Hellenerne/42
42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.
Da Xerxes efter Seieren ved Thermopylerne med sine talløse Skarer rykkede mod Attika, havde Athenerne, hvem det øvrige Hellas lod skjøtte sig selv, lidet Haab om at kunne stanse den fremrykkende Fiende. I denne Nødens Stund fandtes der én Mand, hvis klare Blik havde indseet, at det kun var tilsøs, at man kunde gjøre Perserne virksom Modstand. Flaaden var derfor efter hans Fortolkning de uindtagelige Træmure, det delphiske Orakel havde talt om (Side 274). Denne Mand var Themistokles, hvem derfor Navnet Hellas’ Redningsmand med fuld Ret tilkommer.
Themistokles var Søn af Neokles og stammede fra en gammel attisk Familie; han var dog ikke fuldbyrdig Athener, da hans Moder var fra Thrakien eller Karien. Efter Solons Love bevirkede imidlertid denne Omstændighed ingen synderlig Indskrænkning i de borgerlige Rettigheder. Themistokles var født omkring Aaret 525, og hans Ungdoms alder falder saaledes netop i den Tid, da hans Fædrene stad gjenvandt sin Frihed. Han skal have været en vild og ubændig Gut, og med Tanken herpaa pleiede han selv senere at sige: »Af de vildeste Føl bliver de bedste Heste«. Sine Kameraters Leg og Fornøielser tog han sjelden Del i; gjaldt det derimod et dristigt Vovestykke, var han altid rede; i klar Forstand og sund Dømmekraft var den trodsige Gut alle sine jevnaldrende overlegen. En af hans Lærere skal have sagt om ham: »Af ham bliver der noget ualmindeligt, i god eller ond Retning«. Musernes Kunst, som netop i Themistokles’ Barndom skjød saa frodig Vekst i Athen, brød han sig lidet om. »Lyra og Cithar skjønner jeg ikke at behandle», sagde han, »men giv mig en Stat at styre, der er liden og ubekjendt, og jeg skal gjøre den stor og berømt».
»Themistokles besad«, siger Historikeren Thukydides, »i høi Grad det Fortrin efter en kort Betenkning øieblikkelig at udfinde det rette«. Hans Arbeidskraft blev aldrig træt, og umættelig Ærgjerrighed var en mægtig Drivfjeder under hans Bestræbelser for Fædrelandets Storhed og Magt. Tidlig kastede Themistokles sig ind i det offentlige Liv, skjønt hans Fader, efter hvad der fortelles, søgte at holde ham borte derfra. Han skal en Dag have ført ham ned til Phaleron og vist ham nogle gamle Skibe, som laa halvraadne og vanskjøttede paa Havnen, idet han sagde: »Saaledes behandler Folket sine Styrere, naar det ikke længere behøver deres Tjenester«. Men den unge Mand agtede ikke paa disse advarende Ord, hvis Sandhed senere blev stadfæstet paa ham selv.
Themistokles sluttede sig straks ved Begyndelsen af sin offentlige Løbebane til det Parti, hvis Løsen var »Krig med Persien». Men forat Athen kunde holde Perserriget Stangen, maatte det have en Flaade og en større og bekvemmere Havn; hidtil havde det hjulpet sig med Phaleron, der kun var en aaben Rhed. Medens Themistokles i Aaret 493 var første Archont, fik han sat igjennem, at man skulde indeslutte hele Halvøen Peiræeus med en Fæstningsmur og der anlægge en Havnestad. Flaaden fik han ogsaa forøget fra femti til sytti Skibe. Medens han var sysselsat med Udførelsen heraf, blev Attika angrebet af den persiske Hær under Datis og Artaphernes. Themistokles var i denne Trængselens Tid en af de virksomste og kjæmpede med i Slaget ved Marathon.
