Hellenerne/36
36. De syv vise.
Under Benævnelsen »de syv vise« vidste Hellenerne at opregne syv med sjelden Livserfaring og usedvanligt Klarsyn begavede Mænd, hvem man tillagde de dybeste Tanker, Samtiden tænkte. Disse levede i Hellas og Lilleasien omtrent i Tidsrammet fra 620 til 550 f. Kr. og skal efter Sagnet have staaet i Forbindelse med hinanden og udgjort en sluttet Kreds. Til denne Kreds regner man i Almindelighed Solon, Thales, Pittakos, Bias, Cheilon, Kleobulos og Periandros. Hvad Solon angaar, henviser vi til, hvad der tidligere er talt om ham (Stykke 34).
Thales var født i den ioniske By Miletos i Lille-asien. Han kaldes den »helleniske Filosofis Fader«, da han er den første, som har fremsat et almindeligt Princip for Tilværelsen. Han udtalte nemlig, »at Vandet var det, hvoraf alt blev til, og hvortil alt vendte tilbage«. I sin Ungdom besøgte han Ægypten og maa der have erhvervet Grundlaget for sine mathematiske og astronomiske Kundskaber. Han maalte Pyramidernes Høide efter deres Skygge, bestemte Aarets Længde til 365 Dage og var istand til at forudsige den Solformørkelse, som indtraf den 30te September 610 (Side 13). Thales var den første Hellener, som vidste, at Maanen har sit Lys fra Solen; han opgjorde en Beregning over Solens og Maanens Baner og ansaa Stjernerne for Legemer, der havde Lighed med Jorden. Thales efterlod sig ingen Skrifter. Hans Lære opbevaredes længe kun gjennem mundtlig Overlevering. Ham tilskriver man Æren for først at have udtalt det berømte Visdomsord: »Kjend dig selv«, ligesom en Mængde andre kjernefulde Tankesprog og Sætninger skal have sin Oprindelse fra ham, saaledes f. Eks.: »At kjende sig selv er meget vanskeligt, at give en anden gode Raad meget let«. »Paa den bedste og rigtigste Maade lever vi da, naar vi selv undlader det, som vi dadler hos andre«. I det offentlige Liv tog Thales ikke synderlig Del. Dog ved vi, at han af al Magt modsatte sig Ioniens Underkastelse under Krøsos og søgte at formaa Ionerne til at slutte sig sammen og danne et Forbund imod Erobreren, men det lykkedes ham ikke. Hans Grav ved Miletos skal have havt følgende Indskrift: »Liden er denne Mindesten over den store Tænker Thales; men hans Berømmelse strækker sig saa langt som Himmelen«.
Pittakos var født i Mytilene paa Øen Lesbos. Denne hans Fædrestad sønderreves paa den Tid af indre Stridigheder mellem Adelen og Folkepartiet, og den udsugedes vekselvis af Adelen og grusomme Tyranner. I Aaret 590 tog Mytilenæerne Pittakos til sin Stats Styrer. Han gav sit Folk vise og gode Love og styrede Staten i ti Aar med Klogskab og Mildhed. Pittakos staar af Datidens Hellenere Solon nærmest i politisk Kløgt, ligesom han ogsaa ligner ham i Karakterens Renhed. »Pittakos var«, siger den græske Historieskriver Diodoros[1], »ikke alene værd at beundres formedelst sin Indsigt; men han var en Borger, saadan som Lesbos aldrig har havt og aldrig igjen vil faa. I Vaabenfærd var han tapper og uforfærdet; han holdt, hvad han havde lovet, han var venlig i Omgang, mild i sin Dom og tilgav gjerne; han var omhyggelig og virksom i sin Lovgivning og foragtede Guld og Rigdom«. Pittakos forfattede ogsaa Digte, hvoraf der dog kun er levnet os enkelte løsrevne Stykker. Hellenerne tilskrev ham mange kjernefulde Sentenser, som vidner om hans Skarpsindighed. Hans Mundheld var: »Grib det rette Øieblik«. Andre af hans Tankesprog var: »Tal vel, ikke blot om dine Venner, men ogsaa om dine Fiender«. »Magten viser, hvad der bor i en Mand«. Efterat Pittakos i ti Aar havde hersket uindskrænket, nedlagde han frivillig Magten. Han havde tilveiebragt en for Mytilene hæderlig Fred med ydre Fiender, forsonet de stridende Partier i det indre og ved at give Byen en god Forfatning gjort det vanskeligt for nogen for Fremtiden at opkaste sig til Tyran. Pittakos døde i Aaret 570 over sytti Aar gammel.
