Hellenerne/27
27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen.
Efterat Grækerne havde ofret Priamos’ Datter Polyxena som Sonoffer paa Achilleus’ Grav, indskibede de sig for endelig at vende tilbage til Hjemmet; men havde den vundne Seier været dyrekjøbt, blev Hjemreisen det i endnu høiere Grad. Gudernes Vrede hvilede nemlig tungt over mangen Helts Hoved, der i Seiersrusen havde vanhelliget selv Gudernes Templer. Straffen herfor kunde ikke udeblive, og den rammede tungt og ubønhørlig; mange kom vistnok hjem i god Behold som Nestor, Diomedes og Neptolemos; men flere var de, som enten aldrig skulde se Hjemmet, eller hvem der endnu forestod usigelig Jammer, før Hjemkomstens Time slog.
Da Agamemnon i Følge med Ajas fra Lokris satte tvers over Ægæerhavet, opvakte de vrede Guder en voldsom Storm, hvorunder mange af Skibene strandede paa Eubøas farlige Kyst. Her led Ajas den fortjente Straf, fordi han havde krænket Athene derved, at han i hin Troias Ødelæggelsens Stund havde revet Kassandra bort fra Gudindens Billedstøtte, hvorhen hun i sin Nød havde tyet. Ajas led Skibbrud; men Brændingen slyngede ham op paa en Klippe. Han vilde være bleven reddet, havde han ikke i sit Hovmod raabt, at han nok skulde redde sig uden Gudernes Hjælp; da vrededes Poseidon, med sin vældige Trefork knuste han Klippen, og Bølgerne slugte den overmodige.
Agamemnon naaede lykkelig Mykenæ, men kun for i Hjemmet at finde Døden, som han havde undgaaet paa det stormfulde Hav. Hans stolte Hustru Klytæmnestra havde skjænket sin Kjærlighed til Ægisthos, Thyestes’ Søn og saaledes hendes Mands nære Frænde (Side 119). Med hyklet Glæde modtog den falske Kvinde sin Mand, da han i festligt Optog med den fangne Kongedatter Kassandra drog ind i sin Stad. Agamemnon myrdes af sin Hustrus Elsker, og døende ser han den ulykkelige Troerinde gjennembores af Klytæmnestras Dolk. Det blodige Drama i Pelopidernes Æt var dog endnu ikke spillet tilende, Hevnens Time slog snart, som vi siden skal se (Stykke 28).
Menelaos hade gjenvundet Helena og var med hende draget hjemover; men i otte samfulde Aar maatte han flakke om paa Havet. Paa denne Færd besøgte han Ægypten og andre Lande og erhvervede store Rigdomme; med disse naaede han endelig Sparta, hvor han endnu mange Aar levede sammen med sin Hustru. Ved Gudernes Naade smagte de ikke Dødens Bitterhed, men førtes i levende Live bort til Elysions Marker.
Ingen skulde dog rammes haardere af Gudernes Vrede end Odysseus, hvis tiaarige Omflakken, før han naar sit Hjem, er bleven saa berømt gjennem Homers andet store Epos, Odysseen.
Med tolv Skibe forlod Odysseus den troiske Kyst samtidig med den øvrige græske Flaade; men han skiltes snart fra denne og dreves af Storm til Thrakien. Her gjorde han Landgang og kom i Kamp med Kikonerne, hvis By han plyndrede og ødelagde; men Kikonerne, der flygtede til det indre af Landet, fik Hjælp og kom snart tilbage «saa talrige som Vaarens Blomster og Blade». De overfaldt Odysseus’ Fæller, medens de svirede paa Stranden, og her maatte to og sytti lade sit Liv.
Da Odysseus paa sin videre Seilads skulde bøie om det farlige Forbjerg Malea paa Peloponnes for at naa Ithaka, forslog Nordenstorme ham til Libyens (Afrikas) Kyst; her gik han iland for at finde ferskt Vand og sendte to Mand ind i Landet for at speide. Landet tilhørte Lotophagerne, saa kaldte, fordi de nærede sig af Lotos, en Art Træfrugt, «der var liflig som Honning»; Indvaanerne var vennesæle og gav Odysseus’ Fæller Lotos at spise. Da tenkte de ikke mere paa Hjemmet, og de vilde være forblevne i Landet, hvis ikke Odysseus med Magt havde slæbt dem ombord[1].
