Hellenerne/46
46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.
Alkibiades var baade paa Faders og Moders Side af fornem Herkomst. Gjennem sin Fader regnede han sine Ahner tilbage til Telamonieren Ajas, og hans Moder var en Sønnedatter af Lovgiveren Kleisthenes og altsaa af Alkmæonidernes mægtige Familie (Side 227); gjennem hende var han beslegtet med den store Perikles og noget længere ude med Kimon. Alkibiades var født omkring Aaret 450, og da han tidlig mistede sin Fader, blev Perikles hans Formynder. Alkibiades var af Naturen herlig udrustet baade paa Sjæl og Legeme, saa man pleiede at sige, »at Naturen gjennem ham søgte at vise, hvad den var istand til at yde«. Alkibiades havde et vindende ydre, hans Holdning var majestetisk og hans Bevægelser elastiske, hans malmfulde Stemme havde en indsmigrende Klang. Med disse ydre Fortrin forbandt han en livlig og gjennemtrængende Forstand. Men det, som manglede ham, var en fast Karakter og Besindighed, denne gammelhelleniske Dyd, som især træder os imøde hos Perikles. Alkibiades var ustadig og letsindig, han er en Type paa den løsslupne Kaadhed, som overhovedet var et gjennemgaaende Træk hos en stor Del af det atheniske Folk i den senere Tid.
Med saadanne Anlæg var det intet Under, at Alkibiades allerede som Gut trak Athenernes Opmerksomhed hen paa sig, og Plutarch forteller os mange kvikke Svar og mangen Guttestreg, som vidner baade om hans Letsind og om hans Forvovenhed. Engang som Gut øvede han sig i Brydning med en af sine Kamerater, og for ikke at tabe bed han ham i Armen. Hans Modstander skjeldte paa ham og sagde: »Fy, du bider jo som et Fruentimmer«. »Sig hellere som en Løve«, svarede Alkibiades ham. En anden Gang kastede han Terninger med flere andre Gutter paa Gaden. Alkibiades skulde netop kaste, da en Vogn kom kjørende. Han raabte til Kusken, at han skulde vente en Stund. Da denne, som ventelig var, ikke brydde sig noget om denne Anmodning, lagde Alkibiades sig ned paa Gaden ret foran Hestene og sagde: »Nu kan du kjøre til, hvis du vil«. Kusken maatte vente.
Alkibiades var meget lærelysten og rettede sig villig efter sine Lærere. At spille paa Fløite vilde han dog paa ingen Maade lære. »Det skjæmmer Ansigtet og hindrer den spillende i at synge paa samme Tid«, sagde han. »Thebanerne derimod maa lære sig til at blæse paa Fløite; thi de forstaar ikke at tale«. Og hans Eksempel skal virkelig have havt den Følge, at Fløitespil, som tidligere var paa Moden i Athen, kom aldeles i Miskredit. En Dag gik Alkibiades til en Skolelærer og bad ham om at faa tillaans Homers Digte. Da denne svarede, at han ikke havde noget af Homer, gav Alkibiades den uvidende Lærer et Ørefigen og gik sin Vei.
Meget tidlig lagde Perikles Merke til de glimrende Evner, som fandtes hos hans Myndling; men det lykkedes ham ikke at bøie dem ind i de rette Spor. Alkibiades blev ikke bedre med Alderen. Da han blev myndig, trængte alle Slags Snyltegjester og Smigrere sig om den rige og begavede unge Mand. Altid blev han beundret og rost, selv naar han tillod sig de værste Streger; man lo af hans gale Indfald istedenfor at revse ham derfor; han var Athens forkjælede Barn, den letsindigste blandt de letsindige Athenere. I et lystigt Selskab indgik han engang i Overgivenhed et Veddemaal om, at han skulde give en af Athens mest anseede Mænd ved Navn Hipponikos et Ørefigen, og dette udførte han virkelig ogsaa midt paa aaben Gade. Folk forargedes over en saadan Frækhed; men Dagen efter gik Alkibiades til Hipponikos, bad ham ydmygt om Tilgivelse og blottede sin Ryg, forat han kunde give ham velfortjent Straf. Hipponikos tilgav ham og blev snart saa indtaget i den elskværdige Yngling, at han gav ham sin Datter tilegte. Dette Egteskab blev dog ulykkeligt. Hans Hustru kunde tilslut ikke længer holde det ud hos ham, men søgte Tilflugt i sin Broders Hus og androg senere paa Skilsmisse. Men da Egtefolkene mødtes for Retten, tog Alkibiades hende paa sine Arme og bar hende hjem til sit Hus, og ingen hindrede ham i denne egenmægtige Handling.
