Hellenerne/34
34. Den attiske Stat. Solon.
Attika udgjorde den østligste Del af Mellemgrækenland; dette Landskab, der knapt var 40 Kvadratmile stort, var rigt paa Naturskjønheder, men havde en karrig Jordbund; det var klippefuldt og grundlændt og kunde derfor ikke frembringe det for Behovet nødvendige Korn. Attikas ioniske Befolkning var saaledes nødt til at hente det manglende fra Udlandet. Forbindelsen med dette skede søværts, hvortil Befolkningen naturligen henvistes af Landets halvøformede Skikkelse og lange Kystlinje. Da Landets naturlige Rigdomme var faa, blev Kunstflid og Handel den vindskibelige Befolknings vigtigste Erhvervskilder. Den Berøring med fremmede Folkefærd, hvori Handel og Søfart bragte Attikas Ionere, virkede i høi Grad udviklende og forædlende paa dem og gav dem i Forening med Arbeidet, som en karrig Natur paalagde dem, et friere Blik paa Livet end det, de ensidige Spartanere i sin Afsondrethed fra Omverdenen havde. Det vil derfor heller ikke undre os, at det er i denne Stat, at den helleniske Kultur naar sin høieste Blomstring; alle de ædle Egenskaber, hvormed Naturen saa rigt havde udrustet den helleniske Folkekarakter, naaede her sin skjønneste Udvikling, og det er derfor betegnende og fortjente Navne, der skjænkes Attikas berømte Hovedstad Athenæ, naar Forfatterne har kaldt den »Hellas’ Øie« og »Hellas i Hellas«.
Attikas Befolkning var allerede tidlig delt i fire Fyler (Stammer) og boede fra først af spredt i en Mængde smaa selvstændige Kommuner; disse skal efter Sagnet være blevne samlede til én Stat med Athen som Hovedstad af den ioniske Stammes berømteste Helt, Theseus (Stykke 20); ham tillægges ogsaa Folkets Inddeling i tre Stænder, Adel (Eupatrider), selveiende Jorddyrkere og Haandverkere uden Jordeiendom. Om Theseus’ Efterfølgere har Sagnet meget lidet at fortelle, indtil vi et Par hundrede Aar senere møder Kodros (Side 168). Efter hans Død ophævedes Kongemagten under det Paaskud, at der ikke fandtes nogen, som var værdig til at efterfølge ham. I Kongens Sted satte Athenerne en Archont (Styrer), som skulde høre til Kodros’ Slegt, og hvis Embede var livsvarigt. Ved Archonten Alkmæons Død i Aaret 752 blev det bestemt, at Archonterne skulde vælges paa ti Aar, og i Aaret 712, at de kunde vælges blandt alle adelige Familier i Athen. I 682 blev man enig om at vælge ni Archonter ad Gangen, hvis Magt kun skulde vare ét Aar.
I den ældre attiske Stat var de adelige Eupatrider Indehavere af alle Embeder, og de nyttede snart de Fordele, som denne Stilling bød dem, udelukkende i egne Interesser. Da de ikke var bundne af skrevne Love, dømte de ofte partisk og vilkaarlig. Da saagodtsom al Rigdom efterhaanden samledes paa Adelens Hænder, kom den øvrige Befolkning snart i Afhængighedsforhold til den, og den udsugede Almuen ved blodig Aager. Naar den fattige ikke længer kunde betale, kunde han gjøres til Træl og sælges tilligemed Kone og Børn. Antallet af de frie Selveiere aftog bestandig, idet Adelens store Brug slugte de mindre. Den tidligere Selveierbonde blev Leilænding og maatte betale lige til fem Sjettedele af Jordens Afkastning til Grundeieren.
At saadanne Forhold maatte føde Bitterhed hos Almuen, var rimeligt, og tilsidst steg Folkets Misnøie i den Grad, at Eupatriderne blev nødte til at give Løfte om, at der for Fremtiden skulde dømmes efter en skreven Lov istedenfor efter Skik og Brug, forat Retten ikke længer skulde være Vilkaarligheden prisgiven. Archonten Drakon fik det Hverv at skrive Lovene (624 f. Kr.). Det var i det væsentlige kun de gamle Vedtægter, han skrev ned, og han foreslog ingen Forandring i Almuens politiske Vilkaar. Hans Love var saa strenge, at man sagde om dem, »at de var skrevne med Blod.« Selv for de mindste Forbrydelser satte han Døden; »thi selv for de mindste var Dødsstraffen ikke for haard«, skal han have sagt, »og for de større kunde han ikke finde nogen haardere«.
Den drakoniske Lovgivning lægede saaledes ikke de Saar, hvoraf Staten led; Folkets Misnøie steg, og Staten sønderreves af Splid og Uro. Frelsen var dog ikke fjern; thi den Mand var allerede født, der skulde redde det rigt begavede Athenerfolk fra politisk Undergang. Denne Mand var Solon.
Solon nedstammede fra Kodridernes gamle Kongefamilie. Hans Moder tilhørte Peisistratidernes mægtige Æt. I sin Ungdom var han Kjøbmand. Som saadan foretog han mange Reiser i Udlandet og erhvervede en temmelig betydelig Formue. Paa disse sine Reiser saa og lærte han meget. Solon var af en ren og ædel Tænkemaade, et velvilligt og muntert Gemyt, fuld af Kraft og Energi, stedse virksom til bedste for sit Fædreland, som han elskede over alt, og som han altid tjente med Uegennytte. Disse Egenskaber i Forbindelse med en klar Forstand og en ikke ringe digterisk Begavelse skaffede ham snart et Navn blandt hans Landsmænd.