Da Miltiades’ Navn efter Seieren ved Marathon blev forherliget af alle Hellenere, saa man Themistokles gaa mørk og tankefuld omkring; Nætterne tilbragte han i Søvnløshed og skyede sine Venners Sammenkomster. Da man spurgte ham om Aarsagen til denne bratte Forandring, svarede han: »Miltiades’ Seierstropæer berøver mig Søvnen«. Han skulde dog snart selv vinde saadanne. Medens Folket troede, at Barbarernes Nederlag ved Marathon var Afslutningen paa Krigen, saa Themistokles deri kun et Forspil for større Kampe. Forat Staten ei skulde være uforberedt, naar disse forestod, fremkom han derfor i Aaret 487 med det Forslag, at Indkomsterne af Statens Sølvgruber i Laurion (i det sydlige Attika) ikke som hidtil skulde uddeles blandt Borgerne, men anvendes til Bygning af Skibe. En stor Del af de rigere Borgere med den besindige Aristeides i Spidsen modsatte sig dette Forslag, der rev Staten ud af dens vante Folder og kastede den ind paa nye, ukjendte Veie. Den talrige Klasse eiendomsløse Theter vilde derved som Rorsfolk og Matroser faa en større Betydning, eftersom Statens Ve og Vel kom til at bero paa Flaaden istedenfor paa Landhæren. Forslaget gik dog igjennem, da den større Del af Folket havde Følelsen af, at Themistokles førte det paa den rette Vei til Berømmelse og Magt. Hvert Aar blev der nu bygget tyve nye treradaarede Skibe. Saaledes gik det til, at Athens Flaade talte 200 Skibe, da Perserne i Aaret 480 førte sine Hærmasser mod Hellas. Themistokles havde seet rigtig. Skjønt man haanende havde sagt om ham, »at han fratog Borgerne Sverd og Skjold og bragte dem tilsæde paa Rorbænkene«, var det dog denne Flaade, som reddede Grækenlands Frihed og grundlagde Athens Herredømme tilsøs.
I alle sine Planer mødte Themistokles Modstand hos Aristeides, som i sin Modstander saa en Mand, der, hvad Øieblik det skulde være, kunde blive farlig for Statens Frihed. »Athen vil ikke blive roligt«, sagde han, »før man har kastet os begge i Barathron (Side 252)«. Det var klart, at en af disse to maatte vige for den anden, og i Aaret 483 blev Aristeides forvist ved Ostrakismen paa ti Aar. Themistokles, som ikke var ængstelig i Valget af de Midler, han benyttede for at naa sine Hensigter, havde ladet udsprede det Rygte, at Aristeides stræbte efter enevældig Magt i Staten.
Medens Leonidas drog mod Nord for at besætte Thermopylerne, var en athenisk Flaade paa 147 Skibe tillige med 115 Skibe fra Peloponnes seilet op til Forbjerget Artemision paa Eubøas Nordspidse. Planen var at hindre Perserkongens Flaade fra at gjøre Landgang og angribe Leonidas i Flanken. Men da Persernes Flaade nærmede sig, og Grækerne saa foran sig denne uendelige Række af Skibe, der bedækkede Havet, saa langt Øiet kunde naa, sank deres Mod, og de trak sig tilbage omtrent til Midten af det Sund, som skiller Eubøa fra Fastlandet. Storkongens Broder Achæmenes, der anførte den persiske Flaade, lod sine Skibe kaste Anker ved Thessaliens Kyst ret overfor Artemision. Straks efter reiste der sig en frygtelig Storm, som rasede i tre Dage og tilintetgjorde 400 af Persernes Skibe. Grækernes Skibe laa imidlertid i Ly af høie Bjerge og led intet. Da de fik høre om Persernes Ulykke, jublede de, bad til Frelseren Poseidon og bragte ham Takoffer. Derpaa styrede de med trøstigt Mod igjen tilbage til Artemision, da de mente, at Fiendens Kræfter nu maatte være saa svækkede, at de kunde vove at binde an med ham. Men mod Forventning fandt de, at Antallet paa Fiendens Krigsskibe endnu beløb sig til 1100. Den helleniske Overanfører, Eurybiades fra Sparta, vilde atter vige. Men Eubøerne sendte Themistokles 30 Talenter, forat han kunde bevæge Hellenerne til at blive. Dette hjalp. Themistokles gav Eurybiades fem og den korinthiske Anfører to Talenter. Resten beholdt han, formodentlig til lignende Brug senerehen, og foregav, at disse Penge var komne fra Athen.
Da Fienderne saa Hellenernes faatallige Skibe ved Artemision, bestemte de sig til at angribe dem og mente, at ikke en eneste Hellener skulde undkomme. De sendte 200 Skibe udenom Eubøa, som skulde seile op gjennem Sundet og falde Hellenerne i Ryggen. Planen mislykkedes, idet en voldsom Storm bragte de persiske Skibe til at strande paa Eubøas klippefulde Østkyst. Kampen mellem Hovedflaaderne var imidlertid begyndt, men blev afbrudt af Mørket uden noget afgjørende Resultat. Næste Morgen kom der Forsterkning fra Athen; ihast havde man der udrustet femti nye Skibe, og disses Ankomst indgav Hellenerne nyt Mod. De angreb paany Perserne og fratog dem en hel Afdeling af deres Skibe. Opbragte over dette Tab som ogsaa af Frygt for Kongens Vrede vovede de fiendtlige Anførere den tredje Dag et Hovedangreb. Det var den samme Dag, som Leonidas med sin Helteskare styrtede sig i Døden. Kampen var ogsaa her yderst haardnakket, og først Nattens Komme stansede den, uden at nogen kunde tilskrive sig Seieren.