Ved saadanne kaade og egenmægtige Handlinger gjorde han sig bemerket over den hele By; men det var netop det, han vilde. Han kjøbte saaledes engang en særdeles vakker Hund til flere tusinde Kroners Værdi. Da hele Byen talte om den smukke og kostbare Hund, huggede han Halen af den. Hans Venner foreholdt ham, at han derved var kommen i Folkemunde; men han svarede leende: »Jeg vil jo netop, at Athenerne skal tale herom, forat de ikke skal sige noget værre om mig«. Dette havde nemlig Alkibiades fundet paa for at trække Opmerksomheden bort fra andre Ting, som han ikke ønskede skulde blive Gjenstand for Folkesnak. Den Mand kjendte sit Folk. En Dag kom han i Folkeforsamlingen, da der handledes om at give frivillige Bidrag til Statskassen. Alkibiades lod sig skrive for en meget stor Sum. Folket jublede; men over Larmen glemte han en Vagtel, som han bar under Kappen. Den fløi fortumlet sin Vei, Alkibiades begyndte at fløite efter Fuglen, og det atheniske Folk forglemte sin Værdighed i den Grad, at det forlod Forsamlingen og løb til alle Kanter for at jage efter Fuglen og vendte ikke tilbage, før det havde fanget den. Og Alkibiades gottede sig over al den Hurlumhei, han havde forvoldt; saa tankeløs og letsindig viste han sig i Øieblikke, hvor der handledes om Fædrelandets Ve og Vel, han, hvis Begavelse og Evner uimodsagt gjorde ham skikket til at indtage Perikles’ Plads. Hvorlidet han imidlertid, hvad Karakterens Renhed angaar, var værdig dertil, viser følgende Anekdote: Da han engang kom for at besøge Perikles, blev der sagt ham, at han ikke kunde faa sin Formynder itale, da denne nemlig arbeidede paa et Regnskab, han skulde aflægge for Folket. »Jeg synes«, sagde Alkibiades, »at Manden hellere burde benytte sin Tid til at finde ud, paa hvilken Maade han kunde slippe for at aflægge Athenerne Regnskab«. En Mand med saadanne Anskuelser er den farligste Borger i en fri Stat, farligst, fordi han har alle Betingelser for at faa et letbevægeligt Folk med paa sine Planer, medens han har for lidet af Karakter og Besindighed til at kunne føre det paa den rette Vei. Staten gives under en saadan Leder Tilfældighederne ivold og maa som oftest dele Lod med sin ubesindige Fører.
I Forfængelighed og Pragtsyge overgik Alkibiades alle. Han gik i Purpurklæder og havde et Skjold af Guld og Elfenben. Hans talrige Heste og Vogne var de skjønneste, man havde seet. Ved ødsel Gavmildhed og kostbare Fester blendede han Folket. I de olympiske Lege optraadte han engang med syv Veddeløbsvogne, hvad endnu ingen Konge havde gjort, og seirede med de tre. Euripides besang hans Seier, og en Mængde Stæder gav ham Hædersgaver. Derpaa holdt han en stor Fest i Olympia, hvortil han indbød alle Tilskuere ved Festlegene.