Det næste Land, Odysseus naaede, var Kyklopernes (Side 69), enøiede Kjæmper, «der hverken kjendte til Folkeforsamlinger eller Love og boede i Bjerghuler». Hverken pløiede eller saaede de; men den frugtbare Jord skjænkede dem alligevel alt, hvad de behøvede. Med tolv af sine Svende gik Odysseus iland og tog med sig Niste og en Dunk Vin. De gik ind i en Bjerghule og saa sig om. Her stod der Kurve med færdiglavet Ost, store Kar med Myse og Bøtter og Spand til at melke i; der vrimlede af Lam og Killinger, hvert Kuld i sit Aflukke. Hulens Eier, der hed Polyphemos og var en Søn af Poseidon, var ude og passede sin Buskap. Da Kjæmpen om Kvelden kom hjem med Kvæget, slængte han et vældigt Fang knastør Ved foran Hulen med sligt Brag, at Odysseus og hans Mænd rædde skjulte sig i dens inderste Krog. Derpaa drev han Sauerne og Gjederne ind i Hulen og stengte Indgangen med et vældigt Klippestykke. Da han var færdig med Melkningen, fik han Øie paa de forfærdede fremmede i deres Skjul. Odysseus traadte dristig frem for ham, fortalte, at de var achæiske Mænd, og bad ham om Gjestevenskab i Zeus’ Navn; men Kyklopen brød sig ikke om de veifarendes og fremmedes olympiske Beskytter, han greb to af Odysseus’ Mænd og slog dem til Jorden «som Hvalpe», saa deres Hovedskaller knustes. Derpaa
»Led for Led han istykker dem skar og laved’ sig Maaltid,
Aad dem saa grisk som en Løve paa Bjerg, og intet han levned’
Hverken af Kjød eller Indvold’, selv ei af de marvfulde Knogler.«
De fremmede grebes af Rædsel ved at se sine Fæller lide slig Død, og da Kyklopen efter endt Maaltid lagde sig til at sove, tenkte Odysseus paa at støde sit Sverd i den sovende Kjæmpes Bryst, men opgav straks denne Tanke, da han skjønnede, at de derved vilde indesperre sig og ogsaa selv omkomme, da det var dem umuligt at velte Klippestykket fra Indgangen.
Da næste Dag randt, greb Kyklopen atter to af Odysseus’ Mænd og fortærede dem. Efter denne gruelige Frokost drev han sine Hjorder ud og satte paany Stenen for Indgangen. Odysseus udklækkede imidlertid en Plan til at undkomme. Da Kyklopen efter endt Dagsgjerning atter havde gjort sig tilgode med et Maaltid Menneskekjød, traadte Odysseus hen til ham og bød ham smage den Vin, han havde bragt med. Kyklopen drak med Begjærlighed og vilde have mere; da Vinen begyndte at gaa Kjæmpen til Hovedet, blev han munter og spurgte Odysseus om hans Navn. Da den listige Helt svarede, at han hed »Ingen«, sagde han, at Ingen skulde han fortære sidst af alle, og at denne Gunst skulde være den Gjestegave, han fik hos ham. Da Polyphemos havde sagt dette, faldt han drukken om, og nu fremtog Odysseus en svær Stok, som han tidligere havde tilspidset, stak den i Ilden, saa Spidsen blev glødende, og borede den derpaa ind i den sovende Kyklops Øie, saa han mistede Synet. Han for op og skreg af Smerte, saa det rungede i Klippehulerne, og de andre Kykloper kom hen til Indgangen og spurgte, hvad der var paafærde. »Ingen myrder mig med List, men ikke med Vold«, jamrede den narrede Polyphemos. »Siden ingen volder dig Fortræd, saa plages du vel af en Sot, som Zeus har sendt dig; men den er der ingen Raad for,« svarede Kykloperne og gik sin Vei. Da lo Ithakas snedige Drot i sit stille Sind og pønsede paa, hvorledes han og hans Følgesvende skulde komme ud af sit Fængsel.
Ved næste Morgengry famlede den blinde Kyklop sig hen til Hulens Indgang, løftede Klippestykket bort og satte sig midt i Døraabningen, forat ingen skulde slippe ud. Men Odysseus havde om Natten bundet tre og tre Vædre sammen, og under Bugen paa den midterste fastgjorde han en af sine Fæller. Selv klamrede Odysseus sig fast under den allerstørste af Vædrene, og paa denne Maade blev Polyphemos narret, uagtet han forsigtig følte paa alle Sauerne, da han slap dem ud. Da Odysseus saaledes var kommen ud af Fængslet, bragte han de fedeste Sauer ombord i Skibene og seilede bort; men da han var kommen et godt Stykke fra Land, raabte han haanende Ord til Kyklopen, der nu skjønnede, at han var bleven narret, og i sin Forbitrelse kylede et uhyre Klippestykke efter de bortdragende. Det havde nær knust Skibene; Odysseus befalede derfor sine Mænd at ro til af alle Kræfter; men da han var kommen saa langt ud paa Havet, at Polyphemos ikke mere kunde naa ham, raabte han:
»Hvis nogen dødelig Mand, Kyklop, i kommende Dage
Spørger dig ad, hvordan du saa ynkelig misted’ dit Øie,
Giv da til Svar, at Odysseus, Laertes’ Søn, har dig blindet,
Han, den Stadomstyrter, som bor paa Ithakas Øland.«
Ved at høre disse Ord kom Polyphemos ihu, at en gammel Seer havde spaaet ham, at han skulde berøves Synet ved Odysseus’ Haand; i sin Harme rakte han da sine Hænder mod Himlen og bad:
»Hør min Bøn, o Poseidon, sortlokkede Favner af Jorden!
Hvis jeg saasandt er din Søn, og du dig kalder min Fader,
Lad ei Odysseus, Laertes’ Søn, gjenfinde sin Hjemstavn!
