Hellenerne/33
33. Aristomenes og den anden messeniske Krig.
I et Par Menneskealdre havde Spartas Aag hvilet paa Messenien, hvor der imidlertid var opvokset en Slegt, der brændte af Hevnlyst. I det nordlige Messenien samlede Efterkommerne af Heltene fra Ithome sig om Aristomenes, en Ætling af Æpytidernes gamle Kongestamme. Han blev valgt til Konge, men lod sig kun kalde Anfører, og nu begyndte den langvarige anden messeniske Krig, som førtes mellem Aarene 685—668 eller efter andre Beretninger mellem 645—630. I de første Træfninger var Aristomenes heldig, og for straks i Krigens Begyndelse at sætte Skræk i Lakedæmonierne gik han en Dag alene over Grænsefjeldene og sneg sig om Natten ind i Sparta, hvor han i Pallas Athenes Tempel ophængte et Skjold med den Indskrift: »Aristomenes vier Gudinden dette Skjold til Minde om Seieren over Lakedæmonierne«. Spartanerne blev saa forskrækkede over denne Dristighed, at de sendte Bud til Delphi, de raadvildes stadige Tilflugtssted. Guden svarede, at de skulde bede om en Fører og Raadgiver fra Athen. Athenerne, som nødig vilde hjælpe Sparta, men som heller ikke vovede at være Apollon ulydige, sendte dem Tyrtæos, der efter et upaalideligt Sagn skal have været en lam Skolemester. Dette var gjort for at haane Spartanerne; men Tyrtæos var imidlertid den Mand, de haardest trængte til, en Digter, der evnede at begeistre dem; gjennem sine ildnende Krigssange forstod han paany at opflamme de modfaldne Spartanere til Tapperhed og Udholdenhed. Det var ikke alene en ydre Fiende, der dengang hjemsøgte Sparta; Tvedragtens Aand havde bemægtiget sig dets Indbyggere og truede selve Staten med Undergang. Men Tyrtæos forstod at vække Almenaanden hos det splittede Folk; i sine Sange udkastede han et Billede af Lykurgos’ velordnede Stat og priste den gamle Lovgivers Verk i saa veltalende Ord, at den spartanske Endrægtighed atter vaagnede. Vakkert og indtrængende lagde han de unge Krigere paa Hjerte, hvad Pligten mod Fædrelandet krævede; han sang saa smukt om Tapperhedens Pris og om den skjønne Død i Kampen for Hjemmets Arne, at alles Hjerter betoges af Begeistring, naar de istemte hans Marschsange.
I Krigens andet Aar rykkede Spartanerne med fornyet Mod ind i Messenien igjen; men de blev slagne, og Aristomenes tilføiede de flygtende svære Tab. Ved hans Tilbagekomst strøede Kvinderne Blomster paa hans Vei og modtog ham med Jubelsange. Han bragte Zeus en Hekatomphoni, d. e. et Takoffer for 100 slagne Fiender. Senere blev det ham endnu to Gange forundt at bringe et saadant Offer. Messenierne gjorde nu mange Indfald paa de spartanske Enemerker og plyndrede store Dele af Lakonien. Da Spartanerne mistvivlede om at kunne staa sig i aaben Kamp mod dem, søgte de sin Frelse gjennem Forræderi. De bestak Arkadernes Konge, Aristokrates, som var stødt til Messenierne med en Hjælpehær. Da det nu i Krigens tredje Aar kom til et nyt Slag, forlod pludselig Aristokrates med hele sin Hær sine Forbundsfæller og drog bort. De forraadte Messeniere ledsagede dem med rasende Forbandelser og glemte at kjæmpe. Under Forvirringen vandt Spartanerne en fuldstændig Seier; men Aristomenes slog sig dog igjennem med en Del af sine tapre. Trods det store Tab blev han ikke forsagt, men trak sig tilbage til Bjergfæstningen Eira, hvor han holdt sig i elleve Aar. Herfra gjorde han ofte Streiftog til alle Kanter, endog lige til Steder i Spartas umiddelbare Nærhed, og vendte for det meste tilbage med rigt Bytte. Engang blev han tagen tilfange med femti andre Messeniere og ført til Sparta. Spartanerne besluttede at kaste Helten og hans Medfanger ned i den saakaldte Kæadas, en dyb Hule, hvori de pleiede at nedstyrte de værste Forbrydere. Aristomenes maatte se paa, hvorledes hans tapre Kamerater, en efter en, styrtedes ned i Kløften; tilsidst kom da Turen ogsaa til ham. Medens alle de andre slog sig døde paa Stedet, naaede han Hulens Bund levende. Formodentlig faldt han saaledes, at den Dynge af Menneskekroppe, som laa der før, tog af for Stødet. Sagnet forteller imidlertid, at en Ørn tog ham i Faldet paa sine Vinger og bar ham sagte ned. Men i den græsselige Hule mellem lemlæstede Lig ventede der ham kun en saameget skrækkeligere Død. Han lagde sig ned, hyllede Kappen om sit Ansigt og ventede Dødens Komme. Saaledes laa han i tre Dage, da hørte han en Raslen, han saa op og skimtede i Mørket en Ræv, som gnavede paa Ligene. Dyret maa altsaa være kommen ind gjennem en eller anden Indgang, tenkte han og blev liggende rolig, indtil Ræven kom lige hen til ham. Da greb han fat i dens Hale med sin ene Haand og vergede sig mod dens Bid med Kappen, som han holdt i den anden. Saaledes fulgte han med Dyret, der i sin Angst søgte hen til Udgangen. Han gjorde Aabningen større med Hænderne, da den var for trang for ham, og slap lykkelig op i Dagslyset. Den fra Døden undslupne Helt blev med ustanselig Jubel modtagen i Eira.
