistet sin Fader. Som Gut maatte han døie megen Spot af sine Kamerater, fordi han var af svag Legemsbygning og som Følge deraf stod tilbage for de andre i legemlige Øvelser. Ingen anede dengang i ham den store Taler; thi han stammede og kunde ikke udtale Bogstavet R. Engang hørte han den berømte Taler Kallistratos, og da han saa, hvorledes denne henrev alle med sin Tales Ild, og hvorledes Mængden beundrede ham og under lydelig Jubel fulgte ham hjem, gjorde dette et saadant Indtryk paa ham, at han fattede den Beslutning selv at ville studere Veltalenhedens Kunst. Med utrættelig Flid læste han de græske Forfatteres Verker, for at tilegne sig deres Udtryksmaade, og der fortelles, at han i samme Øiemed afskrev Thukydides’ Historieverk otte Gange[1]. Han hørte ogsaa den berømte Platon samt andre Filosofer og Talere.
Da Demosthenes var bleven myndig, optraadte han med en Anklage mod sine Formyndere, der havde tilvendt sig hans Fædrenearv. Han vandt vistnok Processen, men fik dog kun en liden Del af sin Formue tilbage. Hans næste Skridt var fra Retsskranken til Talerstolen; men han havde her den Vanskjebne at blive udpebet og udleet. Dette gjentog sig to Gange. Fuld at Harme og Fortvivlelse løb han hjem og beklagede sig bittert for en af sine Venner, en Skuespiller ved Navn Satyros, over Folkets ubillige Dom; med stor Begjærlighed løb dette efter alskens Gjøglere og uvidende Folketalere, medens det saa skjændig havde behandlet ham, der havde anvendt saamegen Flid paa Talekunsten. »Du har Ret«, sagde Satyros, »dog kan jeg kanske sige dig Aarsagen til dit Uheld, hvis du vil fremsige for mig et Sted af Euripides eller af Sophokles«. Demosthenes gjorde dette, og derpaa gjentog Skuespilleren de samme Ord, men med et saa belivet Foredrag og et saa udtryksfuldt Minespil, at Demosthenes næsten ikke kjendte dem igjen. Da indsaa han klart, hvad og hvormeget der manglede ham, og at man ved Bedømmelsen af en Taler ikke blot havde at tage Hensyn til, hvad han sagde, men ogsaa til Maaden, hvorpaa han sagde det, og med fornyet Iver tog han igjen fat paa sin videre Uddannelse.
For at styrke og udvikle sin Stemme gik han hver Dag til Strandbredden og søgte at overdøve Bølgernes Larm. Han havde den Uvane at trække paa Skulderen naar han talte, og for at vænne sig af hermed hængte han et Sverd under Taget, saa at Odden berørte Skulderen og saarede ham, saaofte han bevægede den. Ofte holdt han sine Taleøvelser i et Værelse under Jorden og tvang sig selv til ikke at forlade dette derved, at han lod sit Haar afrage paa den ene Side af Hovedet, saa at han ikke kunde vise sig ude paa flere Uger. Han øvede sig ogsaa i at tale med Munden fuld af Smaastene eller løb op ad bratte Bakker, medens han fremsagde lange Taler og Digte. Meget af dette er maaske senere Opdigtelser; men i ethvert Tilfælde naaede Demosthenes ved sin Udholdenhed en saadan Fuldkommenhed i Talekunsten, at han blev den helleniske Oldtids største Taler. Folkeforsamlingens Larm kunde nu ikke længere forstyrre ham; han havde baade lært at fængsle dens Opmerksomhed og at tøile dens Lidenskaber. Hans Ry naaede endog Perserkongens Øren, der paalagde sine Satraper at agte Demosthenes mest blandt alle Grækere som en Mand, der ved sine Taler var istand til at holde Kong Philip Stangen og saaledes hindre ham fra Angreb paa Persien.
