Hellenerne/45
45. Den perikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr.
Da Perserkrigenes Kampgny døde hen, og Hellas’ Frihed var sikret ved hint Tidsrums udødelige Bedrifter, oprandt der for dette Land en ny Tid, i hvilken dets Kultur naar sin høieste, kun altfor kortvarige Blomstring. De gjærende Kræfter hos den begavede Nation vinder i Kampen for Selvstændigheden frem til Klarhed over sig selv og de Opgaver, der skal løses; Frihedskampens heroiske Minder vækker navnlig hos Athenerne, hvis Andel i de vundne Seire havde været saa stor, en Følelse af eget Værd, der ansporer dem til Handling og bringer dem til at udfolde alle sine rige Evner. Og Athen hevder i dette Tidsrum ikke alene i politisk Henseende en fremragende Plads; men ogsaa — og navnlig — sætter denne Stat paa Aandslivets Felter alle andre i Skygge. Men som det enkelte Menneskelivs skjønne Øieblikke er korte, saaledes er det ogsaa med Folkenes, og navnlig varede Athens Blomstringstid kun en stakket Tid.
I denne Athens Storhedstid fremtræder en enkelt høit over alle andre ragende Personlighed, der er en Typus for, hvad der rører sig i Tiden, en ædel Repræsentant for attisk Dannelse, i hvem Oldtidslivets bedste og skjønneste Sider fremtræder i den klareste Belysning. Dette Tidens Barn var Perikles, hin Hellenerkulturens plastiske Skikkelse.
Da hans Moder Agariste bar ham under sit Hjerte, drømte hun, at hun skulde føde en Løve, et Varsel om kommende Storhed. Gjennem sin Fader Xanthippos, Seierherren ved Mykale (Side 305), tilhørte Perikles en af Athens ældste Familier, gjennem sin Moder var han en Alkmæonide. Da hans Fødselsaar falder omkring 494, har han som Gut oplevet sin Fædrestads Trængselstid, og medens han voksede op til Yngling, saa han Athen stille sig i Spidsen for et mægtigt Forbund af Øer og Kyststeder, og han erkjendte, at det var hans Fædrestads Opgave at vise sig en saadan Stilling værdig. Og til at arbeide med til dette Maal var Perikles kaldet ikke alene ved sin Fødsel, men ogsaa ved de lykkeligste Anlæg; thi han var af Naturen rigt udrustet. Det ædle Ansigt med den lige græske Næse, de tankefulde Øine og den fint dannede Mund vidnede om Alvor og Kraft, og paa hans Pande havde Klogskaben sat sit ubedragelige Merke; livlig og rig paa Ideer som Themistokles var han i hele sit Væsen fra Ungdommen af langt mere samlet og harmonisk end denne. Og denne rige Begavelse blev fra den tidligste Ungdom pleiet og ledet af de bedste Lærere; gjennem Omgang med Filosofer, med Digtere og Kunstnere søgte Perikles Næring for sin brændende Kundskabstørst, og denne forædlende Omgang skaffede ham ikke alene Indsigter, men gav ham ogsaa den Følelse af aandelig Frihed, som den sande Dannelse ene formaar at skjænke, og som hævede ham høit over Folkets Overtro[1].
Men hvad der bevirkede, at Perikles ved disse Aandens Gaver fik en Magt over sine Landsmænd som ingen, var den herlige Veltalenhed, han havde faaet som Vuggegave. Naar Perikles fra Talerstolen, rolig som en Statue, med Kappen i de maleriske Folder, udsendte bevingede Ord til de lyttende Skarer, maatte enhver Modstand forstumme. Hans Tale var simpel, uden Effektjageri og Stræben efter at behage; det var dens Rigdom paa Tanker, dens slaaende Billeder, dens dybe Alvor og overbevisende Kraft, der gjorde saadant Indtryk. Man sagde derfor ogsaa, at han havde Lyn og Torden under sin Tunge, man beundrede ham som en Gud og kaldte ham »den olympiske«, og de Tanker, som han vilde indprente sine Tilhørere, blev siddende i deres Sind »som Biens Braad«, siger en af Samtidens Digtere. Men denne Veltalenhed var ikke en Gave, han sløsede med; kun sjelden traadte han op som Taler; men derfor faldt ogsaa hans Ord med desto større Vegt.
Den overlegne Ro og uforstyrrelige Ligevegt, der i saa høi Grad udmerkede Perikles’ Tale, var en Del af hans hele Væsen og traadte frem ogsaa i hans daglige Omgang; uden at lade sig egge kunde denne selvbeherskende Mand lade en personlig Uven forfølge sig med Skjeldsord fra Morgen til den sene Aften og saa befale sine Tjenere at lyse Fornærmeren hjem.
Perikles’ Privatliv var tilbagetrukket; det var tarveligt og maadeholdent, beregnet paa og værdigt til at vinde alles Agtelse. Mere end de fleste Athenere formaaede ogsaa Hjemmet at fængsle ham; thi det smykkedes af en aandfuld Hustru, den skjønne Milesierinde Aspasia. Denne Dame stod høit over de attiske Kvinder i Dannelse, og hun forstod at samle i sit Hus en udvalgt Kreds af begavede Aander. Dette bidrog vel ogsaa sit til, at Perikles kun tog liden Del i det athéniske Selskabsliv; ja det fortelles endog, at han kun en eneste Gang udenfor sit Hus skal have bivaanet et festligt Gilde, som han endog forlod, da Drikkelagets støiende Munterhed begyndte.
