Hopp til innhold

Hellenerne/47

Fra Wikikilden

47. Sokrates.


Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfængelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle Sokrates.

Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte Sofister. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles’ Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tage Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var ikke den sande Visdom, som har sin Rod i Gudsfrygt og Sandhed; de brød med alt overleveret og ophøiede den personlige Tilbøielighed til Norm for Menneskets Gjøren og Laden. Naar de talte, kom det dem ikke an paa at give sine Tilhørere et klart Indblik i en Sags egentlige Kjerne, men kun om gjennem en kløgtig Fremstilling at vinde dem for sin Hensigt. Ja, de gik endog saavidt, at de berømmede den som den mest fuldkomne Taler, der først kunde forfægte en Sag og derpaa med ligesaastor Spidsfindighed kunde bekjæmpe den. Paa den Maade nedbrød de Skillevæggen mellem godt og ondt, mellem det sande og det falske og undergrov Sedelighedsbevidstheden ved at give den en rent vilkaarlig Grand vold. De blev væsentlig kun Lærere i rhetoriske Kunstgreb og Lovtrækkeri; jo mindre Visdom de havde, des mere gav de sig ud for at besidde. Denne falske Talekunst fandt utallige Tilhængere i det demokratiske Athen, hvor det i Folkeforsamlingen kom saameget an paa et poleret og velklingende Foredrag, og det var ofte de mest begavede, som lod sig mest blende af Sofisternes bedaarende Færdighed. Saaledes virkede de i høieste Grad fordærvelig; de lærte Ungdommen ved Kunstgreb at undgaa enhver Lov og sætte sin Egenvilje isteden; de rokkede den religiøse Tro, svækkede Fædrelandskjærligheden og udsaaede Troløshed og Selvsyge. Med Rette er derfor Navnet Sofist bleven berygtet, saa man dermed nutildags ikke vil betegne en vis Mand, men en, som paa spidsfindig Maade forstaar at fordreie Sandheden og bøie Retten.

Imod disse fordærvelige Lærere var det, at Sokrates optraadte i de første Aar af Peloponneserkrigen. Han var født i Aaret 469 f. Kr. Hans Fader var Billedhugger, hans Moder en Jordemoder. Allerede meget tidlig viste der sig store og eiendommelige Anlæg hos Gutten. Et Sagn forteller, at hans Fader af Oraklet fik Paalæg om at lade Gutten faa Lov til at gjøre alt, hvad der faldt ham ind, og ikke tvinge ham til noget. Man skulde kun lade ham faa følge sin egen Aands Indskydelser og kun anbefale ham til Zeus’ og Musernes Omsorg; thi disse havde givet ham en Veiviser og en Skytsaand, som var meget bedre end tusinde Lærere.

Sokrates blev af sin Fader oplært i Billedhuggerkunsten, en Haandtering, der, som det ser ud til, var drevet i flere Led i hans Familie. Han skal have bragt det vidt i denne Kunst, og Historieskriveren Pausanias, som levede i det andet Aarhundrede eft. Kr., forteller, at han paa Akropolis saa en Gruppe, der var hugget af den gamle Vismand. Men denne Kunst tilfredsstillede ikke den dybe Trang i hans Sjæl. Ikke i Træ, Sten eller Elfenben, men gjennem sig selv vilde han lade Menneskelivets Skjønhed komme tilsyne og vække den slumrende Sandhedstrang ogsaa hos dem, som betroede sig til hans Ledelse. Ved Siden af sin Kunst dyrkede han derfor med stor Iver Videnskaberne og tog virksom Del i det aandelige Liv, som blomstrede saa rigt i Athen paa Perikles’ Tid. I hans indre foregik der et alvorligt Tankearbeide for at bringe alle Ideer frem til klar Bevidsthed. Dette førte undertiden til, at han blev staaende timevis hensunken i egne Tanker, saa at han forglemte alt omkring sig. Saaledes fortelles der, at han under Felttoget mod Potidæa (Side 327) en Dag begyndte at tænke over et Problem. Dette beskjæftigede ham i den Grad, at han blev staaende ubevægelig paa samme Sted udenfor Leiren. Middag kom, og da han endnu om Aftenen stod paa samme Sted, gik nogle af Soldaterne ud og leirede sig paa Marken i Nærheden af ham for at legge Merke til, om han ogsaa Natten over vilde ved blive med sin dybsindige Tænkning. De holdt vekselvis Vagt, indtil Solen gik op; da vaagnede Sokrates af sin aandelige Henrykkelsestilstand, bad til Solen og vendte tilbage til Leiren.

Sokrates havde ikke noget tiltrækkende ydre. Den skaldede Isse, den brede Stumpnæse, de buskede Øienbryn, den store Mund med de tykke Læber, den korte, tykke Hals og den uforholdsmæssig store Mave kunde ikke andet end støde Grækernes fine Skjønhedssans. Hans Hæslighed var saameget mere iøinefaldende, som den attiske Folketype i Almindelighed udmerkede sig ved sin Skjønhed. Men hvilken skjøn Aand boede der ikke i dette Legeme, en Aand, der med en Udholdenhed og en Begeistring, som neppe har noget Sidestykke, kjæmpede for Sandhed og Ret. Hans Dragt var ogsaa simpel og tarvelig. Han havde ingen Underklædning, men nøiede sig bestandig med Kappen, som var af samme Stof baade Vinter og Sommer. Saagodtsom bestandig gik han barfodet. Ved sin Levevis havde han hærdet sig til at taale Frost og Hede, Nattevaagen, Hunger og Tørst med stor Lethed. Paa det før nævnte Tog mod Potidæa overgik han alle sine Medkjæmpere i at taale Strabadser og Besværligheder. Det var en særdeles streng Vinter; men medens de andre hyllede sig ind i tykke Klæder og viklede Filt eller Skind om Fødderne, saa man ham marschere gjennem Sne og Is i sin vanlige Dragt og uden Sko.

