Hellenerne/30
30. Stammevandringer i Hellas.
Det Had, hvormed Eurystheus havde forfulgt Herakles (Stykke 19), gik efter Sagnet ogsaa i Arv til dennes Sønner. En af disse ved Navn Hyllos blev tagen til Konge af den doriske Stamme, som da boede i Mellemgrækenland i det efter den benævnte lille Landskab Doris. Dette gjorde Dorierne til Tak for de Velgjerninger, Herakles havde vist deres Stamme. Men Hyllos ansaa Mykenæ for sit retmæssige Rige, da hans Fader egentlig burde have hersket der istedenfor Eurystheus. Han spurgte derfor i Delphi om, hvad han skulde gjøre for at vinde sit Fædrenerige, og fik til Svar: »Naar Herakleiderne venter den tredje Frugt, skal de vende hjem til Mykenæ«. Han drog derfor om Høsten det tredje Aar derefter mod Peloponnes, men blev slagen. Da hans Sønnesøn Aristomachos engang spurgte det delphiske Orakel tilraads, gav Guden ham intet Svar, men befalede ham at vende tilbage til sit Fædreneland. Nu forstod Aristomachos, hvad Oraklet havde sagt til hans Bedstefader; »den tredje Frugt« var den tredje Slegt. Da et andet Orakelsvar raadede ham til at angribe Peloponnes gjennem et »snevert Vandpas«, drog han trøstig frem over Tangen ved Korinth, men faldt imod Orestes, som da var Konge i Mykenæ og Sparta.
Aristomachos efterlod sig tre Sønner, Temenos, Kresphontes og Aristodemos. De blev i Delphi belærte om, at med »Vandpasset« forstodes Havbugten mellem Mellemgrækenland og Peloponnes, og byggede derfor en Flaade for paa den at sætte over til Halvøen. Havnen, hvor Bygningen foregik, fik senere Navnet Naupaktos (Skibsverft). Da Oraklet efter en ny Forespørgsel gav dem det Paalæg at tage »den treøiede til Fører«, og Brødrene drog om og ledte efter en treøiet Mand, mødte de den enøiede Ætoler Oxylos ridende paa en Hest. Efter saaledes at have fundet en Fører, der havde tre Øine, nemlig sit eget ene Øie og Hestens to, førte de derpaa Dorierne over det korinthiske Stræde til store Bedrifter. Tisamenos, som havde etterfulgt sin Fader Orestes i Herredømmet, blev slagen tilligemed sine Achæere. Loddet skulde nu afgjøre, hvilken Del af Peloponnes der skulde tilfalde enhver af de tre Brødre. Den, hvis Lod først blev trukket, skulde faa Argos, den anden Lakonien og den tredje Messenien. For at vinde Messeniens frugtbare Marker kastede Kresphontes ikke som de andre en Sten, men en Jordklump ned i Lodtrækningsurnen, der var fyldt med Vand. Klumpen opløste sig, og da man skulde trække, fik man først fat i Temenos’ Sten; han fik altsaa Argos. Derpaa trak man Aristodemos’ Sten; han fik Lakonien, og Messenien tilfaldt altsaa Kresphontes uden nogen Trækning. En fjerde Efterkommer af Herakles, Aletes, fik senere Korinth, og Oxylos med sine Ætolere nedsatte sig uden Kamp i Elis.
Saaledes lyder Beretningen om Herakleidernes Tilbagekomst til Peloponnesos. Men Erobringen gik ikke saa hurtig for sig, som man efter denne Fortelling skulde tro. Kampen varede mindst én Menneskealder, ligesom der ogsaa fandtes Byer og Landskaber paa Peloponnes, der gjennem Aarhundreder hævdede sin Uafhængighed ligeoverfor de indvandrede Doriere. Doriernes Indvandring paa Peloponnes blev ikke alene af Betydning for denne Halvø; men dens Virkninger strakte sig til hele det helleniske Folk. Saaledes vandrede den største Del af de overvundne Achæere ud fra sine Hjemsteder og kastede sig under Anførsel af Tisamenos over Peloponnesos’ nordlige Kystland, der fra de arkadiske Bjerge skraaner ned til den korinthiske Havbugt. Landets tidligere Indvaanere, Ionerne, flygtede til sine stammebeslegtede i Attika. Det af Achæerne erobrede Land kaldtes senere Achaia.
