Hellenerne/43
43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides.
Vinteren efter Slaget ved Salamis tilbragte de 300,000 Persere under Mardonios i Thessalien. Denne optraadte med stor Forsigtighed og Mildhed ligeoverfor Hellenerne, og det var aabenbart ikke hans Hensigt at lade Udfaldet af Felttoget afhænge af de persiske Vaabens Lykke alene. Han benyttede derfor Vinteren til Underhandlinger og søgte navnlig at bevæge Athenerne til at skille sin Sag fra Hellas’. Paa Mardonios’ Vegne opfordrede Alexander af Makedonien Athenerne til at slutte sig til ham; han vilde da give dem deres Land tilbage og reise deres Stad af Gruset. Naar man husker, hvorledes Athenerne netop var vendte tilbage fra de Steder, hvorhen de før Salamis-Slaget var tyede hen, hvorledes de kummerlig maatte friste Livet i det herjede Land, hvorledes der trods deres Ofre vistes dem Mistillid af Spartanerne, vil man forstaa, at Fristelsen for dem kunde være stor. I Sparta følte man ogsaa Øieblikkets Betydning og ilede med at sende Gesandter til Athen for at afverge et saa farligt Forbund.
Heldigt for Hellas var det under disse Omstændigheder, at Themistokles’ gamle Modstander Aristeides nu var den ledende Mand i Athen. Denne Mand, der var 10 til 15 Aar ældre end Themistokles, var en Modsætning til Seierherren fra Salamis. Lovlydig og samvittighedsfuld som ingen anden nærede han et medfødt Had til al Uredelighed og Usandhed. Hans ligefremme og aabenhjertige Væsen skaffede ham tidlig, uden at han stræbte derefter, Tillid og Indflydelse; man saa og elskede i ham Mønsteret paa en Borger, der ingen Ønsker nærede for sig selv, men hvis Tanker altid gjaldt Fædrelandets Tarv. Hans Landsmænd skjænkede ham Tilnavnet »den retfærdige«, og at dette Navn var fortjent, leverer Historien de talrigste Beviser paa ikke alene i Skildringen af hans politiske Løbebane, men ogsaa i de mange Smaatræk fra hans private Liv, den har bevaret. Vi anfører et Par af dem: Da Aristeides engang havde stevnet en Mand for Retten, vilde Dommerne i Tillid til hans bekjendte Retsind dømme Modparten uhørt; men et saadant Brud paa Loven vilde Aristeides ikke give sit Minde til. Da han ved en anden Leilighed skulde paadømme en Sag mellem tyende Borgere, vilde den ene af dem støtte sin Sag ved at anføre, at hans Modpart engang havde fornærmet Aristeides; men denne afbrød ham med de Ord: »Fortel hellere, hvad ondt han har tilført dig; thi det er i din Sag, ikke i min, at jeg er Dommer«.
I det politiske Liv tog Aristeides tidlig Del, og ved at slutte sig til Kleisthenes’ Reformer (Side 206) gav han sig straks tilkjende som en Folkets Mand. I Kampen ved Marathon var han en af de ti Strateger; men skjønt en politisk Modstander af Miltiades bøiede han sig dog for dennes høiere militære Indsigt og virkede for, at denne fik Eneanførselen. Da Athenerne efter Slaget ilede hjem for at verge sin By mod et forventet Angreb fra Perserne, forblev Aristeides paa Slagmarken for at bevogte Fangerne og Byttet. En redeligere Vogter kunde der heller ikke findes.
