Hellenerne/35
35. Peisistratiderne.
Medens Solons Berømmelse udbredte sig rundt hele Hellas, maatte han selv i sin høie Alder gjøre den smertelige Erfaring, at hans store Fredsverk kun havde været en Vaabenstilstand i den Partistrid, som altid havde sit Hjem i Athen.
Under Partistridigheder pleier de videst gaaende Anskuelser i Regelen at finde Tilhængere blandt den Del af Befolkningen, hos hvem der hersker mest Utilfredshed. I Athen bestod det misfornøiede Parti væsentlig af Hyrderne, Kulbrænderne og Høilandets fattige Bønder. De følte sig skuffede i sine Forventninger, og da de udelukkende var Folk, som havde lidet at tabe og alt at vinde, fandt Tale om Forurettelse og Tilsidesættelse her den gunstigste Jordbund. Og ingensteds var Talen mere en Magt end hos det nyfigne og letbevægelige Athenerfolk. Derfor havde de fornemme Athenere allerede i lang Tid dyrket Veltalenhedens Kunst, og den samme Magt, som Solon havde anvendt til Fædrelandets Vel, maatte nu træde i egennyttige Partiføreres Tjeneste.
Peisistratiderne udledede sin Herkomst fra Peisistratos, Søn af Troerkrigens bedagede Helt Nestor, den samme, som havde ledsaget Telemachos paa hans Reise til Sparta (Side 153). Ligesom Homer priser Nestor som den, »fra hvis Tunge Talen flød lifligere end Honning«, saaledes roste Peisistratiderne sig af, at Veltalenhedens Gave var et Arvegods i deres Familie. Denne Æt hørte til Athens fornemste og havde vidtforgrenede Familieforbindelser; den besad store Grundbesiddelser især paa Attikas Østkyst, og i Bjergegnene om Marathon græssede der Heste, hvormed dens Medlemmer vandt Seierskransene i Olympia.
Omkring Aar 600 f. Kr. var Hippokrates Familiens Hoved. Medens han engang under Kamplegene i Olympia bragte sit Offer, skede der et stort Under. Kjedelen, som indeholdt Offermaaltidet, begyndte at syde og koge over, før Ilden var tendt under den. Spartaneren Cheilon (Side 232), som tilfældigvis var i Nærheden, forklarede dette saaledes, at der af Hippokrates’ Hus skulde fremstaa en Mand med en overstrømmende Kraft, der skulde bryde alle Skranker. Han raadede ham derfor til at forskyde sin Søn, hvis han fik nogen. Kort Tid efter fødte Hippokrates’ Hustru, der var en nær Slegtning af Solon, en Søn; men den ærgjerrige Athener fulgte ikke den forsigtige Spartaners Raad. Tvertimod byggede han Familiens hele Haab paa den nyfødte Søn og kaldte ham Peisistratos efter sin høie Stamfader.
Peisistratos skuffede ikke sin Faders Forhaabninger. Han voksede op til en herlig Yngling med de lykkeligste Anlæg. Han sluttede sig inderlig til sin ældre Slegtning Solon og var ved dennes Side altid blandt de første i Staten, hvor det gjaldt Udmerkelse og tapper Daad. Men Ærgjerrigheden var den fremherskende Lidenskab i Peisistratos’ Sjæl, og han udnyttede alle sine ypperlige Evner til at tilfredsstille denne. Han var som født til Folkefører. Da Partistridighederne igjen blussede op, efterat Solon havde forladt Athen, stillede Peisistratos sig paa de fattiges Side. Han blev ikke træt af at foreholde Folket dets kummerlige Stilling, dets skuffede Forhaabninger og at forespeile det en glimrende Fremtid, hvis det vilde følge ham. Han ødslede med Penge og lod sine Haver staa aabne for Folket til fri Afbenyttelse.
