Hellenerne/32
32. Aristodemos og den første messeniske Krig.
Efterat den lykurgiske Lovgivning havde frembragt Orden og Enighed i den spartanske Stat, vandt denne hurtig saa stor Styrke, at den kunde optræde som Erobrer og bringe sine Naboer, den ene efter den anden, i Afhængighedsforhold til sig. De merkeligste af disse Erobringskrige er de, som Sparta førte med sin Nabostat Messenien, og som endte med den sidstes fuldstændige Tilintetgjørelse.
Vort Kjendskab til disse Krige er høist usikkert og ufuldkomment. Den Skildring af dem, vi her leverer, skyldes Pausanias, der levede i sidste Halvdel af 2det Aarh. e. Kr. og skrev en med historiske Notitser blandet Reisebeskrivelse af Hellas.
At Messenien med sine frugtbare Agre og Enge snart maatte vække Spartanernes Erobringslyst, er forklarligt. Paaskud til Krig var snart fundet, da der nævnes flere Ting, som gav Anledning til gjensidige Kranglerier. Saaledes fortelles der, at en Messenier ved Navn Polychares havde dræbt flere Spartanere, og da disse fordrede ham udleveret, negtede Messenierne at efterkomme Forlangendet. Efter de sidstes Fremstilling forholdt Sagen sig nemlig saaledes: Polychares var en rig Messenier, der eiede talrige Hjorder; han blev enig med Spartaneren Euæphnos om, at disse skulde græsse paa hans Marker mod, at denne fik en vis Del af Budraatten. Men Euæphnos, der agtede uretmæssig Fordel høiere end Ære og Troskab, solgte de Dyr, som var ham betroede, og foregav, at de var tagne af Sørøvere. Da Bedrageriet senere blev opdaget, tilbød Euæphnos sig at betale, hvad han havde faaet for Kveget. Polychares sendte sin Søn for at modtage Summen; men Euæphnos dræbte ham. Den trøstesløse Fader indgav Klage over den lidte Uret til den spartanske Øvrighed. Men da han blev holdt hen med tomme Ord, blev han forbitret, og for at hevne sig dræbte han hver Spartaner, han mødte paa sin Vei. Derfor var det, Spartanerne forlangte ham udleveret, og da dette ikke skede, rykkede Spartanerne uden Krigserklæring ind i Messenien.
Krigen varede i tyve Aar fra 743 til 723 f. Kr. eller efter andre Kilder fra 730 til 710; den bestod i Begyndelsen i gjensidige Plyndretog. Først i det femte Aar kom det til et større Slag, i hvilket begge Hære kjæmpede med den største Tapperhed lige til Nattens Komme, men uden nogen Afgjørelse. Begge Parter følte sig meget svækkede. Messenierne havde dog lidt mest og besluttede derfor at trække sig tilbage til den faste Bjergfæstning Ithome, som var helliget Zeus, og at give det øvrige Land til Pris for Fiendens Herjinger. Paa den Maade var de istand til at gjøre sine Fiender Modstand endnu i femten Aar. Da den messeniske Konge spurgte det delphiske Orakel, hvad der maatte gjøres, forat Messenien kunde frelses, fik han til Svar; »Kaster Lod om en ren Jomfru af Æpytos’[1] kongelige Hus, og ofrer hende til Underverdenens Guder, og I vil redde Ithome«. Alle Jomfruer af Æpytidernes Familie kastede Lod, og det traf Lykiskos’ Datter. Men hendes Fader afskyede Menneskeofringer, og for at frelse sin Datters Liv foregav han, at hun ikke var af Kongeslegten, men et underskudt Barn. Derpaa flygtede han med hende til Sparta. Da fremstod Aristodemos, som ogsaa var af Æpytidernes Familie, og tilbød frivillig sin Datter som Offer. Hendes Brudgom modsatte sig dette af al Kraft, og da hans Ord blev upaaagtede, raabte han i sin Fortvivlelse for at redde sin Brud, at Faderen ikke længere havde nogen Magt over hende, da hun allerede var hans Hustru, uden at Faderen vidste noget derom. Men den forbitrede Fader stødte i Raseri herover med egen Haand Sverdet i hendes Bryst. Offeret var bragt. Da Offerpresten paastod, at Aristodemos’ Handling ikke var noget Offer, men et Mord, og at derfor en anden Jomfru maatte hengive sig for Fædrelandet, modsatte Kongen sig, at mere uskyldigt Blod blev udgydt; han understøttedes heri af de andre Æpytider, der frygtede for sine Døtres Liv, og Presten blev overstemt.
