Hopp til innhold

Hellenerne/26

Fra Wikikilden

26. Den troiske Krig. Iliaden.


Ved Indseilingen til Hellespontos, der hvor Asien rækker Europa Haanden, ligger paa den asiatiske Kyst et Landskab, der i Oldtiden kaldtes Troas; det danner en bølgeformig Slette, gjennemskaaret af Aasrygge, der udgaar fra det høie Ida-Bjerg. Indvaanerne, der var beslegtede med Hellenerne, kaldtes Troere eller Troianere efter Tros, en af de ældste Konger i Landet. Dennes yngre Søn var Ganymedes, en Yngling af udmerket Skjønhed, hvem Zeus’ Ørn førte op til Olympen, hvor han blev Gudernes udødelige Mundskjænk. Tros’ ældre Søn var Ilos, der byggede Staden Ilion (Troia) paa en Slette mellem Floderne Simoeis og Skamandros, 42 Stadier fra Hellesponten.

Paa den Tid, de Begivenheder, der her skal skildres, foregik, var Kong Priamos Troias Hersker; rig var han paa Gods, end rigere paa Sønner, hvoraf Sagnet lader ham have halvhundrede. En af disse var Paris, der, sat paa Skjønhedens Dommersæde, skulde nedkalde saa megen Ulykke over sit Fædreland. Hermed var Sammenhængen følgende:

I Helten Peleus’ Bryllup med Havgudinden Thetis, der feiredes paa Bjerget Pelion i Thessalien, deltog samtlige Guder og Gudinder; alene Tvedragtens Gudinde Eris havde man undladt at indbyde; men hun vidste at hevne sig. Midt under Festens Jubel kastede hun et Æble ind i Salen, hvor Bryllupsgjesterne var samlede; det bar Indskriften: »Til den skjønneste!« Da spildtes den Samdrægtighed, der hidtil havde smykket Laget; alle Gudinder vilde bære Prisen for Skjønhed; men man blev dog enig om at skjænke Æblet til en af de tre Gudinder Hera, Aphrodite og Pallas Athene. Disse enedes om at lægge Afgjørelsen i den skjønne Paris’ Haand og drog til Idabjerget, hvor han som Hyrde vogtede sin Fader Priamos’ Hjorder. De Løfter, Hera og Athene gav Ynglingen om Magt og Visdom, gjorde intet Indtryk paa ham; Æblet rakte han til Kjærlighedens fagre Gudinde, der daarede hans unge Hjerte ved Løftet om den skjønneste Viv til Eiendom. De tilsidesatte Gudinder nærede fra denne Stund et uudslukkeligt Had ikke alene til Paris, men til alle Troere, og vi finder dem stedse paa Grækernes Side i den Kamp, der blev Frugten af denne Afgjørelse.

Ingen Kvinde kunde i Fagerhed maale sig med Helena, Kong Menelaos’ »hvidarmede« Hustru. Hende maatte da Paris besidde og drog derfor til Sparta, hvor han modtoges med megen Gjestevenlighed af den intet anende Egtemand. Under dennes Fravær paa en Reise til Kreta flygtede Paris og Helena, i hvis Hjerte Aphrodite tændte en heftig Lidenskab for den vakre Yngling; de drog til Troia og førte med sig en Mængde Kostbarheder fra Menelaos’ rige Hus. Paa Farten derhen forudsagde den sandsigende Havgud Nereus de flygtende, hvor megen Jammer de skulde fremkalde over Troia, og Spaadommens Opfyldelse udeblev ikke længe.

Den krænkede Egtemand maatte naturligvis have Oppreisning for en saadan Tort, og da han forgjeves gjennem Sendemænd havde krævet sin Hustru tilbage, samlede han for at faa Hevn alle Hellas’ Fyrster til den Hærfærd, der under Navn af den troiske Krig har faaet en saa sjelden Berømmelse.

Før vi imidlertid gaar over til at skildre denne Kamp, hvori den historiske Forskning forresten kun vil se sagnhyllede Minder om en under lange Feider foretagen hellenisk Kolonisation af disse Egne, vil vi i Korthed omtale den Digtning, der har grebet og bearbeidet dette Stof og frembragt Verker, der endnu den Dag idag ansees for mønstergyldige. Hos Grækerne som hos andre Folk var det Skik, at de, som havde faaet Sangens Gave, i de festlige Lag underholdt Gjesterne med Kvad, der forherligede de svundne Tiders Helte. Paa den Maade er det troligt, at Troerkrigens enkelte Begivenheder allerede tidlig er blevne besungne. Men Glemselens Slør hviler over alle disse Skalde, da de ganske fordunkledes af den Mand, hvem Skildringen af Begivenhederne foran Troias Mure skyldes, af Homeros, »den blinde Sanger fra det stenige Chios«. Syv Stæder gjorde i Oldtiden Krav paa Æren af at være hans Barndomshjem; men af dem alle synes Smyrna eller Chios at fortjene Forrangen. Hans Levetid synes med størst Rimelighed at burde henlægges til omkring Aar 900 f. Kr. Man har imidlertid paastaaet, at Homeros aldrig har eksisteret eller ialfald ikke kan kaldes Forfatter til de Verker, der bærer hans Navn. Det sande tør imidlertid være, at Homeros vistnok ikke i moderne Forstand er Forfatter af alt i disse Verker, men at det er ham, hvem Størsteparten skyldes, at han i sine Sange har optaget og bearbeidet de Digte, der forelaa, og som behandlede de enkelte Begivenheder i denne Sagnkreds. Sin egen og andres Digtning har han da sammenarbeidet saaledes, at den er kommet til at danne en Enhed, hvis Fuger det kritiske Øie dog snart vil opdage.