Saaledes blev Peisistratos snart den mægtigste Partifører i Athen. Men foruden hans Parti var der dengang to andre Partier i Staden. I Spidsen for Slettelandets rige Godseiere stod Lykurgos, og Kystboerne lededes af Megakles, der tilhørte Alkmæonidernes[1] mægtige Familie. Men ingen af disse Førere kunde i Dygtighed og Begavelse maale sig med Peisistratos. Ved en List gjorde han sig til Statens Herre. En Dag, da der holdtes et talrigt Møde i Folkeforsamlingen, kom Peisistratos kjørende ind i Forsamlingen blodig og forslaaet; han indbildte Folket, at han paa Veien til sit Landgods var bleven overfaldt af Megakles’ Folk og kun ved hurtig Flugt havde reddet sig fra Døden. Ingen anede, at den slue Mand selv havde tilføiet sig disse Saar. Alene Solon, der atter var vendt tilbage til Fædrelandet, gjennemskuede ham og sagde, idet han traadte hen til ham: »Det er ikke nogen vakker Maade, hvorpaa du, Hippokrates’ Søn, spiller Odysseus’ Rolle; han saarede sig for at skuffe sine Fiender[2], du gjør det for at bedrage dine Medborgere«. Men ingen ænsede den vise Oldings Ord. Medens Folkets Forbitrelse over det skete Angreb paa Peisistratos var paa det høieste, træder en af hans Tilhængere frem og anholder hos det forsamlede Folk om at give Folkets Ven og Forsvarer en Sikkerhedsvagt. Dette blev indvilget, og der stilledes femti Køllebærere til hans Raadighed.
Dermed var det afgjørende Skridt gjort. Sin Livvagt forøgede Peisistratos meget hurtig til 300, derpaa til 400, og med denne Skare bemægtigede han sig pludselig Akropolis, Athens Borg, og dermed Herredømmet over Byen. Han lod Solons Love bestaa og udøvede Tyranniet i den mildeste Form. Dette hans første Herredømme varede dog kun omtrent fem Aar (560—555). Hans to Modstandere slog sig nemlig sammen, og i Fællesskab lykkedes det dem at fordrive ham fra selve Byen; han holdt sig imidlertid i Bjergene østenfor Athen. Seierherrerne blev dog meget hurtig indbyrdes uenige, og i de følgende Aar var der aaben Feide mellem dem i Athen. Gaderne var usikre, den offentlige Orden tilintetgjort, ingen vidste, hvem der var Herre i Landet.
Megakles synes at have ligget under for Lykurgos; han sendte derfor i Hemmelighed Bud til Peisistratos, at hvis denne vilde egte Megakles’ Datter, skulde han hjælpe ham til igjen at blive Tyran i Athen. Peisistratos lovede dette, og derpaa blev han ved Megakles’ Hjælp uden Anvendelse af Magt ført tilbage til Athen, efter Fortellingen paa en Maade, som Herodot finder formeget beregnet paa Athenernes Enfold til, at den skulde være trolig. Tæt ved Bjerget Hymettos i Attika boede der en usedvanlig storslagen Kvinde, der var særdeles vakker og næsten tre Alen høi. Denne Kvinde klædte Megakles ud som Gudinden Athene og lod hende paa Gudindens Fest i stort Optog kjøre ind i Staden med Peisistratos ved sin Side. Foran Vognen gik der Herolder, som raabte: »Athenere, modtager med Velvilje Peisistratos, som Athene selv ærer fremfor alle Mennesker og igjen fører tilbage til sin Borg«. Folket holdt Kvinden for den virkelige Gudinde, bad til hende og modtog Peisistratos i Aaret 550[3].