Alkibiades var paa gode Veie til at gaa tilgrunde i de Udskeielser, hvortil han hengav sig i den forfinede By. Kun en eneste Mand lykkedes det at faa ham til i nogen Mon at tøile sine Lidenskaber og anvende sine rige Evner paa Formaal, som var ham mere værdige. Det var Sokrates, den store Vismand. Fra Ungdommen af havde Alkibiades sluttet sig til ham som til en Fader, og altid bestod der et urokkeligt Venskab mellem den letsindige, elegante Verdensmand og den alvorlige, uanseelige Vismand. Det Venskab, de havde sluttet, var bleven beseglet ved, at de gjensidig havde reddet hinandens Liv. Da Alkibiades i Toget mod Potidæa (Side 327) gjorde sit første Felttog, blev han liggende saaret mellem Fienderne; Sokrates sprang til og dækkede ham med sit Skjold. Da man efter Slaget vilde tildele Sokrates Tapperhedsprisen, gav han Afkald derpaa til Fordel for Alkibiades. Syv Aar senere havde til Gjengjæld Alkibiades den Lykke i et Slag at redde sin elskede Lærers Liv. Med Begjærlighed lyttede Alkibiades til Sokrates’ Lærdomme og fandt sig taalmodig i Mesterens Straffetaler over hans Forfængelighed og Letsind. Han sagde selv, at Sokrates var det eneste Menneske, for hvem han skammede sig. Men Alkibiades var letbevægelig og lod sig, som alle letsindige Mennesker, lede af sine hurtig vekslende Stemninger. Saalænge han var sammen med Sokrates, fattede han de bedste Forsætter; han kunde sidde hele Dagen og lytte til hans manende Lærdomme, rørt til Taarer, naar den ædle Lærers Ord traf hans Hjerte; men naar han vel havde forladt Sokrates, slog han alle gode Forsætter hen i Veir og Vind og tilbragte den ganske Nat, hvis det faldt sig saa, med de forargeligste Streger i sine lystige Kameraters Kreds.
Først i Trediveaarsalderen begyndte Alkibiades at tage virksom Del i det offentlige Liv. Før vi gaar over til at skildre hans Deltagelse deri, skal vi først kaste et kort Blik tilbage paa de politiske Begivenheder siden Perikles’ Død. Da Farsotten havde udraset i Athen og blandt mange andre ogsaa havde revet Perikles bort, fandtes der ingen Mand i Athen, som var dygtig nok til at indtage den afdødes Plads. Vel var der mange, der havde Lyst hertil; men ingen havde Begavelse nok til at beherske de stridende Partier, og til den indre Splittelse kom Krigen.
Krigen førtes paa den vanlige Maade ved gjensidige Indfald i hinandens Lande, under hvilke de skrækkeligste Plyndringer og Slagterier fandt Sted. Her skal blot nævnes et Par Begivenheder, der er et sørgeligt Bevis paa, i hvilken Grad Partiaanden havde forvildet Gemytterne. Mytilene paa Øen Lesbos var faldet fra Athen og havde sluttet sig til det peloponnesiske Forbund, bevæget dertil af det aristokratiske Parti i Byen selv og af spartanske Udsendinger. Athen sendte en stor Flaade til Mytilene for igjen at underlægge sig Byen, hvilket ogsaa efter en Tids Beleiring lykkedes. For nu at statuere et Eksempel, der kunde afskrække andre af Athens forbundne fra et lignende Forsøg paa Frafald, bifaldt Folkeforsamlingen et Forslag, som blev fremsat af den voldsomme Folkehøvding Kleon, og som gik ud paa, at alle voksne Mænd i den oprørske Stad skulde dræbes og Kvinder og Børn sælges som Træler. Men Folket, der var bedre end sin Fører, angrede Dagen efter denne umenneskelige Bestemmelse, der var fattet under Øieblikkets Ophidselse, og formildede Straffen. Det Skib, som overbragte denne nye Beslutning, kom heldigvis tidsnok til at forhindre Udførelsen af den første. Og dog var ogsaa den formildede Dom overordentlig streng. Byen mistede hele sin Flaade, 1000 af af dens fornemste Mænd blev henrettede, og Øens Landeiendomme blev uddelte mellem attiske Borgere, hvis Lodder de tidligere Eiere vedblev at dyrke som Forpagtere. Dette skede i Aaret 428.