De to Hovedverker, der tillægges Homer, er Iliaden og Odysseen, af hvilke det første behandler et Tidsrum paa 51 Dage i den troiske Krigs tiende Aar. Det andet, Odysseen, skildrer indenfor den snevre Ramme af 40 Dage Odysseus’ lange tiaarige Omflakken efter Troias Fald; men indenfor disse snevre Grænser er, ligesom i Iliaden, sammenfattet en Mængde Begivenheder, saa at begge Digte leverer os en Oversigt over hele den troiske Sagnkreds.

Til denne homeriske Behandling af det Stof, Troerkrigen skjænkede den digteriske Virksomhed, slutter sig igjen de saakaldte Kyklikere[1]. Deres Verker er alle tabte; men deres Indhold er os bekjendt af senere Angivelser. De behandlede dels de Begivenheder, der gik foran de i Iliaden og Odysseen omtalte, dels dem, der fulgte efter disse.

De homeriske Digte overleveredes i Begyndelsen mundtlig fra det ene Slegtled til det andet, og det forundrer os, at Digte af et saadant Omfang (tilsammen henved 28,000 Verslinjer) har kunnet bevares i Hukommelsen. Vi ved dog, at der endnu i senere Tid i Athen gaves Mænd, som kunde baade Odysseen og Iliaden udenad, og naar vi tænker paa, hvorledes de islandske Sagaer levede paa Folkets Tunge lang Tid, før de nedtegnedes, vil vor Forundring blive mindre. At Digtene imidlertid er bevarede ganske i samme Form, som de flød fra Homers Læber, er naturligvis umuligt; meget er i Tidernes Løb bleven forvansket; men i det store og hele taget tør de dog være komne til os nogenlunde i sin oprindelige Skikkelse. Dette skyldes de saakaldte Rhapsoder; disse dannede et eget Laug og var digterisk begavede Mænd, der kunde større eller mindre Stykker af de homeriske Digte udenad, og som ved festlige Leiligheder efter et Forspil paa Lyren foredrog udvalgte Stykker for de begjærlig lyttende Tilhørere. Den ene Rhapsod lærte Afsnit af Digtene af den anden, og deres Viden dannede først tilsammen et sammenhængende hele.

Nedskrevne blev Digtene først paa den atheniske Tyran Peisistratos’ Tider (560—527 f. Kr.); denne, der var en varm Ven af Videnskab og Kunst, lod de forskjellige spredte Stykker af Digtene samle og ordne af dertil kyndige Mænd; disse understøttedes af mange Rhapsoder og bragte de to Digte i den Form, hvori vi har den. I det 2det Aarh. f. Kr. inddelte en alexandrinsk lærd hvert af Digtene i 24 Sange.


Da Helena stod i sin Ungdoms Blomst, og de ypperste Helte i Grækenland indfandt sig for at fri til hende, havde hendes Fader, Tyndareus, længe været uvis om, hvem han skulde vælge til sin Svigersøn. For at komme ud af denne pinlige Stilling forpligtede han da Frierne ved Ed til uden Knurren at finde sig i det Valg, den skjønne selv maatte træffe, og ligeledes til at hevne enhver Forsmædelse, dette Egteskab maatte fremkalde over den, hvem Helena kaarede til Egtefælle.

For at faa Hevn henvendte den forurettede Menelaos sig først til sin Broder Agamemnon, den mægtige Hersker i det »guldrige« Mykenæ, og ledsaget af ham reiste han derpaa om til Grækenlands Fyrster, ikke alene til Helenas tidligere Friere, men ogsaa til andre, hvem Lyst til Eventyr kunde friste til at deltage i det forestaaende Tog. De ypperste Deltagere i dette var: den bedagede Nestor fra Pylos, der var veltalende og med en Erfaring som faa, »da han havde seet to Slegtled gaa i Graven og herskede over det tredje«, Ajas, Telamons Søn, Salaminieren kaldt til Forskjel fra Ajas, Oileus’ Søn fra Lokris, Diomedes, Tydeus’ Søn fra Argos, Philoktetes, den Helt, hvem Herakles, da han besteg Baalet, havde overrakt sin Bue og sine Pile (Side 96), uden hvilke Troia efter en gammel Spaadom ikke kunde indtages; men de ypperste af dem alle var dog Ithakas listige Drot Odysseus og den »fodrappe« Achilleus og hans trofaste Ven Patroklos, begge fra Phthia i Thessalien.

Odysseus, hvem hans unge Hustru Penelope nylig havde skjænket en Søn, Telemachos, vilde nødig forlade Barn og Viv; da han opfordredes til at deltage i Toget, anstillede han sig derfor som vanvittig, spændte en Okse og et Æsel sammen for Plogen og gav sig til at pløie paa en Bergknaus og strø Salt i Plogfurerne. Men den listige Palamedes, der ledsagede Brødrene paa deres Hvervetog, gjennemskuede hans Forstillelse og kastede den spæde Telemachos for Forspandets Fødder. For at frelse sin Søns unge Liv maatte Faderen kaste Masken og love at følge med til Troia; men han glemte aldrig denne Streg af Palamedes. Denne blev senere af Odysseus falskelig beskyldt for forræderisk Samkvem med Fienden og stenet af Hæren.