Det rygtedes snart i Sparta, at Aristomenes var kommen tilbage til Eira; men Rygtet fandt ingen Tiltro. Hvorledes kunde vel nogen være opstaaet fra de døde? Spartanerne fik dog Troen ihænde, da han kort efter tilføiede deres Hjælpetropper et stort Nederlag. Nogen Tid senere kom dog Aristomenes igjen i Fangenskab. Spartanerne skulde feire Hyakinthierfesten[1] og sluttede i den Anledning en Vaabenstilstand med Messenierne paa 40 Dage. I spartansk Sold stod der endel kretiske Bueskyttere. »Alle Kretere lyver; de er troløse, uordholdende Løgnere«, siger et gammelt Ord, og det viste sig ogsaa her. Syv af dem lurede paa Aristomenes, medens han i Tillid til Vaabenstilstanden havde fjernet sig fra Eira, og tog ham tilfange. De førte ham bunden til en nærliggende Gaard, hvor de tænkte at blive om Natten. Datteren paa Gaarden havde Natten i Forveien havt en sælsom Drøm: Ulve bragte hende en Løve bunden og uden Klør; hun løste dens Baand og gav den Klørene igjen, og da sønderrev den Ulvene. Da hun nu saa Kreterne med den bagbundne Mand, forstod hun sin Drøm og spurgte, hvem den fangne var. Efterat hun havde faaet dette at vide, skjænkede hun Vogterne saa meget Vin, at de blev berusede. Mens de sov, overskar hun Aristomenes’ Baand; han greb sit Sverd og dræbte samtlige Kretere. Aristomenes giftede senere sin kjekke Frelserinde med sin Søn Gorgos.
I Beleiringens ellevte Aar faldt endelig Eira. Aristomenes og Seeren Theoklos havde af den delphiske Gud faaet følgende Svar om Messeniens Skjebne: »Naar en Tragos engang drikker af Neda, kan jeg ikke længer beskytte Messenien; thi da er dets Undergang nær«. Men Ordet Tragos betyder »Buk«; derfor havde Messenierne med Omhyggelighed holdt alle Bukke borte fra Floden Neda, der flyder nordenfor den Bjergskraaning, hvorpaa Eira var anlagt. Nu hændte det en Dag, at Theoklos kom til Floden og fik se et vildt Figentræ, hvis Grene var voksede nedad, saa Bladene berørte Vandet. Straks forstod han, hvad Oraklet havde ment; thi Tragos betyder hos Messenierne ogsaa et Figentræ. Han meddelte ogsaa Aristomenes sin sørgelige Opdagelse; men de holdt sin Hemmelighed skjult for Messenierne, forat disse ikke skulde blive modløse før Tiden.
En mørk, stormfuld Uveirsnat, da Regnen flød i Strømme ned fra Himmelen, forlod Messenierne, som ikke ventede noget Angreb en saadan Nat, sine Poster. Aristomenes laa syg af et Saar og kunde ikke, som sedvanlig, gjøre Runde hos Vagterne. En af dem, som havde forladt sin Post, fortalte dette til sin Hustru, da han kom hjem. Men i Huset, som laa udenfor Fæstningsmuren, havde der gjemt sig en Lakedæmonier, som straks listede sig ud og meldte, hvad han havde hørt, til den spartanske Feltherre. Straks rykkede denne med sine Folk i Nattens Mørke opad de steile Veie til Borgen. Ved Hjælp af Stiger, som de bragte med sig, kom de op paa Murene, uden at nogen Messenier merkede noget, og først Hundenes Gjøen vakte dem af deres Søvn. Alle for forskrækkede ud af sine Huse og løb Fienden imøde, den syge Aristomenes forrest blandt dem. De saa sig omringede af Fienderne paa alle Kanter, men var dog ved godt Mod. Aristomenes og Theoklos alene var uden Haab, men kjæmpede derfor ikke mindre tappert. Selv Kvinderne tog Del i Kampen; de steg op paa Tagene og kastede Sten paa Spartanerne, og da de ikke kunde holde sig der længer formedelst Stormen, der truede med at blæse dem overende, greb de til Vaaben og styrtede sig ind i den tætteste Kamptummel. De vilde hellere gaa under med Fædrelandet end slæbes til Sparta som Trælkvinder.
