Hellenerne/31
31. Lykurgos og den spartanske Stat.
Ved Doriernes Indvandring paa Peloponnes havde, som vi har seet (Side 167), Aristodemos faaet Lakonien; dette Landskab gjennemstrømmes af Floden Eurotas og omgives i Vest og Øst af Taygetos’ og Parnons Aasrygge. De indvandrede Doriere, der var de eneste fuldt berettigede Borgere, kaldtes efter Sparta, Landets Hovedstad, Spartanere eller Spartiatere. Ofte kaldes de ogsaa Lakedæmoniere. En Del af den tidligere achæiske Befolkning udvandrede, medens de tilbageblevne dels som Heloter (livegne) dyrkede sine doriske Herrers Marker, dels som Periøker (d. e. omboende) eller Lakedæmoniere i snevrere Forstand besad personlig Frihed og Grundeiendom, men betalte Skatter og var uden politiske Rettigheder.
Den nye doriske Stat havde i Begyndelsen en ringe Udstrækning, og de egentlige Borgere var faatallige, hvad de forresten stedse vedblev at være. Da Aristodemos døde, efterlod han sig to Sønner, der var Tvillinger; den ældste skulde nu efter dorisk Skik være Konge; men da Moderen, der gjerne saa begge sine Sønner paa Thronen, sagde, at hun ikke vidste, hvem der var ældst, henvendte Spartanerne sig i sin Raadvildhed til Oraklet i Delphi. Her fik de det Raad at tage dem begge til Konger, men ære den ældste mest. Hermed var de nu kun halvt hjulpne ud af Forlegenheden. De passede imidlertid paa, hvem af de to Moderen viste mest Omhu, og da de fandt, at hun bestandig badede den samme Gut først og gav ham Mad før den anden, sluttede de, at han var ældst, og kaldte ham Eurysthenes; den anden gav de Navnet Prokles. Disse blev da Stamfædre for de to spartanske Kongefamilier; men da disse var indbyrdes uenige, sønderreves den unge Stat snart af indre Splid, og der herskede den største Uorden.
Under denne Forvirring fremtraadte Lykurgos. Hans Levetid er omstridt, men hensættes rimeligst til den første Halvdel af det 9de Aarh. Da hans Broder, der var Konge i Sparta, døde barnløs, men efterlod en frugtsommelig Hustru, foreslog denne, der var en ryggesløs Kvinde, Lykurgos at ville dræbe sit Afkom, hvis han vilde gjøre hende til sin Dronning. Lykurgos, der midlertidig havde overtaget Regjeringen, lod, som om han gik ind paa hendes Forslag, men bad, at hun skulde sende ham Barnet, straks det blev født. Han sad netop tilbords med nogle fornemme Spartanere, da det nyfødte Guttebarn bragtes ham; efter at have taget det i sine Arme, sagde han: »Os er en Konge født, Spartanere«, lagde det paa den kongelige Stol og kaldte det Charilaos, d. e. Folkets Glæde. Saaledes strandede den hjerteløse Moders Plan paa Lykurgos’ Kløgt og Høisind.
Da Lykurgos derefter paadrog sig mange Fiender navnlig blandt Kongemoderens Slegt, forlod han sit Fædreland og begav sig til Kreta. Her gjorde han sig bekjendt med Kreternes Statsform og øvrige Indretninger; Kreterne var Spartanernes Stammefrænder og skal have bevaret sine doriske Seder mere rent end hine. Efter dernæst at have besøgt Ionien og Visdommens urgamle Sæde Ægypten vendte Lykurgos atter hjem, beriget med Erfaringer og bestemt til at blive den, hvem Sparta skulde skylde sin Storhed.