Var Kløgt Odysseus’ Styrke, var Tapperhed og ubetvingelig Kraft det, der udmerkede Helten Achilleus. Hans Moder Thetis havde villet gjøre sin Søn udødelig, og hun havde derfor, da han var et lidet Barn, om Natten holdt ham i Ilden og om Dagen salvet ham med Ambrosia; men en Nat blev hun overrasket af sin Mand, der uden at forstaa, hvad hun havde fore, for løs paa hende med draget Sverd. Da styrtede hun sig i Havet, hvor Havguden Nereus modtog sin fagre Datter. Udødelig blev saaledes Achilleus vel ikke; men usaarlig havde dette Ildbad gjort ham undtagen i den ene Hæl, der ikke var bleven berørt af Ilden, fordi Thetis havde holdt ham fast ved denne.

Da Agamemnon og Menelaos havde endt sin Rundreise, samledes Deltagerne i Aulis ved det smale Sund mellem Eubøa og Bøotien. Flaaden udgjorde 1186 Fartøier og Krigerne 100,000 Mand fra alle Dele af Hellas. Hovedmassen bestod af Achæere, den mægtigste Stamme i Hellas paa de Tider, hvorfor Homer sædvanlig kalder de foran Troia kjæmpende Krigere med dette Navn; men da Agamemnon, Herskeren i et argivisk Land, af Fyrsterne kaaredes til Overanfører, bruger Digteren ogsaa Fællesbenævnelsen Argivere eller Danaere, der var Navnet paa Indvaanerne i Argos, om dem.

Længe ventede den samlede Flaade forgjeves paa gunstig Vind; Agamemnon havde nemlig fortørnet Artemis ved at fælde en Hind i Gudindens hellige Lund, og det var til Straf herfor, at den krænkede Guddom holdt de kamplystne Skarer tilbage. Spaamanden Kalchas forkyndte, at Brøden alene kunde sones ved, at Agamemnon ofrede sin Datter Iphigeneia; efter lang Modstræben maatte Faderkjærligheden vige for Hensynet til det almene Vel. Agamemnon førte selv sin elskede Datter, der ydmygt bøiede sig under Skjebnens Vilje, til Alteret; men i det samme Offerkniven skulde stødes i den unges Bryst, forsvandt hun pludselig for de forbausede Tilskueres Øine, og en Hind laa slagtet paa Alteret i hendes Sted. Gudindens Hjerte var bleven rørt, hun havde bortført Iphigeneia til Taurien (det nuværende Krim), hvor hun blev hendes Prestinde (Stykke 28).

Saaledes fik da Flaaden gunstig Bør og landede efter en heldig Seilads ved Troas’ Kyster. Her havde Troerne samlet sig for at hindre Danaernes Landgang under Anførsel af Priamos’ ældste Søn, den uforfærdede Hektor, Andromaches varmhjertede Egtefælle. Det var spaaet Hellenerne, at den, som først satte Foden paa Troas’ ulykkesvangre Jordbund, skulde dø; ringe var vel Lysten blandt Heltene til ved en tidlig Død at gaa glip af den Berømmelse, den forestaaende Kamp lovede dem; men én fandtes der mellem dem, der vilde opofre sig, det var Protesilaos. Uden at ænse den sikre Lod, der skulde times ham, sprang han iland for straks at faa Banesaaret af Hektors sterke Haand. Da hans unge Hustru Laodameia spurgte sin Husbondes Død, bønfaldt hun Guderne om, at han kun i tre Timer maatte vende tilbage til Livet og til hende. Hendes Bøn hørtes, og Hermes førte Protesilaos tilbage til Livet; men da den stakkede Frist var udløben, fulgte hun, for hvem Livet ikke længer havde noget Værd, sin Egtefælle til Skyggernes Rige. De Almetrær, der skygger over Protesilaos’ Grav, blomstrer tidlig paa Aaret; men tidlig visner de igjen, som sørgede de over Heltens tidlige Død.

Over Protesilaos’ Lig sprang de kampbegjærlige Achæere derpaa iland, og efter en haardnakket Modstand maatte Troerne trække sig tilbage bag Byens faste Mure; men ethvert Stormangreb paa disse blev afslaaet. Da Grækerne merkede, at Krigen vilde blive langvarig, trak de snart sine Skibe paa Land og slog Leir ved Kysten fjernt fra Ilion. Derpaa begyndte de at plyndre det tilgrænsende Land; de enkelte Helte anførte sine Mænd paa disse Plyndretog; Achilleus herjede saaledes ialt tolv Stæder tillands og elleve tilvands og gjorde stort Hærfang; paa et af disse Tog var det, han fangede den skjønne Briseis, der siden levede i hans Telt og blev hans troe Veninde.

Krigen indskrænkede sig til daglige Sammenstød paa Sletten foran Troia eller engang imellem til et Angreb paa Byen, »hvor Adgangen var bekvemmest, og Murene lettest kunde bestiges.« Om nogen ordentlig Beleiring paa senere Tiders Vis var der nemlig ikke Tale ligesaalidt som om at afskjære Troerne Tilførsel af Levnetsmidler og Hjælpetropper. Daglig rykker det menige Folk fra Grækerleiren ud paa Sletten anført af sine Høvdinger; foran Slaglinjen iler disse paa sine Stridsvogne, der trækkes af tvende Heste og kjøres af en Vognstyrer; medens denne opmuntrer de vælige Gangere med venlige Tilraab, sætter Heltene Mod i de forsagte og revser de feige eller udfordrer sine Modstandere med haanende Ord. Det er mere de enkelte Høvdingers Stordaad end den menige Hærs Dygtighed, der afgjør Kampen; Slaget atbrydes ofte ganske ved en Tvekamp mellem en troisk og en achæisk Helt, hvortil da begge Hære er Vidner i aandeløs Spænding. Naar saa Natten bryder frem, vender Troerne tilbage til Hustru og Hjem bag de dækkende Mure, medens Achæerne søge hen til den af Volde og Grave omgivne Leir. Her bereder de selv sit Maaltid, og medens de nyder den funklende Vin i Venners Kreds, fortæller de Frasagn om henfarne Tider eller besynger de hedengangne Heltes Bedrifter. Den følgende Morgen bliver de faldnes Lig lagte paa Baal og brændte under Veklager og Sørgesange; er det en Høvding, anstilles der Kamplege og Ofringer til hans Ære, og hans Aske opsamles i en Urne, der gjemmes i en Gravhøi.


