Hellenerne/29
29. Sagnet om Orpheus.
En af Deltagerne i Argonautertoget var, som tidligere nævnt, Orpheus (Side 114), den mest berømte Sanger i den græske Sagntid. Hans Landsmænd var Thrakerne, der i Oldtiden var saa berømte for sin Kjærlighed til Musernes Kunst, og hans Hustru var den yndige Eurydike. Da denne i ung Alder blev ham berøvet ved Døden, satte Orpheus sig med sin Lyra ved den ensomme Strandbred og sang om sin dybe Smerte fra Morgen til Aften, fra Aften til Morgen, og saa vemodige og gribende var hans Klager, at den hele Natur blev bevæget deraf. Endelig besluttede han sig til at stige ned i Skyggernes Rige for om muligt at bevæge de dødes Herre til at give ham hans elskede tilbage. Han stiger ned i Kløften ved Tænaron[1] og trænger modig gjennem de dødes Skarer. Da han kom hen til Hades’ Throne, rørte han sin underbare Strengeleg, idet han sagde: »O I Underverdenens Guder, jeg er ikke kommen af Nysgjerrighed, heller ikke for at fængsle Hunden med de trende Hoveder (Side 91). Jeg kommer af Længsel efter min elskede Hustru, hvis Tab jeg har prøvet paa at bære; men jeg kan det ikke. Kjærligheden har beseiret mig. Jeg besverger eder, fornyer igjen Eurydikes korte Liv. Vil I det ikke, saa lad ogsaa mig blive her, og fryder eder i saa Fald ved begges Død.«
Medens Orpheus talede saaledes og ledsagede sin Klage med sit herlige Spil paa Lyren, rørtes de blege Skygger til dyb Medlidenhed. Tantalos glemte for et Øieblik Hungerens og Tørstens Kvaler, Sisyphos hvilede en stakket Stund paa sin evig rullende Sten, og for første Gang vædedes Erinyernes Kinder af Taarer. Persephone og hendes ellers saa ubønhørlige Mand formaaede ikke at modstaa Sangerens Bøn[2]. Eurydike blev kaldt til og fik Lov at følge sin Mand tilbage til Livet, dog under den Betingelse, at Orpheus ikke maatte se sig om efter sin Hustru, før de havde naaet Lysets Rige; ellers var Gudernes Naade til ingen Nytte.
De elskende vandrede i dyb Taushed den lange, bratte Sti opad gjennem Underverdenens Mørke. Allerede skimtedes det klare Dagslys, da overvældedes Orpheus af en ubetvingelig Angst for sin elskede Hustru; han vender Blikket tilbage, og straks forsvinder hun i Mørket. Trøstesløs iler han efter hende. Men trods hans Bøn og Klage negter Færgemanden Charon, der sætter de afdødes Skygger over Styx, Underverdenens mørke Elv, at føre ham anden Gang over Floden. Syv Dage og syv Nætter sidder han ved Flodbredden uden Mad og uden Drikke; hans eneste Næring er hans Sorg og Taarer. Med Klage over Hades’ Hjerteløshed vender han endelig tilbage til det thrakiske Bjerglands ensomme Dale. Her levede han endnu i tre Aar, fjernt fra Verden. Hans Sang er hans eneste Trøst.
Engang sad han paa en grøn, solbeskinnet Høi og sang sine vemodige Sange. Saa stor var Tonernes koglende Magt, at Trærne rykkede skarevis sammen, og begjærlig lyttende ydede de Sangeren kjølig Skygge; Klipperne trængte sig fortryllede til; Skovens Fugle forlod det tætte Krat, de vilde Dyr sine Kløfter og hørte stille og rolig paa de hulde Sange. Da bliver han overfaldet og myrdet af bakchantisk sværmende Kvinder. Over hans Død klager Lundens Fugle og Bjergenes Vilddyr; de haarde Klipper, som saa ofte har ladet sig bøie og bevæge af hans Sange, udgyder Taarer, og Trærne mister sine Blade. Morderne kaster hans Hoved og hans Lyra i Elven; de flyder med den til Havet og videre til Øen Lesbos, Sangerøen, »hvor Nattergalene sang yndigere end noget andet Sted paa Jorden«, og hvor der senere fremtraadte flere berømte Digtere. Men Sangerens Skygge gik ned til Dødens Rige, hvor han allerede før havde vandret; der fandt han sin Eurydike, som han omfavnede for aldrig mere at skilles fra hende.