At Aristeides ifølge sin Natur og sine Anskuelser maatte blive en afgjort Modstander af Themistokles, er selvfølgeligt; thi ihvorvel Aristeides var demokratisk sindet, var han dog forsaavidt konservativ, som han ikke kunde samtykke i, at Themistokles helt forandrede Statens Forhold ved at gjøre den fra en Landmagt til en Sømagt; og ud fra disse Synspunkter kunde det nok ogsaa hænde, at Aristeides traadte op selv mod de for Staten uomtvistelig nyttige Planer, som Themistokles nærede. Man indsaa tilslut, at Anvendelsen af Ostrakismen var bleven en Nødvendighed, forat man kunde faa afgjort, hvilket Parti der var det herskende i Staten. Aristeides indfandt sig selv i den Folkeforsamling, der skulde dømme mellem de to Partihøvdinger. En Mand, som ikke kjendte ham, skal have rakt ham et Potteskaar og bedet ham skrive »Aristeides« derpaa, da han selv ikke var skrivefør. Aristeides spurgte Manden, hvorfor han vilde have ham forvist; hertil svaredes, at han ikke kjendte Aristeides, men at det havde mishaget ham, at han saa ivrig havde arbeidet for at blive kaldt »den retfærdige«. Uden at sige et Ord opfyldte Aristeides Mandens Begjæring. Resultatet af Afstemningen kjender vi allerede (Side 283). Athens retfærdigste Mand faldt som et Offer for sin Modstanders Kabaler og sine Landsmænds Utaknemmelighed. Om Aristeides’ Tilbagekomst og hans Deltagelse ved Salamis er ligeledes tidligere talt (Side 287).
Da Mardonios’ lokkende Tilbud kom til Athen, kunde ingen bedre end Aristeides gjøre det klart for de vaklende Borgere, hvad Fædrelandet krævede af dem. Paa hans Forslag svarede den atheniske Folkeforsamling Mardonios’ Erendsvend, at Athenerne ikke vilde sælge sin Frihed for alle Jordens Skatte; de var Persernes Fiender, der havde lagt deres Templer i Ruiner; de vilde blive det, saalænge Solen ei veg fra sin himmelske Bane. Og for paa det høitideligste at være bunden til sit Ord lod Folket Statens Prester udtale en Forbandelse over hver den, som blev Hellas utro. Med dette Svar maatte Alexander drage bort. Men Athenerne bebreidede de spartanske Sendemænd deres Mistillid; de burde dog vel kjende Athenernes Sindelag og vide, »at de ikke for al Verdens Guld, ikke for det skjønneste og bedste Land vilde blive medisksindede og bringe Hellas under Aaget«. De bad kun Spartanerne møde med sin Hær i Bøotien, forat Attika ikke paany skulde blive herjet.
Saa drog da de spartanske Sendebud beroligede hjem; men neppe saa Spartanerne sig befriede for sin Frygt, før de atter var de gamle lunkne Forbundsfæller, der kun saa paa egen Fordel og bag alskens Udflugter søgte at fri sig fra sine Forpligtelser. For anden Gang maatte Athenerne forlade sin Stad og begive sig til Salamis. Nu haabede Mardonios, at det maatte være forbi med Athenernes Taalmod ligeoverfor Spartas Troløshed, og sendte dem atter Fredstilbud. En Areiopagit, Lykidas, raadede til at lytte til Mardonios’ Tilbud; men saa brændende var de hjemløse Atheneres Frihedskjærlighed, at Mængden stenede den ulykkelige, ja endog hans Hustru og Børn maatte lide samme Skjebne, da de attiske Kvinder fik høre, hvad der var skeet, og derpaa trængte ind i de uskyldiges Bolig.
Da Mardonios saa, at det var forgjeves at prøve paa at vinde et Folk som Athenerne, plyndrede han Attika vidt og bredt; men da blev Spartanerne bange for, at Forbitrelsen dog skulde bringe Athenerne til at svigte Hellas’ Sag, og besluttede endelig at gjøre Alvor af sine Løfter. De afsendte en Hær, der forenede sig med den atheniske ved Eleusis, og neppe rygtedes dette, før Mardonios trak sig tilbage til Bøotien og leirede sig paa Nordsiden af Floden Asopos med sine 300,000 Persere, der forsterkedes af 50,000 Mand Hjælpetropper navnlig fra Makedonien, Thessalien og Mellemgrækenlands Stater. Paa Sletterne her vilde han først med Held kunne bruge sit Rytteri.