Saaledes hengik Krigens ni første Aar; mange af de achæiske Helte finder en tidlig Grav i det fremmede Land; men navnlig blandt Troerne er Tabet stort, og den gamle Priamos maa se den ene efter den anden af sine Sønner bukke under for Achilleus’ vældige Haand. Da oprinder Krigens tiende Aar, i hvilket det var spaaet, at Troia skulde falde, og her er det, Homers udødelige Iliade begynder. Forherligelsen af Achilleus er Digtets egentlige Maal, og Homer giver dette tilkjende allerede i følgende Indledningsvers:

«Vreden, Gudinde![2] besyng, som greb Peleiden[3] Achilleus
Rædsomt og Kvaler i tusinde Tal Achæerne voldte.
Hel mangfoldige Heltes behjertede Sjæle den skikked’
Ned til Hades’ Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Lig — fuldbragt blev Zeus’ Beslutning —
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilleus og Mændenes Drot Agamemnon.«

Aarsagen til denne fordærvelige Splid mellem Høvdingerne var følgende: Chryseis, en Datter af Troeren Chryses, Prest ved Apollons Tempel, var bleven fanget af Grækerne og formedelst sin Skjønhed skjænket Agamemnon som Æresgave; kort Tid efter indfandt Faderen sig hos ham for ved store Løsepenge at faa sin elskede Datter tilbage; men han afvistes med haarde Ord af Atreiden, der bød ham aldrig mere vise sig for hans Øine. Med sorgfuldt Sind vandrede da den bedagede Gubbe hjem; i sin Smerte bad han Apollon tugte Danaerne for de Taarer han fældede over sit tabte Barn. Den »sølvbuevæbnede« Gud hørte hans Bøn; fluks sendte han en frygtelig Pest, der sterkt tyndede Krigernes Rækker, og »mangfoldige Dødsbaal brændte bestandig i Leiren.«

Da Spaamanden Kalchas erklærede, at Agamemnon ved sin Haardhed mod Apollons graahærdede Prest var Skyld i Gudens Vrede, og at Pesten kun kunde stanses ved, at Chryseis blev udleveret, gik Kongen ind herpaa, men krævede til Erstatning Achilleus’ elskede Briseis isteden. Der opstaar en Trætte mellem de tvende Helte, og Achilleus er allerede ifærd med at drage sit Sverd; da iler Pallas Athene ned fra Olympen, udsendt af den »liljearmede« Hera, der forudser, at Kiv mellem de danaiske Høvdinger vil bringe de forhadte Troere Fordele, og beder Achilleus dæmpe sin opbrusende Vrede og bøie sig for Agamemnon. Achilleus giver Slip paa Briseis; men fra denne Stund trækker han, der var Danaernes Vern og Troernes Rædsel, sig helt tilbage fra Kampen.

Da Briseis, hvem Achilleus havde faaet saa kjær, modstræbende førtes bort fra hans Telt, satte Achilleus sig dybt bedrøvet paa Stranden fjernt fra de »bugede« Skibe, stirrede ud over de »vinblaa« Bølger og anraabte sin Moder Thetis, der sad paa Havsens Bund, om Hevn over Agamemnon og Danaerne. Da dukkede Thetis op af det »graalige Havdyb«, klappede sin elskede Søn paa Kinden og spurgte ham, hvilken Kummer der nagede hans Sind. Han fortæller hende alt, og hun lover ham at fare op til Olympen og bevæge Zeus, der imidlertid netop med samtlige Guder gjestede Æthiopernes fromme Folk, til at forlene Troerne Seier og lade Danaerne føle, at de i Achilleus havde tabt den eneste, der kunde indgyde Troerne Rædsel. Derpaa dukker den »sølverfodede« Datter af Nereus atter ned i Havet.

Da elleve Døgn er ledne, og Guderne er komne tilbage, iler Thetis op til Olympens skinnende Sale; den venstre Arm slynger hun om Zeus’ Knæ, med den høire tager hun ham bønlig under Hagen og fremsætter sin Begjæring. »Skysamleren« Zeus hører hendes Bøn, endskjønt han ved, at Hera vil vredes derover, og til Bekræftelse af

Løftet

«Nikkede Zeus med de sortblaa Bryn i det samme,
Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske[4] Lokker
Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.«

Derpaa drager Thetis atter hjem; men den »koøiede«[5] Hera, hvem Danaernes Held stedse ligger paa Hjerte, har anet, hvad der har været igjære. Hun tirrer sin olympiske Egtefælle med knubbede Ord, men vækker kun hans Vrede. Kroniden beretter hende, at det er hans Vilje, at Troerne skal seire, indtil Agamemnon gjør den Tort god igjen, som han har tilføiet Achilleus, og han ender sine Ord med følgende Trusel:

