Hellenerne/49
49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas.
Efter Athens Fald misbrugte Sparta sin Magt og kuede med hensynsløs Strenghed alle Frihedsbevægelser, der rørte sig i de helleniske Stater. Og den Krig, som Sparta i Aaret 397 var kommet i med det persiske Rige (Side 375), var igjen bleven stanset i 387 ved en skammelig Fred, ifølge hvilken Sparta indgik Forbund med Perserkongen og ofrede de helleniske Interesser for at fremme sin egen Erobringspolitik. Dog endnu engang blusser den græske Frihedsaand op før sin sidste Hendøen og viser os, hvorledes den endnu har Kraft nok til at sprænge de Lænker, hvori Spartas Tyranni havde smedet den.
Theben, den vigtigste af det frugtbare Bøotiens Steder, havde indtil nu kun i ringe Grad givet sit Bidrag til Hellenernes Fremgang og Udvikling; i de store Krige mod Perserne havde de endog kjæmpet i Fiendernes Rækker (Side 305). Men nu, da Sparta, endog støttet til persisk Hjælp, paa en saa uværdig Maade søgte at samle saamange helleniske Stater, som det var muligt, under sit Jernscepter, var det netop Theben, der under Ledelse af to store Mænd, Pelopidas og Epaminondas, fulgte en saa storsindet og heldig Politik, at man for en Tid troede, at den længe nærede Drøm om et enigt Hellas endelig skulde gaa i Opfyldelse.
I Aaret 482 var en spartansk Hær bleven afsendt til Makedonien under Anførsel af Phøbidas. Denne benyttede under en kort Rast foran Theben Leiligheden til at bemægtige sig denne Bys Borg, Kadmeia, hvor han lod tilbage en spartansk Besætning. Der indførtes et Stormandsvælde i Byen, og mange af Folkepartiet blev forviste og fandt i Athen en gunstig Modtagelse.
Blandt dem, der tog sin Tilflugt til Athen, var ogsaa Pelopidas, en rig og fornem Mand, som selv levede yderst tarvelig og maadeholdent, men anvendte sin store Rigdom til sin Fædrestads bedste og til at hjælpe de trængende. Han var besjælet af det samme ophøiede og ædle Sindelag som Epaminondas, med hvem han var forenet i det inderligste Venskab, der var bleven beseglet paa selve Slagmarken og varede hele Livet igjennem. Uden Kappelyst og Skinsyge, uden Ærgjerrighed og Herskelyst viede dette ædle Vennepar sit Fædreland alle sine Evner. Vistnok stod Pelopidas, der var af en rask og noget heftig Karakter, tilbage for sin Ven i Selvbeherskelse ligesom ogsaa i aandelig Dannelse; men han hyldede de samme faste og urokkelige Grundsætninger som denne. Medens Epaminondas mere havde hengivet sig til filosofiske og andre videnskabelige Studier, var Pelopidas mere en Handlingens Mand. Den ene fandt sin største Fornøielse i lærde Samtaler, den anden i Legemsøvelser og i Jagten. Og Epaminondas’ Ry for Retsind og Samvittighedsfuldhed var saa stort, at man stillede ham ved Siden af Aristeides. Dette i Forbindelse med hans store Begavelse som Feltherre og Statsmand, samt hans grundige og omfattende Kundskaber har gjort, at han er bleven opstillet som et Mønster paa alsidig Dannelse, beundret af sin Samtid og Ettertid. Da Magthaverne i Theben forjog Folkepartiets Ledere, lod de ham forblive i Byen, da de i den stille, rolige Tænker kun saa en uskadelig Sværmer og ingen Anelse havde om, hvad der boede i ham.
Historien har opbevaret os flere Træk, der vidner om Epaminondas’ faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke længer være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste dem tilbage med de Ord: »Hvis Kongens Hensigter falder sammen med mit Fædrelands Vel, er ingen Gaver nødvendige; men forlanger han noget andet, da strækker alt hans Guld og Sølv, ja end ikke Alverdens Skatte til for at bevæge mig til at svige min Pligt mod Fædrelandet«. Og dog var denne Mand saa fattig, at han maatte holde sig inde, naar hans eneste Kappe skulde vaskes. End ikke af sine Venner vilde han modtage nogen Hjælp. Trods sine overordentlige Indsigter var Epaminondas saa beskeden, at en af hans Venner ytrede med Beundring: »Aldrig har jeg truffet paa et Menneske, der ved saameget og taler saa lidet derom som Epaminondas«.