Men havde end Perikles mange Betingelser for at blive et frit Folks Fører, han manglede dog nogle. Det faldt ham vanskeligt at færdes med Lethed blandt Menigmand, og en Kimons vennesæle Væsen manglede ham ganske; vi tør vel ogsaa heri se en af Grundene til hans tilbagetrukne Privatliv. Han var en helt igjennem aristokratisk Natur og gjennemtrængt af Bevidstheden om Dannelsens Ret til at herske; hans Alvor blev tolket som Aristokratens Stolthed, hans stille Liv som en Maske for ærgjerrige Planer; han tilhørte jo en Slegt, der mentes at nære sterke Tilbøieligheder for Eneherredømmet. Ostrakismen havde rammet flere af hans Mødreneslegt foruden hans Fader Xanthippos. Hans Ansigtstræk skal ogsaa sterkt have mindet om Peisistratos, en Omstændighed, som Modstandere nok kunde benytte med Held.
Perikles holdt sig derfor ogsaa længe borte fra det politiske Liv og foretrak ved Tjeneste i Hæren at vise sig som en Borger, der var rede til at dele enhver Fare med sine Landsmænd. I Feltlivet lærte han at beundre Kimons Storhed som General; men han fik tillige et aabent Øie for Svaghederne i hans Politik, der saa ensidigt modarbeidede den demokratiske Udvikling. Trods sit aristokratiske Tankesæt erkjendte nemlig Perikles Demokratiet som den eneste Statsform, der kunde gjøre Regning paa Varighed. Han afviste derfor, da han endelig omkring 469 traadte frem paa den politiske Skueplads, enhver Tanke om at blive Tyran; men han vidste efterhaanhen at grunde et Intelligentsens Eneherredømme i demokratiske Former; thi i den lange Tid, Perikles var Athens Leder uden nogensinde at beklæde andet Embede end en Strategs, naar krigerske Foretagender krævede det, »var der«, siger Thukydides, »efter Navnet et Folkeherredømme, men i Virkeligheden et Eneherredømme udøvet af Statens mest fremragende Mand. Han blev ikke ledet af Folket, men ledede det, fordi han ikke havde naaet Magten ved utilbørlige Midler og derfor ikke behøvede at tale det til Behag, men kunde modsige det med Kraft«.
Men denne Stilling naaede Perikles først lidt efter lidt; han medvirkede til Kimons og med ham den aristokratiske Politiks Fald (Side 312), og derefter sluttede han sig helt til Demokratiet og dets Førere, navnlig Ephialtes. Men han gik stedse frem med Forsigtighed og skjulte den Magt, han havde over Massen; thi han frygtede Ostrakismen, fordi en fleraarig Fraværelse fra Athen vilde have tilintetgjort hele hans Livsplan. Man sammenlignede ham derfor ogsaa med Statsskibet »Salaminia«, som kun viste sig ved ganske særegne Leiligheder. Men man merkede hans Haand, selv om man ikke saa den. Hans Forhold til Reformpartiet er det derfor ofte vanskeligt at komme paa det rene med. Meget har denne fødte Aristokrat maattet lade ske, som har været hans hele Aandsretning imod; thi skulde han naa sit Maal, bød Forsigtighed, at han ikke lagde sig ud med dem, der var hans Redskaber.
Folkeherredømmets fuldkomne Udvikling var den nødvendige Betingelse for Grundlæggelsen af Perikles’ egen Magt, og vi se ham derfor ogsaa ved alle Midler bidrage til Demokratiets fuldstændige Seier. Det var paa Foranledning af ham, at Ephialtes fremsatte Forslag, der berøvede Areiopagos, Konservatismens bedste Støtte, dets store Magt. Forgjæves bekjæmpede Aristokraterne Forslaget, forgjæves fremstillede Æschylos i sin Tragedie »Eumeniderne« Areiopagos’ guddommelige Oprindelse. Demokratiet seirede dog. Saa stor var imidlertid Aristokraternes Forbitrelse, at de lod Ephialtes snigmyrde; men dette bevirkede kun, at Perikles alene kom i Spidsen for Staten.
Ved forskjellige Foranstaltninger vidste Perikles at vinde det menige Folk for sig; ham var det, der satte igjennem, at Hæren fik Sold, og at Raadsherrer, Dommere og Deltagerne i Folkeforsamlingen lønnedes (Side 207 flg.) hvorved den mindre velhavende Borger lettedes Adgangen til Deltagelse i Statsstyrelsen. Det nydelsesrige Folk vandt Perikles ved en Lov om, at der paa Skuespildagene skulde udbetales den fattigere Befolkning den almindelige Entrépris, to Oboler. Denne Bestemmelse fik senere den Udvidelse, at der gaves Folket Betaling selv ved saadanne Fester, hvortil der ikke var knyttet Skuespil. Ligeledes drog han Omsorg for de fattige ved Uddeling af Jord i de erobrede Lande og forstod at vedligeholde sin Popularitet ved talrige Fester, glimrende Optog og storartede Gilder, hvortil Folket gratis havde Adgang. Folket vænnede sig saaledes efterhaanden til at være Statens Gjest, lade sig underholde og beverte af den og fandt stedse mere og mere Smag i at nyde uden Arbeide og Bekostning.
