Hellenerne/28
28. Sagnet om Orestes.
Rækken af de gruelige Forbrydelser, der har givet den pelopidiske Æt en saa tragisk Berømmelse (Side 119), var ikke afsluttet med Mordet paa den hjemvendende Agamemnon (Side 142). Ogsaa sin unge Søn Orestes tænkte den ryggesløse Klytæmnestra, martret af Samvittighedsangst, at rydde afveien; men hans ældre Søster Elektra sendte ham bort til en af Faderens Gjestevenner. Da Orestes blev voksen, vendte han tilbage og hevnede sin Fader, idet han efter Apollons Bud dræbte sin egen Moder og hendes Elsker Ægisthos.
Hevnen havde været en Pligt mod hans Fader, men var tillige en skrækkelig Forbrydelse mod hans Moder, og Mordet var derfor neppe fuldbragt, før Orestes rammedes af Modermorderens Straf. De rasende Hevngudinder, Erinyerne (Side 107) forfulgte ham, og hvor han end flygtede hen, ilede de efter ham med Fakler ihænde og med hvislende Slanger flettede ind i det ravnsorte Haar. Ingensteds fandt han Rist eller Ro for sin ængstede Sjæl. Da kom han endelig til Delphi, hvor Guden lovede ham Forløsning fra hans Kval, naar han vilde bringe Søsteren fra Barbarerlandet Taurien tilbage til Hjemmet.
Orestes gjorde sig rede til i Fællesskab med sin trofaste Ven Pylades at opfylde Gudens Befaling. De kom til Taurien og vilde bortføre Artemis’ Billedstøtte. Artemis var nemlig Apollons Søster. Men de blev fangne og skulde til Straf for sin Formastelse ofres paa hendes Alter. Prestinden stod allerede færdig til Ofringen; da tenkte Orestes paa sin Families Ulykker og raabte: »Saaledes døde ogsaa min Søster Iphigeneia i Aulis«. Prestinden stansede forundret, hun var Iphigeneia (Side 126). Saaledes fandt Broder og Søster hinanden igjen. Nu først forstod Orestes Apollons Orakelsvar; det var sin egen og ikke Gudens Søster, han skulde føre tilbage til Hjemmet. Dette skede ogsaa; da han atter naaede det elskede Fædreland, befriedes han fra Erinyernes Følgeskab og herskede længe i sit Fædrenerige. Dog døde han i Landflygtighed.
Mange hundrede Aar senere havde Spartanerne en langvarig Krig med sin Nabostad Tegea i Arkadien. Fra denne Krig, som indtraf omtr. Aar 600 f. Kr., og om hvilken man ellers har til forladelige Beretninger, har Herodot følgende sagnagtige Fortælling:
Himmelens Vrede hvilede synlig over Spartanernes Vaaben. De forespurgte derfor i Delphi, hvilken Gud de havde at forsone for at seire. Pythia svarede: »Naar Spartanerne bringer Orestes’ Ben til Sparta, vil de vinde Seier.« Ingen vidste, hvor Orestes laa begraven, og man søgte forgjeves efter hans Ben. Et andet Orakelsvar, der gav nærmere Forklaring, lød saaledes: »I Arkadien ligger Tegea. Der blæser to Vinde, som presses voldsomt mod hinanden, Slag falder paa Slag, og Ulykke ligger paa Ulykke. Der holder Jorden Agamemnons Søn i sit Skjød; før ham til Sparta, og du vil være den sterkere«. Spartanerne sluttede en Vaabenstilstand med Tegeaterne og undersøgte i Hemmelighed det hele tegeatiske Distrikt, men uden Nytte. Nu hændte det sig, at en Spartaner ved Navn Lichas gik ind i en Smedje for at hvile sig lidt. Smeden kommer tilfældigvis til at fortelle ham, at han ved at grave efter Vand havde fundet en syv Alen lang Ligkiste; han havde straks skuflet Jorden over den igjen. Lichas følte sig forvisset om, at han her havde Orestes’ Grav for sig, men lod sig ikke merke med noget. Blæsebelgene var jo de stridende Vinde, Slag mod Slag var Hammeren mod Ambolten, og den ene Ulykke paa den anden var Jernet, som smededes sammen; thi kun til Menneskenes Ulykke var Jernet opfundet. Han begiver sig til Sparta og beretter sit Fund. For Skins Skyld bliver han landsforvist og finder Tilflugt hos Smeden. Paa den Maade faar han fat i den gamle Helts Ben og bringer dem til Sparta, hvor de blev høitidelig bisatte. Saaledes fyldtes Spartanerne med Mod og Fortrøstning og gik seierrige ud af Kampen med Tegeaterne.