Bias var fra den lille ioniske By Priene nær Miletos. Han tog megen Del i det offentlige Liv; især indlagde han sig store Fortjenester ved at ophjælpe Retsvæsenet i sin Fædreneby. Hans Domme var berømte. »Bias førte alle deres Sager, som han troede led mest,« siger Diodoros. Og man pleiede senere at sige: »Naar du sidder tildoms, da hent dine Kjendelser fra Priene». Om en Dommers Hverv skal Bias selv have sagt: »Det er behageligere at fælde Dom mellem sine Fiender end mellem sine Venner; af Fienderne gjør man sig en til Ven, af Vennerne en til Fiende«. Det var dog ikke blot som Dommer og i Fredens Sysler, at Bias gjorde sig fortjent af sin Fædrenestad. I Krigen mod de lydiske Konger skal hans Raad have været Prienæerne til stor Nytte. Han arbeidede ogsaa ligesom Thales for, at Ionerne i Fællesskab skulde modsætte sig Lyderne, uden at dette Raad dog blev fulgt. Da Ionerne senere efter Sardes’ Fald laa under for Persernes Vaaben, gav Bias dem det Raad, at de alle skulde udvandre til Sardinien og der grundlægge en ionisk Fællesstat. Men Ionerne fulgte ikke hans Raad. Ogsaa Bias tillægges mange Visdomsord f. Eks.: »Ulykkelig er den, som ikke formaar at bære Ulykken«. »Har du gjort noget godt, da tilskriv det Guderne«. Da han engang blev spurgt om, hvilket Dyr han ansaa for det skadeligste, skal han have svaret: »Blandt de vilde Tyranner, blandt de tamme Smigreren«. Da hans Medborgere engang under en Beleiring havde besluttet at forlade Byen med sine Kostbarheder, og en af dem udtalte sin Forundring over, at han, der var en rig Mand, ikke gjorde Mine til at tage noget af sit med sig, skal han have udfalt de senere saa ofte gjentagne Ord: »Jeg har alt mit med mig«.
Kleobulos var Tyran i sin Fødeby Lindos paa Rhodos. Det, vi ved om ham, er saare lidet. Nogle faa Sætninger er det hele, som er os levnet fra hans Virksomhed som Forfatter.
Cheilon var Spartaner. Han var Medlem af Oldingeraadet, og det var væsentlig ham, det skyldtes, at Eforembedet hævede sig til en saadan Betydning i den spartanske Stat, at det i mange Henseender stod over Kongerne (Side 174). At Cheilon var i Besiddelse af stor Statsmands kløgt, beviser følgende Ytring af ham: »Den sande Dygtighed bestaar deri, at man gjennem forstandigt Overlæg rigtig forudser det tilkommende«. Forresten var han i et og alt en Forfægter af gammelspartanske Synsmaader. Han var en Fiende af mange Ord, »fordi Ord forførte Menneskene«. Rigdom og Stræben efter at vinde Rigdom skyede han som Pesten. Han sagde: »Paa Prøvestenen bliver Guldet prøvet, forat dets Godhed kan komme for Dagen; for den gode og daarlige Mand er Guldet selv en Prøvesten«. Da der paa Øen Kythera ved Peloponnesos’ Sydspidse var vaagnet adskillig Interesse for Handel, pleiede han ofte at føre de Ord i Munden, »at det vilde være den største Fordel for Sparta, om Kythera blev opslugt af Havet«. Efter Sagnet døde Cheilon høitbedaget i Olympia. Faderglæden skal have overvældet ham, da hans Søn blev bekranset som Seierherre i Nævekampen. Den hele Festforsamling ærede den afdøde ved at følge Liget i festligt Optog paa Veien til Sparta.