Denne Gang varede dog Peisistratos’ Magt kun ét Aar. Egteskabet mellem Peisistratos og Megakles’ Datter blev ulykkeligt, og Megakles udsonede sig igjen med sin gamle Modstander Lykurgos. Peisistratos maatte forlade ikke alene Byen, men endog den attiske Jordbund og begav sig med sin Familie og sine trofaste Tilhængere til Eretria paa Eubøa. I Athen sluttede nu alle de, som stod Tyrannen imod, sig sammen, og Peisistratos havde lidet Haab om nogensinde at gjenvinde Herredømmet. Det faldt ham dog tungt at skulle opgive denne sin Yndlingstanke, og i det Familieraad, han i denne Anledning lod holde, var det især hans ældste Søn Hippias, der af al Kraft talte for at vende tilbage. Dette blev besluttet, og de følgende Aar gik hen med at skaffe bundsforvandte og Penge til at hverve Tropper for. Man vilde denne Gang gaa mere forsigtig tilverks og ikke sætte sin Lid til tilfældige Partisvingninger i selve Athen. Understøttet af forskjellige græske Byer og Stater, som var fiendtligsindede mod de styrende i Athen, satte Peisistratos i Aaret 538 med en stor Hær over Sundet, der skiller Eubøa fra Fastlandet. Han steg iland ved Marathon, hvor han havde sine fleste Tilhængere. Disse stødte til hans Hær, og nu gik han løs paa Athen. Rygtet om hans Angreb overraskede Athenerne; de opbød ihast det bevæbnede Mandskab og drog ham imøde, men blev fuldstændig slagne ved Pallene, midtveis mellem Athen og Marathon. Peisistratos ønskede ikke, at der skulde knytte sig mørke Minder til hans Seier; han sendte derfor sine Sønner paa raske Heste efter de slagne, som i vild Flugt søgte tilbage til Byen, med det Bud, at de uden Frygt skulde vende tilbage, hver til sit Hus; der skulde intet ondt vederfares dem.
Saaledes rykkede Peisistratos for tredje Gang ind i Athen som dets Herre. Han var nu ved sine Ønskers Maal. Mange af de mægtige Familier, og blandt dem alle Alkmæonider, forlod Attika. De fremmede Tropper beholdt Peisistratos og fordelte dem paa Borgen og i Byen. Det var imidlertid fjernt fra hans Tanker at ville omstyrte Solons Lovgivning. Denne forblev tvertom gjældende, og han ærede sin gamle Vens Minde ved at bygge videre paa den af ham lagte Grundvold; nye Love udkom, især saadanne, som var beregnede paa at befordre god Orden og fremme Sederne. Selv stillede han sig ikke over Lovene, men under dem. Næringsveiene blev ophjulpne. Dyrkningen af Oljetrær, som senere var den attiske Landbefolknings vigtigste Erhvervskilde, fik under ham stort Opsving. Handelen aabnede han nye Markeder. Den fattigere Bybefolknings Kaar forbedrede han, dels ved at give den Eiendomme paa Landet, dels ved at skaffe den Arbeide og Fortjeneste ved de storartede Bygninger, hvormed han forskjønnede Byen. Athen blev en ny Stad i det indre som i det ydre. Med sine nye Gader og Anlæg, sine Templer og andre storartede Bygverker hævede den sig straalende over den store Mængde helleniske Byer, og Peisistratiderne forsømte intet for gjennem fredelige Forbindelser med andre Byer og Stater at skaffe den Magt og Betydning.
Peisistratos høitideligholdt Gudernes Fester med stor Pragt. Panathenæernes store Nationalfest, som feiredes hvert fjerde Aar, blev festligholdt med Veddekampe og Veddeløb. Dionysos’ Dyrkelse, som tidligere fortrinsvis hørte hjemme blandt Landbefolkningen, blev indført i Athen og fik derved en høiere Uddannelse. Fra de bakchiske Festsange, de saakaldte Tragodiai, d. e. Bukkesange, saa kaldte, fordi der ved disse Fester ofredes en Buk, Vinstokkens værste Fiende, havde det tragiske Skuespil sin Oprindelse, som i sin første ufuldkomne Skikkelse opstod under Peisistratiderne. At man først gjennem Peisistratos’ Bestræbelser fik en Homer, som lød ens over hele Hellas, er tidligere omtalt (Side 124). Men ogsaa andre Digterverker blev paa hans Foranstaltning samlede og afskrevne, og den, som vilde have Overblik over alt, hvad der var digtet i det helleniske Sprog, maatte vandre til Athen for paa Akropolis at se samlet i prægtige Værelser den hele literære Skat, der her fandtes opbevaret i omhyggelig skrevne Eksemplarer som den hele Nations Eiendom.