Endnu haardere var den Dom, Spartanerne Aaret efter fældte over det med Athen forbundne Platææ. Etterat denne By næsten i to Aar havde gjort den tapreste Modstand, og etterat den tilslut var bleven ganske blottet for Levnetsmidler, fik Spartanerne den i sin Magt ved Løfter om en skaansom Behandling. Men troløst brød de det givne Løfte, skjønt de vistnok øvede sin Hevn bag et Skin af Retfærdighed. Der sendtes Bud til Sparta efter fem Dommere. Disse forelagde kun de fangne Platæere det Spørgsmaal, om de havde ydet Sparta eller dets Forbundsfæller nogen Tjeneste under Krigen. De ulykkelige Platæere søgte at forsvare sig, de beraabte sig paa sine Fortjenester af Hellas og paa den Frihed, der var sikret dem (Side 304), de fremhævede ogsaa, hvorledes de var komne Sparta tilhjælp i dets farefulde Krig mod Heloterne (Side 312); og hvad deres Stilling i den forhaandenværende Krig angik, saa maatte det være Sparta en velkjendt Sag, at de fra gammel Tid af havde staaet i Forbund med Athen, og at dette Forbund i sin Tid var bleven sluttet efter Spartas egen Opfordring. Men trods al Veltalenhed fra Platæernes Side holdt Dommerne, eggede af Platæernes Arvefiender, Thebanerne, med spartansk Haardnakkethed fast ved det forelagte Spørgsmaal, og da ingen af de fangne enten kunde eller vilde besvare dette med andet end nei, blev de alle henrettede, deres Kvinder blev solgte som Træler, og Staden blev overladt Thebanerne, der i Frihedskrigens Dage saa ofte havde maattet staa tilskamme for de heltemodige, selvopofrende Platæere. De jevnede Staden med Jorden.
Disse Træk er tilstrækkelige til at vise den Maade, hvorpaa Krigen mellem Athen og Sparta og mellem de med disse forbundne Stater førtes. Endelig stansede foreløbig Krigen, idet det i 421 lykkedes den retsindige Athener Nikias at faa sluttet en Vaabenstilstand, der blev kaldt Nikias’ Fred.
Men Alkibiades, som brændte af Begjærlighed efter at udmerke sig som Feltherre, anvendte alle Kunstgreb for igjen at faa Krigen igang. Snart viste der sig en gunstig Leilighed. Indbyggerne i den lille By Segesta paa Sicilien[1] blev haardt trængte af det mægtige Syrakus og bad Athenerne om Hjælp. Alkibiades opbød alt for at faa Toget istand og vidste med sin glimrende Veltalenhed at bedaare Folket, saa det lovede Segesta den forlangte Hjælp. Alkibiades havde forespeilet Folket, hvor let det vilde være at erobre hele Sicilien, ja det drømte endog om Erobringen af Karthago og Syditalien, hvorpaa da Spartas Underkastelse let vilde følge. Med stor Bekostning udrustedes der en prægtig Flaade, og til Overfeltherrer valgtes Nikias, Lamachos og Alkibiades.