Men ogsaa ved andre Midler holdt Perikles det atheniske Folk i Aande, saa det ikke fik Tid til at tenke paa, hvor den egentlige Magt laa. Aristokratiet havde han kuet ved at udvide den menige Mands Rettigheder. Mængden blændede han ved den Glans, han kastede over det atheniske Navn, ved at vende dens Blik udad paa Athens Stormagtsstilling i Hellas og ved sine storartede Byggeforetagender. Det var nemlig under Perikles’ Regimente, at de herlige Bygverker reiste sig, der gjorde Athen til Verdens skjønneste Stad. Ingen Tid og intet Folk har nogensinde anvendt saa store Summer som Athen til kunstneriske Formaal, og Kunsten har da heller aldrig levet under bedre Vilkaar end i den perikleiske Tidsalder. Athen var ikke længer Hovedstad i et lidet Land, det var nu Hovedet for et mægtigt Forbund af Søstater, og Perikles vilde, at Athen ogsaa i det ydre skulde vise sig denne Stilling værdig, og dette Ønske fandt begeistret Tilslutning hos det skjønhedselskende Athenerfolk. Men Athenerne havde i denne Tid ikke alene Viljen og den materielle Evne til at smykke sin By, de havde ogsaa blandt sig en Skare begavede Kunstnere, der evnede disse Opgaver. Herligst straaler blandt disse Mesternavnet Pheidias, Perikles’ Raadgiver i alle kunstneriske Anliggender og Leder af en Mængde af hans Byggearbeider. Uopnaaet som Billedhugger var Pheidias tillige Maler og Arkitekt og samlede om sig fra alle Grækenlands Egne en Skare Lærlinger, der inspirerede af hans Kunstnergeni udførte mangt et Arbeide, hvortil Mesteren selv kun havde givet Ideen.
Blandt de mange Bygverker, der skylder Perikles sin Tilblivelse, vil vi her kun nævne nogle faa. Fra hans første Tid skriver Odeion sig, en halvcirkelformig Bygning ved Sydostsiden af Akropolis; den var bestemt til musikalske Veddekampe og havde et Kuppeltag, der gjaldt for en Efterligning af Xerxes’ Telt, og hvis Bjelker skal have været persiske Skibsmaster. Det var dog navnlig paa Akropolis, at Perikles’ Byggevirksomhed udfoldede sig i sin største Glans. Her var den jomfruelige Athenes Tempel, Parthenon[2], et Verk af Arkitekten Iktinos’ Geni. Dette Tempel, der var 230 Fod langt, 100 Fod bredt og 65 Fod høit, var bygget af hvidt pentelisk[3] Marmor og omgivet af en Søilehal med 46 svære doriske Søiler. Dets Gavlfelter og Friser var smykkede med Reliefer af Pheidias og hans Elever, hvortil Motiverne var hentede fra Athene-Kultusen. I den egentlige Tempelcelle stod den berømte Athene-Statue af Pheidias. Fra et Fodstykke, der var prydet med mythiske Fremstillinger i Relief, hævede Gudindens majestetiske Skikkelse sig i en Høide af 40 Fod. Statuens Kjerne var af Træ, men alle nøgne Dele som Ansigtet, Hænderne osv. udførte i Elfenben, medens det folderige Gevandt, der var til at tage af, var af purt Guld. Det samme var Tilfældet med den med en Sphinx smykkede Hjelm, Haaret og Lansen, medens det blaa i Øinene dannedes af Ædelstene. Men al denne Rigdom, hvormed Athenerne havde udstyret sin alvorlige Visdomsgudinde, tjente kun til at fremhæve Skikkelsens storslagne Simpelhed og rolige Værdighed. Foruden dette Athenebillede reiste Pheidias i denne Tid paa det høieste Punkt af Akropolis en kolossal Broncestatue af Gudinden. Med Skjoldet paa den venstre Arm og den høire Haand løftet høit iveiret og støttet til Lansen fremstillede den 70 Fod høie Figur Gudinden som Promachos ɔ: som Athenernes Forkjæmperske. Statuens vaiende Hjelmbusk og forgyldte Lansespids kunde sees langt ude paa Havet.
Det Verk, hvormed Perikles afsluttede sin Byggevirksomhed, var Propylæerne, som opførtes at Mnesikles imellem Aarene 436—31. Man havde tidligere savnet en værdig Opgang til det af Kunstverker opfyldte Akropolis; dette Savn blev nu afhjulpet ved hint Bygverk, der kostede 2012 Talenter. Det var en overbygget Trappeopgang af pentelisk Marmor med en Kjørebane i Midten, der i flere Afsatser førte op ad Akropolis’ vestlige Skraaning. Trappeopgangens Haller med sine rigt forgyldte Kasettelofter og mægtige Søiler omgaves paa begge Sider af mindre Templer og Bygninger, alt en værdig Forberedelse til det herlige Skue, der mødte øiet, naar man gjennem de i Propylæernes østlige Tvervæg anbragte fem Malmporte traadte ind paa den egentlige Borg.
Det var dog ikke alene for Byens Forskjønnelse ved Pragtbygninger, at Perikles drog Omsorg; ogsaa en Mængde praktisk nyttige Arbeider skyldtes ham. Han fuldstændiggjorde saaledes Byens Forbindelse med Havnestæderne ved til de to af Kimon byggede »lange« Mure at føie en tredje og anlagde storartede Dokker og Tøihuse i Peiræeus foruden en Mængde andre Etablissementer, som Flaadens Bygning og Vedligeholdelse krævede.