Sokrates tilhørte de ophøiede Aander, hvem det er om Sandheden, ikke om dens Skin at gjøre. Han vilde ikke blot erkjende Sandheden med sin Forstand og disputere om den lig hine før omtalte Visdomskræmmere; hos ham faldt Lære og Liv sammen, og han gik overalt foran med et godt Eksempel. Fremforalt vilde han befri Aanden fra den Trældom, hvori den staar til Legemet og de ydre Goder. Hans Grundsætning var: »Jo mindre Mennesket behøver, desto lykkeligere er det, og des nærmere staar det Guddommen; thi Guddommen behøver intet«. Derfor spiste og drak han kun saameget, som Nødtørften krævede.

De, hvis Tanker kun var optagne med, hvorledes de skulde føde og klæde sig paa den behageligste Maade, var følgelig i Sokrates’ Øine langt borte fra Guddommen. En fornem Athener, som førte et flot Hus, beklagede sig en Dag for Sokrates over, hvor kostbart det var at leve i Athen. Han regnede op, hvilken høi Pris der var paa Purpur, Røgelse, fine Vine og andre Luksusvarer. Sokrates gik da med ham til en Bod, hvor der solgtes Levnetsmidler. Melet kostede lidet, Oljen ligesaa; derpaa gik han til en anden, hvor man for en ringe Pris kunde faa det Tøi, som almindelig brugtes. »Ser du nu«, sagde han, »jeg finder det særdeles billigt at leve i Athen«. En anden Athener klagede engang over Besværlighederne ved en Fodvandring, han netop havde gjort. »Har din Træl kunnet følge dig?« spurgte Sokrates. »Ja, naturligvis«. »Bar han noget?« »En stor Pakke«. »Saa er han vel dygtig træt?« »Nei, jeg har straks sendt ham bort i et andet Erende«. »Ser du«, sagde Sokrates, »du har de Fortrin, som Lykken giver, forud for din Træl; han har de Fortrin, Naturen giver, forud for dig. Du er rig og fribaaren, men svag og blødagtig; han er fattig og af Trælestand, men sund og sterk. Sig saa selv, hvem der er den lykkeligste«.

Men gjennem Sokrates’ saa vidtberømte Maadehold gaar der ikke noget mørkt, selvplagerisk Drag. Da en af hans Disciple ved Navn Antisthenes vilde overgaa Mesteren i Ligegyldighed for alt ydre og derfor gik ud i en fillet Kappe, raabte Sokrates til ham: »Min Ven, gjennem disse Huller stikker Forfængeligheden frem«. Sokrates tragtede ikke efter Nydelsen; men han flygtede heller ikke for den bestandig; selv Overmaalet skyede han ikke, men hevdede altid derunder Besindigheden og Selvbeherskelsen; i et Gjestebud, som hans Discipel Platon har skildret os i et af sine Skrifter, sad Sokrates hele Natten igjennem ved Drikkebordet. Gjesterne var allerede dels gaaede hjem, dels indsovnede. Da en af de sovende vaagnede henimod Morgenen, saa han, at kun Sokrates var tilbage tilligemed Komedieskriveren Aristophanes (Side 360) og Tragedieskriveren Agathon. Disse drak af en stor Pokal, som de lod gaa rundt imellem sig, og talte med hinanden om Komediens og Tragediens Væsen og Betydning. Snart sovnede ogsaa Aristophanes og derpaa ogsaa Agathon; men Sokrates stod op fuldstændig nøgtern — aldrig havde nogen seet ham beruset — og gik ud til et af Gymnasierne[1], hvor han tog Del i Kampøvelserne den hele Dag. Først om Aftenen gik han hjem for at hvile.

Af Naturen var Sokrates efter sit eget Udsagn af et hidsigt Gemyt; men gjennem stor Agtpaagivenhed og Strenghed mod sig selv havde han tilegnet sig den Sindets Ligevegt, som intet kan rokke. Ved langvarig Øvelse i Selvfornegtelse lykkedes det ham at kue sit Hjertes onde Tilbøieligheder. Da en Mand i Hidsighed gav ham et Ørefigen, sagde han kun smilende: »Det er dog kjedeligt, at man ikke paa Forhaand kan vide, naar man har Brug for at gaa med Hjelm«. Aldrig saa man ham forstemt; hans Tale var altid krydret med behagelig Spøg. Hans Hustru, Xanthippe, hvis pirrelige Temperament har gjort hende til en Type for en slem Hustru, gav ham ofte Anledning til Taalmodighedsøvelser. En Dag havde hun igjen sit onde Lune og skjeldte dygtig paa ham; han sagde ikke et Ord; men da hun blev værre og værre, stod han tilslut op og gik sin Vei. Dette tirrede hende i den Grad, at hun greb en Skaal med Vand og slog det efter ham. Da lo Sokrates og sagde: »Det var det, jeg vidste; der maatte komme Regn efter et saadant Tordenveir«. En vis Zopyros, som sagde, at han af Folks Ansigts- og Hoveddannelse kunde slutte sig til deres Anlæg, prøvede ogsaa sin Kunst paa Sokrates uden at vide, hvem han var, og sagde efter Undersøgelsen, at han maatte være hovmodig, misundelig og sanselig. De, som var tilstede, brast allesammen i Latter over en saa taabelig Paastand; men Sokrates blev alvorlig og tilstod, at han virkelig havde havt Anlæg til disse Lidenskaber, men at det havde lykkedes ham at temme dem.

Som Borger i en fri Stat holdt Sokrates det for sin første Pligt at gaa i Kampen for dens Frihed. Han tog Del i flere Felttog, og altid blev hans Navn nævnt blandt de tapreste. Om hvorledes Sokrates og Alkibiades gjensidig reddede hinandens Liv i Felten, er tidligere talt (Side 339). I et senere Slag i Peloponneserkrigen frelste han en anden af sine Disciple, Xenophon, der havde mistet sin Hest og laa saaret paa Slagmarken. Sokrates rev ham med Fare for sit eget Liv ud af Kamptummelen og bar ham paa sine Skuldre bort i Sikkerhed.

