Hellenerne/44
44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr.
Den Glans, Miltiades havde kastet over Philaidernes berømmelige Familie, øgedes end mere af hans anden Søn Kimon. Denne var født omkring Aaret 500 og ligesom Themistokles kun halvbyrdig Athener, da hans Moder var en thrakisk Kongedatter. Ved Faderens Død gik ifølge de attiske Love dennes Straf over paa Sønnen. Den ham idømte Bod (50 Talenter) blev dog snart efter betalt af Kimons Svoger, den rige Kallias.
En rig Fyrstesøn som Kimon var, havde han i sin Ungdom ført et yppigt Liv, været udsvævende og forlystelsessyg; men ved Faderens Ulykke og Familiens økonomiske Ruin havde han lært Livets Alvor at kjende i fuldt Maal. Modgangen forædlede og modnede ham, og denne Mand, der ansaaes for lidet begavet, og i hvis Væsen der var mere af en Peloponnesiers plumpe Djervhed end af en Atheners Livlighed, fik snart i Perserkrigen Leilighed til at fremkalde en bedre Mening om sig blandt sine Landsmænd.
Da Themistokles’ Opfordring om at give Athen til Pris og sætte sin Lid til Skibene vakte almindelig Bestyrtelse, gik Kimon ganske rolig op paa Byens Borg og nedlagde der et Bidsel for at antyde, at det nu ikke var Hestens Styrke, men en Flaade, man tiltrængte. Derpaa tog han et Skjold og gik ombord paa et Skib og deltog med Hæder i Slaget ved Salamis. Ved Aristeides’ Side viste han sig snart som en født Feltherre, og han bidrog væsentlig til, at Hegemoniet tilsøs saa let og lykkelig gik over til Athen. Det var derfor kun en vel fortjent Anerkjendelse, naar man siden betroede ham det første større Foretagende af den attisk-ioniske Forbundsflaade. I Spidsen for denne drog han først til Fæstningen Eion i Thrakien, der endnu var i persiske Hænder; ved at opdæmme Flodens nedre Løb bragte han Vandet til at stige høit op paa Fæstningens Mure, og da disse var byggede af ubrændt Tegl, der opblødtes af Vandet, styrtede de snart ned, og Fæstningen faldt i Kimons Hænder. Derpaa reiste han til Skyros, hvis sørøveriske Befolkning han forjog og erstattede med attiske Kolonister.
Paa dette Tog fandt han Theseus’ Grav (Side 102), som et Orakelsvar skal have betegnet ham. Heltens Ben førte han til Athen, hvor de blev bragte til Hvile under pragtfulde Optog og Ofringer (469 f. Kr.).
Da Perserne ved Pausanias’ Død saa de Forhaabninger knuste, som de havde knyttet til hans forræderske Planer, havde de atter i stor Maalestok rustet sig mod Hellas; men førend deres Stridskræfter kunde forene sig, forekom Athenerne det paatænkte Angreb. Med 200 Skibe afgik Kimon til det østlige Hav, hvor han mødte den persiske Flaade ved Mundingen af Floden Eurymedon i Pamphylien. Han tvang den fiendtlige Anfører til Kamp mod hans Vilje og slog ham fuldstændig, skjønt hans Flaade talte 350, efter andre endog 600 Skibe. Det slagne Mandskab kastede sig for Størstedelen iland og forenede sig med den der opstillede Hær. Ikke tilfreds med denne Seier gik Kimon uforfærdet iland og angreb med sine trætte Athenere de friske Tropper. Ogsaa her vandt han efter en tapper og haardnakket Modstand en glimrende Seier. Hele den persiske Leir med sit kostbare Bytte faldt i Seierherrens Hænder. Kimon havde paa én Dag vundet to Seire, et Landslag og et Søslag, »Paa én Dag«, siger Plutarchos, »fordunklede han Seirene ved Salamis og Platææ«. Ved Dobbeltseieren ved Eurymedon lamsloges det persiske Rige af Skræk; frygtsomt holdt dets Hære sig i det indre af Landet, og Hellenerne havde fra nu af Herredømmet over Havet ubestridt.
Paa sine Felttog havde Kimon erhvervet sig uhyre Rigdomme. Disse anvendte han i storartet Maalestok til sine Medborgeres Gavn. Han forskjønnede Athen ved smagfulde Parkanlæg og Opførelsen af pragtfulde Bygninger. Han lod tage Gjerderne bort fra sine Haver og Vingaarde, forat fremmede og Borgere uden Forskjel kunde gaa ind og nyde af Frugterne. Daglig holdt han aabent Taffel, hvortil alle fattige havde Adgang. Naar han gik ud, fulgtes han altid af Tjenere, som havde med sig Klæder og Penge til Uddeling blandt de fattige, de maatte møde. Men med al sin Nedladenhed og Mildhed mod den enkelte blev Kimon sine aristokratiske Grundsætninger tro. Han ønskede, at man skulde gaa langsomt frem paa Reformernes Vei, og opfordrede til Besindighed. Hans ydre Politik gik ud paa at faa istand et venskabeligt Forhold mellem Athen og Sparta, forat disse Hellas’ Hovedmagter i Fællesskab kunde bekjæmpe den persiske Arvefiende. Men denne Forkjærlighed for Sparta vakte Athenernes Forbitrelse og fremkaldte hans Fald.