Dog, hvis det er ham beskikket at se sine Venner og atter
Hjem at komme til Fædreland og den prægtige Bolig,
Sent og surt, berøvet sit Folk, og ombord paa et fremmed
Skib han komme da hjem, og Sorg i Huset han finde!»
Fra denne Stund er det, at Odysseus’ Ulykker for Alvor begynder; thi fra nu af forfølges han af den mægtige Poseidons Vrede.
Den lille Flaade landede derpaa ved en Ø, hvor Vindenes Gud, Æolos, havde sit stolte Palads. Her blev Odysseus godt modtaget, og ved Afreisen lod Æolos en føielig Vestenvind blæse og indesluttede de øvrige Vinde i en sterk Lædersæk, som han overgav Odysseus med Paalæg om at aabne den, naar han lykkelig havde naaet Ithaka. Ni Døgn seilede nu Skibene i Magsveir, og allerede skimtedes Ithakas Strande, da Odysseus, som aldrig havde veget fra Roret, af Træthed faldt i dyb Søvn. Af Nysgjerrighed aabnede hans Folk Sækken, og ud for Vindene. Rædsomme Storme drev atter Skibene tilbage til Æolos’ Ø; men da Odysseus paany bad denne om Bistand, jog han ham væk, da han skjønnede, at han var forhadt af de salige Guder.
Atter omtumledes Skibene i seks Dage; da naaede de Læstrygonernes Land, langt oppe mod Nord med lange Dage og korte, lyse Nætter. Indvaanerne var et Folk af menneskeædende Kjæmper, der ødelagde alle Odysseus’ Skibe paa et eneste nær. Hans Folk «spiddede de ligesom Fisk«, saa han nu ikke havde mere end 44 Fæller tilbage.
Det reddede Skib fortsatte derpaa sin ensomme Fart og landede ved Øen Ææa. Midt inde i en Skov laa her den skjønne Troldkvinde Kirkes Palads, bygget af hugne Stene. Det bevogtedes af Ulve og Løver, der logrende kom de af Odysseus udsendte Speidere imøde; det var Mennesker, Troldkvinden havde forvandlet. Kirke bød de fremmede ind i sit Hus; men det Velkomstbæger, hun rakte dem, indeholdt en Trylledrik, der forvandlede dem til Svin. Sin menneskelige Bevidsthed beholdt de dog. Da det udsendte Mandskab ikke kom tilbage, gik Odysseus selv for at opsøge de forsvundne. Paa Veien mødte han Hermes i en dunhaget Ynglings Skikkelse; han fortalte Odysseus, hvad der var hændt, og gav ham en Urt, der vilde tilintetgjøre Trylledrikkens Virkninger. Da Odysseus traadte ind i Kirkes Bolig, kom hun ham imøde med sin sledske Venlighed; men da han tømte Bægeret, uden at det gjorde den sedvanlige Virkning, skjønnede hun, at han stod under Guders Varetægt, og gjengav endog de til Svin forvandlede Fæller deres Menneskeskikkelse. Et helt Aar dvæler de haardt prøvede fremmede i Kirkes nu saa gjestevenlige Bolig; da bryder de atter op, og Kirke raader Odysseus til at drage til Hades’ Bolig for der af den gamle Teiresias (Side 110) at faa høre sin Skjebne.
Nordlige Vinde førte Skibet til en lav Kyst, »hvorhen det milde Sollys aldrig trængte«. Her var Persephones Lund og Hades’ Bolig. Ifølge de Raad, Kirke ved Afskeden havde givet Odysseus, grov han her en Fordybning i Jorden, udgjød Drikoffer for alle døde og ofrede to sorte Sauer, hvis Blod randt ned i den opkastede Grav. Da fremtraadte af den Underverdenens blege Skygger i utallig Mængde; men Odysseus jog dem bort med draget Sverd, ja selv sin nys hensovede Moder forbød han med Taarer i Øinene at nærme sig det rygende Offerblod, før han havde faaet Teiresias itale. Da denne nærmede sig, stak Odysseus sit sølvbeslagne Sverd i Balgen, og da Seeren havde drukket af Offerblodet, forkyndte han ham, at »Jordrysteren« Poseidon vilde lægge mange Hindringer iveien for hans Hjemfærd, fordi han havde blindet hans Søn Polyphemos. Naa Hjemmet skulde dog baade han og hans Fæller, hvis de efter at have landet ved Thrinakias Ø kunde afholde sig fra at røve de Helios[2] helligede Hjorder, der græssede der; rørte de derimod dem, vilde alle Odysseus’ Fæller gaa tilgrunde, og han selv først sent og efter mange Gjenvordigheder naa Hjemmets Kyst paa et fremmed Skib; sit Hus vilde han da finde opfyldt af frække Ynglinger, der beilede til hans Hustru Penelope og fortærede hans Gods; men dem skulde han dog faa Bugt med, og naar det var skeet, skulde han ofre Hekatomber[3] til Guderne, og da vilde der times ham en rolig Død i hans høie Alderdom.