Saasnart Hellenerne fik Underretning om sine Brødres Undergang ved Thermopylæ, forlod Flaaden Artemision og trak sig tilbage til Salamis. Underveis lod Themistokles paa de Steder, hvor Skibsfolkene pleiede at lande for at forsyne sig med Drikkevand, indhugge i Klipperne følgende Indskrift: »I ioniske Mænd, Uret gjør I deri, at I drager i Krig mod eders Stammefædre for at bringe Hellas i Trældom. Nei, slut eder hellere til os, eller deltager idetmindste ikke i Kampen. Men er eders Aag for tungt, saa I ingen af Delene kan gjøre, da viser eder med Flid som daarlige Kjæmpere i Slaget, idet I erindrer, at I stammer fra os, og at det oprindelig er for eders Skyld, vi er komne i denne Krig med Perserne«. Dette gjorde Themistokles for at bevæge de ioniske Grækere, som gjorde Tjeneste i den persiske Hær, til Frafald eller dog idetmindste gjøre Perserne mistroiske mod sine egne bundsforvandte.
Da Grækernes Flaade naaede Salamis, fik Mandskabet vide, at den peloponnesiske Hær ikke stod i Bøotien, som det havde ventet. Peloponnesierne var optagne med at bygge paa Muren over Isthmen. Attika var given til Pris. Themistokles opfordrede nu sine Landsmænd til at forlade Athen og sætte sit Haab til Tritogeneias hellige Træmure, Skibene. Areiopagos støttede hans Forslag, ligesaa Presterne, der forkyndte, at Athenes hellige Orm var forsvunden fra Helligdommen, hvoraf man sluttede, at Gudinden selv havde forladt Byen. Der blev fattet følgende Folkebeslutning: »Athenernes Folk overgiver sin By til Athenes Beskyttelse; alle tjenstdygtige gaar ombord paa Triererne, og enhver bringer Kvinder, Børn og Eiendom i Sikkerhed, saagodt han kan«. Saa forlod da Athenerne Hus og Hjem og Gudernes Templer og vandrede belæssede med sine Eiendele i lange Rækker ned mod Stranden. Hustruer og Børn og alle andre, som ikke var kampdygtige, førte de over til Salamis, Ægina og de nærmestliggende Byer paa Peloponnes. Det var et Billede fuldt af hjerteskjærende Jammer. Kun en liden Skare af ældre Mænd blev tilbage i Byen; de holdt Akropolis, der var omgivet af et Pæleverk, for det Sted, som Apollons Orakel havde erklæret for uovervindeligt.
Neppe havde Athenerne forladt sin By, før Xerxes drog ind gjennem dens Porte, som ikke vergedes af nogen. De paa Borgen forsamlede Mænd forsvarede sig, saa godt de kunde, og vilde intet høre om Overgivelse, som Peisistratos, Hippias’ Søn, foreslog dem. Endelig blev de overrumplede og nedhuggede til sidste Mand. Borgen med dens Templer og Bygninger blev stukket i Brand, og samtidig sattes der ogsaa Ild paa den egentlige By. Xerxes sendte straks et ridende Bud til Susa for at melde, at det forhadte Athen var tagen. Byens Ruiner med omliggende Distrikt overdrog han til Peisistratiderne.
Da Grækerne ved Salamis saa Athen gaa op i Flammer, kom der en saadan Angst over dem, at nogle af Feltherrerne ilede ombord paa sine Skibe for at reise hjem, andre fordrede, at man skulde trække sig tilbage til Isthmen for i Fællesskab med Landhæren at oppebie Fienden. Men den aabne Sø ved Isthmen var en ugunstig Kampplads for Grækernes faatallige Skibe, langt fordelagtigere var det trange Sund mellem Salamis og Fastlandet; hertil kom, at ved et saadant Tilbagetog blev ikke alene Athenernes Kvinder og Børn paa Salamis, men ogsaa Ægina og Megara Fienden prisgivne. Themistokles begav sig derfor til Eurybiades og søgte at overtyde ham om, hvor nødvendigt det var at levere den afgjørende Kamp ved Salamis. Da han i Krigsraadet begyndte at tale for Overanføreren, raabte den korinthiske Anførrer Adeimantos til ham: »Under Kamplegene bliver de, som reiser sig for tidlig, drevne bort med Piskeslag«. »Ja, men de, som holder sig borte, vinder ikke Kransen«, svarede Themistokles rolig. Derpaa fortsatte han sin Tale, og skjønt Eurybiades blev i den Grad forbitret, at han endog løftede Stokken mod ham, beherskede dog Themistokles sit stolte Sind for Fædrelandets Skyld og sagde kun: »Slaa til, om du har Lyst, men hør mig blot«.