Den første Gang vi hører, at Solon optraadte offentlig, var i Aaret 604, da han fik sine Landsmænd til igjen at vinde Salamis tilbage. Denne Ø var bleven dem fratagen af deres Nabostat Megara, og saa svækkede var Athens Kræfter, at det lille Megara Gang paa Gang kunde trodse dets Angreb. Athenerne blev tilslut saa trætte af den frugtesløse Kamp, at de aldeles opgav Haabet om igjen at vinde Øen tilbage og forbød under Dødsstraf endog at tale om dens Erobring. Den unge Slegt blev snart misfornøiet med dette Forbud; men ingen vovede at bryde det af Frygt for den strenge Straf. Da fandt Solon et Middel til at afvaske denne Plet paa Fædrelandets Krigerære. Han lod udsprede det Rygte, at han var bleven vanvittig, og at han af den Grund maatte holdes inde. Men en Dag kom han løbende gjennem Gaderne med en Hat paa Hovedet, som om han netop kom fra en Reise; thi det var kun paa Reiser, at Grækerne brugte Hatte. Mange Folk fulgte nysgjerrig efter ham, og da han kom til den offentlige Forsamlingsplads, steg han op paa den Sten, hvorfra Herolderne pleiede at tale til Folket, og fremsagde et Digt, som han havde forfattet og lært udenad. Det begyndte med følgende Vers:
«Kommen er jeg som Bud fra Salamis’ yndige Kyster,
Ei for at tale, men kun for at bringe skjønt tonende Sange».
Han foregav i Digtet, at han var bleven sendt som Herold til Salamis, at han nu var kommen tilbage og kunde berette sine Landsmænd om den deilige Ø, som de havde tabt, om Megarernes Haan og Overmod og om Salaminiernes billige Harme, fordi Athenerne havde svigtet dem. Skarpt stillede han Fortidens Berømmelse op imod den nuværende Nedværdigelse. Man hørte paa ham; det kunde ikke være saa farligt, han var jo vanvittig. Men hans Tale var saa indtrængende, hans Begeistring virkede saa smittende, at da han sluttede med de Ord:
»Op da, til Salamis hen for det yndige Øland at vinde!«
tenkte Tilhørerne ikke længer paa det udstedte Forbud, men brød ud i høie Bifaldsraab. Med Begeistring blev der straks paa Stedet fattet Beslutning om at tage Øen tilbage, og Folket valgte Solon til Anfører.
I den Krig, som nu opstod mellem Athen og Megara, gik Athen af med Seieren, og Salamis blev tagen tilbage. Men Megarerne opgav alligevel ikke Krigen; tilslut enedes dog begge Parter om at underkaste Sagen Spartanernes Voldgift. Efter at have hørt begges Grunde tilkjendte disse Athenerne Øen. Under denne Retsstrid skal Solon have lagt Homers Anseelse i Vegtskaalen til Fordel for Athenerne. Af Fortegnelsen i Iliaden over alle de Skibe, som var med i den troiske Krig, oplæste han nemlig for Retten de to Vers:
»Ajas var kommen med Skibe fra Salamis, tolv udi Tallet.
Dem kværsatte han der, hvor Athenernes Skare sig stilled’.«
Det sidste af disse Vers var efter hans Fienders Paastand uegte og skal være bleven indskudt af Solon ved denne Anledning.
I den haardnakkede Kamp mellem Adelen og Folkepartiet stillede Solon sig afgjort paa Folkets Side og søgte at bevæge sine Standsfæller til at opgive sine Forrettigheder og sætte en Grænse for sin Havesyge. I Tillid til Solons Retsind og pletfrie Karakter lod Adelen sig endelig bevæge til at give efter. I Aaret 594 f. Kr. valgtes Solon til første Archont med Fuldmagt til »at være Fredsstifter mellem Adelen og Folket og udstede de Love, som fandtes nødvendige i den Anledning«.
Solons første Foranstaltning var at lette de utaalelige Byrder, som Gjeldsforholdet til Adelen lagde paa den fattige Befolkning. Til den Ende ophævede han først alle Gjeldsforpligtelser, hvorved Skyldneren havde sat sin Eiendom og sin egen Person i Pant for Gjelden; men han blev ikke staaende herved, han nedsatte ogsaa al anden Gjeld ved Indførelsen af en ny Myntfod. 100 Drachmer[1] af den nye Mynt, han lod præge, indeholdt nemlig ikke mere Sølv end omtrent 73 af den gamle; men desuagtet befalede Solon, at al Gjeld skulde betales med den nye Mynt, hvorved Skyldneren i Virkeligheden fik sin Gjeld nedsat med vel en Fjerdepart. Det siger sig derimod naturligvis selv, at den Gjeld, som stiftedes efter denne Lovs Udgivelse, blev at betale i den Mynt, hvorpaa den lød. De, som for Gjelds Skyld var blevne gjorte til Træler, blev givne fri uden Erstatning, og de, som var solgte ud af Landet, blev kjøbte igjen paa offentlig Bekostning. Ingen maatte for Fremtiden gjøres til Træl paa Grund af Gjeld.
Da Solon ved Aarets Slutning fratraadte sit Embede, blev han af sine Venner bestormet med Bønner om at gjøre sig til Statens Eneherre (Tyran). Han nedstammede jo fra Kodros’ gamle Kongehus, hvem Eupatriderne med Urette havde berøvet Magten. I Athens Nabostater Korinth, Sikyon og Megara saavelsom i andre helleniske Byer havde man Eksempler paa, hvorledes det kuede Folk havde rystet Adelens Aag af sin Nakke ved Hjælp af Tyranner, som derpaa havde udmerket sig ved en mild og klog Styrelse. Selv det delphiske Orakel skal i følgende Ord have opfordret ham til at gribe Tyranniet:
»Sæt dig i Midten af Skibet, med Fasthed Roret du styre,
Mange af Borgerne rækker dig hjælpsom og villigen Haanden«.