Efter at have udtalt disse Spaadomsord forsvandt Teiresias, og derpaa traadte flere Skygger hen til Odysseus, drak af Blodet og talte med ham. Længe talte han med sin Moder, der berettede ham, hvorledes Penelope trofast holdt Stand mod de mange Beilere, der anholdt om hendes Haand, og Dag og Nat sørgede over sin fraværende Egtefælle, medens Telemachos styrede Landet; hende selv havde den martrende Længsel efter den omflakkende Søn lagt i Graven. Ogsaa Agamemnons blege Skygge nærmede sig Odysseus og udstrakte sine Arme for at favne ham, men der manglede ham Kraft dertil. Under stride Taarer skildrede han ham sin smædefulde Død. Det ogsaa i Døden uadskillelige Vennepar Achilleus og Patroklos traadte ogsaa hen til Offerblodet; den første klagede bittert over Skyggelivet i Hades og erklærede, at han heller vilde arbeide som en fattig Mands Træl paa Jorden end være Herre over alle Hades’ Skygger. Da Odysseus fortalte ham om hans Søn Neoptolemos’ Bedrifter, glædede Peleidens Helteskygge sig og gik med lange Skridt stolt hen over Sletten. Kun én af Skyggerne flygtede bort ved Synet af Odysseus; det var Salaminieren Ajas, der selv i Døden ei kunde glemme den Uret, han havde lidt paa Jorden (Side 139). Da Odysseus havde seet endnu mange Helte fra Fortid og Samtid, forlod han Dødens gruelige Bolig, gik ombord i sit Skib og kom atter til Kirkes Ø.
Kirke kom selv i en stadselig Dragt ned til Stranden, ledsaget af sine Terner, der medbragte et rigeligt Forraad af Vin og Levnetsmidler som Gave til Odysseus. Hun forudsagde ham de Farer, han i den nærmeste Fremtid skulde møde, og lagde ham paa Hjerte de Midler, hvorved de kunde undgaaes.
Da den »guldstolthronende« Eos paany viste sig paa Østens Himmel, begav Odysseus sig atter ud paa de »graalige Bølger« og kom med gunstig Vind til Seirenernes Ø, hvis Strande var bedækkede med blegede Ben og raadnende Lig af dem, som disse kvindelige Væsener, der er et Billede paa det falske Hav, ved sine bedaarende Sange havde lokket til sig og dræbt. For at undgaa den samme Skjebne havde Odysseus efter Kirkes Raad tilstoppet sine Fællers Øren med Voks og ladet sig selv binde med sterke Reb til Masten. Men saa lokkende lød Seirenernes Sang udover den speilblanke Havflade, at selv den kloge Odysseus daaredes af den; han nikkede til sine Fæller, at de skulde løse hans Baand, forat han kunde komme iland til de skjønne Seirener; men efter Odysseus’ tidligere Bud tog Fællerne flere Reb og bandt ham endnu sterkere fast. Derpaa roede de af alle Kræfter afsted, og snart var den farlige Ø afsigte. Da løstes Odysseus, og hans Mænd tog Vokset ud af Ørene.
De var ikke komne langt, før de hørte et forfærdeligt Bulder forude; rædde slap Fællerne Aarerne; men Odysseus bød dem ro til af al Magt; thi nu nærmede de sig de farlige Uhyrer Skylla og Charybdis, kvindelige Skabninger, hvori Folkedigtningen har legemliggjort Malstrømmens Rædsler. Disse Væsener, af hvilke Skylla skildres som et Uhyre med tolv Fødder, seks lange Halse og et Svelg med en tredobbelt Rad Tænder, havde Tilhold paa to Klipper i et Pileskuds Afstand fra hinanden. Da Odysseus’ Skib pilsnart skjød mellem de tvende Klipper, og hans Fæller angstfulde saa hen til Charybdis, snappede Skylla, som de var komne for nær, seks af dem og slugte dem lige for de bedrøvede Staldbrødres Øine.
Efterat Skibet med dette Tab havde overstaaet denne Fare, kom det snart til Thrinakia, hvor den lysende Solguds hellige Hjorder havde sine Græsgange. Med Teiresias’ Ord i friskt Minde vilde Odysseus seile forbi den for ham og hans Fæller saa skjebnesvangre Ø; men de af Arbeide og Nattevaagen udmattede Fæller tvang ham til at lande; dog maatte de først sverge en dyr Ed paa, at de ikke skulde røre det hellige Kvæg. I en hel Maaned blev de nu liggende for Vindstille ved Øen, og da den Reisekost, Kirke havde skjænket de omflakkende, var fortæret, begyndte de at lide Hunger; tilslut blev Fristelsen dem for svær, og en Dag, medens Odysseus sov, glemte de sin Ed og forgreb sig paa Helios’ Kvæg. I seks Dage levede de nu høit paa den forbudne Kost, paa den syvende heisede de atter de hvide Seil for at pløie det vildsomme Hav. Men Straffen fulgte Brøden i Hælene.