Efter nogle Aars Forløb gik Dorierne ogsaa over den korinthiske Isthmos[1], frarev Athenerne Megaris og trængte ind i selve det attiske Land. Kodros var dengang Athenernes Konge. I sin store Nød sendte han Bud til Delphi og lod spørge Oraklet, ved hvilket Middel han skulde frelse sit Land. Guden skal have svaret, »at Seiren skulde blive hos det Folk, hvis Konge faldt for Fiendens Haand.« Da dette Svar blev kjendt i Doriernes Leir, lod de udgaa et Forbud mod at tilføie Kodros noget ondt, og de vilde heller ikke indlade sig i noget Slag. Men Kodros betænkte sig ikke længe; han lagde af sig sin kongelige Dragt, klædte sig ud som Bonde og gik med et Fang Ved paa Ryggen og en Økse i Haanden hen til den fiendtlige Leir og tirrede Soldaterne, til de huggede ham ned. Da Dorierne snart efter opdagede, at det var Fiendens Konge, de havde fældet, trak de sig tilbage uden noget Slag. Saaledes lyder Sagnet om den ædle Konge, som frivillig ofrede sit Liv til Frelse for Fædrelandet.
Attika var bleven et Tilflugtssted for en Mængde Flygtninger ikke alene fra Peloponnesos, men ogsaa fra Mellemgrækenland. Det lille og ufrugtbare Land kunde dog ikke brødføde alle disse Mennesker, og mange drog derfor ud for at søge sig nye Hjem. Hovedmassen af disse Udvandrere bestod af Ionere. Under Anførsel af Kodros’ yngre Søn, Neleus, besatte de først de kykladiske Øer, der fra Attika og Eubøa fører som en Bro over Ægæerhavet til Asien. Den største Del nedsatte sig dog paa den midterste Del af Lilleasiens Vestkyst, som efter dem fik Navnet Ionien, og grundlagde der tolv Stæder. Disse udgjorde et Forbund med Poseidons Helligdom ved Forbjerget Mykale som Foreningspunkt. Gjennem livlige Handelsforbindelser tilsøs og tillands naaede de ioniske Kolonier tidlig en høi Grad af Udvikling, og i aandelig Dannelse gik de i Spidsen for de andre Hellenere; det var saaledes hos dem, at det homeriske Epos skabtes, og hos dem skjød ogsaa de fleste af de øvrige Digtarter sine første friske Skud. Deres vigtigste Byer var Samos og Chios paa Øerne af samme Navn, Miletos, Ephesos og Kolophon.
Nord for Ionerne havde allerede tidligere æoliske Skarer bosat sig. De kom fra Thessalien og Mellemgrækenland, men var sterkt blandede med Achæere fra Peloponnesos, ligesom ogsaa deres Anfører var en yngre Søn af Orestes, Penthilos. De havde ligeledes tolv Byer, hvoraf den vigtigste var Kyme. Øerne Lesbos og Tenedos hørte med til de æoliske Kolonier.
Noget senere kom doriske Kolonister over Havet til Lilleasiens sydvestlige Spidse, som de besatte tidligemed Øerne Kreta, Rhodos, Kos o. fl.
De her berørte helleniske Folkevandringer danner paa en Maade Overgangen til Hellenerfolkets historiske Tidsalder, ikke saa at forstaa, at vi gjennem disse Begivenheder med ét Slag sættes fra Sagntidens Dæmringslys over i Historiens lyse Dag; dertil medgaar der endnu Aarhundreder; men gjennem disse Vandringer blev de forskjellige græske Folkeslag fordelte saaledes, som vi i det væsentlige finder dem igjen i den senere rent historiske Tidsalder. Navnlig træder efter disse Vandringer Dorierne frem fra en stille, ukjendt Tilværelse og bliver en af de fornemste Stammer i Hellas. I den historiske Tid er Ionere og Doriere de to Folk, der optræder ved Siden af hinanden som de mægtigste i Hellas. Det er dog ikke en fredelig Kappestrid, de fører med hinanden; men under sin Kamp om Forrangen splitter de som oftest Landet til dets Fordærv i to fiendtlige Leire. Achæere og Æolere er der næsten ikke mere Tale om. Betegnende for, hvor sterkt Forskjellen mellem de to Hovedstammer føltes i Hellas, er det, at der senere blev opreist en Støtte paa Isthmen ved Korinth, hvorpaa der stod skrevet paa den Side, som vendte mod Peloponnesos: »Her er Dorierne«, og paa den anden Side: »Der er Ionien«.
De græske Historieskrivere pleiede at henføre de vigtigste af de i de foregaaende Stykker fremstillede Sagn og Begivenheder, hvori Digt og Virkelighed er saaledes sammenfiltret, at den historiske Kjerne ofte er yderst vanskelig, om ikke umulig at finde, til følgende høist upaalidelige Aarstal:
| Argonautertoget omtr. | 1260 f. Kr., |
| Herakles og Theseus omtr. | 1250 » |
| De thebanske Krige omtr. | 1250—1234 » |
| Troias Fald | 1184 » |
| Doriernes Indvandring | 1104 » |
| Anlægget af de æoliske Kolonier | 1054 » |
| Anlægget af de ioniske Kolonier | 1044 » |
- ↑ Isthmos betegner et Eid i Almindelighed, men bruges hyppigst om den korinthiske Jordtange.