Hellenerne/48
48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon.
Den Glans, som tidligere havde omgivet de persiske Storkonger, var efter de mislykkede Angreb paa Hellas for en stor Del afbleget. Og ikke alene udad var Perserrigets Magt betydelig dalet; ogsaa i det indre aabenbarede det før saa mægtige og velordnede Rige en sørgelig Vanmagt. Den ene Opstand afløste den anden, og de hyppige Regentskifter skede sjelden ad fredelig Vei, men var som oftest en Følge af Paladsrevolutioner. Efter Artaxerxes den langhaandedes Død (425) udbrød der en lang varig Thronstrid, under hvilken den egte Linje af Kongestammen blev udryddet. Striden endte med, at Artaxerxes’ Søn Dareios nothos (den uegte) besteg Thronen (424).
Efter tyve Aars Regjering døde Dareios (404) og efterlod Thronen til sin ældste Søn Artaxerxes mnemon, d. e den hukommelsessterke. Sin yngre Søn Kyros, der til Forskjel fra Rigets Stifter af samme Navn er bleven kaldet Kyros den yngre, havde Dareios allerede nogle Aar før sin Død indsat til Satrap over næsten hele Lilleasien. Denne unge Fyrste, der skildres som en ærgjerrig og høitbegavet Mand, udrustet med mange af de Egenskaber, som skaber en dygtig Hersker, følte sig dog ikke tilfreds i sin Stilling, skjønt han var uafhængigere, end nogen persisk Undersaat tidligere havde været. Han sigtede efter det høieste Maal og haabede, navnlig ved Hjælp af det da saa mægtige Sparta, at kunne støde sin Broder fra Thronen. Med dette Maal for Øie samlede han 100,000 Barbarer og hvervede 13,000 Leiesoldater i Hellas, hvor der dengang, efter Peloponneserkrigens Slutning, ikke var nogen Mangel paa byttelystne Krigere. Sparta sendte ham 700 Hopliter, stillede sin Flaade til hans Raadighed og lettede ham overalt Adgangen til at hverve Tropper.
Kyros holdt i Førstningen sine hvervede Tropper i Uvidenhed om Hensigten med Toget; han foregav, at han vilde verne sit Riges Grænser mod dets røverske Naboer. Men da han altid førte Hæren længer og længer ind i Asien og endogsaa gik over Euphrat ind i Mesopotamien, kunde det ikke længere holdes skjult for Hellenerne, hvad det egentlig gjaldt; det var dog nu for sent at vende om, og desuden var vel denne nye Oplysning dem ikke saa særdeles ukjær. Efterat Kyros i 90 Dagsmarscher havde tilbagelagt de 280 Mile fra Sardes til Kunaxa, lidt nordenfor Babylon, stødte han her uventet paa Kongens langt større Hær. Uden Orden gik Kyros’ Tropper i Kampen, Asiaterne paa den venstre, Hellenerne paa den høire Fløi. Disse sidste hevdede sit Mods og sin krigerske Taktiks Overlegenhed over de til Blødagtighed og Feighed udartede Persere og vandt en glimrende Seier; men Kyros’ anden Fløi blev fuldstændig slagen, og, hvad der var det værste af det hele, han faldt selv i Kampen.
De græske Leietropper var saaledes komne i en høist eiendommelig Stilling. De havde seiret; men den, hvem de ved sin Seier skulde have vundet en Krone, var falden. De stod ene midt i et fremmed Land, omringede af Fiender paa alle Kanter, 300 Mile borte fra sit Hjem. Dertil kom, at de blev skammelig svegne af de Asiatere, som havde kjæmpet sammen med dem, men nu søgte at redde sig gjennem hemmelige Underhandlinger med Storkongen. Ved Løfte om fri Tilbagemarsch blev Hellenerne lokkede over paa den anden Side af Tigris, og her blev deres Anførere paa forræderisk Vis snigmyrdede i den persiske Hovedleir, hvor de efter Opfordring havde givet Møde for at forhandle om Tilbagetoget.