Snart indhyllede Zeus Himmelen i ravnsort Mørke og opvakte en frygtelig Storm; Tordenen rullede, Lyn fulgte paa Lyn, saa Luften fyldtes af Svovllugt, Skibet splintredes, og Teiresias’ Spaadom fuldbyrdedes. Det hele Mandskab omkom. Kun Odysseus klamrede sig til Skibets Kjøl; i ni samfulde Døgn drev den ulykkelige om for Vind og Vove, da ynkedes de salige Guder over hans Nød, og Brændingen kastede ham op paa Øen Ogygia, »Havets Navle« (Midtpunkt), som Homer kalder den. Her boede den »skjønlokkede« Nymfe Kalypso, der venlig modtog den haardt prøvede skibbrudne.
I syv Aar opholdt Odysseus sig hos Kalypso, der fattede inderlig Kjærlighed til ham og ved Løfte om Udødelighed og evig Ungdom søgte at bringe ham til at glemme Hjemmet; men han kan ikke glemme sin sørgende Viv og sin unge Søn. Ensom sidder han paa Stranden og skuer udover Havet, medens han fælder Hjemveens bitre Taarer og længes efter at se, om det kun er Røgen hvirvle sig op fra den hjemlige Arne, før Døden kommer.
Da ynkedes endelig Guderne over den sorgbetyngede Helt; medens hans argeste Fiende Poseidon er paa Besøg hos Æthioperne, samles de øvrige Guder paa Olympen; i Gudeforsamlingen tager Athene, Zeus’ Datter »med de funklende Øine«, Ordet og beder sin Fader om, at Heltens Kvaler nu maa endes og han selv faa komme hjem til Ithaka. Guders og Menneskers Fader lytter til hendes Bøn; Hermes sendes til Kalypso for at forkynde hende Gudernes Vilje, og Athene selv bandt under sine Fødder de gyldne Saaler, »som bærer hende over Hav og den vidtstrakte Jord saa hurtig som Vindens Pust«. Derpaa svang hun sig ned fra Olympens Tinder og begav sig til Ithaka for at indgyde Telemachos Haab og Mod,
Det ene Aar efter det andet var imidlertid gaaet, uden at noget Bud havde naaet den sørgende Penelope om hendes Egteherre; hans Moder var hentæret af Længsel og havde allerede truffet ham i Hades’ Bolig; hans Fader, den gamle Laertes, havde i sin Sorg trukket sig tilbage i Ensomhed ude paa Landet. Efterhaanden indfandt der sig en Mængde Friere, unge Mænd af Høvdingeætterne paa Ithaka og de omliggende Øer, for at begjære den skjønnes Haand; men hun kunde ikke opgive Haabet om endnu engang at gjense sin elskede Mand og opholdt i lang Tid Frierne med tomme Løfter. Hun bad dem have Taalmod, indtil hun fik vævet færdigt et Ligklæde til den gamle Laertes; naar det var færdigt, lovede hun at træffe sit Valg; men det hele var kun en List af den kløgtige Kvinde; thi
«Stadig nu sad hun om Dagen og vov paa Linet det brede,
Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagverk.«
I tre Aar narrede hun Frierne paa denne Maade; da røbede en af hendes Terner Sagen for dem, og de tvang hende til at fuldføre Arbeidet. Frierskaren blev stedse talrigere; de frække Ynglinger tilbragte hele Dagen i den vernløse Kvindes Hus, slagtede hendes Kvæg og drak hendes Vin og forødte Husets navnkundige Rigdom.
Frierne sad netop samlede til Gilde, da Athene i Skikkelse af Mentes, Søn af en af Odysseus’ gamle Gjestevenner, traadte ind i Hallen; med Harme saa hun deres frække Færd og traadte hen til den mismodige Telemachos, der modtog hende gjestevenlig.
Efter hendes Raad sammenkaldte Telemachos Ithakas Høvdinger til Folkeforsamling; her erklærede han, at han vilde drage til Sparta og det »sandige« Pylos for at spørge efter sin længe savnede Fader, og endte med de Ord:
»Hører jeg saa, at han lever og alt er paa Reisen til Hjemmet,
Da vil et Aar endnu jeg min Kval taalmodigen bære;
Men om jeg hører, at alt han er død og kommen afdage,
Vender tilbage jeg straks til min elskede fædrene Hjemstavn,
Kaster en Høi til hans Minde og holder en glimrende Ligfærd,
Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond«.
Derpaa udrustede Telemachos et Skib og seilede, fulgt af Athene, til Pylos; men den gamle Nestor havde kun lidet at melde ham om hans Fader, hvem han ikke havde seet, siden de skiltes ved Troias Kyst. Han raadede ham imidlertid til at drage til Sparta og befalede en af sine Sønner at spænde to »fagermankede« Heste for Vognen og ledsage Odysseus’ unge Søn derhen.
I Sparta feirede Kongeparret netop sin Datter Hermiones Bryllup med Achilleus’ Søn Neoptolemos, da Telemachos holdt for Menelaos’ kneisende Borg, fra hvilken der
«Straalede trindt en Glans saa lys som fra Sol eller Maane«.