I Fædrelandet herskede den største Forvirring; Charilaos regjerede tyrannisk, og den største Del af Folket var nedsunket i Armod, medens de rige ved sit Overmod og sine Undertrykkelser vakte Had og Misundelse. Lykurgos tenkte nu at give sit Land en Forfatning efter kretisk Mønster og begav sig til Delphi for at faa Oraklets Raad og Bifald dertil. Da han betraadte Templets Terskel, hilsede Pythia ham med følgende Ord:
»Hid du dig nærmer, Lykurgos, til dette mit hædrede Tempel,
Yndet af Zeus, men og yndet af alle olympiske Guder,
Ikke jeg ved, om en Gud jeg dig skal eller Menneske kalde,
Dog jeg formener, Lykurg, at Gud du fortjener at kaldes.«
Opmuntret ved denne Hilsen vendte Lykurgos hjem, meddelte sine Venner de Planer, han havde, og foretog sig derefter at ordne den spartanske Stat; hans bekjendte Retsind og Visdom gjorde, at Misfornøielsen taug, og de fleste sluttede sig til hans Bestræbelser. Men den Stat, han saaledes opbyggede, var ikke hans Verk alene, men meget mere Frugten af lange Tiders Udvikling, og mange Indretninger, der tillægges ham, var af langt senere Oprindelse.
Grundtrækkene i den saakaldte lykurgiske Lovgivning var i Korthed følgende:
Kongemagten vedblev at være delt mellem to. Kongerne var de høieste Embedsmænd; men deres Magt blev betydelig indskrænket og var navnlig i Fredstider temmelig ringe. Thronen gik i Arv i lige Linje i de to Kongefamilier; det var dog ikke altid den førstefødte Søn, der arvede Kongetitelen; hyppigst var det den, der var født efter Faderens Thronbestigelse. Da Kongerne besørgede visse Statsofringer og var Statens høieste Presteskab, kunde ingen Krøbling beklæde Thronen; thi Presterne maatte overalt i Hellas være uden legemlig Lyde. Kongerne havde Forsædet i Raadet og den høieste Domstol; men denne Ære gav dem ingen særegen Indflydelse. I Krigen havde de som Hærens Førere uindskrænket Magt over Liv og Død, men var ansvarlige for sine Handlinger, for hvilke de kunde kræves til Regnskab. Kongerne havde fremdeles en af Staten anvist, temmelig tarvelig Bolig og ikke ganske ringe Indtægter. Periøkerne betalte en aarlig Skat til dem, og de eiede selv store Landeiendomme. Endvidere skulde de have en Tredjepart af alt Krigsbytte og Andel i de Offerdyr, som ofredes ved visse Anledninger — navnlig tilkom Huden og undertiden Rygstykkerne dem. Forat Kongerne aldrig skulde mangle Offerdyr, maatte en Gris af hvert Kuld, som fødtes, afleveres til dem. Udgifterne til det kongelige Bord bestredes af Staten, og Kongerne hædredes med dobbelte Portioner.
Var den kongelige Magt saaledes i og for sig fra Begyndelsen ringe, sank den næsten ned til en Skygge, da de saakaldte Eforer (d. e. Tilsynsmænd) hævede sig paa de andre Statsmagters Bekostning. Eforerne var fem og skiftede aarlig; fra en ringe Dommermyndighed hævede de sig efterhaanden til den høieste Magt i Staten. Deres Opgave var at verne om Folkets Rettigheder mod Kongernes og Raadets Overgreb; de kunde anklage og fængsle alle Øvrighedspersoner, de tvang Kongerne »til at ære dem som sine Fædre« og nødte dem til at møde for sig. I Krigen bistod de Kongerne med Raad og Daad og havde Magt til at stanse dem midt i deres Virksomhed.
Naar en Konge døde, meldte Ryttere Sørgebudskabet over det ganske Land; gjennem Spartas Gader gik Skarer af Grædekoner og slog paa Metalbækkener; enhver Familie maatte anlægge Sørgedragt. Til Begravelsen maatte der indfinde sig flere tusinde Heloter og Periøker, der under lydelige Veklager priste den afdøde som den bedste Mand. Efter Begravelsen hvilede alle Forretninger i ti Dage, og Torvet holdtes afstængt og blev bestrøet med Avner. Døde Kongen i Udlandet, blev enten et Billede af ham begravet, og da iagttoges de samme Skikke, eller ogsaa bragtes Liget hjem opbevaret i Honning.