Den samlede Hellenerhærs Styrke beløb sig til henved 110,000 Mand, hvoraf 38,000 sværtbevæbnede. Overanfører var Spartaneren Pausanias, Athenerne kommanderedes af Aristeides. Pausanias var en Brodersøn af Leonidas og Formynder for dennes umyndige Søn. Det var en høitstræbende, men karakterløs Mand, der beherskedes af en umaadelig Ærgjerrighed. Han besad faa af en Spartaners Dyder, mange af en østerlandsk Despots Tilbøieligheder, og i Tilfredssillelsen af disse har vi oftest at søge den egentlige Drivfjeder til hans Handlinger.
Den helleniske Hær fulgte Mardonios til Bøotien, men vovede sig ikke ned paa Sletterne; den slog derfor Leir paa Kithærons Skrenter og oppebiede der Fiendens Angreb. Mardonios nølede heller ikke med at vise sin Hærs Styrke i dens fulde Glans; han lod sit Rytteri under Makistios gaa over Asopos for at angribe Forbundshæren i dens lavere Stillinger; men Athenerne og Megarerne modtog de stolte Rytterskarer med velrettede Pileskud. Den prægtige nisæiske Ganger, der bar Rytteranføreren, rammedes af en Pil, steilede og slyngede sin Rytter til Jorden. Makistios blev omringet og dræbt, hans Lig faldt i Hellenernes Hænder. Da hans Død, der blev Tegnet til vild Flugt blandt Rytteriet, rygtedes i den persiske Leir, opløftede alle et Jammerskrig, ragede Haaret af Folk og Fæ og gav paa andre Maader tilkjende sin Sorg over, at den Mand var falden, der næst Mardonios stod høiest i Anseelse hos Perserne og Storkongen.
Efter denne heldige Træfning trak Hellenerne sig længere mod Vest; de havde her i Byen Platææ et Støttepunkt, og Kilden Gargaphia forsynede dem rigelig med Vand. I ti Dage laa nu Hærene uvirksomme ligeoverfor hverandre. Endelig besluttede Mardonios et Angreb, skjønt det var spaaet, at den, som gik over Asopos, skulde beseires. Natten før Angrebet kom en Mand hen til Athenernes Vagter og bad om at faa tale med deres Strateger. Det var Makedonerkongen Alexander, der med Fare for sit Liv varskoede Hellenerne om, hvad der var igjære.
Da Dagen brød frem, forlangte Pausanias, at Athenerne skulde stille sig paa høire Fløi ligeoverfor de egentlige Persere, fordi de allerede tidligere havde prøvet Kræfter med dem. Aristeides gik ind herpaa; men da Fienden efter at have merket denne Frontforandring ogsaa forandrede Stilling, og Mardonios atter kom til at staa ligeoverfor Pausanias, undsaa denne sig ikke for paany at unddrage sig Kampen med Perserne og indtog atter sin oprindelige Stilling. Disse Tegn paa Frygt gav Perserne Mod, de gjorde dristig Angreb, og da deres Rytteri tilkastede Kilden Gargaphia, ansaa Pausanias det for umuligt at hevde sin Stilling og gav Ordre til ved Nattens Frembrud at rykke længere mod Vest, hvor Vandforsyningen var rigeligere, og Terrænet syntes gunstigere. Men Befalingen blev kun ufuldstændig adlydt; dette bevirkede, at Hæren i Løbet af Natten kom i stor Uorden.