Kadmeia havde allerede i over tre Aar været i Spartanernes Hænder, og støttet af dets sterke Befæstning havde det aristokratiske Parti udøvet et Rædselsherredømme, der mindede om de tredive Tyranner i Athen. Flygtningerne i Athen havde imidlertid vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandsvennerne i Theben, og de besluttede endelig at vende hjem igjen og vove sit Liv for at befri Fædrelandet fra det fremmede Aag. I et Antal af omtrent fire hundrede samlede de sig ved Bøotiens Grænser, hvorpaa tolv af dem, blandt hvilke Pelopidas var, forklædte som Jægere og Bønder, sneg sig enkeltvis ind i Theben en stormfuld Vinteraften.
Efter Aftale kom de sammen hos en af sine Venner ved Navn Charon, i hvis Hus der lidt efter lidt samlede sig omtrent femti sammensvorne. Samme Aften var flere af Hovedmændene for den aristokratiske Skrækregjering i et Gjestebud hos en vis Phyllidas, der i Hemmelighed ogsaa hørte til de sammensvorne, men som havde vedligeholdt Forbindelsen med Tyrannerne for at gjøre dem trygge. Planen var nu, at man samme Nat skulde overfalde Byens Plageaander i Phyllidas’ Hus. Medens de talede herom, kom der et Bud fra Archias, den fornemste af Tyrannerne, til Charon om, at han straks skulde indfinde sig hos Phyllidas. Alle troede, at deres Plan var forraadt; men Charon gik modig til Phyllidas’ Hus, hvor Gjesterne allerede var noget berusede. Archias havde hørt nogle løse Rygter om, at enkelte af Flygtningerne skulde være komne fra Athen til Theben om Aftenen, og derfor havde han ladet Charon kalde for at høre, om han vidste noget derom. Men denne og Phyllidas forstod at berolige Archias saa fuldstændig, at denne igjen tog Plads blandt sine Drikkebrødre.
Straks efterat Charon igjen var gaaet bort, kom der et Bud fra Athen til Archias med et Brev, ledsaget af det mundtlige Bud, at han maatte læse Brevet øieblikkelig, da det indeholdt vigtige Efterretninger. Men den halvdrukne Archias stak det tilside med de Ord: »Alvorlige Forretninger til imorgen«. Brevet var fra en Ven i Athen og indeholdt en nøiagtig Beretning om Sammensvergelsen.
Gjestebudet hos Phyllidas fortsattes, og man ventede paa nogle Danserinder, som skulde optræde efter Maaltidet. De kom og blev modtagne med Jubel og Haandklap. Det var imidlertid en Del af de sammensvorne, der havde taget Kvindeklæder over sine Rustninger og omvundet Hovedet med Oljekranse. De trak sine Sverd, som de bar skjulte i den folderige Dragt, og snart laa Tyrannerne døde for deres Fødder. En anden Afdeling af de sammensvorne havde imidlertid opsøgt et Par andre af Tyrannerne i deres Hjem og dræbt dem. Ved Morgenens Komme sluttede de fleste af Borgerne sig til Befrierne, Flygtningerne paa Grænsen ankom, og i Forening begyndte de at beleire Borgen; men den spartanske Besætning var bleven saa modfalden over, hvad der var skeet, at den overgav sig, før den Hær, som Sparta straks sendte til Undsætning, havde naaet Bøotiens Grænser (379).
Det var en Lykke for Theben, at Sparta i de følgende Aar var optaget af Krige med andre Stater, navnlig med Athen, saa at det ikke kunde rette hele sin Styrke udelukkende mod Theben. Denne Tid benyttede da Pelopidas og Epaminondas til at gjenoprette Thebens Herredømme over Bøotiens øvrige Stæder og til at skabe en sterk og veløvet Hær. Som dennes Kjerne nævnes især den saakaldte »hellige Skare«, der bestod af tre tusinde thebanske Ynglinger, som havde svoret hinanden at holde sammen i evigt Venskab og i urokkelig Troskab mod Fædrelandet. Endelig lykkedes det Sparta i 371 at faa Fred med sine øvrige Fiender, hvorved det fik frie Hænder til at tage den længe ønskede Hevn over Theben. En sterk spartansk Hær rykkede ind i Bøotien for at angribe Theben; men Thebanerne gik den modig imøde, skjønt Spartanerne endnu ansaaes for uovervindelige. Ved Leuktra, tæt ved Platææ, kom det til Sammenstød mellem de to Hære. Da Lakedæmonierne var langt talrigere, anvendte Epaminondas her en ganske ny Maade at opstille sin Hær paa. Paa venstre Fløi opstillede han nemlig de bedste af sine Tropper i tætte Skarer for med et voldsomt Angreb paa ét Punkt at kunne bryde igjennem den fiendtlige Linje, medens han lod den svagt besatte høire Fløi i en skraa Linje trække sig tilbage og holde sig fjernt fra Fienden; den skulde først anvendes til Kamp. naar Fienden var bragt i Forvirring. Dette var den berømte skjæve Slagorden.
