Hellenerne/41
41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas.
Da Rygtet udbredte sig om, at Perserhærens Masser nærmede sig Hellas, viste det sig mere end nogensinde, hvor skadeligt det var, at dette Land ingen politisk Enhed udgjorde. Men skjønt nogle Stater af Frygt for den truende Fare holdt sig tilbage, ja nogle endog svigtede Fædrelandets hellige Sag og sluttede sig til Barbarerne, vaagnede dog hos de fleste Følelsen af, at det nu ikke gjaldt denne eller hin Stat, men det fælles store Fædreland.
Paa den korinthiske Isthmos mødte Udsendinger fra de forskjellige Stater. Særinteresserne gjorde sig ogsaa her gjældende: deres Talsmænd var især Peloponnesierne, der vilde beskytte sin Halvø ved at bygge en Mur om Eidet; men det lykkedes dog Atheneren Themistokles’ Veltalenhed at overbevise dem om, at det her gjaldt noget andet og mere end blot at verne Halvøen. Efter hans Forslag udsendtes 10,000 Hopliter; de besatte Passet Tempe, der fører fra Makedonien ind i Thessalien; men det viste sig snart, at dette var en usikker Forsvarsstilling. Makedonerkongen Alexander, der kun nødtvungen havde sluttet sig til de persiske Faner, underrettede de helleniske Anførere om, at andre Veie førte over Bjergene ind i Thessalien, og Thessalerne var ikke at stole paa. Hæren vendte derfor tilbage til Isthmen. Og neppe var det skeet, før Thessalerne sendte Storkongen Jord og Vand og saaledes forbrød sin Ret til at regnes med til det frie Hellenerfolk.
I sin Nød havde Hellenerne henvendt sig til det delphiske Orakel for der at hente Raad og Trøst; men mørk og tvetydig lød Prestindens Tale; ja da Athens Gesandter satte Foden over Templets Terskel, hilsede hun dem med følgende uheldspaaende Ord:
Ulykkens Sønner, hvi sidder I her? Forlad eders Huse,
Flygt fra murkranset Stad til Verdens yderste Grænse!
Ei holder Hovedet Stand, ei Kroppen og yderste Fodspids,
Haanden knuses, og ei af Midten der levnes det mindste.
Men tilgrunde det gaar; thi Ilden og Ares den barske
Jagende frem paa sin syriske Vogn skal Staden omstyrte.
Ei blot din kneisende Borg, men mange i Grus skal han lægge,
Mange af Gudernes Templer med flammende Ild skal han herje.
Nu deres Vægge med dryppende Sved alt stander bedækket,
Alt de skjælver af Angst, og fra deres høieste Tinder
Strømmer det rødeste Blod, et Varsel om Trængsel og Smerte.
Gaa fra min Helligdom ud, nedsænk eders Hjerter i Kummer!
Et saadant Svar vovede Gesandterne ikke at bringe hjem, da det vilde bringe deres Landsmænd til Fortvivlelse. De traadte derfor paany ind i Helligdommen med Oljegrene, de ydmygtbedendes Kjendetegn, i Hænderne og opsendte en inderlig Bøn for Fædrelandet til Oraklets raadvise Gud. Han ynkedes over dem, og snart lød atter Prestindens Røst:
Zeus, den olympiske Gud, ei Pallas mægter forsone,
Skjønt hun ham inderlig bad og til ham klogtigen talte.
Dog et Ord saa sikkert som Staal jeg vil dig forkynde:
Naar de Skatte til Bytte er gjort, som findes histoppe
Paa den kekropiske Borg, i Kithærons hellige Kløfter[1],
Da Fjernskueren Zeus vil skjænke til Tritogeneia[2]
Mure af Træ; d e stormes ei kan, d e skulle dig verne.
Ei skal du vente i Ro, til Rytternes Skarer og Fodfolk
Kommer i Mængde fra Fastlandet hid; men til Flugten du gribe,
Ryggen du vende dem skal. De siden engang skal dig møde.