For de fremmede anrettedes paa vanlig Vis et Velkomstmaaltid, og Menelaos lagde selv de fedeste Kjødstykker for dem og fyldte til Velkomst de gyldne Bægre med funklende Vin. Da Telemachos, som Skik var, efter Maaltidet navngav sig, kunde ikke Menelaos holde Taarerne tilbage, da han saa den Mands Søn for sine Øine, sammen med hvem han havde fristet saa mangen møisommelig Kamp, og som nu af de salige Guder holdtes langt fra sit Hjem. Men uagtet Menelaos selv saa længe havde flakket om og først nylig var kommen hjem, kunde han dog ikke berette den bedrøvede Telemachos mere, end at han paa sine Omflakninger havde hørt af den sandsigende Havgud Nereus, at Odysseus opholdt sig paa Kalypsos Ø. Trods Menelaos’ og Helenas indtrængende Bønner kunde Telemachos ikke bevæges til at opholde sig mere end to Dage i det gjestfrie Palads; da tog han Afsked med sine venlige Vertfolk, der gav ham rige Gaver, og drog atter til Pylos. Der stak han igjen i Søen og naaede lykkelig Ithaka. Frierne havde lagt et Baghold for at snigmyrde ham, før han naaede Hjemmet; men han tog en Omvei og undgik derved deres rænkefulde Anslag.
Imidlertid har ogsaa »Budbringeren, Argos’ Bane« (Side 71) Hermes forkyndt Kalypso Gudernes Vilje; hun bøier sig for den, skjønt hun havde faaet Odysseus kjær og gjerne vilde beholde ham hos sig. Fuld af Haab tømrede nu Odysseus selv et Fartøi, og da det var færdigt, og Kalypso havde forsynet ham med Reisekost, heisede han Seil og forlod glad den fagre Nymfe.
Sytten Dage seilede han i roligt Veir, uden at der kom en Blund paa hans Øine; den attende havde han allerede Phæakernes Land isigte, da vender Poseidon tilbage fra Æthioperne og faar Øie paa den ulykkelige. Vred over, at Guderne i hans Fravær har havt Medlidenhed med ham, oprører Guden Bølgerne med sin Trefork og reiser en rygende Storm. I denne sin Nød priste Odysseus de Helte lykkelige, som havde segnet i Kampen for Troia, og klagede over sin egen tunge Lod. I to Døgn klyngede han sig til Levningerne af den skrøbelige Farkost, som Bølgerne havde knust, og udstod usigelige Kvaler, idet han tumledes om af alle Vinde. Fuld af Medynk stillede da Athene Stormen og lod det i to Dage blæse en Kuling fra Nord, der drev ham hen til Øen Scherias steile Kyst; flere Gange slyngede Brændingen ham mod de skarpe Klipper; men endelig kom han dog med sønderflenget Hud og dryppende af Blod iland. Da kastede den haardt prøvede Mand sig ned og kyssede den reddende Jordbund; nøgen, som han var, lavede han sig derpaa et fattigt Leie af Siv og Blade i Læ af to Oljetrær, og snart sænkede en kvægende Søvn sig over de til Døden trætte øienlaag.
Paa Scheria boede Phæakerne, et af Guderne elsket og med alle Livets Goder velsignet søfarende Folk, som fører et paa Glæde og Nydelser rigt Liv. Deres Konge er den unge Alkinoos. Morgenen, efterat Odysseus var gaaet til Hvile paa Kysten, kjørte Kongens Datter Nausikaa sin med Muldyr forspændte Vogn med sine Terner til Stranden for at vaske Klæder. Da Arbeidet var færdigt, morede hun og Ternerne sig med at kaste Bold; men under Legen faldt Bolden engang plaskende i Vandet; da skreg de unge Piger saa høit, at den i det nære Krat sovende Odysseus vaagnede. Da han krøb frem fra sit Skjul, flygtede alle de unge Piger rædde og undselige bort fra den nøgne, af Blod og Smuds bedækkede Mand. Kun Prinsessen blev staaende; thi Pallas Athene
«Gjød hende Mod i Barm og jog hende Frygten af Livet.«
For hende knælede Odysseus og bad hende vise Medynk mod den ydmygt bedende. Hendes kjærlige Hjerte rørtes, hun gav ham nogle Klæder og førte ham til sin Faders Palads, der straalede at Guld og Sølv. Alkinoos modtog ham gjestmildt, og i de lyttende Phæakeres Kreds fortalte han sine Eventyr og sine Lidelser. Alle fyldtes med Beundring over den vidtomflakkende Mand, hvis Hændelser nu var paa alles Læber. Med rige Gaver førte Phæakerne ham derpaa ombord paa et Vidunderfartøi, »der løb over de purpurfarvede Bølger saa raskt, som Høgen kan flyve, den snareste Fugl under Himlen«. Sovende førte de gjestmilde Phæakere Odysseus til Fædrehjemmet, sovende bar de ham iland og lagde ham paa den sandige Kyst og de rige Skatte, han havde faaet hos Alkinoos, ved hans Side. Derpaa vendte Phæakerne hjem; men den vrede Poseidon forvandlede Skibet til en Klippe, netop som det skulde lande ved Scheria.