Ligesaa uforfærdet viste Sokrates sig, naar han varetog sine øvrige Borgerpligter; fordi han frygtede Guderne paa den rette Maade, kjendte han ikke til nogen Menneskefrygt. I Aaret 406 havde Athenerne vundet en betydelig Seier over Spartanerne ved de arginusiske Øer ved Lilleasiens Kyst. Feltherrerne var straks seilede bort for at undsætte en anden Del af Flaaden, som var indesluttet af Spartanerne, og havde forinden paalagt to af sine Underbefalingsmænd at redde de skibbrudne og fiske op Ligene. Men en sterk Storm gjorde dette umuligt. Formedelst denne Tilsidesættelse af den religiøse Pligt mod de døde blev Feltherrerne stevnede for Retten. De to, som egentlig havde Skylden, forsaavidt der kunde være Tale om nogen Skyld, blev derimod ikke anklagede. De anklagedes politiske Modstandere forstod i den Grad at ophidse Folkets Lidenskaber, at det forlangte, at man skulde holde Dom over alle under ét. Men Sokrates, som det Aar var Raadsherre og var blandt de Prytaner, som ved denne Leilighed ledede Folkeforsamlingens Forhandlinger (Side 208), modsatte sig af al Kraft dette Forslag, fordi det var mod Lovene paa summarisk Vis at fælde en vilkaarlig Dom over alle paa en Gang, og forlangte, at man skulde forhøre og dømme hver enkelt for sig. Folket skreg og truede; men Sokrates forblev urokkelig trods Mængdens Larm og dens Opvigleres Trusler. Alligevel blev Feltherrerne domfældte under ét. De seks af dem, som i Tillid til sin retfærdige Sag havde indfundet sig i Athen, blev henrettede; blandt disse var den store Perikles’ Søn med Aspasia, Perikles hvem Folket havde gjort til attisk Borger (Side 334).

Men Sokrates’ Kald var dog hverken Krigerens Liv eller den politiske Kamp. Saasnart han havde opfyldt sin Pligt mod Staten, trak han sig igjen tilbage til det private Liv for atter at optage og fortsætte sin Lærergjerning. Men han tog ikke Betaling for sin Undervisning ligesom Sofisterne, skjønt han var en fattig Mand, der kun levede af sit Haandverk. Heller ikke samlede han om sig ligesom de senere Filosofer en sluttet Kreds af Disciple eller en Skole; men han søgte at gavne alle, høi som lav, med sin Undervisning. Som en egte Borgerven og en vennesæl Mand søgte han Omgang med Mennesker af enhver Stand og Alder. Han opsøgte altid de Steder, hvor der pleiede at komme mange sammen, for at »fange Mennesker«, som han udtrykte sig. Og det viste sig, at dette netop var den Kunst, han forstod sig paa. En Vaabensmeds Bod, en Sadelmagers Verksted blev af Sokrates ofte gjort til Visdommens Lærersæde. Tidlig om Morgenen gik han til Gymnasierne, hvor den atheniske Ungdom foretog sine Legemsøvelser, og hvor ogsaa mange voksne indfandt sig enten for at deltage i Øvelserne eller for at tale med hinanden. Klokken ni gik han til Torvet, og den øvrige Tid af Dagen var han at finde der, hvor han kunde vente at træffe de fleste Folk.

Sokrates gjorde ikke ligesom sine Forgjængere de ydre Ting og deres Oprindelse til Gjenstand for sit Studium. Han havde over Indgangen til Templet i Delphi læst de Ord: »Lær at kjende dig selv!« Selverkjendelsen syntes ham at være den eneste Qpgave, der var et Menneskeværdig, og det nødvendige Udgangspunkt for al Filosoferen. Han følte sig overtydet om, at man ved at granske i sin egen Sjæl vilde finde de uforanderlige Love for alt godt, sandt og skjønt; disse »uskrevne Love«, som han kalder dem, er med uudslettelige Træk fra Fødselen af indskrevne i ethvert Menneskes Hjerte og viser sin Hellighed derved, at deres Overtrædelse medfører ubønhørlig Straf. Fordi Sokrates saaledes rettede Forskningen hen paa den menneskelige Aand istedenfor paa Tingenes ydre Grund, blev det sagt om ham, »at han hentede Filosofien ned fra Himmelen, hvor den ødte sin Tid uden Nytte, og gav den tilbage til Mennesket, som havde den mere behov«.

Skjønt Sokrates var ligesaa øvet i Ordkamp som Sofisterne, benyttede han dog ikke denne Færdighed til at bevise, hvad det skulde være, men søgte i Modsætning til disse kun Sandheden; han gjorde det til sin Opgave først og fremst at berøve dem, han talte med, den falske Indbildning, at de var rigtig gode og vise. Derfor kaldte han sig heller ikke Sofist, d. e. Vismand, men Filosof, d. e. en Elsker af Visdom. Da Apollons Prester i Delphi havde forkyndt: »Vis er Sophokles, visere er Euripides; men den viseste blandt Menneskene er Sokrates«, sagde han, at Guden forsaavidt havde Ret, som han selv deri var visere end andre Mennesker, at han erkjendte, at han intet vidste. Sokrates henvendte sig til alle, han traf, Statsmænd, Digtere, Sofister, Haandverkere, Kjøbmænd, og gjorde dem klart, at de røgtede sin Gjerning uden den rette Forstaaelse af sit Kald. Han bar sig ikke ad som tidligere Visdomslærere, der holdt belærende Foredrag om dette eller hint; men han indlod sig altid i Samtale med sine Tilhørere om de Ting, som de bedst forstod sig paa, om deres daglige Livsgjerning. Fra de simpleste Sandheder, som var forstaaelige for enhver, førte han da Samtalen gjennem klare Følgeslutninger til Resultater, som ingen havde anet. Meget hyppig gik han frem paa den Maade, at han anstillede sig uvidende om en eller anden Materie, som han da søgte Oplysning om hos den, som troede at vide Besked derom. Ved at drage uventede Slutninger af Svarene og ved at paavise de Modsigelser, hvori den indbildte vidende indviklede sig, vakte han dennes Erkjendelse af sin egen Uvidenhed netop i de Ting, han mente at forstaa. Denne Fremgangsmaade er den saa berømte sokratiske Ironi.