Flaaden var allerede seilfærdig, da der i Athen hændte en Begivenhed, som blev skjebnesvanger for Alkibiades og selve Athen. En Morgen fandt man alle Hermesstøtter (Side 225) omstyrtede. Mistanken for denne frække Handling faldt paa Alkibiades, som med sine Drikkebrødre vistnok kunde tiltroes en saadan Kaadhed. Hans Fiender satte ogsaa i Omløb Rygter om, at han med sine Venner havde drevet Spot med enkelte af Athenernes religiøse Skikke. Hvormeget sandt der var i dette, blev aldrig bragt paa det rene. Hans Fiender truede med en Anklage, og Alkibiades trængte paa, at Sagen skulde komme for Retten før Flaadens Afseiling. Men hans Modstandere vidste, at de ikke kunne faa ham domfældt, saalænge han selv var i Athen, da han altid forstod at stemme Folket til Gunst for sig. De lod derfor Anklagen hvile, til Toget var afgaaet.
Flaaden seilede til Sicilien i Aaret 415; men netop som den landede, kom der et Skib for at afhente Alkibiades og føre ham til Athen. Alkibiades gik ogsaa virkelig ombord; men underveis fattede han den Beslutning at flygte, da han ikke stolede paa de vægelsindede Athenere, især fordi Hæren, hos hvem han stod i den største Gunst, nu var borte. Da en spurgte ham, om han da ikke havde nogen Tillid til sit Fædreland, svarede han: »Vist nok i alle andre Tilfælde, men ikke, naar der spørges om Livet; da stoler jeg ikke engang paa min egen Moder; thi hun kunde af Vanvare komme til at kaste en sort Sten i Urnen istedenfor en hvid« (Side 215). Hans Flugt lykkedes, og da han nogen Tid senere fik høre, at man i Athen havde dømt ham til Døden, sagde han: »Jeg skal vise mine Landsmænd, at jeg lever«.
Glødende af Hevnlyst gik Alkibiades til Sparta, hvor man modtog ham med stor Glæde. Fra nu af var det hans Opgave at skade Athenerne paa enhver Vis, og han gav Lakedæmonierne de bedste Vink om, hvorledes de skulde føre Krigen paa den for Athen fordærveligste Maade. Han fik Spartanerne til hvert Aar at gjøre herjende Indfald i Attika. Efter hans Raad sendte de ogsaa Syrakusanerne Hjælp, og dette bevirkede, at Athenernes Tog til Sicilien, som i Begyndelsen havde været kronet med Held, fik det sørgeligste Udfald. Efter flere Nederlag maatte Athenerne overgive sig til Syrakusanerne. Nikias og hans Medfeltherrer blev halshuggede og de fangne indesperrede i Stenbruddene, hvor de, om Dagen plagede af Hede, om Natten af Kulde, udstod alle Hungerens og Tørstens Kvaler og omkom i Mængdevis. Efter sytti Dages Forløb blev det rædsomme Fængsel aabnet, og af de gjenlevende blev Størsteparten solgt som Træler og Resten holdt tilbage i Fangenskab. Paa en saa ulykkelig Maade endte Toget til Sicilien, der var begyndt under saa store Forhaabninger. Hæren havde oprindelig talt 5000 Hopliter og 30,000 letbevæbnede, og senere var der bleven sendt Forsterkninger; men af denne straalende Hær fik ikke Athen se nogen vende tilbage. Da dette Sorgens Budskab kom til Athen, vilde ingen i Førstningen tro det. Da der ikke var nogen Tvivl længere, betoges alle af stum Fortvivlelse. Alkibiades havde taget en grundig Hevn.