»Sæt dig nu hen og kny ei et Ord, men lyd min Befaling!
Vogt dig; thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig,
Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.«

Da skalv den »hvidarmede« Hera og satte sig taus ned; men hendes og Zeus’ Søn Hephæstos søgte at trøste sin Moder og raadede hende til at tale med venlige Ord til »den olympiske Lynildsvinger«. Og da den halte Gud hinkede om paa Olympen og søgte at gjenoprette Freden mellem sine Forældre, gjorde han en saa komisk Figur,

»At fra de salige Guder der skingred’ umaadelig Latter
Over at se Hephæstos, hvor vims gjennem Salen han pusted’.«


Rygtet om, at Achilleus i Vrede havde opgivet Kampen, fyldte Troerne med nyt Mod. Medens de i lang Tid ikke havde vovet sig udenfor sine Mure, stormer de nu dristig frem over Sletten. Der opstaar en heftig Kamp, i hvilken ogsaa flere af Guderne deltager paa begge Sider; Danaerne opmuntres af Athene og Hera og gaar i Begyndelsen kjekt frem, saa Troerne snart igjen maa vige. Paris, der er nær ved at dræbes af Menelaos, reddes af sin Beskytterinde Aphrodite, der fører ham bort fra Kampen indhyllet i en Sky. Ogsaa Æneas, Søn af Aphrodite og Anchises, hvem Gudinden havde skjænket sin Kjærlighed, stedes i stor Nød, da han forfølges af Diomedes; denne slynger efter ham en Sten, der er saa stor, »at knap to dygtige Karle, som de fødes nuomstunder, kan magte at løfte den.« Rammet af den synker han i Knæ, og han havde forvist maattet lade sit Liv,

»Hvis Aphrodite, hin Datter af Zeus, ei grant havde seet det.
― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ―
Over sin elskede Søn sine blendende Arme hun bredte,
Tog saa en Flig af sit skinnende Slør og holdt den foran ham
Sønnen at verne mod Ram, at ei af Danaerne nogen
Skulde ham saare med Spyd i Bryst og berøve ham Livet.
Saaledes bort sin elskede Søn fra Kampen hun førte.«

Kampen fortsættes med Iver fra begge Sider, og Kjærlighedens Gudinde, der lidet er vant til at haandtere Sverdet men alligevel ikke vil vige fra Troernes Side, bliver endog saaret og flygter grædende til Olympen; Hera og Athene bistaar imidlertid Danaerne saa ivrig, at da den »rosenfingrede Eos«[6] paany farver Olympens Tinder med sit Purpurskjær, kalder Zeus Guderne til Forsamling, og forat Troernes Seier ei længer skal hindres, forbyder han her Guderne enhver Partitagen i Striden med følgende Ord:

»Hører mig, samtlige Guder, og hører mig alle Gudinder,
At jeg kan sige, hvad Sindet i Bryst mig byder forkynde.
Hvem af eder jeg ser fra de øvrige Guder sig snige
Lønlig til Hjælp for Achæernes Folk eller Troernes Kjæmper,
Ham vil jeg drive med krænkende Slag til Olympen tilbage;
Eller jeg tager og styrter ham ned i Tartaros’[7] Mørke.«

Fra denne Stund maa Achæerne for det første undvære al guddommelig Hjælp, og da kommer de i svarlig Nød. I Spidsen for Troias ypperste Helte driver nu Hektor Fienderne tilbage; Achæerne maa tilsidst søge Beskyttelse bag de Volde, de har opført foran sin Leir; mange af Heltene saares, mange falder.

I denne Nød raader Nestor Agamemnon til at forsone sig med den vrede Achilleus. Mykenæs mægtige Konge er villig dertil og lover glimrende Gaver, ja sender endog Briseis tilbage; men den stolte Helt røres ikke af sine Landsmænds Nød, men bliver rolig siddende i sit Telt og ruger mørk over sit Had og sin Kummer. Først da Troerne har stormet Volden, og Hektor udslynger brændende Fakler mod de tjærede Skuder for at stikke dem i Brand og derved berøve Achæerne ethvert Haab om nogensinde mere at se Hjemmets elskede Kyst, bevæger Patroklos’ Bønner Achilleus til at laane ham sin berømte Rustning. Hurtig spænder Patroklos de herlige Benskinner paa ved Hjælp af sølverne Spænder; Peleidens Panser, der funkler «som en tindrende Stjerne», lægger han om sit Bryst; derpaa hænger han det sølvnaglede Slagsverd over Akselen, sætter den med en vaiende Hestehaars Hjelmbusk smykkede Hjelm paa sine flagrende Lokker, tager det store Skjold paa den venstre Arm og to Spyd i den høire Haand. Saaledes væbnet bestiger han derpaa Achilleus’ Stridsvogn, der er forspændt med Hestene Xanthos og Balios, «der flyver saa rapt som de susende Vinde». I Spidsen for Myrmidonerne, hans og Achilleus’ Landsmænd og Krigere, iler han derpaa i Kampen. Da veg den «skiftende» Seier fra Troerne.

Da Troerne saa Patroklos iført Achilleus’ straalende Rustning, betoges de af Skræk; fulgt af Danaernes Skarer jog han dem først tilbage over Volden og Graven og dernæst under stort Mandefald videre hen over Sletten. Blandt dem, der faldt for Patroklos’ Haand, var ogsaa Lykiernes Fyrste, Zeus’ Søn Sarpedon, der blev rammet af hans Spyd og faldt til Jorden «som en kneisende Gran, der fældes af Øksen». Over dennes Lig reiste der sig en frygtelig Kamp, Dynger af faldne ophobedes over Heltens Legeme; men paa Zeus’ Befaling, der græd Blod over sin tabte Søn, bar Apollon det ud af Kamptummelen hen til Skamandros og badede det i Floden. Derpaa salvede han det med Ambrosia og overgav det til Tvillingparret Søvnen og Døden, der bragte Liget hjem til Lykien, hvor Venner og Frænder viste den faldne Yngling den sidste Ære.