Under saadanne Omstændigheder vilde en anden Mand end Solon have fundet tilstrækkelige Grunde til at række Haanden ud efter Enevældet. Men denne tilbageviste rolig alle Anmodninger. Han var for storsindet til at ville slutte sit dyrebare Fædreland i Tyranniets Lænker. Han foretrak at sikre det attiske Folk en fri Forfatning, et frit Selvstyre. Og Attika har høstet de rigeste Frugter af denne hans Sjælsstorhed.
Solon indsaa, at Lettelsen af de trykkende Gjeldsforhold alene ikke kunde skjænke Staten betryggende Ro; de lavere Klasser maatte der ogsaa sikres en politisk Magt. For at fjerne Adelens Forrettigheder, der kun var grundede paa Fødsel, ophævede han Theseus’ Stænderinddeling, medens han lod de gamle Fyler bestaa, og foretog derpaa en ny Deling af Folket efter Formuen. Hans Grundsætning var: jo større Formue, desto større Forpligtelser; jo større Forpligtelser, des større Rettigheder. I den Hensigt delte han hele det attiske Borgerskab i fire Klasser. Til første Klasse hørte de rigeste, som hvert Aar havde i ren Indtægt af sine Grundeiendomme mindst 500 Medimner[2] Byg eller en tilsvarende Mængde Olje og Vin. En Medimnos Byg regnedes paa Solons Tid i Værdi lige med en Drachme eller et Faar[3]. Den anden Klasse kaldtes Riddere og bestod af de Borgere, hvis Indtægter beløb sig til mellem 300 og 500 Medimner. Tredje Klasse, Zeugiterne, d. e. Tospænderne, bestod af dem, som havde en Indtægt af mellem 150 og 300 Medimner; de havde sit Navn deraf, at de eiede saa stort Jordstykke, at de idetmindste kunde holde et Par Okser eller Muldyr. De, hvis Indtægter af deres Jordeiendomme udgjorde mindre end 150 Medimner, eller som ingen Jord besad, hørte til fjerde Klasse, som kaldtes Theter eller Daglønnere, fordi Flertallet i denne Klasse bestod af saadanne.
Ved denne Inddeling var der altsaa kun taget Hensyn til Indtægt af Landeiendom; efter Solons Overbevisning var nemlig Grundeiendom det solideste Grundlag for Ordningen af Borgersamfundet. Han saa i Selveierstanden Statens konservative Element, og forat denne stedse skulde være talrig, udgav han en Lov, der fastsatte et bestemt Maal for Grundeiendommes Størrelse, som ikke maatte overskrides; derved søgte han at sikre Smaabrugenes Bestaaen.
De Byrder, Staten paalagde sine Borgere, bestod væsentlig i Krigstjenesten, der var fordelt paa følgende Maade: Theterne deltog i Krigen kun i Nødstilfælde til Landets Forsvar og da som letbevæbnede. Senere ud i Tiden, da Athen var bleven en stor Sømagt, udskreves de ogsaa ofte til Tjeneste ombord i Flaaden og fik da Sold, hvad de vistnok ogsaa fik, naar de gjorde Tjeneste tillands. Tredje Klasse, der var den talrigste, gjorde Tjeneste som tungtbevæbnede, Hopliter, og dannede Hærens Kjerne. Enhver Hoplit maatte holde en Vaabendrager. Første Klasse samt Ridderne ydede Ryttertjeneste og maatte holde to Stridsheste, en for sig selv og en for Tjeneren. Hverken Hopliterne eller Rytterne fik fra først af Sold, men maatte selv sørge for sit Underhold og bekoste sin Udrustning.
Direkte Skatter blev derimod kun paalagte under overordentlige Forhold; men ved deres Fordeling toges intet Hensyn til Klasseinddelingen, der kun var grundet paa Jordeiendommen. Enhver Formue, hvad enten den var nedlagt i Grundbesiddelse eller i Kapitaler, der var samlede ved Handel og Industri, maatte da betale Skat efter et vist Forhold. De rigeste Borgere maatte desuden i en vis Orden, enten alene eller flere sammen, udrede adskillige Udgifter, som ellers pleier at bestrides direkte af Statskassen; saaledes paalagdes dem delvis Udgifterne ved Flaadens Udrustning og Bemanding, ligesom Bekostningerne til de pragtfulde Kor ved de offentlige Skuespil og religiøse Fester bestredes efter Omgang af de Borgere, hvis Formue ei var under tre Talenter[4].
Byrderne var altsaa fordelte, og faldt disse end tungt paa de mere formuende Borgere, fik disse dog fuld Erstatning derfor ved de større Rettigheder, den soloniske Statsforfatning tilstod dem. Solon gav alle Klasser lige Ret og Stemme i Folkeforsamlingen, og de fleste Dommere skulde tages af det hele Folk; men Adgang til Raadet og Statens Embeder havde kun de tre øverste Klasser, og det høie Archontembede maatte alene beklædes af de Borgere, der tilhørte første Klasse. Under Demokratiets senere Udvikling blev dog disse Forhold væsentlig forrykkede; det attiske Folk, der sværmede for Lighed i alle Ting, kunde nemlig i Længden ikke taale, at den ene Borger havde en Ret, som den anden manglede, og vi finder derfor, at de Rettigheder, Solon havde forbeholdt de rigere Borgere, snart bliver fælles for alle. Den Mand, der gav det attiske Demokrati det første og vigtigste Fremstød, var Kleisthenes (omtr. 510), og det er rimeligvis ham, der har indført Lodkastning ved Besættelsen af Embeder og Raadsherreposter.