Tre Dage og tre Nætter rasede Kampen i Gaderne. Messenierne var udmattede af Anstrængelser og Mangel paa Søvn, gjennemisnede af Regn og Kulde, forkomne af Hunger og Tørst. Da gik Theoklos hen til Aristomenes og sagde: »Hvorfor anstrenger du dig til ingen Nytte? Messeniens Undergang er besluttet; hvad vi ser for vore Øine, har Pythia forlængst forkyndt os. Jeg deler mit Lands Skjebne. Men du bør redde dig selv og saamange, du kan.« Derpaa kastede han sig midt ind i Fiendernes Skare med de Ord: »I skal ikke altid med Glæde besidde Messeniernes Eiendom«. Han blev nedhugget efter at have mættet sit Had i mange Fienders Blod. Aristomenes kaldte nu Messenierne tilbage fra Kampen, samlede sine Krigere om sig i en tætsluttet Skare og stillede Kvinder og Børn i Midten. Derpaa gik han mod Fienderne med sænket Lanse og bøiet Hoved til Tegn paa, at han bad om fri Afmarsch. Spartanerne vovede ikke at drive de fortvivlede Mennesker til det yderste og aabnede sine Rækker for dem. I et langt Tog vandrede Resten af det messeniske Folk med tungt Hjerte bort fra sit sidste Tilflugtssted og fra sit kjære Fædreland over til Arkadiens Bjerge.
Fra Arilds Tid havde Arkaderne været Messeniernes Venner. Med Gjestfrihed optog de ogsaa nu de hjemløse i deres Ulykke og lod dem bo iblandt sig. Men Aristomenes havde ingen Ro paa sig, før han havde fristet endnu engang at rive Fædrelandet ud af Voldsmændenes Hænder. Han udvalgte sig 500 Messeniere, hvis Dødsforagt han kjendte. I Nærværelse af Kong Aristokrates og andre Arkadere gav disse hinanden det gjensidige Løfte, at de vilde hevne Fædrelandet eller dø. Den dristige Plan gik ud paa at bemægtige sig Sparta, medens den spartanske Hær endnu stod i Messenien. Lykkedes dette, kunde de derved tiltvinge sig Eira igjen; mislykkedes det, vilde de dø efter at have vovet en stor og mindeværdig Gjerning. Men Aristokrates øvede for anden Gang Forræderi mod Messenierne; han underrettede Lakedæmonierne om Planen, og disse vendte skyndsomt hjem. Dog denne Gang blev Aristokrates’ Forræderi opdaget, og han blev stenet tildøde af sit eget Folk.
En Del af Messenierne blev boende i Arkadien; men de fleste drog under Anførsel af Gorgos til Nedreitalien og derfra over til Sicilien, hvor de erobrede Byen Zankle, som de til Erindring om sine Fædres Land kaldte Messene. Det ærefulde Navn findes endnu bevaret i det nuværende Messina. Aristomenes begav sig til sin Svigersøn, Kong Demagetos paa Rhodos. Demagetos havde i Delphi forhørt sig om, hvem han skulde tage til Hustru, og faaet til Svar: »Datter af den tapreste Mand i Hellas«. Demagetos troede ikke, at han kunde finde nogen taprere end Aristomenes, og bad om hans Datter. Hos denne sin Svigersøn blev Aristomenes boende til sin Død, altid optaget med at smede Planer mod Sparta. Da Døden endte hans daadrige Liv, reiste Rhodierne ham et prægtigt Gravmæle.
De Messeniere, som blev tilbage i sit Land, blev undergivne Heloternes Vilkaar og maatte som Træler dyrke den Jordbund, hvis Herrer de havde været, i sit Ansigts Sved. Henved tohundrede Aar senere (464 f. Kr.) gjorde de et nyt Forsøg paa at afryste Aaget; men de opnaaede kun at faa det lagt end tungere paa sin Nakke. Epaminondas oprettede igjen den messeniske Stat i Aaret 369 f Kr.
- ↑ En Fest til Ære for Apollon og hans Yndling, den skjønne Hyakinthos, hvem den skinsyge Zephyros (Vestenvinden) dræbte. Af den dræbtes Blod lod Apollon de Blomster fremspire, der bærer hans Navn.