Demosthenes fremtraadte altsaa i en Tid, da Athens politiske Magt var i Forfald, og en mægtig Fiende truede den helleniske Frihed med Undergang. Med utrættelig Iver mindede Demosthenes Folket om Fædrenes Bedrifter under Miltiades og Themistokles; i begeistrede Taler opfordrede han Borgerne til ikke at bøie sin Nakke under fremmed Aag, ikke at betro Leiesoldater at verne om deres Frihed, men selv bære Krigstjenestens Byrder. De rige opfordrede han til at give Bidrag til Krigen og at løsrive sig fra den tilvante Træghed og Magelighed. Hans Taler havde desværre ikke altid den forønskede Følge; thi selv blandt de bedre Borgere gaves der mange, som tvivlede om at kunne bevare Fædrelandets Selvstændighed og som ansaa det for bedst at holde Fred med den makedoniske Konge. Lederen af dette Parti var Phokion.
Phokion skal have været Søn af en Snedker. Hele sit Liv levede han yderst tarvelig og nøisomt, og der fortelles om ham at, han paa sine Felttog gik uden Sko. Hans Væsen var mørkt og barskt, saa at hans Omgang sjelden blev søgt. Da der en Dag blev gjort Nar af hans store, buskede Øienbryn, og de tilstedeværende begyndte at le derover, sagde han: »Mine Øienbryn har aldrig gjort Athenerne Skade; men disses Latter har kostet Staten mange Taarer«. Baade Demosthenes og Phokion forstod Philips Hensigter, og begge elskede de sit Fædreland, som de tjente med det urokkeligste Mod og den største Selvopofrelse. Men medens Demosthenes var den begeistrede, der ikke havde opgivet Haabet om en bedre Fremtid og om, at Fædrelandsfølelsen igjen skulde vækkes tillive hos det sløvede Folk, var derimod Phokion den praktiske Mand, der ikke regnede med andre Faktorer end de virkelige Forhold, og som ansaa det for umuligt, at det blødagtige Folk skulde magte at reise sig til kraftigt Forsvar. Deraf kom det, at Demosthenes altid opflammede til Krig, medens Phokion derimod raadede til Fred; men skjønt han saaledes var en Fredsven, havde han dog inden sin Død gjort Tjeneste som Feltherre 45 Gange. Demosthenes frygtede altid Phokions klare og korte Bemerkninger og sagde ofte til sine Venner: »Han er mine Talers Økse«. Betegnende for Phokions Betragtning er de Ord, han skal have sagt: »Jeg vil raade eder til Krig, naar jeg ser de unge tapre og lydige, de rige offervillige, og at Talerne ikke længere er Folkets Smigrere«. Phokion fik af Athenerne Æresnavnet »den retskafne«.
Om disse to Mænds Død, der indtraf meget senere, berettes følgende: Phokion blev i Aaret 318 anklaget for Forræderi og maatte tømme Giftbægeret. Da en af hans Venner sagde: »Hvilken uværdig Skjebne rammer dig ikke, Phokion?« svarede han: »Men ingen uventet; thi den har hidtil rammet alle store Athenere«. Han døde med Værdighed, og der var ikke gaaet lang Tid hen, før Athenerne angrede sin Brøde mod ham og hædrede ham som en af sine store. Demosthenes blev efter Alexander den stores Død nødt til at forlade Athen, fordi Makedonerne forlangte ham udleveret. Han flygtede til Kalauria, en liden Ø ved Kysten af Argolis. Her tog han sin Tilflugt til Poseidons Tempel, hvor de makedoniske Udsendinger fandt ham siddende ved Gudens Billedstøtte. Forgjæves forsøgte de under Løfte om Tilgivelse at lokke ham ud af Templet. Da de med Magt vilde føre ham ud, bad han kun om nogle Øieblikkes Udsættelse; disse benyttede han til at tage Gift, som han havde skjult hos sig, og døde strax efter med de Ord: »Bringer den makedoniske Herre dette Legeme; men Demosthenes selv vil I ikke kunne faa med eder«. Hans Død faldt i Aaret 322. Athenerne reiste ham en Billedstøtte paa Kalauria og vedtog en Beslutning om, at den ældste af hans Efterkommere altid skulde nyde fri Bespisning paa Prytaneion.
Det var en tabt Sag, Demosthenes ofrede sit Geni og sit Liv; men dette bør intet Skaar gjøre i den Beundring, der ydes ham; thi hans Modstand mod det makedoniske Erobringsrige skrev sig ikke fra blind Trods, men fra den reneste Kjærlighed til Fædreland og Frihed.