Idet vi herefter skal skildre de væsentligste Led i det Statsmaskineri, Solon skabte, vil vi, da det i mange Tilfælde er ugjørligt at angive, hvad der i de enkelte Institutioner skriver sig fra Solon, og hvad der er af ældre eller yngre Oprindelse, prøve at udkaste et Billede af disse, saaledes som de var i Athens Blomstringstid, idet vi dog i nogen Mon tage Hensyn til Udviklingen.
I den attiske Stat laa egentlig al Magt i det suveræne Folks Hænder; det udøver denne enten selv personlig i Folkeforsamlingen eller gjennem Myndigheder, der er at betragte som dets Repræsentanter eller engere Udskud af det hele Folk, som Raadet og de heliastiske Domstole. Til at udføre Folkeviljen er Embedsmændene bestemte; de indtage derfor i det hele en lidet selvstændig Stilling. Det egentlige Drivhjul i Statsmaskineriet er Raadet, og vi begynder derfor ogsaa vor Fremstilling med dette.
Raadet talte under Solon 400 aarlig vekslende Medlemmer, nemlig 100 af hver af de gamle Fyler; da Kleisthenes ophævede disse og inddelte Folket i ti nye Fyler, forøgedes Raadsherrernes Antal til 500 eller 50 af hver ny Fyle. Deres oprindelige Valgmaade er usikker; fra Kleisthenes’ Tid valgtes de ved Lodkastning og rimeligvis efter Perserkrigenes Slutning blandt alle Borgere, som meldte sig. Raadets Medlemmer underkastedes en Prøve, der dog ligesaalidt som Embedsprøven gik ud paa en Undersøgelse af Kundskaber og Duelighed, men kun skulde godtgjøre, om de havde den fornødne Alder (30 Aar), om de var i Besiddelse af fulde politiske Rettigheder og havde ført en pletfri Vandel og overhovedet levet som gode Borgere og brave Mennesker. Oprindelig var Raadsherrerne ulønnede og har vel derfor i Regelen været rigere Borgere. Da de fra Perikles’ Tid fik en daglig Løn af én Drachme, meldte vel ogsaa de fattigere Borgere sig til disse Poster. Til Raadsherrernes Forrettigheder hørte en særegen Plads i Theatret og Fritagelse for Krigstjeneste i det Aar, de indehavde denne Stilling. I Raadsmøderne bar de en Myrtekrans paa Hovedet.
Til Raadets Virkekreds hørte for det første den forberedende Behandling af enhver Sag, der skulde forelægges Folkeforsamlingen; men dernæst havde det en Mængde andre vigtige Forretninger. Det havde Bestyrelsen eller ialfald Overopsyn med Bestyrelsen af Statskassen, forestod Bortforpagtningen af Statsindtægterne[5] og Udførelsen af offentlige Arbeider, førte Kontrol med Finansembedsmændene og forelagde Folket en Udsigt over Statens Indtægter og Udgifter; fremdeles havde Raadet Opsigt med den aarlige Bygning af Krigsskibe og skulde fra Tid til anden mønstre det staaende Rytteri. Det modtog endvidere fremmede Sendebud og indførte dem i Folkeforsamlingen, ligesom alle Indberetninger gik gjennem Raadet; kort sagt, det dannede den egentlige Regjering, der besørgede de løbende Forretninger og holdt Statsmaskineriet igang. Desuden havde Raadet nogen dømmende Myndighed og kunde for mindre Forseelser ilægge Bøder, der dog ikke maatte overskride et Beløb af 500 Drachmer.
Raadet holdt daglig Møder paa Raadhuset; da det imidlertid var tungvindt at holde en saa talrig Forsamling samlet den hele Dag, medens Forretningerne krævede, at der stedse var nogle tilstede, som kunde varetage Statens Tarv, var det bestemt, at Raadsherrerne af hver Fyle vekselvis en Tiendepart af Aaret skulde være tilstede til enhver Tid. Disse fungerende Raadsherrer, hvis Antal altsaa var 50, besørgede følgelig Forretningerne i 35 à 36 Dage (i Skudaar 38 à 39)[6]; de kaldtes Prytaner og deres Funktionstid et Prytani. Prytanerne udtog daglig af sin Midte ved Lodkastning en Formand, der kaldtes Epistates; denne ledede Forhandlingerne ikke alene i Prytanernes og det samlede Raads Møder, men ogsaa i Regelen i Folkeforsamlingen, bistaaet af samtlige Prytaner. I hans Varetægt var Nøglen til Athens Borg og til Statsarkivet samt Statsseglet. Prytanernes Samlingssted var det saakaldte Prytaneion, hvor de ogsaa holdt sine Maaltider paa offentlig Bekostning. Alle Raadsmøder indlededes med Bønner til Guderne, og saavel ved et nyt Raads Tiltræden som ved dets Aftræden ved Aarets Slutning holdtes høitidelige Ofringer. Havde Raadet gjort sin Pligt til Folkets Tilfredshed, pleiede dette i senere Tid at votere det afgaaede Raad en Guldkrans, der da blev opbevaret i et eller andet Tempel til Minde om dets Virksomhed. En Raadsherre kunde udstødes af sine Kolleger; men Raadet selv, der egentlig er at betragte som et engere Udskud af Folket, var som Helhed uansvarligt.