Sjelden er en Slagdag oprunden under uheldigere Forhold end Dagen før Slaget ved Platææ, den 26de September 479. Hellenerhæren var splittet, den manglede Vand og Proviant og var udmattet af Mangel paa Søvn; thi Pausanias havde holdt den under Vaaben hele Natten. For Mardonios saa Hellenernes forvirrede Marscher ud som en Flugt. Han skred derfor dristig til Angreb uden engang at paase, at hans hele Hær deltog i Kampen, og stødte paa Pausanias, hvem det endelig i Morgenstunden var lykkedes at bringe høire Fløi i Orden. Snart var Slaget i Gang paa hele Linjen; medens Athenerne kjæmpede med Hjælpetropperne, navnlig Bøoterne, havde Pausanias nok at gjøre med Perserne. Havde Pausanias tidligere været forsagt og vaklende, viste han sig nu, da han grebes af Slagets Tummel, som en Helt. Det persiske Fodfolk stillede sine flettede Skjolde foran sig som et Brystvern og sendte en Regn af Pile over Spartanerne, der ei vilde begynde Kampen, før Ofringerne spaaede dem Held. Men da dette endelig skede, gik de paa med fældet Lanse. Perserne kjæmpede imidlertid med stor Tapperhed, greb fat i Spartanernes lange Lanser med Hænderne og brød dem istykker; men tilsidst afgjorde dog Spartanernes svære Rustninger og urokkelige Mod Kampen. Perserne begyndte at vige, og da Mardonios faldt, rammet i Hovedet af en Sten, blev dette Tegnet til den vildeste Flugt. Perserne ilede til sin befæstede Leir, som Pausanias forgjeves søgte at storme.
Paa venstre Fløi havde imidlertid Athenerne en haard Kamp at bestaa med de græske Hjælpetropper, der under de thebanske Aristokraters Anførsel gjorde en fortvivlet Modstand; endelig lykkedes det dog Aristeides at faa Bugt med dem, og derpaa forenede han sig med Pausanias udenfor Perserleirens Porte. I en Fart klatrede nu de forenede Hære over Forskandsningerne, og et forfærdeligt Blodbad anrettedes paa de i Leiren tæt sammenpakkede Persere. Af disse undkom kun faa. En hel persisk Hærafdeling paa 40,000 Mand under Artabazos havde imidlertid slet ikke deltaget i Kampen. Da Artabazos saa, hvilken Vending Kampen tog, tiltraadte han straks Marschen mod Nord, og for ikke at fremkalde en Reisning mod det persiske Herredømme foregav han overalt, hvor han kom, at Mardonios havde seiret. Kun en Del af disse 40,000 naaede asiatisk Jordbund; Resten gjorde Strabadser og Mangel paa Proviant Ende paa.
Ved Platææ havde saaledes Athen og Sparta i Fællesskab optraadt som Hellas’ Forkjæmpere; men Athenerne var det, som baade i Rytterfegtningen den foregaaende Dag og ved Indtagelsen af Leiren havde gjort Udslaget. Alligevel gjorde Spartanerne efter Slaget Fordring paa Prisen for Tapperhed. Glæden over den vundne Seier syntes allerede at skulle forstyrres ved Strid mellem Seierherrerne, da den besindige Aristeides fik sat igjennem, at Seiersprisen hverken skulde tilkjendes Athen eller Sparta, men Platæerne. De havde vel fortjent den. De havde jo hjulpet Athenerne ved Marathon, da alle svigtede; skjønt ukyndige i Søvæsenet havde de kjæmpet ved Artemision ombord i helleniske Skibe, og nu i Kampen ved deres egen Arne havde de opbudt sine sidste Kræfter. Ogsaa paa andre Maader viste man dem sin Taknemmelighed; af det rige Bytte fik de forlods 80 Talenter, og Platææ blev erklæret for en hellig Stad, hvis Forsvar blev alle Hellenere en religiøs Pligt. Ved Platææs Porte grundlagdes en Nationalhelligdom for Befrieren Zeus, ved hvis Alter der aarlig skulde holdes en Takke- og Seiersfest, til hvilken der mødte Udsendinger fra hele Hellas.
Det Bytte, Hellenerne gjorde i den med orientalsk Pragt udstyrede Leir, var umaadelig stort; efterat Guderne var rigelig betænkte, og Pausanias som Overanfører havde faaet en Tiendedel, blev Resten delt mellem de Stater, der havde deltaget i Kampen.
Det sidste Foretagende af den seierrige Hellenerhær var et Tog mod Theben; denne Stad skulde straffes, fordi den havde svigtet Hellas og hardnakket holdt med Perserne. Efter tyve Dages Beleiring maatte Thebanerne udlevere Hovederne for det persisksindede Parti. De blev alle paa Pausanias’ Befaling henrettede som Landsforrædere.