De uhyre Udgifter, som alle disse Anlæg medførte, kunde ikke bestrides alene ved de Skatter og Paalæg, der udrededes af det egentlige Athenerfolk. Perikles tog imidlertid ikke i Betænkning dertil at anvende de bundsforvandtes Tribut, hvad han saa meget lettere kunde gjøre, efterat det fælles Skatkammer allerede i 460 var bleven flyttet fra Delos til Athen og efterhaanden mere og mere blev betragtet som en særlig athenisk Eiendom. Naar Athen, mente Perikles, opfyldte sin Forpligtelse kraftig at beskytte de bundsforvandte, skyldte man ikke disse Regnskab for, hvorledes deres Penge anvendtes. De bundsforvandtes Stilling var ogsaa efterhaanden bleven væsentlig forandret; de var lidt efter lidt paa faa Undtagelser nær fra ligestillede forbundne blevne Undersaatter, og Athens Stilling til dem var ikke et Hegemoni, men et Herredømme, der ofte trykkede haardt nok og fremkaldte Opstandsforsøg, som dog hurtig dæmpedes ved Perikles’ kloge Foranstaltninger.
Hvordan nu end Dommen vil lyde om den Maade, hvorpaa de bundsforvandtes Rettigheder traadtes under Fødder, maa man dog skjænke Perikles’ Virksomhed sin høieste Beundring. Hans Tidsalder var i alle Retninger Athens mest blomstrende Periode. Medens de aarlige Statsindtægter var voksede til henved 1000 Talenter[4], var den almindelige Velstand i høi Grad tiltaget, og de store Formuers Tal betydelig forøget. Frembringelser af Industri og Haandverk havde naaet en høi Grad af Fuldkommenhed og havde skaffet sig et stort Marked. Navnlig fandt de attiske Metalarbeider, Læder- og Pottemagervarer gjennem en høit drevet Udførselshandel Afsætning ved alle Middelhavets Kyster. Athens Koffardiflaade var meget stor og stod under Statens særlige Beskyttelse, der lod Krigsfartøier krydse i de fleste Dele af Middelhavet, saa at det attiske Handelsskib var ligesaa sikkert i de inderste Kroge af Pontos som ved Hjemmets Kyst. Athen og dets Havne blev i denne Tid et Midtpunkt for den europæiske Verdenshandel, en Stapelplads, hvor Østens og Vestens Frembringelser samledes i storartede Magasiner. Denne Handel var saare indbringende og skabte et Pengearistokrati, der snart voksede de gamle Aristokrater over Hovedet, hvis Eiendom væsentlig bestod i Jordegods.
Men Athen blev ogsaa i denne Tid et aandeligt Midtpunkt, hvor alt, hvad der var fremragende paa Aandslivets Felter, samlede sig og fandt den gunstigste Modtagelse. Athen blev et Kunstens og Videnskabens Hjem, hvor indfødte og fremmede i personlig Omgang kunde udveksle Ideer og finde et opmerksomt Publikum med den lykkeligste Opfatningsevne. Her skildrede Herodot (S. 1*) Frihedskampens begivenhedsrige Tid, her skrev det udødelige Trillingpar Æschylos, Sophokles og Euripides[5]) sine herlige Tragedier, medens Filosofen Anaxagoras, Perikles’ Lærer og Ven, søgte at raade Tilværelsens Gaade ved for første Gang at opstille et aandeligt Princip for den. Ei vil det derfor undre os, at Athenerne var stolte af sin Stad; thi her havde alt, hvad der forædler Menneskelivet, sat sine skjønneste Blomster, her var alle høiere Bestræbelsers felles Arne. Athen var nu under Perikles’ Ledelse bleven »Hellas i Hellas«.
Hvor meget end Athenerne skyldte Perikles, kunde han dog ikke undgaa at faa Fiender og Misundere. Partimændenes Misnøie var vistnok under de perikleiske Fredsaars Velsignelser bragt til Taushed, men ulmede dog i Stilhed. Det gamle aristokratiske Parti kunde ikke glemme, at Perikles havde tilføiet dets Magt det sidste alvorlige Knæk, og Demokratiets oprigtige Venner maatte være misfornøiede med en Mand, der i Virkeligheden gjorde Folkemagten til en Skygge. Perikles selv vovede man dog ikke aabent at angribe, dertil stod hans Anseelse hos det store Folk for fast, dertil var hans Virksomhed i alle Retninger for velsignelsesrig og for storslagen; men man hviskede i Stilhed om ødsel Finansstyrelse, om Begunstigelse af Fritænkeriet og Brud paa de nedarvede Seder. Ramme Perikles selv turde man ikke; men man forstod at forbitre ham Livet ved at rette sine Anklager mod dem, der stod ham nær, mod Pheidias, Anaxagoras og Aspasia.
Pheidias blev anklaget for at have understukket en Del af det Guld, der skulde være anvendt til Athene-Statuen; heldigt var det nu, at Billedets gyldne Gevandt og øvrige Prydelser var til at tage af. Guldet blev veiet og fundet fuldvegtigt. Men man gav sig ikke, en ny Anklage reistes mod ham. Paa Athene-Statuens Skjold skulde han have anbragt en Figur, hvis Ansigtstræk mindede om ham selv; dette var efter Tidens Tankesæt en Formastelse mod Gudinden. Som en Forbryder maatte den store Kunstner vandre i Fængsel. Her døde han (432), nedbøiet af Alderdom og Sorg, før Undersøgelsen af hans Sag var tilendebragt.