Platon lader i Skildringen af det ovenfor nævnte Gjestebud Alkibiades omtale Sokrates blandt andet paa følgende Maade: »Sokrates huser i sit indre de skjønneste, herligste Tanker; men den Dragt, hvori han klæder dem, er simpel og tarvelig, og det er Granden til, at mange, naar de hører ham første Gang, anser hans Tale for lidet betydningsfuld, ja endog for ligefrem latterlig. Han taler tilsyneladende kun om de mest dagligdagse Ting; det Sprog, han bruger, er let forstaaeligt, hans Eksempler og Lignelser er tagne fra det daglige Liv. Derfor har den store Hob saa vanskeligt for at spore Visdomskjernen i hans Tale. Men den, som rigtig forstaar at udgrunde dens skjønne og dybe Betydning, han ser tydelig, hvor vis, hvor indholdsrig og guddommelig den er, og at dens Formaal er ene og alene at løfte vor Sjæl og sprede Lys blandt Menneskene. Og hviken rent ud overmenneskelig Kraft ligger der ikke i hans Taler! De gaar altid lige til Hjertet, som de sætter i urolig Bevægelse; de har Overbevisningens Styrke, de afpresser os Taarer og fremkalder Tilstaaelser fra et Menneske, hvis indre ellers er lukket for enhver, de vække tillive hos os Forsætter og Beslutninger, der i Begeistringens Styrke overgaar alt, hvad de mest begavede Folketalere har formaaet at skabe«.

Det var især Ungdommens Undervisning, som laa Sokrates paa Hjerte. Unge, begavede Mænd søgte han altid at trække til sig, og det lykkedes ham i Regelen. En Dag mødte han den ovenfor nævnte Xenophon i en trang Gade. Han holdt sin Stok foran ham og spurgte: »Hvor kjøber man Mel?» »Paa Torvet«, var Svaret. »Og Olje?«  »Ogsaa paa Torvet«. »Men hvor skal man gaa hen for at blive vis og klog?« Ynglingen taug og tænkte paa, hvad han skulde svare. Da sagde Vismanden: »Følg mig, og jeg skal vise dig det«. Xenophon fulgte ham og blev en af hans mest hengivne Tilhørere. Han udmærkede sig senere som Feltherre og Forfatter (Stykke 48).

Sokrates’ Disciple hang ved ham med stor Hengivenhed. De kjendte ingen større Nydelse end at være om ham og høre ham, og fra nær og fjern strømmede Folk til for at sidde ved Vismandens Fødder. Antisthenes gik hver Dag den en Mil lange Vei fra Peiræeus til Athen for at træffe ham, og Eukleides fra Megara vandrede ofte den lange Vei fra sit Hjem for blot at være én Dag sammen med den elskede Lærer. Og da Athenerne i Peloponneserkrigen forbød Megarerne under Dødsstraf at besøge Athen, vovede Eukleides at snige sig ind gjennem Byens Porte i Kvindedragt. Ved Nattetid vendte saa igjen den trofaste Discipel tilbage til Megara. »Intet kunde være til større Nytte«, siger Xenophon, »end hans Selskab. Selv naar han var fraværende, var Tanken paa ham istand til at styrke alt godt hos dem, som havde havt Omgang med ham«. Alkibiades siger: »Mit Hjerte banker heftig, naar jeg hører ham, og hans Taler bringer mig til at fælde Taarer. Det samme ser jeg er Tilfældet med mange andre. For ham alene skammer jeg mig; thi jeg føler dybt i mit indre, at jeg ikke er istand til at modsige ham«.

Paa den fatteligste og simpleste Maade forstod Sokrates at gjøre Rigtigheden af sin Opfatning indlysende for sine Disciple. Da saaledes Alkibiades som ganske ung ængstedes meget for den Tid, da han skulde optræde som Taler, betog Sokrates ham Frygten herfor gjennem følgende Ræsonnement; »Vilde du være bange for at tale for en Skomager?« »Nei vist ikke«. »Eller kunde en Kobbersmed gjøre dig forlegen?« »Vist ikke«, »Men ligeoverfor en Kjøbmand vilde du vistnok miste Modet?«  »Ligesaa lidet«. »Nu, ser du vel, saadanne Mennesker er det netop, hvoraf det atheniske Folk bestaar. Du er ikke bange for dem enkeltvis, hvorfor skulde du saa være bange for dem samlede?« 

Sokrates var i enhver Henseende uegennyttig. Som før nævnt tog han ingen Betaling af sine Tilhørere. Den unge Æschines ønskede inderlig at blive hans Discipel, men undsaa sig for at gaa til ham, fordi han var fattig. Sokrates merkede hans Ønske og sagde til ham: «Hvorfor undgaar du mig?« »Fordi jeg intet har, som jeg kan give dig«. »Men sætter du da saa liden Pris paa dig selv?«  svarede Sokrates. »Giver du mig ikke rietop meget da, naar du giver dig selv hen til mig?« Sokrates afslog og saa de fordelagtige Tilbud af forskjellig Slags, som gjordes ham. Den rige Kritorr ønskede at give ham frit Ophold hos sig, og Makedoniens Konge, Archelaos, indbød ham til at leve ved sit Hof; men han gav ham det Svar, at han var ude af Stand til at gjengjælde hans Velgjerning og følgelig ikke kunde modtage den.

Sokrates’ Maade at undervise paa og hele hans Væsen dannede saaledes den skarpeste Modsætning til Sofisterne; men fordi han søgte at beseire disse ved deres egne Vaaben, fordi han optraadte som offentlig Lærer og som saadan altid var omgivet af en Flok Lærlinger, saa regnede den store Mængde ham uden videre til hin Klasse, og fordi hans Særegenheder var mest paafaldende, gik han snart for at være den værste af alle Sofister. Denne Feiltagelse var meget udbredt. Selv Komedieforfatteren Aristophanes[2] gjorde sig skyldig deri. Denne begavede Digter revsede paa det skarpeste de Vildfarelser, Sofisterne gjorde sig skyldige i. I hans Komedie »Skyerne«, som endnu er bevaret, er det saaledes vistnok de sofistiske Lærdomme, der tugtes; men de lægges i Sokrates’ Mund, og det er ham, der latterliggjøres. Han fremstilles her som en Drømmer, der tumler op og ned mellem Skyerne; men denne løierlige Karikatur var det netop, som blev hængende fast i Folks Erindring, og man vænnede sig til at betragte Sokrates som en grublende, halvforrykt Særling. Det fortelles, at da denne Komedie blev opført paa Theatret, og Folket klappede til den Skuespiller, som gav Sokrates’ Rolle, reiste Sokrates, som ogsaa var i Theatret, sig op fra sin Plads og lod sig ganske rolig beskue fra alle Kanter, forat man kunde anstille Sammenligning mellem hans virkelige Person og den Karikatur af ham, der fremstilledes paa Scenen.