I Sparta levede Alkibiades i streng Overensstemmelse med Lykurgos’ Love; han klædte sig i Spartanernes simple Dragt, badede sig i Eurotas og spiste den sorte Suppe som en egte Lakedæmonier. Han forstod i det hele taget den Kunst at rette sig efter Forholdene. »I Sparta var han Idrætsmanden, nøisom og taus«, siger Plutarch, »i Ionien den muntre livsglade Kamerat, i Thrakien Svirebroderen, i Thessalien den behændige Rytter, og i Persien fordunklede han Storkongens Satraper i Pragt og Ødselhed«. I Sparta blev dog Alkibiades snart mistænkt, og da han desuden fornærmede en af Kongerne, fandt han det bedst at flygte. Han gik til den persiske Statholder i Lilleasien, Tissaphernes, som han saaledes forstod at vinde, at denne unddrog Lakedæmonierne den Bistand, han ifølge Alkibiades’ Forestillinger hidtil havde ydet dem, og lod den komme Athen tilgode. Herved udsonede Alkibiades sig igjen med sine Landsmænd. Dommen over ham blev ophævet, han blev kaldt hjem og valgt til Overfeltherre. Men kun som hæderskronet Seierherre vilde han igjen drage ind i Athen. Derfor reiste han først til Samos, hvor den attiske Flaade laa, og med ham vendte Lykken igjen tilbage til de attiske Vaaben. Spartanerne blev slagne tillands og tilvands, og Alkibiades’ Navn indgjød Athenerne Mod og Haab, medens Fienderne betoges af Skræk. De ydmygede Spartanere skrev paa sin eiendommelige korte Maade hjem: »Lykken har forladt os, Anføreren er falden, Hæren lider Hunger, vi ved ikke, hvad vi skal gjøre«. I sin Nød sendte Sparta hurtigst muligt Gesandter til Athen for at bede om Fred; men i sin Seiersrus viste Athenerne alle Forslag stolt tilbage.
Efter saa glimrende Bedrifter vendte Alkibiades i Aaret 408 tilbage til Athen. Da han nærmede sig Peiræeus, vrimlede hele Strandbredden af Mennesker, som modtog ham med ustanselig Jubel. Fortiden syntes glemt, og alle hilsede ham kun som Statens Redder. Rørt til Taarer modtog Alkibiades disse Beviser paa sine Medborgeres Velvilje.
For anden Gang skulde dog Alkibiades erfare, hvor usikker og vaklende Folkets Gunst var. Han vendte tilbage til Lilleasien, hvor han med sin Flaade blev liggende i Nærheden af Ephesos, hvorhen ogsaa Spartanernes Anfører, Lysandros, var kommen. Engang fjernede Alkibiades sig en kort Tid fra Flaaden og overlod Overbefalingen til en af sine Underfeltherrer efter udtrykkelig at have paalagt ham ikke at lade det komme til Kamp. En saadan Leilighed havde Lysandros ventet paa; han fik lokket Athenerne til at indlade sig i Slag og tilføiede dem et skrækkeligt Nederlag. Da dette rygtedes i Athen, brød Folkets Forbitrelse løs over Alkibiades, hvem det tilskrev hele Ulykken; han blev afsat som Feltherre. Saaledes fik den Mand, som nylig havde været Folkets Afgud, igjen føle dets Vankelmod. Dette var baade uretfærdigt og uklogt; thi Alkibiades var ikke alene uden Skyld i det lidte Nederlag; men han var desuden den eneste Mand i Athen, som forstod at holde den slue Lysandros Stangen. Belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken havde han nu tøilet sine Lidenskaber og lært at anvende Besindighed, og der er ingen Tvivl om, at han nærede varme Ønsker for Athens sande Vel, og at han gjerne vilde gjøre sin Uret god igjen. Men hans Anger kom for sent. At han tidligere havde sat Tilfredsstillelsen af sin personlige Hevnlyst over Fædrelandets Vel, mindedes Folket atter. Han havde saa ofte vist sig lunefuld og upaalidelig, at det ligesaa lunefulde Folk ikke længer troede ham, selv da, naar han mente det redeligt.
Han reiste til Thrakien, hvor han ogsaa som landflygtig søgte at være sit Folk til Nytte. Da den atheniske Flaade i Aaret 405 laa ved Mundingen af Floden Ægospotamos, som gjennem Thrakien falder ud i Hellespont, og Soldaterne forlod sine Skibe og spredte sig paa Landet for at streife om efter Bytte, skjønt Lysandros laa i Nærheden, indfandt Alkibiades sig hos Athenerne, gjorde dem opmerksomme paa det farlige i deres Stilling og tilbød dem sin Tjeneste. Men de viste ham bort med de Ord: »Alkibiades har ikke længer noget at befale«. Men hvad han havde forudseet, indtraf. Lysandros kom uventet over Athenerne og slog dem fuldstændig.