Endnu smerteligere blev Perikles berørt, da ogsaa hans gamle Lærer og fortrolige Ven, Filosofen Anaxagoras, blev et Offer for den religiøse Fanatisme. Han anklagedes for Gudsfornegtelse, men unddrog sig efter Perikles’ Raad Domfældelse ved frivillig at udvandre. Men endnu nærmere ind paa Perikles skulde Anklagerne rykke; hans egen Hustru Aspasia blev trukket ind i Anaxagoras’ Sag. Perikles havde forskudt sin første Hustru for at egte den fortryllende Milesierinde, og denne Omstændighed kunde ikke stemme Dommerne til hendes Fordel. Da følte Perikles, at han ikke længere kunde holde sig tilbage, men maatte lægge hele sin Anseelse i Vegtskaalen. Han vilde staa eller falde med hende; derfor traadte han selv frem for Folket som hendes Forsvarer. Men da var han ikke mere den stolte, seierssikre Statsmand, men besvor Dommerne at spare ham for denne Tort og opnaaede paa denne Maade hendes Frikjendelse.
Det var ikke at vente, at de nidsyge Spartanere uden Misundelse skulde se Athen hæve sig til den Stormagtsstilling, Perikles’ Politik havde skabt, saameget mere som de med Grund maatte frygte, at de selv ganske vilde blive stillede i Skyggen. De Forsøg, som Athenerne havde gjort paa at svække Spartas Indflydelse i Bøotien og Mellemgrækenlands øvrige Stater, var blevne mødte med saadan Kraft, at Athen maatte opgive Tanken om at vinde Hegemoniet tillands og udelukkende arbeide paa at hevde sin Stilling som Hellas’ første Sømagt.
»Jeg ser Krigen komme«, havde Perikles atter og atter sagt, naar han i Folkeforsamlingen tog Ordet for Foranstaltninger til Landets Forsvar, forat den ikke skulde komme over Athenerne uforberedte. Der behøvedes kun en Gnist til, at Peloponnesiernes ulmende Had skulde slaa ud i Flammer. Kun altfor snart skulde det Drama begynde, der under Navn af den peloponnesiske Krig (431—404) endte med, at Athen laa knust for sin Modstanders Fødder.
Krigens nærmeste Anledning var en Strid mellem Korinth og dets Koloni Korkyra, hvorunder Athen understøttede den sidste med en Flaade, der hindrede Korinthierne i at gjøre Landgang paa Øen (432). Men hertil kom ogsaa andre Forviklinger. Blandt Athenernes skattepligtige bundsforvandte var ogsaa den korinthiske Koloni Potidæa paa Halvøen Chalkidike. For at sikre sig Potidæaternes Troskab havde Athen forlangt, at de skulde nedrive sine Mure; men istedenfor at adlyde faldt Potidæaterne fra og søgte og fik Bistand hos sin Moderstad. Udenfor Potidæas Mure kjæmpede Athenerne nu med de forenede Korinthiere og Potidæatere, slog dem og begyndte en ordentlig Beleiring af Byen.
Athen var saaledes i aaben Krig med en af de Stater, der tilhørte det peloponnesiske Forbund. De slagne Korinthiere klagede ogsaa straks herover i Sparta, hvor der af den Grund blev sammenkaldt et Forbundsmøde. Her mødte Udsendinger fra de forskjellige Stater, og foruden Korinth fremsatte ogsaa andre Stater Klagemaal over Athen. Saaledes besværede Megarerne sig over den Skade, Athen havde tilføiet deres Handel ved at udelukke dem fra samtlige Markeder i de Stæder, der stod under athenisk Herredømme. Efter gjentagne Raadslagninger afsendte derpaa det peloponnesiske Forbund flere Gesandtskaber til Athen; men deres Fordringer blev alle afviste. Endelig sendte Spartanerne et sidste Gesandtskab, der overbragte Athenerne Forbundets Ultimatum, hvis Hovedindhold var, at Lakedæmonierne ønskede Freden, og at den kunde bevares, saafremt Athenerne vilde gjengive alle helleniske Stater Friheden. Dette var at ramme Athens Magt lige i Hjertet; men Spartanerne mente, at naar de saa tilsyneladende uegennyttig løftede Frihedsfanen, vilde de kunne gjøre Regning paa, at deres Ord vilde vinde Gjenklang i Hellas. Og de havde ikke forregnet sig.
Spartas Ultimatum blev forelagt den atheniske Folkeforsamling; i det bevægede Møde, hvor Statens Skjebne skulde afgjøres, hævede der sig vistnok Stemmer for Fredens Bevarelse, navnlig fra det gamle aristokratiske Partis Side, Perikles’ erklærede Modstandere; men tilslut lagde Perikles selv sin mægtige Veltalenhed i Vegtskaalen til Fordel for Krigen. Han vidste vel, ytrede han, at vurdere Stillingens Alvor, og letsindig maatte man ikke beslutte en Krig, hvis vekslende Vilkaar laa udenfor enhver menneskelig Beregning; men gav Athenerne nu efter, vilde Spartanerne kun fremsætte endnu større Fordringer. Han raadede dem derfor til modig at gaa Krigens Farer imøde for at bevare sin Selvstændighed. Efter Perikles’ Raad gav Folkeforsamlingen de spartanske Sendemænd det Svar, at Athenerne var rede til at give Stæderne deres Frihed tilbage, hvis Lakedæmonierne ogsaa vilde gjengive sine Byer deres Selvstændighed. Med dette Svar drog Gesandterne hjem. Som det var at vente, vilde Sparta ikke lytte til de atheniske Modfordringer, noget man i Athen var fuldkommen forberedt paa.