I sin Seiersrus stormede derpaa Patroklos videre frem paa sin Stridsvogn; Natten holdt allerede paa at nærme sig, da Troerne i vild Flugt søgte hen til Stadens Porte for at finde et beskyttende Vern bag de faste Mure. Men brat skulde Patroklos’ Seiersgang endes, da han ved den skæiske Port mødte Hektor, den Helt, han netop havde længtes efter at prøve en Dyst med. Efter en lang Kamp gjennemborer Hektor den unge Helt med sin Lanse, saa at Spidsen trænger ud gjennem Ryggen; saaledes faldt den vældige for Hektors Haand,

«Ret som naar Løven i Kamp faar Bugt med det vældige Vildsvin,
Naar de paa Toppen af Bjerg om en sparsomtspringende Kilde
Slaaes med rasende Mod; thi drikke deraf vil de begge.«

Da Dødens Nat sænker sig over hans tunge Øienlaag, spaar han Hektor, at han heller ikke har lang Frist at vandre paa Jorden, men snart skal falde for Peleidens sterke Haand. Hektor berøvede ham dernæst Rustningen, som han siden selv iførte sig; men om Liget opstod der en blodig Strid, der endte med, at Menelaos tilslut bar det bort paa sine Skuldre til Grækerleiren.

Da dette Sorgens Budskab naaede Achilleus, hengav han sig til den vildeste Sorg over sin tabte Ven; han sønderrev sine Klæder, strøede Aske paa sit Hoved og jamrede og græd. Hans Moder Thetis hørte fra sin Grotte paa Havets Bund sin sørgende Søns Jammerskrig; atter forlod hun Dybet og satte sig ved hans Side, lagde sin Haand paa hans Hoved og sagde ham Trøstens Ord. Achilleus klagede sin Nød for hende; den Smerte, Agamemnon har tilføiet ham, vil han nu betvinge; thi nu betages han af en eneste Tanke, Hevn over Hektor, Hevn over ham, der vog hans dyreste Ven i Kampen, Hevn over ham, der har taget hans herlige Rustning; Hektor vil han ramme med sit Spyd, og naar den Daad er fuldbragt, vil han gjerne forlade det Liv, der efter Skjebnens Bestemmelse skal blive saa kort og saa ulykkesvangert. Vaabenløs som Achilleus nu er, lover hans Moder ham en ny Rustning. Derpaa tager Peleus’ sølverfodede Viv Afsked med sin Søn og iler op til Olympen, hvor Hephæstos paa hendes Bøn forfærdiger en straalende Rustning og deriblandt et Skjold, et herligt Kunstverk med Fremstillinger i ophøiet Arbeide.

Da Thetis havde forladt Achilleus, bød denne sine Svende at vaske det størknede Blod af Patroklos’ afsjælede Legeme og salve det med glinsende Olie; derpaa svøbtes Liget i Lin og lagdes paa Baare, om hvilken den sørgende Peleide selv og hans Myrmidoner sad som Æresvagt, til Morgenen gryede.

Neppe er «Eos i sit safrangule Gevandt dukket op af Okeanos», før Thetis bringer sin Søn, der sidder sørgende ved Patroklos’ Baare, den lovede Rustning. Hevnlysten ifører Achilleus sig den straks og vækker derpaa Achæernes endnu slumrende Helte, hvem han opmander til atter at følge sig i Kampen. Og nu begynder foran Troias Mure den hidsigste Strid, i hvilken ogsaa Guderne med Zeus’ Tilladelse tager Del; thi nu er Achilleus’ Vrede forbi og Løftet til Thetis indfriet. Hera, Athene og Hephæstos iler Achæerne til Hjælp, medens Apollon, Artemis og fremfor alt Aphrodite staar Troerne bi.

Glødende af Kampiver rykkede Achæerne frem; men Troerne skalv, da de saa Peleiden i sin nye Rustning, «lig Kampens Gud», føre dem an. Frygtelig var de fremrykkende Hæres Larm, gruelig tordnede Zeus fra Olympens Tinde, og «Jordrysteren» Poseidon bragte med sin Trefork Jorden til at skjælve saaledes, at Underverdenens mørke Fyrste Hades sprang ned fra sin Throne ræd for, at Jorden skulde revne og hans grufulde Rige aabne sig for Guders og Menneskers Blikke. Den første, Achilleus mødte, var Æneas, og han vilde forvist have faaet Ulivssaaret, havde ikke Poseidon omhyllet Achilleus’ Blik med Taage og ført Æneas gjennem Luften ud af Kampens vilde Tummel. Men intet kan stanse Peleiden; for at hindre hans Fremtrængen og bistaa Troerne strømmer Skamandros over sine Bredder; men neppe merker den hevnsyge Hera det, før hun faar Hephæstos til at udtørre den med sin Ild. Troerne faldt i tusindvis, mange fangedes. Tolv Fanger, Achilleus havde gjort, sendte han til Leiren for senere at ofres som Sonoffer for Patroklos; men længe speidede hans Ørneblik forgjeves efter Hektor. Denne har en Stund holdt sig udenfor Stridens Hede; men da han ser sin kjekke Broder Polydoros blegne i Døden, kunde ikke hans bedagede Faders Bønner, ikke hans trofaste Andromaches’ Taarer længere holde ham tilbage; han styrter sig derhen, hvor Kampen raser vildest.