Det, som man i Almindelighed bebreidede Sokrates, var, at hans Virksomhed var farlig for Statens Bestaaen; man paastod nemlig, at han undergrov baade den bestaaende Religion og den demokratiske Forfatning, og at han øvede en fordærvelig Indflydelse paa Ungdommen ved at bibringe den sine Anskuelser. Nu staar vistnok Sokrates for os som den græske Oldtids ædleste Skikkelse og som et Mønster paa, hvordan et Menneske bør være; men ikke maa vi tro, at dette stod klart for hans Samtid, og at det saaledes var af ond Vilje og med fuld Bevidsthed om, hvad man gjorde, at man dømte den uskyldige. Til Lykke for Menneskeheden maa vi indrømme, at der idetmindste var et Skin af Ret i de Beskyldninger, man fremsatte mod ham, vi siger et Skin, fordi man ikke havde Øie for hans betydningsfulde Livsopgave, men kun holdt sig til det ydre og mere iøinefaldende ved hans Virksomhed.

Hvad nu Sokrates’ religiøse Standpunkt angaar, saa forkastede han vistnok ikke ligefrem Statens Religion, han ofrede endogsaa paa Altrene og iagttog de religiøse Skikke og Ceremonier. Paa dette Omraade fraveg han endogsaa sin almindelige Fremgangsmaade. Medens han nemlig ellers gjorde enhver Ting til Gjenstand for Undersøgelse, afviste han ofte Spørgsmaal om Religionen. Men Sokrates’ religiøse Opfatning var dog meget forskjellig fra den almindelige. Han bekjendte Troen paa et høieste Væsen, der ordner og opholder Verden paa en vis og retfærdig Maade. Dette høieste Væsen tillagde han Almagt, Allestedsnærværelse og Visdom. »Naar vort øie», siger han, »kan se i en Afstand af flere Stadier, skulde da ikke Guds Øie kunne opfatte alle Ting? Naar vor Tanke i samme Øieblik kan omfatte Begivenheder, der sker i Asien, Ægypten og paa Sicilien, skulde saa ikke Guds Tanke kunne rumme den hele Tilværelse? Vi bør erkjende, at Guddommen er saa klartseende, at den overskuer alt med et eneste Blik, hører alt, er overalt tilstede, og at den paa samme Tid bærer Omsorg for hele Verden«. Nu taler Sokrates dels om Gud, dels om Guderne, og ofte bruger han ogsaa Navnene paa en eller anden af de græske Guder til Betegnelse af det høieste Væsen, skjønt det ikke er os klart, om og i hvilken Grad han virkelig havde nogen Tro paa disse; men under alt dette havde Folket det rette Instinkt af, at i Sokrates’ Religionssystem maatte Olympens gamle Guder vige Pladsen. De havde ikke saadanne Egenskaber som dem, hvormed Sokrates udstyrede den Guddom, han talte om og troede paa; dertil var de altfor meget befængte med menneskelige Skrøbeligheder og Feil, altfor meget et Bytte for menneskelige Lidenskaber og menneskelige Skuffelser. Og er det nu end saa, at dette netop er det største, der kan siges om Sokrates, at han var den første Hellener, som bekjendte Troen paa en eneste Gud, der som en vis og kjærlig Fader styrer den hele Verden, vil vi dog let forstaa, at dette var paa en vis Maade en Forkastelse af den bestaaende Religion, og at det i hans Samtids Øine maatte blive opfattet som en Brøde.

Meget ofte taler Sokrates om en Talsmand eller en Skytsaand i sit indre, en «guddommelig Røst«, som han selv kalder den, der ved mange Leiligheder lod sin advarende Stemme høre. At forklare dette med, hvad vi kalder Samvittigheden, strækker ikke ganske til; thi den lod sig høre, siger han, meget ofte i Tilfælde, som laa aldeles udenfor det moralske Omraade. Saaledes forteller han, at den indre Stemme afholdt ham fra at tage Del i det politiske Liv udenfor de Tilfælde, hvor Loddet gjorde ham det til en Pligt. Og i mange Tilfælde, hvor det kunde synes ligegyldigt, om han bestemte sig for det ene eller for det andet, lod hans indre Stemme sig høre, og han fulgte den altid, og altid viste den sig at lede ham til det bedste. Hvorledes man skal forklare sig dette, er ikke godt at afgjøre. Det lader ikke til, at han selv havde nogen klar Opfatning deraf. Skjønt Sokrates’ Aand bærer den klare Forstandigheds Præg, gaar der dog et vist sværmerisk Drag gjennem hans Væsen, og derpaa beroede vel hans Tro paa den guddommelige Aabenbaring, der blev ham tildel. Men medens den øvrige Verden modtog Spaadomme gjennem ydre Tegn og andre Mennesker, troede han at bære sit Orakel i sit eget Bryst.