Den dristige Plan lykkedes fuldstændig. Slaget ved Leuktra var det blodigste Nederlag, Spartanerne nogensinde havde lidt. Alene af de 700 spartanske Borgere, som tog Del i Striden, laa ikke mindre end 400 paa Slagmarken, blandt disse Kong Kleombrotos.
Da Budskabet om dette Nederlag naaede Sparta, feiredes der netop en stor Fest; man lod, som man ikke ænsede Tabet det mindste, og afbrød ikke Festen. Dagen efter viste de faldnes Slegtninger sig glade og smykkede med Kranse, medens de, hvis Sønner og Slegtninger havde reddet sig ved Flugten, af Skam ikke vovede at lade sig se. Efter de spartanske Love var der streng Straf for den Borger, der flygtede i Slaget, og da man nu altfor meget vilde fortynde Borgernes Rækker ved at bringe denne Lov i Anvendelse, foreslog Kong Agesilaos, »at man skulde lade Lovene sove den Dag«, hvilket blev vedtaget.
Paa Slagmarken ved Leuktra var Spartas Magt for bestandig bleven tilintetgjort. Dets Nabostater paa Peloponnes, som indtil da ikke havde formaaet at unddrage sig dets Overmagt, reiste nu dristig Oprørsfanen. Saaledes sluttede nu for første Gang de forskjellige Bygder i Arkadien sig sammen til én Stat. Landets Hovedstad blev det nyanlagte Megalopolis (d. e. den store Stad). Spartanerne var besluttede paa ikke at tillade dette; men Epaminondas og Pelopidas trængte i Aaret 370 med en Hær paa 50—70,000 Mand ind paa Peloponnes, hvor de overalt støttede Spartas Nabostater i deres Kamp for Friheden. De oprettede igjen den gamle messeniske Stat og opfordrede de messeniske Kolonister i forskjellige Lande til atter at vende tilbage til sine Fædres Land. Epaminondas rykkede endog saa nær hen til Sparta, at man fra Byen kunde øine Røgen fra den fiendtlige Leir, et Syn, som ingen spartansk Kvinde før havde seet. Da Sparta var uden Mure, fordi man altid havde anseet Borgernes Mod og Tapperhed for det bedste Vern om en By, og da hertil endvidere kom Opstand af Heloterne og Splid iblandt Borgerne indbyrdes, var Spartas Stilling fortvivlet, og det skyldtes alene Agesilaos’ Aandsnærværelse og Kraft, at Sparta blev reddet. Ved sin bestemte Optræden lykkedes det ham igjen at oprette Orden og Disciplin, og Epaminondas fandt det ikke raadeligt at drive de indesluttede til Fortvivlelsens Kamp, der kunde blive skjebnesvanger for ham selv, men trak sig tilbage uden at have vovet noget Angreb paa selve Byen.
Da Epaminondas var vendt tilbage efter dette Tog, fik hans Uvenner reist en Anklage mod ham og de andre Feltherrer, fordi de havde beholdt sin Myndighed over den lovbestemte Tid, for hvilken Forbrydelse Lovene satte Døden. Epaminondas sagde, at det var ham, som havde bevæget sine Medfeltherrer til dette Lovbrud, fordi det vilde være til Skade for Krigens heldige Udfald, at der skede en Forandring i dens Ledelse midt under Felttoget. Han var derfor villig til at tage det hele Ansvar paa sig og bad kun Dommerne om paa hans Grav at sætte følgende Indskrift: »Epaminondas er af Thebanerne dømt tildøde, fordi han ved Leuktra fik dem til at seire over Spartanerne, som de tidligere ikke havde vovet at møde i Kampen, fordi han har befriet Fædrelandet og hele Hellas og gjenopbygget Messene«. Efter et saadant Forsvar skammede Dommerne sig over at fælde ham og gik fra hinanden uden at afgive sin Stemme, og dermed forblev det. Ogsaa i 369 og 367 gjorde Epaminondas seierrige Krigstog til Peloponnes.