Periandros var fra Korinth og var Søn af Kypselos, som i Aaret 655 havde omstyrtet Adelens Herredømme i sin Fødeby og derefter hersket som Tyran med stor Berømmelse i tredive Aar. Korinth var under Kypselos’ Styrelse bleven den rigeste og mægtigste Handelsstad i Hellas. Periandros fulgte sin Fader i Tyranniet i Aaret 625 og døde i en høi Alder 585. Han gik i sin Faders Fodspor og udstrakte Korinths Handelsforbindelser selv til fjernere Lande som f. Eks. til Ægypten. Han var desuden en stor Kriger, og de korinthiske Vaaben vandt Hæder og Fremgang paa alle Kanter, saa Korinth under ham naaede en Glans og en Velstand, som det ingensinde havde hverken før eller senere. Periandros omtales som en sjelden klog og forstandig Mand, hvad der ogsaa kommer tilsyne i de Sætninger, som man tillægger ham; disse røber dog ogsaa Eneherskeren. »Hold, hvad du har lovet«. »Tag dig ivare for under Samtalen med andre at forraade dine Hemmeligheder«. »Straf ikke blot den, som har forgaaet sig, men ogsaa den, som vil forgaa sig«. »Det er forbundet med Fare at frasige sig Magten endogsaa frivillig«. Der fortelles, at da Thrasybulos fra Miletos havde opkastet sig til Tyran i sin Fødeby, lod han gjennem et Sendebud spørge Periandros, paa hvilken Maade han bedst skulde bevare sin Magt. Periandros tog Gesandten med sig ud paa en Ager, rev op de Aks, som ragede op over de andre, og kastede dem væk, derpaa lod han Gesandten gaa uden at svare et eneste Ord paa hans Spørgsmaal. Thrasybulos forstod imidlertid saavel, hvad Periandros havde ment med at rykke op de høie Aks paa Ageren, at han nemlig maatte rydde afveien de mægtige, hvis han vilde beholde sin Magt, som ogsaa det Vink, han gav ham, at om saadanne Ting maatte man være taus. Periandros var en kunstelskende Fyrste, der satte en Ære og Fornøielse i at samle Digtere og Kunstnere af alle Slags ved sit gjestfrie Hof. Hans Gavmildhed var storartet og kom navnlig Templer og Helligdomme tilgode. Periandros skal efter Herodots Beretning i Begyndelsen have ført Regjeringen i en mildere Aand end Faderen, men skal i sine senere Aar være bleven mistænkelig og grusom. Hertil bidrog især huslige Ulykker. Sin Hustru Melissa, som han elskede lidenskabelig, lod han dræbe i vanvittig Skinsyge. Hans to Sønner døde som haabefulde Ynglinger før Faderen. Periandros tilbragte saaledes en glædeløs Alderdom, og Tyranniet i Korinth gik ved hans Død over til hans Brodersøn.
Af de her nævnte er det dog kun Solon, Thales, Pittakos og Bias, hvis Ret til at regnes med til de syv vise er ubestridt. De øvrige synes ogsaa at have ringe Krav paa at nyde denne Ære. Istedenfor Periandros sætter derfor mange Myson fra Chenæ i Thessalien, om hvem det blev sagt, »at Apollon havde erklæret ham for at være den viseste af alle Mennesker«. Istedenfor Kleobulos og Cheilon nævnes Pythagoras fra Samos (580—500) og Pherekydes fra Syros eller Aristodemos fra Sparta og Akusilaos fra Argos eller Peisistratos fra Athen og Skytheren Anacharsis.
- ↑ Diodoros levede paa Keiser Augustus’ Tid. Han skrev en almindelig Verdenshistorie, der gik til Aaret 60 f. Kr., men af hvilken dog over Halvparten er gaaet tabt.