Achilleus opløfter et Jubelskrig, da han faar Øie paa sin Dødsfiende; og Hektor selv gribes af Dødsangst, da han ser den uimodstaaelige Helt «omstraalet af Rustningens Lysglans»; thi det bæres ham for, at hans Ende er nær. Tre Gange drev Achilleus ham foran sig rundt Troias Mure, «som Høgen forfølger en Due»; da de for fjerde Gang naaede Skamandros, stansede Hektor sin Flugt og slyngede Lansen mod sin Fiende; men den prellede af mod Peleidens Skjold. Da gjennemborede Achilleus ham i Struben med sit Spyd. Troias ædleste Helt sank i Støvet, og døende besvor han sin Overvinder om at spare hans Lig og overgive det til hans sørgende Hustru og Forældre. Men den grumme Peleide agtede ikke paa den døendes Bønner; efter at have afført ham Rustningen gjennemborer han hans Hælsener, og gjennem dem stikker han Remme, som han fester til sin Stridsvogn; denne bestiger han derpaa, og idet han slæber Liget efter Vognen, kjører han afsted rundt Troias Mure; fra disse er den gamle Priamos og hans snart sønneløse Hustru Vidner til det skrækkelige Skuespil. Derpaa drager Achilleus og Achæerne til Leiren, og snart gaar Hevnens gruelige Kampdag til Hvile.

Den næste Dag var viet til at vise den faldne Patroklos den sidste Ære. I Morgenstunden havde Myrmidonerne ophobet et uhyre Ligbaal, hundrede Fod i Firkant. Øverst paa dette lagdes Patroklos’ Legeme, bedækket med Talg af Hornkvæg, forat det skulde brænde des hurtigere; ogsaa Krukker med Honning og Olje stilledes ved Siden af Ligbaaren; paa Baalet lagdes desuden fire Heste og to af Achilleus’ egne Hunde. Endelig anstilledes store Ofringer til den dødes Ære; blandt andet ofrede Achilleus med egen Haand tolv fangne troiske Ynglinger og kastede dem derpaa op paa Baalet. Dette antændtes tilslut af den sørgende Ven. Da Baalet var brændt ned, slukkedes det med Vin og Olje, og Asken opsamledes under Taarer og gjemtes i en gylden Urne. Derpaa anstillede Achilleus Kamplege til Heltens Ære og opstillede Kampbelønninger, hvorom de achæiske Helte stredes.

I tolv Dage laa Hektors Lig udenfor Peleidens Telt «som et Bytte for Hunde og Fugle»; men Guderne holdt sin beskyttende Haand over det, saa Døden ei skjæmmede den vakre Kriger. Da vovede den af Sorgen nedbrudte Priamos sig ledsaget af Hermes i Nattens Stilhed til Achilleus’ Telt, omfavnede hans Knæ og bønfaldt om at faa sin elskede Søns Lig udleveret. Helten ynkedes over den gamles hvide Haar, tænkte paa sin egen Fader Peleus, der snart skulde begræde sin Søns Død, og overgav ham Hektors Lig. Priamos bragte det derpaa hjem til Troia, og den Helt, der havde udgydt sit Hjerteblod for Fædrelandet, faar saaledes dog hvile i den fædrene Jordbund. Med Skildringen af Hektors pragtfulde Ligfærd slutter Iliaden.


Skjebnen havde givet Achilleus Valget mellem et langt, daadløst og et kort, men berømmeligt Liv; han havde valgt det sidste. Da han havde udført sin største Daad at fælde Troias bedste Vern, varede det ei heller længe, før Skjebnegudinderne havde spundet hans egen Livstraad tilende. Mangen tapper Bedrift udfører han vel endnu; men det er snart forbi. Ved den skæiske Port rammede Paris, hvis Haand styredes af Apollon, ham snart efter med sin Pil. Det dødelige Skud traf ham i Hælen, og under Achæernes lydelige Klageraab sank den skjønne Helteskikkelse i Døden paa Troias Slette. Ved Forbjerget Sigeion, nær Hellespontens Vande, opkastede Achæerne en Gravhaug, og i denne hvilede Achilleus’ Støv ved Siden af Patroklos’. I Livet havde dette ædle Vennepar ei veget fra hinandens Side; den milde, forsonende Død forenede dem paany.

Den sørgende Thetis havde bestemt, at hendes Søns berømmelige Vaaben skulde tilfalde den, der taprest havde verget Achilleus’ Lig mod Troerne. Salaminieren Ajas og Odysseus krævede begge Æren herfor; men Prisen tilkjendtes den sidste. Denne Tilsidesættelse gjorde Ajas afsindig; ved Nattetid styrtede han med draget Sverd løs paa de Hjorder, der græssede ved Leiren, i den Tro, at det var hans forhadte Landsmænd. Da han vaagnede af sit Vanvid, forbød Undseelsen ham at leve, og han gav sig selv Døden; men selv i Hades kunde han ikke glemme sin Harme; da Odysseus paa sine Omflakninger kommer derhen, flygter han mørk fra ham og vil ikke høre paa hans venlige Tiltale (Side 149).