Raadet, Gerusia, havde den høieste Magt i Sparta; det var uansvarligt og forberedte alle Sager, som skulde forelægges Folkeforsamlingen, eller afgjorde dem selv; det dømte i Livssager og over Forbrydelser, der var begaaede af Kongerne. Raadet bestod, foruden af de to Konger, af 28 livsvarige Medlemmer, Geronter (d. e. ældste); disse maatte være over 60 Aar gamle, have ført et pletfrit Liv og valgtes af Folket paa følgende eiendommelige Maade: Naar Folket havde samlet sig paa Valgpladsen, begav nogle dertil udseede Mænd sig til en nærliggende Bygning, hvorfra de ikke kunde overse Pladsen, men vel høre de forsamledes Stemmer. Ansøgerne til den ledige Raadsherrepost gik derpaa i en ved Lodkastning bestemt Orden over Pladsen, og de i Bygningen indesluttede Mænd, der ikke vidste, i hvilken Orden Ansøgerne gik, lagde nu Merke til, naar Folket kraftigst gav sit Bifald tilkjende. Den, hvem dette gjaldt, blev derpaa Raadsherre og begav sig smykket med en Krans til Gudernes Templer, medens Mængden priste hans Lykke.
Til at deltage i Folkeforsamlingen havde enhver Borger over tredive Aar Berettigelse. Den skulde regelmæssig sammenkaldes ved hver Fuldmaane; men da det synes, som om Raadet har kunnet afgjøre, hvorvidt en Sag skulde forelægges Folket, da der fremdeles ingen Debat forefaldt og heller ikke foregik nogen egentlig Afstemning, men Folket gav sit Bifald eller Mishag tilkjende ved Raab, kan dens Indflydelse ikke have været stor.
Den frie, fuldtberettigede doriske Befolkning deltes i tre Stammer (Fyler) og udgjorde omtrent 9000 Familier. Medens en stor Del af disse før Lykurgos havde været nedsunket i Fattigdom, søgte han at rette herpaa ved at foretage en ny Deling af Landeiendommene; disse deltes i 9000 omtrent lige store Lodder, en Jordlod til hver Familie. En saadan Jordlod, der ikke betragtedes som den enkeltes, men som Statens Eiendom, kunde ikke sælges eller bortgives, men gik altid i Arv kun til én. Herved kunde det nu ikke forebygges, at nogle blev fattige ved at faa stor Familie, andre rige ved at forene flere Lodder ved Arv. For at raade Bod paa dette Misforhold tog Lykurgos flere Forholdsregler. Forat Familierne ikke skulde blive for mange, kunde saaledes flere Brødre have én Kone sammen; en barnløs rig Jordbesidder adopterede ogsaa ofte en fattig Slegtning, og døde en Familie ud, faldt dens Jordlod tilbage til Staten, som da igjen bortskjænkede den; var der kun en Datter i Familien, bortgiftede Kongerne hende, og Familiens Jordlod fulgte da med hende. Saaledes kunde nok Formuesligheden nogenlunde opretholdes en Stund; men i Længden lod det sig dog ikke gjøre, og navnlig i senere Tider udvidedes Kløften mellem de rige og de fattige.
Spartanerne, der var fødte Krigere og udgjorde en staaende, stedse slagfærdig Hær, befattede sig ikke med Jordens Dyrkning; men medens de selv boede i Sparta, overlod de denne til Heloterne; aarlig maatte disse bringe sine Herrer et vist Kvantum af Grøden (omtr. 30 Tønder Byg og et bestemt Maal Vin og Olje), men kunde anvende Resten til egen Fordel. Heloterne blev i det hele haardt behandlede, om de end i nogen Grad beskyttedes af Loven. Da de udgjorde over Halvparten af hele Lakoniens Befolkning, der løb op til henved 800,000 Sjæle, og stedse bevarede en sterk Følelse af sin undertrykte Stilling, holdt Spartanerne stadig et vaagent Øie med dem. Hvert Aar udsendtes en Skare unge, modige Spartanere, hvis Opgave det var at udspeide Heloternes Færd; saa de, at noget mistænkeligt var igjære, kunde de uden videre hugge de Heloter ned, som de nærede Mistanke til. Flere Forfattere har vistnok med Urette skildret denne saakaldte «hemmelige Jagt« saaledes, at de udsendte unge Mænd huggede ned forfode enhver Helot, de mødte, en Forholdsregel, der da skulde være tagen for i nogen Grad at formindske Heloternes altfor store Tilvekst.