Endnu før Krigen egentlig var kommen til Udbrud, brød 300 Thebanere en regnfuld Nat ind i Platææ, Athens gamle Forbundsfælle. Thebanerne fandt Indvaanerne i den tryggeste Søvn; nogle af dem vilde straks bryde ind i Husene; men andre mente, at man først burde se at faa et Forlig istand. Platæerne merkede imidlertid, at Thebanerne var faatallige, og medens Underhandlingerne stod paa, brød de Hul paa Mellemvæggene mellem de forskjellige Huse for hemmelig at forene sig til fælles Angreb. Thebanerne, som den hele Nat havde staaet paa Torvet i øsende Regn, saa sig pludselig angrebne af Platæerne, der nedhuggede en Del af dem og gjorde Resten — 180 Mand — til Fanger. Imidlertid nærmede en thebansk Hær sig Platææ, hvis Indvaanere sendte en Herold til den for at melde, at hvis Thebanerne forgreb sig paa de Platæere, der maatte findes udenfor Byen, vilde de fangne Thebanere straks blive dræbte; rommede de derimod Landet, vilde Fangerne blive udleverede. Den thebanske Hær drog bort; men ikke saasnart var dette skeet, før Platæerne nedhuggede de 180 Fanger. Saaledes fremstillede idetmindste Thebanerne Sagen. Med dette blodige Forspil, hvori Forræderi var bleven mødt med Forræderi, begyndte den peloponnesiske Krig.
Da det blev bekjendt i Athen, at Thebanerne havde overfaldt Platææ, sendte Athenerne Levnetsmidler og en Besætning derhen, medens den ukampdygtige Del af Byens Indvaanere flyttede til Athen. Herved indfriede Athenerne kun det Løfte om Beskyttelse, der efter Slaget ved Platææ var givet denne Stads Indvaanere (Side 304). Efter dette Skridt fra Athens Side drev saavel Athenere som Spartanere Krigsrustningerne af yderste Evne, og snart stod den spartanske Konge Archidamos paa Isthmen i Spidsen for en Hær paa 60,000 sværtbevæbnede. Paa Spartas Side stod Peloponnesierne undtagen Argiverne og Achæerne, der var neutrale; til Athens allierede hørte derimod Platæerne, Messenierne i Naupaktos, Korkyra m. fl. samt alle dets skatskyldige bundsforvandte, nemlig de fleste græske Stater paa Thrakiens og Lilleasiens Kyster og det store Flertal af Øerne i Ægæerhavet. Tillands var Spartanerne sine Modstandere aldeles overlegne; men Athenerne var til Gjengjæld Herrer over Havet og raadede over langt betydeligere Pengemidler. Krigen var paa den ene Side en Stammekrig mellem Ionere og Doriere, paa den anden Side en Kamp mellem Demokrati og Aristokrati.
Da Archidamos ved Midsommertide 431 endelig overskred Attikas Grænse, lod Perikles, der nu herskede kraftfuldere og mere uindskrænket end nogensinde og i Egenskab af Strateg ledede Forsvaret, udgaa Opfordring til den attiske Landbefolkning om at søge Beskyttelse bag Athens Mure. I lange Tog drog da Landboerne, belæssede med sine Eiendele, ind gjennem Athens Porte; de færreste fik Husly hos Slegt og Venner i Byen, de fleste maatte nøie sig med at tage Ophold i Ringmurens Taarne eller i Telte og Barakker mellem de lange Mure eller i Peiræeus. Perikles indsaa, at den atheniske Landhær, der kun talte 13,000 sværtbevæbnede, ikke turde byde Peloponnesierne Spidsen i aaben Mark. Landkrigen maatte derfor helt og holdent være af defensiv Natur; tilsøs vilde derimod Athenernes 300 Trierer kunne gaa angrebsvis tilverks. Athenerne havde Midler nok til at kunne udholde en langvarig Krig; i Skatkamret var der samlet et Reservefond paa 6000 Talenter, og de bundsforvandtes aarlige Tribut beløb sig til 600. Peloponnesiernes Pengemidler var derimod ringe.
Archidamos rykkede kun langsomt frem, da han endnu altid haabede at skulle undgaa Krigen; men da han endelig maatte opgive ethvert Haab herom, ødelagde han forfode. Forbitrede saa de attiske Landboere fra Athens Mure sine Huse gaa op i Luer, sine Vinhaver ødelægges, sine Agre afbrændes. Forbitrelsen vendte sig mod Perikles, og man forlangte af ham at blive ført mod Fienden. Men Perikles blev sin Plan tro, tillod ikke aaben Kamp, men sendte kun af og til en Afdeling Ryttere ud for at holde Fienden i Aande og hindre den i at ødelægge de nærmest Byen liggende Eiendomme. Og for ikke at have noget forud for sine Landsmænd erklærede Perikles, at hvis Archidamos, der var hans Gjesteven, skaanede hans betydelige Landeiendomme, skulde disse tilfalde Staten. Efterat den peloponnesiske Hær i fire til fem Uger som en Græshoppesværm havde lagt hele det nordlige Attika øde, trak den sig atter tilbage, navnlig fordi det rygtedes, at en athenisk Flaade var dragen mod Syd. Denne brandskattede Peloponnes’ Kyster, erobrede Øen Kephallenia og forjog Ægineterne fra deres Ø, som derpaa blev befolket med atheniske Kolonister.