Salamis, hellige Ø! paa dig skal Sønnerne bløde
Enten ved Foraarets Tid, eller og naar Høsttiden kommer.
Dette Svar, i hvilket der dog gryede et Glimt af Haab, bragte Gesandterne hjem. Vi skal siden se, hvorledes det blev tydet, og hvorledes den, der tydede det rigtig, blev Hellas’ Redningsmand.
Imidlertid var der bleven afholdt et nyt Møde paa Isthmen, hvor det blev besluttet, at Spartanerne og deres bundsforvandte skulde sende et Korps til Passet Thermopylæ i det lille Landskab Malis, den eneste Vei i Nærheden af Havet, der førte fra Thessalien til Mellemgrækenland. Thermopylæ (ɔ: de varme Porte) havde sit Navn af de varme Svovlkilder, som her vældede frem i stor Mængde, og som var Herakles helligede. Passet dannedes af Øtas steile Skraaninger paa den ene Side og Havet paa den anden; det var saa smalt, at Veien paa et enkelt Sted kun var fremkommelig for én Vogn ad Gangen. Lige ved Passet laa Demeters Helligdom, hvor Amphiktyonernes[3] Udsendinger to Gange om Aaret bragte Gudinden høitidelige Ofre i hele Folkets Navn. Til denne Egn knyttede der sig ogsaa mange Sagn om Herakles’ Bedrifter, og her var det, han havde endt sit Liv paa Baalet (Side 96). Hellenerne havde saaledes ogsaa en religiøs Forpligtelse til at verne om dette Sted, og der kunde heller ikke let findes nogen bedre Forsvarsstilling; thi paa dette snevre Rum vilde Persernes Overmagt intet kunne udrette, da en hellenisk Flaade vilde kunne dække Landhærens Flanke og hindre en Landgang fra de persiske Skibe.
Nu syntes Øieblikket altsaa at være kommet til, at Spartanerne skulde udfolde hele sin Daadskraft og stille sig i Spidsen for Hellenerne. Men de tænkte for meget paa sig selv og paa Peloponnesos’ Forsvar. Vistnok sendte de den ene af sine Konger, den ædle Leonidas, med 300 spartanske Borgere til Thermopylerne; men Hærens Kjerne blev derimod hjemme. Karneerne og andre Feste stod for Døren, og da kunde de ikke sende sine Krigere ud af Landet; men Religionen var kun et Skalkeskjul for deres sande Hensigter. Saa afgik da den lille Skare mod Nord; fra Peloponnesos’ og Mellemgrækenlands Stater stødte Troppekontingenter til den, saa Hæren, da den naaede frem, talte omkring 7200 Mand. Blandt disse var der ogsaa 400 Thebanere, der medtoges som Pant paa sin Fædrestads Troskab mod Hellas.
Da Leonidas havde naaet Thermopylerne, traf han straks Forberedelser til Passets Forsvar. Han lod istandsætte den Mur, som Phokerne i tidligere Dage havde bygget mod Thessalernes Indfald, og besatte en Sti, der førte over Bjergene, med en Afdeling Phokere. Derpaa afventede han rolig Fiendens Komme, fast bestemt paa at forsvare Fædrelandets hellige Terskel af yderste Evne.