Endnu engang reiste Adeimantos sig og sagde, at man ikke burde høre paa en Mand, »som intet Hjem længere havde«. Da pegede Themistokles i ædel Harme paa Athenernes Skibe og sagde: »Der er vort Hjem; vistnok har vi ofret vore Boliger og Mure, da vi ikke vil blive Træler for livløse Tings Skyld. Men hvor er det Folk blandt Hellenerne, der som vi kan opvise 200 fuldt udrustede Trierer?« Derpaa vendte han sig igjen til Eurybiades og endte sin Tale saaledes: »Bliv her og vis dig som en brav Mand; i modsat Fald vil du styrte Hellas i Fordærv; thi det er paa vore Skibe, at Krigens Udfald beror. Følger du ikke mit Raad, da tager vi vore Familier ombord og seiler bort for i Italien at søge os et nyt Hjem. Og naar I har mistet vor Bistand, da vil I mindes mine Ord«. Da ændrede Eurybiades sin Mening, og Hellenerne rastede sig til Slag.
Imidlertid kom den persiske Flaade seilende og lagde sig for Anker i en lang Række helt fra Sunion til Phaleron. Da blev Hellenerne paany grebne af Skræk, Eurybiades maatte atter holde et Krigsraad, hvor de fleste forlangte, at man skulde seile bort til Peloponnes. For at forhindre dette, greb Themistokles til en List. Han sendte i Hemmelighed en paalidelig Træl til Kong Xerxes med følgende Bud: »Athenernes Anfører er paa Kongens Side, han sender mig for at sige dig, at Hellenerne i sin Angst tenker paa Flugt. Og nu kan du vinde den herligste Seier, hvis du ikke lader dem sprede sig ad«. Xerxes gik i Fælden og indesluttede om Natten Grækerne fra alle Sider. Samme Nat kom Aristeides tilbage fra sin Landflygtighed; i Fædrelandets store Nød havde man tilbagekaldt alle landsforviste; kun med Nød og neppe var han sluppen forbi de fiendtlige Skibe. Han bragte Hellenerne det Budskab, at de var indesluttede og nødsagede til at kjæmpe, hvadenten de vilde eller ikke.
Ved Dagens Frembrud den 20de November 480 lettede Hellenerne Anker og styrede mod den fiendtlige Flaade. De havde 375 Skibe med omtrent 70,000 Mand mod Persernes 750 Skibe og 150,000 Mand. Paa den venstre Fløi laa Themistokles med Athenernes 200 Skibe ligeoverfor Phønikerne, paa høire Fløi havde Eurybiades og Lakedæmoniernes 106 Skibe Ionerne imod sig. De øvrige Skibe var stillede i Centrum. Hellenerne istemmede sin Krigssang, Pæanen, og roede mod Perserne under Feltraabet: »Fremad, Hellenernes Sønner, til Frelse for Fædrelandet«. Først seirede Athenerne paa sin Fløi og drev Phønikerne hen mod Centrum, som de derpaa angreb fra Siden af; det ene Skib blev overmandet efter det andet, og de, som ikke blev tagne, tog Flugten hen til den anden Fløi, hvor de i det smale Sund udbredte Skræk og Forvirring blandt sine Landsmænd. Ionerne kjæmpede her med stor Tapperhed, og Lakedæmoniernes Skibe fik ingen Bugt med dem, før Themistokles havde drevet de øvrige Skibe paa Flugt. Disse søgte nemlig at bane sig Vei, hvor de kunde, og gjorde derved al ordentlig Modstand umulig, idet de hverken skaanede Ven eller Fiende. I Kampen udmerkede sig paa persisk Side især den kariske Dronning Artemisia. Athenerne havde sat en Pris. af 10,000 Drachmer (6 à 7 tusinde Kroner) paa hendes Hoved, fordi hun, skjønt en Kvinde, var dragen i Kamp mod atheniske Mænd. Ameinias, en Broder af Digteren Aschylos, forfulgte hende med sin Trier. Da andre persiske Skibe sperrede hende Veien til Flugt, borede hun med rask Beslutsomhed et af disse isænk og reddede sig derved. Thi Ameinias troede nu, at Skibet gik over til Hellenerne, og opgav Jagten. Ved denne Daad høstede Artemisia Ros hos Kongen, som var Tilskuer til Slaget fra en Throne paa Stranden, medens Skrivere stod rundt om ham og optegnede alt, hvad der skede. Xerxes holdt det Skib, som Artemisia angreb, for et fiendtligt, og til Lykke for hende sank det paa Stedet. Da man nu fortalte Kongen, at det tapre Skib tilhørte Artemisia, raabte han fuld af Beundring: »Sandelig, Mændene er idag blevne Kvinder og Kvinderne Mænd«.