Foruden de 9000 Jordlodder, der uddeltes til de spartanske Herrer, skal ogsaa Lykurgos have overladt 30,000 Lodder af ringere Værd til den talrige Befolkning af Periøker. Disses Stilling var paa langt nær saa haard som Heloternes; de synes saaledes at have styret sine egne kommunale Anliggender og gjorde ofte Krigstjeneste endog som sværtbevæbnede ved de fuldtberettigede Borgeres Side; foruden med Agerdyrkning gav Periøkerne sig ogsaa af med Handel og Haandverksdrift i Stæderne.
For ret at kunne forstaa de spartanske Indretninger og Skikke maa man betragte Folket som en staaende Hær og dets Hovedstad som en Krigsleir. Efterat Dorierne havde erobret Landet, maatte de i den nærmest paafølgende Tid altid staa rede til at forsvare det mod ydre Fiender. Dette Liv paa Krigervis blev fortsat udigjennem Tiderne, selv da, naar dette ikke længere var fornødent. Spartanerne holdt nemlig fast paa det gamle og vilde ingen Forandringer have. Ligesom Hæren i Felten var delt i visse Afdelinger, der laa i samme Telt, kogte og spiste sammen, saaledes var denne Skik overført paa Borgernes Liv ogsaa i Freden. Staten var det første, Hjemmet det andet. med hinanden lig Bierne blev Borgerne«, som Plutarchos[1] udtrykker sig, »vante til at føle sig kun som Lemmer og Dele af det hele; de levede ikke for sit eget. men for det fælles Vel«. Alle Borgere over tyve Aar sluttede sig sammen i Grupper paa femten Mand, som i Felten udgjorde et Teltkameratskab, i Freden spiste ved samme Bord ved de daglige Fællesmaaltider, hvori alle Borgere, selv de gifte, maatte deltage. Naar der skulde optages et nyt Medlem, stemte man derom med Brødstumper, og hvis blot ét Stykke var sammeneltet, var dette nok til at hindre Optagelsen. Udgifterne ved Maaltiderne fordeltes ligelig paa Deltagerne. Disse var ikke store, da Maaltiderne var meget tarvelige, forat selv den mindre bemidlede kunde være med. Den, som var for fattig til at yde det bestemte Bidrag, udelukkedes fra Fællesmaaltiderne, men mistede derved ogsaa sine borgerlige Rettigheder. Bidragene bestod af en vis Mængde Byg, Vin, Ost og Frugter samt en Ubetydelighed i Penge. Det var forbudt at drikke Vin uden for at slukke Tørsten, og det betragtedes som en Skam at vise sig beruset; for at indpræge de unge, hvor dybt Drukkenskabslasten nedværdigede Mennesket, pleiede man at vise dem drukne Heloter. Kjød blev i Almindelighed kun spist af de yngre; thi den bekjendte sorte Suppe[2], som bestod af Svinekjød kogt i Blod, og som kun var krydret med Eddike og Salt, var den voksne Spartaners Livret og blev daglig nydt sammen med Brød, Ost, Oliven og Figen. Efter det egentlige Maaltid kunde en eller anden af Selskabet give tilbedste en Ekstraret, oftest et Stykke Vildt, som han selv havde skudt. Ved Fester var Bordet rigeligere besat. At spise hjemme var ikke nogen, selv ikke Kongerne, tilladt, medmindre han var forhindret fra at møde paa Grund af Jagt eller Ofring. Da Kong Agis paa Peloponneserkrigens Tider kom hjem fra en Seier over Athenerne, ønskede han at spise hjemme hos sin Hustru; men det blev ham negtet. Samtalen ved Bordet angik væsentlig alvorlige Gjenstande; naar nogen traadte ind, pegede den ældste paa Dørene og sagde: »Gjennem disse maa intet Ord gaa ud«.