Samme Dag som Kampen ved Platææ for altid havde givet Perserne Afsmag paa at angribe Hellas, vandt de helleniske Vaaben en glimrende Seier over den persiske Sømagt ved Forbjerget Mykale i Ionien. Perserne havde her trukket sine Skibe op paa Land, da de erkjendte, at Hellenerne var dem overlegne i Kampen tilsøs. Hellenerne forlod imidlertid ogsaa sine Skibe og vandt under Spartaneren Leotychides’ og Atheneren Xanthippos’ Anførsel en fuldstændig Seier, der med ét Slag befriede Ionerne fra det forhadte persiske Aag.
Efter Kampene ved Platææ og Mykale byttede Hellenerne og Perserne Roller; de første blev nu de angribende, de sidste de angrebne. I de nærmeste Aar efter 479 befriede en hellenisk Flaade, hvis Hovedstyrke var athenisk og anførtes af Aristeides og Miltiades’ Søn Kimon, under Pausanias som Overanfører de græske Steder paa Kypros og endelig det for Samfærdselen med det sorte Hav saa vigtige Byzantion, hvor der gjordes et umaadeligt Bytte. Her var det, at Pausanias foretog de Skridt, der tilslut ledede til hans Fald. Seieren ved Platææ havde gjort den æresyge Mand end hovmodigere; paa den gyldne Trefod, som Hellenerne opstillede i Delphi i Anledning af Seieren, havde han sat følgende Indskrift, der bedre end noget aabenbarede hans Karakter:
Medernes Hær betvang Pausanias, Hellas’ Høvding,
Derfor et Minde han her reiste til Phoibos’ Pris.
Men Spartanerne taalte ikke, at deres Hærfører nævnte sig selv personlig som Persernes Beseirer og Gavens Giver; de lod Indskriften udslette og satte i dens Sted kun Navnene paa de Stater, som havde taget Del i Kampen. Men dette tirrede kun Pausanias’ ærgjerrige Sind. Tanken om at blive hele Hellas’ Herre modnedes efterhaanden hos ham; men til at naa dette Maal behøvede han Hjælp, og denne troede han lettest at kunne faa hos Perserkongen. Forat vinde denne frigav han endel fornemme Persere, deriblandt flere af Storkongens Slegt, som var faldne i hans Hænder ved Indtagelsen af Byzantion. For at dække Hensigten med denne Frigivelse for sine Landsmæad foregav han, at de vare undvegne. Derpaa skrev Pausanias til Xerxes og lovede denne at bringe Hellas under hans Scepter, hvis han vilde give ham en af sine Døtre til Hustru. Storkongen, der var Pausanias taknemmelig for sine Slegtningers Redning, gik beredvillig ind paa hans Planer, og den magtlystne Spartaner begyndte allerede at føle sig som persisk Satrap. Han omgav sig med østerlandsk Pragt og behandlede saavel de europæiske som de asiatiske Grækere med utaaleligt Overmod. De nye bundsforvandte, Hellas havde vundet ved Befrielsen af de undertrykte Landsmænd i Asien, paa Øerne og paa den thrakiske Halvø, blev kjede af den tyranniske Spartaner, og da Pausanias af Eforerne blev kaldt hjem for at aflægge Regnskab for sit Forhold til Perserkongen, benyttede de Leiligheden til at tilbyde Athenerne Overanførselen over Flaaden. Saaledes gik Hegemoniet (Overanførselen) tilsøs over fra Sparta til Athen (476).