Da Vinteren afbrød Fiendtlighederne, foranstaltede Athenerne efter gammel Skik den offentlige Begravelse af de Borgere, der var faldne i dette Aars Felttog. Deres Tal var forresten ikke stort. I Ligtoget deltog det hele Borgerskab, og de Kvinder, som var i Slegt med de afdøde, fulgte grædende med ud til Begravelsespladsen paa Kerameikos. Fra en Forhøining holdt Perikles en herlig Tale til de forsamlede, hvori han priste den attiske Stat og dens Forfatning, som de faldne havde ofret Livet for, og som de overlevende maatte være rede til at taale Savn og Lidelser for. Han sagde de faldnes efterladte trøstende Ord og opfordrede sine Landsmænd saa indtrængende til Selvfornegtelse og til Standhaftighed ligeoverfor de Prøvelser, som det kommende Aar maatte berede dem, at Borgerne vendte hjem fra de faldnes Grave med nyt Livsmod og styrkede til at finde sig i Krigens Tilskikkelser.
Da Archidamos i Krigens andet Aar rykkede ind i Attika, fandt han Landet saa øde, at det ikke i længere Tid kunde underholde hans store Hær. Hans Ophold blev derfor ikke langvarigt, hvortil ogsaa den Omstændighed meget bidrog, at Athen just paa denne Tid rammedes af en forfærdelig Ulykke, der let kunde blive farlig ogsaa for ham og hans Tropper. En Pestsmitte havde fra Æthiopien udbredt sig til Ægypten og var derfra med Handelsskibe bragt til Peiræeus. I det ellers for sit sunde Klima bekjendte Athen fandt den i den usedvanlig hede Sommer en gunstig Jordbund og rasede forfærdelig blandt den tæt sammenpakkede Befolkning. Sygdommen begyndte med Hede i Hovedet og Betændelse i Øinene; derpaa hovnede Tungen og Svelget op, en smertelig Hoste indtraadte ledsaget af Opkastelser, Krampe og Kvælninger. Legemet bedækkedes med Vabler og Bylder og fik en blyagtig Farve. De syge følte en saa brændende Hede i Kroppen, at de ikke taalte den ringeste Bedækning, men laa fuldstændig nøgne og helst kastede sig i koldt Vand, medens de samtidig plagedes af den ulideligste Tørst. Efter syv til ni Dages Forløb indtraadte i Almindelighed Døden, og de faa angrebne, som overlevede Sygdommen, bar Merker deraf hele sit Liv, idet de enten ikke fik sin Førlighed tilbage eller mistede enkelte Aandsevner, som Hukommelsen. Lægernes Foranstaltninger var i Begyndelsen frugtesløse, og Ondet tiltog end mere, da man undlod at begrave dets Ofre. Under saadanne Forhold maatte alle Baand slappes, og medens nogle resignerede og hengav sig til mørkt Mismod, døvede andre sin Rædsel ved at give sine Lyster frit Løb og søgte Glemsel i vilde Udsvævelser.
Athen var i en frygtelig Stilling. Peloponnesierne gjennemstreifede endnu en Tid Attika og gjorde Flugt fra den pestbefængte By umulig, al Handel stansede, Priserne paa Levnetsmidler steg paa Grund af manglende Tilførsel til en ukjendt Høide; de fattige led nu dobbelt, medens alle de riges Penge intet kunde hjælpe dem.
For Partihadet var imidlertid ikke noget Middel for slet, naar det gjaldt at skade en forhadt Modstander. Perikles var Skyld i Pesten, hviskede det spartansksindede Parti den overtroiske Mængde i Øret; Pesten var sendt af Apollon, der holdt med Peloponnesierne, hvorfor disse ogsaa var forskaanede for den. Og hvor man ikke kunde skaffe saadanne Talemaader Indgang, hed det, at Pesten var en Følge af Krigen; men Krigens Ophavsmand var jo Perikles; følgelig bar han ogsaa Skylden for Sygdommen. Medens Perikles var fraværende paa en Flaadeekspedition til Peloponnes, var hans Modstandere virksomme, og da han kom tilbage, maatte han sande, at han ikke længer havde Folket i sin Haand. Han sammenkaldte en Folkeforsamling for at forsvare sin Politik. Uden at smigre Folket og beile til dets Gunst traadte han op for det mere stolt og fast, mere streng og selvbevidst end nogensinde før. »Hvad har I at bebreide mig?« tilraabte han sine Tilhørere; »jeg er forbleven den samme, I er de vaklende; ei træffer Dadelen den modige, men den feige og kortsynte. Er Krigsbeslutningen en Feil, saa har I ligesaa stor Skyld deri som jeg; men I kunde ikke handle anderledes. Det er Daarskab og Forblindelse letsindig at bryde en lykkelig Fred; men frivillig at opgive et Herredømme som eders, er ikke alene en Skjendsel, men en Umulighed uden at udsætte eder for de største Farer. . . . Vel er der til Krigens Nød, hvorpaa vi maatte være fattede, kommen en uventet Ulykke, der har sat eders Standhaftighed paa en haard Prøve. Eders Sorg ærer jeg; men eders Forsagthed er ikke berettiget, og ingen Nød tør bøie eder saa dybt, at I med Skam giver til Pris, hvad eders Fædre med Hæder har tilkjæmpet sig«. Endnu en Gang lykkedes det Perikles ved sin Tales Ild at opflamme Modet hos Borgerne, og det blev besluttet at fortsætte Krigen i Overensstemmelse med Perikles’ Plan.