De ti tusinde, som endnu var tilbage af Hellenerne, var nu i en fortvivlet Stilling; paa det aabne Sletteland, uden Førere, uden Levnetsmidler og uden Kjendskab til Veiene, syntes de redningsløst fortabte. Men af Eventyrerne skabte nu Nøden Helte. Hæren valgte sig nye Anførere, og blandt disse var Atheneren Xenophon, Sokrates’ begavede Discipel (Side 358); hans Klogskab og Kraft lykkedes det igjen at bringe Orden og Disciplin ind i de forvirrede Rækker og paa den Maade redde Hæren. Det gik nu trods Persernes Forfølgelser fremad mod Nord langs Tigris’s østre Bred. At vende tilbage ad den almindelige Vei mod Vest var det nemlig ikke at tænke paa, da Landet overalt var besat med Fiender. Snart kom de til Ruinerne af det gamle Ninive, derfra til Egne, der var beboede af vilde Folkestammer, som ved idelige Angreb foruroligede Marschtoget. Over høie snebedækte Bjerge gik deres Vei; men med beundringsværdig Udhoidenhed slog de sig igjennem alle de Hindringer, som Menneskene og Naturen reiste dem, og efter otte Maaneders usigelige Lidelser og Anstrengelser lykkedes det dem at naa det sorte Hav. Man kan skjønne, med hvilken Jubel og Glæde de første Gang øinede Havet fra de armeniske Høider. »Havet, Havet«, raabte de i Munden paa hinanden, og under Glædestaarer omfavnede Soldater og Anførere hinanden og opreiste en stor Varde paa dette Sted. Da de kom ned til den græske Koloni Trapezos, ofrede de Takoffer til Frelseren Zeus. Det klang som et Eventyr, da det spurgtes i Hellas, at disse Mænd, som man troede for længe siden fortabte, nu igjen var dukkede op paa en ganske anden Kant af Verden. Fra Trapezos fortsatte de videre sin Hjemfart mod Vest dels tilsøs, dels ad Landeveien langs Kysten. Men Spartanerne, hvis Indflydelse dengang var meget stor i de helleniske Kyststeder, lagde dem alle mulige Hindringer iveien; thi nu, da den yngre Kyros’ Plan var strandet, frygtede de Storkongens Vrede og søgte at lægge Skjul paa, at de nogensinde havde staaet i Forbindelse med Kyros’ Tog.
I Slutten af Aaret 400 gik Xenophon med sine tapre Kampfæller over Hellesponten, hvorefter Toget opløstes. Af de tretten tusinde, der oprindelig havde delfaget i Toget, var der kun sex tusinde, der nu vendte tilbage efter at have været borte fra Hjemmet i omtrent halvandet Aar, hvoraf der var medgaaet over et Aar til Tilbagemarschen.
Dette Tog havde stillet Hellenerne klart for Øie, hvilken Slappelse der havde bemægtiget sig Perserriget, og hvad en liden veldisciplineret Hellenerhær kunde udrette ligeoverfor de talløse persiske Skarer. Denne Erfaring vakte derfor hos mange Lysten til paany at prøve Kræfter med den gamle Fiende, og under Spartanerkongen Agesilaos’ Ledelse begyndte der i 397 en Krig mod Persien, under hvilken Xenophon og de fleste af hans gamle Kampfæller paany stillede sig i Rækkerne til Kamp mod Barbarerne.
I den saakaldte Anabasis (d. e. Opreise), et Verk i syv Bøger, har Xenophon selv givet en Fremstilling af sit Tilbagetog; det er det ældste Verk i sit Slags og af ikke ringe Betydning i Krigskunstens Historie. Xenophon har desuden efterladt sig en hel Del andre Skrifter, dels af historisk, dels af filosofisk Indhold; i de sidste giver han os et Billede af Sokrates, der paa mange Maader fuldstændiggjør Platons Skildring af deres fælles Lærers Personlighed og Lære. Xenophon døde Aaret 354 f. Kr.