I sit Forhold ligeoverfor Staten lagde Sokrates vistnok for Dagen den fuldstændigste Lydighed mod Lovene; men i sin Søgen efter Sandhed undlod han ikke sammen med sine Tilhørere at kritisere Statsforfatningen, og herunder omtalte han baade som latterlige og ukloge mange af de demokratiske Indretninger, hvorved alle Borgere, den udannede og uvidende ligesaavel som den kundskabsrige og indsigtsfulde, var stillede paa lige Fod i Rettigheder. Saaledes skal han have sagt, »at det var Galskab, at Valget af en Statsmand afgjordes ved Lodkastning, medens ingen faldt paa at lade Loddet bestemme, hvem man vilde have til at styre sit Skib eller bygge sit Hus«. Og han mente medrette, at det at styre en Stat og arbeide med dens indviklede Maskineri var en ulige vanskeligere Sag. Han skal ogsaa ved en vis Leilighed have sagt: »Jeg er ikke Athener, men Verdensborger«, en Ytring, som vistnok viser hans uhildede Blik, men som blev taget ham meget ilde op paa en Tid, da Kampen for Fædrelandet optog alles Tanker, og Forbitrelsen mod Udlandet følgelig var størst. At Sokrates imidlertid elskede sin Fædrestad som ingen anden, derom er hele hans Liv og Virksomhed Vidnesbyrd nok. Efter hvad vi kan forstaa, er det dog ikke usandsynligt, at enkelte af hans Disciple, især de, som var af fornem Herkomst, ved hans Udtalelser om Statsforfatningen følte sig styrkede i sin Misnøie med den demokratiske Lighed og længtes efter en Forandring i den bestaaende Forfatning. Dette bevirkede, at mange, selv blandt de velmenende Borgere, saa paa Sokrates med mistenkelige Øine, og da Forfatningen ved Slutten af Peloponneserkrigen virkelig blev omstyrtet, gjorde man ham medansvarlig for, hvad der var skeet.


Det vil paa dette Punkt være nødvendigt med nogle faa Ord at berøre den historiske Situation. Efter en 27-aarig haardnakket Krig var endelig Athen i Aaret 404 f. Kr. falden i Spartanernes Hænder (Side 346). Blandt de forskjellige sammenstødende Omstændigheder, som kan siges at have hidført dette for Athen saa sørgelige Resultat, skal vi her blot nævne paa den ene Side Alkibiades’ Forhold ligeoverfor sin Fædrestad, det Letsind, hvormed han fik Krigen fornyet igjen paa en Tid, da Athen ikke var Kampen voksen, og det Forræderi, han begik mod sit Fædreland ved at slutte sig til Sparta, paa den anden Side det aristokratiske Partis uredelige Færd. Istedenfor i Farens Stund ærlig at slutte sig til den bestaaende Forfatning og støtte denne, hvormeget der end kunde være at indvende mod den, benyttede dette Parti sig af den Forvirring, som den ulykkelige Krig skabte, til endogsaa ved Anvendelsen af forbryderske Midler at faa Forfatningen ændret. Dette Parti var det ligeledes, som fik Alkibiades, der atter havde sluttet sig til Athenerne, afsat fra Kommandoen, skjønt han netop var den Mand, som kunde holde Spartanerne Stangen, og skjønt han, belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken, nærede den inderligste Længsel efter at gjøre sin Uret god igjen. Dette Parti var det ogsaa, som under Paaskud af, at der var skeet Brud mod Religionen, hidsede Folket til at domfælde og henrette sine seierrige Feltherrer for Undladelsen af en Pligt, som det ikke stod i menneskelig Magt at opfylde. Og hvad var den egentlige Grund? Det hele var kun et Skalkeskjul for derved at komme sine politiske Modstandere tillivs og bane sig selv Veien til Magten. Dette Parti stod endelig i forræderisk Underhandling med Fienden og skyede intet Middel for saa hurtig som muligt at spille sin Fædrestad i Spartanernes Hænder. Derfor havde man ogsaa det bedrøvelige Syn at se atheniske Borgere med Kranse paa Hovedet tage Del i den »Befrielsesfest«, som Spartanerne haanende kaldte den Seiersfest, de afholdt i Athen efter Erobringen (Side 347).

Efter Athens Fald lod Spartanerne i Byen indsætte en Styrelse bestaaende af 30 Mænd af det videstgaaende aristokratiske og spartansk-sindede Parti. Blandt disse var ogsaa Theramenes, Charmides og Kritias, hvilke i sin Tid havde været Sokrates’ Disciple, men var affaldne fra Mesterens Lære. Denne Regjering fortsatte den af Spartanerne begyndte Nedrivning af Athens Fæstningsverker, og da dette vakte Folkets Forbitrelse, støttede den sig paa spartanske Soldater, som den lod indkvartere paa Akropolis. De misbrugte sin Magt paa den mest vilkaarlige Maade og udøvede et saadant Rædselsherredømme, at de er blevne berygtede i Historien under Benævnelsen de »tredive Tyranner«. Theramenes, som tilslut syntes, at det gik for vidt, blev dømt til Døden af den grusomste af de tredive, Kritias, og maatte tømme Giftbægeret.

Ogsaa ligeoverfor de tredive viste Sokrates sin vanlige Uforfærdethed. Uden Menneskefrygt dadlede han deres Vilkaarligheder og Grusomheder og sagde: »Den Hyrde, som Dag for Dag ser sin Hjord svinde ind og ikke vil tilstaa, at han er en slet Vogter, ham fattes der Oprigtighed, og af den samme Mangel lider en Statsstyrer, som ser Borgernes Tal tage af og dog vil negte, at han er en slet Hersker«. De tredive bød ham at tie og truede ham med Døden, hvis han fortsatte med sin Undervisning; men han lagde paany for Dagen, at han var fast besluttet paa at adlyde Gud mere end Menneskene, og sagde kun: »Tror de da kanske, at jeg anser mig for udødelig?« Da man spurgte ham, om han ikke var bange for, at hans frimodige Tale skulde bringe ham en Ulykke, svarede han: »Jeg er endog forberedt paa tusinde Ulykker; men ingen Ulykke kan dog lignes med den ikke at gjøre, hvad Ret er«. Naar Sokrates under saadanne Omstændigheder ikkedestomindre undgik Døden, da har det vel sin Grund deri, at selv den blodtørstige Kritias havde bevaret en Rest af Ærefrygt for sin tidligere Lærer.

Tyrannernes Herredømme varede dog ikke længe. Allerede i Aaret 403 samlede Thrasybulos en Skare Flygtninger om sig, med hvilke han besatte Athens Havnestad, og derfra leverede han Voldsmændene et seierrigt Slag, i hvilket Kritias faldt. Athen blev befriet, og af Voldsherredømmet stod kun Mindet tilbage, et af de blodigste i hele Hellas’ Historie. Man regnede, at der under de tredive Tyranners Herredømme i otte Maaneder var flydt mere athenisk Blod end i ti af Peloponneserkrigens Aar.