Af Frygt for Oraklets Udsagn afholdt Spartanerne sig i fem Aar fra Angreb; i det sjette viste de sig atter paa Sletten foran Ithome, og det kom til et Slag, hvori Messeniernes Konge faldt. I den faldnes Sted valgte man Aristodemos til Konge. Presterne modsatte sig rigtignok, at Æpytos’ Kongeværdighed skulde gives til en Mand, der var besudlet med sit eget Barns Blod; men Aristodemos havde ved at fornegte Blodets ømmeste Baand lagt en saadan Kjærlighed til sit Folk for Dagen, han havde i alle Kampe vist et saadant Heltemod, at Folket holdt ham for den bedste og værdigste, det kunde tage til sin Fører. Han blev derfor valgt trods alle Indsigelser.
Atter gik der flere Aar hen under gjensidig Plyndring af Grænselandskaberne. Endelig opmandede Spartanerne sig og vilde med ét Slag tvinge Messenierne til Underkastelse og ende Krigen. Men de led tvertom selv et stort Nederlag. Raadvilde spurgte de i Delphi, hvad de skulde gjøre. Da Guden raadede dem til at tage det messeniske Land med List, forviste de hundrede spartanske Borgere, der flygtede som Overløbere til Messenien. Men Aristodemos var paa sin Post og sendte dem straks tilbage med de Ord, »at Lakedæmoniernes Brøde vistnok var noget nyt, men deres List og Rænker meget gamle«.
Og dog faldt Ithome ved List. Den delphiske Gud havde paa Messeniernes Spørgsmaal om, hvem der skulde seire, givet det Svar, at »den, som først satte ti Gange ti Trefødder omkring Zeus’ Alter paa Ithome, ham skjænker Guden Seierens Hæder tilligemed de messeniske Marker«. Nu følte Messenierne sig trygge. De havde jo Borgen inde og kunde i Ro og Mag opstille de forlangte Gaver til Guden. Men Spartanerne var ogsaa blevne bekjendte med Gudens Udsagn. En kjek og listig Spartaner ved Navn Øbalos lavede i Hast hundrede smaa Trefødder af Ler, klædte sig ud som Arbeidsmand og kom en Aften sammen med de andre Markarbeidere indenfor Ithomes Porte. Han stillede sine Trefødder op i Zeus’ Tempel og undkom lykkelig til Sparta. Stor Bestyrtelse opstod der blandt Messenierne, da de fik se, hvad der var skeet, og den øgedes end mere, da der ogsaa indtraf mange andre Tegn, der varslede Messeniens Undergang. Skjoldet faldt ned fra Artemis’ Billedstøtte; de Vædre, som var bestemte til Ofring, stangede med Hornene saa voldsomt mod Alteret, at de faldt døde om; Byens Hunde samlede sig en Nat i Klynger og hylede som Ulve og løb derpaa over til Spartanernes Leir; der voksede Græs paa Aristodemos’ Arne; hans Datter viste sig for ham, pegede paa sit blodige Bryst og kastede ham et hvidt Ligklæde over Hovedet. Helten forstod sin Skjebne; forgjeves havde han ofret sin Datter, Guderne vilde Messeniens Undergang. Fuld af Anger og med Fortvivlelse i Hjertet gik han om Natten hen til sin Datters Grav og gav sig selv Døden.
Efter sin tapre Konges Død mistvivlede Messenierne om sin Redning. Hungeren drev dem til at gjøre et Udfald. De kjæmpede Fortvivlelsens Kamp; de bedste blandt dem og alle deres Førere døde Heltedøden. Fem Maaneder senere overgav Resten af Folket Fæstningen til Spartanerne. De, som ikke udvandrede, fik omtrent samme Kaar som Lakoniens Heloter og »maatte give sine Herrer Halvdelen af, hvad Jorden kastede af sig, trykkede ligesom Æsler af svære Byrder«. De maatte aflægge Ed paa aldrig at falde fra Spartanerne eller nogensinde pønse paa noget ondt mod dem. Naar en Konge eller en anden høitstaaende Mand i Sparta døde, maatte Mænd og Kvinder fra Messenien indfinde sig i Sparta i sorte Klæder. »De blev tvungne til at græde, de og deres Hustruer, naar Skjebnens Gudinde afskar nogen af deres Tyranners Livstraad«.
- ↑ Æpytos var Søn af Messeniens Erobrer Kresphontes (Side 167).