Ved at anordne disse Fællesmaaltider paadrog Lykurgos sig i den Grad de riges Had, at det engang kom til fuldstændig Opstand. Forfulgt af de misfornøiede med Stenkast maatte Lykurgos flygte bort fra Torvet. Netop som han naaede et Tempel, blev han indhentet af et ungt Menneske ved Navn Alkandros, som i Lidenskabelighed slog ud hans ene Øie med en Stok. Lykurgos vendte sig rolig om mod Folket og viste det sit blodige Ansigt. Skam og Anger greb Oprørerne, og de udleverede Alkandros til Lykurgos, som tog ham med sig hjem og beholdt ham i sin Tjeneste. I Omgangen med Lykurgos fik Alkandros Leilighed til at lære at kjende hans ædle og milde Karakter, hans simple, strenge Levevis og hans rastløse Virksomhed og Udholdenhed. Fuld af Beundring for den store Mand sagde han til sine Venner, at Lykurgos hverken var streng eller egenmægtig, men at han var mild og sagtmodig fremfor alle andre. Fra at være en forbitret Modstander blev Alkandros Lykurgos’ bedste Ven.
Børnenes Opdragelse var i særegen Grad Gjenstand for Spartanernes Omhu. Straks efter Fødselen bragtes Barnet til de ældste i hver Fyle, der bestemte over dets Liv og Død. Var det svagt eller vanskabt, blev det udsat paa den saakaldte »Udsættelsesplads« paa Bjerget Taygetos. Det sunde og feilfrie Barn skulde derimod opdrages. Alle Børn betragtedes nemlig som Statens Eiendom, og denne vilde kun have kraftige Borgere. Til Syvaarsalderen var Børnene under sine Mødres Varetægt. De blev vaskede i Vin for at styrkes og opdroges uden Svøb, forat Lemmernes Bevægelse kunde blive fri og utvungen. De vænnedes til ikke at være mørkrædde og ikke at græde. Naar Gutterne var syv Aar gamle, blev de tagne fra Forældrene og opdragne sammen med sine jevnaldrende af offentlige Lærere. De deltes i Afdelinger, hvis Medlemmer selv valgte en ældre Gut, som anførte deres Øvelser og endog kunde tildele dem Straf. Den hele Opdragelse gik ud paa at vænne dem til Lydighed mod Lovene, Udholdenhed i Arbeide og Mod i Slaget. Gutterne bar Haaret kortklippet og maatte selv om Vinteren gaa uden Hovedbedækning og barfodede, kun iførte en kort Kappe, der ofte kunde være tyndslidt nok, da de kun én Gang om Aaret fik en ny. De sov paa et Leie af Siv, som de selv maatte hente fra Eurotas uden at benytte Kniv eller Saks til at skjære det af med. Naar de gik paa Gaden, maatte de ikke se til Siden, men gaa med nedslagne Øine og med Hænderne paa Ryggen. Legemsøvelser var deres Hovedbeskjæftigelse selv om Vinteren, og de ældre eggede dem undertiden til Strid for at øve deres Mod. For at hærdes blev Gutterne én Gang om Aaret piskede tilblods foran Artemis’ Alter. Det ansaaes for en stor Skam at skrige eller vise noget Tegn paa Smerte, og det hændte undertiden, at enkelte faldt døde om ved Alteret. Foruden et Opdragelsesmiddel var dette tilige en religiøs Skik og en Levning fra ældre og end mere barbariske Tider, da Artemis hædredes med Menneskeofringer.
Den Kost, de unge fik, var ikke alene meget tarvelig, men ikke engang tilstrækkelig til at tilfredsstille Hungeren. For ikke at sulte blev de derfor nødte til at stjæle Levnetsmidler. De sneg sig ind i Haver og Spisekammere, og de, som bragte mest hjem, fik den største Ros; thi Behændighed og List kunde blive dem til Nytte i Krigen. Men hvis de blev fakkede, blev de piskede for sin Klodsethed. Engang havde en Gut stjaalet en Ræveunge og gjemt den under sin Kappe. For ikke at blive grebet paa fersk Gjerning lod han sig sønderrive af Dyrets Klør og Tænder og opgav Aanden.