Den aldrende Peisistratos havde den Tilfredsstillelse at se sin Fædrestad mere og mere vinde Anerkjendelse som det straalende Midtpunkt for den helleniske Dannelse paa samme Tid, som hans eget Herredømme Aar for Aar blev fastere. Efter en elleveaarig Styrelse døde han i Aaret 527 i en høi Alder omgivet af sine Slegtninger og Venner og med det Haab, at han havde sikret sine Sønner en rolig Besiddelse af Magten efter sin Død. Hans Efterfølger i Tyranniet var hans ældste Søn Hippias, en kraftig og klog Mand, der havde uddannet sine Herskertalenter i Faderens Skole. Hans yngre Broder Hipparchos, der var af et mildere og finere Gemyt, havde arvet sin Faders Sans for Literatur og Kunst. Han lod anlægge Gader og Veie og smykkede disse med Hermesstøtter, firkantede Piller eller Søiler med et Hermeshoved. Hennes var nemlig Vandringsmandens og Veienes Beskytter. Paa disse Hermesstøtter var Afstandene angivne, og paa mange af dem var der indhugget kjernefulde Tankesprog f. Eks.: »Skuf aldrig din Ven« og »Gaa altid i Retfærdighedens Følgeskab«. Senere blev der lidt efter lidt opreist et særdeles stort Antal Hermer paa de forskjelligste Steder i Athen. Digteren Anakreon blev hentet fra Samos til Athen paa et for Anledningen prægtig udstyret Skib, ligesom mange andre Digtere og Skjønaander paa den Tid samledes i Athen, hvor de fik den gunstigste og mest smigrende Modtagelse ved Peisistratidernes skjønne Digterhof.
Skjønt Peisistratos’ Sønner førte Styrelsen i samme Aand som Faderen, viste det sig dog undertiden, at der var foregaaet en Forandring. Thi medens Faderen, som ved egen Klogskab havde hævet sig fra sin borgerlige Stilling til Magtens Tinde, lige til det sidste bevarede sit sindige Væsen og vidste at skikke sig i Ulykken og at lempe sig efter Forholdene, var dette ikke Tilfældet med Sønnerne. De havde altid følt sig som Herrer, og Modgang vakte kun deres Trods. De gjorde sig snart skyldige i vilkaarlige Handlinger, hvis Udøvelse i en fri Stat var ligesaa uklog, som det var usømmeligt for frie Borgere at finde sig deri. Saaledes lod Hippias den rige og fornemme Kimon, den senere saa berømte Miltiades’ Fader, snigmyrde, fordi han ansaa ham for farlig for sit Herredømme. Og Hipparchos lod bortvise fra en Festprocession en attisk Jomfru af ædel Byrd af Had mod hendes Broder Harmodios. For at tage Hevn over den Forsmædelse, som var vist hans Hus, sammensvor denne sig med sin Ven Aristogeiton og nogle andre om at myrde Tyrannerne. Planen skulde udføres paa den store Panathenæerfest i Aaret 514.
Natten før Festen havde Hipparchos en sælsom Drøm. En høi, vakker Mand traadte hen til ham og sagde de gaadefulde Ord:
»Løve! med taalsomt Sind utaalelig Lod du maa taale!
Bod for sin Brøde at undgaa det times ei nogen i Livet«.