I Folkeforsamlingen, hvortil enhver attisk Borger over tyve Aar havde Adgang, udøvede det hele Folk sit Selvstyre. Om den ogsaa i den soloniske Tid er traadt sammen paa bestemte Dage, er usikkert; senere holdtes der regelmæssig Folkeforsamling én Gang i hvert Prytani, altsaa ti Gange om Aaret, og endnu længere ned i Tiden steg de regelmæssige Folkeforsamlingers Antal til fyrretyve. Samlingsstedet var oprindelig Torvet, senere Pnyx, en Høi nær dette, fra hvilken man kunde se ud over Havet; ofte samledes man ogsaa i det rummelige Dionysostheater. Det paalaa Prytanerne fire Dage, før Folkeforsamlingen skulde holdes, at bekjendtgjøre Tiden for den, samt hvad der skulde forhandles. Selve Samlingsdagen blev der paa et fremtrædende Sted opstukket en Fane for at minde Borgerne om deres Pligt. Da Borgerne senere viste sig mere tilbøielige til at drive om paa Torvet end befatte sig med Statsanliggender, greb man til det Middel at lade en Afdeling Politisoldater drive den paa Torvet forsamlede Mængde til det Sted, hvor Folkeforsamlingen holdtes. Ved Indgangen til dette stod de seks saakaldte Lexiarcher med tredive Medhjælpere dels for at hindre, at uvedkommende trængte sig ind, dels for at uddele de Tegn, ved hvis Forevisning Borgerne kunde hæve den Betaling, der i senere Tid blev ydet for Udøvelsen af denne Borgerpligt. Betalingen var først én, siden tre Oboler[7]. Den, som kom for sent, gik glip af denne Betaling; udeblev man uden gyldig Grund, kunde man blive ilagt Bøder.
Møderne aabnedes med Ofringen af en Gris, hvis Blod stænkedes paa Forsamlingspladsen, og med høitidelige Bønner og Røgoffer. Derefter oplæste Formanden, der ialfald en Tid var Epistaten, Forhandlingsgjenstandene og de Forslag til Beslutning, Raadet maatte fremsætte. Var nu Folket enigt med Raadets foreløbige Beslutning, tilkjendegav det dette ved Haandsoprækning; ønskede man Ordskifte om Forslagene, opfordrede Formanden dem, der vilde ytre sig, til at melde dette. Han gav derpaa Ordet, ialfald i den ældre Tid, først til dem, der var over femti Aar gamle; siden kunde de yngre faa Anledning til at fremsætte sine Anskuelser. Naar Taleren betraadte Talerstolen, satte han en Myrtekrans paa sit Hoved; han maatte kun tale én Gang, og kun Formanden havde Ret til at afbryde ham. Syndede han mod god Tone, kunde Formanden fratage ham Ordet, ilægge ham en Pengebod eller lade ham føre ned fra Talerstolen og vise ud af Forsamlingen. Da Folkeforsamlingerne senere ofte blev temmelig stormende, havde et vist Antal Borgere af én Fyle Plads i Nærheden af Talerstolen for at paase Orden. Enhver Borger havde Ret til at fremkomme med Ændringsforslag eller Modforslag; men det tilkom Formanden at afgjøre, om disse skulde sættes under Afstemning eller ikke. Stemmegivningen foregik dels ved Haandsoprækning dels ved Stemmestene. Forat en Folkebeslutning skulde være gyldig, krævedes, at et vist Antal Borgere var tilstede; saaledes synes det at have været fast Skik, at mindst 6000 maatte være tilstede, naar der forhandledes om Uddeling af Borgerret, Anvendelse af Ostrakismen (se følgende Side) og andre vigtigere Sager. Folket afgjorde alle Anliggender af større Betydning; uden dets Minde kunde hverken Krig erklæres eller Fred og Forbund sluttes; det fattede Beslutninger om Krigsrustningernes Udstrækning og bevilgede de dertil fornødne Penge, ligesom det i det hele fastsatte Statsudgifterne og paalagde Skatter og Afgifter. For Folket maatte hjemvendende attiske Sendemænd aflægge Rapport, ligesom fremmede forestilledes for det af Raadet og fremsatte sine Andragender. Det tilkom Folket at tilkjende fortjente Mænd Belønninger; hertil hørte Æreskranse, gratis Bespisning for Livstid paa Prytaneion, en Ret, der endog kunde gaa over paa Efterkommerne, fremdeles Skattefrihed og, forsaavidt det var fremmede, som skulde belønnes, attisk Borgerret. — Før Lodkastning indførtes ved Embedsbesættelser, valgte Folkeforsamlingen alle Embedsmænd; ogsaa i senere Tider kaarede Folket de Embeds- og Ombudsmænd, af hvem der krævedes en mere særlig Dygtighed, saaledes visse Finansembedsmænd, Feltherrer, offentlige Sendebud og enkelte andre. Fremdeles øvede Folkeforsamlingen et Slags Censur over Embedsmændene efter deres Tiltrædelse. I den første Folkeforsamling i hvert Prytani skulde nemlig Archonterne spørge Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd; det kunde derpaa afsætte eller suspendere dem, der havde vakt dets Misnøie.
En Gang aarlig forelagdes der Folket Spørgsmaal om, hvorvidt det ønskede, at Ostrakismen skulde anvendes. Ostrakismen, der tilskrives Kleisthenes og var et af de Midler, man troede bedst skulde sikre Demokratiet, havde til Hensigt at fjerne en Mand fra Staten, naar han syntes farlig for dens Frihed eller mentes at stræbe efter Eneherredømmet. Folket kunde da forvise ham paa ti (senere fem) Aar; men dette betragtedes ikke som nogen vanærende Straf. Han beholdt sin Eiendom ukrænket og led intet Skaar i sine borgerlige Rettigheder, naar han vendte tilbage. Ostrakismen, der havde sit Navn af, at Borgerne skrev den Mands Navn, de ønskede forvist, paa Potteskaar, rammede Athens ædleste Mand som Aristeides. Den gav imidlertid snart Anledning til Misbrug og afskaffedes allerede paa Peloponneserkrigens Tid.