Den spartanske Anfører, der i Pausanias’ Sted var sendt til Flaaden, vilde ikke finde sig i, hvad der var skeet; men da det ikke mere lod sig ændre, drog han hjem med samtlige peloponnesiske Skibe. Fra nu af er der tyende Forbund i Hellas: de peloponnesiske Stater med Sparta i Spidsen, Ionerne og de øvrige Stater, der efterhaanden befriedes, med Athen som Forbundets Leder. I Spidsen for det sidste fortsatte Aristeides Befrielseskampen, og ham var det, som organiserede dette Forbund, der blev Kilden til Athens Storhed. Tillidsfuldt overdrog Forbundsstaterne til dennes Redelighed at bestemme, hvor stort Bidrag i Penge og Skibe hver Stat skulde yde. Øen Delos blev Sædet for Forbundets Møder, og her opbevaredes i Apollons berømte Helligdom de 460 Talenter, der aarlig flød ind som Bidrag fra de bundsforvandte. Aristeides forvaltede disse Penge, og saa stor var hans Uegennyttighed, at man sagde om ham, »han reiste fattig til sin Post, men vendte end fattigere tilbage«.
Imidlertid var det lykkedes Pausanias ved Sluhed og Bestikkelser at blive frikjendt for den Anklage, der var reist imod ham. Han forlod derpaa snart igjen Sparta og fortsatte i forskjellige asiatiske Byer sine forræderske Underhandlinger. Atter vaagnede Mistanken i Sparta, han kaldtes hjem; men Beviserne var for mangelfulde til, at han kunde fældes. Han blev atter frikjendt.
Tilslut skulde dog Pausanias’ Planer komme for Lyset. En ung Mand ved Navn Argilios, der skulde overbringe et Brev fra ham til den persiske Satrap Artabazos, som drev Underhandlingerne paa Kongens Vegne, havde merket, at ingen af Pausanias’ Sendebud kom tilbage. Han aabnede derfor det Brev, han skulde besørge, og fik se, at det blandt andet indeholdt en Opfordring til at dræbe Overbringeren. Argilios overgav Brevet til Eforerne; men uagtet disse nu havde Beviser ihænde, vilde de høre en Tilstaaelse at Pausanias egen Mund, og paa deres Opfordring flygtede Argilios til Poseidons Tempel ved Tænaron og satte sig som bønfaldende ved Gudens Alter. Da Pausanias erfarede dette, anede han Uraad og ilede straks derhen. Argilios tilstod, at han havde læst Brevet; Pausanias besvor ham ikke at forraade sin Herre og lovede ham stor Løn, hvis han vilde tie. Til denne Samtale var Eforerne skjulte Tilhørere, og nu havde de Beviser nok; men da de vilde lade Pausanias fængsle, flygtede han til Athenes Tempel paa Spartas Borg. Paa dette hellige Sted kunde han ikke røres. Da besluttede Eforerne, at han skulde dø Hungersdøden og lod Indgangen tilmure; Pausanias’ bedagede Moder skal have bragt den første Sten til dette Arbeide. Først da Pausanias var Døden nær, blev han bragt ud af Templet for ikke ved sin Død at besmitte det hellige Sted. Ifølge det delphiske Orakels Raad blev han jordet paa den Plet, hvor han udaandede. Saaledes endte Seierherren fra Platææ (469).
Medens saaledes Pausanias døde Landsforræderens Død, saa Aristeides sig i sit Livs Aften elsket og æret af alle. Da han engang i sine sidste Leveaar overvar Opførelsen af Æschylos’ Tragedie »De syv mod Theben«, og Skuespilleren fremsagde følgende Vers, der sigter til Amphiaraos (Side 109):
»Retfærdig han ei synes blot, men være vil,«
vendte alles Blikke sig uvilkaarlig mod Aristeides, og Theatret gjenlød af Bifald, der aldrig vilde tage Ende. Og at denne Mand virkelig fortjente sine Landsmænds Taknemmelighed og det Navn, hvormed de havde hædret ham, kræves der ikke flere Beviser for, naar vi høre, at han, der havde havt Millioner under Hænder, ved sin Død (467) ikke efterlod saa meget, at Omkostningerne ved hans Begravelse kunde bestrides derfor. Han begravedes derfor paa Statens Bekostning, og ved Phaleron reiste hans Landsmænd ham et pragtfuldt Gravmæle. Staten sørgede for hans Døtre og understøttede hans efterladte Søn, og til sene Tider hædredes hans Efterkommere af en taknemmelig Efterslegt.