Da Friheden igjen var indført i Athen, begyndte der et Tidsrum, i hvilket alle sande Fædrelandsvenner under alvorligt Arbeide bestræbte sig for at læge de Saar, som den frygtelige Krig havde tilføiet Staten. Fremforalt ønskede de at vække tillive igjen den faste og ophøiede Borgeraand, som havde besjælet Heltene fra Perserkrigenes Tidsalder. Men idet man søgte at bringe paa det rene, hvad det var, som hovedsagelig havde dræbt denne Aand, der satte den ubetingede Lydighed mod Staten i første Række, fæstede man sig væsentlig ved den fordærvelige Indflydelse, den sofistiske Lære havde havt. Og da nu Sokrates i den store Mængdes Øine gjaldt for den fornemste Sofist, da den syttiaarige Olding fremdeles vedblev med at revse og latterliggjøre de Daarskaber, som kom tilsyne baade i det private og offentlige Liv, og da man endvidere betænkte, hvilke uoprettelige Ulykker to af hans mest begavede Disciple, Alkibiades og Kritias, havde bragt over sin Fædrestad, saa bliver det idetmindste noget mere forklarligt, at der var dem, der mente, at hans Færd ikke længere burde taales, og at der reistes en Anklage mod ham af det Indhold: «Sokrates er skyldig, fordi han fordærver Ungdom men og ikke dyrker de Guder, som Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme».

Anklagerne var en rig Garver og anseet Statsmand ved Navn Anytos, den unge og ubetydelige Digter Meletos og Taleren Lykon. Den Straf, de foreslog, var Døden. Det er dog neppe at antage, at de virkelig ønskede denne Straf bragt i Anvendelse mod ham. Hvad de vilde opnaa, var formentlig kun at faa ham bragt til Taushed. De haabede derfor, at han ved frivillig at gaa i Landflygtighed vilde unddrage sig for Domfældelse; men Sokrates tænkte ikke paa Flugt. Efterat Anklagen var reist, vedblev han med den samme uforstyrrelige Ro som tidligere at belære Folk, og man hørte ham aldrig tale om sin Proces. Da en af hans Venner ved Navn Hermogenes mindede ham om, at han burde forberede sig paa sit Forsvar, svarede han, at han havde beskjæftiget sig dermed sit hele Liv ved ikke at gjøre noget strafværdigt. »Men ved du da ikke«, sagde Hermogenes, »at et keitet eller behændigt Forsvar ofte har bevirket, at de attiske Domstole har fældt mange uskyldige og frikjendt mange skyldige?« »Jo«, svarede Sokrates, »og jeg forsikrer dig til, at jeg to Gange har foresat mig at tænke paa mit Forsvar; men den guddommelige Stemme i mit indre har hindret mig deri«. Den berømte Taler Lysias bragte ham en kunstig udarbeidet Forsvarstale, som han vilde have ham til at holde for Retten. Sokrates læste Talen, som fornemmelig var lagt an paa at opvække Dommernes Medlidenhed. Han roste den meget, men gav ham den tilbage med de Ord, at han ansaa den for uværdig for en Mand, som var sig sin Uskyldighed bevidst. At forsvare sig paa den Maade vilde klæde ham ligesaa ilde som at tage fine ioniske Sko paa.

Sokrates’ Sag blev behandlet for Heliasternes Domstol (Side 211), af hvis Medlemmer 559 gav Møde. At Nysgjerrighed og Deltagelse havde samlet et stort Antal Tilhørere, kan man vistnok anse for utvivlsomt. Om Anklagernes Taler ved vi intet; men de har rimeligvis holdt hver sin. Sokrates’ Forsvarstale kjender vi derimod gjennem et af Platons[3] Skrifter. Dette Skrift, som Sokrates’ store Discipel nedskrev efter Mesterens Død, er vistnok ikke nogen i Enkelthederne nøiagtig Gjengivelse af den Tale, Sokrates i Virkeligheden holdt; men vi har al Grund til at antage, at det i det væsentlige er en tro Gjengivelse idetmindste af Indholdet af Sokrates’ Tale ved denne Leilighed.

Det var Skik og Brug i Athen, at de anklagede i sine Forsvarstaler lagde an paa et kunstmæssigt Foredrag og under Bønner og Taarer søgte at bevæge Dommerne til Medlidenhed. Sokrates forsmaaede at benytte sig af en saadan Fremgangsmaade; han talte for Retten paa den samme ligefremme Maade, han havde benyttet sig af paa Torvet og andre Steder. Han vilde, som han siger i Begyndelsen af sin Tale, kun benytte sig af det Forsvar, som ligger i at sige Sandhed; zirlige, velstuderede Taler, som hans Modstanderes, sømmede sig ikke for en Mand i hans Alder. Han vilde ikke tinge om sit syttiarige Liv. I sit Forsvar befatter han sig derfor ikke synderlig længe med Gjendrivelse af den reiste Anklage, hvis Selvmodsigelser og fuldstændige Grundløshed han paaviser. Derimod gjør han i sin Tale udførlig Rede for sit Liv og sin Virksomhed og viser, hvorledes denne er bleven misforstaaet og han selv bleven lagt for Had; hans Tale er mindre henvendt til Dommerne for at opnaa Frikjendelse end den er henvendt til hans Landsmænd for at vække dem til Ettertanke.