Den hele Levevis i Sparta var kun beregnet paa at danne Borgeren til en duelig Kriger. Ved Siden af Øvelsen i Vaabenbrug var Jagten paa Taygetos’ Bjerge den spartanske Borgers eneste Beskjæftigelse. Da en Spartaner under et Besøg i Athen fik vide, at en af denne Bys Borgere var bleven idømt Bøder for Lediggang, blev han i høieste Grad forundret og forlangte at se den, som blev straffet, fordi han opførte sig som en fri Mand og foragtede de Sysler, der kun passede sig for Træler.
Al Kunst, al Overdaadighed var banlyst fra det spartanske Liv. Naar man byggede et Hus, skulde man til Loftet kun anvende Øks, til Dørene kun Sag. Da Spartaneren Leotychides var i Besøg hos en Gjesteven i Korinth og saa, at Loftet var kostbart udstyret og inddelt i Felter, spurgte han, om Tømmeret voksede saaledes i Korinthiernes Land. Fremmede fik vanskelig Lov til at bo i Sparta, ligesom Spartanere meget sjelden reiste i Udlandet. Hvis nogen udvandrede, dømtes han til Døden; thi det var jo Rømning fra Krigshæren. For at hindre al Handel med fremmede var det bestemt, at ingen maatte eie Guld eller Sølv; for den indre Handels Skyld brugte man Jernmynter. Disse var saa store, at man maatte bruge to Heste for at kjøre et Læs af 600 Kroners Værdi.
Af Kunst og Videnskab lærte Spartanerne kun det allernødvendigste; de undervistes i at blæse paa Fløite, spille paa Lyre og at synge hellige Hymner og Krigssange. Homers og senere Tyrtæos’ og Terpandros’[3] Digte var saagodtsom Spartanernes eneste aandelige Føde, og mange kunde dem udenad. Musernes Kunst forenede sig i Sparta med Krigskunsten. Efter Digteren Alkmans[4] Ord »tonede Citharens søde Klang den skarpe Klinge kjekt imøde«. »Der blomstrer«, siger Pindar, »de gamles Visdom i Forening med de unges tapre Lanse, deres Dansekor, Sange og festlige Glæde«. Før Slaget iførte de kjæmpende sig Purpurkapper, smykkede sine Hoveder med Kranse og drog under Fløitespil Fienden imøde. De faldne blev smykkede med Laurbærkranse, men de feige og Flygtningerne blev trufne af Skam og Vanære. Med denne Krigeraand, der gjennemtrængte alle Livets Forhold, for Øie kan vi ogsaa forstaa det Svar, som Lykurgos skal have givet paa det Spørgsmaal, om han ikke vilde bygge Mure om Byen. Han sagde: »Den By er ikke uden Mure, der er omgiven af Mænd istedenfor af Stene«. Hvorledes Tapperheden fik sin Pris i Festsangene, derpaa har Plutarchos leveret os følgende Eksempel: Paa Festdagene fremtraadte tre Sangerkor. Oldingerne sang først:
- »Vi unge var engang og øved’ herlig Daad«.
Mændenes Kor svarede
- »Af Ungdom svulmer vi, du gamle, prøv os kun«.
Tilsidst sang Børnene:
- »Naar vi faar vokse lidt, vi seirer over jer«.