Snart veltede ogsaa Persernes Hærmasser frem gjennem Thessalien. Da sank vel Modet hos mangen Hellener; men Spartanerne bevarede sin urokkelige Fatning. Da der udtaltes Frygt for, at Persernes Pileregn vilde formørke Solen, ytrede Spartaneren Dienekes: »Saa meget desto bedre, saa kommer vi til at kjæmpe i Skyggen«. Perserhæren leirede sig ved den lille By Trachis. I fire Dage laa Xerxes her og ventede paa, at den lille Fiendehær skulde drage bort. Han ønskede ikke nogen unødvendig Blodsudgydelse. Men Speiderne meldte ham, at Hellenerne holdt Stand; de viste sig foran sine Skanser, styrkede sine Lemmer ved gymnastiske Øvelser og smykkede sit lange Haar som til Fest. Da sendte Xerxes en Herold for at forlange, at Vaabnene skulde udleveres. »Kom og hent dem!« lød det lakoniske Svar. I sin Forbitrelse besluttede Xerxes endelig den femte Dag at begynde Angrebet og sendte sine Medere mod Hellenerne med den Befaling at bringe dem levende for hans Ansigt. »Men Mederne», siger Herodot, »gjorde det klart for enhver og ikke mindst for Kongen, at de var mange Mand, men faa Mænd«. De maatte vige for Fædrelandsforsvarernes seige Modstandskraft. Bedre Lykke havde heller ikke de 10,000 «udødelige« Persere, da de paa Kongens Bud rykkede frem under Anførsel af Hydarnes. Gang paa Gang blev de drevne tilbage, og Xerxes, der fra en nærliggende Høi var Tilskuer til Kampen, skal tre Gange være sprungen op fra sit Sæde, da han saa sin Garde vige. Paa det snevre Rum kunde Hærmasser intet udrette; Hellenerne var tallige nok til at lade Passets Forsvarere blive afløste, og i to Dage kjæmpede de, uden at deres Tab var synderlig føleligt. Xerxes indsaa, at der intet andet var at gjøre end at omgaa Passet, og desværre fandt han altfor let en Forræder, der tilbød sig at vise Vei over Bjergene. Historien har opbevaret hans brændemerkede Navn. Han hed Ephialtes. I Nattens Stille vandrede Perserne under Hydarnes op over de smale Bjergstier; ved Dagens Frembrud naaede de Phokerne, som Leonidas havde sat til at bevogte denne Vei. De sov og merkede ikke Fienden, før han var dem lige ind paa Livet. De flygtede til en nærliggende Høi; men Hydarnes marscherede forbi uden at ænse dem og ilede ned ad Fjeldet for at komme Hellenerne i Ryggen.
Det varede ikke længe, før Budskabet om, hvad der var skeet, naaede Leonidas; det havde dog endnu været Tid for ham til at trække sig tilbage med hele sin Hær; men her viste den beundringsværdige spartanske Pligtfølelse sig i sit skjønneste Lys. Saa opfyldt var Leonidas af Tanken paa Ærens og Pligtens Krav, at end ikke den visse Død kunde bringe ham til at vige en Haarsbred derfra.
Leonidas tillod de bundsforvandte at drage sin Vei og holdt kun Thebanerne tilbage;. thi han vidste, at overlevede de denne Dag, vilde de kun komme til at forsterke Persernes Rækker. De bundtsforvandte benyttede sig af Tilladelsen, kun Thespierne forlangte at dele Skjebne med Spartas mandige Sønner, der med Leonidas havde besluttet at dø paa sin Post. Tallet paa de tilbageblevne skal have været 1200. Det fortelles, at Leonidas vilde sende en ung Spartaner som Bud til Hjemmet; hans Hensigt var at redde Ynglingens Liv, der var ham kjær; men han svarede stolt: »Jeg er kommen her for at kjæmpe og dø, ikke for at gaa Erender«.
Før Kampen begyndte, bevertede Leonidas sine Folk og sagde til dem: »Iaften skal vi være Hades’ Gjester«. Da det varede en Stund, inden Hydarnes naaede nedover Fjeldskraaningen, benyttede Leonidas Mellemtiden til et Angreb paa Xerxes’ fremrykkende Hærafdelinger. Visse som Hellenerne var paa at dø, havde de besluttet at sælge sit Liv saa dyrt som muligt, og mange blev de Persere, der maatte lade sit Liv. Barbarernes Trælehobe dreves frem under Piskeslag, og mange, som Spartanernes lange Lanser ei naaede, blev i Trængselen enten trampede ihjel af sine Landsmænd eller trykkede ud i Havet og druknede. Spartanerne sloges som Løver, saa der tilslut ikke fandtes en hel Lanse længer, og da ogsaa Sverdeggene sløvedes eller sønderbrødes, hamrede de løs paa Perserne med Haandtagene, og da ogsaa disse ødelagdes, bragte de Næver og Tænder. Leonidas faldt allerede tidlig i Slaget, og om hans Lig stod den hidsigste Kamp. Endelig kom Hydarnes, og den tapre Skare var omringet. Da trak den sig tilbage til en liden Høi, hvor Spartas og Thespiæs Helte nedhuggedes til sidste Mand.