Folkeforsamlingen var vistnok i Besiddelse af dømmende Myndighed, men benyttede den sjelden selv. De Sager, der indankedes for dens Domstol, henskjød den i Regelen til de saakaldte Heliasters Afgjørelse. Disse Folkedommere er at betragte som Juryer og som Repræsentanter for det hele Folks dømmende Magt. Hvert Aar udtog Archonterne ved Lodkastning blandt de Borgere, som meldte sig, 6000, nemlig 600 af hver Fyle, til at fungere som Heliaster. Af disse 6000 Borgere, der maatte være over Trediveaarsalderen, beklædte dog kun 5000 Dommerværdigheden, medens Resten var Suppleanter. De deltes i ti Afdelinger, og i hver Sag dømte snart kun én Afdeling eller mindre, snart flere; man sørgede i Regelen for, at Dommernes Antal var ulige. Før Heliasterne overtog sit Hverv, edfæstedes de, men var forøvrig som Folkets Repræsentanter uansvarlige; de lønnedes ligesom Deltagerne i Folkeforsamlingen først med én, siden med tre Oboler daglig. Deres dømmende Myndighed udstrakte sig til alle Sager undtagen dem, der angik Mord, og nogle andre, og Sager, der allerede var paakjendte ved andre Domstole, kunde indankes for dem. Ja endog Folkebeslutninger kunde underkastes Heliasternes Dom; enhver attisk Borger kunde nemlig bevirke en Folkebeslutning hævet ved under Ed at erklære, at han vilde anlægge Sag for ulovlig Fremfærd mod den, der havde fremsat Forslaget. Fandt da Heliasterne Klagen begrundet, kasseredes Beslutningen, og Heliasterne, der i Regelen var modne Mænd, havde saaledes den gavnlige Indflydelse at kunne gjøre en overilet Beslutning af den letbevægelige Folkeforsamling uskadelig.
Heller ikke Lovgivningsmyndigheden udøvedes direkte af Folket i den store Folkeforsamling, men af etslags Folkekomité. Hvert Aar i den første Folkeforsamling adspurgtes Folket, om det ønskede nogen Forandring i de bestaaende Love. Forslag derom kunde da fremsættes af enhver; men disse afgjordes ikke af Folket selv, men af de saakaldte Nomotheter. Disses Antal var forskjellig, de udtoges blandt Aarets Heliaster, og Forhandlingerne for dem foregik som ved en Domstol. Naar Nomotheterne havde traadt sammen, indbragtes de nye Forslag for dem, og forat de bestaaende Love ikke skulde savne Forsvar, opnævnte Folket fem Talere, hvis Hverv det var at hevde det bestaaendes Ret og bekjæmpe de nye Forslag. Forresten havde det hele Præget af en Rettergang, hvori Nomotheternes Dom afgjorde Sagen. En Lov, der saaledes var antagen af disse, kunde imidlertid atter blive ophævet, naar en ved at indanke Afgjørelsen for Heliasterne kunde faa den forkastet af disse. At Lovgivningen saaledes overlodes en Forsamling sindige Mænd istedenfor den talrige og ofte vildledede Folkeforsamling, var en klog Foranstaltning, der skyldes Solon. Han forudsaa, at Lovforandringer vilde blive nødvendige; han sørgede imidlertid ogsaa for, at man ikke letsindig omstyrtede det bestaaende, men foretog Forandringerne efter forudgaaende alsidig og omhyggelig Prøvelse.
Den Rolle, Embedsmændene spillede i den attiske Stat, var lidet selvstændig, omend deres Betydning var langt større i den soloniske Tid end senere. Demokratiet kunde ikke taale noget Embedsvælde, og det søgte at forebygge, at noget saadant skulde opstaa, dels ved at forøge Embedernes Tal, dels ved at indskrænke det enkelte Embedes Magtomraade og Betydning. Embedstiden var sedvanlig kun et Aar, og ingen kunde to Gange faa samme Embede. Embedsmændene kunde suspenderes af Folkeforsamlingen og var ansvarlige. De fleste af dem havde nogen Dommermyndighed og Ret til at ilægge Mulkter; men fra deres Kjendelser kunde der appelleres til Heliasterne; senere mistede de al Domsret og præsiderede kun i Domstolene. Embedsmændene valgtes blandt Borgere over tredive Aar, i den ældre Tid af Folkeforsamlingen, senere ved Lodkastning. De maatte underkaste sig en Prøve af samme Art som Raadsherrernes; ved Embedsaarets Udløb aflagde de Regnskab for sin Forvaltning og for de Statsmidler, de maatte have havt under Hænder; før dette var skeet, maatte de ikke forlade Landet. Embederne var ulønnede og betragtedes som Æresposter; nogle Embedsmænd havde dog fri Fortæring dels paa Prytaneion, dels i sine Embedslokaler. Under Udøvelsen af sin Myndighed bar nogle af dem Myrtekranse; andre Embedsinsignier omtales ikke.