Da Odysseus slog Øinene op, kunde han ikke kjende sit elskede lthaka igjen. Først da Athene i en ung Hyrdes Skikkelse havde vist sig for ham og nævnt Ithakas Navn, drog han Kjendsel paa sin Fædrestavn, og da lettedes den Hjemveens Byrde, der i saa mange Aar havde tynget hans Hjerte. Glad saa han de gamle, kjendte Klipper igjen, hvor han havde leget som Gut, og med taarefyldt Blik kyssede han efter tyve Aars Fravær den fædrene Jord. Efter at have skjult sine Skatte begav han sig efter Athenes Raad, der havde givet sig tilkjende for ham, til Svinehyrden Eumæos, en af de faa, der endnu hang trofast ved sin Herre. Med Stav i Haand og Pose paa Ryggen traadte han i en Tiggers Skikkelse ind i Eumæos’ fattige Stue, der modtog ham venlig og bevertede ham efter ringe Evne uden at ane, at det var hans kjære Herre.
I Eumæos’ Hytte tilbragte han derpaa den første Nat efter Hjemkomsten, og næste Morgen traf han her sin Søn Telemachos, der netop kom tilbage fra sin Færd til Pylos og Sparta og nu saa ind til den trofaste Tjener, før han drog til Staden. Medens denne gaar til Byen for at melde Penelope, at hendes Søn, der er reist bort uden hendes Vidende, nu lykkelig er kommen hjem, bliver Fader og Søn tilbage. Da berører Athene, hvis Nærvær er skjult for Telemachos, Odysseus med sin gyldne Stav; fluks rettes Tiggerens krumme Ryg, og han forvandles til en herlig Helteskikkelse. Telemachos ser det med Forbauselse og Ærefrygt, antager ham for en Guddom, der er stegen ned til Jorden, og beder om Barmhjertighed. Da svarede Odysseus:
«Nei, en Gud er jeg ikke; hvi holder du mig for en Guddom?
Nei, men din Fader jeg er, for hvem du med Suk og med Klage
Led mangfoldige Kvaler, forkuet af Mændenes Frækhed.»
Og nu gav han efter for Faderfølelserne, som han hidtil havde maattet betvinge, omfavnede sin Søn og fældte Glædestaarer. Da de har nydt Gjensynets Glæde, der var saa uventet for dem begge, lægger de Planer for Iverksættelsen af Hevnen over Frierne.
Næste Morgen gik Telemachos tidlig til Byen; da han traadte ind i Hallen, kom Penelope ham imøde «slank af Vekst som Artemis og yndig som Aphrodite» og trykkede ham glad til sit moderlige Bryst og bad ham fortelle hende alt, hvad der var hændt ham. Han gjorde det; men at hendes Egtefælle var kommen, fordulgte han; thi han var bange for, at Glæden derover kunde bringe hende til at røbe, hvad der var skeet.
Senere ud paa Dagen gik ogsaa Odysseus, hvem Athene paany havde givet Tiggerskikkelsen, sammen med Eumæos til Byen. Ukjendt af alle, der mødte ham, maatte han døie mangt et Smædeord for sit hæslige Udseende. Da han nærmede sig Paladset, saa han sin gamle Jagthund ligge paa en Skarnhaug, forkommet af Ælde og Utøi; den kjendte sin Herre igjen, logrede med Halen og sænkede Ørene, men formaaede ikke at slæbe sig frem. Da Odysseus saa, at det tro Dyr gjenkjendte ham, stjal en Taare sig frem i hans Øine; men da Hunden havde seet sin Herre, «blev den straks bortrykket af Døden den sorte».
Inde i Hallen sad som sedvanlig de unge Høvdinger, der beilede til Penelopes Haand, og gjorde sig tilgode med Mad og med Drikke. Ledsaget af Eumæos traadte Odysseus ind, og paa Tiggeres Vis stillede han sig nederst ved Døren; men paa et Vink af Telemachos gik han derpaa med sin Pose hen til Beilerne og bad dem om en Almisse. Alle gav ham noget, et Kjødstykke eller en Bid Brød; kun én af dem, Antinoos, skjendte paa Eumæos, fordi han havde trukket en saadan Landstryger med sig ind i Hallen, og kastede en Skammel efter Odysseus; men ikke alene denne Skjendsel skulde han lide. En Tigger ved Navn Iros, der pleiede at faa en Skjerv af Frierne, kom nu til og vilde drive Odysseus, der jo gik ham i Næringen, ud af hans eget Hus. Frierne morede sig kostelig, da der opstod Trætte mellem dem, og det saa ud til, at de to skulde komme i Haarene paa hinanden; men den kraftfulde Odysseus slog til Iros slig, at han under Friernes Latter tumlede hen over Gulvet og ikke vovede at kny mere.
Da Frierne om Kvelden var dragne hver til sit, og Odysseus og Telemachos havde skaffet alle Vaaben tilside, forat ikke Frierne den følgende Dag, der var bestemt til Hevnen, skulde kunne gjøre Modstand, traadte «den kløgtige» Penelope ned fra sit Høienloftskammer og gav sig itale med Odysseus, den ukjendte Tigger; hun frittede ogsaa ham ligesom alle fremmede, der kom tilgaards, om sin Egteherre. Han forteller hende, at Odysseus’ Hjemkomst er nær; men ihvorvel hun nødig vil tro hans Ord, bliver hun dog glad derover og befaler Ternerne at rede den fremmede et Leie i Forstuen og Eurykleia, Odysseus’ gamle Amme, at vaske hans Fødder. Da denne var ifærd hermed, gjenkjendte hun sin Herre paa et Ar, han havde paa Foden; i sin Overraskelse slap hun Malmbækkenet med Vaskevandet ned og havde nær røbet Odysseus, havde han ikke med nogle Ord givet hende at forstaa, at hun skulde tie.