Ti lange Aars Kamp havde ikke kunnet bringe Ilion til at falde; men Skjebnens Vilje maatte fuldbyrdes, og da Byen ikke kunde erobres ved Magt, maatte man gribe til List. Efter Odysseus’ Raad tømrede Achæerne en svær Træhest. Da denne var færdig, brændte de sin Leir, trak Skibene i Søen og seilede bort, som om de havde opgivet Haabet om at indtage Staden; men Flaaden lagde sig bag den lille Ø Tenedos og oppebiede der Udfaldet af Listen; thi Odysseus og hundrede af de mest behjertede Helte havde skjult sig i Hestens hule Bug.

Da Troerne saa, at Grækerne heisede Seil, ilede Mænd og Kvinder, gamle og unge glade ud af Byen og saa sig nysgjerrig om i den forladte Leir; her havde Grækerne ladet en af sine Landsmænd, Sinon, blive tilbage; nogle Troere trak ham frem af hans Skjulested, og under hyklede Taarer fortalte han, hvorledes hans Fiende Odysseus havde villet tage hans Liv, men med Nød og neppe havde han undgaaet Døden; han bad og tryglede Troerne om, at de maatte skaane ham og ikke mætte sit Had til Grækerne i hans Blod. De lovede ham et Fristed hos sig, naar han vilde fortælle dem, hvilken Bestemmelse Træhesten havde. Da sagde den listige Græker, at den var et Sonoffer til Pallas Athene; Grækerne havde bygget den saa uhyre stor, forat den ikke skulde komme indenfor Ilions Mure; thi hvis Troerne kunde faa den bragt ind i sin Stad, vilde Pallas’ beskyttende Haand stedse hvile over Ilion. Apollons Prest, Laokoon, raadede forgjeves sine Landsmænd til ikke at feste Lid til Grækerens falske Tale; thi Troia gik sin uundgaaelige Skjebne imøde. Neppe havde Laokoons advarende Stemme lydt, før to vældige Slanger steg op af Havet, omslyngede Laokoons og hans tvende Sønners Legemer og dræbte dem med sine giftige Bid[8]. Troerne ser ved dette Under Sinons Fortelling om Hestens Bestemmelse bekræftet, hvorpaa de slæber Kolossen hen til Staden, og da den paa Grund af sin Størrelse ikke kan komme gjennem Portene, nedriver de en Del af Muren og bringer den ulykkesvangre Gave ind i sin By.

Under Jubel og festlige Lag gaar saa Aftenen hen; men da Troerne hviler i Søvnens Arme tryggere end paa mange Aar, lister Sinon sig op paa Muren og giver med en brændende Fakkel de ved Tenedos ventende Grækere det aftalte Tegn paa, at Odysseus’ List er lykkedes. Derpaa aabner han Træhesten, og snart drager de hundrede Grækere, til hvem de øvrige fra den tilbagevendende Flaade slutter sig, myrdende og brændende gjennem den ulykkelige Stad. Tunge af Vin og af Søvn farer Troerne ud af sine Huse for med Fortvivlelsens Heltemod at verge den fædrene Arne og finde Døden. Staden gjenlyder af Vaabenbrag, Kvindernes Jammerraab og de faldendes Dødsrallen opfylder Luften; de grusomme Seierherrer har ingen Agtelse for Oldingens graa Haar, for svage Kvinders Bønner; Priamos myrdes af Achilleus’ Søn Neoptolemos foran Husalteret, hvor den ulykkelige Konge og hans Hustru er tyet hen. Blodet strømmer i Gaderne, og Byen antændes paa alle Kanter. Snart er det stolte Ilion kun en rygende Askehob.

Kvinder og Børn gjør Grækerne til Fanger, af hvilke de fleste bliver solgte som Træler; af Priamos’ Døtre maa den med Spaadomsevne begavede Kassandra følge Agamemnon; den ulykkelige, stedse sørgende Andromache bliver Neoptolemos’ Bytte. Af Troerne undkommer kun Antenor og Æneas; med sin gamle, lamme Fader Anchises paa sine Skuldre og sin unge Søn Askanios ved Haanden redder den sidste sig ud af den brændende Stad. Thi Æneas skulde efter Skjebnens Bestemmelse blive Stamfader for en Slegt, der var kaldet til at beherske Verden.


  1. ↑ Disse Digtere kaldte man saa paa Grund af deres gjennemgaaende Bestræbelser for at knytte deres Arbeider saaledes til de homeriske Digte, at de med disse dannede en stor Kyklos (Cyklus, Ring), der behandlede den samme Sagnkreds.
  2. ↑ ɔ: Sanggudinden (Musen), hvis Bistand Digteren paakalder til Udførelsen af sit Arbeide. Muserne, hvis Antal er ni, nævnes ikke med særskilte Navne hos Homer.
  3. ↑ ɔ: Peleus’ Søn; paa lignende Maade kaldes Zeus Kroniden, d. e. Kronos’ Søn (Side 109*), og Odysseus Laertiaden, d. e. Laertes’ Søn, o. s. v.
  4. ↑ ɔ: udødelige.
  5. ↑ Hun kaldes saa paa Grund af sine store, klare Øine.
  6. ↑ ɔ: Morgenrøden. I Lilleasien og Grækenland skal man undertiden før Solopgang se (fem) blegrøde Striber stige vifteformig op over Horisonten. Deraf er maaske Udtrykket »rosenfingret« hos Homer opstaaet.
  7. ↑ ɔ: Underverdenen.
  8. ↑ Fra det andet Aarhundrede f. Kr. har vi et Billedhuggerarbeide, den saakaldte Laokoongruppe, der fremstiller Laokoons og hans Sønners Død og er et Mesterverk af smertefuld Skjønhed.