Af de mange Embeder, der havde med de forskjellige Grene af Forvaltningen at gjøre, vil vi her kun omtale det høieste af dem alle, Archontembedet, der, som vi har seet, afløste Kongemagten og ogsaa blev staaende i den soloniske Stat. Archonternes Antal var ni. Den første i Kollegiet kaldtes blot og bart Archonten; han nød den Ære, at hans Navn brugtes til Betegnelse af det borgerlige Aar, ligesom Konsulernes Navne i Rom; den anden Archont kaldtes Kongen, fordi Kongemagtens prestelige Forretninger fortrinsvis var gaaede over til ham, den tredie Polemarchen (Krigshøvding), fordi han særlig havde med Krigsvæsenet at gjøre. De øvrige seks kaldtes Thesmotheter, saa kaldte paa Grund af sin oprindelig temmelig udstrakte Dommermyndighed. Medens Archonterne oprindelig var Statens øverste Ledere og havde en omfangsrig Magt, indskrænkedes denne efterhaanden saaledes, at de foruden nogle Forretninger af ringere Betydning kun beholdt dømmende Myndighed, og selv denne blev efterhaanden saaledes beskaaret, at de tilslut kun var Formænd i den Domstol, der skulde afgjøre Sagen. Det paalaa det samlede Kollegium ved Lodkastning at udtage Aarets Heliaster, ligeledes var det Archonterne, der henvendte det før omtalte Spørgsmaal til Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd. Endvidere præsiderede de i Folkeforsamlingen ved visse Valghandlinger. Polemarchens tidligere Ledelse af Krigsvæsenet ophørte snart, og han havde siden intet andet at gjøre hermed end at sørge for de i Krigen faldnes Begravelse. Tilslut kan nævnes, at de enkelte Archonter havde med Ledelsen og Anordningen af visse Fester at gjøre.
Naar Archonternes Embedsaar var udløbet, optoges de, hvis de dadelløst havde røgtet sin Gjerning, som livsvarige Medlemmer af det areiopagitiske Raad eller Areiopagos, saa kaldet, fordi det samledes paa Areiopagos, d. e. Ares’ Høi. Dets Oprindelse føres tilbage helt til den mythiske Tid; men hvad man ved om dets Myndighed, navnlig i den soloniske Tid, er lidet og høist usikkert. Medens Areiopagos i senere Tider væsentlig var en Domstol, var det i den soloniske Tid tillige et Raad, der skulde have Overopsynet med den hele Stat og paase Lovenes Overholdelse. Det heder, at Areiopagos og de fire hundredes Raad var »de to Ankere, for hvilke Statsskibet skulde ligge trygt og uden Slingringer«. Men at optrække Grænsen mellem disse to Institutioners Magtomraade er saare vanskeligt. Areiopagos synes at have havt Ret til at nedlægge Indsigelser mod Folkebeslutninger, der forekom det ulovlige eller skadelige for det almene Vel, ligesom det ogsaa kunde træde op imod Embedsmændenes Pligtovertrædelser; men medens det senere mistede disse Rettigheder, havde det stedse at vaage over den borgerlige Orden og Sedeligheden, straffe Ryggesløshed og Yppighed og paase, at Religionen bevaredes i sin Renhed, og at Ungdommens Opdragelse gik i det rette Spor. — Areiopagos’ dømmende Virksomhed angik væsentlig Sager om Mord, Giftblanderi og Mordbrand. Som Domstol samledes Areiopagos, ledet af den anden Archont, Kongen, under aaben Himmel, forat Dommerne ikke skulde være under samme Tag som den med Blodskyld bedækkede, urene Morder, og Kongen tog ved disse Leiligheder Myrtekransen af sit Hoved. Den anklagede maatte personlig føre sit Forsvar, og det var ham forbudt at bruge noget Middel, hvorved han kunde stemme sine Dommere til Medlidenhed. Naar Sagen optoges til Dom, lagde de, der stemte for Frikjendelse, en hvid Sten, de, der erklærede den anklagede skyldig, en sort i Stemmeurnen. Var Stemmetallet lige, lagde Kongen en hvid Sten i Urnen, det var Athenes barmhjertige Stemme, og den anklagede blev frikjendt.
Vi har saaledes skildret de af Solon grundlagte Statsformer i deres senere fyldigere Udvikling. Men Solons Lovgivning omfattede desuden en Mængde Love og Bestemmelser, som angik Folkets Liv og Seder, f. Eks. Bestemmelser om Agerbruget, om Haandverksdriften og Handelen, om Fadermyndigheden, Arveretten, Opdragelsen, om Kvindernes Luksus o. s. v. I alle disse Bestemmelser raader den samme retfærdige, frisindede Aand, som er et Særkjende for Solons Lovgivning. I Lykurgos’ Stat forsvandt Mennesket for Borgeren, der blev hemmet i sin frie Udvikling af de Baand, hvori Staten indsnørede ham. I Solons Stat derimod var der ladet den enkelte vidt nok Spillerum til at udfolde sine Evner. Medens Lykurgs Lovgivning lagde Beslag paa og udviklede Folkets Kraft fortrinsvis kun i én Retning, nemlig at danne Borgerne til fremragende Krigere, var Solons Maal at udnytte alle Kræfter blandt Folket, at mane Borgerne til Kappestrid ogsaa i Fredens Sysler og fremme en alsidig Udvikling og Dannelse. Medens Sparta forbød sine Borgere at arbeide, gjorde Athen dette til en Pligt og straffede dem, som gik ledige. En Søn var ikke pligtig til at underholde sin Fader i hans Alderdom, naar denne ikke havde ladet ham lære en Haandtering.