Snart udbrød der en ny hellig Krig i Grækenland. Lokrerne i Amphissa havde tilegnet sig en Del af den indviede Jord, som tilhørte det delphiske Orakel. Ophidset af Atheneren Æschines besluttede Amphiktyonerraadet Krig mod Lokrerne og overdrog snart efter Ledelsen af denne til Philip. Man har ment, at Æschines var en Forræder, bestukket af Philip. Denne Mening deltes ialfald af Demosthenes.
Philip rykkede ind i Mellemgrækenland og ødelagde Amphissa; men kort efter besatte han til alles Skræk Elateia, en Besiddelse, der aabnede ham Adgangen til Bøotien. Da denne overraskende Nyhed naaede Athen, blev alle slagne med Skræk. Det stod nu klart for enhver, at det var intet mindre end Hellas’ Frihed, det gjaldt. Demosthenes var den eneste, som under den almindelige Forfærdelse bevarede sin Fatning. Med sin indtrængende Veltalenhed hævede han Folkets sunkne Mod baade i Athen og i Theben, hvorhen han efter sit eget Ønske var bleven sendt som Gesandt sammen med nogle andre. Han fjernede Thebanernes Betænkeligheder, saa at de sluttede et Forbund med Athenerne imod den fælles Fiende.
Efter flere Smaatræfninger, hvori Grækerne tildels var heldige, kom det til et Hovedslag paa Sletterne ved Chæroneia i Bøotien den 1ste September 338. Spartanerne havde havt god Tid til at møde frem; men som tidligere ved Marathon udeblev de ogsaa paa den græske Friheds sidste Slagmark. Philips Hær beløb sig til vel 30,000 Mand, og skjønt de forbundnes Hære var noget større, kunde de dog ikke staa sig imod Fiendens overlegne Krigskunst. Philip vandt en fuldstændig Seier. Skjønt slagne gik dog saavel Thebanerne som Athenerne med Hæder ud af sin sidste Kamp for Friheden. Thebanernes hellige Skare faldt til sidste Mand. »Man satte ingen Indskrift paa deres Grav«, siger Pausanias, »fordi Lykken havde svigtet dem; men man prydede den med en Løve som et Billede paa deres Mod«.
Slaget ved Chæroneia bragte hele Hellas i den makedoniske Konges Vold. Men det maa siges til Philips Ros, at han lagde Maadehold og Ædelmodighed for Dagen. Theben blev vistnok haardt behandlet; men da man raadede ham til at ødelægge Athen, svarede han: »Det forbyde Guderne, at jeg, der selv stræber efter Berømmelse, skulde forstyrre Verdens mest berømte Stad«. Philip vilde ikke sætte en Plet paa sin Berømmelse ved en Herjing af den Stad, hvor den helleniske Kulturs Vugge havde staaet.
Philips næste Maal var et Tog mod den gamle Arvefiende Persien; dette skulde Makedonere og Hellenere foretage i Fællesskab. Paa et Møde, han i Aaret 337 lod afholde i Korinth, mødte Sendebud fra Grækenlands forskjellige Stater. Philip blev enstemmig valgt til Overanfører paa Toget mod Persien. Spartanerne var de eneste, der ikke mødte. Forbitret skrev Philip til dem: »Naar jeg kommer til Sparta, skal ikke en eneste af eder forblive i Landet«. »Naar?« var Spartanernes lakoniske Svar. Philip lod dog foreløbig Toget mod Sparta fare og rustede sig af al Kraft mod Perserne. Han raadspurgte ogsaa det delphiske Orakel og fik til Svar: «Offerdyret er kranset, Alteret beredt, Offerpresten venter«. Dette troede Kongen sigtede til Perserne; men han var selv det Offer, der skulde falde. Da han i Aaret 336 med stor Pragt feirede sin Datters Bryllup i Ægæ, blev han myrdet af en af sine Drabanter ved Navn Pausanias, der tidligere var bleven fornærmet af Kongen. Man har troet, at Pausanias var et Verktøi for Perserne eller for Athenerne. Enkelte har endogsaa ment, at Philips egen Gemalinde, Olympias, stod bag Morderen, og selv hans Søn Alexander er bleven rammet af Mistanken, skjønt vistnok uden al Grund. Philip var ved sin Død kun 46 Aar gammel.
- ↑ Thukydides, hvis Dødsaar falder omtr. 395, har i otte Boger skildret Peloponneserkrigens Historie indtil Aaret 411.