I Aaret 464 rammedes Spartanerne af en forfærdelig Ulykke; et Jordskjælv ødelagde næsten hele deres By. 20,000 Mennesker skal være omkomne under Ruinerne. Under den grænseløse Forvirring, Ulykken fremkaldte, reiste de haardt trykkede Heloter og Messeniere sig og drog fra alle Kanter mod Sparta. Vistnok lykkedes det den unge Konge Archidamos at samle de Spartanere, der havde overlevet Ulykken, og redde den truede Stad; men Oprørerne satte sig fast i Ithome. Denne Fæstning beleirede de svækkede Spartanere i ti Aar uden at kunne indtage den; tilslut overgav Messenierne den mod fri Afmarsch. De begav sig til Naupaktos i Ætolien, hvor Athenerne indrømmede dem nye Boliger. Dette er den saakaldte tredje messeniske Krig 464—455 f. Kr. (Side 197).
Under Beleiringen af Ithome havde Spartanerne bedet Athen om Hjælp. Trods Folkepartiets Modstand, der vilde overlade Sparta til dets Skjebne, drev dog Kimon igjennem, at der sendtes en Hjælpehær paa 4000 Mand under hans egen Anførsel til Sparta, »forat Hellas ikke skulde blive halt og Athen miste en for det gavnlig Rival«. Da Beleiringen trak i Langdrag, blev Spartanerne mistænkelige og troede, at Kimon og Athenerne stod i hemmelig Forstaaelse med de indesluttede. De erklærede tilslut, at de ikke længer trængte til Hjælp, og at Athenerne kunde reise hjem igjen, medens de dog beholdt andre Hjælpetropper. Da Kimon kom tilbage til Athen, vakte denne forsmædelige Behandling en Storm af Uvilje, der væsentlig vendte sig mod Kimon, som havde raadet til Toget. Man ophævede Forbundet med Sparta og forviste ved Ostrakismen »Spartanervennen« Kimon (461).
Under Kimons Fravær kom Athenere og Spartanere i aaben Krig med hinanden. I Slaget ved Tanagra i Bøotien 457 var det første Gang, disse Medbeilere til Forrangen i Hellas stod væbnede mod hinanden. Før Kampen begyndte, viste Kimon sig ved Hæren og bad om Tilladelse til at træde ind i Rækkerne. Ligesom Aristeides ved Salamis vilde han i Farens Stund ikke unddrage Fædrelandet sin Hjælp. Men Athenerne troede ham ikke; de frygtede for, at han vilde spille Spartanerne Seieren ihænde. Han blev vist bort, men bad først sine Partifæller, 100 i Tallet, at stride som tapre Mænd; de tog hans Rustning, stillede den op midt imellem sig og faldt alle efter en heltemodig Kamp. Slaget var yderst hidsigt og dets Udfald længe tvivlsomt. Ved Forræderi fra Thessalernes Side gik dog Spartanerne af med Seieren.
Efter dette Nederlag blev Kimon paa den geniale Folkeleder Perikles’ Forslag tilbagekaldt. Man trængte til hans Hjælp for at faa istand en Vaabenstilstand med Sparta, som ogsaa blev sluttet i 452 paa fem Aar. Perikles var nu den ledende Aand i selve Athen, medens Kimon igjen stilledes i Spidsen for den store Forbundsflaade. Med 200 Skibe seilede han til Kypros, hvor han slog en kongelig Flaade og beleirede Byen Kition. Men her endte hans daadrige Liv; han døde af en Sygdom eller, som andre beretter, af et Saar midt i sin kraftigste Alder i Aaret 449 f. Kr. Paa sit Dødsleie befalede han sine Underfeltherrer at holde hans Død hemmelig, straks afseile og opsøge den phønikisk-kilikiske Flaade, der var i disse Farvande. Paa Høiden af det kypriske Salamis mødte Hellenerflaaden Fienden. Krigerne, som troede, at de endnu anførtes af Kimon, gik i Kampen med urokkelig Tillid til sin gamle Fører, som endnu aldrig havde tabt et Slag, men altid ført dem til Seier. Og Krigslykken var ham ligesaa huld i Døden som i Livet. Athenerne vandt en glimrende Seier, og efterat de endnu havde slaaet Perserne tillands, styrede de tilbage til Athen med Liget af sin Helt. Den seierrige Feltherre blev bisat i Philaidernes Gravsted udenfor Athens Porte.
Med Kimons Død slutter det minderige Tidsrum i den græske Historie, som gaar under Navn af Perserkrigenes Tid. Græske Historieskrivere taler om en kimonisk Fred, som skal være bleven sluttet med Perserkongen, ifølge hvilken alle helleniske Byer i Asien skulde være frie, ingen persisk Hær vise sig i den vestlige Del af Lilleasien og ingen persisk Flaade beseile Ægæerhavet, medens Athenerne ikke skulde understøtte Ægypterne i deres Opstand mod Persien og ikke forurolige den store Konge i hans Besiddelser. Nogen saadan Fred er dog neppe bleven sluttet, medens nok de ovennævnte Tilstande paa Grund af Forholdenes Medfør fra den Tid af blev de bestaaende. Kampen mellem Vestens Civilisation og Østens Barbari var fra nu af i det væsentlige udkjæmpet.