I Athen var Opdragelsen væsentlig overdraget Forældrene, ikke som i Sparta Staten. Heller ikke havde den i Athen ligesom i Sparta blot til Hensigt at hærde og øve Legemet; foruden i Gymnastik, hvortil hørte Legemsøvelser i videste Forstand, undervistes de attiske Gutter tillige i Musik, og under dette Begreb er alt indbefattet, som hører til Aandens Dannelse. Atten Aar gamle bliver de unge Mænd myndige i visse Henseender og udskrives til Krigstjeneste. Naar en Borger havde naaet seksti Aar, var han fri for al Krigstjeneste.
Tallet paa stemmeberettigede Borgere anslaaes paa Athens Blomstringstid til henimod 20,000. Det var dog kun en mindre Del af disse, som mødte i Folkeforsamlingerne. Der nævnes, at en almindelig Folkeforsamling sjelden talte over 5000 Medlemmer. I visse Tilfælde fordredes der dog et mere fuldtalligt Møde (se Side 210).
Attikas Befolkning antages at have udgjort 500,000 Mennesker. Af disse var kun omtrent 100,000 af attisk Byrd, 350,000 var Træler og Resten fremmede (Metøker). Trælernes Kaar var i Athen langt fra saa haarde som i de fleste andre af Oldtidens Stater. Herren kunde saaledes ikke som paa andre Steder dræbe Trælen, og i Tilfælde af altfor streng Behandling kunde denne forlange at blive solgt til en anden Herre. Metøkerne havde ingen borgerlige Rettigheder og maatte betale en aarlig Skat til Staten, men var forresten frie Mænd og stod under Lovenes Beskyttelse. Samme Vilkaar havde ogsaa frigivne Træler.
Solon lod indridse sine nye Love paa Træpiller, som kunde dreies rundt og opstilledes paa Akropolis. Da han blev spurgt, om dette nu var de bedste Love, som kunde gives Athenerne, svarede han med de Ord: »Ja, de bedste, som Athenerne er istand til at modtage«. Mange var dog misfornøiede med hans Love, og daglig blev han bestormet af Folk, der dels vilde have dem forandrede, dels ønskede at faa hans Forklaring over dette eller hint Punkt. For at unddrage sig denne Paatrængenhed besluttede Solon igjen at forlade sit Fædreland og paany foretage en Reise til fjerne Lande. Først lod han dog sine Medborgere aflægge Ed paa, at de skulde bevare hans Forfatning uforandret i ti Aar; han haabede, at de, inden den Tid var forbi, vilde være komne til Erkjendelse af dens Godhed og Fortræffelighed.
Solon gik først til Ægypten, hvor han opholdt sig i længere Tid ved Kong Atnasis’ Hof (Side 38), æret og agtet af denne. Derpaa seilede han til Øen Kypros, hvor han ogsaa blev modtagen med stor Hæder af Kong Philokypros. Om hans Ophold ved Lyderkongens Hof er der tidligere talt (Side 29—31). Denne Solons Udenlandsreise faldt dog tidligere end Aaret 563, da Krøsos besteg Lydiens Throne. Mange anser derfor den hele Samtale for opdigtet for at stille den dybe Visdom og det ophøiede Tænkesæt hos en dannet Hellener, der var slet og ret Borger i en fri Stat, i skarp Modsætning til den tomme Pragt og den forfængelige Stolthed hos en asiatisk Hersker, der satte al sin Tillid til sine jordiske Goder og sin hurtig forgjængelige Magt. Det er dog meget muligt, at Solon i sine ældre Aar kan have gjort endnu en tredje Udenlandsreise og paa denne besøgt Sardes.
Da Solon efter ti Aars Fravær vendte tilbage til Athen, fandt han, at de gamle Partistridigheder paany var blussede op. Denne Kamp fik den Udgang, at Peisistratos i Aaret 560 tilvendte sig Eneherredømmet. Kort Tid i Forveien havde Solon, som gjettede hans ærgjerrige Planer, en Dag mødt frem i Folkeforsamlingen i fuld Rustning for at vise, hvilken Fare der var forhaanden. Men de præsiderende Prytaner erklærede kun, at »ligesom Solon i sin Ungdom havde anstillet sig vanvittig, saaledes havde han nu i Virkeligheden mistet Forstandens Brug«. Skjønt Solon paa alle Maader havde modarbeidet Peisistratos, vilde han dog ikke tage Flugten, da denne var bleven Tyran. Da hans Venner med Bekymring spurgte ham, hvad der vilde beskytte ham mod Voldsmandens Hevn, svarede han: »Min Alder«. Og Peisistratos ærede hans Alder og hans Fortjenester, han søgte hans Gunst og fulgte hans Raad. Solon døde i Athen i Aaret 559 omkring 80 Aar gammel. Ifølge en anden Beretning forlod han sin Fødeby af Sorg over at se den frie Forfatning omstyrtet og begav sig til Kypros, hvor han døde.
- ↑ En Drachme var omtrent 66 Øre.
- ↑ En Medimnos er 52½ Liter eller 54½ Pot.
- ↑ To hundrede Aar senere kostede en Medimnos Byg lige til seks Drachmer og et Faar ti til tolv.
- ↑ En Talent var omtrent 4000 Kroner.
- ↑ Oldtidens Stater opkrævede ikke gjennem egne Embedsmænd Told og andre Afgifter, men bortforpagtede disse Indtægter for en vis Sum til Enkeltmand eller Kompagnier, som da selv besørgede Opkrævningen. Derved undgik Staten at holde en talrig Skare Oppebørselsbetjente.
- ↑ Det attiske Aar var et Maaneaar paa 354 Dage; for at bringe det i Overensstemmelse med Solaaret pleiede man fra Tid til anden at indskyde en Skudmaaned paa 30 Dage.
- ↑ En Obol er omtrent 11 Øre.