I Sundet mellem Salamis og Attikas Fastland laa den lille Klippeø Psyttaleia. Denne havde Perserne besat før Slaget, forat de, som under Kampen søgte iland der, kunde finde Beskyttelse, hvis det var Persere, Undergang, hvis det var Hellenere. Men Aristeides landede paa Øen med en Hob sværtbevæbnede, nedhuggede Perserne og holdt Øen besat. Derved reddede han mange Hellenere, medens de Barbarer, som kom iland der, alle fandt Døden. Slaget varede fra Morgen til Aften, og selv efter Mørkets Frembrud for mangt et persisk Skib flygtende forbi Psyttaleia hen til Bugten ved Phaleron, hvor Perserne havde sin Samlingsplads. De havde mistet over 200 Skibe og henimod 50,000 Mand. Hellenernes Tab var 40 Skibe, men forholdsvis mindre Mandskab.
Nederlaget ved Salamis knækkede Modet hos den stolte Perserkonge; han tænkte kun paa hurtigt Tilbagetog. Themistokles foreslog sine Landsmænd at sætte Kursen mod Hellespont, bryde Broerne af, tvinge Fienden til ny Kamp og tilintetgjøre ham aldeles. Men ingen formaaede at følge den store Atheners dristige og vidtrækkende Planer. Da greb den raadsnare Mand atter til List og sendte Perserkongen et Budskab af følgende Indhold: «Athenernes Feltherre Themistokles, den tapreste og klogeste Mand i de forbundne Hære, lader dig melde, at han for at hjælpe dig har holdt Hellenerne tilbage fra at forfølge dine Skibe og afbryde Broerne ved Hellesponten. Du kan derfor nu drage bort i Fred«. Kongen fulgte Raadet og overlod sin Svoger Mardonios 300,000 Mand af de bedste Tropper, forat han med dem skulde underlægge sig Hellas. Selv ilede han med den øvrige Hær skyndsomst tilbage til Hellesponten, hvis Bredder han først naaede efter 45 Dages besværlig Marsch, hvorunder en stor Del af Hæren bukkede under for Hunger og Sygdom. Skibsbroen var splittet af Stormen; men Flaaden laa færdig og satte den sørgelige lille Rest af den for faa Maaneder siden saa straalende Hær over til Asien. I Sardes vilde Storkongen afvente Budskabet om Mardonios’ Seire.
Kort efter Perserkongens Opbrud var ogsaa den persiske Flaade afseilet; Hellenerne forfulgte den til Paros, men opgav derpaa Forfølgelsen. Themistokles foresatte sig nu at straffe og brandskatte de Øer, som havde underkastet sig Perserne, deriblandt ogsaa Andros. »Jeg kommer til eder«, sagde Themistokles til Øens Indvaanere, »med to mægtige Guddomme, Overtalelse og Tvang«. Men Andrierne svarede: »Vistnok er Athen baade rigt og mægtigt, og det er naturligt, at det befinder sig vel under to saa heldbringende Guddomme; men vort Land er over al Maade fattigt, og to fordærvelige Guddomme viger aldrig fra vor Ø, men har her sit Yndlingssæde, og det er Nød og Fattigdom. Derfor kan vi ingen Penge give; thi Athenernes Magt vil ikke være sterkere end Andriernes Vanmagt«. Themistokles mødte en saa tapper Modstand, at han maatte seile bort med uforrettet Sag, en retfærdig Straf, fordi han, den store Seierherre, af det rovlystne Folk havde ladet sig overtale til en saa lidet hæderlig Ekspedition.