Medens Epaminondas saaledes kjæmpede paa Peloponnes, havde Pelopidas ført Krig mod Alexander, Tyran i Pheræ, der søgte at underlægge sig hele Thessalien. Engang blev han paa svigagtig Maade tagen tilfange, men blev en Tid efter befriet af Epaminondas, der blev sendt fra Theben med en ny Hær. I Aaret 364 gjorde Pelopidas et nyt Tog mod Alexander. Det kom til et Slag ved Kynoskephalæ, hvor Thebanerne gik af med Seieren; men idet Pelopidas i Stridens Hede styrtede løs paa sin forhadte Modstander, blev han afskaaret fra sine egne Krigere og faldt, gjennemboret af Fiendernes Lanser. Sorgen over hans Død var stor og almindelig, ikke alene blandt Thebanerne, men ogsaa hos Thessalerne, som havde indkaldt ham mod sin grusomme Plageaand. Thessalerne gav ham en storartet Begravelse. Straks efter gjorde Thebanerne et Hevntog mod Alexander; det havde den Følge, at han maatte frasige sig Herredømmet over alle Thessaliens Steder undtagen Pheræ.
I Aaret 362 gjorde Epaminondas sit fjerde Tog til Peloponnes; ogsaa denne Gang var Sparta truet og blev kun reddet ved den gamle Agesilaos’ ilsomme Marsch. Det kom til Kamp mellem de to gamle Modstandere ved Mantineia i Arkadien. Spartanerne havde 22,000 Mand, Thebanerne 33,000. Epaminondas anvendte ogsaa her sin skjæve Slagorden. De fiendtlige Rækker var allerede gjennembrudte, og den hele Hær havde grebet Flugten, da Epaminondas blev truffen af en Lanse midt i Brystet. Hans Fald udbredte en saadan Skræk og Forvirring blandt Thebanerne, at de blev staaende som lammede uden at forfølge Fienden.
Epaminondas blev baaren ud af Slagtummelen ind i et Telt; her erklærede Lægerne, at han maatte dø, saasnart Lansespidsen blev trukket ud af Brystet. Han holdt Haanden over Saaret og saa med ufravendt Blik efter de kjæmpende; derpaa spurgte han efter sit Skjold, som han havde mistet i Trængselen. Da man bragte ham Skjoldet, kyssede han denne sin trofaste Ledsager paa sin Seiersbane. Da han fik høre, at Thebanerne havde seiret, sagde han: »Nu er det Tid til at dø«, og lod Odden trække ud. De omstaaende Venner brast ved dette Syn i Taarer, og en af dem beklagede, at han ikke efterlod sig nogen Søn. Men Epaminondas svarede: »Jeg efterlader eder to udødelige Døtre, Seirene ved Leuktra og Mantineia«. Straks efter udaandede han. Han blev begravet paa det Sted, hvor Slaget havde taget sin Begyndelse; en Gravsten, hvorpaa man havde afbildet hans Skjold og ridset en bøotisk Indskrift, betegnede Heltens Grav.
Thebens Storhedstid varede ikke udover Epaminondas’ Levealder. Det var ham og Pelopidas, som havde gjort Theben berømt; saasnart de var traadte bort fra Skuepladsen, sank deres Fædrestad igjen ned til en By af anden Rang; thi det manglede den paa Mænd, som formaade at føre den videre paa den betraadte Bane. Da Epaminondas i Slaget ved Mantineia laa og ventede Dødens Komme, befalede han at hente Daïphantos, forat han kunde overgive ham Overbefalingen; men Daïphantos var falden. Han spurgte da efter Iolaïdas; men ogsaa denne var død. Da skal han have raadet Thebanerne til at slutte Fred, hvor ved han vilde betegne, at de skulde opgive sine Fordringer paa Overherredømmet. Kort efter sluttede ogsaa alle de krigførende Stater Fred, skjønt Sparta vistnok negtede at anerkjende den. Men ingen Stat, hverken Sparta eller Theben eller Athen, var for Fremtiden mægtig nok til at stræbe efter Overherredømmet i Hellas. Slappelsen var almindelig.