Den følgende Morgen slog endelig Hevnens længselsfuldt ventede Time. Overhængt af Beilerne havde Penelope endelig maattet love at give den af dem sin Haand, der seirede i en Veddeskydning med Odysseus’ Bue; denne Dag havde hun, tilskyndet af Athene, bestemt hertil. Hallen smykkedes festlig, og alle Forberedelser blev trufne til den forestaaende Kamp. Selv hentede Penelope fra et Kammer, hvor hendes Egteherres bedste Eiendele gjemtes, den store Bue, som hun haabede ingen skulde kunne spænde, og tolv Økseblade. Disse blev opstillede i lige Linje paa Hallens Gulv; den, som kunde skyde en Pil gjennem alle tolv Øksehuller, skulde vinde den «meget ombeilede» Penelopes Haand.
Forgjeves forsøgte Beilerskaren, den ene efter den anden, at spænde den vældige Bue; men ingen evnede det. I sin Tiggerdragt var Odysseus Vidne dertil; da alle Friernes Forsøg forblev unyttige, bad han om at maatte faa prøve Buen. Under Latter og Haansord tillod Beilerne det. Den vældige Bue spændte dens rette Eiermand «saa let som en Lyres Strenge», tog dernæst Sigte og — vips fløi Pilen gjennem alle tolv Øksehuller, medens Zeus lod Tordenen rulle, et Tegn paa, at Gudernes naadige Bistand fulgte ham. Hurtig rev nu Odysseus den fillede Tiggerdragt af Kroppen, sprang med Bue og Kogger op paa Salens høie Terskel og raabte med frygtelig Stemme til Beilerne:
«Saa er den Dyst da stridt, som sandelig ei var at laste!
Nu vil jeg se om et Maal, som aldrig er ramt af en Skytte,
Muligen træffe jeg kan, og Apollon den Ros mig forlener.»
Med disse Ord sendte han en Pil mod Antinoos; den rammede ham i Halsen, just som han løftede en gylden Pokal for at drikke, og Ynglingen, der saa frækt havde haanet Husets lovlige Herre, sank død om. Telemachos, der paa et Tegn af sin Fader havde stillet sig ved hans Side, hjalp ham nu til at fuldbyrde Hevnen. Vaabenløse, som Beilerne var, og uden Anledning til Flugt, da Odysseus havde ladet alle Døre stenge, maatte de nu alle efter en kort og unyttig Modstand bøde med Livet for sin kaade Færd i det fremmede Hus. Snart laa de alle i sit Blod i Dynger paa Hallens Gulv.
Under Kampen havde Guderne ladet Penelope falde i en dyb Søvn, saa hun intet merkede af, hvad der foregik. Først da Ligene var skaffede bort, da Blodet var vasket af Gulvet, og Hallen var røget med Svovl, vakte Eurykleia den sovende med Glædesbudskabet om, at hendes Egtefælle var kommen; men de lange Dage og Nætter, hun havde tilbragt i Længsel efter ham, havde gjort hende tvivlende. Hun vil ikke tro sine egne Øine; først da Odysseus hvisker hende en Hemmelighed i Øret, der kun kjendtes af ham og hende, ilede hun i hans aabne Favn, og i hans Arme græd hun nu ud sin Længsel og sin Glæde. Til langt ud paa Natten sidder de to ved hinandens Side, og medens hun stedse slynger sine snehvide Arme om hans Hals, som om hun endnu var ræd for at miste ham, forteller de hinanden, hvad de begge har maattet lide i Skilsmissens lange Tid.
Saaledes er da den af Ulykker haardt hjemsøgte «vidt omflakkende» Odysseus endelig paany bleven Herre i sit eget Hus; men de dræbtes Slegtninger rustede sig snart efter til Kamp for at hevne sine Frænders Død. Da stiftede Athene, der nu optræder i Mentors Skikkelse, en mægtig og høit anseet Mand paa lthaka, Fred og Forlig mellem dem og Odysseus, saa de forsonedes. Hermed slutter Odysseen.
Efterat Forliget var sluttet, herskede Odysseus mild som en Fader paa Ithakas Throne lige til sin høie Alderdom og kunde stedse glæde sig over sin huslige Lykke og sit Folks Kjærlighed.
- ↑ Lotophagernes Land er det sidste Sted, som Odysseus besøgte, hvis geografiske Beliggenhed kan bestemmes. Hans videre Omflakninger foregaar i en mod Vest beliggende, fantastisk udstyret Eventyrverden uden noget sikkert geografisk Holdepunkt.
- ↑ Helios er hos Homer Solguden; for den senere græske Bevidsthed smelter han sammen med Apollon.
- ↑ Hekatombe er egentlig et Offer af hundrede Dyr, dernæst ogsaa et stort Offer i Almindelighed.