Da Perserflaaden var dragen bort, trak Mardonios sig tilbage til Thessalien, og Hellenerne aandede atter friere. De delte Byttet imellem sig og viste ogsaa de reddende Guder sin Taknemmelighed. En tolv Alen høi Billedstøtte med en Skibssnabel i Haanden blev opreist i Delphi til Ære for Apollon. Den hele Flaade seilede til Isthmen for i Poseidons Tempel at bringe Havets Gud sin Tak. Her foretog man ogsaa Afstemning over, hvem der ved sin Tapperhed og Klogskab havde indlagt sig den største Fortjeneste af Fædrelandet. Men skjønt det maatte være vitterligt for alle, at det ene og alene var Themistokles’ Verk, at man havde vundet Slaget ved Salamis, fik han dog kun den anden Pris. Man skammede sig dog over at godkjende en saa uretfærdig Afgjørelse og afstod fra al Prisuddeling. Hele Hellas vidste dog, at Themistokles var dets Redder, og da han den følgende Vinter kom til Sparta, blev der her vist ham den mest smigrende Anerkjendelse. Under en offentlig Fest blev han bekranset sammen med Eurybiades, Spartanerne skjænkede ham den pragtfuldeste Vogn, der fandtes i Sparta, og ved Afreisen fulgte 300 spartanske Riddere ham i festligt Optog til Grænsen, en Hædersbevisning, som de tidligere ikke havde vist nogen fremmed. Den største Ære høstede dog Themistokles under de næste Festlege i Olympia. Da han traadte ind paa Tilskuerpladsen, blev han modtagen med Jubel og Haandklap, ingen saa længere paa de kjæmpende, men alle betragtede den store Seierherre, og med Stolthed udpegede man ham for de fremmede Tilskuere. Da strømmede Themistokles’ Hjerte over af Glæde, og han sagde til sine Venner, at nu høstede han i rig Mon Lønnen for sit Arbeide til Hellas’ Tarv.
Themistokles’ Gunst hos det letbevægelige Athenerfolk, til hvis Svagheder det hørte snart at glemme sine fortjente Mænd, var ikke af lang Varighed. Aristeides’ Indflydelse fik igjen Overvegten, og Aaret efter Slaget ved Salamis, medens de mindeværdige Seire ved Platææ og Mykale blev vundne, finder vi Themistokles fjernet fra Anførselen. Dog kom han igjen i 478 i Spidsen for Statens Styrelse. Athen laa i Ruiner. Vinteren efter Slaget ved Platææ havde man tilbragt, saa godt man kunde, i de tarveligste Boliger. Themistokles drev nu igjennem den høimodige Beslutning, at ingen skulde reise sit eget Hus af Gruset, før Staden var bleven beskyttet af sterke Mure. Alle gik til Arbeidet med Iver og Lyst. Dette rygtedes snart i Sparta, som sendte en Gesandt til Athen med det Bud, at Athenerne ikke maatte befæste sin Stad, forat den ikke, om Perserne paany skred til Angreb, skulde tjene dem til Udgangspunkt for deres Operationer. Spartanernes egentlige Hensigt var dog at hindre Athen i at naa den Magt og Storhed, de med saa misundelige Øine saa det vokse op til. Athenerne kunde i sin daværende Stilling ikke byde Spartanerne Trods; man maatte brage diplomatiske Kunstgreb, og dertil var Themistokles den rette Mand. Han lod altsaa svare, at et Gesandtskab skulde afgaa til Sparta angaaende denne Sag. Han lod sig selv vælge til Medlem af dette Gesandtskab og reiste til Sparta; men før Afreisen paalagde han sine Landsmænd ikke at sende de andre Gesandter, før Murene var bragte til saadan Høide, at man kunde forsvare sig bag dem. Og paa Murene skulde imidlertid alle Byens Indvaanere uden Forskjel, gamle og unge, Mænd og Kvinder, frie saavelsom Træler, arbeide Nat og Dag og ikke skaane nogen Ting, hverken offentlig eller privat Bygning, hverken Mindesmerker eller Grave, men tage alt, hvad man behøvede til Arbeidet, hvor man fandt det.