Misfornøielsen kunde dog ikke ganske bringes til Taushed, og man hvilede ikke, før Perikles blev dømt til at betale en betydelig Pengebod. Da trak han sig ganske tilbage til Privatlivet. Men heller ikke her skulde det forundes den bedagede Statsmand, der havde ofret hele sit Liv til Fædrelandets bedste, at finde Trøst og Vederlag for Mængdens Vankelmod. Pesten ryddede frygtelig op i hans nærmeste Omgivelser. Hans ældste Søn af første Egteskab døde, uden at det var kommen til Forsoning mellem ham og Faderen efter det spændte Forhold, Egteskabet med Aspasia havde fremkaldt. Dernæst bortreves en Række Mænd, der havde staaet ham nær; men hans sterke Aand bar Skjebnens haarde Slag med Hengivelse. Da blev ogsaa hans yngste Søn, Paralos, hvem han elskede høiest, et Bytte for Sygdommen. For første Gang saa Athenerne nu Perikles overvældes af Kummer og jamre høit over sin Ulykke, da han trykkede Dødskransen om sin elskede Søns Tindinger.
Athenerne længtes imidlertid atter efter Perikles; Folket angrede, at det havde miskjendt den dybt nedbøiede Mand og overdrog ham igjen Overfeltherreværdigheden med udvidet Fuldmagt. Som Pant paa, at han igjen havde vundet Folkets Tillid, forlangte han Ophævelse af den Lov, der bestemte, at kun Sønner af retmæssigt Egteskab mellem Borgere skulde have fulde Borgerrettigheder. Derved vilde han vinde Anerkjendelse for sin Søn med Aspasia og sikre sig mod Slegtens borgerlige Uddøen.
Perikles’ Kraft var imidlertid brudt; personlig tog han ikke mere Del i Krigsforetagenderne. Tilslut angrebes ogsaa han af Pesten, men ikke voldsomt, som Tilfældet var med de fleste andre; langsomt tærede den paa hans Marv og kastede ham endelig paa Dødsleiet. Her laa han, omgivet af sine bedste Medborgere, der med bekymrede Blikke spurgte hinanden, hvad der vel skulde blive af Athen, naar Perikles var vandret bort. Og da han droges med Døden, og de troede, at han havde mistet Bevidstheden, talte de sammen om hans Bedrifter og Fortjenester af Fædrelandet. Da hævede han sig endnu en Gang op fra sit Leie, og spurgte dem om, »hvorfor de dog fortiede det bedste, der kunde siges til hans Ros, at han nemlig ikke havde forvoldet, at nogen af hans Medborgere for hans Skyld havde anlagt Sørgedragt«. Kort efter udaandede den store Athener (429). Da Dødsklagen lød over hans Baare, lød den tillige over den Storhedstid, der gik i Graven med ham.
- ↑ Da saaledes i Begyndelsen af den peloponnesiske Krig en Solformørkelse indtraadte, netop som Flaaden skulde løbe ud, og Mandskabet røbede Frygt over dette ulykkespaaende Tegn, tog Perikles sin Kappe og holdt den for Ansigtet paa en af de mest forsagte. Da denne paa Perikles’ Spørgsmaal, om han ængstedes ved dette, svarede nei, skal Perikles have sagt: «Hvorfor bliver du da mere forskrækket, fordi en fjernere og større Gjenstand skjuler Sollyset for dig?«
- ↑ I Middelalderen omdannedes Parthenon til en Kirke. Da Venetianerne 1687 beleirede Athen, slog en Bombe ned i Templet, der af Tyrkerne benyttedes til Krudtmagasin; Eksplosionen var saa voldsom, at Bygningen med Undtagelse af Gavlsiderne næsten ganske tilintetgjordes. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bortførte en Englænder, Lord Elgin, en stor Del Reliefer, der endnu smykkede Gavlene. De findes nu i British Museum.
- ↑ Pentelikon var et Bjerg i Øst for Athen, bekjendt for sine rige Marmorbrud.
- ↑ Da Pengene paa denne Tid havde seks til otte Gange saa stor Værdi som nu, vil dette svare til en aarlig Indtægt af 24—30 Millioner Kroner.
- ↑ Æschylos levede 525—456, Sophokles 495—406 og Euripides 480—406. Athenerne knyttede Mindet om disse sine største Digtere til Salamisdagen, idet Sagnet vidste at berette, at Æschylos kjæmpede med i Slaget, Sophokles anførte det Kor af Ynglinger, der efter Slaget afsang Seierspæanen, og Euripides blev født paa denne Dag. Af deres talrige Stykker er der levnet os 32, af hvilke kun ét, Æschylos’ «Perserne», behandler en samtidig Begivenhed, nemlig Perserkrigen og Slaget ved Salamis, medens Stoffet til de andre er hentet fra Sagntiden, især fra Sagnene om Kadmos’ og Pelops’ ulykkelige Familier.