Næst Fædrelandskjærligheden var Agtelse for Alderdommen den Dyd, som Spartaneren lagde mest Vegt paa. Dette kunde heller ikke være anderledes i en Stat, hvor alle Embedsmænd var Oldinger. Man troede at ære Guderne ved at ære dem, hvem de skjænkede et langt Liv. Da engang et spartansk Gesandtskab opholdt sig i Athen og en Dag besøgte Theatret, søgte en gammel Mand forgjeves efter en Plads mellem sine Landsmænd paa de tætbesatte Bænke; ingen vilde vige Pladsen for ham. Men da han kom til de Bænke, hvor de spartanske Udsendinger havde faaet Sæde, reiste disse sig alle som én for ham og gav ham Plads hos sig. Dette syntes Athenerne var et smukt Træk og tiljublede Spartanerne sit Bifald; men en af disse sagde: »Athenerne har vel Øie for, hvad der er rigtigt; men de har ikke Lyst til selv at gjøre det«. Barnløshed gjorde dog et stort Skaar i den Ærbødighed, en gammel Mand kunde gjøre Fordring paa. »Du har ingen Børn, der en Dag kan bevise mig den samme Ære«, sagde en ung Mand til den berømte Feltherre Derkyllidas, idet han blev siddende uden at reise sig for ham; og ingen dadlede den unge Mand. Spartanerne betragtede Egteskabet kun som et Middel til at skaffe Staten Borgere og som ethvert Menneskes Pligt. At leve ugift var en Brøde mod den, og Pebersvendene straffedes ved at maatte gaa halvnøgne om paa Torvet en kold Vinterdag og synge Spotteviser over sig selv.
Med Pigebørnene fulgtes en lignende Opdragelsesmaade som med Gutterne. De huslige Sysler overlodes til Trælkvinderne; af den unge Spartanerinde forlangtes kun, at hun engang skulde give Staten kraftfulde Børn. Hun maatte derfor ogsaa deltage i gymnastiske Øvelser, Kapløb og Brydning. Denne Opdragelse gav hende et sundt Legeme og en ophøiet Tænkemaade skjønt vistnok ofte paa Kvindelighedens Bekostning. En fremmed Kvinde sagde engang til Gorgo, Leonidas’ Hustru: »I Spartanerinder er de eneste Kvinder, som hersker over sine Mænd«, hvortil hun svarede: »Vi er ogsaa de eneste, som føder Mænd til Verden«. Om det Mod og den Karakterens Adel, som de spartanske Mødre lagde for Dagen, fortelles der flere Træk. »Det er for kort«, sagde en ung Soldat engang til sin Moder, idet han pegede paa sit Sverd. »Det afhjælpes ved at gaa Fienden et Skridt nærmere paa Livet«, svarede hun. Da det blev meldt en Spartanerinde, at hendes Søn var falden, svarede hun: »Jeg vidste, at jeg havde født ham dødelig«. Naar de unge drog i Krig, rakte Kvinderne dem Skjoldene med de Ord: »Vend hjem igjen enten med disse eller paa disse«. Da en anden Moder fik vide, at hendes Søn feigt var flygtet fra Slagmarken, gik hun ham imøde og dræbte ham med de Ord: »Eurotas flyder ikke for den bange Hjort«. En tredje sprang imod Sendebudet, som kom fra Slaget, og raabte: »Hvad nyt«! »Dine fem Sønner er faldne«. »Derom spørger jeg ikke. Har Fædrelandet seiret?« »Ja«. »Lader os da ile hen og takke Guderne«. Alt dette viser, hvorledes Familiens helligste Baand var sønderrevne til Fordel for Staten. Kun til denne skulde den enkelte føle sig bunden, og naar dette Baand, det eneste, som fandtes, endelig en gang brast, gaves der ingen Dæmning mod den indbrydende Fordærvelses rivende Strøm.
Ved Tyveaarsalderen traadte Ynglingen ind i Hæren, hvor han blev staaende indtil sit sekstiende Aar. Fra den Tid var han kun sysselsat med Statens indre Anliggender og Børnenes Opdragelse. De unges Aand skulde udvikles ved, at de hørte paa de ældres Samtaler; de skulde kun svare, naar de blev spurgte, og deres Svar maatte være korte og træffende. De gamle Forfattere leverer en Mængde Prøver paa saadanne »lakoniske« Svar. Da en vilde have Lykurgos til at indføre Folkestyreren i Staten, svarede han: »Indfør den først i dit eget Hus«. Efter den store peloponnesiske Krigs Ende sendte Lysandros kun de Ord hjem: »Athen er faldet«. Engang bad Makedonerne om Lov til at drage gjennnem Lakonien og sendte et langt Brev, hvori de paa en udførlig Maade udviklede sine Grunde. Spartanerne svarede kun: »Nei«.