Efter dette afgjørende Slag, der tilintetgjorde den sidste Rest af Athens Stridskræfter, styrede nu Lysandros mod Athen, og om Høsten samme Aar lagde han sig udenfor Peiræeus og afskar derved al Tilførsel tilsøs, medens en peloponnesisk Hær indesluttede Athen fra Landsiden. Sterkt befæstet som Byen var, kunde den ikke erobres paa anden Maade end ved Udhungring. Nøden i den beleirede Stad naaede snart en forfærdelig Høide, og Athen maatte om Vaaren 404 overgive sig til Spartanerne paa haarde Betingelser: De lange Mure og Peiræeus’ Fæstningsverker skulde sløifes, alle Skibe udleveres paa tolv nær, Athens Magt indskrænkes til kun at omfatte Attika og det selv slutte sig til det peloponnesiske Forbund. Til Ulykken føiedes den bitreste Haan fra Seierherrernes Side. Paa Aarsdagen for Slaget ved Salamis lod Lysandros de lange Mure fra Themistokles og Perikles’ Dage under Fløiters og Trompeters Lyd nedrive og den attiske Flaade opbrænde.
Saaledes endte den peloponnesiske Krig med Athens fuldstændige Ydmygelse. Hvad Spartanerne i saamange Aar havde higet efter, var nu bleven til Virkelighed. Sparta var den eneraadende i Hellas, og Athen hævede sig aldrig igjen til sin tidligere Høide. Men de værste Følger af denne Krig var, at den kvalte enhver Følelse af national Enhed; man havde vænnet sig til at sætte Særinteresser over det fælles Fædrelands Vel.
Spartanerne troede sig dog ikke fuldstændig sikre paa Seieren, saalænge Alkibiades levede. Fra Thrakien blev han nødt til at flygte til Satrapen Pharnabazos i Phrygien. Derfra stod han netop i Begreb med at reise til Susa for at bede Kongen om at yde hans Fødeby Bistand mod Sparta. Men Lysandros havde saa indtrængende forlangt af Pharnabazos, at han skulde udlevere Alkibiades, at han endelig sendte to Snigmordere til det Hus, hvori Alkibiades boede, for at overfalde ham om Natten. De stak Huset ibrand. Alkibiades vaagnede ved Ildens Knitren, greb sit Sverd og styrtede sig gjennem Flammerne. Barbarerne flygtede, men skjød ham ned paa Afstand med sine Pile og bragte hans afhuggede Hoved til Pharnabazos. Kroppen lod hans trofaste Veninde Timandra indhylle i sin Kappe og lagde det paa Baal i det brændende Hus. Asken lod hun bisætte saa høitidelig, hun formaaede.
Saaledes døde Alkibiades. Han staar som et advarende Eksempel paa, hvad Letsind kan føre til. Ved sin Fødsel og sin Begavelse var han kaldet til den høieste Lykke og Glans og til at blive sit Fædrelands fornemste Støtte; men desuagtet fandt han i fremmed Land Døden for Morderhaand, medens hans Fædrestad maatte træle under Spartas Aag. Skjønt han ikke selv er uden Skyld i sin egen og Fædrelandets ulykkelige Lod, og skjønt han havde vovet at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne.
47. Sokrates.
Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfængelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle Sokrates.
Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte Sofister. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles’ Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tage Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var
- ↑ Fra Aaret 735 af anlagdes der en Række græske Kolonier paa Sicilien, de fleste af dorisk Oprindelse. Den største og mægtigste af dem alle var Syrakus, der kappedes med Moderlandets største Byer i Rigdom og Vælde.