Kun de 400 Thebanere, der var holdte tilbage mod sin Vilje, undgik at dele Skjebne med Spartanerne og Thespierne; de kastede sine Vaaben og overgav sig. Xerxes skjænkede dem Livet, men lod dem brændemerke med gloende Jern som Træler. De skulde vise Hellas, hvordan det vilde gaa enhver, der vovede at bære Vaaben mod den store Konge.
Af de 300 Spartanere, fortelles det, at tvende, Eurytos og Aristodemos, laa syge, da Rygtet om Ephialtes’ Forræderi naaede dem. Eurytos forlangte sin Rustning, og lod sig af en Helot føre til Valpladsen; her styrtede han sig ind mellem Fiendens Rækker og fandt den Død, han søgte. Aristodemos flygtede derimod; men i Sparta mødtes han kun af Foragt, saa han fattede Lede til Livet. I Slaget ved Platææ afvaskede han den Plet, der hvilede paa hans Navn, idet han efter at have kjæmpet som en Helt fandt Døden i Slaget.
Da Kampen var endt, besøgte Xerxes Slagmarken og lod Leonidas’ Hoved afhugge og derpaa nagle til Korset. »Det er mig klart«, siger Herodot, »baade af mange andre Vidnesbyrd og ikke mindst heraf, at Kong Xerxes var mest forbitret paa Leonidas af alle Mennesker; thi ellers vilde han ikke have handlet saa utilbørlig mod Liget, da Perserne mest blandt de Mennesker, som jeg kjender, har for Skik at hædre kampdjerve Mænd.«
Da lysere Dage oprandt for Hellas, kappedes man om at hædre Mindet om Heltene fra Thermopylæ; de faldnes Ben begroves paa Slagmarken, og der reistes en Mindestøtte over dem alle, der bar en af Simonides forfattet Indskrift:
Engang kjæmpede her mod tre Millioner Barbarer
Fire tusinde Mænd, fødte paa Pelops’ Ø.
En anden Marmorstøtte hædrede særlig de spartanske Borgere med en egen Indskrift:
Fremmede Vandrer! det Bud Lakedæmons Folk du forkynde:
Her blev os redet vor Grav, da vi Lovene lød.
Leonidas’ Minde ærede hans Landsmænd ved paa Valpladsen at reise ham et Monument, bestaaende af en Stenløve, hvorpaa der var indhugget følgende Vers, der lige som de foregaaende var af Simonides:
Taprest i Dyrenes Flok er jeg; blandt Jorderigs Sønner
Taprest er han, som her hviler bag Gravens Sten.
Navnene Leonidas og Thermopylæ straaler med sjelden Glans i Folkenes Historie. Det er Spartaneraanden i dens ædleste Skikkelse, der her saa storslagent kommer til Udfoldelse. Disse Pligtens og Ærens Sønner, der ei veg tilbage for den uløselige Opgave at stanse Barbarernes Millioner, har Historien rakt en uvisnelig Laurbærkrans. Deres Grav er bleven et uforgjængeligt Mindesmerke om heltemodig Borgerdyd. Og deres Selvopofrelse blev ikke forgjeves; den var Hellenerne et Forbillede, Spartanerne en Spore til Hevn, Perserne en Prøve paa hellenisk Tapperhed og for alle Tider en Gjenstand for den dybeste Beundring.