Da Lykurgos havde endt sin Lovgivning, sammenkaldte han Folket til en Forsamling og meddelte det, at det vigtigste af hans Lovgiververk endnu stod tilbage; men hvad det var, kunde han ikke fortelle, før han havde raadspurgt Guden i Delphi. Men før han reiste did, maatte alle Borgere aflægge en høitidelig Ed paa, at de vilde holde fast ved hans Love, indtil han kom tilbage. I Delphi forelagde han Apollon det Spørgsmaal, om hans Love var skikkede til at bringe Sparta Lykke og Held, og Guden svarede, at de var fortræffelige, og at Sparta skulde overstraale enhver anden Stat, saalænge det bevarede dem. Dette Svar sendte Lykurgos skriftlig til Spartanerne; thi selv vilde han aldrig mere vende tilbage til sin Fædrenestad for ikke ved sin Tilbagekomst at løse sine Medborgere fra deres Ed. Da han ved sine Love havde erhvervet sig et evigt Ry, troede han at have opnaaet den høieste Lykke i Livet og endte frivillig sit Liv i Kirrha, Delphis Havnestad, ved at afholde sig fra al Føde. Efter en anden Beretning skal han være død paa Kreta, hvor hans Gjestevenner efter hans egen Befaling strøede hans Aske i Havet, forat ikke Spartanerne skulde føre hans jordiske Levninger til Sparta og derved mene sig løste fra sin Ed. Spartanerne ærede Lykurgos som en Gud; de byggede ham et Tempel og bragte ham aarlige Ofre.
Lykurgos’ Lovgivning havde mange Betingelser for at skabe et kraftigt Krigerfolk og naaede for en Tid ialfald det Maal at gjøre Borgerne til Helte, hvis storslagne Mod og Fædrelandssind maa aflokke os Beundring. I Mod og Dødsforagt er de ikke blevne overgaaede af nogen. »Seier eller Død« var deres Krigsraab, Æren deres høieste Lov. »Det, som man maa beundre hos Lykurgos«, siger Xenophon[5], »er, at han forstaar at give en skjøn Død Fortrinet for et vanæret Liv. Denne store Lovgiver har sørget for den tapres Lykke og overladt den feige til Vanæren«. Men idet Lykurgos lod den enkelte gaa aldeles op i Staten, sønderrev han Livets skjønneste Baand og krænkede den enkeltes Ret til frit at udfolde sin Personlighed. Det Billede, den spartanske Stat frembyder, er saaledes ikke uden store Skyggesider. Den muskelsterke Spartaner naaede aldrig længere end til at blive en raa Soldat uden Sans for det Aandsliv, der skjød saa frodig Vekst i det øvrige Hellas. Lykurgos’ Lovgivning sperrede Veien for al Udvikling, og den maatte overleve sig selv, da Stilstand ikke er Livets Maal. Den blev derfor ogsaa tilslut kun tomme Former, bag hvilke der skjulte sig en gruelig Sedernes Fordærvelse.
- ↑ Den græske Forfatter Plutarchos levede omkring Aaret 100 e. Kr. og skrev blandt andet en Række Levnetsbeskrivelser af fremragende Mænd i Hellas og Rom.
- ↑ Der fortælles, at en Konge af Pontos engang vilde prøve denne Suppe og i den Anledning lod en spartansk Kok hente for at tilberede den. Da Kongen havde smagt paa Suppen og fundet den afskyelig, sagde Kokken: «Denne Suppe smager kun dem, som i Forveien har badet sig i Eurotas».
- ↑ Om Tyrtæos se Side 191. Terpandros fra Lesbos var lyrisk Digter og levede omtr. 650 f. Kr.
- ↑ Den lyriske Digter Alkman omkr. Aaret 600 f. Kr. var født i Lydien, men levede sin meste Tid i Sparta.
- ↑ Bekjendt historisk Forfatter omkring Aaret 400 f. Kr.