Ved sin hensynsløse Frimodighed og ved den usedvanlige Maade, hvorpaa Sokrates forsvarede sig, stødte han formodentlig mange af Dommerne, som fra først af var gunstig stemte mod ham; de kunde ikke andet end optage hans Tale som Haan mod dem selv. 281 Stemmer mod 278 erklærede ham for skyldig; hvis to havde stemt anderledes, vilde Sagen altsaa have faaet et andet Udfald. Efter Skik og Brug havde nu den anklagede selv Ret til at foreslaa sin Straf, og Dommerne kunde da vælge mellem den Straf, den anklagede bragte i Forslag, og den, som Anklagerne gjorde Paastand paa, hvilket i dette Tilfælde var, som før nævnt, Døden. Der er ingen Tvivl om, at hvis Sokrates havde foreslaaet Landflygtighed, Fængsel eller passende Bøder, vilde Dommerne have valgt en af disse Straffe istedenfor den strengere. Men Sokrates, som med den største Ro havde hørt paa Udfaldet af Stemmegivningen, udtalte blot sin Forundring over, at der ikke var flere, som kjendte ham skyldig, og vilde ikke sætte en Plet paa sit Navn ved at trygle om Naade i en Sag, hvor Retten var paa hans og Uretten paa hans Modstanderes Side, skjønt han sikkert forudsaa, hvad der vilde ske.

Han udtalte derfor, at han saalangt fra fortjente at straffes, at man hellere burde votere ham som Byens Velgjører og en fattig Mand fri Bespisning paa Prytaneion (Side 210). Da et saadant Forslag imidlertid maatte forekomme Dommerne kun at være overmodig Haan, tilføiede han, at han, da han ikke ansaa Pengetab for nogen Straf, vilde foreslaa en Bod af en Mine Sølv (omtrent 66 Kroner), hvilken Sum han dog paa sine Venners indstændige Opfordring, der lovede at indestaa for Beløbet, straks efter forhøiede til tredive Miner.

Den sedvanlige Pengebod for Gudsfornegtelse synes at have været 100 Miner; det, Sokrates foreslog, ansaaes i ethvert Tilfælde for at være for lidet, og da mange af Dommerne desuden i hans Tale kun saa Haan og trodsig Indbildskhed, blev han nu dømt til Døden med et langt større Flertal, idet 80 af dem, som ved første Votering havde frikjendt ham, nu stemte for Døden.

Før Sokrates blev ført bort til Fængslet, rettede han endnu nogle Ord til Dommerne, saavel til dem, som havde fordømt ham, som til dem, der havde frikjendt ham. Derefter talte han videre om, at Døden var et Gode, idet han nærmere gjorde Rede for, hvorpaa han byggede dette Haab, og endte sin Tale med følgende Ord: »Dog nu er det paatide, at vi gaar herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os det er, der gaar den bedste Skjebne imøde, det ved ingen uden Gud alene«.

Ledsaget af sine sørgende Venner gik Sokrates fattet og rolig til Fængslet. Her blev han endnu i tredive Dage; thi paa den Dag, da Dommen faldt, var netop det hellige Skib afseilet til Delos med det Festgesandtskab, der paa Statens Vegne skulde tage Del i de Festligheder, som hvert Aar blev feirede der til Apollons Ære, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom blive fuldbyrdet i Athen (Side 101). Hans Venner havde derfor den Glæde endnu en kort Frist at være sammen med ham, og i disse dyrebare Øieblikke talte han især om det, som da maatte dybest gribe deres Tanker, om Sjælens Udødelighed og om det tilkommende Liv. Hans Ven, den rige Kriton, vilde benytte denne Tid til at befri ham fra Fængslet og lade ham undkomme til Thessalien, hvor han havde sørget for hans Modtagelse. Alle Forberedelser til Flugten var allerede trufne; men Sokrates vægrede sig for at benytte sig af dette Tilbud. Thi den første Borgerpligt var efter hans Mening at underkaste sig Fædrelandets Love, og om disse ogsaa af enkelte var blevne misbrugte til at styrte ham i Ulykke, saa havde han dog ingen Ret til at være ulydig mod Lovene og sætte Brøde mod Brøde. Til en anden af sine Venner, Apollodoros, der ytrede sin Beklagelse over, at han skulde lide Døden saa uskyldig, sagde han paa sin lunefulde Maade: »Vilde du da hellere ønske, at jeg havde fortjent den?« 

Da endelig Henrettelsesdagen kom, holdt han endnu med en Klarhed og en Sindets Ro, som var beundringsværdig, den ophøiede og gribende Samtale om Sjælens Udødelighed, som Platon har bevaret os i den Dialog, der er betitlet Phædon. Efterat han havde badet sig og taget Farvel med sin Hustru og sine Børn, blev Giftbægeret baaret ind. Rolig og fattet tømte han det, medens hans Venner ikke kunde holde Taarerne tilbage; men Sokrates bad dem ikke forstyrre hans sidste Øieblikke og vedblev at gaa op og ned ad Gulvet, indtil han var bleven saa stiv og mat, at han maatte lægge sig ned. Da han følte Døden nærme sig, sagde han til Kriton: »Glem ikke at ofre Asklepios en Hane; thi vi er ham et saadant Offer skyldige«. Det var hans sidste Ord. Asklepios var Lægekunstens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane efter en vel overstaaet Sygdom. Med disse Ord vilde altsaa Sokrates betegne, at Sjælens Sundhed først kunde naaes, naar den var afklædt sit jordiske Hylster.

»Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, saaledes som vi lærte ham at kjende, blandt alle Mennesker var det fortræffeligste og desforuden det viseste og retsindigste«. Med disse Ord slutter Platon sin ovennævnte Dialog Phædon. Sokrates døde i Aaret 399 f. Kr.


  1. ↑ Gymnasierne var vidtløftige Bygninger med Haver og Parkanlæg, bestemte til Legemsøvelser. Deres rummelige Haller benyttedes ogsaa af Filosofer, Rhetorer o. a . til Forelæsninger og Samtaler.
  2. ↑ Aristophanes, Grækernes største Komedieskriver, levede mellem Aarene 452 og 388 f. Kr. Af hans Komedier er 11 bevarede.
  3. ↑ Den største af alle Sokrates’ Disciple er Platon, der levede mellem Aarene 429 og 348. Sokrates har selv ikke efterladt sig noget Skrift; men Platon har gjennem en Række Verker overleveret os saa vel Mesterens som sin egen Lære. Platon nævnes som Grækenlands mest berømte Filosof ved Siden af eller efter Sokrates, og han grundede en Skole, der fik Navnet den akademiske efter det Gymnasion i Athen, hvor han pleiede at foredrage sin Lære.