I Sparta undlod Themistokles for det første at træde frem for Øvrigheden under Foregivende af, at han vilde oppebie sine Kollegers Komme, som han haabede snart vilde finde Sted. Spartanerne lod sig narre; men da de atheniske Gesandter endelig ankom, og Spartanerne samtidig fik høre, at man i Athen af al Kraft vedblev at bygge paa Muren, besværede de sig herover for Themistokles; men denne bad dem ikke at sætte Lid til løse Rygter, men hellere sende nogle paalidelige Mænd til Athen for at undersøge Sagen. Dette skede. Themistokles sendte imidlertid hemmelig Bud til Athenerne om, at de ikke skulde slippe Spartanernes Gesandter bort igjen, før deres egne var komne tilbage. Først nu fandt Themistokles, at det rette Øieblik var kommet til at erklære Spartanerne, at Athenerne selv besad tilstrækkelig Indsigt til, uden Lakedæmoniernes Hjælp, at afgjøre, hvad der var gavnligt for dem selv og deres bundsforvandte. Spartanerne var nødte til at bide sin Harme i sig og beklagede kun, at deres gode Hensigter var blevne saa misforstaaede. Themistokles vendte uskadt tilbage til Athen, som derpaa fik sine Mure fuldførte. Ogsaa Befæstningsarbeiderne paa Halvøen Peiræeus, som var blevne afbrudte ved Persernes Indfald, gjenoptoges nu efter en storartet Maalestok og blev snart bragte tilende.
I de nærmeste Aar efter Slaget ved Platææ forsvinder næsten alle Spor af Themistokles’ Statsmandsvirksomhed. Man bliver kun Vidne til hans Fald. Denne vidunderlig begavede Mand kunde nok redde sit Fædreland i en ulykkelig Stund; men lede det i Fredens Dage kunde han ikke. Dertil manglede han for megen Sans for lovlig Orden, Agtelse for Medborgeres Rettigheder, Bøielighed ligeoverfor modsatte Anskuelser og fremfor alt den Karakterens Renhed, der alene formaar at vække en almindelig og varig Tillid. Med sin sterke Følelse af eget Værd og sit voldsomme Sind kunde han ikke finde sig i at vige Pladsen for besindigere Statsmænd. Athenerne blev tilsidst kjede af den Uro og Gjæring, han vakte, og ikke uden Tilskyndelse fra Sparta, som hadede denne Mand, der mer end nogen havde hevdet sin Fædrestads Betydning paa dets Bekostning, blev han forvist ved Ostrakismen. Og neppe havde han vendt det utaknemmelige Fædreland Ryggen, før Spartanerne ogsaa anklagede ham for Deltagelse i Pausanias’ Høiforræderi (Side 306). Themistokles stevnedes for en almindelig hellenisk Domstol i Sparta. Hans Svar var: »Min Stræben har altid gaaet ud paa selv at herske, men til at lade mig beherske og bringe Hellenerne under Barbarerne, dertil har jeg aldrig følt nogen Tilbøielighed«. Da han ikke mødte, blev han som Fædrelandsforræder dømt til Døden.
Nu oplevede Hellas det uværdige Skuespil, at den Mand, hvem det skyldte sin Selvstændighed, som et jaget Vildt blev forfulgt over Land og Hav baade af Athenere og Spartanere. Fra Argos, hvorhen han først var dragen, flygtede han til Kerkyra, derfra reddede han sig til Kong Admetos i Epeiros. I sin Lykkes Dage havde han fornærmet denne, men vidste nu i sin Trængsel ingen anden Tilflugt. Admetos var ikke hjemme; men efter hans Gemalindes Raad satte Themistokles sig ned ved Husets Arne med Kongens spæde Søn i sine Arme. Ved Synet af den ulykkelige Flygtning glemte Admetos sin Harme og ydede ham høimodig sin Beskyttelse. Da han af Frygt for Athenerne og Spartanerne ikke længere vovede at beholde ham hos sig, hjalp han ham ad ensomme Bjergstier over til Makedonien. I Pydna gik Themistokles forklædt og ukjendt ombord i et Skib for at fare over til Ionien. Nær var han af en Storm dreven ind paa en athenisk Flaadeafdeling, der laa ved Naxos; da fortalte han Skibets Fører, hvem han var, og bevægede ham ved Løfter og Trusler til at holde sig i aaben Sø et helt Døgn, Derpaa steg han heldig iland ved Ephesos i Aaret 466. I den Omstændighed, at han fra først af ikke rettede sin Flugt mod Øst, men mod Vest, og at han først da vendte sig mod Asien, da der paa hele den helleniske Halvø ikke længere var noget blivende Sted for ham, tør man vel ogsaa se et Bevis paa, at han var uskyldig i det, han blev anklaget for.