Medens han om Morgenen raadspurgte Drømmetyderne om Meningen af dette, ordnede hans Broder allerede Festtoget udenfor Staden. De sammensvorne samlede sig med Dolke skjulte under de Myrtegrene, de bar, da de til sin Skræk fik se, at en af deres medsammensvorne stod i en fortrolig Samtale med Hippias. De troede sig forraadte og ilede skyndsomt tilbage til Staden, forat Hipparchos idetmindste ikke skulde undgaa dem. De mødte ham paa Veien og stødte ham straks ned. Harmodios blev dræbt paa Stedet af Hipparchos’ Livvagt, medens Aristogeiton undkom. Han blev dog senere greben og tilligemed mange andre pint og henrettet. Han bar Pinslerne med Heltemod og døde uden at nævne en eneste af sine medskyldige. En senere Opdigtning er det, naar det fortelles, at han for at hevne sig angav Hippias’ bedste Venner, som denne straks lod henrette. Da Tyrannen derpaa spurgte, om der ikke var flere, svarede han: »Nu staar der ingen flere tilbage, som fortjener at dø, uden Tyrannen selv«. Derpaa fortalte han ham, at de, han havde ladet henrette, alle var uskyldige. Efter Peisistratidernes Fald gav Athenerne sit Had mod Tyranniet et Udtryk i de Æresbevisninger, de viste Harmodios’ og Aristogeitons Minde. For begge lod de opreise Billedstøtter. I Folkesange blev de lig Helte priste som ophøiede Mønstre paa Frihedskjærlighed, og i lang Tid blev deres Efterkommere fritagne for Skatter.
Fra denne Dag af blev Hippias en indesluttet og mistenksom Tyran, hans Herredømme haardt og grusomt. Alle, hvem han frygtede, lod han rydde afveien og inddrog deres Eiendomme. Mange af de mægtige flygtede ud af Landet og forbandt sig med Alkmæoniderne, som nu opbød alt for at vende tilbage til Fædrelandet og styrte den forhadte Fiende. Hovedet for denne Familie var nu Megakles’ Søn Kleisthenes, en ærgjerrig og foretagsom Mand. Han forsøgte et Indfald i Attika, som dog mislykkedes. Noget senere blev han understøttet af Spartanerne. Alkmæoniderne havde nemlig under sin Landflygtighed tildels paa egen Bekostning opbygget igjen Apollons Tempel i Delphi, som var nedbrændt, og derved havde de vundet saadan Yndest hos det delphiske Presteskab, at naar Spartanerne kom til Delphi for at spørge om Raad, gav Pythia dem altid det Svar: »Guden byder Spartanerne at befri Athen for Tyrannen«. Nu havde Spartanerne vistnok sluttet Gjestevenskab med Hippias; men Gudens Vilje veiede dog mere, og endelig besluttede de sig, skjønt modstræbende, til at bryde med Hippias. En sterk spartansk Hær rykkede ind i Attika, hvor den forenede sig med Alkmæoniderne og de øvrige Flygtninger. Athen blev tagen, og Hippias indesluttede sig paa Borgen, hvor han vilde have holdt sig lang Tid; men for at redde sine Børn, der var faldne i Fiendernes Hænder, opgav han Herredømmet og forpligtede sig til at rømme det attiske Landomraade inden fem Dage. Med sin Hustru, sine Børn og sin yngre Broder Thessalos begav han sig over til Sigeion i Troas, hvor hans Halvbroder Hegesistratos ved sin Faders Hjælp var bleven sat til Styrer under den store Konges Herredømme. Paa denne Maade endte Peisistratidernes berømmelige Herredømme i Athen i Aaret 510 f. Kr.
- ↑ Disse nedstammede fra Alkmæon, den sidste Archont paa Livstid (Side 198).
- ↑ Den Begivenhed, hvortil der her sigtes, forefaldt i Slutten af Troerkrigen. Odysseus hyllede sig ind i Filler, mishandlede sig med Piskeslag og sneg sig som Tigger indenfor Troias Mure for at speide. Ingen kjendte ham uden Helena; men hendes Hjerte var nu vendt mod Hjemmet, og hun svor ham en høitidelig Ed paa ikke at forraade ham.
- ↑ Til Tak for den ydede Bistand skal Peisistratos senere have giftet denne Kvinde med sin anden Søn Hipparchos.