Men heller ikke i Ionien var Themistokles sikker. Xerxes havde sat en Pris af 200 Talenter paa hans Hoved, og Hellenerne gjorde fremdeles Jagt paa ham. Themistokles indsaa, at han kun i Susa ved Kongens Hof kunde være sikker; thi omend intet Menneske havde større Grund til at forbande ham end netop Xerxes, vidste han dog ogsaa, at hans Tjenester ingensteds vilde vurderes høiere, og han regnede paa sin Modstanders Høimodighed. Ved en Gjestevens Hjælp begav han sig til Susa, skjult i en lukket Reisevogn, der ellers brugtes til at befordre Haremsdamer. Kort før hans Ankomst havde en Paladsrevolution styrtet Xerxes, og Themistokles henvendte sig nu til hans Efterfølger Artaxerxes den langhaandede (465—425) med en Skrivelse af omtrent følgende Indhold: »Jeg Themistokles kommer til dig, jeg som af alle Hellenere har tilføiet din Faders Hus størst Skade; alligevel er det gode, jeg har gjort det, langt større; thi jeg gav din Fader Underretning om, at man omgikkes med den Plan at bryde Broerne af ved Hellesponten. Forfulgt af hele Hellas har jeg nu tyet til dig og beder om dit Venskab, Opnaar jeg det, vil du i mig finde en ikke mindre god Ven, end han i mig fik føle en kraftig Uven. Men jeg beder dig om, at du i Anledning af de Ting, jeg vil tale med dig om, indrømmer mig et Aars Frist og, naar den er udløben, lader mig komme til dig«.
Storkongen sar høimodig nok til at skaane sit Lands tidligere Dødsfiende, og Themistokles tog Ophold i Susa. Her lærte han det persiske Sprog til Fuldkommenhed og traadte efter et Aars Forløb frem for Storkongen, som beundrede den berømte Græker i den Grad, at han endog gjorde ham til sin fortrolige. »Aldrig«, siger Plutarchos, »har nogen fremmed nydt saamegen Ære som han; han tog Del i Kongens Jagtpartier, blev hans »Bordkamerat«, fik stadig Adgang til Kongens Moder[1] og var ved Hoffet en Mand af den allerstørste Indflydelse«. Naar senere Perserkonger ved glimrende Løfter søgte at vinde berømte Hellenere, hed det bestandig, at de skulde staa i høiere Gunst end Themistokles. Kongen skjænkede ham Indtægterne af tre store Byer i Lilleasien til hans Underhold, Magnesia til Brød, Lampsakos til Vin og Myos til Kjød. Magnesia alene skal aarlig have indbragt 50 Talenter. Han havde et Slags Statholderskab over disse Egne, formodentlig med den Forpligtelse at verge Storkongens Land mod Angreb fra Vest. Trods al den Glans, der omgav Themistokles, var hans Tilværelse dog neppe fredelig og lykkelig. Ogsaa han blev nemlig trukket ind i de Intriger og Kabaler, som raadede ved Perserhoffet. Den frie Græker maatte undertiden hos Haremets Damer søge Beskyttelse mod den østerlandske Despots Luner.
Themistokles havde ladet Kongen staa i den Formening, at han vilde underlægge ham de helleniske Stater. I flere Aar blev han dog forskaanet for at foretage noget Skridt i den Retning. Indre Oprør skaffede den unge Konge nok at gjøre. Men da Athenerne understøttede Ægypterne i deres Opstand mod Persien, kom der endelig en kongelig Befaling til Themistokles om at indfri sit Løfte og gaa i Hærfærd mod Hellas. Den gamle Helt var i en slem Stilling. Skulde han føre den Fiende, han engang havde bekjæmpet, mod sit eget Fædreland og selv tilintetgjøre den Ros, han havde vundet? Til Lykke for ham befriede en brat Død ham for Besvarelsen af dette Spørgsmaal. Saa betimelig indtraf hans Død, at mange har ment, at den ikke kan have været naturlig. Det Rygte gik derfor ogsaa, at han frivillig havde endt sit Liv ved at drikke Okseblod; men dette modsiges bestemt af Thukydides’ Vidnesbyrd, der beretter, at han døde af Sygdom. Hans Død falder omkring Aaret 460.
Perserkongen hædrede den afdødes Minde, og der reistes ham et prægtigt Gravmæle i Magnesia. Andre beretter, at hans Venner i Hemmelighed bragte hans Ben til Athen og jordede dem i den fædrene Jordbund tæt ved Havnen Peiræeus, det store Mindesmerke, han selv havde sat sig. Kongen vedblev at vise sig huld mod hans Børn og paarørende, og hans Efterkommere nød selv i det første Aarhundrede eft. Kr. visse arvelige Rettigheder i Magnesia.
- ↑ Den regjerende Konges Moder var i Almindelighed den mest formaaende Person ved Perserhoffet.